Festens anden partyvin var denne Chateauneuf-du-Pape fra Clos de l’Oratoire des Papes i store, flotte magnumflasker med den klassiske gravering af pavens nøgler og pavekrone og ordet Contrôlée stående vandret nedenunder.
Flasken kaldes for syndikat flasken og blev lanceret i 1937 som et værn mod forfalsket vin. Flaskedesignet ejes nemlig af syndikatet Federation du Châteauneuf-du-Pape og kun medlemmer af foreningen med bopæl i kommunen må bruge flasken. Vine med denne flaske er stort set altid tappet på vingården og skal prøvesmages før salg.
Clos de l’Oratoire des Papes ejes i dag af Ogier, som købte vinhuset i 2000 efter arvingerne, som ikke ønskede at drive huset videre og derfor havde sat det til salg.
Vinhuset er dog grundlagt tilbage i 1880 af Edouard Amouroux, som efter ægteskab arvede marken Clos de l’Oratoire des Papes og startede med at lave vine fra marken og siden 1926 har solgt vinene fra den flotte etiket.
Marken Clos des Oratoriens er en gammel mark med Syrah vinstokke og er opkaldt efter et lille kapel dedikeret til helgen Saint Mark og beliggende nabo til marken Tresquoy. Det lille kapel, som ses på billedet ovenfor – er for øvrigt i dag fortsat mål for mange kirkelige optog.
Op til Ogiers overtagelse havde vinhuset gennem de seneste 25 år været drevet af enken efter Leonce Amouroux, men hele huset … 20 hektar vinmarker samt Société Léonce Amouroux, en stor negociant virksomhed, blev således overtaget af Ogier.
Og Ogier er vi jo også stødt på tidligere her på vinbloggen, nemlig da jeg smagte en 2010 Léonce Amouroux, Châteauneuf-du-Pape fra netop den købte negociant virksomhed.
Ogier er også oprindeligt et negociantfirma, som hed Ogier et Fils. Det blev grundlagt af Christophe Ogier som et negociantfirma i 1859. Først i 1948 blev man negociant-éleveur, dvs. fik egne kældre til blande og færdiggøre de vine, man købte hos vinbønderne.
Få år senere fusionerede vinhuset med det et andet negociantfirma, nemlig Caves des Papes og blev dermed til Ogier – Caves des Papes indtil 2008, hvor navnet blot blev Ogier.
Siden 2010 har Ogier – og dermed Clos de l’Oratoire des Papes – været ejet af den store, franske koncern AdVini, der også ejer vinhuse i Bourgogne, Bordeaux, Provence, Langedoc, Sydafrika og sikkert også flere steder.
Nå, men tilbage til vinen … Châteauneuf-du-Pape fra Clos de l’Oratoire des Papes, lavet på 80% Grenache, 8% Syrah, 7% Mourvèdre og 5% Cinsault. Om Syrah druerne kommer fra den gamle mark, kan man ikke se.
Vinen er lavet med kølig maceration af Grenache druerne, mens de øvrige druer fermenteres ved 26-27 grader med 2-3 omrøringer under gæringen. Vinen er lagret 12 måneder i 30 år gamle 600-800 liter foudres.
Duftmæssigt er der morbær, brombær … ikke så megen fedme, fylde eller animalske noter. Der er læder, peber … meget frugt, men ellers ikke så kompleks i næsen. Er dog også meget ung og blev serveret i glas af portvinsstørrelse, så aromaerne var svære at fange.
I munden godt med jern, kant, rød frugt, peber… sådan medium fylde og en varm eftersmag. Virker meget ung og skulle måske ha’ ligget 3-4 år i kælderen og måske være dekanteret forinden … men hvem gør lige det til 6.000 gæster?
Forhandles af Excellent Wine, men prisen kan jeg ikke se.
Rating 3,5/7 
Og selvfølgelig skulle vi – suk – smage mer’ rosé, nemlig en 2016 Cote des Roses Rosé fra Bertrands nye blockbuster serie af vine, som sælges under navnet Cote des Roses og kommer i en specialdesignet og meget elegant flaske, hvor bunden er lavet som – surprise – en rose.
Til at matche den fremragende Anjou havde &’s sommelier valgt denne Lirac fra Château Mont-Redon, som ligger svagt nordvest for Châteauneuf-du-Pape … og den stod fint til lidt mørbrad samt kæbe af gris med 2 gange selleri, trøffelsauce og sort peber.
Denne økologiske, biodynamiske Lunar Apogé Côtes-du-Rhône fra Domaine des Carabiniers skulle danne makker med forrige Beaujolais-Villages … igen et fremragende valg fra Restaurant ETs kompetente og modige sommelier.
Så kom den ægte Châteauneuf-du-Pape fra Château de Beaucastel i glasset … en vin, som jeg sidst smagte tilbage i 2011 og det er jo efterhånden et par dage siden. Dengang var det den store 2007 årgang, men her i en af de nyeste årgange, nemlig 2013.
De 3 sidste vine, som Matthieu Perrin præsenterede var selvfølgelig fra Château de Beaucastel, og vi startede helt naturligt med den vin, som kommer fra de marker, som lige præcis ligger udenfor AOC Châteauneuf-du-Pape appellationen … altså reelt blot AOC Côtes du Rhône.
Miravals lille nuttede Rosé Côtes de Provence går under øgenavnet Pink Floyd … selvfølgelig med reference til farven samt at Pink Floyds nok største album The Wall er indspillet på netop Château Miravel tilbage sidst i 1970’erne. Her trykker alderen dog ikke, for denne rosé er fra årgangen 2015.
Med denne vin tog Steffen sgu røven på os … vi gættede, at det var klart europæisk. Det var den ikke, for vinen Cauquenina fra vinhuset med det flotte franske navn Clos de Fous er nemlig oversøiske og fra Chile.
Ultime skulle vi reelt kun ha’ smagt i årgang 2006, men da årstallet kan være svær at aflæse, så blev der åbnet et par 2005’ere foruden 2006’erne. Heldigt for os … selvom der faktisk er pæn stor forskel på de to årgange af vinen.
Bogus betyder falsk, vrøvl eller ævl. Det er også navnet på Christophe Beaus hund samt navnet på én af vinene fra Domaine Beauthorey. Og vinen Bogus er ifølge Beau netop opkaldt efter hunden … og ikke fordi, at man begynder at vrøvle og ævle efter indtagelse af vinen.