2011 Bodegas Valentin Bianchi, LEO Malbec, Mendoza, Argentina

2011 Bodegas Valentin Bianchi, LEO Malbec, Mendoza, ArgentinaMin yngste påstår hårdnakket, at der findes en troldmand over alle andre troldmænd. Vennerne kalder ham Leo, men hans fulde navn er Lionel Andrés Messi. Et lille fodboldmirakel fra Argentina … og hvorfor ikke læne sig op ad en sådan international succes?

Den har det argentinske vinhus Bodegas Valentin Bianchi luret, så de har selvfølgelig opkaldt én af deres vine efter deres fantastiske fodboldspiller. Med en etiket udformet som en trøje, selvfølgelig på den argentinske nationaldrue Malbec og med en autograf af Leo himself på bagetiketten.

Men også med en prisværdig mission, idet samarbejdet med Messi har betydet, at en del af overskuddet fra salget af vinen går til Leo Messi Fonden, der sørger for, at børn fra socialt belastede familier i Argentina kan få en uddannelse.

Bodegas Valentin Bianchi hører til blandt de ansete producenter i Argentina. Valentin Bianchis vine er utroligt populære – især i USA – og roses i høj grad af Robert Parker. Bodegaen er også et yndet turistmål, som hvert år besøges af ikke mindre end 100.000 turister.

Bodegas Valentin Bianchi er grundlagt i 1928 af Don Valentin Bianchi, som havde en drøm om at eje en lille vingård og selv lave vin. Den lille vingård han købte kaldte han “El Chiche”.

I dag er det imidlertid blevet en større historie, for nu omfatter vingården mere end 700 hektar vinmarker og salg af vinene i hele verden. Det er 3. generation af Bianchi familien som driver vingården i dag, nemlig Raúl, Sylvia og Valentín Bianchi samt Ricardo Stradella, og de har indrettet et supermoderne vineri  i Mendoza.

Vinmager på gården er Francisco Martinez, der har været på Bodegas Bianchi i mere end 30 år, samt Facundo Pereira.

Druerne til denne LEO Malbec høstes udelukkende fra vinmarken Doña Elsa, som også leverer druer til den vin, som hører til blandt én af Vinspecialisten/HJ Hansens storsællerter, nemlig den prisbillige Elsa, som sælges i tonsvis i forskellige afskygninger. Vinmarker ligger i Mendoza, 750 meter over havet. Her består undergrunden hovedsageligt af kalksten og sand, og vinmarken regnes – grundet sin høje beliggenhed – for en af de køligste i regionen San Rafael.

Mosten gæres ud på rustfrie ståltanke med en forholdsvis kort maceration på 7 dage, hvorefter vinen lagrer med egestave en måned inden den tappes på flaske og frigives til salg. Der laves årligt 35.000 kasser af denne vin.

Og en rigtig fyldig Malbec vin, som i næsen byder på lidt blommer, mørke bær, overmodne kirsebær, rosmarin, spidskommen, bark, sved, engelsk lakrids, men ikke af den søde slags … mere lakridsrod i stilen. Smagen er også mørk frugt, bløde tanniner, meget rund og ganske ligetil. Om det er et decideret klassemål kan vel ikke siges, men en lille scoring kan man vel godt tale om til tilbudsprisen.

Købt hos Vinspecialisten, pris 60 kr. på bud, normalpris er 90 kr.

Rating 4/7  

Har den 27. april 2017 igen smagt denne lille bandit og må sgu korrigere min opfattelse. Har sgu overratet vinen, som jeg ved 2. smagning fandt alt for sød, voluminøs og fed. 4 fede tommelfingre er sgu – ærlig talt – lidt i overkanten.  3 passer bedre.

Rating 3/7  

2013 Domaines Astruc, dA Classique Merlot, Languedoc, Frankrig

2013 Domaines Astruc, dA Classique Merlot, Languedoc, FrankrigHovedretten stod på lidt svinemørbrad … en kende tør, mens vinen stak helt ud, men desværre i den forkerte retning. Vinen er en dA Classique Merlot fra vinhuset Domaines Astruc … eller Château Teramas Astruc, som det også kaldes.

Vi er i Languedoc, og vinhuset ejes af det store vinhus Les Domaines Paul Mas, som er et af de store foretagender i den sydfranske region. Det ligger i Pézenas i Hérault-dalen i Languedoc og er et rigtigt familieforetagende … omend i stort omfang.

Vinhuset er grundlagt i 1892 af Auguste Mas og består i dag af 7 forskellige ejendomme, nemlig Château Paul Mas, Château de Crès Ricards, Château de Martinolles, Domaine de la Ferrandière, Mas de Tannes, Domaine Silène des Peyrals samt Château Teramas Astruc.

Koncernen drives i dag af Paul Mas og sønnerne Michel og Jean Claude. Og samlet driver de over 600 hektar vinmarker rundt om i hele Languedoc. Derudover har de dyrkningsaftaler med vinbønder for yderligere 1.312 hektar vinmarker, og laver dermed millioner af flasker vin hvert år, både AOC Lanquedoc og Vin du Pays d’Oc.

Foretagendets varemærke/logo er den myteomspundne hejre “Vinus”, som siges at foretrække egnens udmærkede druer frem for flodens fisk.

Ejendommen Château Teramas Astruc ligger 23 kilometer vest for den befæstede middelalderby Carcassonne, men har fortrinsvis deres vinmarker omkring Limoux ved foden af Pyrenæerne, et område som ligger en smule højere og køligere.

Der ejes i alt 50 hektar, men alene 25 hektar er tilplantet med vinstokke som Chardonnay, Marsanne, Mauzac, Chenin Blanc, Sauvignon, Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah og Pinot Noir.

Inden vi springer til smagsnoterne igen et foto af maden:

Svinemørbrad Svinemørbrad med en kartoffelrøsti, rødbede og lakridsovertrukket “et eller andet”, så NEJ … det er ikke brændt på. Indrømmet … det ser sådan ud og synes også tidens tendens med lakrisering af megen mad nogle gange tager total overhånd. Lakrids hører ikke nødvendigvis hjemme i alle retter.

Nå, men lad os komme til selve vinen, som er en Vin de Pays d’Oc, altså en landvin fra Languedoc. Den er lavet på ren Merlot og 25 % af vinen skulle efter sigende være lagret på nyere fade i 7 måneder.

Men det er sgu – ærlig talt – ingen nydelse, og til ellers god mad bør den vinøse standard sættes en tand højere. Næsen er uhhhhhh helt skæv med noter af lidt eg, krydderier, eucalyptus og har ikke megen frugt, men udsender nærmest en lidt kemisk aroma. Smagen bliver lidt i samme boldgade. Det er ganske vist blødt, sødt med okay tørhed, men det smager bare slet ikke godt … virker lidt skævt krydret og uden balance. Så tager man hellere en øl.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender som – som forrige vin – heller ikke. I udlandet handles vinen til en pris mellem 36-42 kr.

Rating 2/7   thumbthumb

2014 Bunker Bay, Chardonnay, South Australia, Australien

2014 Bunker Bay, Chardonnay, South Australia, AustralienSå er Houlberg sgu sat på skolebænken på jobbet … der skal bankes lidt rust af omkring ledelse. Men så bliver man jo forkælet med god mad og formentlig god vin. Kvaliteten på vinene er imidlertid på det jævne denne aften og første vin på vores kursusejendom er denne Chardonnay fra et vinhus, som ifølge etiketten kaldes Bunker Bay.

Der findes dog formentlig ikke et vinhus med navnet Bunker Bay, da vinen er flasket hos Zimmermann-Graeff & Müller GmbH, som ligger i byen Zell i det dejlige Mosel. Men druerne skulle efter sigende komme fra området South Australia i Australien. Om det er fra Barossa, Adelaide, McLaren eller andre af appellationer i området, ja det vides imidlertid ikke.

Men faktum er, at det er australsk Chardonnay, flasket i Mosel i Tyskland og solgt kunder under det fiktive navn Bunker Bay … uden sammenligning med et oliefirma fra Aalborg, som endte deres dage noget så forskammeligt.

Zimmermann-Graeff & Müller GmbH er grundlagt tilbage i 1886 af Jacob Zimmermann, men drives i da af 4. generation i form af den nuværende ejer Johannes Hübinger. Og det er ét af Tysklands store vinfirmaer, som laver vin fra både Tyskland, resten af Europa og derudover fra en række oversøiske lande.

Og ja … det er et stort firma. I 2011 omsatte det fx ikke mindre en 149 millioner euro, og laver dagligt … jeg siger dagligt 500.000 flasker vin samt 120.000 liter BIB, altså Bag-In-Box vine. Med andre ord et ganske stort foretagende.

Og her har vi så en af husets designvine, som måske er lavet til det danske marked. Ifølge etiketten er den importeret af Sigurd Müller Vinhandel i Ålborg … måske lidt udenfor deres normale sortiment, men sådan er det vel nogle gange?

Vi fik vinen sammen med en lille fiskesuppe … hvori der skam også lå en enkelt kammusling. Måske lidt – hvis man skal ha’ den kritiske hat på – til sparsommelige side, men ellers smagte ganske godt. Vi bringer da også fluks et foto af forretten:

Fiskesuppe med en kammuslingSmuk og dejlig fiskesuppe … Thumbs Up, men come on … én sølle kammusling virker sgu lidt fesen.

Lad os kigge på smagsnoterne til vinen, som i næsen byder på lidt honningmelon, fersken samt en virkelig tropisk fedme og ellers er let aromatisk. I munden er vinen sød, meget easygoing og efterlader ikke voldsomt indtryk. Smagen slutter lidt krydret og svagt ubalanceret og efterlader et lidt kedeligt og ufokuseret indtryk.

Forhandles formentlig af Sigurd Müller Vinhandel, men pris kendes ikke.

Rating 2,5/7  thumbthumbhalf_thumb

2013 Domaine le Clos du Caillou, Côtes du Rhône Les Quartz, Rhône, Frankrig

2013 Domaine le Clos du Caillou, Côtes du Rhône Les Quartz, Rhône, FrankrigTirsdag er en god ugedag … der slutter arbejdet (næsten) altid med et lille glas vin, og denne tirsdag blev det denne Côtes du Rhône Les Quartz fra Domaine le Clos du Caillou. Herlig saftig sag fra et vinhus, hvorfra vi jo tidligere har smagt en række fremragende vine.

Domaine le Clos du Caillou, som ligger ved byen Courthézon, nordøst for Châteauneuf-du-Pape. Det er et område, hvor jorden er fyldt med sand og store rullesten, hvilket man allerede fornemmer, når man kigger på den enkle, men ganske fine etiket på vinen.

Vi er nærmest i hjertet af Châteauneuf-du-Pape, så man har det perfekte udgangspunkt for at fremstille stor Châteauneuf-du-Pape. Det har da også været målet, siden familien Pouizin og Vacheron stiftede domainet i 1956.

Domainet består i alt af 54 hektar vinmarker, hvoraf de 9 hektar er beliggende i Châteauneuf-du-Pape. I princippet kunne de resterende 45 hektar også godt have været indlemmet i Châteauneuf-du-Pape, da de kun er adskilt fra distriktet af et gammel stengærde. Historien fortæller dog, at den daværende ejer Elie Dussaud ikke ville betale de afgifter, som en ophøjelse af jordene til Châteauneuf-du-Pape krævede i 1923, og at det er derfor, jordene kun bærer status af Côtes du Rhône.

Indtil 1996 blev ejendommen drevet af Claude Pouizin, der frem til 1993 solgte en del af avlen til negocianter i området. Da Claude – efter 40 års hårdt arbejde med at opbygge domænet – ønskede at gå på pension, så var det kun Sylvie, den yngste af hans tre døtre, der var interesseret i at overtage domænet. Så i 1996 overlod han stedet til datteren Sylvie og svigersønnen Jean-Denis Vacheron.

I 1996 flyttede parret sammen med deres to børn, den 2-årige datter Marilou og den nyfødte søn Axel til Clos du Caillou og overtog domænet. Jean-Dennis stammede fra en vinbondefamilie, som driver Domaine Vacheron i Sancerre, så han havde allerede vin i årene og masser af nye idëer, som kunne anvendes på vingården i Rhône.

Generationsskiftet betød derfor, at ejendommens vine fik et vældigt kvalitetsløft. Vinskribenter – især i Amerika – berømmede hans indsats, og eksporten til Amerika steg voldsomt. I marts 2002 omkom Jean-Denis Vacheron imidlertid i en tragisk trafikulykke, så i dag drives ejendommen af hans kone Sylvie. Hun har allieret sig med dygtige folk, bl.a. Bruno Gaspard – tidligere Chateau Trignon – og ønologen Philippe Cambie, som jeg jo også har skrevet om en del her på bloggen. Bruno er i praksis den daglige leder på domænet og opfattes nærmest som et familiemedlem.

Begge Sylvies børn har gennemgået en uddannelse, der godt ville kunne bruges på domænet i fremtiden. Axel har en BTS Viticulture Oenologie fra Lycée Frédéric Bazille Agropolis i Montpellier, og Marilou en uddannelse fra IESEG School of Management i Lille

Markerne på Domaine le Clos du Caillou er certificeret Agriculture Biologique (AB) siden 2010. AB mærket er Frankrigs svar på Ø-mærket, dvs. en økologisk vin, men det er faktisk meningen, at Domaine le Clos du Caillou vil fortsætte kursen mod biodynamisk certificering.

Her har vi husets Côtes du Rhône Les Quartz, som i denne årgang 2013 er lavet på 85% Grenache og 15% Syrah. Grenache druerne kommer fra en mark lige op til marken Les Cassanets, som jo leverer druer til en af husets Châteauneuf-du-Pape Les Quartz. Vinstokkene er plantet tilbage i 1956-58 og jorden har selvfølgelig – som Les Cassanets – godt med rullesten. Syrah druerne kommer fra marken Les Bédines, hvor stokkene er fra 1979. Høstudbytte ligger også meget beskedent med 19 hektoliter pr. hektar.

I kælderen sker gæringen i store betontanke med en macerationstid på samlet 30 dage. Modningen af Grenache druerne sker først 11 måneder i barriques og derefter 5 måneder i store foudres. Syrah druerne er modnet i demi-muids på 600 liter i 16 måneder.

I det er sgu et sandt lille kraftværk med en dyb, rustik og landlig næse … vi snakker mødding, mejeri, flæsk, røget kød, blommer, figner, mørk frugt, After-Eight mint-chokolader … en smule flint eller en form for mineralitet samt lidt søde krydderier. Virkelig en tæt, dyb, lækker og imødekommende aroma med klare Rhône karakteristika.

I munden er der godt med mørk, frisk frugt, en fin mineralitet sammen med blødhed og fylde. Der er frugt, peber, klare … men afrundede tanniner og en fin afbalanceret syre. Smagen er lidt introvert … ka’ man sige det om en vin? Men den vender sådan lidt indad … lukket uden at være helt lukket, men lidt sin egen. Giver det mening? Men lækker Côtes du Rhône.

Købt i Vinspecialisten, pris 210 kr. Det er selvfølgelig en slat for en Côtes du Rhône, men den slår dog mange Châteauneuf-du-Paper, og derfor er prisen vel egentlig ganske fair.

Rating 5/7 

2007 Union de Producteurs de Saint-Émilion, Grande Arche Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2007 Union de Producteurs de Saint-Émilion, Grande Arche Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigNogle gange skal man lytte til sit hjerte … men denne Grande Arche Saint-Émilion Grand Cru lå øverst på én af hylderne i vinkøleskabet, så hvorfor ikke bare nuppe den? Og så er der ikke langt fra tanke til handling, og inden konen kan nå at stave til Bordeaux, så var proppen oppe.

Og det ser jo også fint ud … flot, klassisk etikette med guld, en store bue eller hvælving, som symbolsk også illustrerer vinens navn Grande Arche Saint-Émilion Grand Cru. Men der er nu ikke tale om et af de store og flotte vinslotte, som Bordeaux er så rig på.

Vinen kommer nemlig fra et kooperativ ved navn Union de Producteurs de Saint-Émilion, som holder til på adressen Lieu-dit Haut Gravet i den UNESCO bevaringsværdige middelalderby Saint-Émilion og netop blandt mange rigtige vinslotte.

Og det kan man just ikke sige om kooperativets ejendom, som er en lang, grå kontor- og fabriksbygning, hvor der laves masser af vin og under en masse forskellige brands.

Selve kooperativet er grundlagt helt tilbage i 1931, hvor initiativtageren og agronomen Robert Villepigue kom med den dengang meget innovative idé, at man skulle slå pjalterne sammen i oprettelse af et kooperativ for at stå stærkere i den daværende økonomiske krise i 1930’erne. Robert Villepigue har selv Château Figeac fra 1905 til 1928 og købte også senere Château Cadet Piolat.

I starten var det alene 6 vinavlere, som indgik i kooperativet i 1931, og de lavede i fællesskab deres første vin i 1932, og har nu i over 80 år produceret vin fra dets omkring 170 medlemmer. Medlemmer kommer fra alle AOC Saint-Émilion områderne; Saint-Émilion, Saint-Christophe-des-Bardes, Saint-Etienne-de-Lisse, Saint-Hippolyte, Laurent-des-Combes, Saint-Pey-d’Armens, Vignonet og Saint-Sulpice-de-Faleyrens.

Union de Producteurs de Saint-Émilion producerer i dag vin fra mere end 800 hektar vinmarker i Saint-Émilion, hvilket er lidt mere end 12% af hele produktionen i AOC Saint-Émilion. Vinene markedsføres under en lang række navne, både som slotsvine og vine, som blot sælges under et navn/brand, som fx denne Grande Arche Saint-Émilion Grand Cru. Omkring 56% af produktionen betegnes som slotsvine.

Der laves omkring 5 millioner flasker vin på kooperativet … og ikke mindre end 8.000 flasker i timen. Bare i perioden 2000-2003 investerede kooperativet 15 millioner €, så der er tale om en virkelig stor forretning.

Nå, men denne Grande Arche Saint-Émilion Grand Cru er lavet på Merlot, Cabernet Sauvignon samt Cabernet Franc. Hoveddruen er Merlot og årgang 2007 er nok en af de ringere årgange de seneste år.

I næsen er der solbær, fin tørhed, let muldjord, lidt eucalyptus og mynte, champignon, men syren virker lidt skarp, ung og indelukket. I munden er vinen stram, syrlig … nærmest med ribs voldsomme og sure tanniner … virkelig en stram tante. Det er sgu ikke lige mig.

Forhandles forskellige steder, og også set i supermarkeder, pris omkring 99 kr.

Rating 3/7 

2013 Hess Wines, Hess Select Monterey Chardonnay, Californien, USA

2013 Hess Wines, Hess Select Monterey Chardonnay, Californien, USANogle gange kan fuldfed, oversøisk Chardonnay være lige dét, som man trænger til … og ugen bød faktisk på sådan én af slagsen, nemlig denne Hess Select Monterey Chardonnay fra Hess Wines aka. Hess Family Wine Estates, som ejer vingårde flere steder i verdenen.

Det var reelt Johann Heinrich Hess, som grundlagde grundstenen til vinhuset i 1844, da han startede et stort ølbryggeri i Bern i Schweiz. Og i mere end 100 år var det øllet, som var familiens levevej, og grundlæggeren blev efterfulgt … først af sønnen Albert Hess og senere af dennes søn Hektor Albert Hess.

Hektor Alberts søn Donald Hess – og dermed 4. generation – overtog i en ung alder af 20 år foretagendet, da hans far døde. Donald udvidede forretningen i begyndelsen af 1960’erne ved at sælge vand på flaske ved etableringen af Valser Water, som blev landet førende virksomhed indenfor mineralvand.

Donald var som forfædrene en pioner og fulgte altid sit hjerte. Og da han interesserede sig for både kunst og vin, så købte han i 1978 sine første vinmarker ved Mount Veeder i Napa Valley i USA. I løbet af nogle få år fik han samlet opkøbt 365 hektar, som han efterfølgende tilplantede med vinstokke.

I 1986 lejede han samtidig også både vingård/vineri og yderligere marker fra The Christian Brothers, en af Californiens største vinproducenter, grundlagt tilbage i 1930. Med i lejen fulgte også 125 hektar vinmarker, herunder den historiske vinmark Brother Timothy vineyard. Og Donald Hess gik straks i gang med en renovering af det 13.000 kvadratmeter store vineri til både fornyet vinfremstilling, men også til hans personlige moderne kunstsamling, som blev åbnet for offentligheden i 1989.

Og siden har mineralvandskongen Donald Hess fortsat med opkøb af vingårde, således Hess Family Wine Estates i dag omfatter vingårde rundt om i verdenen. Koncernen tæller bl.a. Amalaya samt Colomé i Calchaqui Valley i Argentina, The Artezin Winery, Sequanas Vineyards samt MacPhail Family Wines i Californien og Glen Carlou Winery i Paarl regionen i Sydafrika.

Og så selvfølgelig vinene fra det første køb ved Mount Veeder i Napa … og disse vine sælges under navnet Hess Wines eller The Hess Collection. Så i dag er Donalds forretning lidt af et større vinimperium. Og ved alle vingårde har Donald Hess også bygget kunstmuseer … ud fra hans vision om at sælge forretning med kreativitet og kultur.

I dag er forretningen fortsat ejet af Hess familien, men Donald Hess gik på pension i 2011 og overlod ledelsen til 5. generation i form af Timothy Persson. Han styrer nye den verdensomspændende koncern, mens produktion af vinene i The Hess Collection er lagt i hænderne på vinmageren Dave Guffy, som også står bag denne Hess Select Monterey Chardonnay.

Druerne kommer fra den 143 hektar store vinmark Shirtail Creek Estate Vineyard ved Monterey. Vinen er lavet på både store, neutrale egetræsfade og ståltanke, helt præcis er 44% lavet i egetræsfade og 56% på ståltanke. Derefter har vinen lagret 8 måneder på egetræsfade, heraf 30% nye. Med andre ord en Chardonnay, som har fået pænt med fad.

Og det er lækkert opulent med fersken, ananas, modne pærer, ristede hasselnødder samt en let krydret note. I munden der er fedme … ikke alt for voldsomt, men en attraktiv god krop med svag spændstighed, lidt opulent men fortsat med syre, friskhed og krydderier.

