Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2017 Sulin, Chardonnay, Piemonte, Italien

2017 Sulin, Chardonnay, Piemonte, ItalienVi springer lidt i udvalget af vine fra Sulin … men nu smagte jeg altså heller ikke alle vinene på én dag. Den næste er i hvert fald hvid, nemlig husets 2017 Chardonnay.

Druerne til denne vin kommer fra den ler rige mark Provino, som ligger ved Madonna dei Monti bakkerne i 380 meters højde.

Der er udelukkende Chardonnay vinstokke på Sulins parcel på Vigneti Provino og de er plantet tilbage i 2005. Efter høsten presses de blidt, hvorefter vinen overføres til store 2.500 liter egefade lavet af træ fra skove i Monferrato.

Vinen er så fermenteret i de store egefade ved kontrolleret temperatur, hvorefter den lagres i fadene sur lie – altså med bærmen – i 3 måneder for at opnå yderligere kraft. Derefter aftappes vinen på flaske og lagrer yderligere en periode.

Næsen er lidt varmkrydret, har en vis fylde, masser af tropisk frugt, abrikos, pærer, marcipan, en smule appelsinskal, let røgede noter og lidt blomster, men det er alt sammen meget afdæmpet og klart til den neutrale side.

Smagen er frisk og syrlig med lidt tyngde, fedme, men en smule rustik og skarp i syren. Det bliver samtidig lidt grønt, men ikke sådan dybt … blot blidt og omgængeligt. Det en hverdags Chardonnay … men hvem har ikke brug for det?

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, men denne er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Sulin, Siné Monferrato Bianco, Piemonte, Italien

2018 Sulin, Siné Monferrato Bianco, Piemonte, ItalienNæste vin fra Azienda Agricola Sulin blev en fin lille hvidvin, deres 2018 Siné Monferrato Bianco.

Det er en nyere vin hos Sulin og det er lavet på 50% Chardonnay samt 50% Sauvignon Blanc og atter med druer fra Ausinet marken, men ellers er der faktisk slet ingen oplysninger om produktionen. I stedet springer vi hovedkulds ind i mine smagsnoter.

En mere rolig, blød og tilbagelænet aroma med tropiske frugter, fersken, abrikos, modne æbler, svagt lidt nødder, smør og honning. Det stikker ikke voldsomt dybt, men vinen har en rigtigt behagelig duft, svag syre og et blidt udtryk med et lille grønt strejf.

Smagen er blød, rund og saftig … lidt smørcreme, blid fersken og pærer og igen uden den vilde syre. Men vinen hænger egentlig godt sammen, en venlig dame, som aldrig vil sige dig imod. Og hvem vil ikk’ gerne ha’ en kvinde, som snakker dig efter munden? Men lidt modspil ville måske gøre det mere interessant.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk og en flaske koster fornuftige 64 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

NV Sulin, Spumante Naufragar, Piemonte, Italien

NV Sulin, Spumante Naufragar, Piemonte, ItalienVi snupper da bare lige yderligere en mousserende vin fra Azienda Agricola Sulin med denne Spumante Naufragar.

Den er jo sådan set lavet som den forrige, blot uden brug af Barbera druer til at give lidt farve, så det er altså halv Pinot Grigio og halv Chardonnay, igen med druer fra Ausinet marken og vinstokke plantet tilbage i 2008.

Druerne er presset let, hvorefter gæringen sker alene på mosten. Efter den alkoholiske gæring sker andengæring også i autoklave ståltanke over 6 måneder for at skabe boblerne.

Næsen er klart mere interessant end rosé udgaven. Den er dog lidt som en genert kvinde, der helt introvert sidder som bænkevarmer på en bænk i dansesalen ved høstfesten. Hun er lidt grå og neutral, men har aromaer med en smule hyld, fersken, smørblomster og man håber hele tiden, at hun slår håret ud, kaster briller, sko og kaster sig ud på dansegulvet. Det gør hun ikke, men nynner i stedet sødt med melodien fra bænken.

Boblerne er meget vage, men en smule mere syre og bitterhed gør Spumante Naufragar lidt mere interessant end roséen. Det bliver aldrig en vild syre, men igen afdæmpet, tilbageholdende og frugten bliver også en smule flad med lidt hyld. Der er nærmest ingen eftersmag, men stor saftighed og det er en rigtig sommervin til terrassen.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, men denne er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 3,5/7 

NV Sulin, Spumante Rosè Naufragar, Piemonte, Italien

NV Sulin, Spumante Rosè Naufragar, Piemonte, ItalienI den lille by Grazzano Badoglio i Monferrato regionen i Piemonte finder vi Agricola Sulin, som jeres hårdtarbejdende vinblogger nu lige har testet 16 vine fra … startende med denne Non Vintage Spumante Rosè Naufragar.

Vinhuset Sulin er grundlagt tilbage i 1919 af Adriano Fracchia og har lige siden været drevet af Fracchia familien. De har samlet 22 hektar fordelt på markerne Vigneto Adriano, Ausinet, Giovanni, Giuseppe, Ornella, Polanello og Provino.

Det er i dag Mauro Fracchia, som sammen med sine sønner Fabio og Vittorio driver markerne efter bæredygtige principper og laver en lang række spændende vine, som er opdelt i en række serier.

Fra serien Le Bollicine, altså mousserende vine kommer denne Spumante Rosè Naufragar, som er lavet på 60% Pinot Grigio, 36% Chardonnay og 4% Barbera fra Ausinet marken ved Madonna dei Monti bjerget i omkring 350 meters højde.

Vinen er lavet ved, at druerne først gennemgår en let presning og derefter almindelig gæring i rustfrie ståltanke som en almindelig hvidvin. Den efterfølgende gæring sker ikke i flasken, men i autoklave over 6 måneder for at skabe boblerne.

Næsen er meget straight-forward, lyserøde bær, kirsebær, jordbær, blomster, men ikke så kompleks. Der er ikke samme dybde som en mousserende vin lavet efter den klassiske champagnemetode, men i stedet en mere fattig, neutral, bleg og afdæmpet aroma, som ikke gør det vilde væsen af sig.

Smagen er let, en smule flad med sødme, igen mere unuanceret og neutral. Syreniveauet er pænt lavt, hvilket gør vinen både saftig, letdrikkelig og lidt af en ukompliceret pleaser. Der er lyserød frugt, meget svagt et strejf af citroner, men der mangler lidt syre og mere bundtræk. Det er klart en tørstslukker til varme sommerdage på terrassen.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, men denne er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 3/7 

2017 Weingut Deutzerhof, Heimersheimer Chardonnay, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Deutzerhof, Heimersheimer Chardonnay, Ahr, TysklandHans-Jörg Lüchau synes også, at vi lige skulle smage en enkelt hvidvin mere inden de røde  … og det blev denne 2017 Heimersheimer Chardonnay, som også overraskede den ivrige vinblogger.

Weingut Deutzerhof var den første, som startede med at dyrke Chardonnay i hele Ahrdalen. Det skete i 1991, hvor Wolfgang Hehle plantede sine første Chardonnay vinstokke på husets marker ved Lohrsdorf nær Heimersheim i den østligste del af Ahrdalen. Der har markerne en perfekt undergrund for netop Chardonnay med löss, skifter og kalksten.

Vinstokkene er løbende beskåret via grøn høst, således udbyttet bliver forholdsvis lavt med 45 hektoliter pr. hektar. Vinen er – efter et blidt pres – gæret i ståltanke med en kold 4-6 ugers lang gæring, hvorefter vinen så lagres i nye barriques ganske kort … blot 30 dage efterfulgt af yderligere lagring i ståltanke. Den korte lagring på barriques er for fortsat at sikre en stor friskhed i vinen.

Og det virker sgu ganske godt, for næsen byder på en lille bitte Chardonnay fedme, bare et lille touch, en slank fedme, som sammen med modne æbler, pærer og citroner. I munden er det syren, som er bannerfører, for vinen er meget krisp, sprød og frisk med grønne æbler, citroner og mineraler … en virkelig dejlig Chardonnay i en ubetinget frisk og slank stil.

På vingården koster vinen 18,50€ … svarende til 138 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Le Domaine d’Henri, Les Allées du Vignoble Petit Chablis, Bourgogne, Frankrig

2018 Le Domaine d'Henri, Les Allées du Vignoble Petit Chablis, Bourgogne, FrankrigFørste vin i glasset på Freias Spisetue var denne 2018 Les Allées du Vignoble Petit Chablis fra Le Domaine d’Henri, som skulle følge forretten … en lille sag med blomkål som hovedelementet.

Le Domaine l’Henri er et lille familieejet vinhus, som er ejet af Michel Laroche, der i 2009 – efter 45 år som ejer af det velrenommerede Domaine Laroche – besluttede at afslutte en æra. Årsagen var simpel, for ingen i familien kunne videreføre den tunge arv, så Michel Laroche sammenlagde derfor Domaine Laroche med vinhuset JeanJean under navnet AdVini Wine Group.

Det er i dag blandt Frankrigs største vinudbydere og Michel Laroche er nu udelukkende aktionær og bestyrelsesmedlem i AdVini, men er herudover ikke involveret i driften.

Men Michel Laroche beholdte dog selv forældrenes tidligere vingård i Chablis. Den havde havde han tidligere arvet og skulle således ikke med i det store AdVini. I stedet besluttede han at lave vine på ejendommen og vinhuset fik navnet Le Domaine l’Henri med reference og respekt til Michels afdøde far.

Det er et lille familieprojekt, som Michel driver sammen med sine 3 børn Cécile, Margaux og Romain Laroche. De har samlet 8 hektar vinmarker, hvor de ældste vinstokke stammer tilbage fra 1937, men ellers har de – i samarbejde med Claude Bourguignon og hans søn Emmanuel – plantet en række nye vinstokke.

De første vin var fra 2012 årgangen og samlet laver familien 7-8 forskellige Chablis vine, hvor denne Les Allées du Vignoble Petit Chablis er en af deres basisvine.

Vinstokkene, der leverer Chardonnay druerne til Michels almindelige Chablis er plantet i henholdsvis 1988, 1989 og 2001. Vinen er udelukkende lavet på ren ståltanke, men ellers er der faktisk begrænsede oplysninger om produktionen.

Næsen virker meget krisp og sprød … der er røg, karamel, en herlig landlig aroma, nærmest med armsved og masser af kalk, ja faktisk vildt megen kalk, mens frugten er fersken, papaya, gule æbler, melon, godt med lemon samt en smule estragon.

Det er smagsmæssigt en rigtig fin og elegant Chablis … mangler måske en smule fylde, men har en meget ren og frisk smag med en lille fedme, blomster, citronsyre og lidt krydderier. Det er rent, rundt og et lækkert glas hvidvin.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Babylonstoren, Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2018 Babylonstoren, Chardonnay, Western Cape, SydafrikaOkay … havde lige glemt, at jeg selvfølgelig også smagte endnu en hvidvin fra Babylonstoren og endda den bedste fra huset, nemlig deres Chardonnay.

Druerne køles ned og presses, hvorefter en kold fermentering starter i rustfrie ståltanke. Efter et par dage, så overføres vinen til franske 300 liters egefade, halvdelen nye og den anden del anvendt én gang tidligere og så fortsætter fermenteringen. Derefter lagrer vinen 3-4 måneder sur lie og battonage hver tredje uge. Derefter kommer vinen så retur til egefadene, hvor de lagrer yderligere 8 måneder inden aftapning på flaske.

Sikke da en næse … som nærmest skriger faglagret Chardonnay. Det er både opulent, animalsk og byder på ægte, lækker smørfedme, toast, ristede mandler og masser af vanilje. Det er en kompleks og dyb aroma, som stikker langt dybere end flot oversøiske fadlagret Chardonnay, for der er også både urter, grannåle, lemon, tørret abrikos og en overmoden honningmelon. Det sikkert vildt, voldsomt, tykt og så ganske fængslende.

Smagen er også fed, fyldig med lidt flomme, men også en tydelig syre, som dels er båret på lidt syltede citroner og grape. Det er en ordentlig mundfuld, stærk og stor … og selv eftersmagen fortsætter til den fede dame synger. Og hun er fed, hende damen, men det smager fandeme godt.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 198,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Babylonstoren, Candide, Western Cape, Sydafrika

2018 Babylonstoren, Candide, Western Cape, SydafrikaNæste vin fra Babylonstoren var deres Candide … en fin lille sag lavet på 45% Chenin Blanc, 24% Viognier, 16% Chardonnay samt 15% Sémillon.

Vinen er lavet ved, at druerne Chenin Blanc og Sémillon først presses blidt og derefter får en kold fermentering i 3 uger på rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer sur lige – altså med bærmen – i 4 måneder. De andre druer Chardonnay og Viognier er fermenteret i 300 liter franske egetræsfade og tilsvarende lagret 4 måneder på bærmen i fire måneder og først derefter er det endelige blend lavet og så tappe på flaske. .

Duftmæssigt en ganske interessant vin, hvor der både er comfort, mormorhygge, ryatæppe, syrlige animalske elementer, som pirrer, kilder og fastholder næsen dybt i glasset, masser af tropisk frugt, fersken, hyld, litchi, svagt lidt mynte og samlet set langt mere frisk end forventet, når man ser på druesorterne i blendet. Der er sgu samtidig god inderlighed og dybde i duften.

Smagen har masser af citroner, lime og grape … godt syrligt bid. Der er klart nogle grønne elementer, grønne blade, urter og igen meget mere frisk i smagen end forventet. Syren er frisk og frejdig, mens eftersmagen slutter med lidt citroner og bitterhed. Det er sgu en fin lille hvidvin og klart 4,5 med en frisk pil opad.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 155 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Babylonstoren, Sprankel Méthode Cap Classique, Western Cape, Sydafrika

2014 Babylonstoren, Sprankel Méthode Cap Classique, Western Cape, SydafrikaLad os endelig starte Babylonstoren mini-smagningen med lidt mousserende vin i kraft af denne 2014 Sprankel Méthode Cap Classique … i en fræk lille buttet flaske.

Vinen er lavet på ren Chardonnay, som er presset i hele uden afstilkning af klaserne med første gæring i rustfrie ståltanke med lagring sur lie i tankene i 7 måneder inden aftapning på flaske og anden gæringen. Derefter har vinen lagret på flaske med bærmen i 48 måneder inden degorgering, men der er ikke tilføjet nogen dosering overhovedet,

Næsen passer bare den til den lille, charmerende og buttede flaske, meget landlig, sødgæret med tropisk frugt, pærer, overmodne æbler, fersken, honningmelon, et tør franskbrød fra brødskabet samt en lille stak Mariekiks. Nice.

Smagen er utrolig tør og syrlig, masser af citron og bitter grape. Det er svært at begribe, at det er 100% Chardonnay med sådan en vild syre. Det er sgu stærkt gået, men heldigvis vinder vinen ved lidt luft i glasset og den sure kælling bliver mere omgængelig, rund, sød … ja en helt tiltrækkende og perlende kvinde, hvor syren ikke er så dominerende.

Med en mousserende vin er det altid en balancegang, at finde punktet hvor vinen får tiltrækkelig med luft uden boblerne helt forsvinder … og her holder boblerne et godt stykke. Det bliver klart 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 342,50 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay GG, Baden, Tyskland

2018 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay GG, Baden, TysklandBig sis … storesøsteren til den forrige Lahrer Kronenbühl Chardonnay fra Weingut Wöhrle er denne Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay Großes Gewächs … og sikke en sexet storesøster.

Marken Gottsacker er reelt den bedste del af Lahrer Kronenbühl … et lille plateau på bakkedraget nord for byen Lahr, hvor den dybe kalkrige jord er med til at give vinene en overdådighed, friskhed og finhed. Marken er VDP – Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter – klassificeret som en Große Lage mark

Vinen er lavet ved, at druerne først gennemgår en kold maceration i 12 timer. Derefter presses druerne og overføres til træfade for spontangæring på druernes naturlige gærceller.

Omkring 80% af fadene er nye, hentet hos bødkeren Tonnellerie Damy i Bourgogne Damy og vinen har så lagret sur lie – altså med bærmen – omkring 10 måneder med regelmæssig battonage. Vinen har beskedne 1,4 gram restsukker pr. liter.

WAUW … hvilken herlig, smørfed, aromatisk, eksplosiv og erotisk buttet næse. Det dufter herregodt med smørfedme, stor tropisk frugt, mango, abrikos, ananas, karamel, røg og sarte, hvide blomster. Næsen har klare burgundiske elementer og hvor er det dog en gigantisk stor næse.

Smagen er fed, fyldig og cremet, småfed … nej måske endda fuldfed, buttet og epo-lækker. Der er eg, abrikos, papaya,  multifrugtjuice, en stor mango, kalkede elementer og nogen sødme. Syren er moden, fin rund og fed, men fungerer sindssygt godt og er klart tilstrækkelig til at holde de fede elementer i ave. Det er en ordentlig mundfuld … men sikke en af slagsen. Det smager vildt godt.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7