Tag-arkiv: 5½

N.V. Cave Vinicole de Hunawihr, Calixte Crémant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

N.V. Cave Vinicole de Hunawihr, Calixte Crémant d’Alsace Brut, Alsace, FrankrigNæste Crémant d’Alsace blev én af smagningens bedste … en Non Vintage Calixte Crémant d’Alsace Brut fra kooperativet Cave Vinicole de Hunawihr, som vi efterhånden mange gange er stødt på her på Houlbergs Vinblog.

Kooperativet ligger selvfølgelig i Hunawihr og er grundlagt i 1954. På dette tidspunkt eksisterede der ikke så mange caves coopératives – kun 3-4 stykker. Vinavlerne fra Alsace solgte således deres produkter selv eller via vingrossister. I 1954 var vinbønderne i krise, mens de store vingrossister provokerede et prisfald ved ikke at aftage de mængder druer, som de plejede.

For at kæmpe mod den situation og lignende fremtidige situationer var der nogle vinavlere fra Hunawihr, der besluttede at skabe et cave coopérative … et kooperativ, så de selv kunne sikre deres afsætning i fremtiden.

Cave Vinicole de Hunawihr er vokset fra 90 hektar vinmarker i begyndelsen til over 200 hektar i dag. Og der dyrkes bl.a. følgende druesorter: Chasselas, Sylvaner, Riesling, Muscat, Tokay Pinot Gris, Gewurztraminer, Pinot Blanc og Pinot Noir.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr arbejder de meget med kvalitet, og man forsøger således at integrere dette begreb i alle områder af vinavlen og -fremstillingen. I vinmarkerne følges kvalitative normer med hensyn til druesorter, beplantningstæthed, og beskæring.

Vinmarkerne kontrolleres løbende, og man sprøjter kun med kunstige midler i nødvendigt omfang. Cave Vinicole de Hunawihr laver bl.a. også en fremragende, mousserende Crémant d’Alsace: Calixte, som er fremstillet efter champagnemetoden … og det jo netop den crémant, som jeg nu har fået i glasset.

Calixte Crémant d’Alsace Brut er opkaldt af paven Pape Calixte, der i 1123 forsvarede Hunawihr ved at sætte en stopper for de stigende skatter. Vinen er lavet på et skønt blend af Chardonnay, Pinot Blanc, Pinot Gris og Auxerrois Blanc. Efter den første alkoholiske gæring er andengæring sket på flaske i omkring 18 måneder inden degorgeringen.

Det dufter sgu godt … meget indbydende med pærer, nødder, toastbrød, fennikel og måske også lidt blomster. Alt er fint balanceret i aromaerne, meget præcis, elegant med lidt kalkede elementer, medium friskhed og tilsvarende modenhed.

I munden minder det virkelig om en tør champagne … tætte, små bobler, men afdæmpede og på ingen måder aggressive. Der er noget storslået over smagen, igen svagt lidt nødder, men ellers er det citroner, lemon, grønne æbler, modne pærer … uha, den kan jeg vitterlig godt lide. Det er bestemt en Crémant d’Alsace, som fortjener et pænt selskab, en glad aften og lidt smuk latter.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Vincent Dancer, Bourgogne Blanc, Bourgogne, Frankrig

2017 Vincent Dancer, Bourgogne Blanc, Bourgogne, FrankrigJeg fik denne Bourgogne Blanc fra Vincent Dancer fra Tovgaard brødrene, som virkelig begge er super bourgogne freaks. Claus mente, at Vincent Dancer nok er én af de allermest spændende producenter i Bourgogne i øjeblikket.

Vincent Dancer er selv vokset op i Alsace og har efter sin far arvet to store passioner, nemlig en kærlighed til vin og foto. Han havde lige færdiggjort sit studie i ingeniørvidenskab, da hans far en dag forslog Vincent at bruge lidt tid i Bourgogne, hvor hans familie ejede nogle vinmarker, der var udlejet til nogle fætre.

Vincent blev omgående hooked på idéen og besluttede sig at bosætte sig i Chassagne-Montrachet og blive vinproducent fra de i alt små 5 hektar vinmarker. Så i 1996 grundlagde Vincent sit vinhus og lavede det første år beskedne 4.000 flasker, men i dag ligger årsproduktionen på 20.000 flasker.

Selvom Vincent Dancer er en beskeden mand, så er hans vine i dag velkendt af restauratører og vinelskere, så vinene er så efterspurgte, at de sælges på allokation og derfor svære at skaffe.

Vincent driver sine marker økologisk certificeret og var endda den første producent til at gøre dette i Chassagne. Hans stil er meget sin egen … ret individualistisk med magre, lyse, salte vine, som helst skal være en afspejling af terroiren … fra rig, upålidelig Meursault Perrieres til den skarpt friske Chassagne Tete-du-Clos.

Her er det Vincents hvide basisvin, hvor druerne kommer fra 2 forskellige vinmarker … én i Meursault plantet i 2001 samt én i Puligny-Montrachet plantet i 1990.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, ingen tilsætninger af nogle slags, naturlig malolaktisk gæring og ingen bâtonnage, Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på egefade, heraf 20% nye fade. Først derefter samles de forskellige fade i ståltanke, hvor vinen så lagrer 5-6 måneder inden aftapning på flaske uden klaring eller filtrering. Der er fremstillet 3.300 flasker af denne vin i 2017.

Sikke en dejlig smørfed og nærmest olieret næse. Den har en lækker hvalpefed note, smørblomst, mælkebøtter, masser af fadpræg med ristede aromaer, hasselnødder, valnødder og cashewnødder, nogle saltede mineraler, citrus, mandariner, lemon, søde æbler, røg og en smule vanilje.

Smagen er også cremet og olieret, mens frugten er langt renere, mere klar og direkte end forventet. Der er syrlige æbler, stikkelsbær, citronolie, knuste sten, vanilje fra fadene … tæt og intens med en fin stenet finish. Det er sgu en elegant vin og skræmmende højt niveau for en almindelig Bourgogne Blanc.

Vinen er købt på vingården og prisen kender jeg ikke. Tak til Tovgaard brødrene for vinen.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Tenuta Sette Ponti, Crognolo Limited Edition 20th Anniversary, Toscana, Italien

2016 Tenuta Sette Ponti, Crognolo Limited Edition 20th Anniversary, Toscana, ItalienDet er en tilsnigelse, når jeg skriver, at denne Tenuta Sette Ponti Crognolo Limited Edition 20th Anniversary er en årgang 2016. Det er forkert, for denne jubilæumsudgave er nemlig lavet af fade fra de 3 top-år 2013, 2015 og 2016.

Vinhuset Tenuta Sette Ponti er vi før stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog, nemlig da vi smagte husets topvin Oreno … en lille supertoscaner. Det er en ældre, storslået ejendom, der ligger i et fjernt og uspoleret område af Chianti meget tæt på Castiglion Fibocchi og Arno-floden mellem Firenze og Arezzo.

Vingården har tidligere tilhørt medlemmer af den italienske kongefamilie, men har siden 1950’erne været ejet af Moretti Cuseri familien. De første 60 hektar marker købte Alberto Moretti Cuseri direkte af prinsesserne Margherita og Maria Cristina af Savoy-Aosta.

Navnet Tenuta Sette Ponti er en henvisning til de syv berømte middelalderlige broer, der krydser Arno-floden mellem Arezzo og Firenze. Den mest berømte af dem broerne, nemlig Ponte Buriano, kan i øvrigt ses i baggrunden af Leonardo da Vincis verdenskendte maleri af Mona Lisa.

Det er i dag Antonio Moretti Cuseri som driver det store gods, der i dag er på 300 hektar jord, hvoraf 54 hektar er vinmarker.  Antonio overtog godset fra sin far i slutningen af 1990’erne og begyndte straks efter at producere sine egne vine.

Udover Tenuta Sette Ponti, så har Antonio også investeret i yderligere to Bolgheri vingårde, hvilket er Orma syd for Livorno samt Poggio al Lupo, der ligger i Magliano tæt på Grosseto. De to ejendomme er på henholdsvis 7,5 og 45 hektar, mens vinmarkerne samlet er på 20,5 hektar på ejendommene.

