Tag-arkiv: Languedoc

Languedoc-Roussillon er reelt 2 vinregioner, som i slutningen af 1980’erne blev en samlet administrativ region. Det er også en stor en af slagsen, da det samlet er Frankrig allerstørste vinregion med omkring 224.000 hektar vinmarker og over 1/3 del af Frankrigs samlede vinproduktion.

Det er også – som med dele af Provence – et af de ældste vinområder i Frankrig. Languedoc har tilhørt Frankrig siden det 13. århundrede, mens Roussillon området blev erhvervet fra Spanien i midten af det 17. århundrede. De første vinmarker i Languedoc blev plantet af de tidligere grækere langs kysten nær Narbonne i det 5. århundrede.

Der er samlet 21.373 vinavlere og knap 2.500 vinhuse, der producerer vine. Omkring 2/3-dele af vinene fra Languedoc-Roussillon er solgt i Frankrig og 1/3-del eksporteres.

Det er også det område, hvor der er flest økologiske vinavlere …. hele 21.910 hektar vinmarker med økologisk drift og det tal er bare stigende, da flere hele tiden er under konvertering til økologisk drift.

Selvom Languedoc-Roussillon betegnes som én vinregion, så er de to områder meget forskellige, hvorfor det giver mest mening – som her på Houlbergs Vinblog – at opdele dem i to.

Languedoc er en meget fransk region beliggende på kystsletterne, mens Roussillon området er langt mere bjergrig med markerne ved foden af Pyrenæerne og en meget større spansk og katalansk indflydelse på grund af områdets historie.

Her kigger vi alene på Languedoc, som ligger det lige ovenfor Roussillon og grænser op til Rhône. Appellationen Costières de Nîmes har fx tidligere tilhørt Languedoc, men er i dag en del af Rhône.

Languedoc er opdelt i et østlig og et vestligt område med følgende appellationer:

Østlige Languedoc
  • Berlou
  • Clairette de Bellegarde
  • Clairette de Languedoc
  • Coteaux du Languedoc
  • Coteaux du Languedoc Pic Saint Loup
  • Faugères
  • Muscat de Frontignan
  • Muscat de Lunel
  • Muscat de Mireval
  • Roquebrun
  • Saint-Chinian
Vestlige Languedoc
  • Muscat de Rivesaltes AOC
  • Cabardès
  • Côtes de Malepère
  • Corbières
  • Coteaux du Languedoc
  • Fitou
  • La Clape
  • Limoux AOC
  • Minervois
  • Minervois La Liviniere
  • Muscat de St-Jean-de-Minervois
  • Rivesaltes

Derudover laves der rigtigt meget Vin de Pays vine i området … her hedder det blot Vin de Pays d’Oc. Men generelt er Languedoc gået fra i 1970’erne primært at producere billige rødvine til i dag at være en af landets vinøse legepladser, hvor gamle, højtydende vinstokke rives op og erstattes af nye sorter, nytænkning og unge vinmagere, som ønsker højere kvalitet.

2018 Olivier Coste, Languedoc Old Star Carignan Noir, Languedoc, Frankrig

2018 Olivier Coste, Languedoc Old Star Carignan Noir, Languedoc, FrankrigNæste vin var en ægte Pays D’oc, altså en slags landvin fra Languedoc-Roussillon, hvor der dog også i stigende grad er små fremragende producenter. Her er det vinen Languedoc Old Star Carignan Noir fra den unge vinmager Olivier Coste.

Olivier er vokset op i en gammel vinfamilie, for han driver nemlig Domaine Montrose nordøst for  Béziers i Languedoc sammen med sin far Benard Coste. De er efterkommere af Joseph Alazard, der tilbage i 1701 modtog det fine våbenskjold med de 3 firben … et våbenskjold, som Domaine Montrose i dag har som logo og ses på alle flaskerne.

Vinhuset har samlet 80 hektar vinmarker, der alle nærmest alle ligger omkring deres vineri i Côtes de Thongue regionen og laver i øjeblikket 9 forskellige vine.

Men derudover har den unge Olivier Coste også startet med at lave vine i eget navn … fx denne Languedoc Old Star Carignan Noir, hvor druerne – så vidt jeg kan se – købes fra andre vinavlere, men dyrkes efter den traditionelle gobelet/busk beskæring i meget sten- og lerholdig jord.

Efter høst er druerne afstiles, hvorefter gæring og maceration sker i temperaturregulerede ståltanke med hyppige omrøringer over hele 3 uger. Efter endt gæring får vinen lov at hvile på ståltanke til slutningen af vinteren, hvor den aftappes.

Næsen er meget urtet, grøn og sjov animalsk … har en lidt gæret og sødkrydret note med både eukalyptus, peber, nogle mørke bær, lidt gummi, rubberduck gummiand, grannåle, røg og lidt kvalm. Samlet er det en duft, som jeg slet ikke er vild med og har lidt svært at forliges med.

Smagen minder ufattelig meget om duften … krydret med samme lidt sjove og skæve sider, mens frugten er sådan ovre i kirsebær og tranebær. Jeg er sgu ikke vild med den.

Forhandles af Vinoble / Østjysk Vinforsyning, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2017 Château Lavabre, Pic Saint Loup, Languedoc, Frankrig

2017 Château Lavabre, Pic Saint Loup, Languedoc, FrankrigJeg har tidligere smagt en Cuvée Prestige Rouge fra det smukke Château Puech-Haut ved byen Saint-Drézéry nordøst for Montpellier i appellationen Coteaux du Languedoc. Det er ejet af industrimagnaten Gérard Bru. Han ejer også Château Lavabre og det er derfra, at jeg nu smager denne 2017 Pic Saint Loup.

Gerard Bru købte Chateau Lavabre i nabodistrikt Pic Saint Loup i 2017 og har sammen med Puech-Haut sammenlagt 250 hektar vinmarker, hvorfra han – eller rettere hans team – laver vinene under de to brands.

Gerard Bru er stenrig … men alt det kan du læse om i blogindlægget om Château Puech-Haut Cuvée Prestige Rouge vinen. Om Philippe Cambie, den store vinkonsulent fra Rhône, også hjælper med vinene på Château Lavabre som med Puech-Haut fremgår ikke … men mon ikke, for stilen er i hvert fald lidt i samme boldgade som vi normalt  kender fra Cambie.

Château Lavabre, Pic Saint Loup er lavet på 70% Syrah samt 30% Grenache høstet med et meget beskedent udbytte på 25 hektoliter pr. hektar fra huset marker i Pic Saint-Loup omkring 30 kilometer nordøst for Montpellier. Der har vinhuset samlet 60 hektar vinmarker.

Efter høsten er druerne afstilket … og de to druesorter vinificeres separet. Det starter med en blid udblødning efterfulgt af 8 ugers gæring og maceration. Derefter er Syrah delen lagret på helt nye barriques i 14-18 måneder, mens Grenache delen er lagret 14 måneder på store, gamle egefade. Først derefter er vinen så sammensat og aftappet på flaske.

Sikke en spændende aroma, men du skal lige give vinen tid til at udfolde sig og åbne i glasset, men så får du også både lavendler, besk baconfedt, violer, kamfer, tør engelsk lakrids, Swarfega håndrens, læderfedt, våde fade, bitre kirsebær, brombær samt lidt mørkere bær, våde fad, bitter kakaorig mørk chokolade og en hel del krydderier. Der er power og intensitet.

I munden er vinen vatrondel blød, cremet og indsmigrende … og så sparker en vild, tanisk power ind over dig med både både, masser af tanniner, lidt alkohol og blød, mørk, smooth og lækker frugt, blåbær, brombær og sorte kirsebær. Det er en tør, pågående og lækker smag, så vågn op rhôneelskere, for her er der buck for the money. Det er skruet ret godt sammen = stor mundfuld = stor fornøjelse.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349 kr., men ved køb af 6 flasker, så er prisen pt. kun 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Calmel & Joseph, Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée, Languedoc, Frankrig

2019 Calmel & Joseph, Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée, Languedoc, FrankrigRosévinene springer ud på terasserne overalt i det danske landskab i samme takt som både sommerblomster gror, pigernes kjoler bliver kortere og alle små nedtællinger til sommerferien tager til. Jeg hopper da også på vognen og tester en rosé … en ny 2019 Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée fra Calmel & Joseph.

Negocianthuset Calmel & Joseph har jeg skrevet om nogle gange tidligere og denne Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée har jeg også smagt før, nemlig i foregående årgang 2018.

De to ønologer Laurent Calmel og Jerome Joseph kalder sig selv for créateurs de grands vins en Languedoc et Roussillon, for de har specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området.

Laurent Calmel og Jerome Joseph har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

De to ønologer laver bl.a. 3 vine under navnet Amstramgram .. en hvid, en rød og så denne Cérès Rosé Grande Cuvée, som er lavet på 40% Mourvèdre, 30% Cinsault samt 30% Grenache … en anderledes fordeling end vinen i forrige årgang.

Cinsault og Mourvèdre druerne er høstet på normale høsttidspunkter, men Grenache druerne høstes med optimal modenhed … alle druerne afstilkes, hvilket efterfølges af en kold maceration ved 15 grader i 2 timer efterfulgt af gæring med udvalgt gær ved 16 grader og der sker ingen malolaktisk gæring. Vinen har kun lagret kortvarigt i ståltanke.

Det er – som med 2018’eren – en vin med masser af behagelig og sød frugt, jordbær, kiwi, ananas, mango, meget eksotisk frugt, godt med sukkersødme, søde krydderier og en lidt støvet note samt et lavt syreniveau.

Der er dog mere syre i smagen, hvor det er er søde jordbær, modne kirsebær, citroner og en lille grape bitterhed. Der er svagt en note af jern, let fennikel og ellers virker vinen lidt skarp og rustik, men vil gøre sig rigtigt fint sammen med de udsprungne blomster på sommerterrassen med liv, latter og lyse nætter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

N.V. Calmel & Joseph, Les Effervescents Crémant de Limoux Brut, Languedoc, Frankrig

N.V. Calmel & Joseph, Les Effervescents Crémant de Limoux Brut, Languedoc, FrankrigLad os endelig snuppe endnu en mousserende vin fra Calmel & Joseph, nemlig den 3. i rækken i form af deres Les Effervescents Crémant de Limoux Brut.

Den er – surprise – også lavet som de to foregående vine, altså efter Méthode Traditionnelle også kaldet champagnemetoden med andengæring i flasken.

Først er basisvinen er lavet på 60% Chardonnay, 30% Chenin Blanc og 10% Pinot Noir, som først har gæret i temperaturstyrede rustfrie ståltanke ved 15 grader. Vinen blandes derefter og tappes på flaske med udvalgte gær, hvorefter den så lagrer i kælderen i 15 måneder inden degorgering med tilsætning af en smule basisvin og lidt sød likør.

Duften har klart en landlig side, masser af gærnoter, melede æbler, fersken, havtorn, granatæbler, stikkelsbær, lidt kalkede aromaer og rugbrød. Det hele er meget let, fint og der fornemmes allerede i næsen en tør syre, meget kølig og frisk.

Smagsmæssigt er der blide bobler og masser af citronsyre, umodne æbler, grape og lemon. Den lille grapeagtige bitterhed sætter sig tørt og bestemmende i overmunden, hvilket giver vinen en pænt lang eftersmag. Der blander sig en lille diskret sødme, som gør vinen balanceret med et lille sidetip til den søde side … men også kun ganske lidt.

Men hvor laves der dog mostergod mousserende vin i netop Limoux!

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Calmel & Joseph, Les Effervescents Blanquette de Limoux Brut, Languedoc, Frankrig

N.V. Calmel & Joseph, Les Effervescents Blanquette de Limoux Brut, Languedoc, FrankrigEn Blanquette de Limoux er en lille specialitet i Limoux … og er en mousserende vin lavet efter Méthode Traditionnelle og er baseret på den lokale druesort Mauzac, der også lokalt kaldes Blanquette. Den næste vin fra Calmel & Joseph er netop sådan én … vinen Les Effervescents Blanquette de Limoux Brut.

Det siges, at Blanquette de Limoux vinene er de allerførste producerede mousserende vine i hele Frankrig og således ældre end de første champagner. De første omtaler af Blanquette de Limoux er allerede fra de benediktinske munke i et kloster i Saint-Hilaire i 1531.

