Serverede denne vintage portvin fra det herrens år 1999 til sønnikes konfirmation sidste weekend, men besynderligt nok var der slet ikke aftræk i vinen. Folk er generelt ikke så meget til søde vine … men så er det godt, at jeg fortsat har en sød tand og må kæmpe mig igennem denne portvin fra det klassiske portvinshus C.N. Kopke.
Jeg har selv tidligere været i Porto, og besøgt portvinshuse … dog aldrig stødt på dette C.N. Kopke. Men altså et klassisk hus, og ét af de ældste … om ikke dét ældste portvinhuse, grundlagt helt tilbage i 1638 af en tysker, nemlig Christiano Kopke og hans søn Nicolau Kopke … så fik vi også opklaret bogstaverne C og N.
Christiano Kopke kom fra Hamburg til Lissabon i 1636 og var søn af den tyske konsul i Lissabon. Et par år senere slog Christiano Kopke sig imidlertid ned i Porto som købmand og eksportør af portugisiske produkter, og han startede eksport af portugisiske vine, som var produceret i regionen.
På det tidspunkt eksisterede betegnelsen “portvin” endnu ikke, og det var først senere omkring 1675-1680, at de søde vine fra Porto blev mere og mere populære og slutteligt anerkendt under denne betegnelse. I over 200 år drives vinhuset af Kopke familien, og huset opnår et fremragende ry for sine portvine, specielt deres Vintage Colheita Tawnies.
Kopke familien får også stor indflydelse på handlen med portvin og spillede en vigtig rolle i at etablere det lokale handelsselskab for portvine under Marquês de Pombal. Det sidst kendte medlem af familien var Joaquim Augusto Kopke (1806-1895), som fik stor indflydelse på den portugisiske handel og endda blev udnævnt til Baron af Massarelos af dronning D. Maria II pga. hans militære indsats i Primeiro.
Umiddelbart inden Joaquim døde i 1895 blev C.N. Kopke overtaget af det britiske handelsfirma Mason under den britiske familie Bohane, som imidlertid måtte sælge vinhuset igen i 1953 som følge af finansielle vanskeligheder efter anden verdenskrig. Her overtog det portugisiske vinhus Barros & Almeida Group det gamle portvinshus, som dog igen skiftede ejer i 2006, hvor det blev overtaget af mastodonten Sogevinus.
Sogevinus er heller ikke ukendt med portvin, for det er én af verdens største portvins-koncerner, og ejer bl.a. Calem, Burmester, Barros, Hutcheson, Gilberts og Rocha.
Grundstenen i Kopkes portvine er de fremragende marker omkring Tabuaço, hvor den 90 hektar store vingård, Quinta S. Luíz er smukt beliggende, ca. 2 km inden byen Pinhão ved Douro-flodens bred. De 90 hektar er fordelt på markerne Quinta S. Luiz, Quinta da Lobata, Quinta da Alegria og Quinta da Mesquita.
Selve den gamle ejendom Quinta S. Luiz blev købt i 1922 og er juvelen blandt huset marker, og leverer bl.a. druer til de bedste portvine fra Kopke, herunder deres Vintage portvine. Den gamle ejendom fungerer nu som hovedsæde for hele gruppen … og selvom der er bygget et større vinificeringscenter med fuldstændig automatisk vinifikation … så bliver de helt store vine stadig lavet på S. Luiz. Det topmoderne anlæg udgør sammen med quintaens egen kirke, beboelse og gæsteafdeling en spøjs blanding af historie og modernitet.
Druerne til denne Vintage Port 1999 er Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz og den er lavet med en hurtig vinifikation, hvor der på kort tid udtrækkes store mængder ekstrakt og farve, hvorefter der tilsættes vinsprit, hvilket stopper gæringen og dermed i kraft af portvinens ugærede restsukkerindhold giver den rette balance mellem sødme, syre og alkohol. Den unge Vintage Port flyttes herefter fra Douro-dalen til Vila Nova de Gaia, hvor den lagrer på 20.000 liters fade i ca. 13 måneder inden tapningen.
Duftmæssigt godt med rosiner, kanel, kælder, overmodne røde bær, ingefær og mørk chokolade. Det er i hvert fald bedste bud, selvom jeg langtfra har ekspertise omkring portvine. Der er godt med sødme i smagen … naturligvis, men også lidt krydderier og varme. og selvom den er sød, så er der også et godt bid, som sikrer at det ikke bliver for vammelt. Virker elegant og afbalanceret.
Forhandles forskellige steder, og priserne varierer en del. Fakta skulle efter sigende have haft den på bud til omkring 100 kr., men kan ellers findes til priser mellem 159-275 kr. Finder du én til omkring 100 kr., så køb endelig. Selv faster Oda vil blive glad.
Lige en dejlig, sprød og dyb hvidvin, som jeg smagte i går på Restaurant Østergade 1, nemlig denne Sancerre Blanc fra Domaine Merlin Cherrier, som ligger i den lille by Bué i nærheden af byen Sancerre.
Noch eine update … igen tysk Riesling, og denne gang fra vinhuset J. Bäumer fra byen Winkel i Rheingau … eller Oestrich-Winkel, som byen også kaldes. Og ret beset, så hed vingården oprindeligt J. Bäumer Kellerei Hasensprung, hvor den sidste del refererer til appellationen og den bedste mark i Winkel, nemlig Hasensprung, en GG mark … lokalt også kaldt “Winkeler Berg”.
Endnu en vin fra sidste uge … og en vin, som jeg har smagt en del gange, nemlig denne Herringbone Hills Pinot Noir fra Winegrowers of Ara, som består af en gruppe vinproducenter, der i 2002 gik sammen for via fælles kræfter og kapital at opbygge et vineri, der kombinerede den nye viden og teknologi med de gamle dyrkningsprincipper.
I den sydlige del af byen Cloverdale på en tåge-indhyllet 
Travl sidste uge … så “skylder” lige et par uploads, bl.a. med denne Organic Riesling fra vinhuset Carl Reh, som hører hjemme i den lille by Bingen ved Mosel.
Så er vi pludselig tilbage hos Bioweingut Peter Jakob Kühn, som jeg kun én gang tidligere har smagt vin fra … men dengang var det ganske fremragende. Det var sidste år i Berlin på vinbaren Rutz, hvor jeg smagte en 
Så nåede vi sidste flaske fra fredagens store Ampelos smagning med Peter Work, nemlig med finalenummeret, en Syrah gamma: the complex. Selvfølgelig 100% Syrah … og denne gang er alle druerne fra egne marker, dvs. at vinen dermed også er 100% økologisk og biodynamisk.
Næstsidste vin fra Ampelos Cellars, en Syrache sigma: the sum. Fede navne på vinene fra Ampolos … betydningen har jeg ingen idé om. Peter kalder selv denne vin for det bedste af 2 verdener, kage og is, Fred og Wilma, 4. juli og fyrværkeri … en dame i klip-klapper og stiletter.
Som kom 2009 årgangen af Pinot Noir Rho i glasset … og den er faktisk – i min optik – en smule bedre end 2007’eren, men det er jo som bekendt en smagssag. Der er også et par synlige forskelle på flaskerne, idet 2007 flasken er lidt mere buttet eller bredere, og så er der også forskel i korkproppen.