Tag-arkiv: pinot blanc

Pinot Blanc er en fransk, hvid druesort, som måske i hjemlandet kendes mest fra Alsace, hvor den dog fortsat står i skyggen fra både Riesling og Gewurztraminer.

Derudover findes der også masser af Pinot Blanc i Alto Adige-regionen i Italien og i dele af Tyskland og Østrig, hvor druen er kendt under navnet Weissburgunder … den hvide burgunder. Men Pinot Blanc er også i familie med de øvrige Pinot druer og deler således ett genetiske fingeraftryk med Pinot Noir og Pinot Gris.

Pinot Blanc anvendes til produktion af almindelige hvidvine, mousserende vine – er nærmest hoveddruen i Crémant d’Alsace vinene – samt søde dessertvine. Selvom det måske ikke er den mest glamourøse druesort i Pinot familien, så er sorten alligevel brugt rigtigt mange steder.

Pinot Blanc menes at stamme fra Bourgogne, hvor der også fortsat findes vinmarker med druen, selvom man sjældent støder på Pinot Blanc vine fra Bourgogne.

Men druen har faktisk en del ligheder med Chardonnay … den giver vine med en mellemstor til fyldig stil, har god syre og reagerer godt på lagring på egefade. Pinot Blanc har også ofte noter af æbler, mandler og røg … nogle af de samme som Chardonnay.

Pinot Blanc blomstrer og modner tidligt og giver gode udbytter. Vine på Pinot Blanc er lette og saftige med medium syre og rund frugt.

2018 Weingut Burggarten, Weissburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Burggarten, Weissburgunder, Ahr, TysklandPaul Schäfer hos Weingut Burggarten startede med at servere os et glas Gutswein … deres 2018 Weißburgunder og så var vi ligesom i gang.

Vinen er lavet ved, at druerne først lige ligger med skindet i 12 timer, hvorefter de presses. Så gærer vinen, hvor 70% gærer køligt i rustfrie ståltanke, mens de resterende 30% gærer i brugte fade og også efterfølgende får en malolaktisk gæring. Så lagrer vinen en kort periode og først derefter blandes vinen inden endelig aftapning på flaske og frigivelse.

Næsen byder dig på fersken, mirabeller, er meget rund, venlig og behagelig med en smule sødme. I munden har vinen en god smag, er herlig landlig med pærer, fersken og hart en kraftig – om end blød – syre, som gør vinen totalt omgængelig.

Vinene fra Burggarten forhandles herhjemme af Propperiet Vin Import, men denne er ikke i sortimentet. På vingården koster den 9,40€ … svarende til 70 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Weingut Sohns, Cuvée Pascal Deutscher Sekt Brut, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Sohns, Cuvée Pascal Deutscher Sekt Brut, Rheingau, TysklandDet gode geisemheimer vinhus Weingut Sohns laver også en anden klassisk Deutscher Sekt, nemlig denne Cuvée Pascal Deutscher Sekt Brut, som jeg har smagt i årgang 2017.

Vinen er lavet efter den helt klassiske champagnemetode og på et mix af druesorterne Riesling, Weißburgunder og Spätburgunder. Vinifikationen er først sket i rustfrie ståltanke, hvor vinen også har hvilet en kort periode inden aftapning på flaske og så andengæringen.

Næsen er næsten helt champagnsk … modne nedfaldsæbler, abrikos, fersken, lidt astronaut-is, hasselnødder, valnødder, toast, surdej, lidt vanilje og klart mere liflig, kompleks og rund end forrige Riesling Brut.

Smagen er også bedre, fint tætte og søde bobler, god intensitet, både modne og friske æbler samt abrikos. Der er bedre balance i denne vin, mere smag … en god lille perlende perle.

Ikke én af de Sohns vine, som Winelovers.dk importerer, så en dansk pris kendes ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut J. Neus, Ingerheimer Weisser Burgunder, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut J. Neus, Ingerheimer Weisser Burgunder, Rheinhessen, TysklandNu er vi atter tilbage hos den gode Weingut J. Neus, som holder til i byen Ingelheim i Rheinhessen. Denne gang er det med en hvid Ortswein … en 2018 Ingerheimer Weisser Burgunder.

Weingut J. Neus er er grundlagt i 1881 af Josef Neus og allerede i det 19. århundrede var huset berømt for store vine på Spätburgunder. Josef Neus udviklede sin egen Pinot Noir klon – Neus-klonen – ved at observere og udvælge de bedste vinstokke i markerne, som han så avlede videre på. Disse gamle vinmarker med Neus klonen består i dag og er kronjuvelerne i vingårdens samling af fantastiske markbesiddelser.

Det er imidlertid ikke Neus familien, som ejer vingården i dag, for i 2012 blev den købt af Christian Schmitz fra Mainz. Han har sat sig for at føre vingården tilbage til sin storhedstid og lave Tysklands bedste rødvine.

Og til at hjælpe sig har Christian hyret lederen Lewis Schmitt og vinmageren Julien Meissner. Sammen har de 12 hektar vinmarker, primært på de to Große Lage marker Pares og Horn.

Der dyrker de primært Spätburgunder, men også lidt St. Laurent og Frühburgunder samt en smule grønne druer som Riesling, Silvaner, Weißburgunder og Chardonnay. Vingården er medlem af VDP, så vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein samt Große Lage.

Og det er netop en Weißburgunder eller Weisser Burgunder, som jeg nu har fået i glasset. Druerne kommer fra marker, som ligger lige overfor de to Grosse Lage marker Pares og Horn. Vinen er spontan gæret i store, nye tonneau egetræsfade og har efter endt fermentering lagret 8 måneder sur lie i fadene.

Næsen er meget let, forsigtig, sart og har først en lille sødme med lidt karamel, melon, fersken, modne æbler, hvide blomster og nogle røgede elementer. Der er også en vis kalket og saltet mineralitet … alt sammen meget diskret, lyst og luftigt.

Smagen passer meget godt til duften … meget smagfuld, men på en blid, delikat og forsigtig måde. Der er mange lag, stor kompleksitet og samtidig pænt med bundtræk, men igen på en langsom, sløv og forsigtig facon. Der er tropisk frugt, pærer, æbler, endda en smule  æblemost, som breder sig eksplosivt langsomt i munden. Syren virker både moden, frisk og som en god dirigent … og musikken spiller smukt.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Wolfgang Maitz, Ehrenhausen Weißburgunder, Südsteiermark, Østrig

2017 Weingut Wolfgang Maitz, Ehrenhausen Weißburgunder, Südsteiermark, ØstrigNæste Maitz vin er også en Weißburgunder, men et niveau op af den østrigske wienerstige, nemlig en Ortswein og lagret en snas længere … det er nemlig en 2017 Ehrenhausen Weißburgunder.

Der er dog ikke samme kvantespring mellem de to Weißburgundere som tilfældet med de to Morillon vine. Denne 2017 Ehrenhausen Weißburgunder er selvfølgelig lavet med druer fra husets marker omkring Ehrenhausen. Der ligger markerne i 400 meters højde med en undergrund med maser Muschelkalk.

Vinen er vinificeret og lagret 12 måneder på store egefade og Wolfgang junior vurderer, at vinen sagtens kan gennem i op til 10 år fra høståret.

Vinen dufter også af mere end lillesøsteren … fortsat æbler, pærer, mango, lemon og i det hele taget mere eksotisk i frugten. Det er oss’ smagsmæssigt lidt det samme, men der er mere krop, fylde, dybde og meget mere smagfuld, Der er æbler, pærer … et lidt kalket og frisk udtryk, saltet og syrligt bid og igen en vis saftighed,

Winelovers.dk overvejer import, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Wolfgang Maitz, Südsteiermark Weißburgunder, Südsteiermark, Østrig

2018 Weingut Wolfgang Maitz, Südsteiermark Weißburgunder, Südsteiermark, ØstrigNæste Weingut Wolfgang Maitz vin blev igen en Gebietswein, altså en basisvin og en ung 2018 Südsteiermark Weißburgunder.

Druerne er høstet manuelt fra vinhusets forskellige sandede marker i området og vinen er vinificeret og lagret på store egefade i 7 måneder inden aftapning.

Næsen byder på pærer, æbler, mango, lyst franskbrød, mariekiks, svag musketnød og lidt mandler. Smagen er rund, let vandet med et frisk bid, lidt bitterhed og lemon. Det er sådan en ubekymret og let vin med en vis saftighed.

Winelovers.dk overvejer import, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Weingut Burggarten, Neuenahrer Weissburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Burggarten, Neuenahrer Weissburgunder, Ahr, TysklandAhr er højborg og bastion for god kølig, lys Spätburgunder, og den herlige druesort dækker da også over 60% af vinmarkerne i Ahr. Der laves imidlertid også en smule hvidvin i Ahr … knap 14% er tilplantet med 45 forskellige hvide sorter og heraf er der alene 1,8% med Weißer Burgunder.

Ikke desto mindre har vinbloggeren nu sådan en fætter i glasset … 2017 Neuenahrer Weissburgunder fra det velkendte vinhus Weingut Burggarten, som jeg har skrevet om tidligere.

Så derfor kigger vi nu blot nærmere på denne Neuenahrer Weissburgunder, som er lavet med druer fra marken Neuenahrer Sonnenberg marken, hvor stokkene er 25 år gamle og står i en jord med undergrund af löss.  Vinen er lavet lidt på samme vis som deres Chardonnay … og så lagret 8 måneder på egetræsfade, heraf 30% nye fade.

Duftmæssigt er der sgu skrald på drengen … fedme, fadpræg, lidt olieret med mirabeller, ananas, abrikos, honningmelon, pærer, søde æbler, vanilje og mariekiks, ristede mandler, karamel, lemon og så lidt afbarkede grene. Det er en fed lille bandit, eksplosiv med en lækker inderlighed. Smagt blindt havde jeg aldrig gættet på Weissburgunder aka Pinot Blanc.

Smagsmæssigt er der dog lidt rygrad i vinen … for selvom den er fedfuld, lettere olieret og varm, så er der bestemt også både syre og bitterhed. Frugten er ananas, har flot sødme/syre balance, meget elegant på en både voldsom og præcis facon, lidt som en bodybuilder iført negligé. Eftersmagen er lang med lidt grape bitterhed. Lækker vin og atypisk Pinot Blanc vin, men smager forfærdelig godt … 5 houlbergske tomler med pil op.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 215 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Jülg, Crémant Brut, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Jülg, Crémant Brut, Pfalz, TysklandVi nupper lidt mer’ pfalzerwasser … endda boblende via denne lille, charmerende Crémant Brut fra Weingut Jülg i Schweigen-Rechtenbach i Pfalz.

Jülgs Crémant Brut er lavet på Chardonnay og Weißburgunder med lige del druer fra husets vinmarker på både den franske og tyske side af grænsen.

Det er en Crémant, som er lavet på den traditionelle champagnemetode med andengæringen på flaske, men inden da er den er vinificeret delvist på egefade og i rustfrie ståltanke, hvor den også har lagret 6 måneder sur lie.

Efter aftapning på flaske er vinen lagret 10 måneder med flaskegæring i kælderen inden degorgering. Den har 12% alkohol og 6 gram restsukker pr. liter … men nok snak, lad os smage den lille boblende sag.

Duftmæssigt er det abrikos, æblemose, nogle lækre ristede noter, men i det hele taget  godt pakket med eksotisk frugt og modne æbler, honning, blomster og en smule lemon.

Boblerne er ganske små, blide og venlige, forsigtige og perlende, mens smagen er elegant og frisk. Det er en meget cremet, blød og blid vin, som de fleste vil kunne li’ … og alle omkring bordet var glade for vinen. Der er lidt mineraler og salte i eftersmagen, men samlet et godt alternativ til et glas champagne.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Weingut R&A Pfaffl, Wien.1, Weinviertel, Østrig

2017 Weingut R&A Pfaffl, Wien.1, Weinviertel, ØstrigHelligbrøde, abnormt, uhyrligt, småperverst, udflippet og uhørt … sådan at blande Riesling med Grüner Veltliner og Pinot Blanc. Ikke desto mindre, er det netop hvad Weingut R&A Pfaffl har gjort i denne Wien.1 vin.

Vingutten med det svært udtalelige navn holder til midt i den lille by Stetten omkring 20 kilometer nord for Wien. Det er et lille familieforetagende, som i dag styres af de to søskende … bror og søster Roman Josef og Heidi Pfaffl sammen med deres far Roman Pfaffl.

Roman Josef  – som I ser på billedet ovenover – er vinmageren og står for kælderarbejdet, mens faderen står for arbejdet i marken og søster Heidi tager sig af salg og markedsføring.

Weingut R&A Pfaffl har samlet 110 hektar vinmarker, som er fordelt omkring 10 forskellige landsbyer nær Stetten. Der dyrker de mest Grüner Veltliner, Riesling, Chardonnay og Zweigelt, men dyrker bl.a. også både Cabernet Sauvignon, Merlot, Sauvignon Blanc og Pinot Blanc.

Weingut Pfaffl blev januar 2017 hædret af Wine Enthusiast som årets europæiske vinproducent for deres kompromisløse arbejde med Grüner Veltliner. Det er i øvrigt første gang, at en østrigsk producent har opnået den titel.

Denne misfoster af en blandingsvin Wien.1 er lavet på 60% Riesling, 20% Grüner Veltliner og 20% Pinot Blanc. Druerne kommer fra et par marker Herrenholz og Praschen, som ligger på et plateau med fantastisk udsigt til Wien. Vinstokkene på markerne er 17 år.

Efter høsten afstilkes druerme og presses derefter. Gæringen sker i rustfrie ståltanke ved 18 grader, og så lagrer vinen en periode i ståltankene inden aftapning på flaske.

Vinen er duftmæssigt meget let … og nærmest tynd og let vandet, mens frugten er fersken og melon. Der er lidt ristede hasselnødder, papkasser, grønne elementer samt en syre, som lige fornemmes.

Det passer godt i overensstemmelse med smagen, som er let, frisk med en blød syre, så det er ingenlunde en skarp Riesling, men noget helt andet. Der mangler lidt bid, virker lidt træt eller måske bare tilbageholdende med kalk, en smule jern, men ellers blød og så nogenlunde tilgængelig … det er bar’ ikk’ lige mig.

Forhandles af Skjold-Burne, hvor en flaske koster 129,75 kr.

 Vinanmeldelse 4/7

2017 Weingut Georg Zang, Sommeracher Katzenkopf Weißburgunder Spätlese Trocken, Franken, Tyskland

2017 Weingut Georg Zang, Sommeracher Katzenkopf Weißburgunder Spätlese Trocken, Franken, TysklandFra den gode Weingut Georg Zang har jeres flittige vinblogger tidligere smagt vin på Domina, Rivaner og Riesling, men denne gang smager vi Zangs præmierede Sommeracher Katzenkopf Weißburgunder Spätlese Trocken.

Weingut Georg Zang er et lille familievinbrug, som ligger i byen Sommerach omkring 15-20 kilometer svagt nordøst for Würzburg. Vinhuset Georg Zang drives og ejes af ægteparret Georg og Heike Zang, og de er 5. generation på vingården. De overtog driften i 2005, og kører hele foretagenet sammen med pasningen af deres 3 små børn.

De driver samlet 7 hektar vinmarker med herlig undergrund af Muschelkalk … kalk fra oldtidsaflejringer af muslinger, hvilket er med til at give vinene godt med blød mineralsk karakter.

Parret laver årligt omkring 55.000 flasker vin, fordelt på en lang række vine, opdelt i kategorierne Junges Franken, Klassisches Franken og Großes Franken.

Vinene laves derudover på et utal af forskellige druer, fx Riesling, Silvaner, Bacchus, Kerner, Rieslaner og mange flere. Der laves et par få røde vine hos Zang og ligeledes på de mere lokale druesorter Domina og Schwarzriesling.

Denne Sommeracher Katzenkopf Weißburgunder Spätlese Trocken hører til hos Zangs Großes Franken vine. Vinificeret helt traditionelt og im Holzfass gereift … altså lagret på egefade. Der er 4,8 gram restsukker pr. liter.

Næsen byder dig på pærer, fersken, en meget blid frugtnæse, varm og venlig med lidt søde krydderier, balsamtræ og lidt røg. I munden er vinen også blød og rund, meget venlig med tropiske frugter, jern, lidt grape bitterhed, som giver en smule friskhed, selvom vinen syremæssigt er lidt tilbageholdende/vag pga. lagringen på eg.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 8€ … svarende til 60 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Wöhrle, Lahrer Herrentisch Weissburgunder GG, Baden, Tyskland

2016 Weingut Wöhrle, Lahrer Herrentisch Weissburgunder GG, Baden, TysklandSidst jeg besøgte Gert E overraskede han med mig en toplækker 2016 Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG fra Weingut Wöhrle . Nu var rollerne byttet om, så da han nu besøgte mig, så serverede jeg blindt også lidt vin fra samme hus, nemlig først Wöhrles 2016 Lahrer Herrentisch Weissburgunder GG.

Marken Lahrer Herrentisch ligger på den øverste sydvendte del af den kegleformede Lahrer Schutterlindenberg, der ligger som et forbjerg til Schwarzwald skoven. Fra marken er der et fantastisk view til bl.a. Vogeserne og Kaiserstuhl.

På dette sted har den lokale befolkning fejret nadveren og indtaget deres aftensmåltid, og det er formentlig derfor, at marken har fået navnet  Herrentisch … mændenes bord.

Druerne er høstet med håndkraft og vinen lavet ved, at mosten har trukket på skallerne i 24 timer inden pres, hvorefter gæringen sker. Efter endt fermentering har vinen lagret 9 måneder på 2-3 år gamle egetræsfade. Men lad os smage denne Lahrer Herrentisch Weissburgunder GG.

Næsen har lidt animalske noter, nogen fedme, melon, fersken og hyld, nøddeagtige noter, tørt træ og krydrede noter. Der er lidt karamel, saltlakrids, kalk, vanilje, røgede noter, estragon samt grønne noter i næsen. Dufter herregodt.

Smagen er blød og cremet. Der er en let fedme, god inderlighed og dybde, nogle syltede citroner og modne, gule frugter, en klar nøddet smag samt kalkagtige mineraler. Smagen er lidt tilbagetrukken … ikke frembrusende på nogen måder, men har en lille delikat saftighed, god struktur og elegance.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 395 kr.

Vinanmeldelse 6/7