De lokale historier fortæller endda, at Dom Pérignon netop lærte, hvordan man producerer mousserende hvidvin, mens han arbejdede i klosteret i Saint-Hilaire, før han flyttede til Champagne og blev forfader til den i dag langt mere kendt champagne.

Blanquette de Limoux blev selv først en officiel AOC appellation i 1938 og sidenhed har man lempet på reglerne, så producenterne kan øge anvendelse af internationale druesorter i vinen.

Denne Les Effervescents Blanquette de Limoux Brut fra Calmel & Joseph er lavet på 90% Mauzac og 10% Chardonnay høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet efter den Méthode Traditionnelle også kaldet champagnemetoden med andengæring i flasken. Vinifikationen er sket helt traditionelt som til klassisk hvidvin i rustfrie ståltanke ved 15 grader. Vinen blandes derefter og tappes på flaske med udvalgte gær. Vinen lagrer så i kælderen i 15 måneder inden degorgering med tilsætning af en smule lidt sød likør … vin og sukker.

WAUW det dufter godt … vi læner os med hele vægten mod højklasse ægte champagne. Næsen er berusende og bebrusende med nødder, rugbrød, pærer, æbler, fersken, ganske gæret i frugten, hvide blomster, sommermarker, et skvis citrus samt nogle salte mineraler. WAUW igen. Det dufter vildt godt.

Smagsmæssigt har vinen først en lidt bitter note, masser af trutmund med citronsyre, kalket, tør mineralitet og flintsten, mens boblerne er små, tætte, sarte og intense, selvom de aldrig bliver helt aggressive. Der er sure, umodne æbler, lemon, citron, citronskal, frisk, stram, stenet og mundrensende med lang finish. Denne Les Effervescents Blanquette de Limoux Brut er en lille genistreg og måske et af de bedste boblekøb i landet.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. Calmel & Joseph, Les Effervescents Crémant de Limoux Rosé Brut, Languedoc, Frankrig

N.V. Calmel & Joseph, Crémant de Limoux Rosé Brut, Languedoc, FrankrigNår der allerede er rosafarvede amoriner i luften, så lad os bare fortsætte med endnu en rosévin, nu blot tilsat lidt bobler. Jeg har nemlig fået en Les Effervescents Crémant de Limoux Rosé Brut fra Calmel & Joseph – et vinhus, som jeg har skrevet om mange gange – i glasset.

Calmel & Joseph vil jeg ikke skrive om denne gang, så derfor kigger vi i stedet blot nærmere på denne Crémant de Limoux Rosé Brut. Limoux er en gammel appellation i det kølige og bjergrige landskab sydvest for Carcassonne i Languedoc. Limoux har en meget lang tradition for mousserende vine.

Denne Les Effervescents Crémant de Limoux Rosé Brut er lavet på omkring 60% Chardonnay, 25% Pinot Noir samt 15% Chenin Blanc, hvor druerne er høstet med udbytte på 50 hektoliter pr. hektar fra kalkrige marker i 200-300 meters højde.

Vinen er lavet efter den Méthode Traditionnelle også kaldet champagnemetoden med andengæring i flasken. Men først er der lavet en basisvin, hvor Pinot Noir druerne har gennemgået en kold premaceration over natten for at afgive farve til vinen.

Vinifikationen er sket helt traditionelt som til klassisk hvidvin, altså i rustfrie temperaturstyrede ståltanke ved 15 grader. Vinen blandes derefter og tappes på flaske med udvalgte gær. Vinen lagrer så i kælderen i 15 måneder inden degorgering med tilsætning af en smule basisvin og lidt sød likør.

I næsen har denne Crémant de Limoux Rosé Brut både nogle kalkede og landlige aromaer suppleret med masser af rabarber, melon, mango, overmodne mirabeller, en skive franskbrød, et par sure sokker – på den gode måde – en småsvedig landmand, nogle gærede elementer samt søde krydderier.

Smagen er også sød/syrlig med tætte bobler, små, tætte og frembrusende med lidt lemon, lime, citrus og grape, men sødmen betyder, at det aldrig giver trutmund, men i stedet en saftighed med friske jordbær, sødme/bitterhed i eftersmagen … faktisk spiller elementerne rigtigt fint sammen og Limoux kan altså noget.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Domaine Zélige-Caravent, Pic Saint Loup Ikebana, Languedoc, Frankrig

2017 Domaine Zélige-Caravent, Pic Saint Loup Ikebana, Languedoc, FrankrigVi slutter hele Languedoc smagningen med vin nummer to fra det vinhus, som imponerede mig mest, nemlig Domaine Zélige-Caravent. Sidste vin var nemlig denne Pic Saint Loup Ikebana, som blev et smukt, fint, nysselig, henrivende og værdigt punktum for aftenen.

Marie og Luc Michel har lavet denne vin på 30% Cinsault, 30%, Carignan og 40 % Syrah fra 50 år gamle vinstokke og høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Høsten sker ved håndkraft, hvorefter druerne afstilkes og vinificeret i ståltanke med 15 dages gæring og maceration. Derefter er vinen lagret 12 måneder i betontanke og flasket blot med en ganske lille dosis svovl.

Duftmæssigt har vi igen denne herlige og nærmest burgundiske lethed med blomster, roser, duften af en dag på stranden, hindbær, ribs, lyse kirsebær, lidt spidskommen, sandeltræ … meget sart og feminint og alligevel med en vild, utæmmet nerve med syre samt animalsk løssluppenhed. Hmmmmmm.

Smagen er syrlig og mørk frugt, hvor syren og frugtrig intensitet går hånd i hånd med lette og ubesværede trin. Alt virker ligetil, meget fin renhed, med nogle diskrete og smidige tanniner, fløjlsblød, feminin elegance, balance og masser af prydelig karakter og harmoni. Nam.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 150 kr. og dermed atter et virkelig godt køb og en vin, som der burde blive rift om.

Vinanmeldelse 5,5/7

2019 Domaine Borie de Maurel, Esprit d’Automne, Languedoc, Frankrig

2019 Domaine Borie de Maurel, Esprit d'Automne, Languedoc, FrankrigDomaine Borie de Maurel var repræsenteret med 2 vine ved Languedoc smagningen. Så her smager vi Michel Escandes 2019 Esprit d’Automne … som er husets basisvin og vistnok betyder noget i retning af efterårets ånd.

Selvom den første vin fra Domaine Borie de Maurel var fra appellationen Minervois la Livinieré, så er dette alene en almindelig AOC Minervois og lavet på et blend af 40% Syrah, 30% Carignan samt 30% Grenache. Vinen er vel nærmest husets entry-level vin og blot lavet efter områdets gamle traditioner … men hvordan fremgår ikke.

Den økologiske drift kan duftes i vinen, som er animalsk med lidt fedme placeret lige på maven. Der er sorte smågærede bær, det er brombær, blommer, røg, masser af fadpræg med chokolade og kakao.

I munden er der ren mørk frugt med fylde og sødme, boysenbær, lidt jernagtige elementer, runde tanniner og egentlig sådan ligetil og okay uden at imponere vildt. Men smager sgu fint.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Domaine Valambelle, Grande Cuvée, Languedoc, Frankrig

2013 Domaine Valambelle, Grande Cuvée, Languedoc, FrankrigDomaine Valambelle drives af Abbal familien og ligger i byen Laurens under appellationen Faugères i Languedoc. Derfra smager vi næste og ældste vin i den store Languedoc smagning, en 2013 Grande Cuvée.

Familien Abbal har været vinavlere siden 1936 og blot leveret deres druer til det lokale kooperativ. For omkring 30 år siden anlagde Michel Abbal flere vinmarker, men det var først i 2002, at han sammen med sin søn Thierry stoppede med at levere druerne til kooperativet og i stedet startede med at producere egne vine som Domaine Valambelle.

Michel og Thierry har samlet 24 hektar jord, hvoraf de 18 hektar er plantet af Michel i 1980’erne oppe på de stejle og solrige bjergsider, mens de sidste 6 hektar ligger omkring landsbyen Laurens.

Marker drives økologisk og siden 2012 er de også certificeret som værende økologisk. Vinstokkene er mellem 20-40 år gamle og mest Syrah, Grenache, Carignan, Mourvèdre og Cinsault.

Det er efterhånden Thierry, som har overtaget produktionen, men han får hjælp af sin søster Marie og sammen er de 5. generation på den gamle vingård.

Denne Grande Cuvée er lavet på 80% Syrah og 20% Mourvedre, som først afstilkes og derefter undergår en lang gæring, hvorefter vinen lagres 12 måneder i nye franske egetræ tønder og så flaskes helt ufiltreret. Vinen laves kun i gode årgange.

Næsen er lidt besynderlig … næsten som mørk, flydende asfalt med tilsat æter, benzin, mørke og gærede bær, solbær, enebær, blommer, tørret frugt, tørrede blomster, kakao, vanilje, toast og chokolade … klart en mere fyldig og opulent næse, men dufter vildt godt.

Smagen er rund og lækker … godt med chokolade, kakao, blåbær og det er klart smagsmæssigt mere marmeladeagtigt end duften, men meget cremet og blød. Der er pænt med tanniner, som lige sparker lidt struktur ind i billedet, men vinen fylder godt i munden, pænt, poleret og kraftfuld uden at blive for meget.

Forhandles af Le Cépages, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Domaine Zélige-Caravent, Pic Saint Loup Joli-Cœur, Languedoc, Frankrig

2017 Domaine Zélige-Caravent, Pic Saint Loup Joli-Cœur, Languedoc, FrankrigDomaine Zélige-Caravent blev for mig aftenens helt store overraskelse. Sikke vine … og den første jeg smagte fra Marie og Luc Michel var denne 2017 Joli-Cœur under appellationen Coteaux du Languedoc Pic Saint Loup.

Zélige-Caravent ligger lige udenfor byen Corconne og er grundlagt i 1999 af Luc Michel efter mange års ubeslutsomhed om, hvorvidt han skulle forfølge en drøm om at lave vin på en 3 hektar stor vinmark, som han havde arvet fra sin bedstefar Etienne. Luc fik aldrig lært håndværket af bedstefareen, mens bedstemor Paulette – der alene havde dyrket lidt grøntsager – blev forfærdet over Luc beslutning om at lave vin i Corconnes stenede jord.

Selvom gamle bedstemor Paulette døde samme år, som Luc lancerede sin første vin, så ville hun sikkert ha’ været stolt af sit barnebarn. Luc driver nu sammen med hustruen og maleren Marie Domaine Zélige-Caravent med samlet 13 hektar vinmarker fordelt på 23 parceller … fuldstændig økologisk og biodynamisk.

Luc og Marie har bygget deres vingård op og lært alt fra bunden, men med støtte fra Lucs far, der er læge og forfatter, samt sine to brødre, der gerne giver en hånd med, når der er brug for det.

Markerne er opdelt med olivenlunde imellem og forskellige naturlige hække, således de undgå en monokultur, men i stedet opnår stor diversitet. De laver luftige og meget rene, elegante og næsten helt burgundiske vine, men de er aldrig helt enige, så vinene er et resultat af en form for dialog og kompromiser. De bruger ikke træfade, og de bruger ingen eller næsten ingen svovl, så vinenes aromaer får lov at udfolde sig.

Denne Pic Saint Loup Joli-Cœur er lavet på 40% Mourvèdre, 20% Cinsault, 20% Syrah og 20% Carignan, som kommer fra 50 år gamle stokke og høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar og lavet på rustfrie ståltanke med 15 dages maceration. Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på betontanke og aftappet på flaske alene med 10 mg. svovl.

Så er vi sgu ude på landet … duften er bio bio mødding, hvor det gærer og bobler med kompost, sved, behåret gris og det kombineres så med lidt lakrids, yoghurt, symaskineolie og det er virkelig en vild aroma. Men samtidig er det også rent og meget let, luftigt, sart og feminint på den allerbedste måde. Jeg taber lige kæben et øjeblik.

Smagen er også meget luftig, fin og æterisk, masser af fokus på meget let frugt, total blanding af æbler, brombær, hindbær og ribs, syrlig frugt og slet ikke normal Languedoc og man forstår nu, hvorfor nogle kalder parrets vine for burgundiske i udtrykket. Der er fortsat masser af skæv kant, men på en god måde, ren og stringent … men det smager vitterlig fantastisk.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 135 kr. og dermed vitterlig et best buy, som der burde blive rift om.

Vinanmeldelse 5,5/7