Tag-arkiv: 5½

2017 Domaine Weinbach, Alsace Riesling, Alsace, Riesling

2017 Domaine Weinbach, Alsace Riesling, Alsace, RieslingDomaine Weinbach er én af de helt store klassiske producenter i Alsace med rødder langt tilbage i historien. De havde også en enkelt vin med i Best Riesling Alsace, nemlig deres helt almindelig basis 2017 Alsace Riesling.

Vinhuset ligger i Kaysersberg og er grundlagt i 1612 af en flok kapucinermunkene, som holdt til på det kloster, som lå ved den berømte 5 hektar store vinmark Clos des Capucins. Ja faktisk kan ejendommen dateres helt tilbage til før 800-tallet.

Under den franske revolution overgik ejerskabet af vinhuset og de tilhørende jorder til staten, men en del år efter – nemlig i 1898 – blev vinhuset overtaget af Faller brødrene, som overlod det til sønnen/nevøen Théo Faller.

Théo blev en fremtrædende figur i Alsace, og han arbejdede målrettet på at forbedre kvaliteten af vinene fra Domaine Weinbach og anerkendelsen af området som Appellation d’Origine Contrôlée. Han viede sig liv til Domaine Weinbach, som han også løbende udvidede og forbedrede.

Han døde i 1979 og derefter blev driften overtaget af hans hustru Colette og døtrene Cathrine og Laurence. I 2014 døde Laurence imidlertid pludselig og tragisk af et hjertestop, mens moder Colette døde i 2015, så i dag drives stedet af Cathrine.

Det gør hun sammen med sønnen Théo, som er opkaldt efter sin morfar. Sammen driver de 23,5 hektar vinmarker, som omfatter de 3 Grand Cru marker Schlossberg, Furstentum og Mambourg. De ejer derudover også en parcel på Altenbourg og den historiske 5 hektar store Clos des Capucins, som vinhuset er eneejer af og engang var en del af det gamle munkekloster.

De sidstnævnte 2 vinmarker er ikke Grand Cru klassificerede, men alle eksperter er enige i, at det burde de være. Siden 2010 har alle marker været certificeret biodynamiske.

Vinene fra Weinach står stilmæssigt i stor kontrast til alle andre vine, man finder i Alsace. Frem for at fokusere på power og sødme, så er domænets vine utroligt intense og elegante. Desuden er de ekstremt lagringsværdige, og med alderen opnår de tydelige mineralske smagselementer.

Denne Alsace Riesling er lavet på druer fra Clos des Capucins marken samt fra unge vinstokke fra Schlossberg Grand Cru marken.

Næsen er ganske urtet, men samtidig er det hele meget stringent, præcis og man tænker også meget klassisk. Der er bund, animalsk bundtræk, godt med blomster, kompleksitet, lakridskonfekt og røg, Der er fersken, melede æbler, citroner, mirabeller … vildt dragende aroma. Det er ikke fordi, at der er noget, som stikker helt ud, men alligevel har vinen duftmæssigt en vild nerve, en stor renhed og præcision, som jeg virkelig beundrer, selvom det endda blot er én af husets basisvine. Vild god næse.

Smagen er sådan lidt tilbagelænet … god og krisp syre, god friskhed, lemon bitterhed, citroner, grønne æbler og alt er bare flot, sindssyg velkomponeret og sammenhængende. Der er en fin sammenhæng i vinen med en direkte syre, friskhed og balance. Det bliver aldrig helt vildt, men holder et virkelig højt niveau.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 179,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Domaine Sipp Mack, Riesling Grand Cru Rosacker, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Sipp Mack, Riesling Grand Cru Rosacker, Alsace, FrankrigNæste Best Alsace Riesling blev en gammel kending, nemlig det herlige Domaine Sipp Mack og deres 2016 Riesling Grand Cru Rosacker.

Rosacker marken ligger nord for Hunawihr og er samlet på 26,2 hektar, hvoraf Sipp Mack ejer 2,1 hektar. Marken vender øst-syd-øst og ligger i en højde mellem 260 og 330 meter. Jorden består af tung, grå kalksten med lag af mergel, kalkholdig ler og Muschelkalk, som har en pH værdi på 8,2 og er meget rig på kalcium samt magnesium.

Rosacker er opkaldt efter de vilde roser, der vokser rundt om marken og vinstokkene er omkring 25 år. På Rosacker dyrkes der primært Riesling … omkring 50% af det samlede areal er Riesling, men der dyrkes også Gewurztraminer Pinot Gris, og Muscat.

Jacques Sipp laver dog kun vin på Riesling og Pinot Gris fra Rosacker.

Udover Domaine Sipp Mack, så ejer andre kendte vinhuse også parceller på Rosacker, bl.a. Cave Vinicole de Hunawihr, Domaine Jean Luc Mader, Agapé selvfølgelig, Domaine Mittnacht Frères, Domaine Mittnacht-Klack, Biecher & Schaal og så naturligvis Trimbach.

Dejlig animalsk aroma, våd hund, mødding … fyldig, opulent og kompleks, meget forførende duft, hvor der lige svagt fornemmes en smule petroleum, selvom det endnu ikke er meget. Frugten er her lidt sværere at fastslå, men det er klart eksotisk frugt, fersken, abrikos og nogle modne pærer. Syren virker umiddelbart meget luftig, let og airborne. Der er nogle lidt pirrende søde krydderier, som blander sig i legen, men de øger kun interessen. Det er på ingen måder en syrelig Riesling næse, men en meget rund næse, der nærmest virker småolieret.

Smagen er rigtig dejlig … god balance med moden frugt og afbalanceret syre. Der er fersken, abrikos, grønne æbler, let grape, citroner og salte mineraler, som sparker ind på en lidt kalket måde. Det er en utrolig letdrikkelig Riesling, hvor både syre, bitterhed, mineraler og frisk frugt aldrig overdøver hinanden, men spiller præcis sammen på samme nodepapir.

Rigtig lækker Alsace Riesling og igen en præcisionsscoring fra Jacques Sipp.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 3 flasker. Sindsyg godt køb.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Karl Erbes, Ürziger der Kranklei Riesling Spätlese Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Karl Erbes, Ürziger der Kranklei Riesling Spätlese Trocken, Mosel, TysklandDen næste Riesling fra Weingut Karl Erbes er hans 2019 Ürziger der Kranklei Riesling Spätlese Trocken, hvor druerne kommer fra en mark, der ligger lige ved siden af den mere kendte Ürziger Würzgarten.

Ürziger der Kranklei har faktisk tidligere været en del af Ürziger Würzgarten, men blev i 2014 en selvstændig mark. Den har den helt specielle røde jernholdige skifer, som også findes på både Würzgarten, Rote Hang i Rheinheßen og Birkweiler Kastanienbusch i Pfalz. Den type skiferjord giver skarpe og præcise vine selv i en ung alder.

Dejlig lys, fin og blomstret næse, virkelig sart og let på tå med delikate fine, små træk, spinkel og adræt. Frugten er lettere tropisk med primært fersken, men også pærer og modne æbler, noget smør, svagt bare en anelse muskatnød og alt sammen blidt. Selv syren synes rimelig omgængelig og fornemmes kun svagt.

I munden stikker syren dog sit aggressive hovede frem … og er ikke helt så sart, spinkel og let som duften. Den er derimod fyldig, krydret og samtidig med stor mineralitet. Der er skrald på smagene, fersken, lemon, sure grønne æbler og grape, Der er lang eftersmag med tonsvis af sure citroner og grape … skarp og rå. Dermed hoster Houlberg op med 5-5,5 store syredannende fingre.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 202,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Redfold Vineyards LLP, Ambriel Classic Cuvée, England

N.V. Redfold Vineyards LLP, Ambriel Classic Cuvée, EnglandVi bobler sgu da videre og smager endnu en fin engelsk Sparkling Wine, nemlig en Ambriel Classic Cuvée fra Redfold Vineyards LLP.

Ambriel Classic Cuvée er fremstillet på 70% Pinot Noir, 25% Chardonnay og 5% Pinot Meunier og der anvendes kun den rene fritløbende most til produktionen.

Selvom det er en N.V. aka Non Vintage, så er denne baseret på årgang 2014, som blendes med 10% Chardonnay reservevin fra 2013 og 2012 og basisvinen er gæret på rustfrie ståltanke.  Derefter sker andengæringen på flaske over 53 måneder inden degorgering, som er sket i september 2019 med omkring 8,5 gram dossage.

Wine Enthusiast har givet vinen 94 point og Decanter 93 point, så det er en vin, som har fået sat Redfold Vineyards LLP på verdenskortet.

Næsen er utrolig blomsterrig, har let ristede noter, virker lidt animalsk og landlig, har gærede noter, bagt tærte, pærer, melon, althea mormorbolsjer, toast, citrus, yoghurt og valnødder. Det er en kompleks duft … meget let i udtrykket.

I munden er der godt med syre, masser af citroner, mens boblerne giver et tæt brus, som er behagelig, men hurtig fader af. Vinen har en skøn tørhed, så man forstår godt sammenligningen med Champagne, så dermed fremstår vinen smuk, elegant og fin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Julien Guillon, Le Gris Gris de Fifi, Valais, Schweiz

2019 Julien Guillon, Le Gris Gris de Fifi, Valais, Schweiz2019 udgaven af Julien Guillons Le Gris Gris de Fifi overraskede jeres flittige vinblogger ved at være totalt orange i glasset og dermed meget anderledes end 2018’eren.

Den er ellers fremstillet mere traditionelt ved maceration en uge i rustfrie ståltanke, hvilket selvfølgelig har bidraget til den orange farve. Derefter er vinen lagret i ståltankene efterfuldt af aftapning på flaske inden den så frigives. Der er i årgang 2019 lavet 500 flasker Le Gris Gris de Fifi.

Ovenover kan I se farven på 2019 Le Gris Gris de Fifi … og det kan vel godt betegnes som vaskeægte orangevin, men på en eller anden måde, så synes jeg, at den er langt bedre end 2018’eren.

Næsen er kompleks som ind i helvede … der er candyfloss, rabarber, jordbær, en halv malerbutik med masser af fernis og gulvlak, tørrede roser, karamel, kurakoff bolcher og grøntsagsfond. Det lyder som en mærkelig blanding og det er det skam også … men her fungerer det overraskende godt.

Smagen har en frisk kant, selvom vinen egentlig er overraskende blød. Der er igen rabarber, røde æbler, kandiserede pærer, karamel, jasmin-te, meget blomsterrig … meget spændstig og smagfuld. Der er lidt fennikel, vild god friskhed. Det er som at danse med en eksotisk pige fra et land, som du ikke vidste fandtes … og nu er jeg fan!

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske forventes at skulle koste 420 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Gian Luca Colombo, Nebbiolo d’Alba, Piemonte, Italien

2018 Gian Luca Colombo, Nebbiolo d'Alba, Piemonte, ItalienI vores tirsdagsvinklub på jobbet er vi gået lidt amok og indkøbt en røvfuld lidt mere eksklusive italienske vine og en af disse er denne 2018 Nebbiolo d’Alba fra Gian Luca Colombo, der ligger lidt syd for byen Roddi omkring 6-7 kilometer sydvest for Alba i Piemonte.

Gian Luca Colombo er en ung fyr, der etablerede sit vinhus i 2011 og han omtaler sig selv som enologo e viticoltore … altså vinmager og vindyrker. Han er en moderne traditionalist, som laver sine vine helt klassisk med lange macerationstider ved meget lave temperaturer og han foretrækker botti di rovere til lagring af sine vine og er stærkt forbeholden over for nye, toastede barriques.

Gian Luca har en kandidatgrad i vindyrkning og ønologi fra Torino Universitet og har mange års erfaring som både ønolog, konsulent og vinmager også for andre producenter, I 2014 modtog han Giulio Gambelli prisen og blev kåret som Italiens bedste unge vinmager under 35 år.

Han laver bl.a. vinene på Réva … et vinhus, som jeg besøgte sidste sommer. Der mødte jeg ganske vist ikke Gian Luca Colombo, men i stedet den rare salgschef Francesco Spadaro. Dette besøg kan du i øvrigt læse om i indlægget; Besøg hos Réva … totalt toptjekket resort, spa, restaurant og vinhus.

Hans produktionsfilosofi er oplyst af moderne videnskabelige indsigter og i marken arbejder han økologisk og er tilhænger af den såkaldte Simonit & Sirch beskæringsmetode, der eksempelvis også anvendes hos Domaine Leroy i Bourgogne. Der er et stærkt fokus på vinplanternes sundhed for at opnå de bedst tænkelige druer til at udtrykke området særlige ånd.

Gian Lucas 3 første årgange blev vinificeret hos Federico Scarzello, men i dag har han sin egen vingård. Han ejer selv kun en 2,5 hektar vinmarker i Magliano Alfieri, hvor han har Barbera vinstokke, men så har han derudover lejet en del marker i Roddi på langtidskontrakter.

Men at leje marker i Barolo zonen er nærmest umuligt i dag, da de store vinhuse ofte tilbyder priser, som de små producenter slet ikke har mulighed for … og køb af en mark i Barolo er helt umuligt, for priserne er astronomiske for de unge producenter.

I øjeblikket laver han 5 forskellige vine, en NU Vino Rosso, Barbera d’Alba Superiore, en efter sigende helt fantastisk Langhe Pinot Nero, denne Nebbiolo d’Alba og en Barolo.

Denne Nebbiolo d’Alba er lavet med Nebbiolo drier fra marken Roccabella i Roddi … blot et stenkast fra den velkendte Monvigliero mark i Verduno. Vinen er lavet med lang maceration, typisk omkring 40 dage og vanligt starter den alkoholiske gæring og maceration ved 10 grader i 48 timer og efterfølgende gæres ved 20-24 grader resten af perioden.

Efter endt fermentering er vinen lagret 9-10 måneder på brugte barriques og brugte tonneaux. Vinen klares og filtreres ikke og der anvendes alene minimal svovl.

Næsen er smuk … har samme renhed, som man finder hos Réva … tjære, violer, fennikel, lakridsrod, ribs, jordbær, granatæbler, måske endda lidt umodne kirsebær, tørrede blomster, let, streng og med en stram, irettesættende italiensk syre. Der er ikke sådan ultrastrengt, for vinens lethed suppleres på en aller anden møde også af noget blødt, fint og imødekommende.

Nej hvor det smager godt … ikke som Langhe Nebbiolo, men har en klart mere blød side, selvom det fortsat er frisk, smuk Nebbiolo med den dejlige syre, tørre, tætte tanniner og her tilsat et lidt læskende element. Det hænger sgu meget godt sammen.

Importør er Adriat Vinimport og i butikkerne koster vinen 239 tkr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Bodegas López Cristobal, Bagús, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas López Cristobal, Bagús, Ribera del Duero, SpanienVinen Bagús fra vinhuset Bodegas López Cristobal er tidligere blevet kåret som en af Spaniens bedste vine og er lavet af Tempranillo fra 85 år gamle vinstokke fra marken Pago de Manvirgo i mit elskede Ribera del Duero. Jeg smager nu vinen i seneste frigivne årgang 2017.

Bodegas López Cristobal holder til tæt ved byen Roa de Duero i Ribera del Duero. Vinhuset er grundlagt i 1994 af Santiago López, som ville udleve drømmen om at skabe sin egen vingård, da han overtog faderens ejendom i Roa. Faderen … som i øvrigt også hed Santiago … havde købt ejendommen tilbage i 1930’erne, da han flyttede til Ribera del Duero fra Santander.

Familien have startet med at dyrke druer på ejendommen i starten af 1980’erne, dvs. omtrent samtidig med at appellationen DO Ribera del Duero blev grundlagt, men i mange år blev druerne blot solgt til andre vingårde. Da Santiago overtog efter faderen, så flyttede han og hustruen Lola Cristobal ind på ejendommen og startede med at producere egne vine.

Vinene solgte de under navnet López Cristobal, altså de to efternavne fra Santiago og Lola. Senere fik de hjælp til produktionen af sønnen Galo og i dag er det primært Galo, som står for driften på Bodegas López Cristobal.

Hans filosofi er, at vinene skal kunne drikkes unge. Derfor er vinene fra Bodegas López Cristobal særdeles gode fra det øjeblik, at de frigives til salg.

Bodegas López Cristobal har i alt 70 hektar vinmarker i Roa og Pedrosa de Duero, hvor familien primært Tempranillo, eller Tinta del País, som den kaldes der. Derudover dyrkes også en smule Merlot og Albillo Mayor for at komplimentere Tempranillo vinene.

Bagús er husets enkeltmarksvin fra marken Pago de Manvirgo med over 85 år gamle vinstokke, som giver et ekstremt lille udbytte. Ved høsten – selvfølgelig med håndkraft – sorteres druerne. Gæringen sker ved 28 grader og derefter lagrer vinen 14 måneder på nye fade – 80% franske og 20% amerikanske fade – efterfulgt af 18 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt beskedne 5.000-8.000 flasker af vinen.

Bagús 2009 blev kåret til Spaniens bedste vin på Spaniens største internationale vinmesse Zarcillo Awards, som vinder af The Great Gold Zarcillo. The Zarcillo Awards er verdens 5. største vinmesse, når man ser på antallet af testede vine fra hele verden.

I næsen dyb og mørk frugt, blåbær, blommer, sorte kirsebær, sødbrændte fade, pænt med fadnoter som vanilje, kanel, tobak, mælkechokolade, kaffe, sød lakrids, søde krydderier, brændte og ristede elementer … men har samtidig noget forholdsvis let over sig midt i alle de kraftige og ristede dufte … sådan en lille frisk, syrlig, livrig og ren note.

Smagsmæssigt er vinen meget, meget blød og smooth, cremet, fyldig, kraftig og mørk. Samtidig synes frugten dog meget ren, rank og frisk … har masser af nerve, som virkelig klæder vinen og spiller godt sammen med alt det kraftige, fyldig og søde elementer. Der er således i munden også både bitter, mørk chokolade, vanilje, kaffe og søde krydderier, men derudover også meget tørre tanniner og samlet går det hele op i en flot koncentreret enhed.

Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2011, hvor jeg også var imponeret, men havde forholdsvis kort tid til at smage vinen, hvorfor jeg gerne ville smage den igen. Det er nu gjort – med god tid – og jeg er fortsat imponeret … super god Ribera del Duero vin med alle de kvaliteter, som sådan en vin skal ha’ … derfor klart 5,5 fede fingre med kæmpe pil op.

Vil helt klart hellere drikke denne Bagús end fx Flor de Pingus.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 459,95 kr., men kan fås til 389,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder, Ahr, TysklandDenne Dernauer Spätburgunder fra Julia Bertram har jeg smagt et utal af gange tidligere … og både 2014, 2015, 2016 og 2018 har jeg før anmeldt her på vinbloggen. Men denne 2017 har jeg ikke skrevet om, selvom jeg faktisk smagte vinen, da jeg besøgte dejlige Julia i efteråret sidste år.

Det besøg kan du i øvrigt læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Julia Bertram … den sødeste og dygtigste Ahr-Winzerin. Der skrev jeg også lidt om historien bag vinhuset, Julia, markerne og vinene.

Dernauer Spätburgunder er en søstervin til Ahrweiler Spätburgunder, men kommer blot fra Julias marker omkring byen Dernau, hvor Julia har 4 forskellige marker, nemlig markerne Burggarten, Schieferlay, Hardtberg og Pfarrwingert.

Druerne er selvfølgelig høstet med håndkraft, hvorefter 70% er afstilket, mens de sidste 30% vinificeret med hele klaser. Der sker først en kold maceration, så en spontangæring og derefter er vinen lagret på både barriques og mellemstore egefade lavet af Küferei Assmann aka Büttnerei-Kellerei Aßmann i Eußenheim.

Hold da op … vildt megen frugt, kirsebær, hindbær, ribs, mint, kampfer, kold røg, en gammel skorsten, mint, syrlig og animalsk stald, grønne blade, lidt kanel, nelliker, eg, meget livlig, levende næse, feminin, asketisk … et frisk pust med syrlig energi, meget ren og stringent, masser af Ahr karakter, medicinsk og samtidig vildt spændende.

Smagsmæssigt er det en krisp, sprød, syrlig … fortsat ung, grøn, hvalpet og næsten umoden Spätburgunder. Den er virkelig ret syrlig, med citronsyre, ribs, hindbær, stikkelsbær, jord, sten, mineraler, bid, peber, unge og livfulde tanniner, rank, karakterfast, stram og ung. Jesus hvor jeg elsker Julias vine.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske i den nye årgang 2018 koster 245 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Premier Cru La Comme, Bourgogne, Frankrig

2012 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Premier Cru La Comme, Bourgogne, FrankrigDen næste vin er også fra Domaine Louis Lequin et Fils og denne gang faktisk fra en af de finere 12 Premier Cru marker i Santenay, nemlig La Comme, for vinen er nemlig 2012 Santenay Premier Cru La Comme.

Der findes kun beskedne 329 hektar vinmarker i Santenay og heraf er de 123 hektar Premier Cru fordelt på kun 12 marker.  La Comme er nok ikke den mest berømte, men er klart blandt de bedste af de 12 Premier Cru marker i Santenay og den ligger da også helt op til grænsen af Chassagne-Montrachet mod øst og Santenay marken Beauregard mod vest oven over Clos de Tavannes samt Les Gravières. Perfekt placering med andre ord.

La Comme har en sydøstvendt hældning og en jord præget af grus, marl og kalksten, som bidrager til struktur og rigdom. Marken har sit navn La Comme fra det regionale ord Combe, da marken ligger i forlængelse af plateauet Combe d’Saint-Aubin.

Santenay vinene er lidt oversete i forhold til vinene fra fx Chassagne-Montrachet og de mere nordlige appellationer, da vinene fra Santenay ofte er mere rustikke og lidt mørkere på grund af områdets specielle terroir. Men godt for os, for dermed er vinene fra Santenay også tit billigere og man får fortsat masser af lækker burgundisk kvalitet.

Denne Santenay Premier Cru La Comme er lavet som forrige søstervin, altså med afstilkning, let presning, kold maceration i 6 dage og spontangæring alene med druernes naturlige gærceller ved 32 grader over 12-15 dage med daglig pigage.

Efter endt fermentering knuses og presses druerne, hvor efter vinen så får lav at hvile 4 dage for at falde til ro. Derefter er vinen så lagret 16-18 måneder på Allier barriques, heraf 25% nye fade. Efter vinen så er flasket, lagres den 2 år i kælderen inden den endelig frigives.

I forhold til den foregående Santenay Clos Genêt er La Comme duftmæssigt langt mere rund, kompleks, smooth, subtil, raffineret og sofistikeret. Det er syrlig skovbund, hindbær, tranebær, granatæbler, ribs, grønne blade, tørrede roser, egentlig ganske landlig … og virker samtidig også endnu meget ung, utålmodig og småtrippende med alle dens små prikkende aromaer. Der kommer også – mere skjult – mentol, fernis og lakridsrod.

I munden er der også skruet en kende op på volumenknappen til intensiteten og har lidt samme noter, som søstervinen, blot en kende mere koncentreret, ung og frisk. Der er igen utroligt sprællevende silkefine tanniner, som angriber din mund … tænder og svælg med grøn umoden frugt, hindbær, ribs og en klart vildere syre. Der er masser af finesse, lethed og endda til en pris, som er totalt overkommelig for en smuk bourgogne.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., men kan fås til 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2004 Domaine Charvin, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2004 Domaine Charvin, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigDen imposante, storslåede, forrygende og endda pompøse vinaften hos Jan sluttede med en Châteauneuf-du-Pape … og med alder, for det var nemlig en 2004 fra Domaine Charvin.

Vingården drives af Laurent Charvin, men den er oprindelig grundlagt i 1851 af Guillaume Charavin. Vingården blev dog  fuldstændig ødelagt af den store phylloxera epidemi og derefter genplantet med podede planter i 1910 af Guillaume, hans søn Isidore Charavin samt dennes lille søn Elie Charvin. Det var i denne periode, at familien Charavin blev til familien Charvin ved en administrativ fejl (tab af a’et), men det blev simplthen aldrig ændret, så derfor hedder vingården fortsat Domaine Charvin i dag.

Laurent Charvin er 6. generation på vingården og har lavet vin siden 1990 under egen etiket. Han er en ydmyg, stille og filosoferende fyr, men når talen falder på hans vin, er han kompromisløs, sikker på hånden og bevidst om sin karakteristiske stil. En sikkerhed der har skabt en perlerække af imponerende vine, der altid er blandt appellationens bedste og mest autentiske Châteauneuf’er.

Laurent har dog svært ved at forstå alt hysteriet omkring hans vine, for som han selv siger … læger reder liv, men jeg laver bare vin. Han går dog også modsat de producenter, som anvender massivt brug af nye fade … og er fortsat fuldstændig traditionel. Nye fade er derfor bandlyst hos Charvin … i stedet har han en nådesløse udvælgelse af druer og lagrer vinene i cementtanke, hvilket sikrer en fuldstændig ren, fokuseret og meget elegant frugtkoncentration, som kun de bedste Bourgogner opnår.

Han laver også alene én rød Châteauneuf-du-Pape!

Samlet har Laurent 8 hektar vinmarker i Châteauneuf-du-Pape og yderligere 13 hektar i Côtes du Rhône. Selve ejendommen ligger 5 kilometer syd for Orange ved den nordvestlige grænse til Châteauneuf-du-Pape.

Charvins vine er økologisk certificeret siden 2014, men denne 2004 Châteauneuf-du-Pape er lavet før denne certificering, men på 85% Grenache, mens resten er Mourvèdre, Syrah samt Vaccarese til at give balance.

Druerne kommer fra marker med 50 år gamle vinstokke, mens gæring sker i cementtanke med hele klaser og maceration over 2-3 uger. Efterfølgende  har hans Châteauneuf-du-Pape lagret i 18-21 måneder på cementtanke.

I næsen er det en herlig mælket aroma … kærnemælk, ymer, brombær, hindbær, kirsebær, søde blommer, søde og mellemøstlige krydderier, urter, mælkebøtter, lakrids og blæk. Vinen virker fed, tyk og fløjlsblød, men har også en lille frisk nerve af syre.

Det smager rasende godt, pænt krydret, mens frugten er imponerende ung og frisk, hvilket giver vinen både kant, rank ryg samt nerve. Der er lang eftersmag, som også er ganske krydret, men det er en let Châteauneuf-du-Pape, som fortsat efter snart 16 år fortsat virker fuldstændig ungdommelig.

Forhandles af Vinova, hvor en årgang 2016 koster 395 kr., mens prisen er 345 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7