Tag-arkiv: syrah

Syrah er en af de helt store røde druesorter, der efterhånden er plantet i hele verden. Vinene der produceres på druen, varierer kolossalt fra land til land.

Der er stor uenighed om, hvorfra Syrah druen stammer fra, men druen har i dag to store bastioner … nemlig i Rhône og specielt i den nordlige del og så i Australien, hvor druen – som der kaldes Shiraz – er den mest udbredte med over 40.000 hektar vinmarker.

Syrah har faktisk vist sig at være succesrig overalt i verden og Syrah vine produceres i mange stilarter. Syrah er også en ekstremt nyttig blandet drue på grund af sin dybe farve og typisk høje tanniner.

I det sydlige Rhône er det almindeligt, at Syrah blandes med enhver kombination af blandt andet Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsaut. Men i det nordlige Rhône står Syrah bag de mest berømte Syrah vine, specielt vinene fra Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas og Saint-Joseph.

Og netop i det nordlige Rhône kan vinene på Syrah virkelig lagres og bliver kun bedre med alder. Den mest berømte vin fra Nordrhône er nok Hermitage … og vinene fra den bakke er så respekterede, at dets navn Hermitage i mange år blev brugt som et synonym for Syrah i Australien. En god Hermitage kræver 10 år  lagring, men kan ofte tåle langt over det dobbelte.

Men også i Valais i Schweiz samt i Burgenland i Østrig trives Syrah virkelig. I Australien er Syrah aka Shiraz nærmest blevet landets nationaldrue og står bag ikoniske vine som fx Penfolds Grange, der i øvrigt i starten hed Penfolds Grange Hermitage.

I det vestlige USA … Californien, Washington og Oregon har Syrah ikke fået helt samme succes, men en flok dedikerede vinproducenter har under samlingen Rhône Rangers siden 1970’ern bevist, at sorten kan producere komplekse, rige vine i alle tre af ovenstående stater.

Syrah druen har et tyk skind og ofte en genkendelighed i en tæt, fyldig brombærsmag med peber og kan være ret blomstret i sin ungdom. Ellers kommer der flere urteagtige noter med alder  samt mørk chokolade.

Dyrkes den oversøisk går duft og smag ofte mere i retning af lakrids, solbær, mint og sort peber. Syrah har et højt niveau af tanniner og en evne til udvikle sig godt på egefade og lagre lang tid på flaske efterfølgende.

2013 Conn Creek Winery, Herrick Red, Californien, USA

2013 Conn Creek Winery, Herrick Red, Californien, USAHerrick Red fra det californiske vinhus Conn Creek Winery er et blend på både Cabernet Sauvignon, Syrah og samt mindre andel Merlot, Malbec og Primitivo.

Conn Creek Winery er grundlagt i 1973 af Bill og Kathy Collins, som nogle år tidligere – i 1968 – havde købt 54 Hektar jord beplantet med Zinfandel i det nordlige Napa i Californien. De var mellem de første få vinproducenter, som gik forrest for at øge kvaliteten af vinene fra området og spillede således en rolle i områdets store opblomstring.

Bill og Kathy fik hurtigt øjnene op for, at Cabernet Sauvignon passede perfekt til klimaet i Napa. De begyndte derfor at have enormt fokus på at lave Bordeaux blends, sideløbende med deres Zinfandel.

Dette skulle vise sig at være en god idé da Conn Creek Winery siden 1970’erne og 1980’erne har været blandt de mest respekterede producenter i hele Napa for deres Bordeaux Blends.

Conn Creek Winery ligger på adressen Silverado Trail ved Saint Helena i det moderne vineri, som de byggede tilbage i 1979. Og i dag er de fortsat fokuseret på at lave kvalitetsvine i bedste Bordeaux inspireret stil. Den ansvarlige vinmager er i dag Elizabeth DeLouise-Gant.

De fleste af druerne til denne Herrick Red kommer fra Conn Creeks vinmark Herrick, som ligger i Yountville centralt placeret i Napa Valley. Det er helt præcis 46% Cabernet Sauvignon, 38% Syrah, 6% Merlot, 6% Malbec og 4% Primitivo og så er den selvfølgelig modnet i egefade, men hvor lang tid ved jeg ikke.

Næsen er mørk og krydret med pænt indhold af egefade, peber og frugten virker lidt gæret. Det er solbær, blåbær samt chokolade, vanilje, kanel, kul, kaffebønder og lidt mentol.

Smagen er også mørk og krydret med en vis sødme. Det er rundt og omgængeligt … lidt peber bider en smule, men det er okay vin uden at være larmende.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 140,98 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Il Piccolo, Sicilien, Italien

2016 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Il Piccolo, Sicilien, ItalienEr det som om, at den lille vin – Il Picciolo – fra vores gode danske vinmager Peter Vinding-Diers på vingården Montecarrubo i Sicilien bare bliver bedre og bedre med hver årgang?

Jeg er i hvert fald gået fra 4½ fede tommelfingre for 2011’eren, 5 fede fingre for vinen i årgang 2013 og nu havner jeg sgu endda endnu et trin op af den vinøse vinanmelderstige.

Peter Vinding-Diers har jeg skrevet om et par gange, både ved smagningen af Il Piccolo vinene samt smagning af hans topvine, hvor jeg dog fortsat mangler at smage både Vigna Grande samt Cuvée Suzanne … vine der kun laves i helt specielt gode år.

Jeg skal ikke trætte jer med en gentagelse af hele historien om Peter Vinding-Diers, men blot henvise til de tidligere blogindlæg, hvor jeg har skrevet om den store dansker og hele historien om Montecarrubo på Sicilien.

Il Piccolo er som de øvrige vine fra Montecarrubo lavet på Syrah. Peter siger dog selv, at der ikke er tale om en 2. vin, men om en vin lavet fra en bestemt vinmark nær Ispica på den sydlige spids af øen. Her har Peter Vinding-Diers forpagtet et par hektar hos en god ven, som får en skare folk fra Pachino til at komme og håndplukke druerne specielt til ham.

Il Piccolo gærer i store cementkar … både med druernes naturlige gær og via saccharomyces. Efterfølgende lægges vinen på franske Troncais egetræsfade, hvor den gennemfører den malolaktiske gæring og lagrer i 9 måneder, inden den tappes på flaske.

Dyb, mørk og animalsk, som en brøggerhest i trav … vi lunter stille derudaf med masser af muskler, mødding, kælder, våde fade og godt med mørk frugt, brombær, intens mørk nat og en smuk, mørk erotisk skønhed … lige på kanten til det tilladelige. Der skal ikke mere kraft på, så tilter den over.

Smagsmæssigt er der saft og kraft, intens, tør og med fin syre, godt med frugt … frisk frugt, et godt greb i skridtet og virkelig blød, cremet samt afbalanceret. Der er en snas peber, men heldigvis kun sagte og det efterlader os med en dejlig vin. Nam … og Keeper blev sgu vist også helt forelsket i vinen, som I kan se på billedet nedenunder.

Forhandles af Vinspecialisten / HJ Hansen vin, hvor en flaske normalt koster 190 kr., men pt. er på tilbud til 150 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Xavier Vignon, Cairanne, Rhône, Frankrig

2015 Xavier Vignon, Cairanne, Rhône, FrankrigEndnu en vin til anmeldelse fra Supervin i Hjørrring … nemlig denne Cairanne fra Xavier Vignon … og er det ikk’ oss’ et par dage siden, vi sidst har smagt lidt vin fra det dejlige Rhône?

Xavier Vignon er uddannet ønolog fra universitetet i Montpellier … Diplôme National d’Oenologique og har næsten lige siden arbejdet som konsulent for en lang række vinprodukter. Derudover har han en lille negociantforretning Xavier Vins, hvor han med opkøbte druer laver en række vine inklusiv denne Cairanne.

Inden Xavier blev rådgivende vinkonsulent og negociant havde han  dog nået at arbejde hos en lang række vinhuse, bl.a. Chateau Corbin-Michotte i Saint-Emilion, hos Chez Wolfberger i Alsace, hos producenter i Napa Valley og Pic Saint-Loup samt hos champagneproducenten Moët & Chandon.

Han har også arbejdet på Cloudy Bay i New Zealand og på Domaine Chandon i Australien.

I slutningen af 1990’erne kom Xavier til Rhône og fik ansættelse hos Avignon Oenologie Conseil … nu Institut Oenologique de Champagne, hvor Xavier Vignon er manager og ledende ønolog.

Han arbejder forholdsvis uafhængig af laboratoriet og udvælger selv, hvilke opgaver han ønsker at påtage sig som rådgiver hos producenterne.

Xavier anslår selv at han har omkring 140 domæner som klienter, hvor han rådgiver om arbejdet i vinmarkerne og sidder med, når vinene skal blandes før aftapning. Han har bl.a. haft opgaver for arbejdsopgaver for Chateau Margaux i Bordeaux.

Siden 2002 har Xavier også lavet vin selv via Xavier Vins … en lille, men voksende negociantforretning. Det startede med, at Xavier begyndte at købe lidt druer og nogle fade vin fra sine klienter … i visse tilfælde som betaling for sin rådgivning. De blev blandet til Xaviers egne vine.

I starten lavede Xavier vinene i kældrene på Chateau Husson i Courthezon, men siden 2014 har han haft produktionsfaciliteter i kældrene på Chateau Fines Roches, der tidligere har huset negociantfirmaet Louis Mousset og senere Yann, Fabrice og Cyril Mousset.

Xavier har et specielt princip, når han indkøber druemost til sine vine. Han køber små partier hos den enkelte producent, måske et enkelt fad, som han finder passer specielt til den type vin han ønsker at blande.

Det er målet, at den enkelte vin skal være en blanding fra mindst 20 forskellige producenter. Således skulle vinen være et udtryk for den pågældende appellation det pågældende år.

Han siger selv, at det er 20% passion, 20% drøm, 20% hjerte, 20% sjæl og 20% krop”. Og han laver både Côtes du Rhône, Ventoux, Rasteau, Vacqueyras, Gigondas, Muscat de Beaumes de Venise & Beaumes de Venise og Châteauneuf du Pape vine.

Og så laver han altså også denne Cairanne, som er et blend på 70% Grenache, 20% Syrah og 10% Mourvedre … helt klassisk, og lavet med udblødning/maceration inden gæringen, som sker i store betonkar. Det er en vin, som den almægtige Parker har scoret til 91-93 point, men lad os se, hvad den flittige vinblogger har at sige til det.

Næsen er uret, grøn med tør frugt og klassiske Rhône krydderier, lavendel, timian, laurbærblade, rustik, landlig i udtrykket og har både jern, peber, kul og afbarkede grene.

I munden er der både rå power, blod og samtidig også en vis sødme, stor tørhed, salt og bidende tanniner sammen med masser af peber. Vinen er egentlig fint afbalanceret mellem sød, rå frugt, kraft og saft. Der er lidt kanter og peberen sidder i munden et pænt stykke tid bagefter … men er det godt eller skidt? Det tænker jeg lige over.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., men ved køb af 12 flasker er prisen 139,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2006 Kay Brothers Amery Vineyards, Hillside Shiraz, McLaren Vale, Australien

2006 Kay Brothers Amery Vineyards, Hillside Shiraz, McLaren Vale, AustralienFor mange, mange år siden ville jeg ha’ været begejstret over australsk Shiraz som denne Hillside Shiraz fra Kay Brothers Amery Vineyards.

I dag er jeg generelt mere forbeholden overfor fede marmelade- eller frugtbomber fra down under … men nu er det jo heller ikke sikkert, at denne vin – trods 15,5% alkohol og kilometertæller på årgang 2006  – er omfattet af denne forsimplede generalisering fra jeres flittige vinblogger. Imidlertid er Kay Brothers Amery Vineyards et spændende vineri, der samtidig er et af de ældste vinhuset i hele Australien.

Det er nemlig grundlagt tilbage i 1890, hvor ejendommen Amery blev købt af brødrene Herbert og Frederick Kay. De startede efter overtagelsen med at tilplantet jorden med vinstokke og i 1898 producerede de deres første vin, en 1897 Frontignac, som de endda sende til vinkonkurrende i Adelaide Show.

Siden blev vinhuset overtaget af Herberts søn Cud Kay, men siden 1969 har vinhuset været ejet af Cuds søn og 3. generation i form af Colin Kay. Han får dog i dag hjælp til produktionen fra senior vinmageren Duncan Kennedy og general manager Steven Todd. Men næste generation i form af børnene Bill og Elspeth Kay er dog allerede inddraget i familievirksomheden.

I dag har Kay Brothers Amery Vineyards 22 hektar vinmarker, hvor den bedste mark er den gamle Block 6, som også giver druer til husets topvin. Denne Hillside Shiraz er lavet med druer fra forskellige marker, bl.a. Block 11 – der i 1992 er tilplantet med stiklinge fra den gamle Block 6 – og endda også en rest fra selve Block 6.

Vinen gæres i åbne egekar og druerne skulle – efter sigende – være presset i den gamle vinpresse fra 1928. Det er den, som I kan se på billedet ovenover.

Vinen er efter endt fermentering lagret 28 måneder på amerikanske og franske fade, heraf 50% nye fade af forskellig størrelse fra 225 til 5.400 liter. Hillside Shiraz i årgang 2006 har fået 93 Parker point.

Og jeg må indrømme, at vinen faktisk er bedre end frygtet … faktisk meget bedre og lidt ovre i Mollydooker universet rent vinmæssigt. I næsen intens, kraftig og sød mørk frugt, solbær, brombær, sød tobak, søde lakridspiber endda, kakao og et støvet, tørt og grønt element.

Smagsmæssigt er der blødt og ultracremet … hvis ordet ultracremet findes. Det er virkelig Parker-venlig vin på alle måder, godt med kraft, blødhed og lækker fløjl samt velour. Der er chokolade, kakao, vanilje og kagebutik. Det er en frugtbombe, men sikringen er afmonteret og vinen står flot, balanceret og selvfølgelig en kende til den sødere side. Men det smager sgu ganske lækkert, så Thumbs Up fra en, som ellers ikke er så meget til australsk Shirazzz. Det her spiller sgu ganske godt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens den ved køb af 6 flasker koster 169,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Cave de Tain, Crozes-Hermitage, Rhône, Frankrig

2015 Cave de Tain, Crozes-Hermitage, Rhône, FrankrigMed næste vin … en Crozes-Hermitage ryger vi til kooperativet Cave de Tain, der ligger smukt ved foden af Hermitage-skråningen mellem byerne Valence og Lyon.

Cave de Tain er grundlagt tilbage i 1933 af Louis Gambert de Loche sammen med en række andre vinavlere og han blev således også kooperativets første leder. I dag er der 330 medlemmer, som samlet har mere end 1.000 hektar vinmarker, der leverer druerne til kooperativets vine, der dækker appellationerne Hermitage, Crozes Hermitage, Saint Joseph, Cornas og Saint Peray. Derudover laves der selvfølgelig også masser af Vins de Pays.

Cave de Tain er meget involveret i bæredygtighed og bevaring af traditioner og skikke. Man støtter genplantningsprojekter af historiske vinmarker på de gamle terrasser med stenmure ved at bruge de originale metoder og hjælper dermed til at bevare den vinmæssige historiske arv og geografiske landskab, som regionen er kendt for.

Vinene er alle lavet med moderne teknikker, men stadig med traditionen og historien in-mente. Kooperativet blev i 2015 valgt som årets kooperativ af det førende franske vinmagasin Revue du Vin France.

Herhjemme kan man få vine fra Cave de Tain i både Føtex og – som denne – hos Winefamly, men der findes også mange serier af vine fra Cave de Tain.

Denne Crozes-Hermitage kommer fra serien Grand Classique … og netop Crozes-Hermitage fylder hos kooperativet, idet 50% af produktionen netop er Crozes-Hermitage.

Vinen er lavet ved, at alle druerne afstilkes, hvorefter fermenteringen sker i temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke og derefter lagrer noget af vinen på egetræsfade, men hvor lang tid er dog ikke oplyst. Den sælges også som bag in box på enten 3 liter, 5 liter eller 10 liter.

Vinen er en smule behåret animalsk, krydret og har derudover med peber. frisk frugt med syrlig kirsebær, solbær, eg, tørhed og en lille smule vanilje. Frugten er ganske frisk, men ellers gør næsen ikke meget væsen af sig.

I munden er det kraftfuld vin med mørk frugt, peber, blæk … der er lidt kant og frugtsyren bliver måske en smule dominerende. Der er lidt jern og bitterhed i eftersmagen. En god hverdagsvin fra Rhône.

Forhandles af Winefamly, hvor prisen er 80,58 kr., mod en normalpris på 159 kr. Vinen står dog fejlagtigt på deres hjemmeside som Crozes-Hermitage La Grace … en enkeltmarksvin, som på kooperativet koster næsten det dobbelte.

Vinanmeldelse 4/7 

2012 Bootleg Wine Works, Bootleg Red Wine, Californien, USA

2012 Bootleg Wine Works, Bootleg Red Wine, Californien, USASidste punktum ved byggemødet blev amerikansk … en Bootleg Red Wine fra et californiske vinhus med navnet Bootleg Wine Works.

Bootleg Wine Works er dog ikke en decideret vinproducent, men nærmere et værksted og hobbyrum for vinmagere hos det store Jackson Family Wines … I ved dem fra Kendall-Jackson vinene. De ejer jo et tonsvis af vinerier og er en af de helt store spillere i vinindustrien i USA. I Bootleg Wine Works hobbyrummet får en række af deres vinmagere mulighed for at lege med deres passion for at lave vin og afprøve nye sammensætninger af forskellige druesorter.

Bag denne 2012 Bootleg Red Wine står vinmageren Brian Kosi, som er uddannet fra UC Davis i 2006 og ellers har haft lærepladser hos vinhuse som Beaulieu Vineyard, Plumpjack, Opus One og Acacia inden han i 2011 blev ansvarlig vinmager for Freemark Abbey … et af de talrige vinhuse ejet af Jackson Family Wines.

Druerne til Bootleg Red Wine kommer også fra en række af Jackson Family Wines’ marker i både Atlas Peak, Oakville, Mt. Veeder, Rutherford og Spring Mountain. Der er i denne årgang 2012 lavet 5.000 kasser af vinen, som er et blend på  36% Merlot, 20% Petite Sirah, 21% Cabernet Sauvignon, men resten er Syrah og. Zinfandel.

Blendet varierer lidt fra år til år, således er årgang 2013 lavet på  27% Cabernet Sauvignon, 22% Petite Sirah, 21% Zinfandel, 12% Merlot, mens resten der er Malbec og Petit Verdot. Årgang 2012 fik 90 Parker point og 2013 lidt mere … 94 Parker point. Men hvem bekymrer sig om Parker, når man har Houlberg?

Siden 2016 har det dog været vinmageren Kristy Melton, som er ansvarlig for vinene på Bootleg Wine Works.

Og næsen er ærkeamerikansk med tung, fed frugt og pæn sødme … nærmest sødkrydret i næseborene. Der er søde kirsebær, lidt brombær, tavlekridt og blæk, peber, råt kød, sød mødding, våde vaskeklude, lakrids … endda dyb sort lakrids, kanel, chokolade og total bulder. Bam.

I munden lidt af samme skuffe … fed, cremet og bulder med eg, faktisk masser af eg, kødfuld, fyldig og med tons af den næsten sortrøde frugt. Vinen kammer dog aldrig helt over, for der er også både tilstrækkelig tanniner og syre … og hurra for det.

Købt hos Jysk Vin / AMKA, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

 

2008 E. Guigal, Côte Rôtie la Turque Côte Brune, Rhône, Frankrig

2008 E. Guigal, Côte Rôtie la Turque, Rhône, FrankrigCôte Rôtie la Turque Côte Brune fra Guigal er vel sammen med La Landonne og La Mouline de mest ikoniske vine fra Côte Rôtie, hvor Guigal vel også nærmest er kongen. Og en 2008’er Côte Rôtie la Turque Côte Brune var eftermiddagens sidste røde kanonskrald.

Jeg vil ikke skrive en masse om Guigal … det har jeg sikkert gjort tidligere. Lad os i stedet kigge nærmere på denne nærmest legendariske vin, som stammer fra marken La Turque, der – som det måske kan ses på billedet ovenover – er en ekstremt stejl mark, som med en hældning på 60 grader kræver både kræfter i benene og portion mod at arbejde på.

Guigals Côte Rôtie la Turque Côte Brune skulle stilmæssigt ligge mellems hans Côte-Rôtie La Landonne og Côte Rôtie La Mouline, men lad os vende tilbage til smagsnoterne om et øjeblik.

Vinstokkene på La Turque er plantet i 1981 og var i 2008 gennemsnitlig 25 år gamle. Druerne er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar, men inden vinifikationen er der frasorteret 25% i denne årgang 2008, som heller ikke er den bedste årgang i det nordlige Rhône.

Côte Rôtie la Turque Côte Brune er ikke ren Syrah, men består af 93% Syrah og 7% Viognier. Vinifikationen sker med maceration i 4 uger og vinen er lagret 40 måneder på nye barriques, som kommer fra Guigals eget bødkerværksted.

