Tag-arkiv: 4½

2019 Weingut Karp-Schreiber, Brauneberger Juffer Riesling Kabinett Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Karp-Schreiber, Brauneberger Juffer Riesling Kabinett Trocken, Mosel, TysklandWeingut Karp-Schreiber ligger ret perfekt på Moselweinstraße i Brauneberg kun en spytklat fra Moselfloden samt andre gode vinproducenter. Netop derfra smager jeg nu to vine og starter med denne 2019 Brauneberger Juffer Riesling Kabinett Trocken.

Vinhuset i den smukke dal har været drevet af Karp familien siden 1664,  Det lille vinhus har sit navn og våbenskjold efter de karper, som man tilbage i tiden fangede i Mosel floden ved siden af arbejdet med at producere vin. Gennem et ægteskab i starten af 1900-tallet fik familien også Schreiber med i navnet … så karpen dermed ikke skulle svømme alene 🙂

I dag drives vingården af den unge Jobst-Julius Karp, som 13. generation. Han er uddannet vinmager fra skolen i Geisenheim og har efter sine studier også arbejdet hos vinproducenter i både New Zealand, Californien, Australien, Sydafrika og Spanien for at få erfaring fra andre lande og kulturer.

Jobst har samlet 7,5 hektar vinmarkler, bl.a. med parceller på området nok to bedste marker … Brauneberger Juffer samt den absolutte topmark Brauneberger Juffer-Sonnenuhr. Det er begge stejle marker, der ligger på den modsatte side af floden og andre topproducenter som Fritz Haag, Willi Haag, Dr. Pauly-Bergweiler, Reichsgraf von Kesselstatt, WWE. Dr. H. Thanisch – Erben Müller-Burggraef m.fl.  også har parceller på.

Brauneberger Juffer er jo klart den største af to marker og den omkranser faktisk Brauneberger Juffer-Sonnenuhr med mod den berømte flod under et af Mosels flere solure. På markerne dyrker Jobst mest Riesling, ja faktisk er 80% af markerne med Riesling og de sidste er tilplantet med Weißburgunder og Regent.

Jobst er en hyggelig ung mand. Han er ekstremt vidende, meget behagelig og helt nede på jorden. Dedikationen lurer lige under overfladen og man er ikke et sekund i tvivl om, at Weingut Karp-Schreiber ved præcis, hvad de laver. De har et gennemsnitligt udbytte fra markerne på 65 hektoliter pr. hektar og den årlige produktion ligger på omkring 40.000 flasker vin.

Denne 2019 Brauneberger Juffer Riesling Kabinett Trocken er vinificeret på rustfrie ståltanke og har derefter lagret på både stål og stückfass. Vinen har restsüße aka restsukker på 7,6 gram pr. liter.

Duftmæssigt snakker vi fersken, melon, grønne æbler, syltede og friske citroner, en vis tørhed, masser af sten og mineraler. Der er ikke petroleum eller dieselolie, men næsen er sådan ren, klar og så kan man også fornemmes lidt frugtsødme.

I munden har vinen – som diesel – en fin viskositet, der næsten er olieret, mens frugten også smagsmæssigt er ren klar med fersklen, lemon, melede gule æbler og den dejlige Mosel sødme, der lige markerer og balancerer vinen flot.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 DeLoach Vineyards, Pinot Noir Russian River Valley, Californien, USA

2018 DeLoach Vineyards, Pinot Noir Russian River Valley, Californien, USAI den første af de nuttede 2 cl. vinottes var der lidt 2018 Pinot Noir Russian River Valley fra DeLoach Vineyards, der ligger på Olivet Road i Santa Rosa i Californien.

DeLoach Vineyards ejes af den franske vinfamilie Boisset, der også ejer det berømte Domaine de la Vougeraie …  et af de største økologiske og biodynamiske domæner i Burgogne.

DeLoach blev etableret dog oprindelig grundlagt i 1970 af Cecil DeLoach, men solgte i de første 5 år alle alle druer til andre vingårde, så det var først i 1975, at den første kommercielle vin fra vingården kom på markedet. Siden var Cecil DeLoach en af de fremtrædende skikkelser i promoveringen af vine fra Russian River Valley, men rendte til sidst i økonomiske problemer og blev solgt i 2003.

Det var Jean-Claude Boisset som købte ejendommen, da hans søn Jean-Charles Boisset så mange ligheder i Russian River Valley med hans eget Bourgogne og dermed også potentialet i området, så det første han gjorde var at omlægge driften af de 17 hektar vinmarker til biodynamisk drift.

I dag er DeLoach  især specialister i enkeltmarksvine fra nogle af de bedste marker i Russian River Valley og har brugt årtier på at finde de bedste marker, studere jordbunde og druekloner for at opnå de bedste resultater. Med de franske ejere har DeLoach formået at vinde Wine & Spirits Magazine titel Winery of the Year hele 12 gange.

Her smager vi altså husets 2018 Pinot Noir Russian River Valley, som primært er lavet af druer fra markerne Becnel, Heintz og Murray, mens man i kælderen anvender traditionelle burgundiske teknikker og gærer druerne i små åbne kar med punch down/pigeage udført i hånden. Herefter lagres vinen på franske egetræsfade, men hvor lang tid fremgår dog ikke.

Duften er lys frugt, ren, forsigtig og næsten neutral med grønne noter –og slet ingen normal US Varme. Der er i stedet tranebær, ribs, hindbær og godt med kirsebær, men faktisk pænt europæisk i duften med diskret træ og fad, så det burgundiske pejlemærke er absolut tydelig.

Smagen er også let eller mellemfyldig, ren, stringent med hindbær, ribs, sure kirsebær, kirsebærlikør, hvid peber, som lige brænder en anelse og suppleres med masser af grøn syre. Selvom det måske ikke er den mest elegante, så kæmpe Thumbs Up for, at dette er amerikansk Pinot Noir … 4,5 med pil op.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 219,95 kr. ved køb af 12 flasker,

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Risky Grapes Wine Co, Atance Cuvée No 1, Valencia, Spanien

2019 Risky Grapes Wine Co, Atance Cuvée No 1, Valencia, SpanienRisky Grapes Wine Co kalder sig også vinos muy mediterráneos og holder til lidt nord for byen Utiel i det nordlige Valencia på grænsen til Castilla-La Mancha godt oppe i bjergene. Derfra smager vi nu vinen Atance Cuvée No 1.

Risky Grapes Wine Co er et sideprojekt for vinmageren Antonio Sarrión – kaldet Toni -der til dagligt driver Bodegas Mustiguillo nord for Utiel … hvor han altså også laver Risky Grapes Wine Co vinene. Det var faktisk slet ikke planen, at Toni skulle blive vinmager, for han var egentlig forretningsmand, men vendte tilbage i 1990’erne ryggen til sin erhvervskarriere for at hellige sig sin store passion for vin.

Fra hans hjem i Valencia kastede han sig hovedkulds over studier i ønologi og vindyrkning … og lærte faget med jobs hos vinhuse i både Californien, Chile og Argentina … bl.a. hos Achaval Ferrer samt det kendte vinhus Zuccardi inden han igen vendte hjem for at lave vine fra hans hjemegn.

Der skabte han Bodegas Mustiguillo i 800 meters højde i ly af Sierra del Negrete bjergene og med fokus to de lokale druesorter, nemlig hvidvinsdruen Merseguera og rødvinsdruen Bobal … to druesorter, der dengang ikke rigtigt blev regnet for noget, da de fleste lokale vinproducenter blot dyrkede druerne med kunstvanding og kun fokus på kvantitet til billige konsumvine.

Men Toni gik i stedet den stik modsatte vej med 5 unikke monopolmarker i 800 til 900 meters højde nær det øde landsted El Terrerazo, som hans familie havde overtaget tilbage i 1972. Det er nogle kuperede og kalkholdige marker, som han samtidig startede med at dyrke økologisk.

I 2003 kunne han endelig frigive sin første flaske Bobal Quincha Corral … og da den indflydelsesrige Robert Parker snart kvitterede med 95 point, så fik Toni omgående medvind … og så kunne hans vine pludselig findes på nogle af verdens allerbedste restauranter som El Bulli, Celler de Can Roca, The Dorcester, Fat Duck og mange andre michelin-restauranter.

I 2010 blev selv de lokale skeptikere overbevist, da Bodegas Mustiguillo fik tildelt sin helt egen appellation Vino de Pago El Terrerazo. Siden har Antonio Sarrión fået masser af priser bl.a. som et af de 20 bedste nye vinhuse af magasinet Food & Wine.

Men sideløbende med prestigevinene fra Bodegas Mustiguillo, så  fremstiller Toni også en række populære og billigere vine fra sit lille sideprojekt Risky Grapes Wine Co med vine med navnet Atance og samtidig også med produktion af vine på Bobal og Merseguera.

Og det er netop en vin, som er lavet på lidt ukendte Merseguera druen, som vi har fået i glasset. Atance Cuvée No 1 er nemlig lavet på 70-80% Merseguera og 20-30% Malvasía … men lad os kigge nærmere på druen Merseguera, som jeg vist ikke er stødt på tidligere.

Merseguera er en ukendt hvid druesort, der primært dyrkes langs den sydøstlige kyst af Spanien. Der findes relativt få marker med Merseguera og de er centreret i Valencia, Alicante og Jumilla.

Det er sjældent at finde vine alene lavet på Merseguera, da druen mangler sortkarakter og bedst bruges i blandinger. Generelt har den mest været værdsat for sine vinavlskvaliteter med store udbytter snarere end sine enologiske kvaliteter.

Vine på Merseguera kan være kedelige og mangler syre, men sorten er meget tolerant over for det varme og tørre klima … og Valencia er da også et af de varmeste områder i Spanien med somre omkring 40 grader.

Merseguera er i stand til at vokse effektivt i fattige jordarter og stadig producere betydelige udbytter. Vine fremstillet på druen ses meget sjældent andre steder uden for Spanien.

Her kommer druerne fra husets Conejeros mark i 840 meter højde og med en sandholdig ler- og kalkstenjord. Druerne fra hver eneste plot på marken vinificeret separat, hvor de efter høst afstilkes og knuses let inden en kold maceration ved 6 grader i 4-8 timer, hvilket efterfølges af spontangæring alene med druernes naturlige gær i rustfrie ståltanke på 25-50 hektoliter ved 10-17 grader. Derefter lagres vinene på ståltankene sur lie i 6 måneder.

Duftmæssigt er den bestemt rigtigt interessant, hvor der er en småeksotisk frugt med melon, mango, banan, bananskræl og pærer. Der er også proppet godt med blomster ned i flasken, nogle kalkede noter og en lille syrligsød aroma, som bærer på lidt grape bitterhed samt lidt grønne blade.

I munden er vinen lidt fyldigere og blødere end jeg lige havde forventet, men virkelig cremet med en lidt blød og vag syre, men til gengæld er der blomster, lidt nødder, lidt citrus og lemon, som bare lige afhjælper den vage syre, giver rankhed og gør sammenlagt vinen ret fornøjelig og lækker, så dermed 4,5 tomler med stor pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder, Ahr, TysklandSom under vort besøg hos Weingut Paul Schumacher i september 2019, så startede vi smagningen med basisvinen og deres Spätburgunder Gutswein blot i årgang 2018.

Vinen er – som med alle rødvinene hos Weingut Paul Schumacher lavet med tidlig høst, kold maceration og spontangæring i åbne gæringskar alene med druernes naturlige gærceller og en efterfølgende lagring i franske egefade … og denne Spätburgunder basisvin er lagret 18 måneder på brugte egefade. Paul anvender kun fine barriques fra Tonnelier Chassin i Bourgogne.

Duftmæssigt lys, let, syrlig og moden frugt, jord, hindbær, tranebær, granatæbler, en snert af lidt flæskede noter, røg, tørv og virker pænt tør, har pænt med mineraler og godt med syre.

I munden har vinen denne lidt lyse side af Ahr … let, frisk med stor tørhed og masser af syre, en lys frugt ribs, hindbær og granatæbler, grønne elementer, lidt peber spiller sammen med de fine tanniner og derefter kommer der også klare og rene mineraler. Hvor det dog en elegant, syrlig, streng og smuk basis Spätburgunder. Klart 4,5 houlbergske tomler og endda godt på vej mod de 5.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Let’s Talk About Pinot Rosé Sekt Baby! Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Let's Talk About Pinot Rosé Sekt Baby! Pfalz, TysklandI foråret sidste år drak jeg den lidt provokerende mousserende vin I Wanna Have Riesling Sekt with You, hvor Sex var erstattet af Sekt. Med foråret på spring så gentager jeg det med at smage Weingut Emil Bauer & Söhnes 2018 Let’s Talk About Pinot Rosé Sekt Baby!, hvor Sex atter er streget ud og her erstattet af Pinot Rosé Sekt.

Og det er sgu også en rigtig forårsbasker af en boblevin fra de to brødre Alexander og Martin Bauer, der som 5. generation af Bauer familien fortsætter med at sprøjte masser af vine med skøre navne og etiketter på markedet … herligt.

Vinen er imidlertid ikke på ren Pinot Noir aka Spätburgunder, for der er tilsat en smule Chardonnay, hvorefter druerne er fermenteret til basisvinen og derefter er andengæringen sket efter den traditionelle måde i flaske over 12 måneder inden degorgering. Der er 15 gram restsukker pr. liter i vinen.

Og duften er også lige formet til en forårsdag på terrassen, for der er godt med lyserøde bær, jordbær, rabarber, stikkelsbær, godt tør med lidt citrus med et stænk grape og en lille vaniljesødme og et legesygt grin, som virker frisk og ubekymret.

Smagen er også dejlig frisk og frugtrig … fin smag og boblerne bruser virkelig i munden med en fin syre, som her dog danser sammen med lidt sødme, salt og svag grape bitterhed. Der er citrus og den røde frugt, som også fremgik af duften. Det er vin til vild partytime og  sammen med den sjove etiket, skal den nok gøre folk lystige, så dermed 4,5 tomler med svag pil op.

Vinene fra Emil Bauer & Söhne forhandles herhjemme af Mr Ruby, men denne er imidlertid ikke i sortimentet. Vinen er engang købt i Tyskland, men prisen kan jeg ikke huske.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Weingut Wegner, Ungsteiner Herrenberg Lunatic Riesling, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Wegner, Ungsteiner Herrenberg Lunatic Riesling, Pfalz, TysklandWeingut Wegner eller måske mere korrekt Weingut Karl Wegner ligger i Bad Dürkheim i Pfalz og derfra kommer næste vin … en Ungsteiner Herrenberg Lunatic Riesling årgang 2017.

Vinhuset drives af Joachim Wegner, men er grundlagt af hans far Karl Wegner, mens hans unge søn Philip også så småt er ved at komme med i driften. Huset er kendt for sin unikke filosofi med at lagre deres vine på barriques i lang tid … ofte op til 30 måneder inspireret af både Bourgogne og Bordeaux, hvilket er meget usædvanligt i Tyskland.

Joachim har samlet 12 hektar vinmarker, hvor 60% er hvide sorter som Weissburgunder, Grauburgunder, Chardonnay samt Sauvignon Blanc, mens de røde sorter er Spätburgunder, Cabernet Sauvignon, Dornfelder, Syrah og Merlot. De bedste marker er Dürkheimer Rittergarten, Ungsteiner Herrenberg og Dürkheimer Feuerberg

Ved siden af vinproduktionen driver familien Wegner også udlejning af lidt Ferienwohnung – en 55 kvadratmeter stor lejlighed – på 1. sal af deres vingård bygget i 2013.

Her skal vi smage deres 2017 Ungsteiner Herrenberg Lunatic Riesling, en vin som sønnen Philip faktisk fik idéen til, for det er nemlig en vin, der både er gæret og lagret på nye barriques, hvilket også har givet vinen den mørke, lidt pisgul intense farve. Den har sit navn Lunatic, da druerne fra Ungsteiner Herrenberg marken kun er høstet under fuldmåne og vinen efter 6 måneders lagring sur lie samtidig også er flasket under fuldmåne.

I glasset er den virkelig gul … sådan rigtig pisgul, men virker også  duftmæssigt ganske olieret med linolie, trøfler, søde krydderier og kaprifolium, masser af træ og måske endda lidt harpiks. Dermed er det lidt en svulstig, tør, krydret og grovaromatisk næse. Det gør virkelig noget ved vinen, at vinificeringen er sket på helt nye barriques og giver således en meget anderledes Riesling.

Smagsmæssigt er det lidt en kraftig og fed Riesling, som buldrer derudaf med abrikos, fersken og grape, frugten næsten lidt tørret og koncentreret, mens bitterheden fra grapefrugterne er bastant. Det er lidt en sjov Riesling med masser af denne lidt mørke, grove og bitre og vilde syre og endda lidt stærk i smagen. Jeg er fortsat i vildrede over vinen, som er sjov … 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Vinfadet, hvor en flaske koster 272 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Hörner, Steinbock Grauburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Hörner, Steinbock Grauburgunder, Pfalz, TysklandVi fortsætter i det tyske med 2019 Steinbock Grauburgunder fra Weingut Hörner … vingutten der meget fantasifuldt har brugt familienavnet til at give vinene navne efter de forskellige typer dyrehorn.

Weingut Hörner holder til på vingården Hainbachhof, der ligger i udkanten af den lille by Hochstadt i Pfalz vel omkring 10 kilometer nordøst for Landau.

Vingården drives i dag af den unge Thomas Hörner. Han driver vingården sammen med sin fader Reinhold Hörner, som startede med at flaske egne vine midt i 1990’erne, selvom familien egentlig havde været vinavlere i generationer.

Den unge Thomas Hörner har altid vidst, at han skulle følge i sin faders fodspor og har efter uddannelse til vinmager været i lære hos producenter i både Bourgogne samt Østrig. Siden 2011 har han dog været ansvarlig for produktionen på Weingut Hörner, dog med den aftale, at de altid træffer de store beslutninger i fællesskab.

Familien Hörner har samlet 30 hektar vinmarker, som passes efter naturlige og bæredygtige metoder uden hverken brug af herbicider eller pesticider … bare med almindelig håndkraft.

Vinene fra Weingut Hörner er meget kreativt opdelt i 3 serier, nemlig Stier, Steinbuk og Widder, altså tyr, stenbuk og vædder. På etiketterne er der så afbilledet horn fra de 3 forskellige dyr. Og Widder er Die Spitze .. altså husets topvine.

Og selvfølgelig har de i basisserien Stier en vin, som hedder Horny Rosé. Ja, de laver nu også en vin helt udenfor de 3 serier, nemlig en Traubensaft mit Kohlensäure … druesaft med kulsyre. Den kaldes fantasifuldt (k)einhorn vin.

Weingut Hörner har i 2016 vundet en designpris for deres kreative præsentation af deres vine, lige fra design af etiketter, vinkasser og hele set-up’et med deres hjemmeside.

Denne Steinbock Grauburgunder er fra serien Steinbock … altså et niveau over basisvinene i Stier serien. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen har gæret på rustfrie ståltanke og er efter endt fermentering delvis lagret i egefade. Vinen har 6 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det en lidt fyldig, småkrydret vin med saftig, tropisk frugt som fersken, mango, kvæde og sandeltræ. Krydderierne er lidt søde, nærmeste med spidskommen og allehånde samt lidt lettere nøddede elementer.

Smagsmæssigt en saftig og nærmest læskende vin, masser af fersken, abrikos, lemon og grillet citron. Det er blødt, fyldigt og småsødt med en lille frisk lemonbitterhed, mens syren er lidt vag, bøjelig og medgørlig.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 149 kr., men i øjeblikket er på tilbud til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Rhonéa Vignobles, Les Hauts de Castellas Vieilles Vignes Vacqueyras, Rhône, Frankrig

2018 Rhonéa Vignobles, Les Hauts de Castellas Vieilles Vignes Vacqueyras, Rhône, FrankrigPauls sidste vin blev en klassisk Rhônevin, nemlig denne 2018 Les Hauts de Castellas Vieilles Vignes Vacqueyras fra Rhonéa Vignobles … et kooperativ, som jeg tidligere har smagt vin fra.

Kooperativet Rhonéa Vignobles  er grundlagt i 2014 ved fusion mellem de 2 ældre kooperativer Les Vignerons de Beaumes de Venise – også kaldet Balma Venitia – samt Vignerons de Caractère i Vacqueyras. Begge kooperativer var oprindelig grundlagt i 1950’erne … Les Vignerons de Beaumes de Venise i 1956 og Vignerons de Caractère i 1957 og begge for at samle vinavlerne omkring de to byer for at stå stærkere i de svære tider.

I dag har Rhonéas 236 medlemmer samlet omkring 2.100 hektar vinmarker i Dentelles de Montmirail, Vacqueyras, Gigongdas samt Beaumes de Venise. Vinene laves på kooperativets vinerier i både Vacqueyras og Beaumes de Venise.

En lille del af kredsen af kooperativet har også i 2016 skabt ​​SCIC Rhonéa Vignobles med Pascal Duconget i spidsen. Det er et slags  investeringsprojekt, hvor 5.000 investorer i en slags crowdfonding har skudt penge ind i foretagende på skattelempelige vilkår for at redde store dele af vinmarkerne i Dentelles de Montmirail fra at blive solgt til udenlandske investorer.

Rhonéa laver både vine i Rhonéa navnet, men også vine til nogle af medlemmerne … omkring 19 af medlemmerne får lavet deres vine på kooperativet. Derudover laves der vine i alle mulige forskellige navne og jeg har samlet talt 46 serier af vine.

Derudover samarbejder Rhonéa også med andre kooperativer som fx Ortas Cave de Rasteau, Cave de Visan og Cave de Sablet – Le Gravillas. Det er mit indtryk, at der på tværs af disse kooperativer kan laves fælles vine.

Her smager vi så kooperativets Les Hauts de Castellas Vieilles Vignes Vacqueyras, hvor ordet Castellas» kommer fra provencalske ord patois, som betyder ruinerne af et slot … og her med reference til resterne af Château de Vacqueyras.

Vinen er lavet på 50% Grenache, 45% Syrah samt 5% Mourvèdre, som primært kommer fra marker på plateauer ved foden af bjerget Dentelles de Montmirail. Druerne er høstet med håndkraft og meget lave udbytter. Syrah og Grenache druerne gærer separat og herefter lagrer Grenache vinen 12 måneder i store, gamle egefade og Syrah druerne i barriques. Først derefter sammanstikkes vinen og tappes på flaske.

Duftmæssigt er man ikke i tvivl om, at vi er i Rhône … vinen har en dejlig flæsket aroma tilsat lidt mejeri, baconfedt, tyk mørk frugt med blåbær, brombær, blommer, våde fade, eg, lakrids, karamel og sødme.

Smagen er også fed, fyldig med lidt snert af alkohol, en dyb mørk frugt, brombær, lakrids, peber, en meget rund vin med en snert af sødme og godt med krydderier.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Calvallotto, Pinner, Piemonte, Italien

2017 Calvallotto, Pinner, Piemonte, ItalienTil vor forret med fiskesuppe a la Provence med brødcroutoner og rouille fik vi selvfølgelig lidt hvidvin, nemlig denne 2017 Pinner hvidvin fra Calvallotto lavet på ren Pinot Noir.

Vinhuset drives af Cavallotto familien og er grundlagt i 1928, hvor Giacomo Cavallotto købte  gården Tenuta Bricco Boschis, der ligger nord for Castiglione Falletto i Piemonte.

De plantede 23 hektar vinmarker, men det var Giacomos to børnebørn – brødrene Olivio og Gildo – der i 1946 begyndte at flaske og sælge vinene, som de allerede var begyndt at producere under vejledning fra deres far og deres onkel Marcello.

I 1948 udvidede brødrene deres vinkælder og begyndte samtidig at mærke deres vine med Calvallotto navnet på flaskerne … og det har de gjort lige siden.

Siden 1980’erne har det været Olivios børn Alfio, Giuseppe og Laura, der har drevet vingården. Lige som fra starten, så laves alle vinene kun på egne druer fra deres i dag 25 hektar spredt ud på 23 individuelle parceller. Markerne til produktion af Barolo er delt i to zoner; Vignolo og Bricco Baschis, der også dækker over tre forskellige marker.

Udover at dyrke Nebbiolo til Barolo, dyrkes der også Dolcetto, Barbera og andre lokale sorter. Siden 1989 har man også dyrket Chardonnay og Pinot Noir og denne hvide Pinner er netop lavet på Pinot Noir. der kommer fra en 0,93 hektar stor mark tæt på vingården.

Druerne er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar og er derefter presset, hvorefter gæringen er sket på rustfrie ståltanke ved 16-18 grader over 45 dage, hvilket er efterfulgt af en delvis malolaktisk gæring og så lagring sur lie på ståltankene i 9 måneder og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er meget aromatisk med roser, hyben, ribs, tranebær, pærer, hindbær, stikkelsbær, papkasser og egentligt ganske tør med en svag sødme. I munden er sødmen dog forduftet, for vinen står frisk, syrlig og småbitter med masser af lemon, lemon og lemon samt citroner. Vinen er virkelig frisk, syrlig og skarp.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 El Escocés Volante, The Cup and Rings Albariño Selección Sobre Lias, Rías Baixas, Spanien

2016 El Escocés Volante, The Cup and Rings Albariño, Rías Baixas, SpanienEl Escocés Volante ligger i byen Calatayud i vinområdet Aragon og navnet betyder den flyvende skotte og refererer til den vilde ejer skotten Norrel Robertson. Denne vin … The Cup and Rings Albariño Selección Sobre Lias er dog fra vinområdet Rías Baixas, men lavet af den fabelagtige dygtige skotte.

Norrel er egentlig uddannet som kandidat indenfor politik og internationale forbindelser, men det fangede aldrig helt, men det gjorde vinen i stedet. For under sine studier arbejdede han i en vinbutik i Aberdeen og det var her, at han for alvor tabte sit hjerte.

Så derfor startede han i stedet i vinbranchen … først som sælger og senere indkøber. Gennem arbejdet som indkøber rejste Norrel hele verden rundt for at finde vin til en række britiske supermarkeder og det var der, at han i 1990 bestemte sig for, at han selv ville være vinmager.

Norrel besluttede sig for at lære vinverdenen at kende fra arbejdet som kælderrotte og op. Det betød at han begyndte som hjælper og så vinmagerassistent i Chianti, Portugal, Australien og Chile. Oftest fik han det timet således, at han bare kunne rejse fra høst til høst.

I 1998 tilmeldte han sig Master of Wine Studiet og blev et par år efter færdiguddannet. Men ikke nok med at han bestod – hvilket er noget de færreste formår – så vandt han prisen for bedste teoretiske værk og bestod med højeste score nogensinde.

Derefter arbejdede Norrel for International Wine Services, som er en kæmpe international kæde, som laver vin i hele verdenen, men sideløbende med dette tog han også lige en Masters i Winemaking på Christchurch universitet i New Zealand.

Norrels arbejde ledte ham bl.a. til Calatayud  regionen i Spanien, hvor han øjeblikkeligt forelskede sig i de oldgamle Grenache stokke og den storslåede natur. I 2003 flyttede han derfor til Spanien hvor han lavede sit vinhus El Escoses Volante – den flyvende skotte.

I 2004 havde Norrel fået stablet sin egen produktion på benene og sidenhen er projektet kun vokset. Det betyder blandt andet også, at den flyvende skotte også producerer vin i andre områder i Spanien, altså både Calatayud, Bullas og Galicien. Derudover fungerer han også som rådgiver på flere andre vinhuse.

Filosofien bag hans vinhus El Escocés Volante er altid at maksimere udbyttet af de fantastiske råmaterialer, der er tilgængelige i Spanien. Norrel ønsker, at fremstille vine, som beholder dele  af Spanien i sig. Han ejer ikke selv vinmarker, men køber druer og lejer sig ind hos forskellige producenter.

Dette har han nu gjort i over 10 år, hvor hans vine kun er blevet bedre og bedre. Bl.a. omtales Norrel Robertson som quality leader  indenfor Calatayud af Robert Parkers Wine Advocate.

Her har vi Norrel Robertsons hvidvin The Cup and Rings Albariño Selección Sobre Lias fra vinområdet Rías Baixas i det nordvestlige hjørne af Spanien. Vinen er på 100% Albariño, en drue jeg tidligere har smagt og altid været ganske begejstret for.

Albariño er efter min mening nok en af Spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier.

Det med Riesling er nok det mest sandsynlige, idet navnet Alba-Riño betyder den hvide (vvi) fra Rhinen. Efter sigende skulle tyske munke have haft druen med til Galicien i 1200-tallet … og Rías Baixas ligger jo lige præcis i Galicien.

Sikkert er det dog, at Albariño er en aromatisk sort, der er lys og samtidig meget lettere end andre aromatiske sorter som Viognier og Gewürztraminer. Albariño er også rigere på syre, hvilket får den til at virke frisk.

Denne The Cup and Rings Albariño Selección Sobre Lias er ved, at druerne efter høstet først ligger 7 timer i køling udblødning, hvilket så er efterfulgt af presning og gæring i rustfrie ståltanke ved kølige temperaturer omkring 17-18 grader. Derefter har halvdelen af vinen så gennemgået malolaktisk gæring. Vinen er så lagret sur lie i 30 måneder inden filtrering og aftapning på flaske.

Duftmæssigt har vinen en frisk, grøn og aromatisk duft, suppleret med lidt altheabolsjer, lakrids, ananas, fersken, grillede citroner, en omgang mariekiks og linolie. Der fornemmes en smule fylde i vinen.

I munden er det en frisk vin, pænt med citroner, lemon, småbitter grape, lidt grønne umodne æbler, stikkelsbær og med en lidt olieret, småfyldig krop med et frisk bid.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7