Tag-arkiv: syrah

Syrah er en af de helt store røde druesorter, der efterhånden er plantet i hele verden. Vinene der produceres på druen, varierer kolossalt fra land til land.

Der er stor uenighed om, hvorfra Syrah druen stammer fra, men druen har i dag to store bastioner … nemlig i Rhône og specielt i den nordlige del og så i Australien, hvor druen – som der kaldes Shiraz – er den mest udbredte med over 40.000 hektar vinmarker.

Syrah har faktisk vist sig at være succesrig overalt i verden og Syrah vine produceres i mange stilarter. Syrah er også en ekstremt nyttig blandet drue på grund af sin dybe farve og typisk høje tanniner.

I det sydlige Rhône er det almindeligt, at Syrah blandes med enhver kombination af blandt andet Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsaut. Men i det nordlige Rhône står Syrah bag de mest berømte Syrah vine, specielt vinene fra Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas og Saint-Joseph.

Og netop i det nordlige Rhône kan vinene på Syrah virkelig lagres og bliver kun bedre med alder. Den mest berømte vin fra Nordrhône er nok Hermitage … og vinene fra den bakke er så respekterede, at dets navn Hermitage i mange år blev brugt som et synonym for Syrah i Australien. En god Hermitage kræver 10 år  lagring, men kan ofte tåle langt over det dobbelte.

Men også i Valais i Schweiz samt i Burgenland i Østrig trives Syrah virkelig. I Australien er Syrah aka Shiraz nærmest blevet landets nationaldrue og står bag ikoniske vine som fx Penfolds Grange, der i øvrigt i starten hed Penfolds Grange Hermitage.

I det vestlige USA … Californien, Washington og Oregon har Syrah ikke fået helt samme succes, men en flok dedikerede vinproducenter har under samlingen Rhône Rangers siden 1970’ern bevist, at sorten kan producere komplekse, rige vine i alle tre af ovenstående stater.

Syrah druen har et tyk skind og ofte en genkendelighed i en tæt, fyldig brombærsmag med peber og kan være ret blomstret i sin ungdom. Ellers kommer der flere urteagtige noter med alder  samt mørk chokolade.

Dyrkes den oversøisk går duft og smag ofte mere i retning af lakrids, solbær, mint og sort peber. Syrah har et højt niveau af tanniner og en evne til udvikle sig godt på egefade og lagre lang tid på flaske efterfølgende.

2014 Château Mont-Redon, Lirac, Rhône, Frankrig

2014 Château Mont-Redon, Lirac, Rhône, FrankrigTil at matche den fremragende Anjou havde &’s sommelier valgt denne Lirac fra Château Mont-Redon, som ligger svagt nordvest for Châteauneuf-du-Pape … og den stod fint til lidt mørbrad samt kæbe af gris med 2 gange selleri, trøffelsauce og sort peber.

Vingården ligger på et historisk sted, som helt tilbage i 1300-tallet blev kaldt Mourredon efter det latinske navn muntem retundum, som betyder det runde bjerg.  Mourredon blev senere til Mont Redon og senere blev stedet også beboet af poeten Anselme Mathieu, som kaldte sig Marquis de Mont-Redon.

I 1923 købte Henri Plantin en ejendom ved højdedraget med skovarealer samt sølle 2,5 hektar vinmarker. Plantin ryddede dog mange af skovarealerne, plantede vinstokke og tilkøbte mere jord og det blev grundlaget for det nuværende Château Mont-Redon.

I dag drives Château Mont-Redon af Plantins efterkommere, nemlig 4. generation i form af familierne Abeille og Fabre. Det er nemlig Pierre Fabre samt Patrick, Yann og Jérôme Abeille. Jeps, det er de 4 fyre, som I ser på billedet ovenfor.

I dag har familierne samlet 186 hektar jord, hvoraf omkring 100 hektar er vinmarker. Markerne dækker over 3 appellationer, nemlig Châteauneuf-du-Pape, Lirac og Côtes-du-Rhône.

Og det giver bl.a. basis for en årlig produktion af omkring 350.000 flasker rød Châteauneuf-du-Pape og 100.000-110.000 flasker hvid Châteauneuf-du-Pape.

Mørbrad og kæbe af gris
Hovedretten på Restaurant ET blev mørbrad samt kæbe af gris med 2 gange selleri, trøffelsauce og sort peber

Ved siden af Château Mont-Redons store besiddelser i Châteauneuf-du-Pape har huset også en større vinmark på den højre bred af Rhônefloden nær landsbyen Roquemaure på et plateau, som er dækket med store afrundede sten ligesom i Châteauneuf.

Vinmarkerne er tilplantet med 70% Grenache, 20% Cinsault og 10% Syrah, som også er det omtrentlige blandingsforhold i denne Lirac. Og alle druerne håndplukkes, hvorefter der allerede i vinmarken sker en første fravælgelse inden høsten køres de 9 kilometer over til det nyinstallerede fuldautomatiske druesorteringsanlæg på Mont Redon.

Her afstilkes klaserne og derefter sker næste sortering hvor alle druer, som ikke opfylder den ønskede kvalitet, kasseres. Vinen gærer traditionelt i rustfrit stål i op til 3 uger for at sikre maksimal ekstraktion af farve og tanniner, og herefter forbliver vinen i gæringstankene indtil den malolaktiske gæring er afsluttet.

Herefter fyldes en tredjedel af vinen i burgundiske fade på de traditionelle 228 liter, mens resten forbliver i ståltankene. Efter 16 måneder foretages den endelige assemblage og efter yderligere 2 måneder tappes vinen på flaske 4 måneder før den frigives til salg.

Næsen er klart mere fyldig … virker fortsat blød og rund. Det er mørke, modne bær, let syrlighed, gazebind, peber, våde egeplanker, en lille smule opløsningsmiddel … terpentin?  I hvert fald en smule sprittet og har ellers godt med eg, kanel og vanilje.

I munden er vinen godt fyldig og blød med mørke bær. Den er dog ikke fed, men ganske elegant med en vis sødme og samtidig saftig med nogle af de velkendte krydrede elementer fra Rhône.

Forhandles af Løgismose Vin, hvor prisen er 148 kr.

Rating 5/7  

2014 Domaine des Carabiniers, Lunar Apogé Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2014 Domaine des Carabiniers, Lunar Apogé Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigDenne økologiske, biodynamiske Lunar Apogé Côtes-du-Rhône fra Domaine des Carabiniers skulle danne makker med forrige Beaujolais-Villages … igen et fremragende valg fra Restaurant ETs kompetente og modige sommelier.

Domaine des Carabiniers drives af Christian Leperchois og har været i familiens eje siden 1920, hvor vinhuset blev bygget opad en 500 år gammel stald brugt til at indlogere det lokale ridende politi Les Carabiniers, som bl.a. passede på paven under hans ophold i Avignon og nu har givet navn til domænet.

Vinhuset ligger ved den lille by Roquemaure på den vestlige siden af Rhône floden og har samlet 40 hektar vinmarker, der dækker appellationerne Tavel, Lirac og Côtes-du-Rhône. Siden 1997 har alle marker været dyrket økologisk og senere år endvidere biodynamisk.

Christian Leperchois siger selv, at han ønsker at lave gode vine i samarbejde med naturen og ikke imod naturen. Derfor foregår høsten bl.a. også om natten for at holde frugten så frisk og kølig som muligt og derved undgå CO2 tilsætning.

Christian får i dag også hjælp af børnene, sønnen Fabien og datteren Magali.

Dansk okse med fennikel
Dansk okse med fennikel, grillet hjertesalat, pastis og purløg

Vinhuset laver en række Tavel, Lirac, Côtes du Rhône og Vin de Pays, men derudover den nyere serie Lunar Apogé, som består af 5 forskellige vine, en hvid, en rosé og 3 rødvine, hvoraf denne Lunar Apogé Côtes-du-Rhône er én af disse.

Vinen er lavet på 50% Grenache, 25% Syrah, 10% Cinsault og 15% Mourvèdre- Lavet med en kort maceration, hvorefter mosten gærer med egne gærceller ved relativ kølig temperatur og derefter sættes vinen til hvile i gamle fade sammen med gærresterne for at udtrække maksimale smags- og duftstoffer.

Og den biodynamiske side kan bestemt både duftes og smages i vinen … big time. Næsen er gas, virkelig biodynamiske elementer, lidt eukalyptus og dufter næsten som om, at vinen er behåret. Derudover er der noget kanel, våde fade og grønne urter.

Smagen er blød, rund og krydret … dog fortsat med en vis lethed, lidt metalisk, svag peber og en forholdsvis kort eftersmag. Det er meget mørke kirsebær og godt med krydderier. Fortræffelig Rhônevin.

Forhandles bl.a. af Økovin, hvor prisen er 98 kr.

Rating 5/7  

2010 Castello del Trebbio, Pazzesco, Toscana, Italien

2010 Castello del Trebbio, Pazzesco, Toscana, ItalienSidst hos Jens serverede han en hvidvin fra Castello del Trebbio og denne gang blev det til endnu en vin fra huset … nemlig deres Pazzesco IGT, som er et Merlot/Syrah blend.

Det gamle og historiske vinhus holder til i den store gammel borg Castello del Trebbio beliggende lidt syd for den lille landsby Santa Brigida 10 kilometer nordøst for Firenze.

Borgen er bygget i 1184 af Pazzi familien, men har siden 1968 været ejet af Baj Macario familien.  I dag er det Anna Baj Macario, som ejer det imponerende vinhus sammen med hendes mand Stefano Casadei, som også er én af de store vinproducenter i Italien.

Stefano Casadei ejer nemlig også vinhuset Società Agricola Olianas sammen med hans broder Andrea. Derfra har jeg tidligere smagt deres Vermentino di Sardegna.

Derudover ejer Stefano og hans hustru Anna Baj Macario også Tenuta Casa Dei med 13 hektar vinmarker i Toscana samt det store firma Tecnovite Toscana, som både beskæftiger sig med branding og markedsføring af vin og olivenolie.

Driften af den gamle borg Castello del Trebbio omfatter 350 hektar jord, hvoraf hovedparten dog er olivenlunde og produktion af safran. Alene 54 hektar består af vinmarker.

Derudover omfatter driften på bedste italienske vis også lidt  agriturismo – altså udlejning af værelser – og siden 2006 også drift af restauranten La Sosta del Gusto, som efterfølgende har vundet priser som en af verdens bedste vinrestauranter.

Der laves årligt omkring 350.000 flasker vin på Castello del Trebbio fordelt på de 8 vine Chianti, Chianti Rufina Riserva Lastricato, Bianco della Congiura IGT, Bianco di Castignano IGT, Merlot IGT, en Vinsanto DOC og så denne Pazzesco IGT.

Pazzesco er som nævnt et blend på Merlot og Syrah … helt præcis 60% Merlot og 40% Syrah og dermed vel en slags supertoscaner, selvom der helt sikkert også er gået inflation i det begreb. Vinstokkene er plantet i henholdsvis 1998 og 1999.

Vinen er lavet ved, at druerne først ligger i blød ved 5 grader i 36 timer, hvorefter den vinificeres i store 50 hektoliter rustfrie ståltanke med en macerationstid på 20 dage efterfulgt af lagring 16-18 måneder i en kombination af nye barriques og store, brugt tonneaux. Derefter lagrer vinen yderligere 6 måneder på flaske.

Næsen er dyb solbær og frugten er rigtig lækker. Derudover er der eg, jord, kælder, chokolade, tobak, tørhed, urter, mens syren er sød og let … nærmest som italiensk syre på speed.

I munden er der frisk syre … en god syre, ribssyre, mørke bær og let chokolade. Vinen har et fast og syrligt greb. Den smager da bare rigtigt godt, tanninerne er godt faste og sætter sig på fortænderne.

Forhandles bl.a. af Fredslund Vin, hvor prisen er 197 kr.

Rating 5/7 

2015 Gérard Bertrand, Solensis, Languedoc, Frankrig

2015 Gérard Bertrand, Solensis, Languedoc, FrankrigSå er vi atter hos den store, tidligere franske rugbyspiller og hans mange vinslotte. Det er selvfølgelig Gérard Bertrand og igen med en økologisk fætter, nemlig vinen Solensis.

Bertrand har virkelig passion for økologisk og biodynamisk vindyrkning og bevæger sig også mere og mere i den retning. Dette betyder at alt arbejde i mark og kælder er baseret på den østrigske filosof Rudolf Steiners principper, som er biodynamikkens fader. I dag drives otte af Gérard Bertrands ejendomme biodynamisk, mens resten dyrkes økologisk med ønsket om at overgå til biodynamisk produktion inden for en kort årrække.

Solensis er den nyeste vin i det store udvalg. Vinen ikke er biodynamisk, men økologisk. Den reflekterer fint de biodynamiske principper, som Bertrand laver sine vine efter.

Gérard Bertrand har lavet vinen som en hyldest til solsystemet, hvor både solen og månen har enorm indflydelse på jorden, naturen og vigtigst af alt vinmarken. Hvor solen er vigtigt for den phenoliske modning af druerne (modningen af tanniner og farvestoffer), så har månen indflydelse på væskestrømmene i vinstokken samt dens vækst.

Solensis er lavet på Grenache og Syrah. En del af Syrah-druerne gennemgår en pregæring i et par dage på skallerne ved 10 grader før selve macerationen. Herved udtrækkes farve og smag og knap så megen garvesyre.

Macerationen varer i 12 til 18 dage. Grenache og Syrah bliver vinificeret separat, og mosten bliver sammenstukket, efter de er gennemgået malolaktisk gæring. Efter druerne er presset, bliver vinen overført til rustfrie ståltanke og derefter aftappes den på flaske uden lagring på egefade overhovedet.

Og den store franskmands økologiske og biodynamiske passion kan nærmest duftes i glasset. Der er nytårskrudt, svovl, saltpeter, våd hund samt en lidt skæv og sjov syre med lyse bær, granatæbler, mentol og kaktuspiller, lidt peber og tørre krydderier.

I munden er vinen blød og der er godt med peber, en syrlig og bitter frugt, levende og tynd syre. Vinen er faktisk langt mere elegant end forventet. Der er også en svag sødme sidst i smagsspektret. Alt i alt en ganske spændende og god vin.

Købt hos Vinspecialisten, hvor vinen koster 90 kr.

Rating 4,5/7 

N.V. Seppeltsfield Wines, Para Grand Tawny, Barossa Valley, Australien

N.V. Seppeltsfield Wines, Para Grand Tawny, Barossa Valley, Australien10 år gammel australsk portvin … selvom det selvfølgelig ikke hedder portvin, når det ikke kommer fra Portugal. Hos Seppeltsfield Wines kalder de i stedet denne søde dessertvin for Para Grand Tawny, selvom der er lavet som en portvin.

Seppeltsfield Wines holder til på adressen Seppeltsfield Road ved byen Seppeltsfield i Barossa Valley. Det er et historisk gammel hus, som er grundlagt i 1850 af Joseph Ernst Seppelt, som havde en emigreret til Australien fra Schlesien i det nuværende Polen sammen med hustuen Johanna.

De købte 158 acres – svarende til 64 hektar – jord fra Hermann Kook, en landmand i Tanunda, for 1£ pr. acre med henblik på at dyrke tobak, men endte dog med at blive vinavler. Han kaldte naturligt nok sin ejendom og marker for Seppeltsfield.

De første årgange blev produceret i familiens køkken, men i 1867 begyndte Joseph opførelsen af en fuld skala vingård. Desværre nåede han ikke at opleve den færdige vingård, men hans pionerånd levede videre efter ham.

Hans ældste søn, Oscar Benno Seppelt arbejdede hårdt for at sikre sin fars drøm i at gå i opfyldelse. Benno udvidede Seppeltsfield og ved begyndelsen af det 20. århundrede var det Australiens største vingård, der producerede 2 millioner liter årligt.

Senere generationer fortsatte med at udvide både vingårde og vinmarker, og har på den måde været med til at sikre Seppeltsfield position, som Australien førende hedvinsproducent.

Seppeltsfield ejer næsten 100 hektar vinmarker, som bl.a. er beplantet med Barossa’s traditionelle druesorter Shiraz og Grenache, samt de traditionelle europæiske druesorter til produktion af hedvin Touriga og Palomino.

Para Grand er opkaldt efter floden Para, der løber gennem centrum af Barossa Valley. Para blev første gang lanceret i 1953 og den blev hurtigt en australsk legende med en karakteristisk stil, der – ifølge producenten – skulle fremhæve en rig frugtsmag og stor kompleksitet. Lad os se nærmere på det.

Vinen er lavet på en blanding af Grenache, Shiraz og Mourvedre, men blandingsforholdet kendes ikke helt. Det skyldes bl.a. at blendet kommer fra fade, som har en gennemsnitsalder på 10 år og lagres efter solera metoden med tilsætning af yderligere vin efter den løbende fordampning.

Duftmæssigt anes der noget alkohol, men ellers klare noter som en portvin, lidt nødder, modne frugter, chokolade og egetræ. I munden er den virkelig sukkersød … også mere end portvin normalt, men det er skam god sukkervand med elementer af rørsukker og farin.

Forhandles af Ludv. Bjørns Vinhandel, hvor en flaske koster 279 kr.

Rating 4/7 

2013 Francis Ford Coppola Winery, Syrah Diamond Collection, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Syrah Diamond Collection, Californien, USAHvad mangler vi af druer i Diamond Collection serien? Jo, selvfølgelig lidt Syrah, så her får vi Francis Ford Coppola Winerys Diamond Collection Syrah … eller Syrah-Shiraz, som de selv skriver på etiketten.

Og surprise … igen er det ikke ren Syrah, da Corey Beck i denne årgang 2013 har lavet blendet på 76% Syrah, 24% Petite Sirah.

Druerne kommer fra både Paso Robles og Monterey, endda fordelt på 3 forskellige vinmarker. Syrah’en er fra San Lucas og Paso Robles, mens Petite Sirah kommer fra en mark i Hames Valley.

Vinen er lagret 10 måneder på franske egetræsfade og trækker 13,9% i alkohol. Corey Beck har udtalt, at denne årgang 2013 formentligt er bedste årgang af vinen nogensinde.

Den har en herlig animalsk side … vi snakker mejeri, mødding iblandet noget blæk, grafit og er derudover proppet med mørke bær. Virkelig animalsk, næsten biodynamisk i udtrykket, hvilket vi bestemt ka’ li’. Selv syren virker næsten animalsk. Frugten er sådan lidt brombær, blommer, godt med krydderier og en snert peber. Man kunne forleden til at tro, at det var lidt Rhône.

Smagen er egentlig lidt kort i det … virkelig kort eftersmag, men frugten er klar, frisk og lidt easygoing. Det er nok mest solbær, bløde tanner og fin syre. Næsen er dog klart bedste del af vinen. Skal virkelig sniffes.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 149 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Zinfandel, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Zinfandel, Californien, USAVi fortsætter med den i Californien massivt udbredte Zinfandel drue, men stepper et niveau op til Director’s Cut Zinfandel fra Francis Ford Coppola Winery.

Igen med en etiket inspireret af den originale filmrulle, som brugt i verdens første filmmaskine … en såkaldt Zoetrope.

Det var jo i øvrigt også navnet på det produktionsselskab, som Francis Ford Coppola grundlagde i 1969 sammen med George Lucas, nemlig American Zoetrope.

Selskabets første film var THX 1138, en science fiction-spillefilm skrevet af George Lucas, selvom Coppola selvfølgelig mest er kendt for Godfather-trilogien og Apocalypse Now. Han har dog stået bag mange andre film … og derudover er han også kendt for at være onkel til Nicolas Cage.

I det hele taget er Coppola-familien er noget af et filmdynasti, bl.a. var Francis’ far Carmine komponist og skrev musikken til Godfather-filmene. Hans datter Sofia er selv instruktør, mens hans søster Talia Shire er skuespiller og kendt fra Rocky-filmene.

Men det var nu ikke familien Coppola, som vi skulle snakke om, men i stedet denne Director’s Cut Zinfandel, der – som lillesøsteren – ikke er på ren Zinfandel, men lavet på 84% Zinfandel, 14% Petite Sirah og 2% Syrah. Druerne kommer fra Dry Creek Valley appellationen og er dermed opkøbt fra lang række vinavlere.

Halvdelen af druerne er gæret i åbne træfade, for at trække optimal farve og ekstrakt fra druerne. Efter vinifikationen lagres vinen 12 måneder i en kombination af franske og amerikanske egetræsfade inden aftapning. 25% af fadene er nye og resten mellem 1 og 2 år gamle. Alkoholen er her noget højere end hos lillesøsteren, nemlig hele 14,9%,

I næsen er her godt med egetræ, mørkt kød, solbær, brombær … virkelig mærk frugt, chokolade, let vanilje og en smule peber. Smagen er blød, cremet og godt voluminøs … fortsat med nogle jernagtige noter og godt med filmagtig, amerikansk sødme. Det er meget blidt og meget behageligt.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 219 kr.

Rating 5/7 

2009 Bodega Sommos, Premium, Aragon, Spanien

2009 Bodega Sommos, Premium, Aragon, SpanienBodega Sommos er opstået i asken på Bodega Irius … en af de største vinøse investeringer i Spanien nogensinde. Og denne vin – Premium – er en af vinene fra Bodega Sommos, men blev også tidligere lavet på Bodega Irius, som endte med at gå konkurs i 2012 … og teknisk set, er denne årgang 2009 dermed jo reelt lavet på Bodega Irius.

Jeg er blevet spurgt af Megavin.dk, som drives af Kvickly i Odder, om jeg vil anmelde denne vin … og det er Danmarks flittigste vinblogger selvfølgelig altid klar på, blot på den betingelse at jeg – som altid – skriver min ærlige mening, sponsorering af vinen eller ej … og det har de accepteret.

De har indkøbt et parti af vinen Sommos Premium, som de kan sælge til 399 kr. for 4 flasker og er derfor interesseret i en beskrivelse og anmeldelse fra bl.a. vinbloggere … herudover selvfølgelig yours trully; Houlberg – Danmarks flittigste vinblogger.

Megavin havde tidligere i 2015 købt en sending af vinen fra konkursboet og solgt vinen under det gamle navn Irius Premium til 150 kr. pr. flaske, en pris som – efter sigende – var langt under prisen før konkursen.

Megavin kaldte vinen for “1.000 kr. vinen” og en “kultvin”, da prisen i udlandet før konkursen lå omkring 125€. Ja, den er sgu god nok … har tjekket det. Flaskerne hos Megavin.dk til en pris på 150 kr. blev da også revet væk på 4 dage.

Bodega Irius blev startet i 2004 … et prestigefyldt projekt til ikke mindre end 90 millioner euro foretaget af Grupo Proconsol med forretningsmanden forretningsmand José Luis Lázaro Carasa i spidsen.

Udover opførelsen af Bodega Irius startede Grupo Proconsol samtidig et tilsvarende projekt, nemlig Bodega Antión … vingård og hotel … et projekt til 40 millioner euro og dermed lige så ambitiøst som Irius. For os dødelige … altså samlede investeringer på 968 millioner kroner … eller knap 1 milliard. Astronomiske summer, og en del for lånte penge.

Bodega Irius blev opført lidt syd for byen Barbastro i appellationen DO Somontano i Aragon vindistriktet … ikke et af de mest kendte spanske vinområder herhjemme. Området har dog nogle gode geologiske og klimatiske betingelser, men er i dag fortsat præget af mange kooperativer, selvom der også begynder at dukke spændende producenter op.

Der blev bygget et ganske imponerende vineri, som lokalt blev kaldt Somontanos Guggenheim … et arkitektonisk mesterstykke tegnet af arkitekten Jesús María Pascual. Bygningen måler 50 meter i højden, heraf er der 27 meters højde i vinkælderen, hvilket skulle sikre optimal produktion via håndtering af vinen via tyngdekraften samt optimal pleje og lagring af vinene. Omfanget af byggeriet var massivt og krævede bl.a. 2.000 lastbiler fyldt med beton.

bodega-sommos

Derudover blev der opkøbt 600 hektar vinmarker, hvoraf de første 250 hektar blev tilplantet ved starten. Planen var, at der de efterfølgende år skulle tilplantes yderligere 50-70 hektar årligt indtil alle 600 hektar var tilplantet.

I 2008 stod vinhuset klar inkl. tilhørende gourmetrestaurant og det blev indviet ved en stor ceremoni med deltagelse af bl.a. ministeren for landbrug og fødevarer Gonzalo Arguilé, borgmesteren i Barbastro José Antonio Cosculluela og selvfølgelig José Luis Lázaro Carasa – formanden for Group Proconsol – samt hans søn José Luis Lázaro Pérez.

Imidlertid gik driften tilsyneladende ikke som forventet, for medio 2012 – efter blot 4 års drift – endte både Bodega Irius og Bodega Antión med at gå konkurs og året efter blev Group Proconsol også taget under konkursbehandling.

Måske havde investeringerne været for store for vine fra DO Somontano og måske var prissætningen af vine som denne Irius Premium bare alt for voldsom. Måske blev de – som vinen i det moderne hus – ramt af tyngdekraften. Det skal jeg nu imidlertid ikke gøre mig klog på … det er blot spekulationer.

Efter flere års konkursbehandling blev Bodega Irius dog købt af Grupo Costa i Fraga. Det er et stort industrielt foretagende, som omfatter selskabet Piensos Costa, som er beskæftiget indenfor dyrefoder og omsætter for mange hundrede millioner euro årligt.

Costa familien har omdøbt vingården til Bodega Sommos og driver den nu videre med en anden strategi end tidligere, selvom vinene produceres på samme måde som tidligere. Jorge Costa har indsat Carlos Sáenz om leder af foretagendet.

I dag omfatter driften fortsat vineriet i det imponerende byggeri, den tilhørende restaurant samt 355 hektar vinmarker i DO Somontano. Det bliver til 12 forskellige vine, hvor denne Premium således er én af dem.

Sommos Premium er lavet på druerne Tempranillo, Merlot og Syrah, men fordelingen kender jeg ikke. Druerne kommer fra huset Montesa vinmark. Efter høst undergår druerne en kold pre-maceration i 3 dage før gæringen … efterfulgt af traditionel fermentering i store 16.000 liters egetræsfade – såkaldte tinajas – og med yderligere maceration i 15 dage. Derefter har vinen lagret i nye franske fade 14 måneder.

Der står på vinhusets hjemmeside, at vinen kommer i en Bordeaux flaske, men det er nu en sandhed med modifikationer, da flasken ikke har lige sider, men bliver bredere op mod toppen og derudover har en meget lang hals. Mig bekendt findes der ikke et specielt navn for denne type. Never mind.

Nå … en lang snak … lad os i stedet smage på vinen. I glasset en pæn mørk fætter, dog med violette kanter. Næsen virker i første omgang en smule neutral og tilbagetrukket … men vent lidt, giv vinen tid til at få luft og bevæbn dig med en smule tålmodighed, for så begynder der at dukke nogle rigtigt spændende aromaer op.

Det er kirsebær, godt med kirsebær endda, et par nye røde sko … eller i hvert fald lidt læder, kakaopulver, chokolade, svag kanel og et snert af vanilje, men også lidt tør, støvet jord, mineraler, jern og sten. Man skulle umiddelbart tro, at blendet på Tempranillo, Merlot og Syrah ville give en kraftig og voluminøs næse, men det er ingenlunde tilfældet, for det dufter saftsusende godt.

I munden præges smagen af god tørhed … og Tempranillo’en træder fint i karakter, men på en let og elegant måde. Det virker ikke som om, at vinen har fået masser af eg, hvilket virkelig klæder vinen og sikrer en god elegance.

Der er dog en vis sødme i vinen, men det vil de fleste sikkert finde meget behagelig og hjælper også til at give vinen et rundt, blød, frugtrigt og elegant udtryk med lidt lakrids og chokolade. Alt dette fornemmes også i den flotte og lange eftersmag sammen med nogle jernagtige samt bitre elementer. Det er sgu da meget godt.

Jeg er altid sådan lidt påpasselig, når jeg skal anmelde en vin, som er sponsoreret. Jeg værner meget om, at min blog er uafhængig og at mine anmeldelser kommer fra hjertet. Jeg var så fræk, at jeg forlangte 2 flasker af denne Sommos Premium for at kunne anmelde … just in case, at den ene nu havde prop. Men derudover ingen betaling eller andet – alene ren interesse.

Men den smager virkelig godt, så man skulle måske ha’ været frækkere og forlangt en kasse. Hmmmm. Nå, men – the bottom line – den smager sgu godt og er et rigtigt godt køb til de 399 kr. for 4 flasker.

Om den tidligere har været de 125€ værd? Hmmm, til den pris kunne man jo få lidt Henri Bonneau, stor Barolo, Spätburgunder i topklasse eller vin fra andre store kanoner … og dér er Sommos Premium trods alt ikke. Men 5½ solide Thumbs Up … nej, lad os sgu da smide 6 Thumbs Up efter vinen.

Den sidste halve finger får den på grund af den favorable pris samt den insisterende kirsebærsyre, som løfter vinen lidt væk fra det voluminøse og fra den søde frugtmarmelade.

Forhandles fra uge 43 hos Megavin.dk til en pris på 399 kr. for 4 flasker, altså under en 100 kr. seddel pr. flaske.

Rating 6/7 

2012 Château Kamnik, Ten Barrels Syrah, Makedonien

2012 Château Kamnik, Ten Barrels Syrah, MakedonienWTF … vin fra Makedonien? Og så endda fra et vaskeægte vinslot? Men den er sgu god nok, for vinen Ten Barrels Syrah kommer fra det makedoniske vinhus, som helt beskedent kalder sig Château Kamnik.

Vi har tidligere stødt på makedonisk vin her på bloggen, nemlig da vi smagte en vin fra Tikveš, et af Den Tidligere Jugoslaviske Republiks store vinhuse på Balkan.

Château Kamniker grundlagt i 2004 af den makedoniske rigmand Iki Malinovski, som købte 15 hektar jord, tilplantede jorden og byggede et state-of-the-art vineri … vinslottet Château Kamnik.

Der blev plantet en lang række druer som Syrah, Cabernet
Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Vranec, Arinar Noir,
Pinot Noir, Carmenere, Sangiovese, Montepulciano samt de hvide druer Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Grigio, Gewurtztraminer, Moscato Giallo, Temjanika, Viognier og Greco di Tufo.

Iki ansatte også vinmageren Sandra Krstevska med vejledning af professor Goran Milanov, og de kunne i 2008 for første gang høste druer og lave første officielle vin … hvilket i øvrigt blev denne Ten Barrels Syrah.

Her har vi vinen i en årgang 2012, lavet på druer fra marken rundt om Château Kamnik. Druerne tørres alle efter høsten til der er opnået et væsketab på minimum 50%, som giver en større koncentration. Det er selvfølgelig ren Syrah, lagret 25 måneder på franske og amerikanske barriques … og så trækker den en højoktan på 16,1% alkohol.

Men hvordan smager makedonisk vin egentlig? Jamen, det er skam meget godt. I næsen er der blod, grafit, dyb fad, blommer … en smule rosin? Det er mørke bær … virker meget voluminøs.

Smagen er lidt i samme boldgade, voluminøs, overdådig og ganske voldsom. Men der er også lidt stål, jern, peber, grafit, blyanter, cigaræsker … sødme, frugt. Vinen er egentlig blød og cremet, mens tanninerne er tilstede, men meget beskedne. Det er sgu en stor mundfuld.

Forhandles af Skovgaard Vine, hvor prisen på 1 flaske er 269,95 kr., men 239,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2013 Columbia Crest, Grand Estates Syrah, Washington State, USA

2013 Columbia Crest, Grand Estates Syrah, Washington State, USAColumbia Crest Winery ligger en kilometers penge nordvest for den lille by Paterson, lige ved floden Columbia River i Washington State. De står bag næste vin … en Grand Estates Syrah.

Columbia Crest ejes af det legendariske firma Château St. Michelle Estates, som allerede i 1978 startede med at tilplantet de første Columbia Crest vinmarker. Den officielle start på vinhuset skete dog først i 1982, hvor et splinternyt og underjordisk vineri stod færdig, og markerne for første gang var klar til at blive høstet. Samtidig ansatte man vinmageren Doug Gore til at forestå produktionen.

Selve Château St. Michelle Estates er én af de ældste vingårde i Washington State. Det blev oprindelig grundlagt i 1954 som American Wine Company via en fusion mellem National Wine Company og Pomerelle Wine Company.

Vinhuset lå på en ejendom, som engang havde tilhørt rigmanden Frederick Stimson, som havde tjent sine penge indenfor skovindustrien, og han brugte den gamle vingård som jagthytte.

Senere ændrede American Wine Company navn til Stimson Lane og har bl.a. været ejet af US Tobacco, men blev i 2009 overtaget af Altria, tidligere kendt som Philip Morris Companies Inc. Det er ligeledes en af verdens største tobak-koncerner og ejer udover mærker som Marlboro, Benson & Hedges også et stort firma som Kraft Foods Inc.

Og så ejer de altså også Château St. Michelle Estates … det tidligere Stimson Lane. Og Château St. Michelle Estates ejer en lang række af de helt store vinhuse, faktisk ikke mindre end 19 vinhuse, og står for over halvdelen af den totale vinproduktion i Washington State.

Blandt deres ejede vinhuse er navne som Chateau Ste. Michelle, Columbia Crest, Two Wines, Snoqualmie Vineyards, Red Diamond, Solare, Stag’s Leap Wine Cellars,  Villa Mt. Eden m.fl.

Derudover er Château St. Michelle Estates også med som partner i yderligere 18 vinhuse, bl.a. det legendariske vinhus Antinori samt huse som Eroica, Torres … både i Spanien og Chile, Villa Maria i New Zealand, Prunotto i Barolo og mange flere. Ganske, ganske imponerende.

Columbia Crest blev hurtigt en af perlerne i koncernens mange vinhuse. Allerede efter få år begyndte vinhuset at høste store anerkendelser.

I 1990 satte Robert Parker Columbia Crest på hans top 24 liste over de bedste producenter i USA. Columbia Crest har som de første nogensinde fået 3 vine på Wine Spectators top 100 liste på samme tid og har samtidig fået følgende ord med på vejen i magasinet; “Ingen andre amerikanske vingårde, kan levere så megen kvalitet for pengene”.

Fra starten var det Doug Gore, som var ansvarlig vinmager, men den rolle har efterfølgende været tildelt Ray Einberger (tidligere Mouton Rothschild og Opus One), som overtog ansvaret i 2003. Siden 2011 har vinmageren på Columbia Crest imidlertid været Juan Muñoz-Oca, og det er også ham, som står bag denne Grand Estates Syrah.

Columbia Crest ejer samlet omkring 1.000 hektar vinmarker og producerer årligt tæt på 10 millioner flasker vin, så det er en af Washington States store producenter sammen med Château St. Michelle Estates.

Vinen er opdelt i 3 serier, Reserve, H3 og Grand Estates. Denne Grand Estates Syrah er lavet på 95% Syrah samt 5% Viognier. Druerne kommer primært fra Wahluke Slope men også andre marker i Columbia Valley.

Vinen er lavet med maceration på 6-10 dage efterfulgt af 16 måneders faglagring på 65% amerikanske og 35% franske egefade.

Og det er sgu godt lavet Syrah … næse med mødding, fersk kød, tørret kød, Beef Jerky, yoghurt, solbær, røg, lakrids, urter og krydderier. I munden er vinen fyldig – well done – med sødme, kirsebær, blæk … men også godt med tanniner, som holder vinen på sporet, så det ikke bliver over done … bare well done.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor den i øjeblikket er på tilbud til 139 kr. mod normalprisen på 179 kr.

Rating 5,5/7