2014 Clos des Fous, Tocao Granito Paleozoico, Bío-Bío Valley, Chile

2014 Clos des Fous, Tocao Granito Paleozoico, Bío-Bío Valley, ChileSurprise … også det chilenske vinhus Clos des Fous var repræsenteret to gange til byggemødet og i runde to blev det med denne Malbec baserede Tocao Granito Paleozoico.

Vinen er lavet af Malbec fra en granitholdig mark med vinstokke plantet tilbage i 1914 … ja faktisk hedder marken 1914 Vineyard, er på 4 hektar og ligger i Bío-Bío Valley i det sydlige Chile. Helt 100% ren Malbec er det nu imidlertid ikke, for der er også tilsat lidt Carignan fra 80 år gamle vinstokke. Det fremgår dog ikke, hvor meget Carignan, som er tilsat, men andre vinhandlere i den store verden skriver, at det er et mix på 80% Malbec, 16% Carignan og 4% Carmenère.

Vinmarken 1914 Vineyard ligger tæt på Bío-Bío floden og er et område, hvor der er masser af vind og granit i undergrunden. Det betyder en meget langsom modning af druerne, hvilket er medvirkende til at give dem ekstra kraft.

Der er ganske få oplysninger om Tocao Granito Paleozoico og produktionen … udover, at den skulle være modnet på nye barriques. Etiketten afslører heller ikke meget, så vi springer direkte til mine smagsnoter.

Igen en mørk fætter … aroma med mørke bær, sorte kirsebær, gæret frugt, brombær, blåbær og så alligevel nogle syrlige elementer,  blækdyb fyldepen, kamillete, masser af eg, vanilje, en gul blomstermark, fedme og fylde.

I munden er Tocao Granito Paleozoico en kompleks vin, som er meget frugtrig, meget vedholdende i smagen med syrlig, frisk og powerfuld frugt, mørk syre, peber og fad. Det er strengt, irettesættende skarpt og alligevel elegant. Denne vin er langt bedre end aftenens første fra Clos des Fous.

Forhandles af Bichel Vine, hvor prisen er 325 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Alvaro Palacios, Finca Dofi, Priorat, Spanien

2015 Alvaro Palacios, Finca Dofi, Priorat, SpanienDenne Finca Dofi fra Alvaro Palacios – en af Spaniens bedste vinmagere – er lidt en ikonisk og historisk vin. Det er nemlig vinen fra den mark, som Alvaro startede med at købe i 1990, da han slog sig ned i landsbyen Gratallops i Priorat.

Det var selvfølgelig vinmarken Finca Dofi, som Alvaro tilplantede med det mål at fremstille en krydsning mellem Pétrus og La Grange. Og det blev altså til enkeltmarksvinen Finca Dofi eller Priorat Clos Dofi, som den også kaldes. Det er en vin, som jeg tidligere har smagt, blot i årgang 2012 … men her altså en nyere 2015’er.

Finca Dofi er – specielt i forhold til Alvaros marker i Bierzo – en relativt ung vinmark på 9 hektar, fordelt over flere mindre terrasser. Kombinationen af forholdsvis unge vinstokke og fattig jordbund, som hovedsageligt består af småsten, bringer udbyttet helt ned på 20 hektoliter pr. hektar.

Finca Dofi er lavet på 80% Grenache og 20% Cabernet Sauvignon. I markerne håndplukkes druerne, og når de ankommer til vineriet, sorteres de før afstilkningen. Herefter bliver de nænsomt presset, hvorefter mosten lægges på egetræsfade.

Gæringen finder sted som en spontangæring, mens der dagligt foretages pigeage. Når gæringen er tilendebragt, så lægges vinen på nye franske egetræsfade i 16 måneder. Vinen tappes på flaske uden nogen former for filtrering.

I næsen er Finca Dofi let støvet med druer, som synes at besidde en smuk syrlig modenhed. Det er mørk og alligevel frisk frugt, næsten gærede noter, godt med krydderier, blæk, papkasser, lakridt, lidt blomster og virker frisk, ung og kæk.

