Tag-arkiv: syrah

Syrah er en af de helt store røde druesorter, der efterhånden er plantet i hele verden. Vinene der produceres på druen, varierer kolossalt fra land til land.

Der er stor uenighed om, hvorfra Syrah druen stammer fra, men druen har i dag to store bastioner … nemlig i Rhône og specielt i den nordlige del og så i Australien, hvor druen – som der kaldes Shiraz – er den mest udbredte med over 40.000 hektar vinmarker.

Syrah har faktisk vist sig at være succesrig overalt i verden og Syrah vine produceres i mange stilarter. Syrah er også en ekstremt nyttig blandet drue på grund af sin dybe farve og typisk høje tanniner.

I det sydlige Rhône er det almindeligt, at Syrah blandes med enhver kombination af blandt andet Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsaut. Men i det nordlige Rhône står Syrah bag de mest berømte Syrah vine, specielt vinene fra Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas og Saint-Joseph.

Og netop i det nordlige Rhône kan vinene på Syrah virkelig lagres og bliver kun bedre med alder. Den mest berømte vin fra Nordrhône er nok Hermitage … og vinene fra den bakke er så respekterede, at dets navn Hermitage i mange år blev brugt som et synonym for Syrah i Australien. En god Hermitage kræver 10 år  lagring, men kan ofte tåle langt over det dobbelte.

Men også i Valais i Schweiz samt i Burgenland i Østrig trives Syrah virkelig. I Australien er Syrah aka Shiraz nærmest blevet landets nationaldrue og står bag ikoniske vine som fx Penfolds Grange, der i øvrigt i starten hed Penfolds Grange Hermitage.

I det vestlige USA … Californien, Washington og Oregon har Syrah ikke fået helt samme succes, men en flok dedikerede vinproducenter har under samlingen Rhône Rangers siden 1970’ern bevist, at sorten kan producere komplekse, rige vine i alle tre af ovenstående stater.

Syrah druen har et tyk skind og ofte en genkendelighed i en tæt, fyldig brombærsmag med peber og kan være ret blomstret i sin ungdom. Ellers kommer der flere urteagtige noter med alder  samt mørk chokolade.

Dyrkes den oversøisk går duft og smag ofte mere i retning af lakrids, solbær, mint og sort peber. Syrah har et højt niveau af tanniner og en evne til udvikle sig godt på egefade og lagre lang tid på flaske efterfølgende.

2013 Alvaro Palacios, Les Terrasses, Priorat, Spanien

2013 Alvaro Palacios, Les Terrasses, Priorat, SpanienI Alvaro Palacios kavalkaden røg vi med næste vin Les Terrasses til Priorat i Catalonien … det område, som Alvaro slog sig ned i, da han i 1990 stoppede som ønolog for Moueix-familien på Château Petrus, og startede med at producere egne vine.

På det tidspunkt var Priorat hovedsagligt kendt for produktion af bulk vin. Da vinmarkerne kun gav et lille udbytte, var flere og flere af vinbønderne begyndt at nedlægge deres marker.

Men da Alvaro købte sin første vinmark Finca Dofi havde han et mål om at fremstille en stor vin … en blanding mellem kraft og elegance … en krydsning mellem Pétrus og La Grange.

I 1993 købte han efterfølgende prestigemarken L’Ermita, som var beplantet med mellem 60 og 100 år gamle vinstokke, der ikke var podet på amerikanske rødder. Allerede i 1995 begyndte kritikerne at overøse Alvaro Palacio med deres roser.

Vinen L’Ermita fra denne mark er også i dag én af Spaniens dyreste vine. Hos Vinspecialisten koster vinen også imponerende 7.500 kr. i årgang 2011. Det er en vin, som Parker giver flotte point, men sjovt nok aldrig har opnået de magiske 100 point. Mener, at højeste rating var 99 point for årgang 2010.

Denne Les Terrasses er er noget billigere, men også en helt fantastisk vin. Det er en vin, som jeg har smagt en del gange tidligere, bl.a. årgangene 2005 og 2007, men her har vi altså vinen i nyeste årgang 2013.

I denne årgang er det et blend af 60% Carignan, 30% Grenache samt 10% Cabernet Sauvignon og Syrah. Les Terrasses kommer fra forskellige parceller omkring de seks landsbyer Gratallops, Poboleda, Porrera, Les Vilelles, Torroja og Bellmunt el Molar. Fælles for vinmarkerne er, at de ligger på meget stejle skrænter, som alle har en helt perfekt eksponering i forhold til solen.

Udbyttet er lavt, ofte helt nede på 20-26 hektoliter pr. hektar og det er sgu ret lavt. Til sammenligning høster de fleste slotte i f.eks. Bordeaux gerne omkring 45 hektoliter pr. hektar og de bedste Chateauneuf du Pape producenter ligger omkring 30 hektoliter pr. hektar.

Alt håndplukkes naturligvis. Når druerne ankommer til vineriet, sorteres de, før de afstilkes. Efterfølgende presses de nænsomt, og vinen lægges på cementtanke. Førstegæringen finder sted, mens der dagligt foretages remontage. Når gæringen er tilendebragt efter 18-20 dage, så lægges vinen på franske egetræsfade i 12 måneder, både nye fade samt fade, som er anvendt en eller to gange før. Vinen tappes på flaske uden nogen former for filtrering og klaring.

Thomas fra Vinspecialisten fortalte, at vinen er lavet for sidste gang i årgang 2014 og herefter udgår af sortimentet fra Palacios. I stedet kommer der selvfølgelig en anden vin fra de druer, som ellers er anvendt til denne vin. Det må vi lige holde øje med i de kommende år,  selvom det er svært at forestille sig, at der skulle komme bedre vin af det.

I næsen er der kirsebær samt lidt mørkere bær, mørk kælder, lidt jord, mineralitet, kridt samt en smule blæk. I munden er vinen langt mere kompleks end de forrige, mere blød og rund med bløde tanniner, tørhed, syre og balance. Smagen er fin, elegant, frugtrig og særdeles blød. Lidt varme i eftersmagen og meget letdrikkelig.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen er 250 kr., hvis ikke vinen allerede er udsolgt.

Rating 5,5/7  

2013 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Il Piccolo, Sicilien, Italien

2013 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Il Piccolo, Sicilien, ItalienGensyn med vinen Il Piccolo – italiensk for “den lille” – som her hos danskeren Peter Vinding-Diers på vingården Montecarrubo i Sicilien henviser til, at dette er 2. vinen på stedet. Sidst jeg smagte Il Piccolo, da var det i årgang 2011, men her har vi altså vinen et par år yngre.

Peter Vinding-Diers har jeg skrevet om et par gange, både ved smagningen af Il Piccolo 2011 samt smagning af topvinen Rosso di Sicilia IGT i en årgang 2008. Det er den vin, som i dag hedder Il Carrubo. Faktisk laver Peter også en endnu dyrere vin, som han kalder Vigna Grande, men den laves kun i helt specielt gode år.

Jeg skal ikke trætte jer med en gentagelse af hele historien om Peter Vinding-Diers, men blot henvise til de tidligere blogindlæg, hvor jeg har skrevet om den store dansker og hele historien om Montecarrubo på Sicilien.

Il Piccolo er som de øvrige vine fra Montecarrubo lavet på Syrah. Peter siger dog selv, at der ikke er tale om en 2. vin, men om en vin lavet fra en bestemt vinmark nær Ispica på den sydlige spids af øen. Her har Peter Vinding-Diers forpagtet et par hektar hos en god ven, som får en skare folk fra Pachino til at komme og håndplukke druerne specielt til ham.

Il Piccolo gærer i store cementkar … både med druernes naturlige gær og via saccharomyces. Efterfølgende lægges vinen på franske Troncais egetræsfade, hvor den gennemfører den malolaktiske gæring og lagrer i 9 måneder, inden den tappes på flaske.

Duftmæssigt herlig animalsk, en gammel hest, mødding, gammel kælder, godt med mørk frugt, brombær, lidt hindbær, grønne blade og vanilje. I munden intens, tør og med fin syre, godt med frugt … frisk frugt, et godt greb … føj, den er sgu lækker og endda endnu bedre end sidst jeg smagte vinen i årgang 2011. Dejlig vin.

Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen i dag er 180 kr.

Rating 5/7 

2011 Alain Voge, Cornas Les Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2011 Alain Voge, Cornas Les Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigVores vinaften sluttede i Rhône og én af Rhône vinene var denne Cornas Les Vieilles Vignes fra Domaine Alain Voge, som netop ligger lige midt i Cornas by. Alain Voge er én af kultproducenterne i Cornas og både Parker samt Wine Spectator regner Voge én af verdens bedste producenter.

Familien Voge har været bønder i Cornas gennem generationer, men vinhuset er reelt først grundlagt i 1958, hvor Alain Voge overtog gården fra sin far. Indtil da havde det været et almindeligt landbrug med forskellige afgrøder.

Men Alain besluttede udelukkende at satse på vinproduktion, så han omplantede en del af vinmarkerne, tilplantede marker, som ikke havde været brugt i 30 år, købte yderligere til og begyndte af producere vin under eget navn.

Sammen med hustruen Eliane besøgte han også de bedste restauranter i området for at gøre sine vine kendte. Og takket være vinenes fantastiske kvalitet, Alain kreative tilgang til produktionen og en hård arbejdsindsats, så steg vingårdens omdømme hastigt.

Og i dag er Domaine Alain Voge én af de mest respekterede vingårde i Cornas sammen med producenter som Auguste Clape, Thierry Allemand, Pierre Lionnet, Noël Verset og Jean-Luc Colombo.

I dag er Alain Voge en ældre herre, så i produktionen af vinene får han i dag hjælp fra vinmageren Albéric Mazoyer, som tidligere har været på Domaine  Chapoutier. Albéric Mazoyer startede hos Alain Voge i 2004 og hjælper mere og mere til. Sammen driver de vinhusets 12 hektar vinmarker i Mauves kommunen.

Det er nemlig 7 hektar AOC Cornas, 4 hektar of AOC Saint Peray samt en smule AOC Saint Joseph og lidt Côte du Rhône. Siden 2013 har produktionen været biodynamisk, men ellers foretrækker Alain Voge ikke at ændre noget i produktionen. Produktionen er meget som i gamle dage … ja faktisk er det hans og hans hustrus tro, at man ikke behøver at ændre hele tiden.

Der laves omkring 50.000 flasker om året fordelt på 4 hvide og 5 røde vine. De fire hvide er AOC Saint Peray, nemlig vinene Harmonie, Terres Boisées, Fleur De Crussol samt en mousserende vin. De røde er en Côte du Rhône Les Peyrouses, en AOC Saint Joseph Les Vinsonnes og endelig de tre Cornas vine Les Chailles, Les Vieilles Vignes og Les Vieilles Fontaines. Den sidstnævnte laves kun i de absolut allerbedste år.

Denne Cornas Les Vieilles Vignes er selvfølgelig ren Syrah, hvor druerne kommer fra 30-årige vinstokke. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke … lang maceration på 4-5 uger, og derefter lagrer vinen 20 måneder på egefade, heraf 15% nye fade. Både Parker og Wine Spectator har giver vinen 95 point.

I glasset en herlig mørk vin … mørk som blæk. Og der er sgu smæk på drengen med mejeri, animalsk flæsk, bacon, råt kød, blæk, grafit, brombær, solbærsyltetøj, bitter chokolade og kakaopulver. Intens som bare pokker … virker kompleks og nuanceret.

Det samme går igen i smagen, som byder på en voldsom frugtrigdom med tons af mørke bær, en meget præcis syre, let peber, faste tanniner … som klæber til fortænderne, jernlåger, mineralitet og godt med længde på eftersmagen. Er fortsat en meget ung vin, som helt sikkert vil kunne klare mange år i kælderen … det ku’ denne ikke … men hvor herligt.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af AK Vine, pris 449,95 kr., men 50 kr. billigere, hvis der købes 12 flasker.

Rating 6/7 

2012 Domaine Beauthorey, Pleine Lune, Languedoc, Frankrig

2012 Domaine Beauthorey, Pleine Lune, Languedoc, FrankrigNæste vin fra Beauthorey er denne Pleine Lune … en Syrah baseret vin, ganske mørkere end forrige vin, men fortsat med den voldsomme animalske og særegne duft … som helt sikkert deler folk, men også gør Beauthoreys vine noget for sig selv.

Pleine Lune er Syrah … dog tilsat en smule Œillade … øhhh hvad? Hvad fanden er Œillade druen for en størrelse? Ikke overraskende, at Christophe Beau har mange og ukendte druer … og denne Œillade må være én af dem.

Œillade er en fransk drue, som historisk har været dyrket i Languedoc og Provence gennem århundreder, men i dag er tæt på udryddelse. Den bliver ofte forvekslet med Rhône druen Cinsault – som vi netop fandt i forrige vin – som også nogle gange kaldes Œillade Noire, når den sælges i bordvine.

På et tidspunkt mente nogle også, at den var en mutation af druen Picardan, som også nogle gange kaldes Œillade Blanche. Men imidlertid er Œillade ikke i familie med hverken Cinsault eller Picardan. Den er altså bare sin egen, og en drue der giver bløde, frugtrige vine med moderat alkohol.

Nå, men lad os smage vinen, som i næsen giver dig et massivt nyrehug med en voldsom animalsk note … varm og rygende mødding, gamle sokker, mørke bær, læder og en snert af peber.

I munden er vinen præget af meget ren frugt … en slags mineralitet eller nærmest stål, en anelse sødme, stor tørhed, lidt peber og en form for bitterhed i smagen … måske lidt peber, som sætter ind i eftersmagen.

Købt i Vinimperiet, pris 138 kr.

Rating 4/7 

2007 Sleight of Hand Cellars, Levitation Syrah, Washington State, USA

2007 Sleight of Hand Cellars, Levitation Syrah, Washington State, USASleight of Hand Cellars holder til i det progressive og spændende vinområde Walla Walla Valley i Washington State og står bag denne Levitation Syrah.

Vinhuset er grundlagt af Jerry og Sandy Solomon sammen med Trey Busch, og de udgav deres første vin i 2007.

Allerede kort tid efter blev Sleight of Hand Cellars udråbt som “The Next Generation” af nye, fremadstormende vinhuse af bl.a. Seattle Magazine, mens andre kaldte vinhuset “The Next Cult Winery”. Parker har også været begejstret og givet vinene gode rating, bl.a. fik deres Black Circle Cabernet hele 95 Parker point.

Sleight of Hands Cellars laver en række anderledes vine. Vinene har – som denne – sjove og anderledes etiketter samt en række sjove navne som The Funkadelic, Illusionist, Archimage, The Spellbinder, The Conjurer, Levitation og mange andre.

Denne Levitation – vel frit oversat som svævende eller fri af tyngdekraften – har en etikette, som meget passende viser en tryllekunstner og en svævende vintønde.

Vinen er lavet på ren Syrah og druerne kommer fra en lang række forskellige marker i Washington State, nemlig Lewis, Les Collines og Funk Vineyards. Vinen har lagret 17 måneder på egetræsfade, heraf 40% nye fade.

Og det er en volumiøs satan, som i næsen har sød vanilje, solbær … virkelig en kraftig og intens næse med tons af mørk frugt og marmelade. Den er fyldig, voldsom med blyanter, våde fade samt en spids peber.

Smagen er meget frugtrig … og langt mere frugtrig end duften egentlig antyder, da frugten virker meget frisk. Der er også lidt alkohol og derudover har jeg noter af lakrids, helt præcis engelsk lakrids.

Tidligere været forhandlet af Smalle Vine. De har den ikke i øjeblikket, men mener at prisen var omkring 299 kr.

Rating 5/7 

2005 Domaine de la Mordorée, Châteuneuf-du-Pape Cuvée La Reine des Bois, Rhône, Frankrig

2005 Domaine de la Mordorée, Châteuneuf-du-Pape Cuvée La Reine des Bois, Rhône, FrankrigLa Reine des Bois … betyder skovens dronning. Det er en Châteuneuf-du-Pape og den kommer fra vinhuset Domaine de la Morderée, som ligger lige udenfor den lille by Tavel lidt syd for Lirac i Rhône.

Vinhuset er forholdsvis nyt, da det er grundlagt i 1986 af Christophe Delorme, som kom fra en familie af vinavlere. Han kaldte vinhuset for Mordorée af respekt for hans far. Mordorée betyder nemlig skovsneppe på den lokale dialekt og hans far var en ivrig jæger.

Christophe fik hurtigt sit navn slået fast hos vinkritikerne, og således har vinhuset siden etableret opnået ikke mindre end 160 medaljer. Specielt anmeldere som Revue du Vin de France, Wine Spectator og Parker har været meget begejstret for vinene fra Mordorée.

Gennem årene har Delorme købt jord op, så han nu råder over 60 hektar fordelt på 38 forskellige parceller i 8 områder. Han har 5 hektar i AOC Châteuneuf-du-Pape, som han købte i 1993. De er fordelt på de kendte marker La Crau, La Nerthe, Cabrières og Le Bois de la Ville.

Derudover har Christophe vinmarker i Lirac, Tavel og Côtes du Rhône, og alle vinmarkerne har siden 2013 været certificeret økologisk. I markerne er opdyrket et helt naturligt økosystem med insekter til at bekæmpe diverse sygdomme i marken. Alt dette bunder i tanken om, at kvaliteten i flasken stammer fra kvalitet i marken.

Denne Châteuneuf-du-Pape Cuvée La Reine des Bois er husets absolutte topvin, som er lavet på Grenache, Mourvedre, Syrah, Vaccarese og Counoise, Det er primært Grenache, men det andelen varierer fra årgang til årgang … typisk mellem 65% til 80%. Vinstokkene er gennemsnitlig 60 år, og vinen er lavet med maceration i 30 dage og 30% af vinen er lagret i brugte barriques, mens resten er lagret i enten ståltanke eller cementtanke.

Og her er godt med koncentreret ekstrakt … mejeri, nærmest hele andelsmejeriet. De er koncentreret solbærekstrakt med vanilje, mælkechokolade, svedsker, våde og brændte fade. Det er mørkt og intenst og man fornemmer også, at alderen så småt er begyndt at trykke den gamle dronning fra skoven.

I munden er der fortsat en voldsom tørhed, tydelige tanniner, godt med solbær, fedme, saft og kraft. Fed, cremet, mørk og alligevel med en frugt, som kan bæren syren igennem.

Forhandles af Otto Suenson, hvor vinen i nyeste årgang koster 449 kr.

Rating 5/7 

2014 Domaine de Tavernel, Passerel Rouge Vin de Pays du Gard, Languedoc, Frankrig

2014 Domaine de Tavernel, Passerel Rouge Vin de Pays du Gard, Languedoc, FrankrigNår vi nu er i gang med Domaine de Tavernel, hvorfor så ikke snuppe den røde udgave af Vin de Pays du Gard vinen? Passerel Rouge Vin de Pays du Gard … et blend på internationale samt lokale druer og samtidig en meget easygoing vin.

Som med den hvide udgave kan der være en forskel på denne Passerel Vin de Pays du Gard og den Vin de Pays du Gard, som vinhuset har skrevet om på deres hjemmeside. Bjarne fra Vinimperiet skriver, at vinen er lavet på druerne Merlot, Marselan, Caladoc, Syrah og Cabernet Sauvignon, mens der også er lidt Grenache i den anden udgave.

Dér er det nemlig 15% Caladoc, 30% Merlot, 10% Cabernet-Sauvignon, 20% Marselan, 10% Grenache og 15% Syrah. Et par af druerne er knap så kendte, nemlig Caladoc og Marselan, så de er måske værd at kigge nærmere på. Og faktisk har begge druer det til fælles, at de begge er lavet af Pauk Truel.

Caladoc er en fransk druesort, som primært findes i Languedoc. Druen er en blanding af Grenache og Malbec, og den blev opfundet/skabt af Paul Truel i 1958 på Institut National de la Recherche Agronomique. Den anvendes i flere forskellige landvine i Languedoc, men er ikke tilladt i nogle officielle appellationer (AOC).

Marselan skabte Paul Truel nogle år senere, nemlig i 1961. Det er en blanding af Cabernet Sauvignon og Grenache. Paul plantede først druen nær den franske by Marseillan, hvorfra den også har fået sit navn. Ligesom Caladoc vokser druen primært i Languedoc, men findes også i både USA samt Kina.

Druerne til denne Passerel Rouge Vin de Pays du Gard er høstet med et udbytte på 65 hektoliter pr. hektar, vinificeret traditionelt med maksimalt 5 til 6 dages maceration og har lagret 3 måneder på ståltank, altså uden brug af eg.

I næsen nærmest en vådkrydret note, mørke bær, solbær, brombær sammen med lidt lakrids og røg. Bjarne fra Vinimperiet skriver selv “et strejf af moskus”, og det giver fuldstændig mening, for der er en tone af noget vådt, uldent, krydret, som er meget fin. I munden er vinen blød, fyldig og krydret … ved første tår lidt sin egen, men den vinder langsomt og er meget drikkevenlig.

Købt i Vinimperiet, pris 65 kr.

Rating 3,5/7 

2010 Arnoux & Fils, Vacqueyras Jean-Marie Arnoux, Rhône, Frankrig

2010 Arnoux & Fils, Vacqueyras Jean-Marie Arnoux, Rhône, FrankrigNogle kalder tit vine fra Rhône de bedste billigste vine i verden … og man bliver sjældent helt skuffet. Måske “nogle” ikke har drukket tyske Spätburgundere? Men det er jo en helt anden sag. Nogle har alligevel ret i, at man sjældent bliver helt skuffet med en Rhône vin.

Sådan er det også med denne Vacqueyras Jean-Marie Arnoux fra Domaine Arnoux & Fils, som holder til midt i det traditionsrige Vacqueyras … ja vinkælderen ligger faktisk i den historiske bymidte direkte ved det gamle klokketårn Vieux Clocher.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1717 af Pierre Bovis, en gammel forfader til Arnoux familien, som fortsat ejer og driver vingården.

Pierre Bovis fik nemlig i 1717 en vinmark fra den lokale herremand grev François de Castellanne, de Lauris, de Vassadel, de Gérard, Chevalier marquis de Ampuis, de Lagneroux og Vacqueyras. Ja, det lød som om, at denne greve ejede en del jord.

Og siden denne spæde begyndelse har familien været vinbønder med samlet 40 hektar jord i Vacqueyras og Gigondas. Indtil 1936 havde Domaine Arnoux & Fils alene 24 hektar, men den stigende efterspørgsel har betydet, at vinmarker er udvidet. Derudover køber vinhuset i dag også druer fra andre avlere i området.

Dermed kan vinhuset i dag dække et komplet sortiment af vine fra hele den sydlige Rhônedal.

Det er i dag brødrene Marc og Jean Francois Arnoux, som leder vingården. De overtog driften efter faderen Jean-Maris Arnoux samt onklen Régis Arnoux. Det var dog farfaren Aimé Arnoux, som virkelig ekspandere vinhuset til den størrelse, som det har i dag.

Vinene produceres, markedsføres og sælges under 3 navne, nemlig Vieux Clocher, Seigneur de Lauris samt Arnoux & Fils. Vinene i de to første serier er lavet med druer fra husets egne marker, mens Arnoux & Fils vinene er lavet med druer fra en række af de partnerskaber, som vinhuset har indgået i området.

Denne Vacqueyras Jean-Marie Arnoux er selvfølgelig opkaldt efter brødrenes fader og er lavet 65% Grenache, 30% Syrah og 5% Mourvèdre. Druerne kommer fra marker, som er beliggende ved foden af Dentelles de Montmirail. Stokkene er omkring 50 år gamle og udbyttet ligger på beskedne 28 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med maceration i 15 dage, helt traditionelt, ingen bøder, ingen filtrering. Lagring sker på store fade i 6-12 måneder.

Og der er bare en herlig, klassisk Rhône næse i denne vin. Det er animalsk, rigtig godt med mejeri, yoghurt, våd hund, chokolade, sød lakrids, mørke krydderier og virker generelt dyb, mørk og tætpakket med mørk frugt. I munden godt med peber, syre … bløde og mørke bær, godt med tanniner og måske en anelse alkohol. Men som “nogle” siger … man bliver sgu ikke skuffet … smager godt.

Købt i Druekompagniet, pris 145 kr.

Rating 4,5/7  

2013 Clos Saint Jean, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2013 Clos Saint Jean, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigHos Paul sluttede vi i Rhône … nemlig hos en gammel kending Domaine Clos Saint Jean, som jeg har smagt en del gange.  Vi er selvfølgelig i Châteauneuf-du-Pape, hvor vi finder den lille familieejendom, som står bag denne husets basis Châteauneuf-du-Pape.

Ejendommen er grundlagt tilbage i 1910 af Edmund Tacussel., men siden 2001 – hvor Guy Maurel døde – har hans to sønner Pascal og Vincent Maurel drevet domænet, som ejer 41 hektar vinmarker … alle beliggende på det berømte Le Crau i hjertet af Châteauneuf-du-Pape.

Efter brødrenes overtagelse af vingården, så startede de med at hyre ønologen Philippe Cambie for at forsøge at forbedre de vine, som man altid havde lavet på Clos Saint Jean, men som man havde en tendens til at opbevare lige længe nok på de store foudres af slovensk eg, hvorved frugten ofte tørrede ud.

Men det blev en hård start for de to brødre. En ren syndflod af regn ødelagde høsten 2002, så de var tvunget til at sælge al deres vin til negocianter uden at aftappe så meget som én flaske under domænets navn.

Ganske anderledes blev det heldigvis i 2003, hvor brødrene modstod fristelsen – på trods af det meget varme vejr – til at høste tidligt, hvilket medførte, at deres druer modnede helt perfekt uden det mindste tegn på at være overmodne.

Man begyndte også med en lang macerationsperode på op til 35 dage for at sikre, at alle rødvine blev stofrige. Grenache fadlagrede man ikke, mens de øvrige sorter blev nu lagret på nye eller et år gamle træfade i 12-16 måneder. Altså ganske anderledes end tidligere på vingården.

Og de høstede hurtigt frugterne … idet brødrenes ene specialcuvée Deus Ex Machina –  fremstillet på basis af Grenache og Mourvedre fra mere end 100 år gamle vinstokke – i årgang 2003 fik de magiske 100 point af Robert Parker, og så kan det ellers være, at der blev opmærksomhed omkring den lille vingård.

Specielt da kunststykket med de 100 point blev gentaget flere gange, bl.a. med årgang 2005 … mens man i årgang 2007 fik 100 point for begge specialcuvéer Deus Ex Machina og La Combe des Fous, som jeg i øvrigt smagte begge for nogle år tilbage. Siden har brødrene også lavet en yderligere specialcuvée mere, nemlig Sanctus Sanctorum –  fremstillet på basis af 100% Grenache fra vinstokke plantet i 1905  –  som i øvrigt også har fået 100 point af Parker, nemlig med årgang 2009.

Den store succes har også medført, at brødrene ikke længere havde plads nok på den gamle adresse på Avenue General de Gaulle, så derfor byggede man i 2010 en ny kælder på Chemin du Moulin à Vent – nabo til udsalget hos Clos Mont Olivet – stedet der i de gode gamle dage hed Cave Reflets.

Her har vi husets “basis-Châteauneuf” og i en nyere udgave, nemlig årgang 2013. Jeg tror ikke, at Paul havde dekateret vinen, som ellers er en rigtig god idé for neuf’er … gerne et par timer i forvejen.

Druerne til vinen kommer fra vinmarker, der kvalitetsmæssigt er på højde med de marker, som mange af domainets kollegaer høster deres prestigecuvéer fra. Endvidere lægges der samme energi i denne vin som i de to prestigevine, da både Cambie og de to Maurel-brødre insisterer på, at deres to prestigevine aldrig må laves på bekostning af basis Chateauneuf’en.

Meget sjovt, så står der på husets hjemmeside, at vinen er lavet på 60% Grenache, 15% Syrah, 40% Mourvèdre, 3% Cinsault, 2% Vaccarese samt 1% Muscardin, altså 120% … dét kræver vist nogle store flasker. Vil gætte på, at det nok kun er 20% Mourvèdre i stedet for 40%. Druerne er høstet med et beskedent udbytte på kun 20 hektoliter pr. hektar.

Efter høstet afstilkes omkring 90% af druerne og vinen vinificeres i store betonkar. Macerationsperioden er omkring 35 dage i betonkarrene, hvorefter vinen lagrer – for Grenaches vedkommende 16 måneder på beton og for de øvrige druer et år i nye egefade.

Denne Châteauneuf-du-Pape er fortsat ganske ung og giver i næsen noter af både modne kirsebær, hindbær, solbær, egefade, kanel, vanilje, lakrids, ristet brød samt svage urter. I munden er det meget blødt, men der er også godt med alkohol i smagen … som for mig indikerer, at den måske godt kunne tåle et par år mere i kælderen.

Forhandles af både Vinspecialisten samt The Wine Company, pris 285-295 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Domaine de Saumarez, Aalenien, Languedoc, Frankrig

2012 Domaine de Saumarez, Aalenien, Languedoc, FrankrigI det sydfranske spor var næste vin også fra Languedoc, nemlig fra den lille, fremragende producent Domaine de Saumarez, som ligger ved den lille historiske landsby Murviel-Lès-Montpellier. Og vinen er husets topvin, som kaldes Aalenien.

Vinhuset drives af den herlige og friske Robin Williamson sammen med fruen Liz. Robin Williamson er englænder, og hans frue Liz er fra New Zealand. Robin havde selv tidligere været bankmand, men parret ønskede noget andet i livet og de etablerede Domaine de Saumarez i 2004 ud fra en drøm om at blive vinbønder og lave kvalitetsvine.

Og de har fundet et godt lille sted ved Murviel-les-Montpellier i de lave bakker 15 minutters kørsel vest for Montpellier. De omkringliggende bjerge er dækket af olivenlunde og vinmarker og udsigten strækker sig helt til Middelhavet.

Da de søgte efter en vingård, var deres vigtigste kriterie at finde kvalitetsterroir, altså jordbund med potentiale til at give frugt af absolut topkvalitet. De lægger megen omhu i at lave vine, der repræsenterer kompleksiteten af deres terroir og samtidig bringer det bedste frem i hver druesort.

De kiggede sammenlagt på 30 vingårde mellem den spanske grænse og Nimes inden de købte vingården i Murviel-les-Montpellier. Det var faktisk den 30. og sidste vingård de besøgte. Den var forfalden … men med potentiale.

Vingården består af 11 hektar vinmarker med vinstokke plantet på skråninger mellem 80 og 150 meter over havets overflade. Jordbundstypen, som opstod i Jurassic perioden, kaldes Aalenien og er unik for Languedoc og består af kvarts, skifer, granit og mergel.

Vinstokkene behandles med stor omhu. Det tørre og blæsende middelhavsklima betyder, at det ikke er nødvendigt at sprøjtebehandle, så her bruges ingen herbicider eller pesticider. Ukrudtet bliver pløjet eller hakket væk, og om vinteren græsser flokke af lokale får mellem vinstokkene. Denne filosofi bidrager til at fremme den levende jord, hvor alle organismer lever i symbiose med hinanden. Fra årgang 2012 er vingården certificeret som økologisk.

Robin fortæller, at Domaine de Saumarez er en del af “the Outsiders” … en lille gruppe af 12 ligesindede vinbønder i Languedoc-Roussillon, som alle er enige om, hvordan de laver spændende vine, som udnytter regionens meget forskellige jordtyper, druesorter og de klimatiske forhold.

Aalenien er som nævnte husets topvin, lavet på 80% Syrah og 20% Grenache. Druerne kommer fra husets bedste parceller, nogle stenede skråninger med undergrund præget af kvarts, skifer, granit og mergel dannet under juratiden. Druerne er plukket ved håndkraft, 25 hektoliter pr. hektar og afstilkes inden vinfikation i cementtanke. Maceration på 4-5 uger og sluttelig lagring i 1 år på unge, franske barriques.

Og i næsen er der gamle stalde, mødding … næsten nature wine i duften. Der er mørk frugt, blommer, hindbær, læder, røg, våde fade, kanel, kakao samt lidt mintpastiler. Herlig næse. I munden er det en mørk, kraftig og fyldig vin, men meget rund med mørke bær, svedsker, lakrids, tobak, peber og tydelige tanniner, men herlig balance mellem syre og lidt sødme. Et lille kraftværk.

Købt hos Jysk Vin, men prisen kender jeg ikke.

Rating 5,5/7