Tag-arkiv: 4½

2017 Luigi Pira, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2017 Luigi Pira, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienByggemødet trak ud med flere flasker italiensk vino … og næste vin var en 2017 Barbera d’Alba Superiore fra Azienda Agricola Pira Luigi i Serralunga d’Alba.

Vinhuset er grundlagt i 1950 af Luigi Pira, men i starten var det blot som vinavlere, som solgte druerne til de største vinhus i hele Alba området. Det var først i 1990’erne, at Luigi Piras ene søn Gianpaolo Pira kom med i driften, at de startede med at lave egne vine inspireret af modernister som bl.a. Elio Altare.

I dag er Gianpaolos to brødre Romolo og Claudio også med i driften af deres sammenlagt 12 hektar vinmarker, der ligger ved Serralunga d’Alba. Omkring 6 hektar af markerne anvendes til Barolo, men har også 2 hektar, som udelukkende er med Barbera, som anvendes til denne Barbera d’Alba Superiore.

Der produceres sammenlagt omkring 60.000 flasker årligt. Hos Pira arbejdes der kompromisløst i marken og i kælderen. Siden 1996 er stilen blevet justeret og med årene er macerationstiden for deres Barolo vine øget betydeligt og andelen af nyt træ er sat ned, så der nu anvendes kombinationer af franske barriques, tonneaux samt store botti.

Piras Barbera marker ligger i 420 meters højde i kommunen Roddino, der grænser op til Serralunga d’Alba. De 2 ha blev købt i 1999 og vinstokkene plantet i 2000. Den første årgang fra marken var en 2003, men siden har Pira lavet vinen hvert år. Gæring sker i temperaturkontrollerede ståltanke med 12-14 dages maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på dels nogle barriques, tonneaux og store botti.

Duftmæssigt er denne Barbera meget ren med blækagtige noter, blyanter, meget rund og blød frugt, solbær, enebær, lakridskonfekt, kanel, eg og lidt søde krydderier. Smagen er rund og frugtrig, meget saftig med let peber, pæn tørhed og nærmest ingen tanniner, men en fyldig, rund og behagelig syre. Det er god Barbera uden så mange svinkeærinder med god velsmag.

Vinene fra Pira importeret af Adriat Vinimport og en flaske koster i butikkerne 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Badia a Coltibuono, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2013 Badia a Coltibuono, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienDet kan være en utaknemmelig opgave, at komme efter 3 store Nebbiolo vine, så derfor havde denne 2013 Chianti Classico Riserva fra Badia a Coltibuono det heller ikke nemt.

Badia a Coltibuono er ellers et vinhus med et et godt renomme og vinnørder fra hele verden er vilde med vinene, som siges at have en fantastisk potentiale for lagring. Stucchi Prinetti familien har en kælder med endog meget ganske vine og åbner jævnligt meget gamle flasker til smagninger rundt omkring i verden. På billedet ovenfor, kan I se nogle af de tussegamle vine i vinhusets kælder.

Badia a Coltibuono og familien Stucchi Prinetti er en af pionererne i Chianti. Vinhuset blev grundlagt allerede tilbage i 1846 af Michele Giuntini … stamfar til de nuværende ejere. Han var bankmand fra Firenze og købte det gamle kloster Badia a Coltibuono, som stammer fra 1051 og nogle omkringliggende vingårde.

Det er i dag fortsat efterkommere af Michele Giuntini, som driver vingården, nemlig Emanuela, Paolo og Roberto Stucchi Prinetti, der er 6. generation af familien på Badia a Coltibuono. Og undervejs har familien gjort sit bemærket, bl.a. har de 3 søskendes moder Lorenza dé Medici di Ottajano skrevet mange kogebøger og holder fortsat en række kokkeskoler i det gamle kloster, mens deres far Piero har startet en større produktion af olivenolie.

De 3 søskendes forfædre har også været gode til at gemme en del af produktionen i kælderen hvert år, så i dag er kælderen en guldgrube af vine med virkelig meget alder.

Samlet har Badia a Coltibuono 63 hektar vinmarker, men driften omfatter altså også produktion af olivenolie, en lille hotel samt en restaurant, så familien Stucchi Prinetti  har nok at se til.

Her smager vi deres 2013 Chianti Classico Riserva, der er lavet på 90% Sangiovese, 5% Canaiolo, 3% Ciliegiolo og 2% Colorino, som er håndplukkede og kommer fra Poggino, Vignone, Montebello og Argenina.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Macerationen har varet mindst 3 uger med daglig punch down. Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på franske og østrigske egefade og efter flaskning yderligere 4 måneder inden frigivelse.

Dermed opfylder den også DOCG kravet på mindst 27 måneders lagring for en Chianti Classico Riserva.

Næsen har klart nogle klassiske Chianti dyder … røg, balsamisk syre, nogle mynte- og mentolagtige noter, klart til den ranke og lyse side i frugten, sådan lidt jordbær, hindbær og ribs, grannåle samt et aftryk fra egefadene med vanilje samt kanel.

Smagen er stram, ren … lidt flad måske og så drukner den lidt med meget stor rundhed og venlighed. Det er meget let og en kende til den neutrale side, men er omvendt ikke sur som nogle Chianti kan være, men derimod letdrikkelig og måske endda lidt sart.

Jesper havde købt vinen på vingården, hvor han også tog de viste billeder. Herhjemme kan vinen købes hos Løgismose, hvor en flaske i årgang 2015 koster 295 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 G.D. Vajra, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2018 G.D. Vajra, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienSå er vi atter hos vinhuset Azienda Agricola G.D. Vajra, som jeg har skrevet om en del gange her på Houlbergs Vinblog. Denne Langhe Nebbiolo har jeg også smagt i tidligere årgange, men smager den nu i en frisk årgang 2018.

Druerne kommer fra forskellige af G.D. Vajras vinmarker, bl.a. fra de yngste vinstokke på Barolo vinmarkerne Bricco delle Viole samt Fossati. G.D. Vajras Langhe Nebbiolo er dog ikke tiltænkt at skulle være en mini Barolo, men er derimod en fortolkning af Nebbiolo druen, når den næsten kun er lavet på rustfrie ståltanke … dvs. at kun en ganske lille procentdel bliver lagret på eg … og endda kun i de mest kraftfulde årgange.

Det gælder også denne årgang 2018, der er lavet med fermentering over 19 dage med efterfølgende spontan malolaktisk gæring og så en lagring 8-14 måneder i ståltanke med en lille del i neutrale egetræsfade.

Næsen er utrolig let og blomsterrig kombineret med læder, rosenblade, rosmarin, hyben, granatæbler, stikkelsbær, fennikel, ribs, violer, syrlig og samtidig også meget aromatisk.

I munden er der masser af syre, hindbær, jordbær, meget frisk og let, har sådan en lidt sjov syrlig/sød smag, men det fungerer egentligt ret godt med den lette frugt, hindbær, ribs, mineraler, jord samt lidt søde krydderier. Det bliver 4,5 solide fingre med stor pil op.

Forhandles af H.J Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, Spanien

2018 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, SpanienDet store vinhus Juan Gil Bodegas Familiares ejer en række vinerier over det meste af Spanien, bl.a. Bodegas Morca, hvorfra Houlberg nu smager en 2018 Flor de Goda.

Både Juan Gil Bodegas Familiares og Bodegas Morca har jeg skrevet om før … ja, jeg har endda tidligere smagt denne Flor de Goda i årgang 2017 og deres monstrøse topvin Tourán Garnacha.

Bodegas Morca har Gil familien købt i 2014 … et projekt til ikke mindre end 5 millioner euro. Købet er anført af familiens direktør Jordi Flos og omfatter i dag 30 hektar vinmarker, men planen er at ekspandere til 120 hektar.

I starten var der fokus på at lave 2 Garnacha vine og første årgang blev 2015, der blev sendt på markedet i 2016 med en produktion på 5-6.000 flasker. Men i dag laves der langt flere vine, herunder altså denne Flor de Goda.

Vinen er lavet på 100 % Garnacha aka Grenache, hvor druerne kommer fra husets yngste vinstokke, som høstes manuelt. Derefter sker der en 3-4 dages kold maceration inden gæringen ved 22-26 grader i rustfrie ståltanke.

Efterfølgende gennemgår vinen malolaktisk fermentering, hvor æblesyren i vinen bliver omdannet til mælkesyre, hvilket resultere i en rundere smag. Når begge fermenteringer er gennemført, bliver vinen lageret på fransk eg i 12 måneder.

Næsen byder på en frisk syrlig frugt, kirsebær, brombær, blåbær, supplerer med læder, tør jord, jod, svagt lidt fadnoter som vanilje, tobak, lakridsrod, kakaopulver samt et lille grønt element.

Smagen er derimod anderledes end forventet … fed, tyk, velpostret med bredmås’et fedtvæv. Den er blød og cremet med en vis friskhed, men den høje alkoholprocent på 15,5% mærkes også, men sikke en sort og koncentreret magiterning, hvor der er sødme, kakao, mørk frugt, blommer, engelsk lakrids … men på en eller anden måde, så virker vinen ikke helt så tung at danse med som 2017’eren.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Feudi Salentini, Gocce Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

2016 Feudi Salentini, Gocce Primitivo di Manduria, Puglia, ItalienFeudi Salentini holder til i den sydlige del af Puglia … lige midt i byen Leporano, der vel nærmest ligger i svangen af støvlen helt ud til det Ioniske Hav. Men den næste vin er derfra … en 2016 Gocce Primitivo di Manduria.

Feudi Salantini drives i dag af 3. generation i form af Cosimo og Maria Teresa Varvaglione.

Vinhuset har deres vinmarker spredt udover hele Apulien og det er både i Tarentino, Salento, Manduria samt et par steder mere. De producere en stor del af deres druer selv, men jeg kan ikke se, hvor mange hektarer de selv ejer. Derudover supplerer de også produktionen fra opkøbte druer fra andre vinavlere i området.

Denne Gocce Primitivo di Manduria er lavet fra marker i Taranto provinsen, hvor Primitivo vinstokkene er op til 110 år gamle. De er håndplukket og bliver fragtet til vingården i små kasser, så druerne ikke tager skade. Kun de bedste og mest modne af disse druer udvælges til denne vin.

Vinen er lavet med gæring ved 26-28 grader og efter endt fermentering, malolaktisk gæring og klaring lagret på amerikanske barriques i 10 måneder.

Jeg er ikke selv den store Puglia Primitivo fan, og som den dygtige canadiske vinkritikker John Szabo – som jeg mødte sidste år i Soave – har sagt, så finder han ofte Primitivo for oversøde, alkoholrige og rosinagtige … men man kan også finde Primitivo med balance og friskhed.

Og det er i hvert i næsen på ingen måder en oversød vin, men har imidlertid masser af mørk frugt, blomme- og marmeladeagtig fedme, sorte kirsebær, eg, vanilje, kanel, chokolade, karamel samt en lille krydret note med lidt mentol, eukalyptus og estragon.

Smagen er fyldig og har bestemt også et højt sødmeniveau, søde kirsebær, blommer, brombær, rosiner, godt med volumenknappen skruet op og så alligevel også med en syre, som redder vinen fra at blive alt for opulent, men bevarer en vis friskhed og holder ryggen nogenlunde rank trods kilo på maven.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Meier, Riesling Weyher Granit, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Meier, Riesling Weyher Granit, Pfalz, TysklandTilbage i januar i forbindelse med Mundus Vini Nordic smagte jeg for første gang en vin fra Weingut Meier, nemlig en 2017 Riesling Steinwerk, en fin Lagenwein. Nu smager jeg igen vin fra huset, en Ortswein … 2018 Riesling Weyher Granit.

Weingut Meier ligger i den lille by Weyher i Pfalz og er grundlagt i 1885 af Valentin Ziegler og er efterfølgende blevet i familiens eje. I dag er det Helmut Meier og hustruen Barbara, som driver vingården sammen med deres søn Georg Meier. Helmut var egentlig selv uddannet  låsesmed, men efter mødet med Barbara, så endte han altså som vinproducent.

Helmut og Barbare overtog selv driften fra Barbaras familie i 1999 og driver vinhuset med dens 14 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Weyherer Michelsberg, Burrweiler Altenforst samt Hainfelder Letten.

Til driften hører også en lille vinbar samt et lille gasthaus med udlejning af et par ferielejligheder. Det er Barbara, som tager sig af det lille B&B, administrationen og kundebesøgene.

Siden 2005 har sønnen Georg Meier været ansvarlig for hele vinproduktionen. Han er uddannet vintekniker og har stået i lære hos flere vinhuse i Tyskland, bl.a. Weingut Bernhard Koch, Siegrist og Christmann.

Vinen hos Meier er opdelt helt traditionelt i basisvine, Gutswein, Ortswein og Lagenwein. Denne Riesling Weyher Granit er – som nævnt – en Ortswein, der er både er gæret og lagret på rustfrie ståltanke en periode inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt virkelig fin intensitet, stor og fyldig Riesling næse, nærmest sådan helt kødfuld, frugten lidt tropisk, fersken og så masser af lemon, både lemonsaft og lemonskal, nogle modne citroner, lidt kvæde samt lidt krydderier.

Smagen er herlig Riesling streng, i starten let perlende, men det fortager sig hurtigt og byder så på masser af sure og grønne æbler, citroner, lemon, grape, lidt abrikos, lidt tyngde og rustik krop, rig og høj på syre på en kraftig, bitter og krydret facon. Det er en fin, lille Ortsriesling fra Meier.

Vinen forhandles af Winefly, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Cellers Can Blau, Can Blau, Montsant, Spanien

2017 Cellers Can Blau, Can Blau, Montsant, SpanienDen næste vin fra trekløveret fra Cellers Can Blau er den vin, som de kalder Can Blau, der som forrige er lavet på samme druer, men i et lidt anderledes mix.

Can Blau er lavet på  40% Cariñena, 40% Syrah og 20% Garnacha, hvor de sidstnævnte vinstokke står i skiferholdig jord.

Cariñena stokkene i lerholdig jord og Syrah stokkene i jord med mange kalksten. Vinstokkene er vel mellem 25-40 år gamle og er plantet i 600 meters højde. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring og maceration ved 25 grader over 20 dage.

Derefter har vinen gennemgået en malolaktisk gæring og så er vinen lagret 12 måneder i franske egetræsfade.

Næsen er her klart mere interessant, kompleks og dybere … har simpelthen mere bundtræk og samtidig elegance. Den kølige stil går her igen, bare langt mere kølig og flæsket. Frugten er fortsat blåbær, men mere ren, direkte og balanceret, fadpræget også langt større med både lidt toast, brændte elementer, kakao, mælkechokolade, men sammenlagt slet ikke med samme skarpe kanter som Blau.

Samme forskel er også tydelig i smagen, her hænger tingene simpelthen bare bedre sammen. Det stikker ikke, balancen er langt bedre, tanninerne mere tydelige og mere rene, igen meget ren frugt, mere fokuseret og uden peberbid på tungen, men fortsat med en lille krydret note og sådan mere venlig.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Vigna Dogarina, Spumante Prosecco Extra Dry Millesimat, Veneto, Italien

2019 Vigna Dogarina, Spumante Prosecco Extra Dry Millesimat, Veneto, ItalienVigna Dogarina er en vingård, som er ejet af Gruppo Vi.V.O. Cantine. Dogarina ligger ved den lille by Azeri omkring 20 kilometer nordøst for Treviso i Veneto og næsten på grænsen til Friuli-Venezia Giulia. Derfra smager vi nu en ung Spumante Prosecco Extra Dry Millesimat.

Gruppo Vi.V.O. Cantine hedder reelt også Viticoltori Veneto Orientale Cantine Società Agricola Cooperativa og er et stort kooperativ … ja faktisk det største i den østlige del af Veneto med over 2.000 medlemmer og over 5.000 hektar vinmarker.

Kooperativet er grundlagt i 2012 ved en fusion af de to store Cantina Produttori Campodipietra og Cantine Produttori Riuniti kooperativer, men siden er der kommet yderligere flere til, således det store kooperativ nu har 8 større kooperativer under sig, som laver en række vine fra medlemmerne marker i områderne.

De 8 kooperativer er Cantina di Campodipietra, Cantina di Jesolo, Cantina di Meolo, Cantina di Pramaggiore, Cantina di Portogruaro, Cantina di Torre di Mosto, Cantina di Motta di Livenza, Cantina di Premaore, Casa Vinicola Bosco Malera og Vigna Dogarina.

Vigna Dogarina er kooperativets seneste køb. Det købte Gruppo Vi.V.O. Cantine i 2016 og betegnes som kooperativets bedste hus, hvor der også eksperimenteres med nye vine. Der er omkring 100 hektar vinmarker til Vigna Dogarina.

Denne Spumante Prosecco Extra Dry Millesimat er lavet 100% på druen Glera, som er den lokale historiske drue, som altid har været brugt til at lave Prosecco. Derfor kaldes druen også tit blot for Prosecco … selvom det ikke er helt korrekt.

Denne Prosecco er – som mange andre tilsvarende vine – lavet efter den såkaldte Charmat metode, som adskiller sig fra den klassiske og traditionelle Champagne metode ved, at her foregår andengæringen i lukkede tanke, hvilket selvfølgelig er langt billigere.

Næsen har masser af nødder, valnødder, virkelig blid og du fanger omgående masser af sødme, pærer … næsten dåsepære, fersken, lidt honningmelon, sådan meget let og delikat.

Boblerne er meget lette, blide og fortager hurtigt, men det er en let, tilgængelig og venlig mousserende vin med melon, pærer, en ganske lille snert af lidt grape, men en bobbelvin de fleste vil sætte stor pris på og slurpe det ene glas efter den andet af. Det bliver aldrig helt en sød vin, men har lige tilstrækkelig med syre og friskhed til at gøre hele den overcrowdede terrasse glad.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Nelles, Heimersheimer Pinot Noir, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Nelles, Heimersheimer Pinot Noir, Ahr, TysklandNår Weingut Nelles på én af sine Spätburgunder vine – som nu denne Heimersheimer Pinot Noir – skriver Pinot Noir, så er det ikke fordi, at han dermed vil ramme et lidt bredere publikum. Det gør han såmænd fordi, at denne vin er lavet på franske Dijon kloner.

Der findes i dag ikke mindre end anslået 1.000 forskellige kloner af Pinot Noir/Spätburgunder, så skal man virkelig vinnørde, så er det lidt en opgave i denne drues magiske verden. Bare af de franske Dijon kloner findes der mange varianter, men de mest udbredte er Dijon Clone 113, 114, 115, 667 og 777 … alle med hver deres stil.

Hos Nelles er det Dijon Clone 777, som de har en portion stokke af på deres Grosse Lage mark Landskrone ved Heimersheim. Klon 777 er karakteriseret ved, at den har en anelse mindre druer, giver mere cremede vine med duft af mørkere bær, lakrids og pipetobak, har fyldigere krop og medium indhold af tanniner.

Denne 2016 Heimersheimer Pinot Noir er lavet som de forrige,  fermenteret og lagret på store, gamle egefade, først med afstilkning, en kort kold maceration i 3 dage inden spontan gæring, presning og 18 måneder lagring med bærmen på 225 liter brugte barriques.

I glasset er vinen fin transparent … klart mere teglfarvet end de foregående Nelles vine og øger dermed klart mine forventninger, hvilket vinen også leverer rent duftmæssigt.

Næsen er motherfucker fantastisk, røget ren frugt, røget kød, lejrbål, vanilje, kanel, meget let Pinot Noir sødme, jordbær, lidt tyttebær samt lidt mørkere bær, men ellers flot flyvsk, forfløjen, luftig og let med lidt mentol, grønne blade, kaktuspiller og eukalyptus. Mild og så alligevel pokkers rank.

I starten er vinen lidt streng i munden … grøn, bitter og stram, men de strenge elementer tør en smule op med mere luft i glasset, men også kun en smule, for det er fortsat en hård og maskulin banan af en Pinot Noir, hvor frugten også er mørkere end forventet med bitre kirsebær, brombær, tranebær, let, skarpt med kølig og mineralsk nerve, peber samt nogle jernagtige elementer.

Det er voldsomt blækagtigt og tørt, nærmest med masser af tidligere brugte te-blade og bitterstoffer, mens tanninerne også er meget markante, mens det cremede som Dijon 777 klonen skulle bidrage med, derimod synes noget væk. Det er sgu en vin, som Houlberg lige skal tænke lidt over … duften er lækker, rank og sylespids, mens smagen kræver en stærk overarm.

Vi ligger i spændingsfeltet mellem 4,5 og 5 fingre … men for pokker, hvor har vinen da karakter.

Vinene fra Weingut Nelles forhandles af Højbjerg Vine, hvor en flaske af denne vin koster 219 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Tola, Grillo, Sicilien, Italien

2019 Tola, Grillo, Sicilien, ItalienMed næste vin bliver vi i Italien, blot lidt sydligere, da denne vin kommer fra Azienda Vitivinicola Tola, der ligger lidt nord for byen Partinico i det nordvestligste del af Sicilien. Vi smager en dugfrisk sommervin lavet på druen Grillo fra det sicilianske vinhus.

Azienda Vitivinicola Tola er grundlagt i 1992 af Girolamo Tola – også kaldet Mimmo – hvis familie havde drevet vingården på Sicilien gennem generationer, men aldrig selv produceret vine fra gårdens vinmarker. Men Mimmo havde arvet sin far Francesco kærlighed til området og vin, så derfor besluttede han sig for at starte sin egen produktion efter en 6 års uddannelse til ønolog i Marsala.

Jeg kan ikke se, hvor mange hektar vinmarker Tolas ejer, men de ligger ved den store Bosco Falconerias ejendom i 400 meters højde. med udsigt til Castellammare bugten i et relativt køligt hjørne af Sicilien, hvor den kølige vestlige havbrise, hjælper til med at forlænge druernes modningsproces.

Der dyrker Girolamo Tola druesorterne Nero d’Avola, Syrah, Grillo, Catarratto, Insolia samt Chardonnay, Merlot og Pinot Noir … mange af vinstokkene meget gamle plantet af Mimmos bedstefar.

Denne Grillo vin er lavet udelukkende i rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret 3 måneder sur lie inden flaskning og så en yderligere lagring 2-3 måneder inden frigivelse.

Grillo druen har vi lige snuset til et par gange tidligere her på vinbloggen. Det er druesort, som primært findes på Sicilien. Den kendes også navne som Riddu eller Rossese Bianco, og den kan klare meget høje temperaturer, hvorfor den også passer godt til Sicilien, hvor den er meget udbredt … specielt på den vestlige del ved Marsala.

Duftmæssigt flyder det over med masser af tropisk frugt, ananas, fersken, abrikos, hyld, modne æbler, lemon, mandler … meget rund, venlig og imødekommende duft. Men det bliver ikke overvenlig, for der er dels nogle tørre krydderier, men også både blomster, grønne blade samt grillede citroner og svag grape.

I munden overraskes du er en meget fin syre og bitterhed, igen citroner, grape og lemon, som giver en god nerve, som svæver lige i overfladen sammen med svag sødme og måske endda også nogle salte mineraler. Det hænger fint sammen og det er en rigtig terrassebasker … en vin til sol og lyse aftener.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 99 kr., mens prisen er 74 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7