I munden er det rund, blød og cremet, men med en syrlig, frisk frugt samt læder, tætte tanniner, kraft, elegance og peber i eftersmagen. Det er en vin, som gaber over meget, kompleks og kan alligevel levere varen. Det er virkelig god vin.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen i dag er 595 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 Renzo Marinai, Guerrante Rosso, Toscana, Italien

2006 Renzo Marinai, Guerrante Rosso, Toscana, ItalienMinsandten om der ikke kom endnu en vin fra Azienda Agricola San Martino a Cecione di Renzo Marinai i glasset, nemlig denne Guerrante Rosso, en IGT vin på fifty/fifty Sangiovese og Cabernet Sauvignon.

Som med foregående vin kommer druerne fra Panzano området og fra 15-årige vinstokke, høstet med 30 hektoliter pr. hektar. Og ellers er den faktisk lavet som foregående vin, dvs. med 20 dage maceration, lagrer 12-14 måneder på barriques og 4 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt slægter Guerrante Rosso skam også sin søstervin på … fede og mørke frugter, gærede blommer, blåbær, men dog langt mere animalsk i næsen. Der er kul, dyb kælderskakt og fed, tyk flommefedme.

I munden er Guerrante Rosso også en fed, kraftig vin … let vulgær og en ordentlig mundfuld. Der er tonsvis af tanniner, som klæber til tænderne og alkoholen mærkes også her,

Jeg har ikke fundet en forhandler herhjemme og prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Renzo Marinai, Chianti Classico, Toscana, Italien

2015 Renzo Marinai, Chianti Classico, Toscana, ItalienAftenen havde budt på en overraskende let, lys Syrah og nu overraskede den med en mørk, fed Chianti Classico fra vinhuset Renzo Marinai. Sådan vender tingene engang imellem helt på hovedet.

Vingården Azienda Agricola San Martino a Cecione di Renzo Marinai var oprindelig et gammelt bageri og købt af Iori Marinai … en poet, digter og kunstner. Det er dog sønnen Renzo Marinai, som siden 1996 har drevet stedet … et blandet landbrug med produktion af vin, hvede, pasta, olivenolie og derudover er der selvfølgelig også lidt agroturismo … altså udlejning af værelser.

Renzo Marinai har samlet 30 hektar marker, men heraf udgør vinmarkerne dog alene 6 hektar. Og til at hjælpe Renzo med vinproduktionen har han ønologen  Giovanni Cappelli, mens agronomen Fabrizio Balò står for vinmarker. Alle vinmarkerne dyrkes 100% økologisk.

Dennen Chianti Classico er lavet med druer fra området omkring Panzano. Det er 90% Sangiovese samt 10% Cabernet Sauvignon fra 15 år gamle vinstokke og høstet med et udbytte på 40-45 hektoliter pr. hektar, Vinen er lavet med 20 dages maceration og har lagret 10-12 måneder i store egefade og 3 måneder på flaske.

Det kan duftes, at vinen har fået godt med egetræ … der er masser af vanilje og kanel i duften, en vis sødme, lakridspiber, solbærtærter, lidt hæfteplaster. Det er lidt en maskulin og fed Chianti.

Det gælder også smagsmæssigt. Der er sødme, mørke bær, sød lakrids, chokolade og det er lidt af en pleaser. Det er meget tilgængeligt og efter min mening også en kende for sødt iblandet lidt alkohol. Det er fed Chianti Classico.

Jeg har ikke fundet en forhandler herhjemme og prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Julien Cecillon, Syrah Les Graviers, Rhône, Frankrig

2017 Julien Cecillon, Syrah Les Graviers, Rhône, FrankrigDen anden Syrah fra Nancy Kerschen og Julian Cécillon er denne Syrah Les Graviers … mere klassisk, mørk power fra Rhône … dyb som natten.

Vi er dog ikke som med forrige vin i det nordlige Rhône, idet druerne til Syrah Les Graviers er et negociant blend fra Syrah fra 3 steder i det sydlige Rhône, primært fra marker i Drôme og Ardèche regionerne samt en mindre end fra marker omkring Tournon. Det er omkring 40% fra Ardèche og Saint-Martin d’Ardèche, 40% fra Drôme Provencal og 20% Rhône Septentrional.

Les Graviers betyder grus, og det referer selvfølgelig til undergrunden i markerne. Druerne afstilkes 100% og fermentering sker i både beton- og ståltanke. Derefter lagrer vinen 10 måneder … 90% af vinen i brugte egefade og resten i beton- samt ståltanke. Der er lavet 11.000 flasker af denne vin.

Duften er dyb, mørk frugt, solbær, blåbær, blommer … godt gæret med sortbrune jernbanesveller, tjære og timian. Smagen er fuldfed, mørk frugt, sæbe, mælkesyrer, kul, godt med tanniner, men er samtidig blød og cremet. God Rhône … men når ikke samme kvaliteter som sin lyse storesøster.

Forhandles af Risgaard Vinhandel, men prisen kender jeg ikke. I Frankrig koster vinen omkring 9-10€ … svarende til 67-75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Julien Cécillon, Syrah Bel Horizon, Rhône, Frankrig

2016 Julien Cecillon, Syrah Bel Horizon, Rhône, FrankrigDet skulle vise sig, at de to næste vine begge var på Syrah og fra Julien Cécillon, men som nat og dag. Den første var denne Syrah Bel Horizon, der må være dagen … for den er lys, venlig og lattermild.

Syrah Bel Horizon er en IGP vin, altså udenfor appellationer, men druerne kommer dog fra nogle spredte parceller, der grænser op til Saint-Joseph og Crozes Hermitage og omkring 70% af druerne endda fra 80 år gamle vinstokke indenfor AOC klassifikation, mens resten er fra yngre vinstokke.

Omkring 90% af druerne er afstilket og vinificeret på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller, 20 dage maceration og efter endt fermentering har 90% af vinen lagret 10 måneder i 4-5 år gamle egefade. Der er kun lavet 3.800 flasker af vinen.

Men det hverken dufter eller smager af Syrah fra Rhône … næsen er meget lysere end det, man normalt forbinder med Syrah. Der er mentol, en saltet havbrise, saltvand, læsket kalk, en førstehjælpskasse, hindbær, fennikel og havtorn.

Smagen er også meget ren og klar med let frugt, godt med syre … ja faktisk tonsvis af syre, let og nærmest tynd i aromaerne. Det er lyse bær, jordbær, måske lidt brombær, men syrlig i frugten og jeg havde aldrig gættet, at det er Syrah fra marker omkring den nordlige Rhône … WTF???

Forhandles af Risgaard Vinhandel, men prisen kender jeg ikke. I Frankrig koster vinen omkring 15€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Bodegas Mengoba, La Vigne de Sancho Martín, Bierzo, Spanien

2015 Bodegas Mengoba, La Vigne de Sancho Martin, Bierzo, SpanienDenne La Vigne de Sancho Martín fra Bodegas Mengoba aka Bodegas y Viñedos Mengoba blev en vin, der skilte vandene. Flere var ikke vilde med den … jeg synes, at det er freaking fantastisk.

Bodegas Mengoba er jeg stødt på tidligere, bl.a. med deres orangevin Mengoba las Tinajas samt deres Brezo Godello y Doña Blanca. Vinhuset holder til San Juan de Carracedo nord for byen Carracedelo i Bierzo området, ikke langt fra et af de største og mest historiske klostre i Spanien. Det er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 2007 af den spansk/franske Grégory Pérez.

Grégory har sin viden om vin fra Bordeaux, hvor han blev uddannet ønolog fra Blanquefort i 1998. Derefter har Grégory arbejdet for bl.a. Château Grand-Puy-Lacoste og Château Cos d’Estournel inden han kastede sig over sit eget projekt.

Og han slog sig ned i Bierzo området, tiltrukket af det enorme potentiale med højt beliggende vinmarker, der giver et relativt køligt klima, alsidige jordbundstyper med skifer, kvarts, kalk, grus og gamle stokke med lokale højkvalitets druesorter, som fx den blå Mencia og de grønne Godello og Doña Blanca.

Samlet driver Grégory Pérez 5 hektar vinmarker og laver 8 forskellige vine, alle på lokale sorter som Mencía, Alicante Bouchet, Godello, Trousseau du Jura og Doña Blanca.

Hans filosofi består af 8 simple regler, og det er kendskab til jorden, beskyttelse af biodiversiteten, lokale druesorter, skånsom behandling af druerne, ingen brug af pesticider, lavt udbytte, modning af druerne i markerne samt en helt traditionel og gammeldags produktion.

Der dyrkes efter økologiske principper og med lavteknologiske løsninger – bl.a. pløjes de højest beliggende marker med okser.

Navnet på vinhuset … Mengoba er en sammensætning af Men for Mencia, Go for Godello og Ba for Doña Blanca.

Denne La Vigne de Sancho Martín er første vin på Mencia druen, som jeg har smagt fra vinhuset og det er også et lækkert sted at starte, for det er nemlig deres topvin, som kommer fra 80 år gamle vinstokke på højtbeliggende marker i Espanillo.

Markerne ligger i 850 meters højde og er tidligere pløjet med okser, men i dag bruges et lille bæltekøretøj, der skulle påvirke jordbunden mindst muligt.

Det er ikke helt rent Mencia, men et fieldblend, hvor Mencia er hoveddruen og så består den ellers af lidt Alicante og Godello, men alle druerne vinificeres sammen.

Klaserne afstilkes ikke og de trædes med fødderne på gammeldags manér. Naturlig gæring sker i 400 liters åbne egetrækar og derefter lagrer vinen på store 600 liter fade i 12 måneder inden den tappes uden filtrering og bare en let klaring.

Og sikke da en svedig duft … landlig og animalsk, mødding, håndsæbe og blomstereng, armsved, stalddør samt runde, mørke bær, blåbær, brombær, saft og kraft. Man fornemmer næsten med det samme en stor læskende saftighed i vinen. Yammy.

Det smager faktisk også, som det dufter … landlig, frugtrig, lidt mineralsk, læskende, kraftig og saftig. Det er blødt med chokolade, kakao, saftige tanniner, lidt stærk og alligevel er tanninerne bløde. Det er bondsk, fast og saftigt … med kant og nerve. Smager vildt godt.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Weingut Kollwentz Römerhof, Blaufränkisch Leithakalk, Burgenland, Østrig

2015 Weingut Kollwentz Römerhof, Blaufränkisch Leithakalk, Burgenland, ØstrigAnton Andreas Kollwentz er geschäftsführer og vinmager på Weingut Kollwentz Römerhof, som står bag næste vin … en smuk Blaufränkisch Leithakalk, som ingen omkring bordet gættede.

Weingut Kollwentz Römerhof ligger på hovedgaden i den lille by Großhöflein omkring 15 kilometer vest for Neusiedler søen i Burgenland. Kollwentz familien har været vinbønder der i generation og vingården er da også grundlagt tilbage i 1775 og drives i dag af 7. og 8. generation.

Det er nemlig Anton Andreas Kollwentz samt sønnen Andi, der samlet har 25 hektar vinmarker fordelt på markerne Leithakalk, Neusatz, Tatschler, Katterstein, Gloria, Steinmühle, Dürr, Föllikberg, Haussatz, Point, Setz, Eichkogel og Steinzeiler.

Markerne passes uden brug af sprøjtemidler, insekticider eller herbicider. I kælderen anvendes der heller ingen kunstige tilsætningsstoffer og ingen moderne tilgang til produktionen … men i stedet lagres alle vine på egetræsfade.

Denne Blaufränkisch Leithakalk fra Weingut Kollwentz Römerhof er lavet med druer fra marken Leithakalk … en mark præget af kalksten, hvor familien Kollwentz dyrker druesorterne Blaufränkisch og Chardonnay. Vinen er lavet på store rustfrie ståltanke, men er modnet aka lagret på franske barriques i 18-21 måneder.

I næsen er der frugten en kende til den mørke side … solbær, brombær, granatæbler, måske endda lidt gæret i udtrykket med mejeri, mælkesyrer, en syrlig skovbund, god tørhed, violer, blæk og derudover lidt grønne grene. Rustik og kraftig vin med syre og tørhed.

Smagsmæssigt bekræftes tørheden, mens frugten er blåbær, brombær og har ellers godt med tanniner, som virkelig tørrer munden ud. Syren er meget pågående … godt med syrlighed, blæk, kraft og virkelig en vin med karakter. Bondsk med syre, kraft, tæthed og tørhed.

Forhandles af Uvinum, hvor en flaske koster 215 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Weingut Mathias Gaul, Pinot Noir Asselheimer St. Stephan Fass 556, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Mathias Gaul, Pinot Noir Asselheimer St. Stephan Fass 556, Pfalz, I blindsmagningen blev den tyske Spätburgunder selvfølgelig spottet med det samme … Pinot Noir Asselheimer St. Stephan Fass 556 fra Weingut Matthias Gaul, der meget passende bor på adressen Weinstraße 10 i byen Grünstadt-Asselheim i Pfalz.

Weingut Matthias Gaul er et af de store talententer i Tyskland. Vinbladet Vinum kaldt i november 2017 den unge vinmager for King of Pinot. Det skyldes, at Matthias i 2017 vandt deres pris for bedste rødvin med netop denne vin 2015 Pinot Noir Asselheimer St. Stephan Fass 556 … en pris, som, han også tog i 2015, dengang med hans 2013 Pinot Noir Steinrassel Réserve.

Vinguiden Eichelmann har også bemærket den unge vinmager og kaldt Matthias Gaul for Aufsteiger des Jahres, så der er pæn bevågenhed omkring vinhuset.

Matthias Gaul har siden han var 8 år gammel vidst, at han ville være vinproducent og han overtog – efter endt vinmæssig uddannelse og praktikophold i flere lande – familiens vingård tilbage i 1996. Og siden overtagelse har han udvidet vingården til i dag samlet 24 hektar vinmarker og fået tonsvis af roser for sine vine.

Jordbunden i vinmarkerne er hovedsageligt kalket ler  og markarbejdet foregår i hånden og Matthias Gaul siger selv Wir lassen unseren Trauben Zeit … vi giver vores druer tid for at få det bedste potentiale til vinene.

Pinot Noir og Riesling er meget passende kongen og dronningen hos Gaul, men der dyrkes en lang række drusorter og laves et væld af forskellige vine, bl.a. laver en Cabernet Franc, som også er rost af vinpressen. Derudover eksperimenterer den unge vinmager også en del … dyrker fx også Tempranillo.

Vinene er nærmest opdelt af VDP inddelingen med Basisweine, Ortsweine og Lagenweine. Derudover laver Matthias også masse sjove cuvéer og lidt sekt.

Denne Pinot Noir Asselheimer St. Stephan Fass 556 har jeg ikke de store oplysninger om … men den skulle være lavet med en kold maceration før naturlig gæring og derefter modnet på nye fade af fransk eg, men hvor lang tid fremgår dog ikke.

Duftmæssigt meget klassisk tysk Spätburgunder med sød kostald, kanel, vanilje, frugten en anelse til den varmere side med modne kirsebær, blåbær og hindbær, godt med eg, småkrydret, lidt blæk … men derudover egentlig meget let, luftig og æterisk.

I  munden er der kirsebær, eg, røg … syren som lidt medium, fin og let syrlig samt fint afbalanceret med let tørhed, okay tanniner uden at snerpe, lidt peber i eftersmagen, som egentlig er ganske behagelig og lang. Jeg vil nu ikke kategorisere vinen som værende noget af det bedste tyske Spätburgunder … men smager fint.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 475 kr., men dog er udsolgt.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Clos des Fous, Pucalán Arenaria, Aconcagua Valley, Chile

2015 Clos des Fous, Pucalán Arenaria, Aconcagua Valley, ChileAftenens første rødvin var selvfølgelig – fristes man næsten til at sige – på Pinot Noir og klart oversøisk i stilen. Det passede spot on, men var ikke amerikansk, som ellers var mit bud, men derimod vinen Pucalán Arenaria fra vinhuset Clos des Fous i Chile.

Clos des Fous opstod oprindelig som en skør idé blandt 4 venner, som var trætte af at høre på, at der ikke kunne laves god vin i Chile. De var selv alle født i Chile og troede meget på mere ukendte områder som Bio Bio, Itata og Cauquenes, så i 2008 startede de projektet Clos des Fous.

De 4 venner er Pedro Parra, Paco Leyton, Francois Massoc og Albert Cussen. Pedro kaldes ofte Dr. Terroir … et navn, han dog selv frabeder sig.

Med en universitetsuddannelse i terroir fra Institute Agronomique Nationale i Paris er han den eneste terroir-specialist, der arbejder uden for Frankrig, og han har haft en enorm indflydelse på kvalitetsudviklingen i Chilensk vin.

Han har konsulteret for Montes, De Martino, Concha y Toro, Matetic, Errazuriz, Koyle og Mont Gras samt en række fremtrædende Argentinske producenter. Han siger, at terroir handler mere om fornemmelse end om videnskab, men at det har taget ham en universitetsudannelse at finde ud af det.

Pedro har også tidligere arbejdet som terroir-konsulent Pierre Becheler i Bordeaux og har også arbejdet sammen med Louis-Michel Liger-Belair i Vosne-Romanée i Bourgogne … Pedros absolutte reference i dag.

Han var nu egentlig oprindelig jazzsaxofonist inden han startede sin vinøse levevej, som han i dag deler mellem arbejdet hos Clos des Fous samt arbejdet som terroir-specialist for vinmagere i Chile, Argentina, USA, Italien, Canada, Frankrig og Armenien.

Det er således også Pedro, som står bag Clos des Fous valg af marker, som netop ligger i nogle mere ukendte områder. Det er exceptionelle terroirs, hvor jordbund, topografi og klima spiller optimalt sammen med udvalgte druesorter, hvor der kan skabes vine, der opnår personlighed og naturlig balance med mindst mulig indgriben.

Udover Clos des Fous projektet deltager Pedro også i andre projekter, bl.a. Altos las Hormigas og Aristos i Chile, sidstnævnte sammen med Louis-Michel Liger-Belair fra Château de Vosne-Romanée.

Så er der Francois Massoc, som er uddannet ønolog i Beaune i Bourgogne, hvor han også – som Pedro – har arbejdet sammen med bl.a. Louis Michel Liger-Belair og Munir Saouma.

Han regnes i dag for en af Chiles bedste ønologer, og har udover uddannelsen som vinmager også en kandidatgrad indenfor økonomi og vin. Ved siden af Clos des Fous projektet arbejder han i dag som konsulterende ønolog, primært i Chile.

Paco Leyton er også ønolog og vinavler. Han tog hans ønologiske uddannelse på Pontificia Universidad Católica i Chile og har siden arbejdet som vinavler og konsulent i Chiles sydligste vinregion Malleco, hvor han har lavet banebrydende arbejde med Pinot Noir.

Sluttelig er der Albert Cussen, som vel kan kaldes projektets administrator. Albert har involveret sig i Clos des Fous med sit hjerteblod efter en strålende karriere i den chilenske forretningsverden, hvor han var administrerende direktør for mange chilenske virksomheder og direktør i mere end 7 år i for vinimperiet Concha y Toro.

Derudover ejer Albert den større vinmark Pucalán Vineyard i Aconcagua, hvor han har plantet Pinot Noir.

Og netop Pucalán Vineyard indgår i de marker, som de fire venner anvender til Clos des Fous vinene. De har samlet fundet 41,5 hektar vinmarker spredt udover områderne Aconcagua, Cachapoal, Bio Bio, Itata og Malleco, nemlig markerne Pucalán Vineyard, Grillos Cantores Vineyard, Bio Bio Coast Vineyard, Tato Vineyard, 1914 Vineyard og Traiguen Vineyard.

Clos des Fous lavede deres første vine i 2010 og vinene laver og flasker de hos MDA Wines, som ligger i Santiago. Det er et firma, som har specialiseret sig i at producere og sælge vin for andre vinbønder, men ellers findes der ikke de store oplysninger om dette selskab.

Denne Pucalán Arenaria er lavet med Pinot Noir druer fra en 4 hektar stor vinmark i Aconcagua Costa, der ligger blot 7 kilometer fra Stillehavet.

Marken er anlagt af Pedro Parra i 2007 med topkloner af Pinot Noir fra Gevrey-Chambertin og Vosne-Romanée plantet med meget stor beplantningstæthed. Tætheden giver større konkurrence mellem planterne og får dem til at søge dybere med rødderne.  Dette er helt efter Parras filosofi, da han mener, at det er i dybden, vinene henter energi og mineralitet.

Pucalán Arenaria har gæret i store kar af beton og derefter undergået malolaktisk gæring og modning i nye franske egetræsfade i 18 måneder.

Duftmæssigt er det en solrig Pinot Noir med en smule eukalyptus, voldsom megen eg og byder ellers på kirsebær, er lidt gæret i frugten, måske endda lidt overmoden, har rosmarin, hostesaft, medicinskab og virker faktisk også lidt stærk i alkoholen.

I munden er der den oversøiske sødme, kanel, vanilje, fede og solmodne frugt, peber, fennikel, nelliker og samtidig mærker jeg også alkoholen i smagen. Det er lidt overdone vin … alt for megen kirsebær og alkohol, så jeg synes, at det skuffer lidt.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 280 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger