2011 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Så nåede vi sgu alligevel mållinjen og kan sætte bussen i garagen kl. 20.11 … det er i hvert fald sidste vin, som vi smagte hos Azienda Agraria Scacciadiavoli di Pambuffetti, altså 2011 årgangen af deres Sagrantino di Montefalco DOCG.

Og 2011’eren er også lidt som en bus, stor, kraftfuld og ligepå. Dufter af tætpakket mørk frugt, blåbær, brombær, blommer og lidt syrlige kirsebær. Derudover er der sekundære noter som mynte, estragon, eukalyptus, læder og mørk chokolade.

I munden er vinen tør, pakket med tanniner, som dog egentlig er smeltet fint sammen i vinen. Powerfuld, fyldig med syrlig, balsamisk side. Ung som bare pokker, men virker dog nogenlunde voksen af sin alder … teenager med vokseværk.

Forhandles herhjemme af Vinæsken.dk, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er lavere 189 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4,5/7 

2010 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Næstesidste Montefalco Sagrantino og 5. Sagrantino i streg … og nu var trætheden sgu ærlig talt også ved at melde sig hos jeres flittige vinblogger, som havde været igennem vinsmagninger siden tidlig morgen.

Jeg talte for sjovt lige op, at denne vin var nummer 58 på dagen. Ikke ringe og vist ny personlig bedst … og dermed slår jeg sgu vist både Schumacher, Hammilton og Tom Kristensen i hurtigste tid, bedste start og længste distance.

Nå, men 2010’eren bliver lidt gentagelse fra året før. Næsen sådan til den voluminøse side med blommer, modne kirsebær, blåbær, lakrids, mørk chokolade og mynte, estragon samt eukalyptus. Der er læder, eg, jord og en slat krydderier. Meget tæt i duften.

I munden igen en fyldig, fed vin … måske lidt mere sødme end 2009’eren, og ellers blød, cremet og samtidig med knivskarpe tanniner. Der er blommer, kirsebær, røgede elementer og stram italiensk syre. Ikke feltets stærkeste, men omvendt er vinen også ung for en Sagrantino.

Forhandles herhjemme af Vinæsken.dk, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er lavere 189 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4,5/7 

2009 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Det 4. stoppested for bussen sagde 2009 … og dermed en yngre udgave af Scacciadiavolis Sagrantino di Montefalco DOCG, selvom den jo ret beset jo er hele 8 år gammel.

Men som I måske tidligere har fornemmet, så elsker den tannin- og polyfenolrige Sagrantino drue jo virkelig alder, som et alderdomshjem elsker folk med rynker og lange livshistorier. Men her altså ingen overgangsalder, gangstativ eller rynker, blot velmoden og lækker Sagrantino.

Nu begynder der at komme nogle af de dufte, som yngre Sagrantino kan kendes på, bl.a. lidt estragon, mynte, eukalyptus sammen med blommer, modne kirsebær, blåbær, læder og så … som vanligt godt med power på drengen. Er måske lidt varmere i stilen end fx efterfølgende 2010’er.

I munden er der lidt flomme og fedme over vinen, blommer, kirsebær, måske lidt kanel og kakao, men ellers balsamisk syre, power, tætte og stramme tanniner, som renser munden, hvis du lukker for meget luft ind. Gør du ikke det, så er vinen faktisk totalt i balance og byder dig på tæskegod Sagrantino.

Forhandles herhjemme af Vinæsken.dk, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er lavere 189 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5/7 

2008 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

2008 er vist mest kendte for starten på finanskrisen, som kom i kølvandet på krakket i Lehman Brothers. Til gengæld var det et godt høstår for Sagrantino druer i Montefalco og så må vi jo se, om denne årgang 2008 af Scacciadiavolis Montefalco Sagrantino også lever op til dette … eller om den også krakker.

I næsen er det den mest overmodne vin af de smagte årgange. Der er modne bær, nærmest syltede blommer, søde kirsebær, blåbær, svedsker og ganske marmeladeagtig i næsen. Det er virkelig fyldigt og vinen byder derudover på chokolade, jord, læder og urter.

Smagen er også ganske moden med kirsebær, lakrids, chokolade … cremet, fyldig og lidt til den tungere side. Frugten og syren er dog ganske levende og tanninerne absolut intakte, men fylder mindre i det samlede billede pga. den fede urkraft i vinen.

Forhandles herhjemme af Vinæsken.dk, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er lavere 189 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4,5/7 

2007 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Næste stop med bussen blev det herrens år 2007 … året hvor Tony Blair trådte tilbage som britisk premierminister og et jordskælv ud for Niigata kyst beskadigede et atomkraftværk. Men her har vi et helt andet lille kraftværk, nemlig Cantine Scacciadiavolis Montefalco Sagrantino.

Og lad os da endelig blot springe direkte ind i mine smagsnoter. Næsen er lakrids, orkideer, kandiserede kirsebær, blommer og frugten dufter egentlig ganske frisk. Der er power i vinen, og den virker som en kraftig bandit, som også trækker 15,5% alkohol, hvilket dog slet ikke mærkes i duften. Der er læder, jord, urter og lidt chokolade.

I munden er vinen faktisk mere stringent og det klæder vinen. Det er powerfuld elegance, klar og præcis samt fortsat med stram italiensk syre og stor tørhed. Lidt som en stor bodybuilder i en hvid morgenkåbe af bomuld. Den virker ikke så stærk, som forventet … men har fortsat store tannin biceps.

Forhandles herhjemme af Vinæsken.dk, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er lavere 189 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5,5/7  

2006 Scacciadiavoli, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Så kører bussen … 6 x Montefalco Sagrantino DOCG fra Cantine Scacciadiavoli i streg … vertikalsmagning fra årgang 2006 til 2011, men bare rolig, jeg skal nok udgive alle 6 anmeldelser på én gang, således du enten hurtigt kan komme videre med dit liv eller nørde og sammenligne smagsnoter.

Vi startede hos Scacciadiavoli lidt omvendt, nemlig med de ældste Sagrantino vine først, dvs. at vi her har fat i 2006’eren af vinen, altså en 10-11 år gammel vin.

Og skal vi tage lidt om den overordnede vurdering af årgangene, så har alle de smagte vine fra 2006 til og med 2011 fået 4 stjerner, som Consorzio Tutela vini Montefalco selv betegner som; Excellent Vintage … dog undtagen 2008, som har fået de maksimale 5 stjerner, som indikerer; Outstanding Vintage.

Så må vi se, om det også kommer til udtryk i mine vurderinger af vinene i de nævnte årgange.

Druerne til vinen er høstet fra medio oktober måned til slutningen af måneden. Høstudbyttet ligger på omkring 60 hektoliter og altså godt under appellationens regler om maksimum 80 hektoliter.

Derudover findes der faktisk også en regel om, at 65% af høstudbyttet skal anvendes til denne tørre Sagrantino og 35% til den søde Passito på Sagrantino.

Vinen vinficeres i store 100 hektoliter franske egefade i 3-4 uger og under fermenteringen holdes temperaturen under 30 grader i hele processen. Derefter lagres vinen ved, at 50% kommer på barriques, hvoraf 15% er nye, og de resterende 50% i store franske egefade i 24 måneder. Efter flaskningen lagres vinen i kælderen i mindst 12 måneder yderligere.

Og det er fed, nærmest tyk og fed med en næse, som byder på godt overmodne blommer, kirsebær, blomster, let estragon, gammel kælderopgang, ler, jern, læder, eg, lidt bitter chokolade og grønne blade.

I munden er vinen også godt moden og tanninerne fint integrerede. Der er fin syre, det er kirsebær, lakrids, aske og mørk chokolade. Tager du godt med luft ind, så galoperer tanninerne afsted, men ikke alt for voldsomt.

Forhandles herhjemme af Vinæsken.dk, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er lavere 189 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5/7  

2014 Scacciadiavoli, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Derefter kom rosso’en i 2014 årgangen på bordet og det bliver selvfølgelig nemt lige en gentagelse fra foregående vin, selvom der bestemt også er forskelle på vinen i de to årgange.

Samlet har Azienda Agraria Scacciadiavoli di Pambuffetti omkring 13 hektar vinmarker, som anvendes til denne vin, hvilket er ud af deres samlede 35 hektar vinmarker. Der er selvfølgelig størst areal til Sagrantino druerne, som anvendes til både huses Montefalco Sagrantino DOCG og dessertvinen Montefalco Sagrantino Passito DOCG.

2014’eren er lavet som 2013’eren … det skal jeg ikke trætte jer med, så vi springer hovedkulds ind i smagsnoterne i stedet for.

Næsen er også landlig og animalsk, men klart mere syrlig og har – udover samme duftnoter som 2013’eren – også mentol, som måske stammer fra Sagrantino druerne. Synes i hvert fald, at denne duft ofte findes i helt ung Sagrantino.

Smagsmæssigt er vinen også langt mere syrlig end 2013’eren. Der er mere jern og mere bitterhed i smagsnuancerne.

Forhandles herhjemme af Vinæsken.dk, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er lavere 99 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4/7 

2013 Scacciadiavoli, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Aftenens første rødvin blev selvfølgelig husets Montefalco Rosso DOC, som vi skulle smage i to årgange. Vi startede med den ældste 2013 først.

Det er en vin, som huset selv anbefaler serveret til lidt rød risotto, og viola … vi fik skam også risotto, indkogt sammen med lidt Sagrantino sammen med vinen. På den måde er italienerne sgu mestre i det gode liv … god mad og god vin.

Scacciadiavolis Montefalco Rosso er lavet på 60% Sangiovese, 15% Sagrantino og 25% Merlot. Som efter de gamle traditioner, så udvælger man først de Sagrantino druer, som skal anvendes til produktionen af Montefalco Sagrantino og derefter høster man de øvrige, som anvendes til denne lidt friskere vin.

Høstudbyttet ligger ret pænt med 90-100 hektoliter pr. hektar og vinen er derefter vinificeret på rustfrie ståltanke og så lagret 12 måneder på henholdsvis franske barriques og større egefade. Efter flaskningen har vinen lagret yderligere 6 måneder.

Næsen er herlig landlig. Det er stald med en syrlig animalsk side, en god mørk og dyb frugtnæse kombineret med rabarber, godt med bær, krydderier, urter og skovbund.

Smagen er samtidig meget imødekommende, blød og fyldig, men har samtidig den italienske syre og tydelige tanniner, som bidrager til en god balance. Meget allround og god vin.

Forhandles herhjemme af Vinæsken.dk, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er lavere 99 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4,5/7 

2014 Scacciadiavoli, Montefalco Bianco, Umbrien, Italien

Sola Fides står der i Scacciadiavolis logo … og det betyder noget i retning af; ved tro alene, en grundformel i reformatorisk teologi og det repræsenterer familiens tro på det specielle terrior i Montefalco området. Udsagnet står både i logoet for vinhuset og på bagsiden af etiketterne på husets vine. Det står også bag på denne Montefalco Bianco DOC vin.

Blendet er efter DOC appellationens regler, her er det altså 50% Grechetto, 25% Trebbiano Spoletino samt 25% Chardonnay, høstet gennem de meste af september måned fra husets marker med et udbytte på 80 hektoliter pr. hektar.

De forskellige druesorter er vinificeret separat … Grechetto traditionelt i rustfrie ståltanke, Chardonnay i store 16 hektoliter egefade og Spoletino i rustfrie ståltanke sammen med skindet.

Derefter blandes vinen og lagrer først i ståltanke med gæren – sur lie – og derefter egefade i 9 måneder. Efter flaskningen lagrer vinen mindst yderligere 9 måneder.

Duften er nu langt mere aromatisk med fedme, fersken, abrikos, blomster og sæbe. Selvom vinen er federe og fyldigere end foregående Grechetto, så virker det som om, at duftene af blomster giver en vis lethed til vinen.

Der er god balance i smagen … sådan mellem både fedme og lethed. Der er som om, at lagringen på eg også giver vinen en klædelig tyngde. Meget fin hvidvin.

Forhandles herhjemme af Vinæsken.dk, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er lavere 119 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4,5/7 

2015 Scacciadiavoli, Grechetto Umbria IGT, Umbrien, Italien

Scacciadiavoli laver i øjeblikket 2 forskellige hvidvine, både en Grechetto og en Montefalco Bianco, og Francesca fortalte også under vores middag, at de i 2011 har plantet mer’ Trebbiano Spoletino, som i løbet af de kommende år skal danne baggrund for endnu en hvidvin.

Det kan jeg kun tilslutte mig … elsker Spoletino.

Vi startede dog med en Grechetto Umbria IGT i årgang 2015, lavet på ren Grechetto, høstet med et udbytte på 10 tons pr. hektar i de første 10 dage i september.

Vinen er produceret i store temperaturstyrede rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret med gæren i en periode inden flaskning og lagret i yderligere 3 måneder inden frigivelse.

I næsen er vinen sådan meget let … har en svag krydret side, sødme, lidt blomster, men virker på ingen måde mineralsk. Måske en kende anonym. Smagsmæssigt er vinen langt federe end forventet, har sødme, okay friskhed, men det bliver måske en kende fladt i udtrykket.

Vinen er ikke fundet herhjemme og jeg kender heller ikke prisen.

Rating 4/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger