Tag-arkiv: grenache

Grenache er en rød druesort, som stammer fra Aragón i Nordspanien, hvor den er kendt som Garnacha. Den er én af verdens mest udbredte røde druesorter … i 1990’erne faktisk den 2. mest udbredte rødvinssort og findes i stort set alle vinlande.

Oprindeligt var Grenache mest udbredt i Spanien, men store dele af vinstokkene blev revet op gennem 1980’erne, så der er i dag 82.300 hektar i Spanien, mens der er 95.700 hektar i Frankrig, der har flest plantede Grenache vinstokke, specielt i det sydlige Rhône.

Grenache er også mest kendt for sin rolle i Provence og Rhône, hvor den tager afgørende del i områdets rødvine og rosévine. Der spiller druen også rollen som hoveddruen i Châteauneuf-du-Pape. Den indgår i det hele taget oftest i blandinger med andre druer.

Grenache er karakteriseret ved en usædvanlig kombination af lys frave og høj alkohol. De har sød og frugtig smag med modne jordbær og hindbær samt urtepræg. Vine på Grenache varierer lige fra pænt kraftige til helt lyse og lette rødvine.

Sorten foretrækker sol og varme. Den modner sent og yder godt. Udbytterne skal dog holdes nede for at opnå acceptabel kvalitet og er samtidig vanskelig at vinificere. Den har let ved at opnå meget høje alkoholprocenter på grund af dens naturligt høje indhold af sukker.

2010 De Lisio Wines, Quarterback, McLaren Vale, Australien

Næstsidste vin til Vinspecialistens selection smagning i februar … ja der er vi i McLaren Vale i Australien, helt præcis på adressen Seaview Road, og dér finder vi flere vinproducenter, bl.a. Mollydooker og så dette lille familie drevne vinhus De Lisio Wines, som står bag denne Quarterback.

Vinhuset er grundlagt i 2002 af Tony De Lisio, hvis familie oprindelig stammer fra Italien … og da også har både vinmarker og frugtplantager omkring byen Castellino i Italien.Tony er selv vokset op i Australien … ikke så langt fra McLaren Vale, nemlig lidt længere mod nord i området Clarendon.

Og allerede i 1992 begyndte Tony sammen med sin far at lave lidt vin i Clarendon, så Tony havde allerede godt med erfaring, da han i 2002 sammen med hustruen Krystina købte omkring 40 hektar vinmarker i McLaren Vale og grundlagde De Lisio Wines.

Parret dyrker primært Shiraz, Grenache samt lidt Cabernet Sauvignon og Merlot. Af de hvide sorter dyrker man Pinot Grigio, Chardonnay og Moscato. De laver 3 røde topvine, alle på Shiraz og Grenache … og derudover 4 almindelige rødvine og 4 hvidvine.

Til at optimere produktionen har parret også bygget en helt ny vingård samt en underjordiske kælder til lagring af vintønderne. Og filosofien på vingården er enkel, da fokus ligger på at frembringe så gode druer som overhovedet muligt, for så efterfølgende at manipulere så lidt som overhovedet muligt med dem i vineriet. Resultatet er tætte og rige vine, som stemmer overens med områdets terroir. Tonys særkende ligger i renheden, da vinene på trods af sin fylde, stadig har en meget ren og afbalanceret frugt.

Denne Quarterback er et blend af 22% Merlot, 21% Grenache, 27% Cabernet Sauvignon og 30% Shiraz. Druerne til Quarterback bliver hentet et område, som ligger 3 kilometer nord for byen McLaren Vale.

Vinifikationen sker med presning af druerne, hvorefter temperaturen i tankene sænkes, så mosten kan hvile i 24 timer, før gæringen sættes i gang. Gæringen finder sted over 7–10 dage, hvor mosten dagligt pumpes rundt for at skabe et optimalt udtræk af farve samt dufts- og smagsaromaer. Når gæringen er tilendebragt, lægges vinen på franske egetræsfade, hvoraf 10% er nye fade.  De fade, som bliver udvalgt til denne cuvée, bliver blandet og vinen lægges yderligere 6 måneder på fad, før den aftappes og frigives til salg.

I glasset er vinen mørk og fyldig. Næsen er fugtig med mørke frugter, chokolade, sødme, vanilje, tyggegummi … virker meget sød. I munden er vinen blød med sød frugt … nærmest marmelade og igen en lidt tyggegummiagtig smag. Der er ikke meget syre og vinen virker rodet og i ubalance … lidt for meget tyggegummivand efter min smag.

Nu er smag og behag jo heldigvis forskellig … og jeg kunne da også se, at rigtig mange købte netop denne vin til Selection smagningen … så det er nok bare mig, som er lidt underlig. Men alt for meget marmelade og tyggegummi for mig.

Forhandles af Vinspecialisten, normalpris 165 kr., pt. på tilbud til 100 kr.

Rating 2,5/7  

2008 Majuelos de España, Pieza El Caidero, Aragón, Spanien

Ro i huset … de fleste af lørdagens gøremål er klaret. 10K løb, bagt et franskbrød, slibning og oliering af bordpladen i køkkenet, har pudset vinduerne i huset, handlet ind … og er lige nu i gang med at lave lidt aftensmad … rodfrugter med rosmarin, olivenolie og hertil lidt økokylling.

Det bedste glas vin får man som bekendt, mens man laver mad, så jeg må fluks proppe en flaske op, og det blev denne Pieza El Caidero fra et vinfirma som kalder sig Majuelos de España, hvilket vistnok kan oversættes til noget i retning af Spaniens vinbjerge.

Vi er i appellationen DO Calatayud i vinområdet Aragón i den nordlige del af Spanien. På dansk hedder området også Aragonien, og det er var tidligere et selvstændigt kongerige (el reino de Aragón), som i middelalderen bestod af de såkaldte aragonske provinser Aragonien, Catalonien og Valencia.

Vinmæssigt består Aragón af flere appellationer, bl.a. Somontano, Cariñena, Campo de Borja og så Calatayud. Aragón halter stadig efter naboerne. Området er varmt og ligger for langt væk til at havet kan gøre sin positive indflydelse på temperaturen. De mange kooperativer er dog ved at vågne langsomt op og begyndt at producere vin med lidt mindre alkohol og mere frugtige, frem for tunge.

Majuelos de España er et spansk negociant firma. som ledes af Felipe Alvarez. Firmaets formål er at producere vine fra gamle vinmarker på tværs af hele Spanien, og de har da også tilknyttet en række vinmagere fra hele Spanien, bl.a. Rosa Zarza fra Toro, Cesat Mate fra Ribera del Duero (ham er vi tidligere stødt på her på bloggen, da han er leder af kooperativet Bodega Cooperativa San Pedro Regalado), Jose Alberto Calvi i Ribera del Duero, Juan Ayuso i Ribera del Duero, Joan Carles i Montsant, Fernando Garcia i Castilla Y Leon, Jose Domeco i Rioja samt Cesar Langa i Calatayud.

Og det er netop sidstnævnte, som står bag denne Pieza El Caidero. Cesar Langa er selv 5. generation af vindyrkere og -producenter i byen blev født til en femte generation af viticultors og vinproducenter i byen Calatayud. Cesar har en uddannelse som landbrugstekniker med speciale i vindyrkning. Hans vision er at bruge de nye teknologier i kombination med de stolte tradtioner, som er gået i arv fra hans forfædre. Til daglig driver Cesar sin egen økologiske vingård Bodegas Langa.

Pieza El Caidero er lavet på 96% Aragón og 4% Garnacha Roja. Aragón er en gammel lokal klon af Grenache, så det er med andre ord en ren Grenache baseret vin. Druerne indkøbes fra 5 forskellige marker i Calatayud … alle biodynamisk dyrket og fra vinstokke med en alder på omkring 70 år … ja faktisk er stokkene med Garnacha Roja over 90 år gamle.

Vinen laves med maceration 20 dage i rustfri ståltanke og 19 dage i trækar, hvorefter vinen har lagret 12 måneder på amerikanske egetræsfade og derefter mindst 9 måneder på flaske inden frigivelsen. Vinen aftappes ufiltreret. Jay Miller fra Robert Parkers Wine Advocate har giver vinen i denne årgang 2008 hele 91 point. Der er produceret 8.333 kasser af vinen og med 12 flasker i hver kasse, så giver det samlet lige omkring 100.000 flasker. Og én af disse er handlet her hos mig. Dejligt.

I glasset en herlig mørk vintereliksir og en næse med modne kær, mørke kirsebær, næsten blommer, labrids, kakao, våde egeplanker, vanilje og lidt sødme. I smagen er sødmen mere udtalt, men der er godt med fylde og krop. Her er mørke frugter, koncentration, blid syre … blød og cremet vin. Meget fyldig og drikkevenlig, og virkelig en pleaser … smager sgu ret godt, og meget spansk i udtrykket.

Købt i SuperBest i Randers for 69,95 kr., og det er fin pris for denne vin. Forhandles også af Supervin, hvor 1 flaske koster 99,95 kr., men 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7  

2012 Domaine Aureto, Cuvee Petit Miracle, Rhône, Frankrig

Ved den lille by Gargas i appellationen Côtes du Luberon, den allersydligste del af Rhône omkring 30 kilometer øst for Avignon finder vi Domaine Aureto … Cave Aureto, tidligere kendt som Cave de la Coquillade eller Couquihado og de står bag denne vin Cuvee Petit Miracle.

Côtes du Luberon … i dag blot kendt som Luberon … opnåede sin AOC-status i 1988 og appellationen omfatter 36 kommuner, der ligger henholdsvis nord og syd for højderyggen Montagne du Luberon.

Kommunerne mod nord ligger i Vallée du Calavon og tæt på Ventoux. Mod syd ligger Vallée de la Durance og længere mod syd ligger Côtes de Provence. Vingården ligger da også på en lille bakke i Vaucluse – omgivet af vinmarker og med en storslået udsigt ud over Luberon og Mont Ventoux i hjertet af Parc Naturel Régional du Luberon.

Domaine Aureto blev for få år siden købt af en Schweitsiske forretningsmand Werner Wunderli, som har investeret en pæn sum penge i at bygge højteknologiske kældre samt luksushotellet La Coquillade midt i vinmarkerne.

Selve navnet Aureto betyder ”blid brise” på provencalsk.

Der hører 36 hektar til domænet, heraf 8 hektar i Luberon og 28 hektar i Ventoux. Med respekt for naturens cyklusser er vingården de senere år blevet fuldstændigt revideret og re-designet. 8 hektar vinmarker blev i den forbindelse rykket op ved rod og omplantet i overensstemmelse med Domaine Auretos kvalitetsmål: opbinding på tre metalskinner, bæredygtighed og udvælgelse af vinplanterne.

Kælderen er med topmoderne udstyr. Werner og Carmen Wunderli har nemlig de seneste år investeret store summer i at bygge moderne vinkældere – og intet er blevet overladt til tilfældigheder. Den usædvanlige vinkælder, hvor 2/3 ligger under jorden, er konstrueret med tanke i rustfrit stål for at sikre så ren most som muligt.

Gæringen udføres med den innovative, teknologiske proces ”Tecinox Ganimede” – kombineret med mikro-iltning, der giver en perfekt afbalanceret iltmængde. Denne sammenblanding af traditionelle og moderne teknologier i forbindelse med vinfremstillingen giver vinene generøsitet, balance og kompleksitet.

Fra de bedste parceller på marken Oppède-le-Vieux kommer druerne til denne Cuvee Petit Miracle, lavet på 65% Syrah og 35% Grenache. Som til alle andre af domainets vine plukkes alle druer med hånden og sorteres og afstilkes i vineriet inden presning og efterfølgende gæring i temperaturkontrollerede ståltanke. Gæring og maceration står på i 3-4 uger, hvorefter vinen lagrer på stål i omkring 1 år inden den endelige blanding og aftapning på flaske.

Duftmæssigt er denne vin også skøn rustik, men lidt mere fyldig i duften med masser af Provence/Rhône krydderier, som klart indikerer vinens ophav. Der er mørke bær i kombo med de animalske elementer … næsten helt biodynamisk i udtrykket. I munden er der peber, mørke bær, blæk … men også godt med syre og tanniner … dog ikke særlige markante. Blid med et lille peberbid.

Købt hos Jysk Vin, pris 145 kr.

Rating 4,5/7  

2009 Bodegas Alto Moncayo, Alto Moncayo Garnacha, Campo de Borja, Spanien

Næste vin har fået de magiske 100 Parker point … og fra Alto Moncayo i D.O. Campo de Borja i Aragon. Aragon lyder måske som noget fra Ringenes Herre, men Aragon er også en region i Spanien.

I Aragon finder vi Zaragoza provinen og her finder vi også appellationen D.O. Campo de Borja. Appellation ligger syd for appellationerne D.O. Navarra og D.O. Rioja og ligger for foden af Moncayo-bjergene.

D.O. Campo de Borja blev dannet i 1980 og det er et tørt, råt og lettere kuperet område med stenholdig jord. Vinmarkerne er placeret mellem 350 og 700 meter over havets overflade og der falder typisk 50-450 mm nedbør årligt. Det er et rigtigt Garnacha område, hvor de bedste vine dog ofte laves på Tempranillo og Cabernet Sauvignon.

Området regnes ikke rigtigt for noget i vinmæssig sammenhæng, men ét vinhus skiller sig ud i mængden, nemlig Bodegas Alto Moncayo. Dette vinhus er anerkendt og respekteret som én af Spaniens absolut bedste producenter og er helt uden tvivl det bedste hus i D.O. Campo de Borja.

Og det er netop en vin fra dette spændende vinhus, som jeg har med til vores lille vinaften. Imidlertid ikke hvilken som helst vin, men husets Alto Moncayo Garnacha, som har fået de magiske 100 point af Robert Parker i årgang 2007 og 2009 … og sindssygt høje point i øvrige årgange. Og jeg har netop vinen med i årgang 2009 … 100 point. Lad os se, om den også er så fandens god.

Alto Moncayo er intet mindre end en “outstanding” producer hos Robert Parker, hvilket er højeste kategori og dermed Parkers definition på “truly world-class”. Parker vurderer, at dette hus er stærkt underkendt.

Bodegas Alto Moncayo er grundlagt i 2001 som et joint venture mellem Jorge Ordoñez, Dan Phillips, Chris Ringland og Jose Miguel San Martin fra kooperativet Bodegas Borsao i Campo de Borja. Et ganske interessant firkløver … lad os se nærmere på dem:

Jorge Ordoñez
Jorge Ordoñez er én af de største, mest betydende importører af spanske vine i USA. Han er manden bag Grupo Jorge Ordoñez, som ejer en lang række vinhuse i Spanien, bl.a. Bodegas Avancia i D.O. Valdeorra, Bodegas Breca i D.O. Calatayud, Jorge Ordóñez & Co.

Med marker i både D.O. Málaga og D. O. Sierras de Málaga, Bodegas La Caña i D.O. Rias Baixas, Bodegas Ordoñez og Bodegas Avante med marker i Montsant, Rueda, Toro og Ribera del Duero, Bodegas Venta Morales i D.O. La Mancha, Bodegas Volver i D.O. La Mancha … og så denne Bodegas Alto Moncayo i D.O. Campo de Borja.

Derudover har han været én af forkæmperne for spansk vin, bl.a. var Jorge én af de første til at investere i store kølehuse til opbevaring af vine for at sikre kvaliteten af de eksporterede spanske vine.

Dan Philips
Dan Philips er en betydende amerikansk importør af specielt australske kvalitetsvine. Dan Philips satsede i 1997 alle sine sparepenge på en container fyldt med australske topvine fra forskellige producenter og dette i en tid hvor der absolut ingen interesse var for disse top Shiraz bomber på det amerikanske marked, eller nogle andre steder for den sags skyld.

Men Dan Philips troede fuldt og fast på sit projekt, men arbejdede dog altid ud fra det princip, køb kun vine hjem til videresalg som han selv ville drikke, i tilfælde af at de ikke solgte.

Dan Philips vinmæssige karriere startede før dette hvor var han vinhandler hos et mellemstort Californisk vinfirma, hvor han i løbet af 2 år slog alle salgsrekorder i virksomheden. Alt hvad han selv kunne lide solgte han som var det vand til tørstige strandede mennesker i Sahara ørkenen. Dette gjorde ham særdeles kendt og eftertragtet blandt såvel producenter som større importører, men valgte altså at satse alle spareskillingerne og starte selv.

I dag er Dan Philips stifter & ejer af The Grateful Palate, et importfirma i USA som satser stort på distributionen af Australske vine. Hertil ejer han the Bacon of the Month Club, R Wines i USA og er medejer af R Wines Australia samt 2 spanske vingårde, Bodegas El Nido og selvfølgelig Bodegas Alto Moncayo.

Dan er også manden som med sin Bacon Club har den største distribution af kvalitetsbacon i USA til private forbrugere. Dan Phillips startede allerede som arbejdsdreng i en vinbutik som 13-årig og har siden brugt hele sit liv på god mad & god vin. Som han selv udtaler, så har han ædt og drukket som et svin hele sit liv, men han har nydt hver en mundfuld.

Chris Ringland
Chris Ringland er blandt verdens dygtigste vinmagere og arbejder i dag for 35-40 vingårde i verden som konsulent og er chef vinmager for alle R Wines vinene. Hertil er han vinmager for Alto Moncayo & Bodegas El Nido i Spanien m.fl. Chris Ringland er født på New Zealand af danske forældre, der sidst i 1930’erne udvandrede fra Fyn, men er i dag bosiddende i Australien, hvor han også bistår andre vinhuse som vinkonsulent.

Jeg har tidligere nævnt ham her på bloggen, nemlig i forbindelse med hans hjælp hos Greenock Creek i Barossa.

Chris Ringland mødte Dan Philips i 1997, hvor Dan er på sin første tur til Australien for at fylde sin første container vin. De 2 fandt hurtigt ud af deres evner til at spotte Shiraz druer med imponerende potentiale og herfra voksede venskabet sig til et forretningsmæssigt eventyr for deres fælles passion, som i 2005 første til den fælles virksomhed, R Wines Australia.

Chris Ringlands største bedrift var dog, da han i 1993 serverede hans Three Rivers Shiraz for Robert Parker. ”My God, this smells like a pristine example of 1947 Cheval Blanc”. Samtlige årgang har siden den dag modtaget 99-100 point og vinen kendes i dag som Chris Ringland Shiraz. Robert Parker har flere gange udtalt, ”This is arguably the greatest Shiraz made in Australia”

Chris Ringland og hans 3 winemakers hos R Wines rejser jævnligt hele Australien rundt, for hele tiden at finde de bedste druer til deres vine. Alt fra Riesling fra Western Australia, Pinot Noir fra Victoria, Shiraz fra McLaren Vale og Barossa, til deres evige jagt på det bedste Grenache til Chateau Chateau serien.

I dag er han også ansvarlig vinmager på Alto Moncayo

Jose Miguel San Martin 
Jose kan jeg ikke finde det store information omkring, men han må ha’ en tilknytning til kooperativet Bodegas Borsao, som formentlig har bidraget til Bodegas Alto Moncayo .

Kooperativet er grundlagt i 1958 som Cooperative de Borja, men er løbende vokset, bl.a. ved sammenlægningen med andre kooperativer i Pozuelo og Tabuenca. I 2001 stiftede man Bodegas Borsao S.A. og alle kooperativets 620 medlemmer blev aktionærer i det nye vinhus, som samlet ejer ikke mindre end 1.500 hektar jord. Samtidig blev kooperativet også medejer af Bodegas Alto Moncayo.

Nå, men tilbage til Bodegas Alto Moncayo.

Vinhuset ligger ved byen Bulbuente i Zaragoza og ejer omkring 62 hektar vinmarker med gamle Garnacha vinstokke på sydvendte bakker, fordelt omkring 3 byer i området. De yngste vinstokke er omkring 35 år og de ældste omkring 90 år gamle.

Der produceres udelukkende Garnacha vine på Bodegas Alto Moncayo, og produktionen er faktisk alene begrænset til tre vine, nemlig vinene Veraton, Alto Moncayo og Aquilon. Aquilon er topvinen … Veraton den billige … men det er imidlertid vinen i midten Alto Moncayo, som er løbet med alle priserne.

Vinen er som nævnt 100% Garnacha, og faktisk går der 500 gram druer til hver flaske vin. Og der er ikke mere end mellem 6 og 8 klasser pr. vinstok. Vinen laves i store åbne trækar, hvorefter den lagrer 19 måneder på nye egetræsfade inden den flaskes ufiltreret. Første årgang af vinen var 2002, og der laves årligt ca. 1.000 kasser af vinen.

Og I skal da heller ikke snydes for Parker vurdering af de forskellige årgange:

2002 Alto Moncayo Rating: 96
2003 Alto Moncayo Rating: 93
2004 Alto Moncayo Rating: 96
2005 Alto Moncayo Rating: 95+
2006 Alto Moncayo Rating: 97
2007 Alto Moncayo Rating: 100
2008 Alto Moncayo Rating: 92
2009 Alto Moncayo Rating: 100
2010 Alto Moncayo Rating: 92
2011 Alto Moncayo Rating: 95

Gastro har om 2009’eren sagt; Smagen er ohh…. slibrig og yppig på den gode måde, utrolig velstyret, rammet ind af syre og sund tannin. Samme blad sagde om én af de nyere årgange, vistnok 2011’eren; Alto Moncayo er til rock’n roll-drenge – og den er for billig. Og vinene fik i øvrigt topkarakter.

Nå, men lad os smage skidtet … som virkelig er ret fantastisk. Jeg er langtfra enig med den gode Parker i alle hans ratings … synes måske, at han foretrækker lidt for voluminøse vine, men hér har han sgu ramt spot on. I næsen er der mørk nat, flæsk, bacon, blæk, gammel kælder, mug … på de fede måde, mørke og sorte bær, enebær, lidt sødme, chokoladeagtige noter samt lidt vanilje. Intens som bare pokker … animalsk … fabelagtig næse.

Smagen er intens med blommer, kraft … let sødme … generelt god lethed i vinen trods de mørke nuancer. Trods den lette sødme er der tilstrækkelig med syre til at holde tingene på plads, og der er en massiv … massiv frugtrigdom. Tanninerne virker mørkere … hvis man kan sige det, men de bider på ingen måde, og efterlader dig med et indtryk af en vin i balance … intens, powerfuld, elegant og frugtrig. Flot, flot vin.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Tidligere udgaver af vinen har kostet 249 kr. hos Value Wine, men efter de høje Parker point er priserne gået sky-high … hvis du overhovedet kan skaffe vinen. Det er næsten umuligt, og billigste pris jeg har fundet på nettet er 300$ … eller omkring 1.650 kr. Jeg har fået min som gave … stor tak til Steen René … fandme god vin.

Vinanmeldelse 7/7  

2007 Henri Bonneau, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2007 Henri Bonneau, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigKultvinen … hvad er mere passende end en Châteauneuf-du-Pape fra den satans gode årgang 2007 … og så fra nok den allerbedste producent, nemlig den gamle, mytiske og berømte Henri Bonneau? En levende legende. Hans vine er de mest omdiskuterede og sværest opdrivelige i hele Châteauneuf-du-Pape … og det er vine, som er ganske fantastiske … og det gælder også denne.

Henri Bonneau er omkring de 75 år og har dybe rødder i Châteauneuf-du-Pape. Hans familie har haft vinmarker hér igennem generationer og Henri Bonneau er 16. generation. Bonneau er imidlertid ikke særlig interesseret i berømmelsen. Han foretrækker at bruge sin tid i vinmarken og i hans tudsegamle kælder.

Familien har aldrig været “slotsejer”, som man kender det i Bordeaux og til dels også i Châteauneuf-du-Pape.

Der er tale om markarbejdere, som lidt efter lidt, generation efter generation har opkøbt bittesmå stykker jord, som de har samlet under en enhed – et domæne – med det formål at give det videre til den næste generation og således sikre dem nogle bedre levevilkår end dem, man selv havde haft.

Her er det hårdt arbejde, tålmodighed og økonomisk ofring, som har gjort sig gældende. Dette kan man forstå allerede blot ved at se Henri Bonneaus hus i centrum af Châteauneuf-du-Pape. Det udvendige er yderst beskedent, det indvendige vil sikkert kaldes miserabelt af de fleste.

Og sådan er det hele vejen i gennem: fra Bonneaus evige grønternede skjorte til hans produktionsudstyr: Han har for eksempel lavet vin i snart 50 år på egefade, som stammer fra hans bedstefar. Men som han siger: “De virker. Man behøver blot lappe dem en gang i mellem når de bliver utætte”.

Det er med ældgammelt værktøj og en kældertilstand, som givetvis ville fremprovokere hjertestop hos en dansk levnedsmiddelinspektør, at Bonneau laver nogle af de største vine i verden i.

Henri Bonneau anser selv de organismer, som eksisterer i disse omgivelser, som en naturlig ting og en nødvendighed for at sikre levende og autentiske vine. Vinene får lov til at ligge og gære i dette miljø i årevis, op til 6-10 år!

Ifølge moderne oenologi, skal gæringsprocessen kun vare ganske få uger (den malolaktiske gæring kan nogle gang trække ud, men skal absolut afsluttes indenfor et år) og vinen bliver sjældent aftappet senere end efter 18-24 mdr. på fade.  Men moderne oenologi og teknologien har ingen plads i Bonneaus verden.

Vinen laver sig selv og man skal ikke forhaste ting. Man kan dårligt komme uden om følgende citat: ”Everything done at chez Bonneau makes no sense to modern day oenologists. His cellars are deplorable, and the condition of his barrels (at least the outside of them) is frightful. However, it’s what’s inside that counts. The magic in those barrels represents the essence, the heart and soul of Chateauneuf du Pape.” Robert Parker – Wine Advocate, Februar 2003

Man kunne hævde, at det kan da ikke være så vanskeligt at gære vinen og så lade den ligge på fade i mange år, men så enkelt er tingene jo naturligvis ikke. De lokale vinbønder er altid meget ærbødige, når de taler om Bonneau og kalder ham “Kongen” eller noget lignende, men de fleste undrer sig en smule over hans unikke kunnen og nogle kalder det naturstridigt, det han går og laver.

Vinene består næsten udelukkende af ren grenache, men da vinmarkerne også indeholder et marginalt antal Mourvedre-, Counoise- og Vaccarèse-vinstokke, indgår disse druer også i blandingen. Grenache druen indeholder kun få farvepigmenter, hvorfor vine lavet på denne drue ofte har en lidt lys, næsten Bourgogneagtig farve.

Mange specialister mener, at det ikke er Bonneaus evner som vinmager, som forklarer vinenes storhed, men nærmere det unikke druemateriale han arbejder med. Alle domænets vinstokke har en meget høj alder. Mange er over 70 år, og nogle over 100 år. De er meget lidt produktive og har meget lange rødder, som går dybt ned i jordbunden. Herfra suger de de vigtige mineraler op fra 50-80 meters dybde.

Domænets parceller på i alt omkring 6 hektar er spredt ud over hele Châteauneuf-du-Pape, men en god andel befinder sig i appellationens fornemmeste område: “La Crau”.

I de senere år er Bonneaus vine blevet temmelig kostbare. Dette skyldes en beslutning om at forebygge den kæmpe spekulation, der finder sted på hans vine. I mange år har Henri Bonneau solgt sine vine til meget lave priser. Nogle husker tider, hvor man kunne købe dem for 50 kr., hvorefter man fandt dem igen på markedet til flere tusind kroner.

Dette har chokeret Bonneau, og det – sammen med det kæmpe pres der opstår når man får 100 Parker points – har fået ham til at lægge distributionen af hans vine i hænderne af en god ven, som også er i vinbranchen. Deres første beslutning var at hæve priserne drastisk for at komme tættest muligt på den maksimale prisgrænse og dermed forhindre spekulationen og samtidig sikre, at den som tjener mest på en flaske Henri Bonneau er… Henri Bonneau.

Derudover, er distributørerne omhyggeligt udvalgte og de skal forpligte sig til at sælge Bonneaus vine til ægte vinentusiaster i stedet for brokers og andre spekulanter.  Bonneau, som er lidt af en filosof og en humanist, ønsker også at give så mange personer som muligt mulighed for at nyde hans vine. Det er derfor vigtigt, at vinene bliver solgt i små mængder til mange mennesker og ikke på én gang til en rig samler, som vil lade dem ligge i sin kælder.

Alle Bonneaus vine er “Cuvéer”, det vil sige, at navnet ikke referer til et område eller en bestemt parcel. Det er blot vinens navn. Alle druerne bliver behandlet og vinificeret ens. Det er først ved smagningen under lagringen, at det bliver bestemt hvilke fade, der skal til blive til de forskellige vine. De bedste fade aftappes under navnet “La Réserve des Célestins”, de næstbedste “Cuvée Marie Beurrier”, og de 3. bedste “Cuvée Henri Bonneau”. I to exceptionelle årgange (1990 og 1998) har Henri Bonneau lavet en “Cuvée Spéciale”.

Her har vi netop en Cuvée Henri Bonneau, som i næsen er ganske rustik og landlig med indkogt frugt, modne blommer, sød balsamico, kælder, lakrids, let candyfloss, figner og en fabelagtig intensitet. Duften er svær at beskrive, men markant anderledes end andre vine, og alligevel som noget velkendt. Det er en lidt svedig frugt med lidt tobak, meget animalsk og meget tæt.

I munden er vinen nærmest flæskende … med sødme, kraft og saft, sorte bær. Det lyder tungt, men vinen har en ubeskrivelig lethed, elegance … men på den fede måde. Der er ren og klar frugt. Vinen er let syrlig, men voldsom intens. Smagen rammer dig lige i sylten med syre, meget direkte frugt og tanniner. Man tænker slet ikke Châteauneuf-du-Pape. Overdreven lækker. En oplevelse ekstraordinaire. Hmmmmmmmmmmmm. Topklasse … total overgivelse.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Forhandles hos Erik Sørensen Vin, pris 1.095 kr.

Rating 7/7 

2012 Domaine de Saumarez, Coteaux du Languedoc S, Languedoc, Frankrig

2012 Domaine de Saumarez, Aalenien, Languedoc, FrankrigVed den lille historiske landsby Murviel-Lès-Montpellier i Languedoc i  i det sydlige Frankrig finder vi Domaine de Saumarez og den herlige, friske Robin Williamson, som jeg mødte til Jysk Vin sidste vinfestival i oktober. Han laver nogle helt fantastiske vine, og denne her Coteaux du Languedoc med tilnavnet “S” er blot én af vinene.

Robin Williamson er englænder, og hans frue Liz er fra New Zealand. Robin havde selv tidligere været bankmand, men parret ønskede noget andet i livet og de etablerede Domaine de Saumarez i 2004 ud fra en drøm om at blive vinbønder og lave kvalitetsvine.

Og de har fundet et godt lille sted ved Murviel-les-Montpellier i de lave bakker 15 minutters kørsel vest for Montpellier. De omkringliggende bjerge er dækket af olivenlunde og vinmarker og udsigten strækker sig helt til Middelhavet.

Da de søgte efter en vingård, var deres vigtigste kriterie at finde kvalitetsterroir, altså jordbund med potentiale til at give frugt af absolut topkvalitet. De lægger megen omhu i at lave vine, der repræsenterer kompleksiteten af deres terroir og samtidig bringer det bedste frem i hver druesort.

Vingården består af 11 hektar vinmarker med vinstokke plantet på skråninger mellem 80 og 150 meter over havets overflade. Jordbundstypen, som opstod i Jurassic perioden, kaldes Aalenien og er unik for Languedoc og består af kvarts, skifer, granit og mergel.

Vinstokkene behandles med stor omhu. Det tørre og blæsende middelhavsklima betyder, at det ikke er nødvendigt at sprøjtebehandle, så her bruges ingen herbicider eller pesticider. Ukrudtet bliver pløjet eller hakket væk, og om vinteren græsser flokke af lokale får mellem vinstokkene. Denne filosofi bidrager til at fremme den levende jord, hvor alle organismer lever i symbiose med hinanden. Fra årgang 2012 er vingården certificeret som økologisk.

Robin fortæller, at Domaine de Saumarez er en del af “the Outsiders” … en lille gruppe af 12 ligesindede vinbønder i Languedoc-Roussillon, som alle er enige om, hvordan de laver spændende vine, som udnytter regionens meget forskellige jordtyper, druesorter og de klimatiske forhold.

Til vinfestivalen i oktober fik vi en lang snak med Robin og jokede godt med ham. Virkelig sjov og udadvendt fyr … meget sympatisk. Han var også interesseret i min lille blog … selvom han selvfølgelig ikke forstår dansk. Jeg lovede at sende ham et link … så det fik han selvfølgelig.

Jeg fik også mail retur, hvor Robin bl.a. skriver; “Thanks for the feedback on our wines, I really enjoyed my first trip to Denmark, the quality of the people at the tasting was very high and I had many positive comments about our wines (and our prices!). If you need any information or photos about our Domaine for your blog please let me know and I can send you everything we have”.

Domaine de Saumarez
Her lige et foto af Robin Williamson i gang med at åbne nogle af hans vine.

Og vinene er absolut meget spændende … og priserne fornuftige. Specielt husets hvide Coteaux du Languedoc Blanc og topvinen Coteaux du Languedoc Aalenien imponerede. Men generelt … fine vine hele vejen rundt  … værd at stifte yderligere bekendtskab med. Og her har vi så netop én af vinene fra Robin.

Denne Coteaux du Languedoc S er lavet på 70% Grenache og 30% Syrah. Druerne håndplukkes i små beholdere og ankommer til kælderen i optimal stand. Gæringen foregår i moderne betontanke over en periode på 3-5 uger. Under gæringen omrøres vinen dagligt for at sikre størst mulig ekstraktion. For at blødgøre tanninerne bliver vinen lagret i 16 måneder, 50% i tank og 50% i brugte franske egetræsfade i forskellige størrelser.

Duftmæssigt er her godt med røde og modne bær, blommer, læder, vanilje, chokolade samt svage grønne, syrlige noter … og sidstnævnt holder liv i tingene, så det ikke bliver for vammelt. Smagen er rustik, frugtrig, moden, fyldig, cremet, blid med bløde tanniner, let krydret … hænger sgu meget godt sammen. Jeg er imponeret. Burde koste mere.

Købt hos Jysk Vin, pris 99 kr. Køb den før din nabo.

Rating 5/7  

Domaine de Saumarez

2012 Domaine La Colliere, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

Med næste vin er vi hos Domaine La Colliere, som ligger i byen Rasteau. Vi har her hans almindelige Côtes du Rhône … en rigtig skøn Rhônevin af bedste skuffe, som jeg sidste gang smagte i en årgang 2010 og var meget begejstret for.

Vinhuset er grundlagt i 2002 af Georges Perrot, men historien om Domaine la Collière startede egentlig 9-10 år tidligere. Georges kom ikke fra en vinfamilie, men det gjorde Delphine, som han blev gift med i 1993.

Og efter brylluppet, så startede Georges hurtigt med at hjælpe svigerfar i vinmarkerne, og de solgte så druerne til et lokalt kooperativ … som svigerfar havde gjort igennem utallige år. I 2002 besluttede Georges og svigerfaderen dog, at de ville leje et kælderrum og starte deres egen vinproduktion. De lejede sig ind i Andre Romeros gamle bygninger, dvs. det tidligere hovedkvarter for Domaine La Soumade, og så gik de ellers i gang.

Siden 2008 har Georges og Delphine selv drevet parrets i alt 25 hektar vinmarker med vinstokke, som er mellem 45 og 60 år gamle. Stokkene beskæres meget hårdt om vinteren for at få lavt høstudbytte, da Perrot ikke tror på værdien af Green Harvest. Druerne høstes manuelt og sorteres. Markerne er ikke økologiske … det koster kassen … men der bruges ikke ukrudtsmidler, og det har man ikke gjort i over 15 år.

Vinmarkerne er fordelt på over 25 små parceller, næsten udelukkende i Rasteau appellationen. Og de mange parceller giver en god variation med tre helt forskellige terroirs, nemlig enten med 1; galets (de store, runde sten) og rød ler i jorden eller 2; med den gule ler eller 3; med den berømte argile bleu (blå ler), som ofte giver nogle af Rasteaus fineste vine.

Georges Perrot sælger fortsat lidt af sin vin/druer til nogle af de store vinkøbmænd og det lokale kooperativ, men egenproduktionen bliver større og større. Han laver samlet 7-8 forskellige vine, bl.a. denne Côtes du Rhône, en Côtes du Rhône Blanc, en Côtes du Rhône Cuvée Oublee samt 4 forskellige Rasteau’er; Rasteau Rouge, Rasteau La Fontaine, Rasteau Les Touilleres og Rasteau Esprit D’argiles.

Vinifikationen er traditionel. Der er total afstilkning af druerne. Gæringen varer 3 uger og finder sted mellem 28 og 30°. Modningen sker i cementtanke over to vintre. Vinen flaskes uden filtrering.

Vinen her er lavet på 80% Grenache, 10% Syrah og 10% Carignan.

Det er stadigvæk en lille lækkerbisken. Duftmæssigt animalsk, rustik med Provence/Rhône krydderier, mørke bær, lidt blommer og svag syre. I munden er der solbær, blødhed, lidt krydderier, god gennemgående syre, peber, søde krydderier, nelliker samt pæne tanniner og meget fast i smagen. Flot vin og et fund til pengene.

Købt hos Jysk Vin, hvor den lige nu fås på bud til 74,95 kr. ved køb af 6 flasker. Ved køb af 1 flaske er prisen 112 kr.

Rating 4,5/7  

2011 Argiolas, Ungrera Cannonau di Sardegna, Sardinien, Italien

Vi fortsætter i det italienske spor, men blot stik syd til øen Sardinien, hvor vi finder vinhuset Argiolas, som står bag denne lille charmerende vin Ungrera Cannonau di Sardegna.

Familien Argiolas store vinhus er beliggende i den sydlige midte på Sardinien i den lille by Serdiana, hvor tempoet er roligt, gaderne smalle og naturen mere end venlig året rundt. Det er én af Italiens bedste vingårde og har høstet et utal af priser, både for at levere vin i verdensklasse og for at levere en utrolig høj kvalitet til prisen.

Vingården er grundlagt af legendariske Francesco Argiolas, som blev 102 år. Han er bl.a. kendt for at sige, at hans eneste medicin var to glas Argiolas om dagen. Måske er der noget om det, for vin fra Sardinien har vist sig at indeholde over dobbelt så mange antioxidanter som traditionel vin.

Vinene bliver i dag stadig produceret ud fra Francesco Argiolas filosofi om, at en god vin ikke kun kommer fra teknik. Den kommer også fra ydmyghed, passion, kærlighed og omsorg for vinmarkerne og deres produkter. Vingården ejes af Francescos to drenge, nemlig brødrene Francesco and Giuseppe Argiolas og deres respektive fruer Pina og Marianna. I dag er det dog 3. generation, som stolt fører traditionen videre.

Fra starten har huset brugt lokale druer men har alligevel holdt øjnene åbne for nye og bedre metoder hele tiden i vinens tjeneste. Familien Argiolas valgte derfor en af Italiens førende ønologer, Giacomo Tachis, tidligere chefvinmager hos Antinori, hvor han arbejdede i 32 år. Tachis var medvirkende i “Renæssancen” af italiensk vin og er krediteret for at skabe den toscanske superstjerne Sassicaia, Tignanello og Solaia.

Tachis er også kendt for at indføre revolutionerende praksis i vingården og vinfremstilling. Han er velsagtens Italiens mest berømte vinmager. Inden sin pension i 1993, videregav han sin erfaring til Argiolas nuværende vinmager Mariano Murru. Det har i hvert fald løftet alle husets vine til nye standarder … samtidig med at man har bevaret den sardiske særegenhed og stolte personlighed.

Dette har resulteret i flotte point hos Parker og benævnelser som best – buy samt topkarakterer i samtlige italienske vinmedier. Vinanmelder Robert Parker skriver om Argiolas; I can’t recommend them enough.

I får her hele Parkers anbefaling oversat til dansk; Argiolas er en toneagivende producent af sardiske hvide, røde og søde vine. Huset har arbejdet med den berømte ønolog Giacomo Tachis (Supertoscanernes fader), der var født på øen, så måske er vinenes høje kvalitet ikke så overraskende. Kort sagt var jeg blæst omkuld af de lavt prissatte vine fra Argiolas og jeg kan slet ikke anbefale dem højt nok for læsere, der endnu ikke har opdaget øens delikate vine.

Vinhuset har deres vinmarker i 5 områder, nemlig ved Serdiana, Sisini, Selegas Sa Tanca, Selegas Bingias Beccias og Porto Pino … i alt ikke mindre end 280 hektar vinmarker, hvor der dyrkes sorter som Cannonau, Monica, Bovale Sardo, Carignano, Vermentino og mange andre lokaler druer.

Denne Ungrera Cannonau di Sardegna er da også lavet på de klassiske sardinske druer Cannonau, Carignano og Bovale fra Ungrera vinmarken. Cannonau kender vi dog som Grenache og Carignano er Carignan. Bovale er dog en ægte lokal drue og en blå drue med en mørk og sej skal, som primært dyrkes på Sardinien i Italien. Sorten bruges som regel i blandinger, men den er mere kendt for a lave kvantitet end kvalitet.

Duftmæssigt godt med smæk i duften … grønne blade, modne kirsebær, mørke bær, fad … våde fade, vil jeg endda sige … lidt sure tæer, krydderurter og efterlader dig med en fornemmelse af italiensk … men med lidt mørke noter. Smagen er mørke bær, blød, sødme … men også lidt syrlighed. Vinen er faktisk blød, fyldig og velsmagende … en måske en anelse neutral og mangler lidt bid. Men til prisen et godt køb.

Købt via Vivino, pris 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7  

2012 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône Jules Rochebonne, Rhône, Frankrig

Uhmmmm, lækker vin. Det er lørdag aften. Hovedet er lidt påvirket efter sjov julefrokost hos Randers FC i går. Den ældste søn har en kæreste … eller potentiel kæreste (hvad ved jeg) på besøg … tænk at han allerede er så stor. Og sikke en sød pige. Hvor bliver tiden dog af?

I stegesoen er der simremad … svinekæber, og hertil en mos af rodfrugter samt en rødbedesalat med lakrids og flødedressing. Hvilken vin kunne gå hertil?

Jamen … Rhône selvfølgelig og gerne god Rhône. Og der er lige præcis hvad denne vin er … god Rhône. Vinen er denne special cuvée Côtes du Rhône Jules Rochebonne fra vinhuset La Bastide Saint-Dominique, som ligger ved byen Courthézon. En rigtig charmerende vin … og samtidig et fornuftigt køb.

La Bastide Saint-Dominique blev grundlagt i 1976 af Gérard og Marie-Claude Bonnet. Selve vingården er beliggende i et gammelt kapel fra det 16. århundrede – ved foden af Châteauneuf-du-Papes bakker. Området er præget af den stærke mistralvind og den næsten uudholdelige sommervarme.

Det er fra disse unikke omgivelser, at Gérard og Marie-Claude – sammen med deres søn, Eric – producerer alle deres vine. Jeg mødte Eric til Jysk Vin sidste vinfestival. En meget stille, genert og behagelig mand. Det var faktisk dér, at jeg første gang smagte denne Côtes du Rhône Jules Rochebonne. Anden gang var i onsdags på Restaurant Østergade 1 … så i dag er dermed tredje gang.

Eric Bonnet har for få år siden overtaget domænet efter forældrene. Hans kone Julie Moro arbejder på kontoret. Gérard bor på domænet og arbejder i vinmarkerne fra tidlig morgen.

Huset har 50 hektar vinmarker i Rhône, hvoraf hele 11 hektar ligger i Châteauneuf-du-Pape. For at få det bedste ud af de forskellige druesorter anvender La Bastide Saint-Dominique moderne udstyr i kombination med traditionelle teknikker for vinproduktion. Afgørende beslutninger i forhold til dyrkning tager derfor bl.a. udgangspunkt i den specifikke jordbundstype.

Druerne høstes manuelt og udvælges to gange – første udvælgelse sker i selve vinmarken, mens anden udvælgelse foregår, når druerne ankommer til vingården. Herefter afstilkes druerne og vinificeres i temperaturregulerede tanke. Drueskallerne er i kontakt med mosten imellem to og fire uger – alt afhængigt af druetype og årgang.

Markerne er fra 2014 certificeret agriculture biologique. I 2013 har Erik Bonnet lejet marker fra en producent i Cairanne og lavede i 2013 sin første årgang herfra

For Eric Bonnet er det vigtigt, at såvel dyrkning som lagring foregår med respekt for deres vine, hvorfor også sidste etape – når vinen tappes på flasker – foretages på selve vingården.

Udover vinproduktionen, så driver familien også udlejning af værelser for vintørstige turister.

Côtes du Rhône Jules Rochebonne er lavet på 80% Syrah og 20% Grenache og alle druer er udvalgt fra de bedste områder – primært placeret i ”Champovin” og ”Bois Lauzon” – på nord- og sydvendte bjergskråninger med stenet jord. Selve vinstokkene er mellem 15 og 35 år gamle. Vinen er opkaldt efter bedstefaderen Jules Rochebonne.

Efter manuel høst afstilkes de udvalgte drue og vinificeres i temperaturkontrollerede ståltanke ved maks. 28 grader. Vinen lagrer derefter i 18 måneder – for Syrah i egetræsfade og for Grenache i cementtanke. Herefter laves den endelige blanding og tapning på flaske.

Og duftmæssigt er vinen intens og varm med mørkerøde bær, lakrids, let animalske toner, våde papkasser og lidt krydderier. Smagsmæssigt en vinen godt proppet med bær, tørhed, peber, lidt bitterhed i kombination med fedme … næsten som en Châteauneuf-du-Pape … og herlig rund, mørk og lækker. Det er en klassevin, som jeg bestemt gerne anbefaler. Også en herlig vin til efteråret.

Købt hos Jysk Vin, pris 119 kr., men kun 99 kr., hvis du køber 6 flasker. Den må blive en storsællert.

Rating 5/7  

2011 Fess Parker Winery, Santa Barbara County Syrah, Californien, USA

Tirsdagsvinen denne uge blev en Syrah baseret vin … og fra et kendt hus her på bloggen, nemlig Fess Parker Winery, som vel er ét af de mest berømte vinhuse i Californien.

Vinhuset er grundlagt af Fess Elisha Parker Jr., som blev født i Fort Worth, Texas, og voksede op på en lille gård uden for San Angelo. Han gjorde tjeneste ved United States Navy ved slutningen af 2. verdenskrig. Under krigen forsøgte han at blive pilot, men blev afvist på grund af sin højde.

I 1950’erne spillede han rollen som Danny Crockett. Ifølge Fess Parker selv var Walt Disney Company på udkig efter en skuespiller til at spille rollen som Davy Crockett, og oprindeligt mente man, at James Arness skulle spille titelrollen. Fess Parkers første rolle var i Davy Crockett filmen “King of the Wild Frontier”.

I 1960’erne spillede Fess Parker hovedrollen i en stor amerikansk TV-serie om Daniel Boone. Serien kørte gennem 6 år som én af de mest populære serier i USA, og gjorde Fess Parker en holden mand.

Og for den formue, som Fess Parker havde tjent i Hollywood købte han i 1986 et stort ressort/hotel på Santa Barbaras havnefront. Det blev i 1989 også til købet af en vingård på sølle 2,22 hektar i Santa Barbara, og det blev grundstenen til Fess Parker Winery. Nå, men Fess Parker er som nævnt født i Texas, og dér kan intet gøres i lille målestok, så antallet af hektarer er i dag vokset til 283 hektar. Det giver da et par vinstokke at beskære.

Siden har man også købt det tidligere The Grand Hotel fra en vingård i Los Olivos, og dette 19-værelses hotel er nu omdøbt til “Fess Parker Wine Country Inn & Spa”, er er blev totalt renoveret. Så der er efterhånden tale om et stort foretagende.

Fra starten i 1989 har målet været at lave vin af højeste kvalitet. Husets altoverskyggende mål er at blive et af verdens førende vinhuse inden for kvalitetsvine, hvor man søger kompromisløst efter den bedste kvalitet samtidig med, at man stadig skal kunne betragte det som et godt køb.

At man nærmer sig målet underbygges af følgende kommentar af Robert Parker: “Alt i mens man bibeholder en attraktiv prisstruktur, formår Fess Parker og hans team af vinmagere at hæve kvaliteten til imponerende højder.”

Fess Parker har specielt haft stor succes med deres Pinot-baserede vine … ikke mindst efter filmen Sideways. Scenen fra filmen, hvor hovedpersonen Miles tømmer en spyttespand, er optaget hos Fess Parker. Salget af Pinot steg med 75% i de første 6 måneder, efter filmen havde premiere. Siden er det gået lidt tilbage, men er stadig 30% højere end før Sideways.

Fess blev gift med Marcella Belle Rinehart den 18. januar 1960, og fik to børn, 11 børnebørn og to oldebørn, men i 2010 døde Fess Parker … faktisk på hans hustrus 84-års fødselsdag, så i dag er det sønnen Eli Parker, datteren Ashley Parker-Snider samt svigersønnen Tim Snider, som driver vinhuset i Santa Barbara. Der er også ansat en vinmager Blair Fox.

Her har vi husets Santa Barbara County Syrah, ren Syrah … ja eller i hvert fald næsten, 93% Syrah, 4% Grenache Noir og 3% Petite Sirah. Druerne kommer fra markerne Camp Four Vineyard og Rodney’s Vineyard, begge beliggende i Santa Ynez Valley i Santa Barbara County. Vinen er lagret 18 måneder på franske og amerikanske egetræsfade, heraf 16% nye. Der produceres årligt omkring 3.500 kasser af denne vin.

Og det er en BIG og JUICY vin … all the way. I næsen er der solbær, blåbær, blommer, fedme, toast, vanilje, karameller, våde fade og et let animalsk udtryk. I munden er vinen fyldig, big and juicy … næsten marmelade med solbær, karamel, sødme og ganske venlig, blød og cremet. Meget amerikansk i udtrykket … og en rigtig vintervin. Nyd den en dag, hvor sneen fyger udenfor, hmmmmm.

Jeg har smagt Fess Parkers Pinot Noir og ikke været så begejstret. De får et lidt for varmt udtryk. Med Syrah giver det mere mening. Skal du ha’ den amerikanske fedme og sødme frem, så gør det med en sådan her vin på Syrah, som kan tåle lidt tuning og steroider. Det er over the top … men på en god måde.

Købt hos Vinspecialisten, pris 185 kr.

Rating 5/7