Duftmæssigt har vi fået blyklosserne på fødderne … blæk, støvede, mørke og gærede kirsebær, gazebind, eg, mineraler, peber, lakrids, kaffebønner og nogle krydrede elementer. Det er tæt, støvet og intenst.

I munden er der samme indtryk med mørke, tætte og tørre bær, næsten kandiserede kirsebær, brombær … men alligevel er der en utrolig lethed over vinen, som nærmest – trods de mørke elementer – bliver helt feminin i udtrykket. Uha, det er sgu lækkert.

Forhandles af Bichel Vine, hvor prisen ligger på 2.000 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2013 Golan Heights Winery, Yarden Syrah, Israel

2013 Golan Heights Winery, Yarden Syrah, IsraelGolan Heights Winery er vel nok det mest kendte vinhus fra Israel og deres Yarden serie er også godt udbredt herhjemme. Her har vi netop én af disse vine … Yarden Syrah.

Golan Heights Winery er grundlagt i 1983 og ligger i den lille by Katzrin, som ligger højt oppe i Golan højderne. Ved at kombinere gamle traditioner og ny teknik har man haft stor succes med at producere vine med international format, hvoraf flere har vundet mange priser. Vinene kendes herhjemme under navnene Yarden, Hermon, Gamla og Golan,

Golan Heights Winery råder over ikke mindre end 613 hektar vinmarker, der er beliggende i 400 – 1.200 meters højde – alle i Galilæa området og fordelt på 28 marker samt ikke mindre end 430 parceller.

I dag producerer de årligt omkring 6 mio. flasker vin. Heraf sælges 80% på hjemmemarkedet, mens de sidste 20% eksporteres til 32 lande verden over. Hvert år har vinhuset besøg af ca. 100.000 gæster.

Denne Yarden Syrah er lavet på 100% Syrah, som kommer fra marker i den nordlige og centrale del af Golan højderne i 600-900 meters højde. Den har gæret i ståltanke og har efterfølgende været lagret 18 måneder på små franske egetræsfade.

Og det er sgut helt ringe … for nu at sige det på jysk. Næsen er mørke bær, blommer, kirsebærlikør, vanilje, kanel, tobak, chokolade, jord, røg, muskat, fersk kød og en smule lakrids. Meget indbydende og kraftig duft.

Den smager også ret godt … saftig, kraftig og powerfuld, men dog med en vis fin balance. Det er solbær, brombær, blæk og sødme. Det hele er meget imødekommende og venligt … en kende solrigt, så det er også en vin, som skal drikkes forholdsvis ung. Det smager dog rigtigt dejligt og fint med en israelsk vin.

AMKA er importør og vinen kan findes hos forskellige vinhandlere, bl.a. Slagelse Vinkompagni, hvor en 2009’er koster 239 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Terra Blanca Estate Vineyards, Signature Series Block 8 Syrah Red Mountain, Washington State, USA

2012 Terra Blanca Estate Vineyards, Signature Series Block 8 Syrah Red Mountain, Washington State, USABam! Denne vin rammer dig direkte og aggressivt som en kølig Côte Rôtie … men Signature Series Block 8 Syrah Red Mountain kommer imidlertid fra USA, nemlig fra vinhuset Terra Blanca Estate Vineyards.

Vinhuset drives af ægteparret Keith og ReNae Pilgrim. De grundlagde Terra Blanca Estate Vineyards i 1992 med køb af vingården og tilhørende 121 hektar vinmarker i området Red Mountain lidt øst for den lille by Benton City i Washington State.

Keith var uddannet geolog og havde også studeret til ønolog, men rejste rundt i hele verdenen som rådgivende geolog. ReNae arbejdede som bogholder.

De var begge lidt trætte af, at de næsten aldrig så hinanden, så de besluttede at lægge kursen om, at så kom idéen om at blive vinproducenter.

På Terra Blanca Estate Vineyards’ marker dyrker ægteparret en lang række sorter, bl.a. Syrah, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Petit Verdot, Malbec, Nebbiolo, Sangiovese, Dolcetto, Barbera, Chardonnay, Marsanne og Roussanne.

Det betyder også, at de laver mange forskellige vine, som er opdelt i 5 serier, nemlig Estate, Reserve, Signature Series, Arch Terrace og Onyx. Denne Signature Series Block 8 Syrah Red Mountain er selvfølgelig som navnet siger fra deres Signature Series.

Som de øvrige vin arbejder Keith med kold maceration inden fermenteringen og samtidig også med opbevaring af den gærede vin med skindet en periode inden lagring. Det mener Keith er med til at give vinen mere struktur og tanniner.

Vineriet er lavet således, at vinen kan flyttes uden brug af pumper, men alene via tyngdekraft. Vinene lagres på franske egefade, hvor de typisk ligger 18-32 måneder.

Og duften er bestemt nærmest som Nordrhône med blæk, flæsk, mejeri, asfalt, ristet bacon, tavlekridt, hæfteplaster, blåbær, solbær, nærmeste sure gærede bær, tobak, brunkul, en lidt mulle vaskeklud, en førstehjælpskasse, engelsk lakrids og lidt røde bolsjer. Som I måske kan fornemme … hold da op! Bam!

I munden er frugten lidt skarp, aggressiv og irettesættende , mens alkoholen er lidt dominerende. Der er peber, bacon, saltlakrids og frugten nærmest eksplosiv. En fortættet frugt-atom-bombe, som både er rustik, tæt, intens og ganske smagfuld. Du får virkelig smæk af vinen … men nyd det.

Forhandles af Vinkyperen, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Purple Cowboy Wines, Tenacious Red, Californien, USA

2012 Purple Cowboy Wines, Tenacious Red, Californien, USASå er der igen cowboy vin i glasset … vinen Tenacious Red fra vinhuset med det Yupiii Kayay Mother Fucker fede navn Purple Cowboy Wines.

Reelt er det imidlertid firmaet Canopy Management, som står bag vinen. Canopy er et vin- og markedsføringsfirma, som laver en lang række vine under forskellige brands.

Det handler meget om markedsføring, og husets brands har sjove navne som fx Wine-Sisterhood, Middle Sister, PromisQous, Monogamy, Deep Purple, Good Daughter, Slow Dancer, Haute Wines, Cowgirl Sisterhood, Whiskey Sister, Girl & Dragon, Lady La Femme samt Purple Cowboy.

Canopy Management er grundlagt af Terry Wheatley, som har en fortid hos både Trinchero Family Estates (Sutter Home Winery) og E&J Gallo. Hun har en lang række partnere i firmaet … de fleste også med en fortid indenfor den store vinbranche eller indenfor markedsføring.

Kerneværdien hos firmaet er kreativitet … hvilket kommer til udtryk ved oprettelsen af nye brands, som sker i et samarbejde mellem designere, fotografer, tegnere, forfattere og vineksperter.

Derudover støtter firmaet også ofte gode formål som fx brystkræft … og har i det hele taget kvinder, som en væsentlig målgruppe for deres vine. Det fremgår også lidt af navnene på de forskellige brands.

Alle vine fra Canopy Management kommer fra gode appellationer i både Californien og i udlandet. Vinene laves af et panel af vinproducenter og vineksperter.

Målet er at lave vine, som alle kan drikke og som giver value for money. Firmaet opkøber selv druer og vin fra en række vinavlere, både faste leverandører … men ofte også rester fra anerkendte producenter, som har vin i overskud, som ikke kan bruges i egenproduktionen.

Man kan vel kalde vinene fra Canopy Management for “designvine”. Vine, hvor den markedsføringsmæssige vinkel fylder en del. Men fylder den også mere end indholdet i flaskerne? Ja, det vender jeg selvfølgelig fluks tilbage til.

Nå, men under brandet Purple Cowboy Wines laves der 3 vine, nemlig denne Tenacious Red – et blend på Cabernet Sauvignon og Syrah, en Night Rider Merlot en Trail Boss Cabernet Sauvignon.

Og vinene i Purple Cowboy Wines er inspireret af en gruppe af cowboys, der arbejdede vinmarkerne i løbet af ugen og red rodeo i weekenden. De kunne lide at drikke mørke rødvin … hvilket ifølge legenden gjorde deres tænder lilla.

Denne Tenacious Red er lavet på et blend af Syrah, Zinfandel og Cabernet Sauvignon fra marker i Paso Robles.

Og den lugter sgu også lidt af hestestutteri, sødbrændte fade, mælkechokolade, krydret frugt, sorte kirsebær, solbær, enebær, gran samt et støvet udtryk. Derudover godt med sødme.

Smagen er blød, sød og intens med puddersukker samt mørk, sødbrændt frugt. Der er virkelig godt med sødme, kakao samt en smule alkohol, der brænder en smule.

Forhandles af AH Vine, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4/7