Fået på restaurant, og ikke fundet hos en forhandler herhjemme. På producentens europæiske webshop koster vinen 18 Schweizer Franc … hvilket svarer til omkring 122 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Weingut Petri, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Petri, Spätburgunder, Pfalz, TysklandHvis en udrejse kræver proviant … så må en hjemrejse vel også kræve ditto proviant? Så til hjemturen fra vores gourmet- and winetour købte jeg en flaske Spätburgunder på Løve’s Bog- & VinCafé. Hva’ fanden … det var jo fredag og Per fik fremskaffet et par papkrus i DSB-kiosken. Ready og set to go.

Så mens det jyske landskab rullede mørkt forbi udenfor, så sad vi 3 ældre, halvbeduggede herrer således i De Danske Statsbaners majestætiske IC3 og nød denne flaske Spätburgunder fra Weingut Petri i papkrus, som ganske passende kunne holde vinen tilpas kølig.

Weingut Petri holder til i byen Herxheim am Berg i Pfalz på Weinstraße 43, og drives af familien Petri, som har været vinbønder der siden 1655, hvor de emigrerede fra den tyrolske Ötztal dal og slog sig ned i Pfalz som bødkere. Efter nogle tid begyndte de imidlertid at producere vin.

Og det er et rigtigt familieforetagende, hvor forældrene Sigrun og Gerd Petri får hjælp af deres to sønner, herunder den ældste Maximilian, som hjælper med produktionen i kælderen. Samlet har familien 21 hektar vinmarker, og de bedste marker er Herxheimer Himmelreich, Honigsack og Kallstadter Saumagen.

Der dyrker familien Petri sorter som Müller-Thurgau, Silvaner, Riesling, Weißburgunder, Scheurebe, Gewürztraminer, Grauburgunder, Chardonnay samt de røde Portugieser, Dornfelder, St. Laurent, Merlot, Spätburgunder, Frühburgunder og Cabernet Cubin. Det bliver til en samlet årsproduktion på omkring 180.000 flasker.

Til vingården hører også en restaurant, som drives af Gerds søster og svoger Margrit og Volker Kuntz. De byder selvfølgelig på ægte Wienerschnitzel, Pfälzer Rumpsteak samt masser af husets egne vine.

Nå, men her har vi altså huset Spätburgunder, hvor druerne kommer for forskellige marker. Den er lagret på egetræ, men hvor lang tid kan jeg ikke se. En del af flaskerne eksporteres, bl.a. til det engelske marked, hvor huset benytter det mere internationale navn Pinot Noir på etiketterne, men på denne står det helt traditionelt … Spätburgunder Trocken.

I papkruset fortabte vinens farve sig, men så bestemt ud til at være til den lette side. I næsen er aromaen dog en tak mørkere, nærmest med en mørk, sød stald, sød engelsk lakrids, kirsebær, lidt nelliker, våde fade og virker både rund og blødhed i udtrykket. I munden er der til gengæld en ganske svær syrlighed, måske lidt endimensionel … men ellers meget let drikkelig. En okay vin.

Købt på  Løve’s Bog- & VinCafé. Pris på caféen er 200 kr., men kun 70 kr. når den skal med hjem. Og det skulle denne. Herlig billig pris. På vingården er prisen da også beskedne 5,60€ … hvilket er omkring 42 kr.

Rating 4/7 

2010 Domaine Philippe & Vincent Jaboulet, Crozes-Hermitage, Rhône, Frankrig

2010 Domaine Philippe & Vincent Jaboulet, Crozes-Hermitage, Rhône, FrankrigLøve’s Bog- & VinCafé i Århus har 211 forskellige vine på deres vinkort, og én af disse er denne Crozes-Hermitage fra vinhuset Domaine Philippe & Vincent Jaboulet, som ligger lige syd for byen Mercurol i den nordlige del af Rhône … et langt fra Rhône floden og vel små 10 kilometer nord for Valence.

Vinhuset drives af far og søn … Philippe og Vincent Jaboulet, som tidligere var en del af familiens vinhus Domaine Paul Jaboulet Aîné, som blev grundlagt af Jaboulet familien tilbage i 1834 og var i familiens eje frem til 2006, hvor det blev solgt til den schweiziske finansmand Jean-Jacques Frey, som også ejer Chateau La Lagune i Bordeaux og en del af Champagnehuset Billecart-Salmon samt en del af cognachuset Léopold Gourmel.

Domaine Paul Jaboulet Aîné fik efter den daværende ejer Gérard Jaboulets pludselige død i 1997 en vanskelig tid. De 4 børn Michel, Jacques, Philippe og Odile Jaboulet var tynget af de skrappe franske arveafgifter, og det endte således med et salg i 2006, da ingen af børnene selv kunne drive vinhuset videre.

Philippe havde arbejdet 30 år som vinmager på Domaine Paul Jaboulet Aîné, men startede i 2006 efter frasalget af familiens vinhus sit eget vinhus sammen med sønnen Vincent. Han er også uddannet ønolog, og har efter endt uddannelse studeret og arbejdet med vin i både Frankrig og Australien. Han er 5. generation af Jaboulet’erne.

Domaine Philippe & Vincent Jaboulet har vinmarker i både Crozes-Hermitage, Hermitage og Cornas appellationerne. I Crozes-Hermitage har man 27 hektar vinmarker, hvoraf de 11,5 hektar var marker, som oprindeligt tilhørte Domaine Paul Jaboulet Aîné og indgik som en del af handlen. I Hermitage har man 1,3 hektar og i Cornas ligeledes 1,3 hektar.

Her har vi husets almindelige Crozes-Hermitage, som er den vin, som der produceres flest af på vingården. Den har ganske vist en storesøster Crozes-Hermitage Nouvelére. Det er selvfølgelig 100% Syrah, men ellers har jeg faktisk ikke rigtigt nogle oplysninger omkring selve produktionen af vinen. Så vi springer da bare til mine smagsindtryk.

I næsen er der flæsk, bacon, ganske modne frugter, rosiner, blommer, læder, eucalyptus, Weber grill og kul. I smagen er vinen meget frisk, godt med syrlighed, ribs, kirsebær, virkelig grøn og stram med noter fra egetræ. Mangler måske lidt finesse og balance.

Købt på Løve’s Bog- & VinCafé til 325 kr., men koster Uvinum 187,19 kr.

Rating 4/7 

2014 Domaine des Sablonnettes, Fleur d’Erables, Loire, Frankrig

2014 Domaine des Sablonnettes, Fleur d’Erables, Loire, FrankrigSidste vin på Pondus for en uge tid siden – ja, jeg er langsom til at få opdateret – var denne Fleur d’Erables fra den lille vinhus Domaine des Sablonnettes, som ligger ved den lille by Rablay-sur-Layon i hjertet af appellationen AOC Coteaux du Layon i Loire.

Vinhuset drives af ægteparret Jöel og Christine Ménard, som overtog domænet i 1982 efter Jöels far, som selv havde grundlagt huset i midten af 1960’erne. Han var oprindelig bødker, men havde opkøbt 8 hektar vinmarker, hvorfra han dyrkede og producerede vin.

Jöel uddannende sig egentlig til elektromekaniker, men da han var vokset op med vin, så det endte med, at han sammen med hustruen Christine overtog den fædrene vingård og for alvor kastede sig over vinproduktion.

Og siden har ægteparret bygget vingården op og samtidig opkøbt yderligere vinmarker, så det samlede areal vinmarker i dag udgør 12,5 hektar. Der dyrker parret sorterne Cabernet Franc, Grolleau, Gamay og Chenin Blanc og omlagde i 1991 produktion til økologisk drift og i 1996 videre til biodynamisk drift.

De har også i 1999 købt en ældre og større ejendom, som nærmest ligger i centrum af deres marker, som består af mange små parceller, som ligger godt spredt i Rablay. Huset er efterfølgende restaureret efter de bedste biodynamiske principper, og samtidig byggede de også en vinkælder af biodynamisk materiale – og selvfølgelig blev placeringen fastlagt ved hjælp af en geobiolog.

Det var under byggeriet, at Christina og Joël lagde mærke til de specielle ugler, der fløj rundt om aftenen og natten i området. Hvad var så mere naturligt, end at lade disse være symboler på domainet og på etiketterne? Uglen er symbol på visdom og clairvoyance … en filosofi, som man på Domaine des Sablonnettes forsøger at efterleve i både arbejdet og relationerne med andre.

Etiketterne varierer fra vin til vin, men de er alle udført af den lokale kunstmaler Denis Huneau, som til daglig huserer i sit galleri i Moze i Loire.

Allerede tilbage i 1989 begyndte Jöel Ménard de første forsøg med søde vine og likører, og de faldt så heldige ud, at man på Les Sablonnettes siden har holdt ved og løbende eksperimenteret videre. Det er denne Fleur d’Erables et godt eksempel på. Vinen er lavet på 100% Chenin Blanc fra marker omkring Rablay.

Druerne høstes meget sent, hvor der begynder at vise sig tegn på Botrytis og derfor indeholder godt med sukker til potentielt 15-16% alkohol. Efter en langsom og lang presning for at få alle smagsstoffer med, vinificeres mosten og vinen lagres på ældre fade. Og det giver en fin lille dessertvin, som i næsen byder på let oxyderede æbler, hvide frugter, sødme, honning og en smule ristede nødder. Smagen er cremet, men alligevel frisk og lækker med sødme, nærmest flødeskum-lethed, æbler, honning, svag citrus og meget let tilgængelig.

Forhandles af Vinspecialisten og VildMedVin, hvor prisen er 250 kr.

Rating 4,5/7 

2012 Ortas Cave de Rasteau, Tradition Rasteau Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2012 Ortas Cave de Rasteau, Tradition Rasteau Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigMed næste vin er vi hos kooperativet Ortas Cave de Rasteau, også kaldet Cave des Vignerons de Rasteau, og de holder selvfølgelig til i byen Rasteau. De er den absolut største producent i Rasteau og vinen er deres Tradition Rasteau Côtes du Rhône Villages.

Ortas Cave de Rasteau er grundlagt tilbage i 1925 og medlemskredsen omfatter i dag omkring 180 vinavlere i området. Samlet får kooperativet druer fra omkring 700 hektar af appellationens Rasteau, hvilket således er en pæn slat af appellationens samlede 1.200 hektar.

Men vinene fra Rasteau omfatter kun 55% af kooperativets produktion, idet der også laves 35% almindelig Côtes du Rhône samt 10% Côtes du Rhône Village. Vinmarkernes gennemsnitlige alder er omkring 40 år, men 15% af markerne er beplantet før 1914, hvilket er ganske imponerende.

Cave de Rasteau har været forgangsmænd for en relancering af den ellers tidligere så traditionelle lokale vin Rasteau VDN (Vin doux naturel). Før 1950 var de søde Rasteau vine populære og særdeles anerkendte, men siden hen er vinene desværre stort set gået i glemmebogen. Dette har nu ændret sig, og Rasteau VDN er igen ved at komme på mode.

Den ansvarlig vinmager på kooperativet er Alexis Cornu, som er opvokset i Bordeaux og selv kommer fra en familie af vinproducenter. Han har dog altid haft en meget videnskabelig tilgang til vinproduktion og er da også taget en bachelorgrad i biologi, geologi og miljø i Tyskland i 1996.

Derefter har han studeret på universitetet i Bordeaux, hvor han dimitterede i 1997 med master indenfor miljø efterfulgt af uddannelse som ønolog fra universitetet i Montpellier. Han har inden jobbet som ansvarlig vinmager på Cave de Rasteau arbejdet som vinmager i både Bordeaux og Australien.

I dag opererer han i et topmoderne vineri, som kooperativet byggede i 2008. Forinden havde man også strømlinet produktionen med vinserien Ortas, som i dag også indgår i navnet på kooperativet.

Ortas brandet er markedsført, således kunderne nemmere kan genkende vinene fra kooperativet. Navnet er en slags anagram, hvor bogstaverne OR betyder guld, og de sidste AS betyder es, mens T bare står i midten og holder det hele. Men udover vinene med Ortas navnet, så produceres også en række vine som Domaine de Pisan … en lille vingård på 15 hektar, som kooperativet købte i 2006.

Denne Tradition Rasteau Côtes du Rhône Villages er produceret på 40 år gamle vinstokke fra en lille mark, beliggende på en bjergskråning belagt med de karakteristiske galets roulés småsten, som dækker store arealer i Rasteau og Châteauneuf-du-Pape. Vinen er lavet på 70% Grenache, 20% Syrah og 10% Mourvèdre. Alle druer høstes manuelt, hvorefter de afstilkes. En lille portion af mosten lagres på træfade, mens hovedparten lagrer på de traditionelle cementtanke.

Lad os se på smagsnoterne, hvor vinen duftmæssigt byder på peber, mørk frugt, fed bacon, fugtige fade, nødder … eller noget ristet, lidt kaffe og måske endda også lidt tobak samt krydderier. I munden er der også krydret fint med bacon … og hvem kan ikke li’ det? Derudover er der lidt kirsebær … egentlig meget frisk frugt, godt med sødme og fylde, krydderier og let peber i eftersmagen.

Forhandles af flere, bl.a. Sigurg Müller Vinhandel, DM Vine m.fl, og koster varierer mellem 85-98,50 kr.

Rating 4/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger