Kategoriarkiv: Andre smagninger

Andre smagninger

Houlberg til middag med verdensberømte Michel Rolland & Javier Ruíz de Galarreta

Lige før stormen Otto ramte specielt det nordjyske, så besøgte jeg Supervins hyggelige vinkælder Skagensvej i Hjørring. Houlberg var nemlig inviteret til en 5-retters udsøgt gourmetmenu samt eksklusiv vinsmagning med den spanske vinvisionær Javier Ruíz de Galarreta og den berømte franske vinmager og konsulent Michel Rolland.

Det havde Houlberg selvfølgelig takket pænt ja til, så derfor havde jeg taget fri fra job, kørt nordpå, indlogeret mig på et hotel i byen og gået ud til Supervin, hvor der allerede var gjort klar til en aften med besøg fra Rolland og Galarreta.

Jeg fik hurtigt mødt aftenens 3 hovedpersoner, der udover Rolland og Galarreta bestod af rare Richard C. E. Grant, der så er englænder, bosiddende i Madrid og Export Area Manager for Galarrettas firma Araex Grands Spanish Fine Wines, men det skulle siden vise sig, at jeg også skulle sidde til bords med disse 3 hovedpersoner denne aften.

I butikken faldt jeg i snak med Michel Rolland, men også et par vinnørder, der havde taget turen fra København til arrangementet og havde besøgt flere af de vinhuse, som Rolland var konsulent for, men også løbende smagte meget eksklusive vine. Men her fik vi dog hurtigt vin i glasset og kunne først smage en 2018 Cava Extra Brut Imperial Reserva fra Villa Conchi, som er ejet af Araex Grands Spanish Fine Wines.

Vi fik en snak om vinhuse, om at drikke modne vine og lidt om Rollands arbejde. Allerede fra første fløjt virkede Michel Rolland bare utrolig venlig … og det blev bare yderligere forstærket i løbet af aftenen, men mere om det senere.

Alle medarbejderne fra Supervin var på virkelig på dupperne, bl.a. sikrede de, at vi hurtigt efter ankomst fik et glas i hånden og i løbet af aftenen var de også utroligt arbejdssomme og hjælpsomme, så på den led er Mads Jensen godt hjulpet. Der er virkelig en god stemning i hele butikken og det smittede også af på aftenen.

Men inden vi går videre med selve arrangementet … skal vi så ikke lige se lidt nærmere på Rolland og Galarreta, hvis vine jo skulle være aftenens omdrejningspunkt?

Michel Rolland

Man skulle synes, at en franskmand – med Michel Rollands meterlange CV som succesfuld konsulent og flyvende vinmager for massevis af vinhuse i det meste af verdenen – ville vær en rigtig arrogant, storskrydende, fransk vinsnob.

Men sådan er Michel Rolland ikke … faktisk tværtimod. Han er simpelthen den rareste, sødeste og mest rolige mand, som man kan forestille sig. Han har lune og selvironi, er utrolig let at snakke med og er samtidig helt nede på jorden.

Han er vokset op på sine forældres Bordeaux vinslot Château Le Bon Pasteur i Pomerol. Michel fortalte, at han nærmest var vokset op med Merlot vinstokkene … selvom han ikke blev helt så høj som dem, men mere blev bred.

Han blev i 1972 uddannet som ønolog fra det ønologiske institut i Bordeaux, hvor han også mødte sin kone Dany. Året efter slog han sig ned med eget vinlaboratorium i Libourne, hvor han analyserede vinprøver for nogle af vinslottene i området … og derefter spurgte mange af producenterne ham også til råds omkring fremstilling af vin.

Dét blev startskuddet til den omfattende konsulentvirksomhed, der har gjort Michel Rolland berømt i hele verdenen, for Rollad har vel nærmest skabt betegnelsen flying winemaker og har hjulpet over 150 vinhuse i 13 lande.

På sit lange CV har har hjulpet over 80 vinslotte i Bordeaux, bl.a. huse som Troplong Mondot, Angélus, Ausone, Pontet Canet, Pape Clément … men fx også Bond og Harlan i Napa Valley, Ornellaia i Italien samt Lapostolle i Chile.

Da jeg mødte ham denne aften havde han lige været i Napa Valley, hvor han i øjeblikket er konsulent for 21 vinhuse. Rolland fortalte, at han ved hvert besøg typisk er der en dags tid … og hos de mindre en halv dag.

Michel Rolland er kendt for at lave utrolig fyldige vine med rund frugtsmag samt en markant fadlagring, hvilket er blevet taget godt i mod af forbrugerne, mens kritikere hævder, at hans vine alle smager lidt af det samme.

Javier Ruíz de Galarreta

Javier Ruíz de Galarreta har været trendsættende for hele den spanske vinbranche, Han grundlagde i 1993 Araex Rioja Alavesa og markedsførte der Rioja vine for forbrugere i det meste af verden.

Senere kastede han også sin interesse på andre områder i Spanien så som Ribera del Duero, Navarra, Rias Baixas, Rueda og grundlagde en ny organisation kaldet Spanish Fine Wines.

I dag går foretagendet under navnet Araex Grands Spanish Fine Wines og Javier søger hele tiden nye vineventyr, men fælles for dem alle er, at der udvises respekt for naturen, den regionale identitet og nationale arv.

Det er et stort vineksportfirma og samlet sælger man vine ikke mindre en fra 14 vinregioner og 23 producenter, hvoraf mange er uafhængige producenter og nogle ejet af Araex Grands, som fx Villa Conchi, som har lavet den Cava Extra Brut Imperial Reserva velkomstvin, som vi smagte denne aften.

Samlet sælger Araex Grands Spanish Fine Wines ikke mindre end 11 millioner flasker årligt.

Projektet Rolland & Galarreta

På trods Michel Rollands opvækst i Pomerol samt at hans stjernestatus som vinkonsulent også er i Bordeaux, så har han altid haft et godt øje til Spanien. Derfor valgte han i 2010 at indgå i et nyt partnerskab med Spaniens dygtigste vinentreprenør Javier Ruíz de Galarreta, der kender det spanske terroir til perfektion.

Det er blevet til projektet Rolland & Galarreta … og som Michel Rolland sagde med et lille grin ved præsentationen, så har han nu endelig – efter mange år med vin – fået sit navn på flaskerne.

Det er i hvert fald en god kombination … Rollands evner til at skrue en god vin sammen samt Galarretas viden og kontakt til vinbønder i det meste af Spanien. De har således få aftaler for over 80 hektar fra de bedste regioner i Spanien som Rueda, Rioja, Priorat samt Ribera del Duero.

Druerne kommer således fra små vinbønder som Javier og Michel har håndplukket helt særligt til deres vinserie. Det er også en af forklaringerne på, at produktionerne er meget små og nærmest kultagtige med helt ned til få tusinde kasser per årgang.

Missionen er klar for de to vinpionerer – at lave moderne, elegante, terroir-drevne vine, der skal løfte de berømte spanske regioner endnu længere op i den internationale vinverden.

Velkomst

Efter at have nydt den mousserende vin, minglet lidt og lige kort set den bordplan, som var hængt op, så bød Mads Jensen velkommen på Supervins vegne … og så var det tid at gå i kælderen.

På bordplanen kunne jeg se, at jeg skulle sidde ved bord 8, hvilket bestemt må betegnes som hoved- eller kaptajnbordet, for det var samme bord som Michel Rolland, Javier Ruíz de Galarreta, Richard C. E. Grant, Mads Jensen himself samt 3 godmodige nordjyder i form af Mads Skibsdal, Peter Guldager og Jens Boelskifte. Så kunne jeg vist heller ikke komme til at sidde bedre.

Bordene var dækket fint op … der lå en lille brochure med både aftenens menu og de vine, som vi skulle smage denne aften, lidt om vinene og vinenes ratings … herunder også fra Houlberg. Ja faktisk var der kun 2 vine, som ikke havde de eftertragtede Houlberg ratings, men de anmeldes selvfølgelig bagefter.

På hver plads lå der også et lille kort med ens navn på … og inde i den flotte brochure var der naturligvis også en bestillingsseddel, da man som deltager kunne købe aftenens vine til en specialprice.

Menu & vine

Maden til at følge vinene undervejs havde Bryghuset Vendia stået for, hvilket blot øgede mine forventninger, for jeg har et par gange tidligere besøgt Vendia og dér i deres gourmetafsnit haft nogle af mine allerstørste madoplevelser.

Det kan du fx læse om i mine beskrivelser af de 2 besøg, nemlig første gang tilbage i 2013 på Besøg på Bryghuset Vendia og næste gang året efter med Besøg på Bryghuset Vendia … igen.

Denne aften stod den dog på en 5-retters menu og til hver af retterne skulle vi smage 2-3 vine … først fra  Michel Rolland og Javier Galarretas fælles projekt og derefter fra Bodegas Ameren, der jo er et af vinhuset under Araex Grands Spanish Fine Wines.

Velkomst: Vendia brød
Ret 1: Bagt hvidfisk, sellleri, rogn & muslingeskum
Ret 2: Lufttørret okseinderlår med trøffel & olivenolie

Ret 3: Braiserede svinekæber med cremet polenta & parmesan

Ret 4: Oksemørbrad med grillet auberginetærte & rødvinssauce

Hvor var det lækker mad … og selv vor udenlandske venner Michel, Javier og Richard var veltilfredse. Også vinmæssigt spillede det med maden til vinen. På den ene Verdejo Organic Parcela 123 var der dog fejl på nogle af flaskerne, hvor den første udgave var oxideret, men den efterfølgende frisk og grøn.

Der var ikke én ret, som var dårlig eller bare middelmådig … alt spillede og min holdning til Vendia er intakt, selvom de her jo ikke blot skulle lave mad til få mennesker, men til hele 70-75 gæster og endda på udebane.

Alle i vinkælderen blev særligt imponeret af en kun 16-årig ung gut, der på engelsk præsenterede retter en for en … helt perfekt med en flot ro, coolness og stort overskud. Han skal absolut nok blive en stor chef en skønne dag.

Vi fik også smagt den ikoniske 2016 Iconic fra Rolland & Galarreta, hvilket var en vin, som jeg ikke havde smagt før. Den er dyr, men for pokker den smager godt. En ved bordet sagde endda, at skulle han have en vin med på en øde ø … så skulle det være denne.

Vinsmagningen

Det blev en herlig aften, hvor vinene blev præsenteret for alle deltagere ved, at Javier Ruíz de Galarreta først fortalte om de vine, som vi skulle smage. Det blev derefter suppleret af Michel Rolland og så kom maden på bordet bagefter.

Det var perfekt, for så kunne man først lige smage vinen inden maden, men også til maden bagefter. Michel Rolland snakkede også om deres bestræbelser på at lave stabilt gode vine … altså vine, hvor kvaliteten er høj hvert år, bl.a. med en optisk sortering af alle druerne.

Rolland snakkede selvfølgelig også lidt om fadlagring … hvor man enten ruller fadene eller laver bâtonnage to gange dagligt. Han fik også snakket lidt om det, at være flyvende vinmager og komme rundt til de mange forskellige vinhuse.

Med vinene fra Bodegas Amaren var det Richard C. E. Grant, som præsenterede vinene og det gjorde han med både lune og masser af fakta. Han er selvfølgelig vant til at sælge vinene fra vinhuset, men man kunne mærke på ham, at han virkelig brændte for vinene.

Det blev en aften med masser af vinsnak omkring bordet, men også andre emner. Det meste foregik på engelsk, men jeg fik også snakket med Mads S, Peter og Jens, hvor sidstnævnte – der faktisk tidligere har været direktør for Sparekassen Hvetbo – var mellem job og mente, at han da sagtens kunne passe lageret hos Mads … med minimalt lille svind naturligvis.

Undervejs blev der også tid til at skåle … et par gange …

… men også masser af snak henover bordet …

… og så en skål igen …

Tiden fløj afsted og pludselig var aftenen slut, men sådan er det jo, når man er i godt selskab. Der blev lige tid til foto af Mads flankeret af frue, nogle af medarbejderne hos Supervin og selvfølge de tre udenlandske gæster.

En stor tak til Supervin for invitationen, Mads for godt værtskab, medarbejderne for flot indsats … og efter smagningen gik turen mod hotellet, træt, småfuld og fyldt med indtryk fra mødet med dejlige mennesker, god mad og lækker vin.

Andre smagninger

Mr Ruby Spätburgunder Jahrgangspräsentation 2020 … atter sindsygt højt niveau

Jeres altid flittige og trofaste Spätburgunder elskende vinskribent har igen – for 3. år i streg – været til en større Spätburgunder (og Chardonnay) årgangspræsentation hos Mr Ruby. Som sidst var det en lille og intim vinsmagning med flasker fra nogle af de fabelagtige, tyske vinproducenter, som Ruby selv importerer.

Denne gang var det med årgang 2020 i fokus og det skete for en lille og eksklusiv kreds bestående af Ruby himself,  Houlberg og så andre branchefolk. Det var bl.a. en flok gode mennesker fra Hotel Skjern, Restaurant Hærværk m.fl., men også altid rare Jesper Stig Mølbæk Christensen som et godt gensyn.

Årgang 2020 i Tyskland

2020-årgangen i Tyskland udmærker sig ved en meget høj kvalitet og er med cirka 8,6 millioner hektoliter kun en smule under det gennemsnitlige høstudbytte set over en 10-årig periode.

Høstudbyttet blev 3% højere end i 2019, men der er store udsving mellem de enkelte vinregioner. Tallene spænder således fra et fald på 38% i Franken sammenlignet med det gennemsnitlige udbytte over 10 år til en stigning på 31% i Hessische Bergstrasse.

I de to største vinregioner, Rheinhessen og Pfalz, var der en høstmængde, som ligger tæt på gennemsnittet med henholdsvis 1% nedgang i Rheinhessen og en stigning på 6% i Pfalz. Sydlige regioner som Baden og Württemberg fik begge et fald i høstudbyttet på omkring 10%.

Høstudbyttet i de 13 tyske vinregioner blev dermed lige så varierende som de vejrforhold, vinområderne oplevede i 2020. Det varme september vejr medførte en relativ stærk fordampning i druerne, som i visse tilfælde affødte et væsentligt tab i volumen.

I nogle regioner blev dette forværret af en vedvarende tørke, idet den nedbør, der faldt i vinregionerne, var ekstremt varieret hen over året. Dertil medførte en sen frost i de østligbeliggende vinområder Franken, Saale-Unstrut og Sachsen medført yderligere nedgang i afgrøderne.

Takket være den solrige og tørre sensommer har de fleste tyske vinproducenter høstet velmodnede og sunde druer. De røde sorter opnåede en perfekt farve og viser et stort potentiale, mens de hvide vine er tilsvarende aromatiske og ekstremt frugtagtige.

Sensommeren i september med masser af strålende solskin og temperaturer langt over 25 grader gjorde, at sukkerindholdet i druerne steg hurtigt, og derved blev høsten fremskyndet. Dertil betød vejret, at diverse sorter var klar til høst på samme tid.

Hos mange vingårde blev årets høst afsluttet på blot tre til fire uger, og det var en høst for de morgenduelige. Vinbønderne høstede i de tidlige morgentimer eller om natten for at få druerne ind i kælderen ved de køligst mulige temperaturer.

Vinene

Mr Ruby havde atter stillet alle vinene op i en gennemtænkt rækkefølge og vi startede lige på og hårdt med Weingut Daniel Twardowski, som er en af min absolutte favoritter, men også helt passende at starte med, da vi bestemt er ovre i den lyse og syrlige boldgade.

Samlet så feltet sådan her ud:

Jeg har som vanligt selvfølgelig linket til mine anmeldelser af alle vinene, men 3 af vinene havde jeg dog smagt før, så der har jeg bare linket til mine tidligere anmeldelser.

Da jeg har skrevet om alle vinhusene tidligere, så får I alene beskrivelser af vinene, men selvfølgelig også mine smagsnoter og vurderinger … altså lige undtagen Gebrüder Mathis, som jeg aldrig tidligere har smagt og skrevet om … der får I hele dynen.

Det var som sidste år nærmest toplækre Spätburgunder vine fra de øverste hylder, men igen imponerede vinene fra Twardowski og var i sin helt egen klasse.

Tak til Mr Ruby … altid en fornøjelse af besøge dig.

Andre smagninger

Houlberg til New York State webinar/smagning med temaet Earth

Så har Houlberg for en stund atter været på skolebænken til en virtuel New York Wines Masterclass arrangeret af New York State of Wine og Grape Foundation med temaet Earth … eller måske mere korrekt terroir i forskellige områder af New York State vinområdet.

Det var – som et par gange tidligere – afholdt af den altid rare og joviale Jamie Goode, der er grundlægger af Wineanorak – Global Wine Journal, forfatter, vinskribent, underviser og endda PhD i plantebiologi.

Den virtuelle smagning bød også denne gang på et par gengangere fra de tidligere smagninger, nemlig vinmageren Kelby Russel fra Red Newt Cellars, danskfødte Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars og så – som ny for mig – Kareem Massoud fra Paumanok Vineyards.

Vi skulle også denne gang smage 2 vine fra hver af de 3 producenter med særligt fokus på jorden i de respektive områder. Så igen havde jeg via FEDEX fået tilsendt de 6 vine, som vi i løbet af denne Masterclass skulle igennem.

Jeg har tidligere skrevet om New York State i et par artikler:

Denne gang var der ikke så meget omkring området, men en smule om jorden i to af områderne … nemlig i Long Island repræsenteret af Paumanok Vineyards og så Finger Lakes, hvor både  Ravines Wine Cellars og Red Newt Cellars holder til.

Områdets terroir

De 2 områder – der ligger en køretur på 10-11 timer fra hinanden – er begge præget af vand … for Long Island som en halvø med havet omkring sig og for Finger Lakes vedkommende med de store, dybe og karakteristiske, lange søer.

Morten Hallgren fortalte, at der slet ikke ville være et vinområde i Finger Lakes, hvis søerne ikke var der, for søerne er med til at give tilstrækkelig med varme til at forlænge sæsonen og druernes modning.

Kareem fra Paumanok Vineyards fortalte, at jorden på Long Island er meget forskellige fra fx Finger Lakes. På Long Island ligger alle markerne meget fladt og har en jord, der er meget sandet og løs, hvilket suppleres med en smule ler, hvilket giver god dræn.

Samtidig er der meget fugtigt på halvøen på grund af det omkringliggende hav og samlet betyder det noget for produktionen af vine. Fx betyder det, at man på Long Island dyrker Chenin Blanc, hvilket næsten ikke er tilfældet i Finger Lakes.

Morten Hallgren fortalte, at jorden i Finger Lakes i til gengæld er meget varieret, men mest består af kalksten, men så i forskellige variationer og så med en lav PH-værdi.

Kelby Russel kunne supplere med, at jorden i Finger Lakes virkelig er meget god for Riesling, der som næsten inden anden druesort er ret følsom og kan formidle det specifikke terroir.

Der var også lige en snak om TDN, men det lader ikke til at være et udbredt problem i Finger Lakes, men Morten fortalte, at de bevidst har droslet lidt ned på den grønne beskæring, for netop ikke at få dette problem, selvom folk er lidt splittede omkring det.

Vinene

Derefter guidede de 3 vinmagere os så igennem 2 vine fra hvert vinhus og vi startede selvfølgelig med at smage netop Chenin Blanc fra Long Island … hvorefter den stod på Finger Lakes Riesling inden en slutspurt med 2 Cabernet Franc vine.

Samlet smagte vi disse 6 vine:

Beskrivelserne og anmeldelserne af vinene har jeg som vanligt så linket til ovenover, men skal jeg komme med en form for konklusion, så er Riesling vinene klart de mest interessante. De røde gør det fornuftigt, men med stor forskel, hvor Red Newt Cellars fx vinificerer udelukkende på stål.

Men alt det kan du jo læse om i mine anmeldelser …

Stort tak til Michèle Piron fra Vinconnexion for invitationen til atter at dykke ned i det spændende New York State vinområde.

Andre smagninger

Houlberg deltager i uofficiel minitest af 15 Ribera del Duero vine

Min første vinøse forelskelse blev i vinene fra Ribera del Duero og denne kildrende mellemgulvsfornemmelse er fortsat videre i livet … endda selvom andre vinområder er føjet til favoritlisten. Sagt med andre ord, så elsker jeg fortsat vin fra Ribera del Duero.

Derfor var glæden også monsterstor, da jeg blev inviteret til en lille vinrejse sidt i september, hvilket jeg omgående sagde ja tak til. Men lige stor var ærgrelsen, da jeg et par uger forinden måtte melde et afbud på grund af fruens kræftdiagnose og et intenst forløb. Der kommer koner altså bare først.

Og heldigvis var Dorte Pontoppidan fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation – der varetager markedsføring af Ribera del Duero herhjemme og stod bag invitationen – forstående for mit afbud og var endda så sød, at hun sendte en flok Ribera del Duero vine min vej, således jeg kunne lave en lille smagning. Tak ♥

Derfor har jeg nu – sammen med en flok venner – lavet en lille og totalt uofficiel konkurrence, hvor vi så kårer den bedste Ribera del Duero vin blandt de fremsendte vine og et par stykker mere. Bare en lille hyggelig battle … fra vinelskere, der også elsker dette område.

Ribera del Duero er jo et område, som jeg har skrevet om flere gange i år, nemlig  i vinsmagningerne af Ribera del Duero vine, først med Thomas Ilkjær og senere med René Langdahl Jørgensen.

 Ved smagningen med Thomas Ilkjær smagte jeg 15 forskellige vine og skrev en helt om området, historien, appellationen, druerne og de forskellige vine. Den efterfølgende smagning med Langdahl blev lidt en gentagelse, men bød så på smagning af 13 andre vine.

Du kan læse mine indlæg om de to smagninger her:

Derfor skriver jeg heller ikke denne gang om Ribera del Duero området, men springer hovedkulds ind i smagningen af yderligere 15 vine fra Ribera.

Vinene

De 15 Ribera del Duero vine blev – selvom de fleste omkring bordet nok ikke kendte de forskellige vinhuse og vinene – alle serveret helt blindt med sølvpapirer om. Dermed var ingen forudindtagede og måske kunne have en mening om nogle af husene.

Dermed så feltet sådan her ud og vinene kom i denne rækkefølge og bagefter har jeg også skrevet scoren for hver vin … min egen, men så bagefter også den gennemsnitsscore, som smagepanelet denne aften gav vinene:

Det betyder med andre ord, at de 3 vindere blev

Dermed blev vinderen Nabal Reserva de la Familia fra vinhuset Bodegas Nabal … lidt sjovt, for det var netop ét af de huse, som jeg skulle besøge på min vintur til Ribera del Duero.

Jeg vil i de kommende indlæg beskrive og anmelde alle de smagte vine. Men igen imponerede stort set alle vine … så smagepanelet var tilpas og nød dermed alle vinene.

Andre smagninger

Houlberg møder Stephen Chambers … og australske søde vine fra Chambers Rosewood Vineyards

Propperiet Vin Import har den danske forhandling af vinene fra Chambers Rosewood Vineyards, der ligger ved byen Rutherglen i Victoria i Australien og primært laver søde vine på Muscat eller Muscadelle.

Forleden var ejeren og vinmageren Stephen Chambers på besøg i Danmark, så Propperiet Vin Import havde inviteret mig til at besøge dem i Brædstrup, hilse på Chambers og selvfølgelig ikke mindst smage nogle af de søde vine.

Så i Propperiets hyggelige lokaler havde Claus Venning samlet et ganske lille smagehold bestående af ham selv, tidligere sommelier på Munkebjerg Orla Farmann, Houlberg også selvfølgelig Stephen Chambers selv fra down under.

Chambers Rosewood Vineyards

Inden vi går til selve smagningen skal vi først kigge lidt nærmere på vinhuset Chambers Rosewood Vineyards, der ligger ved den lille by Rutherglen i det nordøstlige Victoria … et område kendt for sit fine terroir og evner til at lave vin.

Vinhuset ligger i en beskeden, gammel stållade, der måske ikke ser ud af meget og måske mest kan ligne noget, som anvendes til at lagre rundballer. Kører man dertil, så tror man også, at man er kørt forkert.

Men det er et gammelt og anerkendt vinhus, som oprindelig blev grundlagt tilbage i 1858 af William Chambers og sønnen Philip. William var emigreret til Australien efter uenighed med sin arbejdsgiver i Norfolk i sit hjemland England.

Men han havde – sammen med sine sønner Philip og Jabez – allerede stor erfaring med vindyrkning via en drift af vingårde i Frankrig, men altså sponsoreret sin daværende arbejdsgiver. Så da han slog sig ned i sit nye hjemland, så startede han med at leje en mark, plantede en række vinstokke samt en rosenhæk rundt om skel … og døbte så ejendommen Rosewood.

Det var dog først senere i starten af 1900-tallet, at Philips søn Will eller helt korrekt William startede med at lave hedvin. Men allerede et par år før omkring 1899 opdagede man imidlertid, at vinstokkene i Rutherglen var ramt af ​​Phylloxera, hvilket desværre resulterede i, at alle vinstokkene blev rykket op med rode og brændt.

Wills forældre var døde i 1890 … først døde Philip og nogle dage efter også hans kone og deres nyfødte baby. Det efterlod Will med driften af vingården i en alder af blot 18 år og med en kommende ​​Phylloxera epidemi lige om hjørnet.

Men Will kom godt igennem udfordringerne, plantede markerne til igen med både Rutherglen Muscat og Muscadelle, hvor han startede et lille eventyr med produktion af søde hedvin, bl.a. efter Solera princippet, som vi kender fra portvine.

Hans dygtighed blev for alvor demonstreret på vinudstillinger i både 1920’erne og 30’erne med en række søde vine på druerne Muscat og Muscadelle, som fx en Sweet White Fortified.

I dag danner de gamle Solera fade fra dengang faktisk noget af grundlaget for husets nuværende succes og det gælder også den gamle opskrift, som William meget nøje studerede sig frem til efter og siden er gået i arv fra generation til generation.

Nu drives vinhuset af Stephen Chambers som 6. generation. Han får dog lidt hjælp fra sin far Bill, der selv overtog driften i 1962, men i år 2000 eller 2001 overdrog ansvaret til Stephen.

Stephen har sat nogle ting i gang i forsøget på at modernisere en smule, men selv han må jo indrømme, at en succesfuld opskrift skal man ikke pille for meget ved.

Visse af vinene fra dette varme og tørre hjørne af verden kan bare ikke laves bedre og det er ikke uden grund, at Robert Parker har rost kvaliteten af husets Muscat og Muscadelle vine til skyerne.

Huset har samlet 48,5 hektar vinmarker, der primært er tilplantet med Muscat og Muscadelle, men derudover dyrkes også druesorter som Palomino, Roussanne, Riesling, Traminer og Shiraz … men også små mængder af den unikke og sjældne Gouais drue samt Cinsault, Mondeuse, Tempranillo og Durif.

Nogle af de ældste vinstokke er helt op til 110 år gamle og i vinkælderen har man også både store tanke og træfade, hvor nogle går næsten helt tilbage til husets etablering. Og nu skulle jeres så flittige vinblogger så smage nogle af vinene.

Vinene

Claus Venning fra Propperiet Vin Import havde samlet 11 Chambers Rosewood vine, hvoraf de 10 var søde dessertvine af ædel herkomst med masser af restsukker og nogle til ganske høje priser på op til 2.295 kr. for 37,5 cl.

Vi skulle selvfølgelig også kun lige smage ganske lidt … resten skulle anvendes til en større smagning om aftenen. Men samlet set så vort lille eftermiddagssmageprogram sådan her ud:

Sikke et felt … og lidt af en mundfuld. Jeg har jo selv en sød tand og elsker sgu gode dessertvine, så her fik jeg virkelig kam til mit hår … eller måske mere mit manglende hår.

Som Claus rigtigt fortalte, så mætter disse olierede, tyktflydende, søde vine faktisk ret meget, hvilket vi også hurtigt fandt ud af. Men hvor er Chambers Rosewood Vineyards vinene samtidig svære at holde sig fra, for kvaliteten er skyhøj. Det smager vildt godt.

Ved hver vin fortalte Stephen Chambers om vinen, produktionen … men selvfølgelig også lidt om hele vinhuset … alt på bredt australsk engelsk, så vi undervejs koncentreret måtte spidse ører, men det lykkedes vist ret godt.

Konklusion

Orla Farmann var lige så begejstret, men vi snakkede også om, at disse dessertvine duft- og smagsmæssigt er sværere at beskrive … lidt som om, at noterne bliver mere snævre, men det skal selvfølgelig komme an på en prøve. I hvert fald har jeg i mine indlæg om, hver vin forsøgt at beskrive og anmelde efter bedste evne.

Skal jeg forinden komme med en form for konklusion, så er vinene fra Chambers Rosewood Vineyards lidt i en klasse for sig. Sidst jeg smagte sød vin fra Australien, så var det en Granfather Rare Tawny fra Penfolds, men disse vine var – for de fleste – lige et step op, men også lidt en mundfuld. Jeg er dog vilde med dem.

Så dermed tak til både Claus Venning fra Propperiet Vin Import samt Stephen Chambers for et par hyggelige timer.

Andre smagninger

Houlberg tester … alle vinene fra Cantina Numa

Cantina Numa ligger en smule nord for Ripatransone under 6 kilometer for Adriaterhavet i Marche vinregionen og drives af Pier Francesco Liberi. Frits fra Winelovers.dk overvejer i øjeblikket en import af vinene og jeg har lovet at fortælle om min vurdering af vinene.

Derfor har Pier Francesco Liberi nu sendt mig mig en kasse med  vinene fra Cantina Numa til en lille test, som jeg hovedkulds så har kastet mig ind i med sædvanlig vinøs nysgerrighed.

Cantina Numa

Lad os inden vi kigger nærmere på vinene også se lidt nærmere på vingården i Marche, der fortsat ikke er så kendt herhjemme, selvom flere og flere producenter i dag satser på kvalitet … herunder altså også Cantina Numa.

Vinhuset drives – som nævnt – af Pier Francesco Liberi, der også kaldes Checco blandt venner. Han er en ung fyr, som vistnok overtog vingården fra sin far, men er startet med selv af lave, flaske og så markedsføre vinene under det tjekkede Cantina Numa navn.

Han driver i dag vingårdenmed hjælp fra sin smukke hustru Fabiana Carrano og de første vine fra Numa er fra årgang 2019.

Pier Francesco har 15 hektar vinmarker, men derudover også 2 hektar olivenlund samt 5 hektar med skove og enge. På vinmarkerne dyrkes hvide sorter som Passerina, Pecorino, Garofanata, Sauvignon Blanc, Chardonnay og de røde sorter Sangiovese, Montepulciano, Pinot Nero samt Alicante.

Alle markerne ligger nærmest rundt om vingården i et landskab præget af bakker og bjerge samt indflydelse fra Adriaterhavet ikke så langt væk. Markerne drives økologisk efter bæredygtige principper.

Vinene

Jeg har smagt alle vinene fra Cantina Numa, men det er dog overkommelig, da de i øjeblikket producerer 5 forskellige vine, men dog med en overraskende imponerende kvalitet. Det er således disse 5 vine, som jeg har smagt

Konklusion

Hvis vi starter med de hvide, så imponerer Numa absolut, for niveauet på alle tre er imponerende og byder på stor kvalitet. Det er formentlig noget af de bedste både Passerina vin og Pecorino vin, som jeg har smagt … selvom jeg – indrømmet – ikke selv har så stor erfaring med vin på disse druer. Men dermed stor Thumbs Up.

Men også rødvinene holder et godt niveau, hvor Rosso Piceno Superiore er en frisk tør vin, som stilmæssigt kan minde lidt om vinene fra fx Umbrien. Den dyrere Numa Rosso Limited Edition virker anderledes, mere intens, stærk og har fortsat en virkelig kæmpestor frugtintensitet.

Men alt det kan du jo læse mere om … links ind til mine beskrivelser og anmeldelser finder du ovenover.

Andre smagninger

Houlberg smager nu … alle vinene fra Tenuta Antonini

Tenuta Antonini aka Tenuta Antonini Alessio ligger lidt sydøst for byen Ancarano i det nordlige hjørne af Abruzzo under appellationen Colline Teramane DOCG.

Derfra smager jeres flittige vinblogger nu 6 vine og tester dermed en række Abruzzo vine på forskellige druesorter som både Trebbiano, Pecorino, Passerina og selvfølgelig Montepulciano d’Abruzzo

Men inden vi kommer til vinene og en vurdering af vinene … så lad os da endelig først kigge nærmere på selve vinhuset.

Tenuta Antonini

Det hele begyndte startede lige efter 2. verdenskrig, hvor Simplicio Antonini rejste fra Italien til USA for at søge lykken. Men han fandt hverken lykken eller tjente en formue, så derfor vendte han tilbage til Abruzzo næsten, som da han tog afsted.

Han havde dog alligevel penge nok på lommen til, at han kunne købte et lille stykke jord med drømmen om at leve af jorden, men egentlig uden planer om at skabe et decideret vinhus, men måske blot dyrke lidt oliven, men en drøm om også at producere vin.

Men da Simplicio døde i 1960’erne var Tenuta Antonini fortsat ikke grundlagt og sønnen Luigi fortsatte da også bare i faderens fodspor, så han plantede fortsat oliventræer og andre afgrøder.

Det var i stedet tilfældig, at den 3. generation i form af Marco Antonini startede i vinbranchen. Marco var egentlig selv ansat i et byggefirma, men ejeren af byggefirmaet ejede også vinhuset Villa Pigna og besluttede pludselig, at Marco da kunne passe dette, da han jo havde vist evner som leder.

Marco var direktør for Villa Pigna i 20 år. Men i 2003 grundlagde Marco sit eget firma i vinbranchen, men det var ikke som producent, men beskæftigede sig med den kommercielle side og formidling af vine på et internationalt plan, nemlig via firmaet Antonini & Co Srl.

Det gav ham dog mulighed for at tilegne sig færdigheder og viden, få relationer, studere og forstå markedet for vin. Men da hans egen søn Alessio kom med i firmaet, så skete der noget, for Alessio ville også selv lave vin … og dermed opfylde oldefar Simplicios gamle drøm med afsæt i familiens jord.

Det blev til Tenuta Antonini, der i dag har lidt over 30 hektar vinmarker samt en vinkælder, hvor man anvender moderne teknologi til produktionen af husets vine og lidt olivenolie.

Masseria la Volpe

Ved siden af Tenuta Antonini driver familien – som nævnt tidligere – også Antonini & Co Srl, som er en kommerciel konsulentvirksomhed, der er rettet mod det internationale marked og specifikt Tyskland.

I det firma repræsenterer Antonini og Co. udelukkende en række italienske vingårde og anerkendte fødevarevirksomheder … et lille udvalg af eksklusive italienske madprodukter og vine med en række vinhuse – som deres eget selvfølgelig – men også under navne som Damilano, Broglia, Tenuta Iuzzolino, Fontamara og mange andre.

Man repræsenterer også vine fra Masseria la Volpe, der drives af Marco Antonini, selvom vinene ikke laves af Marco, men kommer fra en række producenter i både Campanien, Veneto, Abruzzo, Emilia-Romagna samt Puglia.

I alle områderne arbejder Masseria la Volpe på med en lang række vinproducenter, vinavlere og kooperativer … som også laver vinene og ofte i samarbejde med Masseria la Volpes vinmagere Wico di Andrea Bernardini og Nicola Tucci.

Vinene på Tenuta Antonini

Vi koncentrerer dog smagningen til de i alt 6 forskellige Abruzzo vine, som Tenuta Antonini i dag laver og det er disse vine:

Det er alle easy-to-drink vine, som alle kvalitetsmæssigt ligger stabilt og giver masser af drikkeglæde. Det er på ingen måder nogle komplekse, meditative vine, men mest af alt hverdagsvine, som jo byder på ubekymret friskhed og nogle arketypiske Abruzzo kvaliteter.

Links til mine beskrivelser og anmeldelser findes ovenover.

Andre smagninger

Houlberg tester de ikoniske, dyre & lækre kultvine fra Bibi Graetz

Nogle gange er livet enestående … og midt i mellem er det bare fantastisk, så nu når man lige skal smage en røvfuld vine fra en af de mest hypede italienske vinmagere, hvis vine på det seneste har fået imponerende anmeldelser og kaldes ikoniske.

Således har vor egen René Langdahl kaldte vinene for trylledrik for voksne, mens Decanter har hostet op med de magiske 100 point for en af vinene. James Suckling har endda haft 2 af vinene i samme årgang 2019 med på hans Top 100 Wines of Italy.

Vi snakker om Bibi Graetz, der driver sit lille vinhus i Fiesole nær Firenze i Toscana. Bibi startede sit vinhus i 2000 ud fra kæmpestor kærlighed til vin, selvom han ikke selv kom fra en vinfamilie, men fra et kunstnerhjem. Han kalder selv sig en norsk, schweizisk, israelsk italiener … er født i Vincigliata, som er en meget lille og gammel landsby i bakkerne ved ​​Fiesole.

Bibi Graetz hedder egentlig Dan Erland Graetz, men har stærke gener fra Norge, da både hans mor og hans hustru er norske, mens hans far Gidon Graetz er resultatet af et sammenstød mellem Schweiz og Israel … men som Bibi barnefødt i Vincigliata.

Det er et område, der er berømt fra den gamle middelalderlig borg Castello di Vincigliata, der stammer helt tilbage til 1031. Bibi Graetz voksede op på en smuk, gammel ejendom med gamle vinmarker, som hans bedstefar dog lejede ud til lokale avlere.

For familien havde ikke vin i blodet, men var kunstneriske. Således var Bibis far billedhugger og den vej fulgte Bibi også og studerede til kunstmaler på kunstakademiet, hvorfra han også dimitterede i 1995, hvilket i øvrigt var på samme tid, som nogle af lejeaftalerne for familiens marker begyndte at udløbe.

Da Bibi Graetz således stod med hele ansvaret, så kastede han sig i stedet over vinproduktion fra først beskedne 2 hektar vinmarker og mødet mellem den unge kunstnerspire og de ældgamle stokke blev skelsættende – og karriereændrende – kærlighed ved første blik.

Han havde ingen uddannelse indenfor vinproduktion, men i de næste år arbejdede han dog hos en række producenter for at lære lidt om vinproduktion. Men på den anden side var han så heller ikke knuget eller forpligtet af traditioner, da han som autodidakt fandt på han skulle være vinmager.

Hans første vin blev skabt på druer fra høsten i 2000 og de første med en professionel ønolog med på sidelinjen. De blev imidlertid aldrig helt enige om retningen, så allerede i 2004 – samtidigt med at Robert Parker udråbte Bibis debutvin som; Årets debut af en ny supertoscaner, så fortsat Bibi Graetz helt alene.

Han har nogle klare holdninger til vin … har blandt andet udtrykt mistillid om de omfattende nye tilplantninger i Chianti distrikterne i 1980’erne og 1990’erne, som han mener har udvandet vinene og den kulturarv, som de burde repræsentere.

Han har i stedet selv ledt efter små exceptionelt eksponerede enklaver med unikke gamle vinstokke, hvor druerne ikke har fået lov at vise deres potentiale hos kooperativer og dårlige producenter, så han har så tilbudt  købe druerne. I dag har han efterhånden signet mere end 50 aftaler om langvarige samarbejdsaftaler.

I dag ejer eller kontrollerer Graetz så 91 hektar vinmarker, som er fordelt på markerne ved hjemmet i Fiesole, Chianti Classico samt en slat ved Maremma og endda lidt fra avlere på barndommens ferieø Giglio, hvor han får Ansonica druer til sine hvide vine.

Samlet ser det sådan her ud:

Mange af markerne har vinstokke, der er 70-90 år gamle og Graetz dyrker de autoktone sorter Sangiovese, Colorino og Cannaiolo, men på Giglio er det udelukkende Ansonica og i Maremma er det mest Vermentino, Trebbiano og  Ansonica.

Bibi Graetz er dermed både en lille garageproducent, som efter høsten selv står og rører rundt i fadene, men også en negociant, som laver vine på købte druer. Og det er særligt de to første vin, som Bibi har haft kæmpestor succes med … Testamatta og Colore, men vinene vender jeg tilbage til om lidt.

Men successen har for det første betydet, at Bibi Graetz løbende udvidede med nye vine, men senere købte han også i 2019 det gamle Hotel Villa Aurora og den tilhørende berømte Blu-Bar centralt i  Fiesole. Det er der, at han nu siden 2020 har lavet vinene.

Villa Aurora i Fiesole er et historiske bygningsværk, der helt oprindeligt var et britisk teater, men fungerede som hotel helt frem til slutningen af 1800-tallet. Det er gennem årene blevet besøgt af mange kendisser, bl.a. Dronning Victoria og den italienske dronning Margherita af Savoyen.

Hemmeligheden bag Graetz succes er blandt andet, at han høster op til 8 gange på hver mark for at sikre, at hver eneste drue høstes ved optimal modenhed. I kælderen spontangærer Bibi de fleste af vinene i åbne egefade med 6-8 daglige punch-downs og lagrer topvinene separat pr. parcel.

Vinene

Ser vi på de vine, som Bibi Graetz laver, hvoraf en stor del i dag er dyre og højt ratede kultvine, så kan de opdeles i basis eller som her skitseret hjørnesten vine, som hedder Casamatta. Derefter kommer de cool og trendy vine om Bollamatta samt Soffocone.

Derefter kommer vi op i det højere luftlag med Testamatta, der er huset topvine aka flagskibet inden den absolutte top, der har fået så imponerende ratings og er Bibi Graetz’ ikonvine med navnet Colore.

Det er klart Testamatta og Colore, som har fået de store overskrifter frem hos anmeldelserne. Testematta i årgang 2018 fik 100 point af Decanter med ordene; This is a great wine. Den fik dog samme år 97 point af Suckling. Testematta 2019 fik 96 Decanter point, men 97 point af både Suckling og Parker.

Colore har også fået godt med point … årgang 2019 bl.a. 98 point fra Decanter, 96 point fra Parker og 99 point fra Suckling. Men også de andre vine fra Bibi er rost til skyerne.

Jeg har sammenlagt nu smagt disse vine fra Graetz

Hjørnesten

Begge er smagt tidligere, så der har jeg blot linket til tidligere anmeldelser. Men nu har jeg også smagt nogle af alle de øvrige og eftertragtede vine, nemlig:

Cool og trendy

Flagskibet

Ikonet

Anmeldelserne af alle de skønne vine har jeg selvfølgelig linket til ovenover. Alle har i øvrigt specielle etiketter, der selvfølgelig er malet af Graetz selv … han er jo uddannet kunstmaler.

Konklusion

WAUW for nogle vine … det er for specielt for Testamatta og Colore en sand og kæmpe magtdemonstration i, hvordan fremragende vine på Sangiovese kan smage. Og vi snakker slet ikke Brunello, for Bibi Graetz blæser højt og flot på de ensrettende regelsæt for DOC og DOCG … og stortrives med Toscana IGT’s langt mere flagrende rammer for kreativ udfoldelse.

Vinene smager alle monstergodt … og selvom både Testamatta og Colore er møjdyre, så får du fra Graetz nogle af de bedste toskanske vine på Sangiovese … overhovedet.

Selvom prisforskellen egentlig er stor mellem Testamatta og Colore,. så får du ved begge storhed og høj, høj klasse. Fordoblingen i prisen fordobler selvfølgelig ikke vinoplevelsen, selvom Colore har et ekstra gear … i hvert fald i nogle årgange.

Jeg havde glædet mig som et lille barn til at smage Bibi Graetz vinene og var selvsagt nervøs for, at hypen måske var en smule overdrevet, men jeg må indrømme, at jeg ikke er blevet skuffet, for det er vitterlig Sangiovese fra højeste skuffe … og min favorit var Colore i årgang 2019, selvom 2020’erne måske var på samme niveau. Måske nogle år i kælderen vil løfte dem yderligere.

Tak til Supervin for testen !

Andre smagninger

Supervins store & eksklusive Bordeaux smagning i Musikkens Hus

Supervin afholdte fredag den 9. september en ekstravagant vinsmagning med store Bordeaux vine i Musikkens Hus i Aalborg suppleret med et efterfølgende middag på Restaurant Fauna, hvor også tilrejsende franskmænd fra de respektive vinhuse deltog.

Der var sammenlagt under eftermiddagssmagningen mulighed for at smage 91 store Bordeaux vine fra både venstre og højre bred, store 2., 3., 4. eller 5. Grand Cru Classé vine og andre fra mindre, men anerkendte, spændende vinslotte.

Derudover kunne du ved smagningen snakke med ikke mindre end 22 repræsentanter fra over 30 forskellige franske vinslotte og alle havde taget turen til Aalborg til denne event.

Klar til Supervins store og eksklusive Bordeaux smagning
Antoine Gimbert fra Chateau Leoville Las Cases

Og Houlberg deltog selvfølgelig i dette overflødighedshorn af en smagning … både eftermiddagssmagningen i Øvre Foyer i det store og imponerende Musikkens Hus samt den efterfølgende middag og magnumsmagning nedenunder i Restaurant Fauna.

Augustin Lacaille fra Chateau Lafon-Rochet

Eftermiddagssmagningen

Der var afsat 2 timer til smagningen, der startede på slaget 16.00 … og der var godt med mennesker, der havde fundet vej til smagningen i det storslåede bygningsværk med udsigt til Limfjorden. Trods regn i luften fik jeg også fundet frem til Musikkens Hus, netop som der kom lidt huller i skyerne.

Jean-Christophe Crouzet fra Chateau Pape Clement

Jeg startede ved bord 1 … måske en taktisk brøller, for det gjorde mange at de andre besøgende også. Det var vist nærmest umuligt at smage alle 91 vine og jeg nåede også kun at smage og få skrevet noter på 24 vine, men sådan er det jo til sådanne smagninger.

Laure Bastard fra Chateau Giscours

Til gengæld fik jeg også hilst på nogle af de gode folk fra Supervin, bl.a. Isak og fik også en snak med Mads Jensen, der er ejer af de store vinhandel. Jeg fik da også hilst på René Langdahl samt Mads fra Mad & Monopolet … men skam også snakket med en del af de besøgende og flere kendte endda til Houlbergs Vinblog og nogle af mine anmeldelser af vinene fra Supervin.

Magali Malet-Serres fra Chateau Canon la Graffeliere

Jeg nåede ærlig talt ikke at få snakket ret meget med de franske repræsentanter, men 2 timer er heller ikke så meget, når man også har ambitioner om, at få smagt og skrevet lidt om de vine, som man løbende fik i glasset. Men nedenunder kan du se, hvilke vine, som jeg smagte og der kommer løbende links til mine beskrivelser, lidt info om vinslottene og mine reviews.

Pauline fra Chateau Cantenac Brown

Vinene

Med andre ord lidt af et felt, hvor de bedste oplevelser helt klart var Château Pape Clément i årgang 2016, Château Giscours i 2016 samt Château Brane-Cantenac 2015 … men generelt var det et rigtigt højt niveau og jeg blev også hurtigt enig med nogle af gæsterne, at der slet ikke var ringe vine denne eftermiddag … lutter lækkerier, men selvfølgelig på forskellig niveau.

Middag på Fauna med magnumflasker

Jeg havde lige lidt tid inden aftenens store middag på Restaurant Fauna, så jeg kunne både lige nå forbi hotellet til hurtigt opfriskning samt en cafe latte udenfor på Fauna i det dejlige efterårsvejr og godt med aktivitet nede langs Limfjorden.

Derefter samledes alle middagsgæsterne i foyeren nedenunder til et glas perlende hvidvin … selvfølgelig fortsat fra Bordeaux. Det var et glas af denne fine vin:

Derefter gik vi til bords, hvor jeg skulle side ved bord 4 … lige ved siden af Jean-Christophe Crouzet fra Chateau Pape Clement, men også en række hyggelig mennesker samt endnu en repræsentant fra et Bordeaux slot i form af Laure Bastard fra Chateau Giscours.

Vinene til middagen var alle fra magnumflasker og på vort bord kunne jeg allerede spotte en 2016 Château Pape Clément, som jeg havde smagt tidligere, en 2015 Château Les Grands Chênes samt en 2006 Château Giscours … men jeg lavede dog ingen smagsnoter hele aftenen … men nød bare hele middagen og vinene.

Samlet var der ved alle bordene vistnok omkring 46 magnumflasker fra både Nenin, d’Issan, Pedesclaux, Tertre, La Pointe, Phelan Segur, Malartic-Lagraviére, Cantemerle, Prieure Lichine, Brane Cantenac, Canon la Gaffeliere, Cantenac Brown, Chasse Spleen og mange, mange flere.

Dermed kom ingen – som i slet ingen – til at tørste.

De store magnumflasker fra hvert bord gik så rundt i løbet af aftenen og vore franske venner fik også sat lidt ord på de vine, som de selv havde haft med samtidig med, at vi nød en fabelagtig 3-retters menu fra Restaurant Fauna.

Samlet så menuen vist nogenlunde sådan her ud:

  • Forret:  Noget poussin med morkler, jordskokker og timian
  • Hovedret: Oksemørbrad med kartofler, sprødstegt grønkål
  • Dessert: Arla Unika oste

Her får I lige et par fotos af de første to retter

Poussin med morkler, jordskokker og timian
Oksemørbrad med kartofler, sprødstegt grønkål  mm

Sikke en fin aften … masser af snak henover bordet, masser af vin og masser af snak. Jean-Christophe Crouzet fra Chateau Pape Clement var virkelig venlig, sjov og fortalte velvilligt om slottet, som jo er en del af de 42 vinslotte, som de rige Bernard Magrez ejer.

Vi fik som nævnt skænket godt med vin … og Houlberg blev endda lidt fuld, men jeg tror faktisk, at det var lidt tiltrængt efter en rigtig træls uge. Nogle gange er det bare helt okay at blive lidt tipsy … men en gin & tonic i hotellets bar før sengetid hjalp da også.

Tak for fantastisk aften til Supervin !!!

Andre smagninger

Houlberg tester vin fra Weingut Egert … med et dansk islæt

Weingut Egert ligger i byen Hattenheim ikke langt fra det fine Balthasar Ress hus. Vinhuset blev i 1997 overtaget af Manfred Egert fra hans forældre Hans og Maria Egert og i dag driver han vinhuset sammen med sin søde danske hustru Bettina og deres 2 børn Max aka Maximilian samt Sophie.

Jeg har tidligere smagt vin fra huset, bl.a. deres 2015 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs, som omgående fik mig til at tabe kæben og jeg måtte da også hoste op med 6 store tomler. Men nu smager jeg igen vin fra vinhuset, for Vinvärket har bedt mig teste 6 nyere Riesling vine fra Egert.

Weingut Egert

Den er jeg selvfølgelig frisk på, men inden vi kommer så langt, så lad os lige se lidt nærmere på Weingut Egert på Erbacher Landstraße  i Hattenheim lige ned til Rhinen … lige tæt ved den naturbeskyttede ø Mariannenaue midt i den store flod, som vi hører så meget om i disse dage på grund af den faldende vandstand efter tørken i sommer.

Manfred stammer fra en familie af vinavlere, der går helt tilbage til 1800-tallet og reelt er han reelt 6. generation, som har grebet faklen og nu fortsat laver vin. Det sker sammen med hans danske hustru Bettina  og – som tidligere skrevet – deres to børn.

Både Max og Sophie har taget uddannelser indenfor vinproduktion, så dermed er de begge parate til at deltage i driften og senere endda også overtage driften. Bettina har insisteret på, at både Max og Sophie lærte at tale dansk fra barnsben.

Samlet har Egert 9 hektar vinmarker, som strækker sig langs Rhinen fra Erbach via Hattenheim og Oestrich til Mittelheim. Vinmarkerne er så fordelt på Erbacher Siegelsberg og Steinbergen, Hattenheimer Wisselbrunnen, Nussbrunnen og Hassel samt Oestricher Lenchen samt endelig Mittelheimer St. Nikolaus.

Hele 85% af markerne er certificeret som Erste Lage marker med 8 Große Lagen og 3 Erste Lagen parceller og de dyrker jo – selvfølgelig for Rheingau – mest Riesling, som udgør 90% og det suppleres med 7% Spätburgunder samt 3% Weißburgunder.

Udover vinproduktionen, så driver familien også lidt udlejning af et par ferielejligheder … hele 2 for at være helt præcis; ferienwohnung Riesling og ferienwohnung Spätburgunder.

Vinene

Vinene laves alle efter Manfreds motto; 100 Prozent Liebe und Leidenschaft … og nu tester jeg så 6 af vinene, nemlig disse 6 vine:

Jeg servede vinene for en flok venner og familie … og allerede fra første vin kom der anerkendende nik og en kommentar; hvor smager den dog godt. Det var endda alene ved den billigere Hattenheimer Riesling Kabinett Trocken … men ved RGG’erne, så sker der virkelig noget. WAUW siger jeg bare.

Men generelt et meget højt niveau for alle vinene, så man får virkelig godt med kvalitet for pengene. Jeg skulle egentlig i start september have været i Rheingau … og så havde besøg hos Egert stået højt på ønskesedlen. Dejlige vine.