Tenuta Sette Pontis vin Crognolo kaldes af flere for The Tignanello Killer, fordi vinen i flere årgange har fået samme eller endda bedre ratings end den verdensberømte Tignanello. Det er en vin, som er lavet på 85% Sangiovese, 8% Merlot og 7% Cabernet Sauvignon

Efter høst sker fermenteringen i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i 14 måneder, hvorefter den flaskes og lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Men denne Crognolo Limited Edition 20th Anniversary er lidt anderledes, for det er en limited edition vin, der fejrer de 20 år, der er gået siden den første høst af druer til Crognolo. Vinen er lavet på  særligt udvalgte fade fra de tre seneste bedste år 2013, 2015 og 2016 og således med en forlænget fadlagring.

WAUW … totalt indbydende næse, masser af mørke bær og  stor dybde, pænt med fad, men shit det dufter godt. Det er jordbær, sorte kirsebær, blåbær, lidt svesker, røg, lejrbål, lakrids, og nogle nøddede aromaer, kaffe, tobak, mørk chokolade, sødme og fortsat med den lidt balsamiske italienske syre. Nice.

I munden er der sgu, saft kraft og masser af bundtræk, men på en syrlig, let og elegant facon. Vinen er smagsmæssigt klart langt lysere, mere frisk og rank, end duften egentlig lagde op til. Der er masser af ren, rank, strunk og karakterfast frugt, masser af syre, lyse, strenge tanniner, som syrer og udtørrer mundehulen pænt meget uden at være skræmmende. Samtidig har vinen også nogle mineralske elementer, som er med til at give vinen dette rene udtryk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen pt. på tilbud er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker. Det er bare en vild god pris for denne lille perle.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Egert, Oestricher Doosberg Traditionelle Flaschengärung Riesling Sekt Brut Nature, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Egert, Oestricher Doosberg Traditionelle Flaschengärung Riesling Sekt Brut Nature, Rheingau, TysklandI november tog en 2015 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs fra Weingut Egert røven på mig. Nu smager jeg igen en vin fra huset … en 2018 Oestricher Doosberg Traditionelle Flaschengärung Riesling Sekt Brut Nature og den overrasker ligeledes vinbloggeren.

Vinhuset, der drives af Manfred Egert og hans danske hustru Bettina, laver 4 forskellige mousserende vine og denne Schwarze Linie Oestricher Doosberg Traditionelle Flaschengärung Riesling Sekt Brut laves endda i 2 udgaver … en Brut og så danne Brut Nature.

Riesling druerne til vinen kommer fra Erstes Gewächs marken Oestricher Doosberg. Først er vinen lavet i rustfrie ståltanke og derefter sker aftapning på flaske til 2. gæringen, så sker helt efter den traditionelle metode, hvor vinen så gærer sur lie  i mere end 14 måneder inden endelig degorgering.

What … atter overraskes jeg totalt af Weingut Egert, hvor denne Riesling Sekt har masser af petroleum, diesel og olie, hvilket så er kombineret med noget gær, pærer, æbler, svag honningsødme, men frugten står klart i baggrunden af de æteriske og terpentinske dampe, men for fanden, hvor det dufter godt.

I munden er der til gengæld masser af syre, masser af sure citroner og umodne grønne æbler. De aggressive små, tætte bobler bidrager til en mundrensende, frisk fornemmelse med både lemon og grape bitterhed, stenet … virkelig mineralsk og stram. Det er så præcis, rent og surt, virkelig herlig Riesling Sekt.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 189 kr., men er i øjeblikket på tilbud til 159 kr., hvilket er en vild god pris for denne lille Schaumwein perle.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Bodegas Balbás, Ritus, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas Balbás, Ritus, Ribera del Duero, SpanienVi slutter 10-turs kortet til Ribera del Duero værdigt med denne 2016 Ritus fra Bodegas Balbás, der ligger i La Horra i Burgos provinsen og er et 200 år gammelt vinhus i Ribera.

Bodegas Balbás er nemlig grundlagt helt tilbage i 1777 af Abundio Balbás, som var en af de første pionerer til selv at lave og sælge rødvine. Dengang var det odres … en slags vinskin, som vinene blev solgt i. De var typisk lavet af gedeskind, men skindposerne blev selvfølgelig blot senere afløst af flasker.

Siden har Balbás navnet i seks generationer været synonym med Ribera del Duero kvalitetsvine og har også medvirket til oprettelsen af DO appellationen tilbage i 1982 og Juan José Balbás var mellem 1996 og 2000 præsident for det rådet, der regulerer appellationen.

I dag er det som 6. generation i form af Juan José Balbás, der driver det gamle familieforetagende. Han har samlet 102 hektar vinmarker, hvor de dyrker Tempranillo, Cabernet Sauvignon og Merlot.

Her smager vi vinen Ritus, der er lavet på 75% Tempranillo og 25% Merlot fra 70 år gamle vinstokke på Lamalata marken i 940 meters højde. Vinen er lavet traditionelt med spontangæring alene med de naturlige gærceller op til 20 dage i 10.000 liters ståltanke. Derefter er vinen lagret 18 måneder på egefade og 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er der godt med dyb, mørk frugt suppleret med kakao, engelsk lakrids … en dyb boksehandske lige i solar plexus med tykke balsamiske noter, mentol, mørk chokolade og en frugt at vilde bær, solbær, brombær, jordbær og tavlekridt samt lidt kalkede noter.

Smagsmæssigt er det en stærk og cremet vin med masser af krop, masser af tanniner, vildt mange tanniner faktisk, virkelig tør peber, blåbær, brombær, engelsk lakrids … virkelig med power pakket ind i en blød handske. Dermed 5,5 fede houlbergske behandskede fingre med stor pil op.

Forhandles af Vinkonsulatet, hvor en flaske koster 339 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Finca Villacreces, Finca Villacreces, Ribera del Duero, Spanien

2016 Finca Villacreces, Finca Villacreces, Ribera del Duero, SpanienHold nu op … vi skal helt tilbage til 2013, hvor jeg sidst smagte denne vin Finca Villacreces fra vinhuset af samme navn. Da var det i en årgang 2004, men nu er vi rykket 12 år frem i tiden med årgang 2016.

Finca Villacreces er beliggende på en af de mest lukrative områder i Ribera del Duero, midt i en hundredårig gammel fyrreskov omkranset af Duero floden lige en kilometer vest for San Bernado og en kilometer syd for Valbuena de Duero. Ja faktisk ligger Finca Villacreces næsten lige nabo til det legendariske Vega Sicilia, så vi er centralt i det herlige Ribera del Duero område.

Finca Villecreces er en del vin vinkoncerne Grupo Artevino, som også ejer en række andre vingårde, bl.a. også det kendte Rioja hus Izadi, som egentlig var første vinhus i koncernen. Bodega Izadi er nemlig grundlagt i 1987 af Gonzalo Antón, som samlede en række venner, investorer og så startede Izadi.

Da sønnen Lalo Antón overtog driften i år 2000, så opstartede han yderligere projekter, bl.a. vinhuset Orben i Rioja, vinhuset Vetus i Toro og så Finca Villacreces i Ribera del Duero. I dag er koncernen kendt som Artevino.

Finca Villacreces var egentlig ejet af Cuadrado familien. De er selv bosiddende i Valladolid og havde ejet gården siden begyndelsen af 1900-tallet. De brugte ejendom som et sommerhus, hvor de bl.a. inviterede mange berømte gæster, heriblandt Peter Sisseck, som også aftog nogle af gårdens druer til hans Flor de Pingus.

I 2004 mødtes Gonzalo og Lalo Antón med Pedro Cuadrado, som ikke havde specielt interesse i vinproduktion. Pedro fik derfor overtalt resten af familien til at sælge gården, og så blev den en del af Artevino. Lalo Antón renoverede ejendommen og opsagde alle aftaler omkring levering af druer, så i 2007 kom de første Finca Villacreces vine på markedet.

Finca Villacreces har i alt 110 hektar jord, hvoraf 64 hektar er vinmarker beplantet med Tempranillo, Cabernet Sauvignon og Merlot. Jordbunden er henholdsvis sand, ler, limsten og kvarts, og er opdelt i 15 parceller for at udnytte mulighederne i terroir.

Der laves tre vine på Finca Villacreces, nemlig basisvinen Finca Villacreces Pruno, denne hovedvin Finca Villacreces og i særlige årgange også vinen Nebro.

Vinene laves i dag fortsat af vinmageren Lluís Laso, mens markarbejdet er lagt i hænderne på Javier Vicente … men Lluís har løbende haft hjælp af en konsulterende vinmager, nemlig Mariano Garcia fra Bodegas Aalto og Mauro, som jeg også skrev om lidt tidligere.

Villacreces er lavet på 86% Tempranillo, 10% Cabernet Sauvignon samt 4% Merlot, som efter den manuelle høst først sorteres og så  afstilkes uden at druerne knuses. Den alkoholiske gæring er sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret i 15 måneder på franske egefade fra Darnajou og Taransaud … heraf halvdelen nye fade og de resterende brugt én gang før.

Duftmæssigt er det svært ikke at være tilfreds … sikke da en herlig, landlig og animalsk næse. Der er både mødding, mejeri og slagter på én gang. Frugten er samtidig mørk og gæret, hvorved aromaerne så bogstaveligt strømmer op af glasset. Igen er vi ovre i lidt blåbær og brombær, masser af dybde, engelsk lakrids, espressokaffe, grafit, toast samt lidt vilde krydderier. Stor næse.

Smagen er fyldig, mørk og dyb … igen med en rank ryg samt en frisk frugt. Det er blødt og cremet, men samtidig frisk og direkte, frugten brombær og blåbær, god kompleksitet, røg, krydderier samt en meget lang eftersmagen. Nam.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Bodegas Convento De Las Claras, Heritage, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodegas Convento De Las Claras, Heritage, Ribera del Duero, SpanienVi er nu ved Ribera del Duero vin nr, 7 i juletesten og denne gang er vi hos vinmageren José Carlos Álvarez på Bodegas Convento De Las Claras. Og derfra smager jeg vinen Heritage.

Bodegas Convento De Las Claras ligger lidt øst for byen Peñafiel i Valladolid provinsen lige efter broen, som krydser Duero floden fra Peñafiel i retning af Pesquera del Duero. Vinhuset er grundlagt i 2010 af vinmageren José Carlos Álvarez og er – som det spanske navn Convento indikerer – bygget op omkring et gammelt kloster.

José Carlos Álvarez er ikke hvem som helst, for han startede sin karriere på det berømte vinhus Emilio Moro i Pesquera del Duero samtidig med, at han arbejdede på en doktorafhandling med temaet Ribera del Dueros jordbund og terroirets indflydelse på vinene langs Duerofloden.

Da denne var færdiggjort, blev han teknisk direktør for Consejo Regulador i Ribera del Duero – det organ der bestemmer hvad man må og ikke må indenfor Ribera del Duero – og hvor Javier Zaccagini fra forrige vin var direktør.

Gennem næsten 20 år har José Carlos Álvarez været tilknyttet denne organisation, mens han samtidig har undervist på Spaniens fineste universitet for ønologer, nemlig universitetet i Leon.

Derudover driver han altså også det lille vinhus Convento de las Claras. Projektet startede egentlig da han besøgte det hotel, som er en del af det gamle Clara kloster Convento De Las Claras, hvor den dygtige hotelmanager opfordrede José Carlos til at fremstille en vin til hotellet.

Derfor bestemte han sig for at lave sit eget vinprojekt, som han kaldte Bodegas Convento de las Claras. Her har han endeligt fået lov til at bruge sin enorme viden til det det drejer sig om, produktionen af vinene.

I dag driver José Carlos Álvarez omkring 32 hektar vinmarker med gamle vinstokke på både Tempranillo og Verdejo. Han ejer selv alle markerne, hvor alle vinstokkene minimum er 40 år gamle og placeret på alle typer undergrund i Ribera del Duero. Der er stokke, der står på lerbund, sandbund, jernholdig jord, kalksten og aluvialsten.

Dette sammenholdt med meso- og mikroklimaet gør, at Jose Carlos har en reel objektiv tilgang til det at lave vin. Han i dag laver omkring 60.000 flasker årligt … og siden starten har hans vine været rost og efterspurgte i hele verdenen. Hans første vin gav Parker 93 point.

Her smager vi hans Heritage … arven. Den er lavet på 100% ren Tempranillo druer, som kommer fra husets 3 ældste marker, nemlig Pago de Carrizos, Pago de Sotillejos og Pago de San Juan. Der er ikke vildt mange oplysninger om produktionen, men efter endt gæring har vinen lagret 18 måneder på nye franske og amerikanske egetræsfade.

I næsen har vinen denne fine kombination med både mørk fedme og en fin kølig elegance. Den starter med lidt sødkrydrede noter, fyldig, dyb, indadvendt og tæt aroma med solbær, brombær, tranebær, røg, tørrede blomster, nougat, Nutella, mælkechokolade, sød tobak, blæk, vanilje og slutter alligevel med en vis rankhed.

Samme kompleksitet finder du i smagen … både den fyldige og lidt svulstige frugt kombineret med en frisk frugtsyre. Der er frisk frugt, blåbær, brombær, kul, lakrids, tobak, cedertræ, godt med tanniner og endda meget drilske og friske tanniner og selvom det er fyldigt, fremstår vinen rank og elegant.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen kun er 216 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Bodega Sei Solo, Preludio, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodega Sei Solo, Preludio, Ribera del Duero, SpanienBodega Sei Solo er et lille sideprojekt for vinmageren Javier Zaccagnini, når han ikke laver de ikoniske, spanske supervine Aalto og PS på Bodegas Aalto. Nu har jeg så testet husets vin Preludio i årgang 2017 til lidt julemad.

Javier Zaccagini nævnte jeg lige i forrige indlæg. Det er jo ham, der tidligere var præsident for Consejo Regulador Ribera del Duero … et slags eksportråd for området. Han var også manden, som sammen med Mariano Garcia var med til at grundlægge Bodegas Aalto i 1998 … og han har også  grundlagt Bodega Sei Solo, hvor han laver to topvine … Preludio samt Sei Solo.

Projektet har han opkaldt efter sit favorit klassiske musikstykke Sei Solo … en violin sonate fra Johann Sebastian Bach. Og topvinen – der blot hedder Sei Solo – har en kopi af den afdøde komponists håndskrift på etiketten.

Preludio er andenvinen i projektet, lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra 9 små plots i La Horra området i Burgos provinsen. Der er vinstokkene omkring 60-90 år gamle og det betyder et ekstremt lavet udbytte. Efter høsten bliver druerne afstilket, hvorefter den sker en kold maceration.

Derefter sker gæring spontant med druernes naturlige gærceller i små trætanke på 2500 kg kapacitet. Efter endt fermentering sker der en malolaktisk gæring dybt under jorden ved kun 10 grader, hvor vinen også lagrer 18 måneder i brugte egefade. Modsat vinene fra Aalto, så får ingen af de to Sei Solo vine nye egefade.

Det er en vin, som jeg smagte første gang i august sidste år i en årgang 2015 … men her er det altså 2017 årgangen.

Duftmæssigt minder vinen på mange områder om Aalto … igen dyb våd og flæsket aroma med bacon, blæk, røg, blåbær, brombær, sorte oliven, blyanter, bitterhed, kamfer, jernbanesveller, mentol, tjære, andefond og en del fad. Men samtidig er Preludio måske en kende mere frisk i frugten … lidt lettere og knap så tæt, for vinen har en syrlighed, som pirrer dine næsehår.

Smagen er igen koncentreret mørk frugt med en elegant syrlighed og tonsvis af tørre tanniner. Vinen er faktisk sindssyg tør, virkelig ret stram og syrlig med tør eg, mens frugten er blåbær, men med en virkelig smuk kølighed i frugten. Nam. Det er 5,5 fede fingre med svag pil op.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Bodegas La Horra, Corimbo I, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodegas la Horra, Corimbo I, Ribera del Duero, SpanienNæste Ribera del Duero vin er ligeledes rigtigt spændende, da den stammer fra Rodas projekt Bodegas La Horra … og derfra smager vi deres topvin. som hedder Corimbo I.

Det er brødrene Balbás på Bodegas Roda i Rioja, som i 2009 startede projektet La Horra. De havde efter mange års forskning i mange forskellige områder fundet, at der var stort potentiale i området La Horra i Burgos i Ribera del Duero. Men det var først i 2011, at de endelig begyndte og sælge deres vine fra dette prestigefyldte projekt.

Deres vinmarker ligger omkring La Horra, Roa, Anguix, La Aguilera og Quintana del Pidio og drives alle økologisk. Jeg kan imidlertid ikke se, hvor mange hektar de har … men det er begrænset og de dyrker da også kun Tempranillo og laver kun 2 forskellige vine.

Denne Corimbo I er deres topvin, hvor Tinta del País aka Tempranillo druerne kommer fra vinmarker i La Horra og Roa, hvor vinstokkene i gennemsnit er 50 år gamle. Vin er lavet på både store egekar og ståltanke med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret 16 måneder på egefade, heraf 80% franske fade og 20% amerikanske fade.

Næsen emmer af dyb, mørk frugt … godt med solbær, blåbær, blommer, meget moden i frugten, lidt skocreme. brændte og ristede noter, chokolade, blomster, dybsort blæk og gammelt træværk. Det er en fyldig fætter.

Der er også skruet på for volumen rent smagsmæssigt, hvor der i starten mærkes lidt sprit aka alkohol, men det forsvinder nu med en smule luft i glasset og et kvarters tålmodighed. Det er en vin, som så vitterlig passer godt til julemaden og løfter sig sammen med julemad og godt selskab. Igen er der også blæk, skovbund, mentol masser af stramme tanniner samt en smule tørt kakaopulver, sort te med lidt bitterhed og vilde urter. Klart 5,5 fingre med pil op.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 375 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Legaris, Legaris Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2015 Legaris, Legaris Reserva, Ribera del Duero, SpanienI testen af de 10 Ribera del Duero vine som ledsager til julemaden, så startede vi juleballet med denne Legaris Reserva fra vinhuset, der også hedder Legaris.

Legaris er etableret i 2003 af den store og berømte Codorníu Raventós Group, som stammer fra det gamle, spanske cavahus Codorníu Raventós med rødder tilbage til 1551.

I dag er det fortsat produktionen af Cava, som er det centale, men derudover har Codorníu Raventós Group også investeret massivt i vinproduktion i både Spanien og Argentina. De ejer ikke mindre end 15 forskellige vinhuse, bl.a.  benchmark vingårde som Raimat i Penedes samt Scala Dei i Priorat og så også Legaris i Ribera del Duero.

Med Legaris har Codorníu Group ville vise en ny dimension af vindyrkning i Ribera del Duero, hvorfor der er sket stor investering for opnåelse af de ultimative betingelser for ny slags Ribera del Duero fra det 11. århundrede.

Legaris har næsten 100 hektar vinmarker, som er fordelt på 2 store marker i kommunerne Curiel de Duero og San Martín de Rubiales. De første vinstokke blev plantet i 1999 … 4 år inden de officielle grundlæggelse af vinhuset.

Her smager vi husets Reserva, der er lavet på Tinta Fina druer aka Tempranillo. Druerne er høstet ved håndkraft og de første 3 dage af gæringen er sket ved 12-15 grader, hvorefter temperaturen gradvist er øget. Gæringen tager omkring 15 dage efterfulgt af malolaktisk gæring. Vinen har lagret 20 måneder på franske fade, halvdelen nye og resten brugt én gang før. Sluttelig er vinen lagret 16 måneder på flaske inden frigivelsen.

I næsen er der godt med sødbrændte og ristede noter, masser af urkraft, mørke, søde og gærede bær, brombær, solbær, blåbær, godt med chokolade, kakao, kaffe, læder samt en blomstermark.

Smagen er imposant … tør, sød og med tonsvis af tanniner. Frugten er solbær og brombær, egentlig en fin og frisk, mørk frugt, lidt tør tobak og nogen bitterhed, masser af struktur og tæthed. Det smager altså bare virkelig godt og bestemt en luksusvin, som jeg gerne ville tage sammen med julemaden.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 285 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7