Tag-arkiv: 4½

2016 Domaine des Aires Hautes, Minervois La Livinière Rèserve, Languedoc, Frankrig

2016 Domaine des Aires Hautes, Minervois La Livinière Rèserve, Languedoc, FrankrigVi tøffer videre med vinene fra Languedoc og næste er igen fra appellationen AOC Minervois La Livinière, nemlig Domaine des Aires Hautes, der ligger i den lille by Siran. Vi smager nemlig husets Rèserve vin.

Domaine des Aires Hautes er grundlagt i 1938 af Edmond Chabbert, men drives i dag af  Gilles Chabbert, som er 3. generation i Chabbert familien på vingården. Gilles overtog driften fra sin far René i 1995 efter sin uddannelse til vinmager i Carcassonne, Gilles far Renè er nu borgmester i landsbyen.

Domaine des Aires Hautes har samlet 28 hektar vinmarker, som ligger imellem Siran og La Livinière i omkring 400 meters højde i en nærmest perfekt sydvest amfiteater form. Der har Gilles primært gamle vinstokke med Carignan, Grenache, Syrah og Mourvèdre.

Senere er Gilles storebror Eric – der egentlig er uddannet farmaceut – også kommet med i driften, og de har senere udvidet med endnu et domæne, nemlig Clos de l’Escandil. Til hjælp med produktionen har brødrene støtte fra ønologen Eugène Sanchez, som faktisk har været med fra starten.

Denne Minervois La Livinière Rèserve er lavet på et blend af 35% Syrah, 25% Grenache, 25% Mourvèdre og 15% Carignan, der alle er  manuelt høstet med et udbytte på 28 hektoliter pr. hektar. Først sker der en 72 timers pre-maceration i ståltanke, hvorefter fermentering sker ved gradvis opvarmning og temperaturstyret gæring, som samlet varer 28 dage.

Vinen lagres 13 måneder på egetræsfade, primært i store foudres træfade, men en mindre del lagres også på ældre burgundiske 228 liters barriques.

Igen er der en pæn landlighed i næsen, mørk gæret frugt, brombær, blåbær, grafit, lakridsrod, blomster, tørt egetræ og der er samtidig en vis syre tilstede. Smagsmæssigt pænt stor saftighed, tørre tanniner, som er pænt markante, tæt, mørk frugt, solbær, peber, masser af bundtræk og power, god og vellavet vin.

Forhandles af The Wine Company, hvor en flaske koster 110 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 La Grange d’Aïn, La Madone, Languedoc, Frankrig

2017 La Grange d'Aïn, La Madone, Languedoc, FrankrigDen næste vin fra Languedoc regionen er fra appellationen AOC Faugères, hvor vi lidt syd for byen Cabrerolles finder vinmageren Cédric Saur, som står vinen La Madone fra hans La Grange d’Aïn projekt.

Saur familien er en respekteret vinfamilie i området og har lavet vin på Château Haut Fabregues igennem mange generationer. Det gamle vinhus driver Cedric Saur i dag for sine forældre, men har ved siden af sit eget vinhus La Grange d’Aïn, hvor vinene er mere moderne i stilen end hos forældrene og er klart Cédric’s hjertebarn og et lille kult vineri.

På La Grange d’Aïn har Cédric og hustruen Séverine 12 hektar gamle vinmarker plantet med Grenache, Carignan og Syrah. Alle markerne dyrkes totalt økologisk og frembringer en række rødvine, som fx denne La Madone.

Vinen skulle være lavet på 80% Syrah og 20% Grenache … lavet helt traditionelt og lagret 2 år på egetræsfade. Der er dog ret begrænset med oplysninger, så vi springer i stedet hovedkulds i smagsnoterne.

Duftmæssigt klart en animalsk, mørk og moden vin … klart nogle bio bio karaktertræk med sved og krudt, men slet ikke så udtalt. Frugten er moden, sådan lidt solbær, kirsebær og blommer, lakrids, virker meget tæt og rund, men ellers ikke så mange svinkeærinder.

Smagsmæssigt klart den mest pleasende af Languedoc vinene indtil nu, men rund, varm solbær frugt. klart nogle fadnoter, men ikke så meget at det friske går af frugten. Der er også sødme til at runde tingene af og gør vinen meget venligsindet for de fleste.

Forhandles af Les Cépages, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Domaine de Lafage, Le Petit, Sud-Ouest, Frankrig

2018 Domaine de Lafage, Le Petit, Sud-Ouest, FrankrigKévin Barbet er en paysan vigneron på Domaine de Lafage, der ligger et par kilometer nord for byen Montpezat-de-Quercy mellem Cahors og Montauban. Vi er med andre ord i Cahors hos en ganske lille vinbonde, der driver sin gård med både kvæg og biodynamisk vine … vignoble en biodynamie. Derfra smager vi hans lille Le Petit vin.

Vingården er grundlagt i 1991 af Bernard Bouyssou, men siden 2013 har Kévin Barbet drevet Domaine de Lafage og egentligt bare fortsat den linje, som Bouyssou havde lagt med biodynamisk drift helt fra starten i 1991 … og dermed er vingården en af landets ældste biodynamisk drevne vingårde.

Domaine de Lafage har samlet 36 hektar jord, men alene 12 hektar er vinmarker, for resten er enten enge eller kornmarker til brug for foder til gårdens kvægbesætning.

Vinmarkerne har et tykt lag af ler og derunder kalksten … og drives som nævnt altså biodynamisk og uden konventionelle vingårde i nærheden. Mellem vinstokkene gror græsset vildt … i hvert fald mellem hver anden række. Gødning er forholdsvis let, for der er masser af “kompost” fra gårdens mange køer.

I øjeblikket laver Kévin alene 5 forskellige vine, nemlig 4 rødvine og en enkelt rosévin, men planen er at plante nogle vine sorter, således han også får en hvidvin eller to i sit sortiment.

Men her smager vi altså hans lille vin Le Petit, som ikke er en AOC Cahors vin, men en Tarn et Garonne IGP vin, da vi jo befinder os i Lot/Garonne området i Sydvestfrankrig. Hvis du vil blive lidt klogere på området, så kan du fx læse om det i blogindlægget; Smagning af vine fra Sud-Ouest … Frankrigs nok mest oversete vinregion.

Le Petit er lavet på den sjove blanding af 60% Gamay og 40% Syrah, om kommer fra 40 år gamle vinstokke på marker med stort indhold af ler og sandsten. Efter høst er druerne afstilket og undergår først en koldmaceration inden gæringen så sker spontant alene med druernes naturlige gærceller i betontanke.

Efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder på egefade, hvorefter vinen er flasket alene med meget lidt svovl … 15 mg pr. liter.

Næsen afslører næsten øjeblikkeligt dens biodynamiske ophav, for Le Petit er meget animalsk, en svagt behåret hest med en flæsket aroma, solbær, jordbær, enebær i skøn forening suppleret med læder og søde krydderier.

Smagsmæssigt er der masser af frugt, kirsebær, brombær, jordbær, stikkelsbær, runde tanniner, nogen krop … og så samtidig en frisk, livlig lethed, hvor en lille saftighed følger trop. Har du ikke før drukket vine fra Sydvestfrankrig, så er dette en god startvin.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Château Saint-Roch, Le Rosé, Roussillon, Frankrig

2019 Château Saint-Roch, Le Rosé, Roussillon, FrankrigFra projektet Château Saint-Roch mellem Jean-Marc Lafage og den amerikanske vinimportør Eric Solomon smager Houlberg nu – hvor vejret typisk har ændret sig til lidt regn – en rigtig sommervin … Le Rosé lavet på Grenache Gris og Mourvedre.

Château Saint-Roch har jeg skrevet om et par gange tidligere, bl.a, da jeg smagte deres 2017 Roubials Rouge og deres 2014 Kerbuccio. I begge tilfælde skrev jeg lidt om vinhuset og historien … så det vil jeg ikke gentage denne gang. I stedet kigger vi nærmere på Le Rosé, der er lavet på 50% Grenache Gris og 50% Mourvedre.

Grenache Gris er vi ikke ofte stødt på her på Houlbergs Vinblog, men er en rød druesort, som nærmest opfattes som en mutation eller krydsning mellem Grenache aka Grenache Noir og Grenache Blanc. Imidlertid er det en gammel druesot, som oprindelig stammer fra Spanien.

I dag er Grenache Gris mest almindelig i Roussillon, hvor den især anvendes i Vin Doux, altså Rivesaltes vine, og som blandingsdrue i rosévine. I mere sjældne tilfælde findes drue også i tørre hvidvine … enten ren eller i blends.

Der er omkring 2.500 hektar vinmarker med Grenache Gris i Frankrig og de fleste findes i Roussillon.

Grenache Gris dufter oftest af abrikos og stenfrugt og kan have en olieagtig tekstur. Skallernes har meget mindre farvepigment, så druerne bliver gråbrune snarere end blå … måske er det derfor, at druerne nogle gange anvendes til hvidvine. Grenache Gris kan give  vine af forbavsende kvaliteter og exceptionel duft ved lagring i træfade eller større vintønder.

Men her er druesorten altså med i en rosévin sammen med Mourvedre. Druerne kommer fra Agly dalen omkring byen Maury, hvor vinstokkene er plantet i jord bestående af primært sort skiffer. Druerne håndhøstes ved optimal modenhed i starten af september, hvorefter de presses let, og mosten gæres i rustfri ståltanke ved 16 grader. Herefter har vinen lagret sur lie i rustfri ståltankene i 4 måneder.

I glasset er vinen virkelig bleg rosa uden den store farve… lidt i stil med rosé fra Provence, og sådan skal en rigtig rosé også se ud, hvis du spørger mig. Duftmæssigt er det dog ikke Provence, men vinen har i stedet en tør aroma med både jordbær, stikkelsbær, grønne solbærblade, lidt kandiseret frugt, sure citroner, grapefrugtskal, blomster, lavendel og mynte.

I munden er vinen meget frisk, meget tør med masser af skarpe hjørner, citroner, nogle umodne æbler, hindbær, rabarber, kirsebær, grape og nogle lidt jernagtige elementer. Syren er ret godt fremme i smagen med grape bitterheden. Og nu mangler vi så bare, at solen titter frem, så man kan nyde et glas på terrassen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Emil Bauer & Söhne, Bundschuh Chardonnay, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Emil Bauer & Söhne, Bundschuh Chardonnay, Pfalz, TysklandBrødrene Alexander & Martin Bauer på Weingut Emil Bauer & Söhne går i snørede sko. I hvert fald er næste vin i Houlbergs småduggede vinglas denne 2019 Bundschuh Chardonnay … men det med Bundschuh skal jeg nok vende tilbage til.

Bauer brødrenes vinhus ligger midt i byen Landau-Nußdorf på vinruten i den sydlige del af Pfalz regionen. Alexander & Martin er 5. generation i Bauer familien på vingården og overtog i 2005 driften fra deres far Norbert, som dog fortsat hjælper sønnerne.

Bauer familien har samlet 29 hektar vinmarker, som er fordelt på markerne Landauer Herrenberg, Kaiserberg og Münzberg, Bad Dürkheimer Osterberg, Essinger Rossberg, Niederhorbacher og Silberberg, Birkweiler Appenhofen og Kastanienbusch samt Leinsweiler Sonnenberg.

På markerne dyrker Bauer både Pinot Blanc, Pinot Gris, Chardonnay. Sauvignon Blanc, Muscatel, Auxerrois, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon. Merlot og Schwarzriesling.

De anvendes til en lang række spændende og innovative vin, nogle med sjove navne som Scheu… ‚Aber geil‘, Cuvée Noir, Drunk‘ bis hin zu samt No Sex, Drugs an Rock’n’Roll, just Riesling. Men her smager jeg altså vinen Bundschuh Chardonnay, hvor Bundschuh henviser til et snøret fodtøj, som i middelalderen blev symbolet på bondeopstanden i det sydtyske område.

Bundschuh bevægelsen startede allerede i 1493, hvor de lokale bønder i fællesskab gjorde oprør med deres føydale herrer og bl.a. havde bannere med den snørede sko. Den snørede sko kan også ses på etiketten af denne vin.

Bundschuh Chardonnay er lavet på rustfrie ståltanke, men derudover er der imidlertid ikke mange oplysninger … udover lige 5,6 gram restsukker pr. liter.

Hvor er den sød og frisk i næsen, ananas og pærer på dåse, lidt fersken endda … og blot ved at dufte ved du næsten, at det vil være en læskende, saftig vin, som rigtigt mange vil knuselske. Der er lidt lakrids og Kung Fu sodavandsis, tonsvis af frugt, vild, sød og bedårende.

Smagen er fyldigere end farven og duften egentlig antydede … mere bundtræk, dybde og tæthed, cremet, blød, svulstig og saftig. Det er forbudt for børn, naughty, fræk og forførende. Den store saftighed kombineret med voluminøs sødme, syltede citroner og rank grape bitterhed, gør det let drikbart med letløbsgaranti som bare pokker. Skal du drikke dit livs udkårne og dig selv småberuset på den smukkeste måde, så er dette vinen.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Clos Troteligotte, K-Briole, Sud-Ouest, Frankrig

2017 Clos Troteligotte, K-Briole, Sud-Ouest, FrankrigClos Troteligotte – Vin Bio et Biodynamie AOC Cahors er et lille biodynamisk vinhus, der drives af den karismatiske unge vinmager Emmanuel Rybinski … og derfra smager vi nu en 2017 K-Briole lavet på halv Jurançon Noir og halv Cabernet Franc.

Vinhuset ligger lidt udenfor byen Villesèque omkring 10-12 kilometer sydvest for Cahors i appellationen af samme navn i Sydvestfrankrig. Vinhuset er reelt grundlagt i 1987 af Emmanuels far, som startede med at tilplante markerne på familiens gamle ejendom.

I dag drives vingården – som skrevet – af Emmanuel Rybinski, og siden 2014 har driften været økologisk certificeret og allerede året efter startede Emmanuel med omlægning til biodynamisk drift af deres samlede 19 hektar vinmarker.

Markerne er præget af rød ler, kalksten og meget jernholdig, hvilket er forholdsvis sjældent i Cahors og med til at give vinene fra Clos Troteligotte deres helt eget særpræg. Og der er specielt Malbec druen, som er i fokus hos Emmanuel.

Vinene fra Troteligotte har alle navne, som starter med K fx K-Or … for at understrege, at de kommer fra Cahors, der jo udtales med et hårdt K Det gælder også denne K-Briole lavet på 50% Jurançon Noir og 50% Cabernet Franc høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar fra de ler og kalkstensholdige marker Quercy Blanc, hvor vinstokkene er omkring 50 år gamle.

Jurançon Noir er en ret sjælden, fransk rød druesort, der primært findes i Sydvestfrankrig … især omkring byerne Lavilledieu, Estaing og Entraygues Le Fel. Druen kaldes også Folle Noire, mens den i Bellet i Provence kendes som Fuella Nera.

Druen anvendes mest i IGP vine og rosévine, men er ikke i familie med druen Jurancon Blanc  og bliver heller ikke dyrket i  i Jurancon vinregionen, men er i stedet en krydsning mellem Folle Blanche og Malbec. I Cahors AOC er vinen reelt ikke tilladt, hvorfor vine med druen normalt vil være Vin de France vine.

Jurançon Noir var i midten af de 20. århundrede relativt udbredt i Frankrig, men i dag er det samlede areal faldet til omkring 1/10-del, men det skyldes måske også, at det er en drue, som kræver meget opmærksomhed i markerne, da Jurançon Noir er følsom for både skimmel og tørkeforhold.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller efter en kort koldmaceration. Gæring sker helt uden svovl og temperaturstyring, men har efter endt fermentering lagret 10 måneder i betontanke og er flaske med minimum svovl.

Det er i næsen en mørk og funky fætter, masser af bio-sved, mødding og total animalsk landlighed, mørke bær, brombær, grønne bær, stikkelsbær, blæk, jod, koks, kul, hæfteplaster, lidt garvet læder og en underliggende vild syre.

I munden overraskes man af pæn sødme … og klart sødere, lettere og mere frisk end forventet. Samtidig virker vinen faktisk også en smule perlende på tungen. Der er friske jordbær, hindbær, tørhed, nogle fine tanniner, nogen syre, en frisk frugtdrevet syre, masser af god saftighed, rund, frisk og total venlig. Det er klart 4,5 houlbergske fingre med stor pil op.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Julia Bertram, Handwerk Blanc de Noir, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Julia Bertram, Handwerk Blanc de Noir, Ahr, TysklandSidste sommer i gården hos Julia Bertram smagte jeg for første gang hendes hvidvin, der selvfølgelig er en Blanc de Noir, en type vin alle vinproducenter i Ahr producerer i dag. Julia har kaldt hendes for Handwerk Blanc de Noir.

Den er selvfølgelig lavet på ren Spätburgunder og Julia har lavet hendes Blanc de Noir på rustfrie ståltanke med spontangæring og så en efterfølgende lagring i tankene 6 måneder sur lie … altså med bærmen. Derefter er vinen så blot aftappet på flaske og klar til markedet.

I glasset er vinen ikke helt klar, men har en ganske svag lyserød nuance, men en meget aromatisk næse, landlig mødding, blomster, grøntsagfond, gærede pærer og æbler, kirsebær, vilde jordbær, mynte, rosmarin, lidt nødder og masser af grønne blade.

Smagen er frisk … virkelig frisk med nærmest et salt havsprøjt fra Vesterhavet, en lidt jernet syre, citroner, sure grønne æbler, salte mineraler, hvid peber, svag grape og sammenlagt er det bestemt ikke en Blanc de Noir, der forsøger at please, men har sin helt egen ranke, mineralske, syrlige og grønne karakter.

Julia vine forhandles af Extra Brut Vinimport, men denne hvide er ikke i sortimentet. Hos Julia koster den vistnok 12,90€ … svarende til omkring 96 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Schenk, Spätburgunder Handverlesen Trocken, Franken, Tyskland

2016 Weingut Schenk, Spätburgunder Handverlesen Trocken, Franken, TysklandKun 100 meter fra Hotel Gasthof Löwen i Randersacker, hvor jeg havde en overnatning på ferie for nogle år siden, finder vi Weingut Schenk, som virkelig har fået sat sit håndaftryk på denne 2016 Spätburgunder Handverlesen Trocken.

Vinhuset drives af Thomas Schenk, som har overtaget den lille familievirksomhed, som har kørt i generationer. Thomas er selv uddannet på Geisenheim og overtog driften fra sin far Otto Schenk i 2015. Samlet har familien omkring 7 hektar vinmarker og laver 50.000 flasker vin årligt, som fordeles på 4 håndfaste serier … litervine, Handlich, som er basisvine, Handwerk og topserien Handverlesen.

Markerne drives økologisk og høsten varetages ikke – som mange andre steder – af østeuropæere, men af en flok af sjove pensionister og bekendte, som har arbejdet for Schenk i lang tid.

Thomas Schenk er medlem af Ethos Winzer … en lille gruppe af 13 unge vinproducenter i Franken. De har engageret sig i både økologi, bæredygtighed og sociale forhold … bl.a. derfor anvender ingen i gruppe underbetalte rumænere i markerne. Alle indenfor deres branche bør kunne tjene til livet ved en 40 timers arbejdsuge.

Nå, men lad os kigge nærmere på denne Spätburgunder Handverlesen Trocken, hvor druerne selvfølgelig er Handverlesen … altså håndplukket fra de bedste stokke på den lavest liggende del af Sonnenstuhl marken. Vinen er lavet med spontangæring og er efter endt fermentering lagret 14 måneder på franske og ungarnske egetræsfade.

I glasset er det en herlig, lys, let, transparent og teglfarvet Spätburgunder, tjek. Kølig, rank næse … søde krydderier, eg, bitre kirsebær, brombær, granatæbler, gran, bacon, råt kød, blodpølse, spidskommen, peber, mentol, hæfteplaster samt masser af kølig Franken karakter.

Smagen er sådan nærmest blæk og kirsebærsaftig, bolsjesødme, meget rund og venlig. Det er jordbær, kirsebær, tranebær, meget flad, krydret, sød/bitter, cremet, blød … og så alligevel rank, urtet, grøn og kølig stil med en meget tydelig sødme. Det bliver klart stensikre 4,5 fingre med pil op.

Købt i Tyskland til 19,90€ … svarende til 148 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Weinhaus Bettina Schumann, Blauer Spätburgunder Haute Volaute, Baden, Tyskland

2015 Weinhaus Bettina Schumann, Blauer Spätburgunder Haute Volaute, Baden, TysklandWeinhaus Bettina Schumann ligger i Bahlingen i det smukke Kaiserstuhl. Den unge winzerin med hang til sko står bag denne Blauer Spätburgunder Haute Volaute … berlinernes måde at sige Haute-Volée om det finere selskab.

Bettina Schumann er nu ikke vokset op i det finere selskab eller i en vinfamilie, men er dog fra Berlin. Da hun var små 12 år gammel smagte hun – på ferie med forældrene i Italien – en Vin Santo fra 1905 og blev begejstret over, at en så gammel vin kunne indeholde så megen friskhed … og det blev starten for den unge piges interesse for vin.

I stedet for neglelak eller teenageblade, så brugte Bettina sine lommepenge på vin eller litteratur om vin, så da hun senere skulle vælge uddannelse, så tog hun selvfølgelig – uden betænkning – til Geisenheim, hvor hun uddannede sig til ønolog.

Så læste hun efterfølgende videre på universitetet i Udine, hvorefter hun i 2009 blev vinmager hos Weingut Zimmerlin i Kaiserstuhl.

Men Bettina ville selv lave vine, så allerede i 2010 grundlagde hun sammen med Ralph M. Ropohl vinhuset Weingut Rabe i Freiburg, en lille garageproducent med burgundervine fra gamle stokke. Det projekt deltager Bettina fortsat i sideløbende med et job som vinkonsulent for andre vinproducenter.

I 2015 grundlagde Bettina så sit eget vinhus Weinhaus Bettina Schumann med base i Bahlingen am Kaiserstuhl. Hun ejer dog ingen vinmarker selv, men opkøber druerne fra en række udvalgte vinavlere og har nu en årlig produktion på 60.000 flasker.

Indtil videre har Bettina koncentreret produktionen på burgunder druerne, altså Grauer Burgunder, Weisser Burgunder samt Blauer Spätburgunder. Vinene producerer den unge vinmager i Endingen-Königschaffhausen i det tidligere St. Katharinen-Kellerei, som indstillede deres produktion og lukkede tilbage i 2012.

Og så har hun kombineret vinproduktionen med en anden af hendes passioner … sko og gerne røde sko. Etiketterne på alle hendes vine er nemlig forskellige sko med en sko til hver vin. Bettina siger selv, at de røde sko er hendes families våbenskjold. De røde sko er basisvinene og de brune sko er topserien.

Her er skoen brun … en fin damestøvle, hvor druerne kommer fra Kaiserstuhl marker med vulkansk undergrund og er så lavet med maceration i 10 dage med 50% hele drueklaser, spontangæring i åbne, små kar. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på 400 liter egefade og efter aftapning på flaske yderligere 12 måneder.

Sød animalsk kostald med nelliker, gran, blæk, bitre kirsebær, tranebær, kanel, vanilje, røg, en smule mælkechokolade, meget frisk og krydret … med lidt Baden Spätburgunder varme, sødme og fylde.

I munden er vinen egentlig meget behagelig … har måske lidt rigelig med alkohol og en lidt speciel candyfloss-sødme, men egentlig frisk frugt, lidt hvid peber, jordbær, ribs og rabarber.

Købt i Tyskland for 22,50€ … svarende til 168 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Thomas Hensel & Markus Schneider, Hensel & Gretel Witch Hunter Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2014 Thomas Hensel & Markus Schneider, Hensel & Gretel Witch Hunter Spätburgunder, Pfalz, TysklandSidst jeg drak en Hensel & Gretel vin fra Thomas Hensel og Markus Schneider var i 2014 på Neumann|s Bistro & Weinbar i Hamburg efter jeg lige havde gennemført mit første maraton. Nu har jeg igen en vin i glasset fra samarbejdet mellem de to vinhuse, nemlig deres 2014 Hensel & Gretel Witch Hunter Spätburgunder.

De to gode vinbønder i Pfalz … Markus Schneider fra Ellerstadt og Thomas Hensel fra Bad Dürkheim ved flyvepladsen har jeg begge skrevet om tidligere. De laver en række vine sammen under navnet Hensel & Gretel efter det gamle tyske eventyr af Grimm brødrene.

Vinene er alle lavet af en kombi af druer fra de to vinbønders marker i både Dürkheim og Ellerstadt … etiketterne skiller sig også en smule ud, selvfølgelig illustreret med Hans og Grethe … de to sultne børn, som tog ud i skoven for at lede efter mad og brænde. Og vinen har også efter endt fermentering lagret nogle måneder på træ.

Dejlig lys Spätburgunder aroma med pænt fadpræg, måske endda lidt cedertræ, vanilje, sødme, tørhed, hindbær, kirsebær, nelliker, sød tobak, røg, kakao og mælkechokolade. Det er ikke let, luftigt … men med en meget imødekommende vaniljesødme.

Smagen er saftig … masser af kirsebær, jordbær, frugtsødme, meget blød og cremet, krydret og samtidig en lidt fyldigere Spätburgunder, som byder på rigtig god smag. Det er som om, at vinen virker rigtig god moden … og selvom det ikke er en dyr vin, så har årene været gunstige for vinen.

Købt i Tyskland for 16,90€ … svarende til 126 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7