Tag-arkiv: syrah

Syrah er en af de helt store røde druesorter, der efterhånden er plantet i hele verden. Vinene der produceres på druen, varierer kolossalt fra land til land.

Der er stor uenighed om, hvorfra Syrah druen stammer fra, men druen har i dag to store bastioner … nemlig i Rhône og specielt i den nordlige del og så i Australien, hvor druen – som der kaldes Shiraz – er den mest udbredte med over 40.000 hektar vinmarker.

Syrah har faktisk vist sig at være succesrig overalt i verden og Syrah vine produceres i mange stilarter. Syrah er også en ekstremt nyttig blandet drue på grund af sin dybe farve og typisk høje tanniner.

I det sydlige Rhône er det almindeligt, at Syrah blandes med enhver kombination af blandt andet Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsaut. Men i det nordlige Rhône står Syrah bag de mest berømte Syrah vine, specielt vinene fra Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas og Saint-Joseph.

Og netop i det nordlige Rhône kan vinene på Syrah virkelig lagres og bliver kun bedre med alder. Den mest berømte vin fra Nordrhône er nok Hermitage … og vinene fra den bakke er så respekterede, at dets navn Hermitage i mange år blev brugt som et synonym for Syrah i Australien. En god Hermitage kræver 10 år  lagring, men kan ofte tåle langt over det dobbelte.

Men også i Valais i Schweiz samt i Burgenland i Østrig trives Syrah virkelig. I Australien er Syrah aka Shiraz nærmest blevet landets nationaldrue og står bag ikoniske vine som fx Penfolds Grange, der i øvrigt i starten hed Penfolds Grange Hermitage.

I det vestlige USA … Californien, Washington og Oregon har Syrah ikke fået helt samme succes, men en flok dedikerede vinproducenter har under samlingen Rhône Rangers siden 1970’ern bevist, at sorten kan producere komplekse, rige vine i alle tre af ovenstående stater.

Syrah druen har et tyk skind og ofte en genkendelighed i en tæt, fyldig brombærsmag med peber og kan være ret blomstret i sin ungdom. Ellers kommer der flere urteagtige noter med alder  samt mørk chokolade.

Dyrkes den oversøisk går duft og smag ofte mere i retning af lakrids, solbær, mint og sort peber. Syrah har et højt niveau af tanniner og en evne til udvikle sig godt på egefade og lagre lang tid på flaske efterfølgende.

2016 M. Chapoutier, Côtes-du-Rhône Collection Bio, Rhône, Frankrig

2016 M. Chapoutier, Côtes-du-Rhône Collection Bio, Rhône, FrankrigHerefter stod Chapoutier smagningen alene på rødvine … og sikke et arsenal af vine, som vi indledte med denne usandsynlige almindelige ualmindelige Côtes-du-Rhône Collection Bio.

Vinen er lavet på 60% Grenache og 40% Syrah, som kommer fra en række marker mellem Papal Palace i Avignon og den kendte, imponerende og berømte romerske akvædukt Le Pont du Gard, hvor terrænet består af terrasser med glatte, runde småsten, der nærmest er den sydlige Rhônedals adelsmærke.

De økologisk dyrkede druer afstilkes ved ankomsten til vingården, og gærer i temperaturregulerede cementtanke, men en blid daglig overpumpning. Efter 3 ugers eftermaceration lagrer vinen 9-10 måneder i cementtankene inden aftapning på flaske.

Og sikke da en bio næse … næsten helt behåret i duften, animalsk, lidt flæsket og mælket med mødding, blæk, blåbær og tonsvis af karakter. Det dufter vildt godt, så bestemt en god start.

I munden er vinen mere tynd og let end lige forventet, men venlig, blød og meget lettilgængelig. Der er en virkelig god frugtig lethed, lidt grafit og tanninerne er også bløde, bøjelige og lette. Det er vitterlig god Rhône, hvor specielt duften bare imponerer.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2010 Jean-Louis Chave, Hermitage, Rhône, Frankrig

2010 Jean-Louis Chave, Hermitage, Rhône, FrankrigHvordan smager en  hundedyr 100 point vin fra kongen af Hermitage aka Domaine Jean-Louis Chave? Det kan vel bedst beskrives med forrygende, formidabelt, mageløst, overvældende, forbløffende, svimlende og faktisk stampede jeg ubevidst med det ene ben, da jeg duftede til vinen … ligesom en hund, der bliver kløet bag ørerne.

Jeg har smagt og skrevet om vinen før her på bloggen, nemlig da jeg smagte Jean-Louis Chaves Hermitage i årgang 2011 tilbage i juni 2017. Nu smager jeg den så igen og endda i en endnu bedre årgang og med masser af lovprisninger fra vinskribenter verden over.

Druerne til Jean-Louis Chave Hermitage kommer fra 80 år gamle vinstokke på parcellerne Bessards, L’Hermite, Peleat, Meal, Beaume, Diognieres og Vercandiered. Klaserne er alene delvis afstilket og i meget modne år, så kan der være op til 50% af stænglerne tilbage, så det varierer altså fra årgang til årgang.

Vinificeringen finder sted i en kombination af cement kar, rustfrie ståltanke samt gamle, åbne, franske egetræsfade. Hver parcel er vinificeret separat indtil endelig blanding.

Efter gæring lagrer vinen 18 måneder i egefade, de fleste er brugte fade og alene 10-20% nye fade fra Bourgogne. Hos Jean-Louis Chave skal fadet ikke være dominerende – det skal smagen af Hermitage!

Der laves et sted mellem 2.000-2.500 kasser af denne vin hvert år og den er – som nævnt – næsten umuligt at skaffe og sælges alene på allokation. Alle flasker er nummereret og denne har nummer 11006. Vinen har i denne årgang fået 100 point af Parker og betegnelsen pure perfection.

I næsen en lille mulle kælder, sorte oliven, brombær, blåbær … næsten kandiseret i frugten, blyanter, kul, ristede noter, tørret kød, cultura drikkeyoghurt, mejeri, jod, blomsterpotpourri, granitklipper,  kanel og vinen har en virkelig overmoden, dekadent aroma, som er sindssyg lækker. Frugten er syrlig, men vinen tæt som bare pokker og jeg stamper i gulvet med det ene ben … så godt dufter det.

Smagen er saftig, blød, tæt … ja tæt som ind i helvede, ganske powerfuld og kødfuld med kraftige, fuldfede og totalt polerede tanniner, en maggiterning af velsmag, tørt og præcist. Det første som slår dig, er den ekstremt lange eftersmag og kontrollerede balance. Igen bliver man duperet over, hvor godt velproduceret Syrah kan smage … bukker mig sgu atter i støvet.

Fået min flaske i gave, men forhandles gennem Jysk Vin. Prisen på seneste årgang 2014 ligger på 1.380 kr. Imidlertid er 2010’eren noget sværere at skaffe og ligger til en pris omkring 359€ … svarende til 2.675 kr.

Vinanmeldelse 7/7 

2014 Domaine de la Janasse, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2014 Domaine de la Janasse, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigMagmum er jo dobbelt glæde … og her en flot Côtes du Rhône fra Sabon familien på Domaine de la Janasse med dobbelt drikkeglæde.

Sabon familien står bag domæner som Roger Sabon, Clos Mont du Mont-Olivet, Domaine Chante Cigale og så også dette Domaine de la Janasse, som ejes og drives af Christophe Sabon, som i 1990 overtog vingården efter sin fader Aime Sabon, der etablerede gården tilbage i 1973.

De første grundsten blev dog lagt allerede i begyndelsen af 1900-tallet af Séraphin Sabon, da han arvede en række parceller med vinstokke fra sin svigerfar.

De mange Sabon vinhuse i Rhône og specielt Châteauneuf-du-Pape stammer nemlig alle fra Seraphin Sabon og Marie. De fik 3 sønner, nemlig Joseph som grundlagde Clos du Mont Olivet, Noël som grundlagde Domaine Chante Cigale og Roger som grundlagde Domaine Roger Sabon.

Christophes far Aime Sabon stammer også herfra, men jeg har ikke kunnet se, om Aime var søn af Joseph, Roger eller Noël. Jeg gætter på Noël, men igen … et rent gæt.

Domaine de la Janasse råder i dag over i alt 55 hektar, hvoraf 15 hektar er AOC Châteauneuf-du-Pape, som er beliggende i den nordøstlige del meget tæt på Domaine Beaucastels marker.

Selve bygningerne ligger i den lille by Courthezon i udkanten af distriktets østlige ende. I dag deltager søsteren Isabelle Sabon – der også er uddannet ønolog – også i driften.

Denne Côtes du Rhône fra Domaine de la Janasse er lavet som et blend på 40% Grenache, 20% Mourvèdre, 15% Syrah, 5% Cinsault og 20% Carignan … sidstnævnte endda fra over 60 år gamle vinstokke med udbytte på 46 hektoliter pr. hektar.

Den er lavet med nøjagtig samme omhu og efter samme vinifikationsmetoder som domainets berømte Chateauneuf-du-Pape-vine. Der foretages afstilkning af 80% af druerne og macerationen varer i 12-15 dage.

Grenache modnes hovedsageligt i cementtank eller foudres, mens Syrah og Mourvedre modnes 6-9 måneder i barriques. Druerne til vinen kommer fra en 23 hektar stor mark og der laves årligt mellem 60.000 og 80.000 flasker af denne vin.

Næsen er dejlig ren i udtrykket … lidt lysere end forventet af en Côtes du Rhône, men har til gengæld en virkelig lækker mælket aroma med yoghurt, Rhône/Provence krydderier, animalsk hestestald, mødding, kirsebær, lakrids, gamle fade og lidt blomstersæbe.

I munden er vinen saftig og blød, cremet med mørke bær, jern, grafit, peber, pænt med tanniner og hvor er det dog bare en lækker, simpel og dejlig Côtes du Rhône, som holder et højt niveau. Der kommer også lidt lakrids og chokolade i smagen … Janasse kvali.

Forhandles af Jysk Vin, hvor sådan en 1,5 liter sag koster 225 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2016 Delas Frères, Côtes-du-Rhône Saint-Esprit, Rhône, Frankrig

2016 Delas Frères, Côtes-du-Rhône Saint-Esprit, Rhône, FrankrigDenne Côtes-du-Rhône Saint-Esprit er en af de kendte og mest solgte vine hos det store vinhus Delas Frères … et vinhus, som jeg ofte har smagt og skrevet om her på Houlbergs Vinblog.

Druerne til cuvée Saint-Esprit – som vil frit kan oversættes til den hellige ånd –  kommer fra en lille dal, der ligger gemt godt væk i den nordlige del af Ardèche. Dér er vinstokkene plantet på granitholdige, sydvendte skråninger nær landsbyerne Saint-Julien og Saint-Alban.

Côtes-du-Rhône Saint-Esprit er lavet på 80% Syrah og 20% Grenache, som efter høst afstilkes 100%, hvorefter fermentering og maceration sker i store egetræskar over omkring 15 dage. Den alkoholiske gæring sker ved 28-30 grader, hvilket efterfølges af en malolaktisk gæring i rustfrie ståltanke.

Derefter lagres vinen i egetræsfade i 8 måneder inden vinen aftappes på flaske. Og det er en storsællert, for der laves hvert år omkring 0,5 millioner flasker af denne vin.

Duftmæssigt fanger jeg masser af eg, vanilje, mørke bær og måske endda også lidt hindbær, blomster, sæbe og peber. Den er i munden en kende rustik og det er ikke det største Côtes-du-Rhône, som jeg har smagt. Der er peber og godt med Rhône krydderier, mens tanninerne også mærkes. Jeg er ikk’ helt så pjattet med den.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2010 Domaine Beauthorey, Bella Parra, Languedoc, Frankrig

2010 Domaine Beauthorey, Bella Parra, Languedoc, FrankrigDet er ved at være lang tid siden, jeg sidste smagte en vin fra den excentriske Christophe Beau på Domaine Beauthorey i Languedoc … men fandt en glemt flaske, da jeg forleden ryddede op i vinkøleskabet, nemlig denne Bella Parra.

Domaine Beauthorey har jeg skrevet om en del gange, bl.a. i mit blogindlæg; Christophe Beau – den rare, excentriske vinmager på Domaine Beauthorey og Vinos Vernaculares. Det var til en smagning af flere af Christophes vine, men der var denne Bella Parra – sjovt nok – ikke blandt de smagte vine. Men det råder vi så bod på nu.

Men Bella Parra er lavet af et blend af de to druer Syrah og Œillade, men fordelingen af mixet kender jeg ikke. Œillade er en fransk drue, som historisk har været dyrket i Languedoc og Provence gennem århundreder, men i dag er tæt på udryddelse.

Den bliver ofte forvekslet med Rhône druen Cinsault og bliver også nogle gange kaldes Œillade Noire, når den sælges i bordvine. På et tidspunkt mente nogle også, at den var en mutation af druen Picardan, som også nogle gange kaldes Œillade Blanche.

Men imidlertid er Œillade ikke i familie med hverken Cinsault eller Picardan. Den er altså bare sin egen, og en drue der giver bløde, frugtrige vine med moderat alkohol.

Næsen er totalt animalsk, bio bio og vild … det er armsved, fårestald og harsk fedt, blyanter, hønselort og mødding, mørke og gærede bær, sådan lidt mellemrøde og har egentlig en god friskhed mellem alle de biodynamiske aromaer.

Man skulle tro, at sådan en biodynamisk og vild fætter ville være træt efter 8 år, men det er ingenlunde tilfældet. Den er let, blød, blid og imødekommende … næsten læskende. Det er tæt, rundt med en smule lakrids og chokoladesødme. Det minder stilmæssigt om et møde mellem Loire og Rhône, men er helt sin egen … og smager virkelig ganske lækkert.

Købt i Vinimperiet, hvor en flaske kostede 90 kr., men ser pt. ud til være udsolgt.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Domaine Bunan, Bandol Moulin des Costes, Bandol, Frankrig

2015 Domaine Bunan, Bandol Moulin des Costes, Bandol, FrankrigI Bandol er de røde vin normalt lavet på Mourvèdre, men denne Bandol Moulin des Costes fra Domaine Bunan har også lidt Grenache, Cinsault og Syrah i blendet.

Domaine Bunan ligger ved La Cadière-d’Azur omkring 15-16 kilometer nordvest for Toulon i det smukke Provence. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1961, hvor de to brødre Paul og Pierre Bunan forelskede sig i en ejendom i området og det blev starten på Domaine Bunan med produktion af typiske Bandol vine … selvfølgelig med masser af blegrøde rosévine.

I dag er børnene også med i driften, idet Pauls søn Laurent er uddannet ønolog fra Californien. Han har været med til at åbne dørene for eksport af husets vine, mens hans søster Françoise står for markedsføring og kommunikation. Den sidste af børnene Philippe er i gang med uddannelse som landbrugsingeniør.

Samlet har vinhuset 18 hektar vinmarker, som er tilplantet med vinstokke, der har en gennemsnitsalder på 45 år. De giver basis for en række vine, som er rost af anmeldere verden over.

WineSpectator kårede fx husets Moulin des Costes Charriage 1998 – en storesøster til den almindelige Bandol Moulin des Costes – som en af de 100 vine, man skulle prøve, inden man døde.

Bandol Moulin des Costes er som sagt et blend på Mourvèdre, Grenache, Cinsault og, Syrah, men varierer lidt fra år til år. Druerne høstes sent og vinen er lavet med 21 dages maceration i rustfrie ståltanke samt koniske egefade, men lagrer på traditionelle egetræsfade … hvor lang tid kan jeg dog ikke se.

I næsen er det syrlige og mørke bær og måske lidt hindbær også, en meget ren frugtsyre, lidt bolsjesødme, violer, en vis modenhed i frugten, masser af eg samt en smule mentollakrids.

Det er smagsmæssigt en blød vin, som bare breder sig i munden, blidt og smukt. Det er tørhed, men for pokker hvor smager den godt og tanninerne sætter sig i munden, selvom de egentlig på overfladen virker blide. Det er rundt, blødt og en lækker vin, som er godt afbalanceret med nerve.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Johann Michel, Cornas, Rhône, Frankrig

2010 Johann Michel, Cornas, Rhône, FrankrigVi sluttede aftenen hos Jan med en Cornas fra Domaine Johann Michel, som ligger i St. Peray lige syd for Cornas.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1939 af François Michel, men vinproduktion tog aldrig fart og efter 2. verdenskrig blev vinmarkerne udlejet til Domaine Courbis. Det var først i 1988, at Johanns far besluttede at genoptage driften. Det lå egentligt ikke i kortene at sønnen Johann Michel skulle arbejde med vin, men i 1997 besluttede den unge autodidakte vinmager alligevel at overtage domænet sammen med sin søster Emmanuelle.

Siden er kvaliteten af vinene er steget med raketfart og det er lykkedes den unge vinmager at slå benene værk under toppen af internationale vinanmeldere, bl.a. Robert Parker, Wine Spectator, Stephen Tanzer og sikkert nogle stykker mere. Johann laver konsekvent lækker klassisk Cornas helt uden den hårdhed der undertiden præger appellation.

Domainet har 4,5 hektar vinmarker i St. Peray og Cornas. Arbejdet i vinmarkerne foregår efter bæredygtige principper og Johann går usædvanligt højt op i at passe og pleje sine vinmarker.

God vin afhænger nemlig af, hvor gode druerne er og der er en del af forklaringen bag hans fantastiske viner. Markernes begrænsede størrelse og lave høstudbytte gør dog, at produktionen af de eftertragtede vine er meget lille.

Hans almindelige Cornas her er selvfølgelig 100% Syrah og druerne kommer fra 35 år gamle vinstokke på markerne Patou, Les Côtes og Saveaux. Efter høsten afstilkes druerne og gærer på ståltank, hvorefter vinen lagrer 12 måneder på 2-5 år gamle egetræsfade.

Næsen er mærk, kraftfuld med tjære, olierede jernbanesveller, virkelig mælket med lidt yoghurt, mejeri, lidt prut, krudt, gylp og herlig aromatisk bio kant, tulipanblade, tæt og powerfuld med bacon, blæk, engelsk lakrids og sorte oliven.

I munden er det også en tæt vin, tør med stramme tanniner, syrlige mørke bær, kul, jern og masser af bitterhed. Der er imidlertid også en sød side, som gør vinen behagelig, komfortabel og afslappet. Dermed bliver det en Cornas, som aldrig bliver for hård, men i stedet blød med masser af bio kant, som vil skræmme nogle. Jeg synes det er freaking godt.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 249,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Domaine de la Clapière, Etincelle, Languedoc, Frankrig

2014 Domaine de la Clapière, Etincelle, Languedoc, FrankrigI min utrættelige saga om Les Châteaux et Domaines Castel og deres 21 vinslotte er vi nået til det 9. vinslot. Det hedder Domaine de la Clapière, ligger i Languedoc og derfra smager vi denne Etincelle.

Helt præcis ligger vingården ved landsbyen Montagnac, et par kilometer fra den historiske by Pézénas og ikke så langt fra Middelhavet og Lion bugten i den nederste del af Frankrig. Der har Domaine de la Clapière 63 hektar jord med både hvede, olivenlunde, skov og vinstokke. Vinmarkerne udgør samlet 36 hektar og er tilplantet med Syrah, Cinsault, Carignan, Cabernet Sauvignon, Merlot, Grenach, Chardonnay og Viognier.

Castel familien købte allerede tilbage i 2006 ejendommen, som ligger ved historisk vej – Via Domitia – bygget af romerne for at forbinde Frankrig og Spanien. Senere blev vejen en del af Camino de Compostela og den nuværende ejendom er bygget et sted, hvor der tidligere er produceret vin.

Den ældste del af den nuværende ejendom stammer tilbage fra det 17. århundrede og er grundlagt af François Clapier, som også har givet navn til den gamle ejendom og dermed domænet, mens vinkældrene er bygget omkring 1850.

I dag bebos det smukke gamle ejendom af Sophie og Xavier Palatsi, som ved hjælp fra et team af vinmagere laver vinene fra Domaine de la Clapière. Og de laver i alt 7 forskellige vine, herunder altså denne Etincelle, som er lavet på 100% Syrah og vinificeret efter metoden macération carbonique. Vinen har derefter været lagret 12-18 måneder på egetræsfade.

Duftmæssigt en fyldig vin med masser af sort frugt, en kende syrlighed fornemmes også i frugten. Den virker meget frisk med sorte kirsebær, røgede noter, krydderier, peber, lakrids, kaffe og på en eller anden måde også meget venlig og behagelig.

I munden er vinen også lidt kølig eller stringent i stilen, tanninerne er samtidig bløde og der er fedme, kraft og sødme som en god neuf, meget rund, harmonisk og velafbalanceret. Det er er en rigtig god Languedoc vin med et venligt væsen og masser af power.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 259 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Xavier Vignon, Lirac, Rhône, Frankrig

2016 Xavier Vignon, Lirac, Rhône, FrankrigHan er sgu produktiv den gode Xavier Vignon, vinbonde og negociant. Nu smager jeres flittige vinblogger endnu en vin fra Xavier, nemlig hans 2016 Lirac på 80% Grenache og 20% Syrah.

Xavier Vignon har jeg skrevet om et utal af gange her på Houlbergs Vinblog, så det skal jeg ikke gentage. Lad os i stedet kigge nærmere på denne Lirac … et område som vel er et af de mindst kendte områder i Rhône, selvom det har potentialet til at frembringe store vine. Det er der imidlertid ikke så mange, som forsøger og i stedet laves det meste vin derfor af de lokale kooperativer.

Vinen er lavet ved, at de håndhøstede druer gærer sammen, hvilket giver ekstra kompleksitet til den færdige vin. Omkring 70% modner på ståltank for ekstra renhed i frugten, mens 30% af vinen er modnet på egetræsfade, heraf 1/3 nye fade.

Næsen er en kende indelukket, diskret og lettere neutral, men meget ren og direkte i frugten og har godt med krydderier. Frugten er ikke fed og mørk, men mere mellemrød, kirsebær, brombær, lidt læder, lavendel samt laurbærblade.

Smagen er frisk med en vis lethed, dejlig smag i frugten med en smule sødme, jernholdige elementer og lidt peber. Det er blåbær, brombær, violer og samtidig en vis tørhed, selvom vinen er yderst drikbar og nærmest lidt cremet i munden. Det er virkelig godt lavet Rhône.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 114,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Epsilon Wines, Barrosa Valley Shiraz, Barrosa Valley, Australien

2017 Epsilon Wines, Barrosa Valley Shiraz, Barrosa Valley, AustralienEpsilon Wines ligger i den lille by Daveyston i Greenock, Barrosa Valley og drives af ægteparret Julie og Aaron Southern … og derfra smager vi nu deres 14,8% højoktan powervin Barrosa Valley Shiraz.

Julie og Aaron Southern købte deres vingård tilbage i 1994 og var besluttet på, at det skulle være et lille familie projekt. Gården blev købt med lidt hjælp fra Julias forældre, som stillede de nødvendige kautioner for bankgælden. Forældrene er John og Barb Kalleske … og de er formentlig i familie med den legendariske Troy Kalleske fra Kalleske Wines, som ligger ganske tæt på Epsilon Wines.

Så generne til at lave god vin løber i familiens årer, men lidt hjælp er jo altid godt og udover kautionerne for banken, så fik parret ved etableringen også en Case 885 International traktor, en roterende hakke og lidt udstyr til vinproduktionen, men druerne solgte parret dog til andre vinproducenter.

Imidlertid blev det et møde med Jaysen Collins og Dan Standish, som fik størst betydning for vingården. Historien hedder, at Jaysen Collins – medejer af Massena Vineyards – stoppede ved en vinmark, hvor Aaron Southern skulle til at hive nogle 90 år gamle vinstokke op.

Det fik Jaysen stoppet og i stedet lavet en aftale om, at Massena Vineyards kunne købe druerne fra gårdens marker. Siden udviklede der sig et nært venskab mellem både Jaysen Collins og Dan Standish fra Massena og Southern parret.

Det var under en middag i 2003 mellem de 4 venner, at idéen til en egenproduktion og etableringen af Epsilon Wines blev til. Julie fik overtalt Dan og Jaysen til at hjælpe dem med at producere deres egen Shiraz.

I første omgang mest for sjov, men da vinen fik gode anmeldelser -både nationalt og internationalt – fik de smag for mere.  Årgang 2015 blev senere revet væk, og så var Epsilon Wines var for alvor en realitet.

De har foretaget investeringer undervejs, men hele tiden med et mål for øje, at investeringerne kunne hvile i sig selv, eller tjene sig hjem inden for en kort periode. I 2007 købte de således et stykke jord på Hempel Road nordvest for Nuriootpa og i 2008 afsluttede de byggeriet af deres nye produktions-faciliteter.

I dag besidder Julie og Aaron 25 hektar på Moppa Springs Road i Greenock i den nordvestlige del af Barossa Valley og 9 hektar på Hempel Road. Det meste af markerne er beplantet med Shiraz, som stortrives i den røde jord med det varme klima.

Denne Barrosa Valley Shiraz er lavet ved, at druerne efter høsten først afstilkes, hvorefter fermentering starter med hele druer i 7-11 dage ved 22-25 grader. Vinen har derefter tilbragt 12 måneder i 2-3 år gamle amerikanske og franske egetræsfade.

Duftmæssigt er der skrald på drengen … intens, tæt og mørk lakrids, nærmest en maggiterning eksplosion af mørk frugt, solbær, blåbær, kærnemælk, chokolade, kanel, vanilje, bomuld samt lidt kaffe.

Og det smager sgu meget godt … lidt af en mundfuld, men det er nu ikke en alkoholtung Shiraz, selvom det er the full monty. Der er godt med chokolade, power, blæk og tykke tanniner. Det er en trind dansepartner, men følger overraskende godt med … og danser optimalt med en blodrød, saftig muskelmand af en bøf.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 119,93 kr.

Vinanmeldelse 5/7