Vinanmeldelser

2013 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Liaison, Baden, Tyskland

Skriv en kommentar

Efter en perlerække med 3 flunkende kulturperler i bedste Mikimoto style på snoren onsdag/torsdag, så var ganen således allerede godt forvænt inden fredag. Men Martin fra Extra Brut Vinimport havde i kølvandet efterladt et par yderligere smagsprøver, og man skal jo rejse sig ved det træ, som man er faldet ved.

Når det træ hedder Enderle & Moll, og vinen Pinot Noir Liaison, ja så er der hurtig rejsning – so to speak – for igen en rank syrebasse, som er præcis i syren og byder på frisk frugt …. men den del skal jeg selvfølgelig nok lige vende tilbage til. Er dette på vej til at blive et lille favorithus?

Som jeg skrev i mit første blogindlæg om vinhuset, så driver Sven Enderle og Florian Moll deres 2,1 hektar vinmarker ved byen Münchweier i Badens Ortenau region. Det er et område, som ellers er præget af det lokale kooperativ Winzergenossenschaft Münchweier-Wallburg-Schmieheim, som omfatter 110 vinbønder og over 100 hektar vinmarker.

Imidlertid har Sven og Florian valgt at gå deres egne veje end de andre vinbønder, bl.a. ved at lave alle deres vine udenfor de gængse normer, og således blot klassificere vinene som Tafelwein. Og i markerne er tilgangen til produktionen også en tak anderledes. På alle markerne lader de græsset gro vildt mellem alle vinstokkene.

De forsøger at efterleve økologiske og biodynamiske dyrkning, men sprøjter dog med fosforsyre to gange årligt på grund af de vanskelige forhold i vinmarkerne. De sker med en helt almindelig sprøjte, som de tager på ryggen og så begiver de sig ellers ud i markerne. I det hele taget sker hele produktionen for små midler, da Enderle & Moll ikke har råd til de store investeringer.

Det står selvfølgelig i skærende kontrast til nogle af de store og anerkendte producenter, hvor der er sket massive investeringer. Hos Enderle & Moll bruger de en gammel manuel vinpresse, hvor druerne presses ved at skrue på et håndtag, således druesaften løber ud mellem gennem åbningerne i kurven. Sven synes, at det fungerer helt optimalt, mens de fleste vingårde ellers har droppet de gamle vinpresser og i dag anvender dem som en slags blomsterkrukker foran vingårdene.

Men trods det beskedne budget, så kom alle de bedste Michelin stjernekokke under en stor, tysk Pinot Noir smagning – Big Bottle Party 2013 – på Hotel Plaza i Berlin hen til Sven og Florian og fortalte dem, at deres vine virkelig var langt over de andres. Og der var ellers huse som Weingut Friedrich Becker, Weingut Bernard Huber samt Paul Fürst fra Franken til stede. Det gav blot ekstra opmuntring til de to aparte vinproducenter.

Og lidt aparte er de. Sven er vildmanden, stor, stovt og med et vildt skæg. Han står primært for produktionen, mens Florian er den mere stille, som hjælper og ellers står for den administrative del og render rundt med hans store hund, som er lidt sin egen og ikke lader sig kommandere rundt.

Udover de nuværende 2,1 hektar, så er Sven og Florian ved at indgå en aftale om levering af druer fra én af deres venner, som ejer 7 hektar vinmarker og i dag leverer alle druerne til det lokale kooperativ. Vennen hedder Manfred Enderle, men er trods navnet ikke i familie med Sven. Hans 7 hektar hører imidlertid med deres 50-60 år gamle Spätburgunder stokke til nogle af de bedste marker i området, og Sven er sikker på, at havde Manfred selv lavet vin derfra, så havde han været iblandt de 3 bedste producenter i området.

Manfred skal fortsat passe markerne, og så skal Enderle & Moll aftage druerne. Det kræver dog lige en mindre udvidelse af produktionsfaciliteter, hvilket er bekostelig, så måske skal produktionen øges i etaper, eller også skal de tage imod hjælp fra nogle af de investorer, som står klar til at hjælpe den lille garageproducent.

Under alle omstændigheder, så tegner det godt for fremtiden hos Weingut Enderle & Moll. De har allerede forsøgt sig med lidt druer fra Manfreds mark … og det tegner særdeles godt.

Nå, men tilbage til fredagens vin … Pinot Noir Liaison. Liaison er vinen mellem husets entry-level Pinot Noir og topvinene Muschelkalk og Buntsandstein, som i øvrigt begge fået i en svovlet og usvovlet udgave. Liaison er en blanding fra husets forskellige lokaliteter og jordtyper, og har selvfølgelig lagret 12-15 måneder i de brugte barriques, som Enderle & Moll får fra Domaine Dujac i Morey-Saint-Denis i Bourgogne.

Fortsat meget lys og transparent i glasset, men næsen er godt urtet og grøn med friske røde bær, hindbær, blomster, våd kælder og fugtige fade. I munden lidt af samme elementer som Muschelkalk, men lidt grovere og knap så forfinet i udtrykket. Syren er dog ultra præcis, og der er godt med frisk fugt, tanniner og det hele meget vedvarende. Igen klare burgundiske træk … fin balance, fin vin.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 155 kr.

Rating 5,5/7 

Vinanmeldelser

2010 Weingut Friedrich Becker, Schweigener Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

Skriv en kommentar

Et sikkert valg. Er du til Spätburgunder er Becker altid et sikkert valg. Klassevine, og det bekræfter denne Schweigener Spätburgunder fra Weingut Friedrich Becker også med cementtung sikkerhed. Vi har her masser af de klassiske tyske dyder, som gør netop Spätburgunder til en ren gudedrik.

Vinhuset ligger på hovedgaden i byen Schweigen-Rechtenbach i den allersydligste del af Pfalz, lige op til grænsen mod Frankrig, og alene 1-2 kilometer nord for den franske by Wissembourg. Weingut Friedrich Becker er én af Tyskland førende producenter af store røde vine på Spätburgunder. Sådan er det bare.

Jeg har tidligere smagt Beckers almindelige Spätburgunder, hans Spätburgunder B, Spätburgunder Sankt Paul og den legendariske Pinot Noir Tafelwein, men sjovt nok aldrig denne Schweigener Spätburgunder, så derfor et godt valg af Martin fra Extra Brut Vinimport i forbindelse med vores lille smageaften i onsdags.

Denne flaske var den sidste ud af 3 flasker denne aften … men da vi alene drak en smule af hver flaske, så havde jeg fornøjelsen af at smage alle de 3 vine over flere dage. Hårdt, men ganske fornøjeligt job, og det gjorde selvfølgelig også, at der var mulighed for at få alle smagsnuancerne med. Fælles for alle 3 vine var dog, at de bestemt ikke var ringere på anden dagen.

Nå, men tilbage til Becker. Vingården startede med egenproduktion i 1973 og manden bag husets succeshistorie er den stædige, visionære, kantede, men samtidig charmerende og varme Fritz Becker. Igennem mere end 4 dekader har hans vedholdenhed og stædige tro på egne ideer båret vingården frem til den nuværende position.

Pfalz var tidligere kendt for sine frugtige og søde vine. Folk rynkede på næsen, da Fritz Becker begyndte at lave tørre vine, men stædig i sin tro blev han ved. For mere end 40 år siden plantede han Pinot Noir stokke på den franske side af grænsen, som løber gennem Kammerberg vinmarken, der dog vinmæssigt tilordnes den tyske by Schweigen.

Derfor har man den parodoksale situation, at nogle af Beckers bedste marker ligger i Frankrig, men dog giver nogle af Tyskland bedste Spätburgundere – deriblandt de efterspurgte Grosses Gewächs vine og den legendariske Pinot Noir Tafelwein.

Sidstnævnte er kun klassificeret som en bordvin på grund af de stive tyske regler, som ikke tillod brugen af barriques, da man begyndte at arbejde med disse for knap 20 år siden. I mellemtiden er reglerne på dette punkt ændret, men vinens navn minder stadig om en af de forhindringer, der blev sat for Becker, og som har stået på vejen til vingårdens nuværende status. Beckers Tafelwein er da også 7 år i træk kåret som årets bedste tyske rødvin i Gault Millau.

I dag hedder vinen dog ikke længere Pinot Noir Tafelwein, men derimod Pinot Noir Heydenreich. Hvorfor det er lavet om, ja det ved jeg faktisk ikke. Men én ting er imidlertid ikke ændret siden 1973, og det er motivet på etiketterne af husets vine. Siden starten i 1973 har husets kendetegn været etiketten med ræven.

Weingut Friedrich Becker ejer i dag samlet omkring 14 hektar vinmarker, nemlig markerne Sonnenberg, Kammerberg, Sankt Paul og Wormberg. Over halvdelen af vinmarkerne ligger op til Elsass regionen. For en miljøvenlig skadedyrsbekæmpelse, bliver der udsat mariehøns, guldøjer og rovmider. Herudover sker der omfattende grønthøst, dvs. at vinstokkene bliver beskåret kraftigt, hvad der reducere udbyttet enormt.

Siden 2004 har vingården gennemgået et generationsskifte. Der Alte Fritz … den gamle Fritz Becker og kældermesteren Stefan Dorst støtter i dag sønnen, som også hedder Fritz. Der Kleine Fritz har sammen med søsteren Helena overtaget styringen af arbejdet i vinmark og kælder. Fritz junior er selvlært og ét af de mest lysende talenter på den internationale vinscene. Hans resultater er imponerende og hans Pinot Noirs fremstår nu som nogle af Tysklands største.

Weingut Friedrich Becker er medlem af VDP og derudover gruppen Fünf Winzer, Fünf Freunde i den sydlige del af Pfalz. Udover Becker tæller gruppen Weingut Münzberg i Landau-Godramstein, Ökonomierat Rebholz i Siebeldingen, Weingut Siegrist i Leinsweiler og endelig Weingut Dr.Wehrheim i Birkweiler.

Siden 1991 har de i fællesskab forsøgt at hæve kvalitetsniveau af vinene i området og med et fælles mål om at lave de bedste vine i Tyskland. De har udvekslet erfaringer, samarbejdet på flere fronter og sammen taget på vinture til berømte kolleger i forskellige lande for at opnå ny inspiration.

De har også sammen som Fünf Winzer, Fünf Freunde lavet et par vine under navnet Amici, bl.a. en Amici Spätburgunder, en Amici V Sekt brut samt Amici V weiß Spätlese … alle i en begrænset produktion på maksimalt 1.500 flasker. Vinene er lavet ved, at hver af de fem venner bidrager én af deres bedste tønder, og så laver de et blend heraf til den endelige vin.

Nå, men det var vist lidt et sidespring … tilbage til denne Schweigener Spätburgunder fra Weingut Friedrich Becker. Den er vel ret beset en Ortswein og kommer fra markerne omkring Schweigen, heraf navnet Schweigener Spätburgunder. Den har lagret på barriques i 18 måneder.

I næsen kommer den klassiske tyske, animalske kostald … mødding med lidt sødme, som bare er så indbydende. Herudover lidt lyse bær, hindbær, rabarber, egetræ, kold røg … næsten som fra en rygeovn, tæskelækker bouquet. Man sidder bare og bliver en smule salig. I munden har jeg noteret mere hindbær, frugtrig, godt bid, hvid peber, lidt lakrids, salt, kalk og flot lang eftersmag.

Uha, det er altså også godt, men noget helt andet end Enderle & Moll samt Steinmetz. Og hvor er det dog samtidig fantastisk med sådanne nuancer på samme drue, samme land … uanset om man kalder det Pinot Noir eller Spätburgunder. Far er glad. Man fristes næsten til at sige ræv-godt.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 185 kr., igen fornuftig pris.

Rating 5,5/7  

Vinanmeldelser

2013 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Muschelkalk, Baden, Tyskland

Skriv en kommentar

Ved sidste indlæg om Steinmetz kom der en kommentar på Facebook om, at vi nu var ved at være ved guldhornene. Hvis vi skal blive i den termologi, så må denne lille producent Enderle & Moll være Egtvedpigen … mindst. Bondsk, hærdet, smuk, lattermild, lys, legende og forførende … hvilket elegant kommer frem i denne Pinot Noir Muschelkalk fra vingården.

Rien Sans Peine står der på etiketten på vinen. No Pain, No Gain … og det er vel ganske rigtigt, at du får intet, medmindre du arbejder hårdt for det. Og det synes at være mottoet for de to fyre, som står bag vinhuset Enderle & Moll, nemlig Sven Enderle og Florian Moll.

Hverken Sven eller Florian kommer fra vinfamilier, men er begge uddannet på vinhuse i Kaiserstuhl, hvor de mødte hinanden i 2003. Sven arbejdede på det tidspunkt på vingården Weingut Bercher-Schmidt i Oberrottweil, og Florian på Weingut Höfflin i Bötzingen. Herefter kom Sven til det økologiske Weingut Dr. Benz i Kenzingen-Bombach, mens Florian rejste til det sydlige Frankrig, hvor han arbejdede i kælderen på Chateau Duvivier.

Chateau Duvivier er et økologisk vinbrug … akkurat som Öko-Weingut Dr. Benz, og således blev både Sven og Florian helt uafhængig af hinanden inspireret af den økologiske tilgang til vinproduktionen. Da de i 2006 fik mulighed for at leje en lille parcel af marken Münchweier Kirchhalden med 25-35 år gamle Spätburgunder vinstokke, så besluttede de at starte eget vinhus, og det var således starten på Weingut Enderle & Moll … den lille, charmerende garageproducent.

Vinhuset ligger ved byen Münchweier i Badens Ortenau region i den vestlige udkant af Schwarzwald, omkring 60 kilometer sydøst for Strasbourg. Samlet har Enderle & Moll produktion fra 2,1 hektar vinmarker, nogle ejet og andre lejet, fordelt på 12-15 små parceller, de fleste fortsat på Münchweier Kirchhalden marken.

Det sidste jordstykke, som Enderle & Moll har lejet hedder Frostberg og ligger syd for Münchweier og har gamle vinstokke, nogle helt tilbage fra starten af 1950’erne … vistnok fra 1953. Herfra kommer bl.a. druerne til denne Pinot Noir Muschelkalk, og navnet Muschelkalk referer til den store andel af den specielle kalksten i jorden på denne parcel..

Muschelkalk kan vel bedst oversættes med noget i retning af muslingekalk/-kridt, og er en speciel kalksten type, som bl.a. også er rig på fossile skaller. Den findes i øvrigt også i Danmark.

Alt arbejde i markerne sker manuelt med passion, respekt og ærefrygt for deres vinstokke. Udbyttet er lavt, og parcellerne dyrkes både økologisk og biodynamisk, selvom Enderle & Moll ikke er certificerede. Og da de to passionerede producenter heller ikke opfylder de normale kvalitetskriterier for Oechsle indholdet jf. prædikatsystemet, så har de nedklassificeret deres Pinot Noir som Tafelwein, dvs. bordvin.

Som Florian siger, så er det tåbeligt at man automatisk sidestiller højere Oechsle niveauer med bedre kvalitet, for det fører ofte blot til mere overmodne vine med højere alkohol og mangel på syreindhold samt finesse.

Druerne fra de forskellige parceller vinificeres alle separat, og presning sker i gamle trækurve, hvorefter lagring sker i brugte barriques, som Enderle & Moll køber fra Domaine Dujac i Morey-Saint-Denis i Bourgogne. Aftapningen sker også ved håndkraft og ved flaskning er der heller ingen filtrering af vinen.

Nå, men lad os nu smage denne Pinot Noir Muschelkalk, som i glasset er flot transparent … med en anelse – blot lidt – uklarhed, måske på grund af, at vinen er ufiltreret. Farven er delikat lysere end tysk Spätburgunder normalt er, men det løfter såmænd blot forventningerne. I næsen er der ikke den typiske søde animalske kostald, men en mere burgundisk næse med frisk frugt, lys frugt … specielt godt med jordbær. Herudover lidt hindbær, kælder, blomstersæbe, en anelse læderfedt, urter og en sødme anes perifert.

I munden kan sammenligning med Bourgogne ikke undgås, for BANG … man rammes af flot kraft samtidig med, at der er en lethed, femininitet og mineralsk nerve i vinen. Den friske frugt går igen, og det slående er den flotte balance. Som jeg sagde til Martin fra Extra Brut Vinimport, så er der stram syre … uden det bliver for meget og tilsvarende sødme … uden det bliver for meget.

De markerer sig … her er vi, og danser sammen i en lang eftersmag. Og det akkompagneres i hele dansen af en grøn tone, som om noderne er leveret fra den bedste musikant fra Bourgogne. Vinen er fortsat meget ung, og man kan ikke lade være at tænke på, hvordan den vil smage om 5-10 år. Mit gæt er, at den formentlig kun bliver endnu bedre med alderen … ligesom Egtvedpigen.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 250 kr. Billigt for et sådan topvin. I Bourgogne ville den koste det 3-dobbelte. En No-Brainer. Køb.

Rating 6/7 

Vinanmeldelser

2012 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, Tyskland

Skriv en kommentar

Fredag i dag … og smider lige et par Spätburgundere på bloggen, nemlig et par stykker fra onsdag, hvor jeg var så heldig at få besøg af Martin fra vinfirmaet Extra Brut Vinimport. Sammen drak vi lidt Spätburgundere og fik en god snak om vin, Spätburgunder og meget andet.

Martin havde taget et udvalg af vine med – takker – og den første vi smagte, var denne Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert fra Weingut Günther Steinmetz, som holder til ved byen Brauneberg i Mosel … en 3-4 kilometer vest for Bernkastel-Kues.

Det er ikke tit, at man finder virkelige exceptionelle gode producenter af Spätburgunder i Mosel, som vel ret beset er Riesling-land. Der findes et par stykker, som jeg kan komme i tanke om, bl.a. Markus Molitor, men den gode Martin fra Extra Brut Vinimport har virkelig fundet en lille perle i Steinmetz.

Vinhuset har i generationer været drevet af familien Steinmetz, men siden 1999 har det været Stefan Steinmetz, som sammen med hustruen Edith har stået i spidsen for den lille vingård, som driver omkring 9 hektar vinmarker omkring Brauneberg, bl.a. markerne Brauneberger Juffer, Kestener Paulinshofberg, Kestener Paulinsberg, Kestener Herrenberg, Piesporter Goldtröpfchen, Wintricher Geierslay og Oligsberg, Mülheimer Sonnenlay, Veldenzer Grafschafter Sonnenberg samt Dhroner Hofberg.

Det er primært Riesling og Pinot Noir, som dyrkes på markerne, hvor 95% af vinstokkene er mere end 30 år gamle, nogle endda mellem 50 og 70 år gamle. Læg hertil, at de fleste er markerne er ekstremt stejle, hos Steinmetz er omkring 85% af markerne på meget stejle skråninger.

Her har vi husets Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert, som der alene laves sølle 900 flasker af årligt.

Duftmæssigt har jeg noteret mejeri, mælkesyre, let babybræk … på den fede måde, kul eller kridt … i hvert fald en lidt varm mineralsk note, hindbær, lethed urter samt lidt florale elementer, blomster og lidt grønt. Ikke den klassiske tyske kostald med en smule sødme, men en mere feminin og delikat tone af skøn Pinot.

I munden er vinen blød, elegant med lyserøde bær, revne æbler og mineralitet. Der er en gennemgående syre, som holder vinen i flot, flot balance og den slutter af med en lang og sødkrydret eftersmag. Virker let, blød, feminin og rigtig lækker. Thumbs Up big time.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 195 kr., hvilket må siges at være billigt for én af husets topvine, som der produceres begrænset af.

Rating 5,5/7 

Vinanmeldelser

2012 Tenute dell’Ornellaia, Le Volte dell’Ornellaia, Toscana, Italien

Skriv en kommentar

Den anden vin på NEUMANNs | Bistro & Weinbar blev denne Le Volte dell’Ornellaia fra Tenuta dell’Ornellaia, det store, berømte vinhus, som ligger ved foden af Monti Metalliferi et par kilometer nord for den lille by Castagneto Carducci i Bolgheri i det sydlige Toscana og ikke mere end et par kilometer fra Middelhavet.

Vinhuset er i dag én af stjernerne i området, og husets topvin Ornellaia i årgang 1998 blev i 2001 placeret på Wine Spectators Top 100 som nr. 1. Vi er med andre ord hos én af de bedste producenter i supertoscanernes hjemland.

Tenute dell’Ornellaia blev grundlagt i 1981 af Ludovico Antinori, bror til Piero Antinori, som ejer flere vinhuse i Italien, og bl.a. står bag vine som Solaia, Tignanello og Guado al Tasso. Solaia har jeg smagt to gange inden de sidste par måneder og skrevet om her på bloggen.

Men det var ingen tilfældighed, at Ludovico valgte vinproduktionen som sin levevej. Hans karriere startede nemlig sammen med broderen Piero. Faktisk løber vinen i blodet hos familien, og de to brødre er også i familie med Mario Incisa della Rocchetta, manden bag Sassicia … som i øvrigt også er naboejendom til Tenuta dell’ Ornellaia.

De to brødre veje skiltes imidlertid i begyndelsen af 1980’erne, og Ludovico påbegyndte derefter beplantningen af et større område på de bedst beliggende marker ved Bolgheri. Det 135 hektar store stykke land havde han fået i arv, og det havde været hans hjemmebane siden barnsben, så lokalkendskabet var derfor særdeles godt.

Markerne blev tilplantet med “bordeaux-druer” som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Petit Verdot. Ludovico fik hjælp af den kendte amerikanske vinekspert André Tchelistcheff, der var overbevist om, at de klassiske bordeaux-druer ville gøre sig bedst i området og at man derfor ikke skulle plante Sangiovese, der ellers dominerer i Toscana.

Bolgheri-området minder da også på mange måder om Bordeaux; det er forholdsvist fladt, ligger tæt på vandet og har (næsten) samme mikroklima.

I dag er det den verdensomspændende vinkonsulent Michel Rolland, der rådgiver på stedet – hans oprindelse er jo i øvrigt også Bordeaux. Vinmager på Tenuta dell’ Ornellaia er Axel Heinz.

I 1989 stod et nyt state-of-the-art vineri færdigt. Bygningerne der i sin arkitektur er noget helt unikt, er bygget halvt under jorden ind i bakkerne. Indvendig er vineriet beklædt med den fineste marmor fra lokale forekomster og en større kunstsamling pryder væggene. Absolut intet er overladt til tilfældighederne, og det gælder i sandhed også i kælderen. Det bedste vinifikations udstyr, der kan købes for penge, er blevet installeret, og det ajourføres løbende.

De sidste 5-10 år har ejerskabet af Ornellaia været lidt omskifteligt. I 2003 solgte Ludovico Antinori Tenuta dell’Ornellaia til et partnerskab mellem Robert Mondavi og Frescobaldi. Da Constellation Brands i 2005 overtog Robert Mondavi Winery, købte Frescobaldi de fleste aktier, men Michael Mondavi har stadig en lille aktiepost.

Jeg har tidligere smagt husets Le Serre Nuove dell’ Ornellaia, men denne Le Volte dell’Ornellaia er en lillesøster og produceret på Cabernet Sauvignon, Sangiovese og Merlot høstet fra Ornellaia, helt præcis 50% Merlot, 30% Sangiovese og 20% Cabernet Sauvignon, i hvert fald her i årgang 2012.

De enkelte druer tilfører hver i sær vinen sin egen specielle karakteristika; Merlot fedme, Cabernet Sauvignon rygrad, struktur og tannin, og Sangiovese syre og frugt. Alle druerne høstes manuelt, og efter gæringen lagrer vinen 10 måneder på franske 2. og 3. års barriques, der tidligere er brugt til Ornellaia.

Og hvilket fantastisk valg … i næsen en overflod af dufte. Jeg fik noteret champignon, trøfler, balsamisk noter, blommer, kirsebær, træ, søde krydderier samt lidt røg. Ganske indbydende. Smagen er ren lys frugt … med tydelig italiensk syre og godt med tanniner, som sætter sig forførende på tænderne. Der er lidt peber, stor blødhed … fuck hvor er det bare elegant. Virkelig overrasket over kvalitetsniveauet i denne vin.

På Neumanns kostede en flaske 46€, men det er jo restaurantpris. Herhjemme forhandles vinen er både Sigurd Müller Vinhandel og Q-Vine. Pris omkring 144 kr., men ser ud til at være udsolgt. Prisen er meget attraktiv i forhold til kvaliteten. Jeg balancerer lige mellem 5½ eller 6 Thumbs Up … måske præget af højt humør efter gennemført maraton … men rigtige rating er 5½ Thumbs Up med pil op … det er sgu god vin.

Rating 5,5/7  

Vinanmeldelser

2013 Gut Hermannsberg, Riesling Kabinett, Nahe, Tyskland

Skriv en kommentar

På NEUMANNs | Bistro & Weinbar fik jeg ansvaret for at bestille lidt vin. Den opgave greb jeg fluks og fik – som en start – bestilt en flaske hvidvin. Jeg fik ikke den bestilte flaske … måske mit plattyske ikke er let forståeligt … eller måske hørte den kvindelige tjener ikke ordentlig efter. Jeg nænnede dog ikke at brokke mig.

Vi fik nu også en ganske herlig vin, dog en Kabinett … altså lidt til den sødere side, nemlig denne Riesling Kabinett fra Gut Hermannsberg, et vinhus jeg har skrevet om tidligere på bloggen og faktisk også tidligere smagt på selvsamme vinbar i Hamburg for et år siden. Lidt sjovt.

Gut Hermannsberg ejes og drives af Dr. Christine Dinse og Jens Riedel, hvilket sker i samarbejde med vinmageren og den daglige leder Karsten Peter, som tidligere har arbejdet hos sin svoger Tim Fröhlich fra Schäfer-Fröhlich.

Dinse og Riedel overtog vingården i 2009, og før den tid var det et preussisk statsdomæne i Niederhausen ved Nahe-floden. I perioden 1901 – 1998 hed vinhuset Königlich-Preußische Weinbaudomäne Niederhausen-Schloßböckelheim.

Helt tilbage i 1901 købte den preussiske stat nemlig de stejle, klippefyldte områder langs med Nahe-floden. Gennem stenhårdt arbejde i de følgende år blev der plantet Riesling-stokke, og markerne som Kupfergrube og Hermannsberg er i dag er verdensberømte.

Efter privatiseringen i 1998 blev navnet ændret til Niederhausen-Schlossböckelheim, men da Jens Riedel overtog vinbruget blev navnet ændret til Gut Hermannsberg, og han gik straks i gang med at restaurere marker, bygninger og gæstehus.

Vinhuset ejer 30 hektar vinmarker, og alle 30 hektar er VDP klassificeret som “Große Lagen” eller “Erste Lagen”, og det må siges at være ganske enestående. Markerne er Schlossböckelheimer Kupfergrube, Niederhäuser Hermannsberg, Traiser Bastei, Niederhäuser Steinberg, Niederhäuser Kertz og Altenbamberger Rotenberg.

Alle parceller vinificeres derfor separat. Det sker med spontangæring og lagring i store fade eller ståltanke udfra et princip om at “lade vinen lave sig selv”, så vinmarkerne kan udtrykke sig så rent og autentisk som muligt

Allerede med sine første årgange har Peters vine overbevist og især 2011 årgangen er at anse som en genfødsel af denne historiske ejendom med et væld af fornemme bedømmelser, kulminerende med udmærkelsen som årets “Rising Star” i hele Tyskland i Gault Millau Guiden.

Stilistisk virker vinene som rene, syredrevne, raffinerede og stenede koncentrater. Skønt Karsten Peter har arbejdet med sin svoger Tim Fröhlich og konstant udveksler erfaringer med ham, viser Gut Hermannsbergs vine en helt egen stil, med deres brillante klarhed, der gør at topmarkernes aftryk er tydeligt.

Denne Riesling Kabinett er lavet med druer fra forskellige marker, dog primært de to marker Steinberg og Altenbamberger Rotenberg. Udbyttet på markerne ligger på omkring 60 hektoliter pr. hektar, og vinen er lavet på ren stål.

I næsen er der en snert petroleum, ikke meget … men bestemt tilstede. Derudover er der pærer, honning, hyben og mandler. I munden virkelig saftig med god balance, godt med sødme … uden det bliver for meget. Der er moden frugt, fersken, modne æbler. Meget easygoing.

Købt på vinbaren, hvor prisen var 32€ … eller omkring 238 kr., hvilket vel er okay på en restaurant. Tidligere var Atomwine forhandler af vinene fra Guts Hermannsberg herhjemme, men det ser ikke ud til at være tilfældet længere.

Rating 4/7  

Vinanmeldelser

2013 Weingut BattenfeldSpanier, Riesling Eisbach Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Skriv en kommentar

Første vin i Hamburg efter maratonet (ja, der blev ikke drukket inden løbet, da det vist ikke er præstationsfremmende) var denne Riesling Eisbach Trocken fra Weingut BattenfeldSpanier. Indtaget i små tandkrus på mit 3 kvadratmeter store einzelzimmer på Hotel Bellmoor.

Vingården Battenfeld ligger i byen Hohen-Sülzen i den allersydligste del af Wonnegau i Rheinhassen, ja faktisk lige op ad vinområdet Nahe. Området Wonnegau er kendt for sin kalksten i undergrunden, og netop vinhuset BattenfeldSpanier regnes blandt den absolutte top i Tyskland indenfor tør Riesling.

Vinhuset er grundlagt i nuværende form i 1996, da Hans-Oliver Spanier overtog vingården Battenfeld. Det blev til Weingut BattenfeldSpanier, selvom Hans-Oliver egentligt blot bliver kaldt HO af de fleste.

Jeg har nævnt Hans-Oliver her på bloggen, nemlig de gange jeg har smagt vine fra Weingut Kühling-Gillot, idet dette vinhus’ indehaver Carolin Gillot i 2006 blev gift med HO. Sammen driver ægteparret nu begge vinhuse, og Hans Oliver står nu også for vinifikationen af vinene fra Kühling-Gillot … udover vinene fra BattenfeldSpanier.

Efter overtagelsen af Battenfeld ændrede HO driften til at være økologisk, som den kvalitetsbesatte HO mener giver de bedst mulige druer i vinmarkerne. Skridt for skridt har han siden forbedret vinene og vinifikationsteknikkerne for at opnå det Riesling-udtryk han søger, nemlig at gøre det muligt at smage markernes jordbund i et uforfalsket, ekstremt kraftfuldt og autentisk vinmarksudtryk.

Samtidig er det hans mål at lave vine, der kan lagre og blive endnu bedre i flasken. Målet er ikke at vinene skal præstere i de store årlige tyske præsentationer, som sker umiddelbart efter tapningen. Hans horisont er lidt længere, og det er hans mål at vinene skal udvikle positivt i 10, 20, 30 og 40 år og måske endda matche de vine fra begyndelsen af det 20. århundrede, som han har haft helt til at smage, og som er én af hans store inspirationskilder.

BattenfeldSpanier har omkring 28 hektar vinmarker i Wonnegau, hvor Riesling fylder 50%, Spätburgunder 20% … mens resten er fordelt på druerne Weißburgunder, Silvaner, Chardonnay og Portugieser. I dag er HO endda gået et skridt videre og har således siden 2007 dyrket markerne biodynamisk.

HO arbejder konsekvent med grøn høst, dvs. reduktion af udbyttet til gennemsnitlig 60 hektorliter pr. hektar, manuel høst og sortering. Derudover arbejdes der med 80% temperaturstyret, kølig og langsom spontangæring på enten stål eller eg i kælderen.

De seneste år er vingården blev fremhævet i mange medier. BattenfeldSpaniers vine på Riesling er flere gange kåret til Tysklands bedste økologiske vine. I Gault Millau har HO fået 3 røde druer og Eichelmann har givet ham 4 Sterne | Feinschmecker.

Her har vi husets Riesling Eisbach Trocken, som ikke er en Gutswein, men niveauet over … i det som HO kalder Edition Extra … et niveau lige mellem husets Gutsweine og Ortsweine. Derudover laver HO selvfølgelig også Lagenweine samt Grosse Gewächse.

Nå, men hvor smager en BattenfeldSpanier Riesling Eisbach Trocken så? I næsen er her godt med pærer, blomster, hyld, citrus samt en lidt nøddeagtig note. Ganske indbydende. Smagen er i blot balance … det er vist første indtryk. Vinen har et lidt varmt udtryk trods kalksten i markerne og har også et lidt krydret udtryk. Der er en moden og varm syre og et krydret bid i eftersmagen.

Forhandles herhjemme af Atomwine, pris 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  
Restauranter & vinbarer

Haspa Marathon Hamburg und ein Bißchen Weinbar – igen !!!

Skriv en kommentar

Lige hjemvendt fra to dage i hansestaden Hamburg. Fed oplevelse. Det blev med gentagelser fra sidste år, idet mit primære mål – som sidste år – var gennemførelse af årets Haspa Marathon Hamborg … i år et jubilæumsløb, eftersom det denne weekend blev afviklet for 30. gang. For mig var det blot mit andet maraton nogensinde efter debuten på kongedistancen samme sted sidste år.

Houlberg i Hamburg

Derudover gentagelse fordi, at jeg boede samme sted og efter maratonet besøgte en vinbar, som jeg også var forbi sidste år. Og så alligevel helt anderledes, for denne gang havde jeg et par supportere med, nemlig Sara og svigersønnen Mikkel, som havde taget den lange tur for at heppe på mig.

Denne gang var jeg også ude at spise om aftenen inden løbet sammen med Sara, Mikkel, Mikkels søster og hendes mand René, som er en habil maratonløber. René og jeg skulle i bedste kulhydrat løberstil ha’ pasta, og da den udsete italienske restaurant Prego var voll gebucht, så faldt valget på den nærliggende italienske kælderrestaurant L’italiano Vero … der imidlertid ikke var noget at skrive hjem om.

Skal vi tage den sportslige del … øhhh pral … med det samme? Trods dårlig optakt med fiber og alskinds bekymringer om de ømme ben, så gik maratonet rigtigt godt. Jeg fik høvlet 25 minutter af sidste års tid, og havde mer’ overskud end sidste år.

Havde ellers ikke sovet meget om natten op til løbet, på grund af til tiltagende en smerte i det ene læg … varm og hård muskel, som kunne indikere en kommende fibersprængning. Jeg var faktisk sikker på, at denne ville betyde, at jeg ikke kunne gennemføre maratonet.

Sådan gik det heldigvis ikke. Benene holdt og stemningen hjælper også én godt på vej. Man bliver sgu grebet af eufori, når man løber sammen med knap 20.000 andre løbere, og jeg var sgu også tæt på at fælde en tåre, da jeg langt om længe nåede målstregen efter lidt over 4 timers intens trav rundt i Hamburgs gader.

Vejret var bedre end sidste år … om end en kende vådt, og på et tidspunkt regnede det ganske pænt, men det er egentlig ganske okay løbevejr.

Præstationen skulle selvfølgelig fejres, og selvom jeg nok skulle ha’ haft et par timers søvn, så var jeg fortsat høj af og fra løbet. Vi måtte derfor ha’ noget at drikke … enten nogle tyske bajere eller lidt vin. Jeg havde heldigvis været så forudseende, at jeg havde medbragt en flaske Riesling fra et af grænsesupermarkederne.

Vinen var en 2013 Riesling Eisbach fra vinhuset BattenfeldSpanier, som vi nød på mit 3 kvadratmeter store einzelzimmer på Hotel Bellmoor. Imens fik vi reserveret plads til tre personer på NEUMANNs | Bistro & Weinbar, som jeg var forbi sidste år. Og det skulle vise sig at være et fremragende valg. Bord blev bestilt til 18.30 … og så satte vi kursen mod vinbaren.

Vi nåede – udover det halve af Riesling’en på værelset – to vine, dvs. en aften med samlet følgende vine:

Som en forret bestilte Mikkel og jeg hver en omgang “Auswahl für eine Person”. Det er en tallerken/fad med husets bedste skinker og salamier, silketyndt skåret på en “state-of-the-art” pålægsmaskine, som jeg da også lige skulle tage et foto af. Hertil fik vi godt, hjemmebagt brød, diverse oste, oliven, kapersbær, cornichoner, figen- og orangesennep. Weltklasse … virkelig godt. Perfekt at nyde til gode vine.

Auswahl für eine Person
Den første vin var en Riesling Kabinett fra Gut Hermannsberg. Det var egentlig ikke den vin, som jeg havde bestilt, men vinen fejlede bestemt ikke noget, så ingen brok fra os. Er måske mest til de tørre Riesling’er, men Gut Hermannsberg laver rigtig flotte vine. Og sjovt nok, så fik jeg faktisk også et glas vin fra Guts Hermannsberg sidste år, da jeg besøgte stedet. Tal om gentagelser.

Til hovedret bestilte Sara og Mikkel klassisk tysk, Original Wiener Kalbsschnitzel, mens jeg sprang på en Flammkuchen Tiroler Art med creme fraiche, gedeost og mere af det lækre silkeskårede skinke … her tilsyneladende med en skinke fra Tyrol i stil med lidt parmaskinke … hmmmm.

Flammkuchen Tiroler Art
Til at ledsage hovedretterne havde jeg håbet på lidt tysk Spätburgunder, men der var ikke en eneste på vinkortet. Sidste år havde jeg ellers fundet Cuvée Caroline fra Diel, men den havde de tilsyneladende ikke mere.

Jeg spurgte den venlige tjener, om hun ikke havde noget Spätburgunder … men hun fortalte, at hun kun havde Weiss- eller Grauburgunder. Jeg fandt i stedet en flaske Le Volte fra det store italienske hus Tenute dell’Ornellaia. Det skulle vise sig at være et fremragende valg. Hold nu op, hvor den både dufter og smager sindssygt godt.

På vinkortet stod der, at det var en årgang 2011 … men vi fik den i årgang 2012. Det er måske ikke helt topklasse, når vi snakker om en seriøs, flot og ellers helt fantastisk vinbar. På vinkortet, som kan findes på stedets hjemmeside, fremgår Schlossgut Diels Pinot Noir også fortsat, selvom den ikke fås i vinbaren.

Le Volte
Så små ridser i lakken. Det ødelægger dog ikke billedet af en super vinbar, fabelagtig menu … og et virkelig hyggeligt sted. Kan varmt anbefales, hvis du besøger hansestaden og bor i området omkring Rotherbaum.

Vi sluttede aftenen med en stor Bier Vom Fass og en Mojito på Sands Bar … en ungdommelig, total mørk og moderne cocktailbar, som nærmest ligger i den store blomsterpark, som grænser op til Rotherbaum og Messehallerne, hvor maratonløbet både starter og slutter.

Efter at ha’ tilbragt en lille times tid i mørket, så listede vi alle tilbage til hotellet … godt slidte, mætte, halvfulde og fyldte med indtryk fra en skøn dag.

Bringer dog sluttelig et par stemningsbilleder fra min dag i det tyske.

Hotel Bellmoor

Messehallerne starten på maraton

Neumanns

Hygge på Neumanns

Neumanns pålægsmaskine

Medalje

Vinanmeldelser

2012 Weingut Achim & Helmut Rieflin, Bischoffinger Enselberg Spätburgunder Trocken, Baden, Tyskland

Skriv en kommentar

Fredag er lig med Spätburgunder, og nu er selv konen begyndt at insistere på det. Så ingen vej udenom … der må åbnes en Spätburgunder, og det blev denne Bischoffinger Enselberg Spätburgunder Trocken fra Weingut Rieflin … eller helt præcis Weingut und Gutsschenke Achim & Helmut Rieflin.

Vinhuset med tilhørende Gutsschenke – som vel er et lille værtshus/restaurant, som de selv kalder et “Trotthisli” – er grundlagt af Rieflin familien helt tilbage i 1869 og har lige siden været i familiens eje. I dag er det far og søn, Helmut og Achim Rieflin, som driver det lille driftige foretagende og deres samlede 11,5 hektar vinmarker.

Vinhuset ligger i den lille by Vogtsburg i Bischoffingen. Det er i Kaiserstuhl området i Baden, ja faktisk ligger vinhuset på adressen Kaiserstuhlstraße 8. Og Rieflins vinmarker ligger lidt spredt i området omkring Vogtsburg , bl.a. i Bischoffingen, Bickensohl, Burkheim, Oberrotweil, Ihringen og Schelingen.

På markerne dyrker familien druerne Spätburgunder, Regent, Ruländer, Müller Thurgau, Solaris, Grauer Burgunder, Riesling, Weißer Burgunder, Rivaner og Muskat-Ottonell. Det giver basis for omkring 20-22 forskellige vine, som alle kan smages i værtshuset sammen med lidt tyske lækkerier som fx Flammkuchen, Küfersteak, Schnitzer, Elsässer Wurstsalat, Straußenpfännle mit weider.

Og alle vinene er til meget fornuftige priser … dyreste vin fra vinhuset koster 7,00€, og det er en Pinot Rosé Sekt. Husets Bischoffinger Enselberg Spätburgunder Spätlese Trocken im Barrique Gereift koster 6,50€, så denne Bischoffinger Enselberg Spätburgunder Trocken må vi så konkludere er lavet uden lagring på eg.

Jeg kan heller ikke finde mange informationer om vinen, så vi springer da bare fluks til at smage vinen. Duftmæssigt ikke den vilde, rustikke og animalske kostald, men derimod frugt … hindbær og et markant varmkrydret udtryk, suppleret med lidt hospital, plaster og en lidt skarp syre med peber.

I munden er der er også frugt, krydderier, men ellers lidt flad og ikke så sammenhængende. Der er let sødme i eftersmagen, og vinen vinder ved lidt tid i glasset og stigende temperatur. Bliver lidt mere rund og tilgængelig. Til prisen … sølle 37 kr., er det hele ganske fornuftigt. Nærmest vildt billigt.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 5,00€ … eller omkring 37 kr.

Rating 3/7 

Vinanmeldelser

2012 Domaine la Collière, Rasteau Esprit D’argiles, Rhône, Frankrig

Skriv en kommentar

Netop hjemkommet fra job … og konen har åbnet vin. Hmmm, havde egentlig lovet mig selv, at jeg ikke skulle smage vin denne uge. Vinen ser dog interessant ud (hvilken ukendt vin gør ikke det?), nemlig en Rasteau Esprit D’argiles fra Domaine la Collière a.k.a. Vigneron Georges Perrot, som holder til i netop Rasteau by.

Og den gode Georges Perrot har jeg tidligere mødt, nemlig i november 2013 til én af Jysk Vins store vinfestivaler. Dengang var han mødt op med hjælperen Guillaume Richarz, og vi smagte et par af husets vine. Meget sjovt.

Vinhuset er grundlagt i 2002 af Georges Perrot, men historien om Domaine la Collière startede egentlig 9-10 år tidligere. Georges kom ikke fra en vinfamilie, men det gjorde Delphine, som han blev gift med i 1993.

Og efter brylluppet, så startede Georges hurtigt med at hjælpe svigerfar i vinmarkerne, og de solgte så druerne til et lokalt kooperativ … som svigerfar havde gjort igennem utallige år. I 2002 besluttede Georges og svigerfaderen dog, at de ville leje et kælderrum og starte deres egen vinproduktion. De lejede sig ind i Andre Romeros gamle bygninger, dvs. det tidligere hovedkvarter for Domaine La Soumade, og så gik de ellers i gang.

Siden 2008 har Georges og Delphine selv drevet parrets i alt 25 hektar vinmarker med vinstokke, som er mellem 45 og 60 år gamle. Stokkene beskæres meget hårdt om vinteren for at få lavt høstudbytte, da Perrot ikke tror på værdien af Green Harvest. Druerne høstes manuelt og sorteres. Markerne er ikke økologiske … det koster kassen … men der bruges ikke ukrudtsmidler, og det har man ikke gjort i over 15 år.

Vinmarkerne er fordelt på over 25 små parceller, næsten udelukkende i Rasteau appellationen. Og de mange parceller giver en god variation med tre helt forskellige terroirs, nemlig enten med 1; galets (de store, runde sten) og rød ler i jorden eller 2; med den gule ler eller 3; med den berømte argile bleu (blå ler), som ofte giver nogle af Rasteaus fineste vine.

Georges Perrot sælger fortsat lidt af sin vin/druer til nogle af de store vinkøbmænd og det lokale kooperativ, men egenproduktionen bliver større og større. Han laver samlet 7-8 forskellige vine, bl.a. en Côtes du Rhône, en Côtes du Rhône Blanc, en Côtes du Rhône Cuvée Oublee samt 4 forskellige Rasteau’er; Rasteau Rouge, Rasteau La Fontaine, Rasteau Les Touilleres og denne Rasteau Esprit D’argiles.

Vinifikationen er traditionel. Der er total afstilkning af druerne. Gæringen varer 3 uger og finder sted mellem 28 og 30°. Modningen sker i cementtanke over to vintre. Vinene flaskes uden filtrering.

Denne Rasteau Esprit D’argiles har jeg ikke kunnet finde blendet af, men vil gætte på 80% Grenache og 20% Syrah, men det er et gæt. Vinen har sit navn efter jordbunden, idet Esprit D’argiles vel kan oversættes til noget i retning af “lerens ånd” eller “ånden fra den blå ler”. Vinen skulle efter sigende i denne årgang 2012 have opnået 92 Parker point.

I næsen er der Rhône/Provence krydderier, mejeri, yoghurt, støvet tørhed og blommer. Dejlig rustik og animalsk i næsen … og servér den gerne en anelse køligt, så kommer den animalske og landlige side virkelig frem. Hmmmm.

I munden er der fedme, fylde med blommer og masser af peber og andre … lidt skarpe … krydderier. En rigtig pebersvend … so to speak. Godt med tanniner … ganske fint. En smule kant og måske lidt rigelig alkohol, men overordnet fint indtryk. Giv endelig vinen godt med luft.

Forhandles herhjemme af Jysk Vin, men ikke fundet denne vin, som konen har modtaget som gave. Vil gætte på en pris omkring 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger