Tag-arkiv: petite syrah

2009 Beringer Vineyards, Founders Estate Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2009 Beringer Vineyards, Founders Estate Cabernet Sauvignon, Californien, USASøstervinen tirsdag var på Cabernet Sauvignon, og fortsat i Beringers Founders Estate serien. Inden vi lige smager den, så lad os kigge mere på Beringer Vineyards og nogle af de milepæle, som dette historiske hus har opnået.

Beringer Vineyards er det ældste uafbrudt fungerende vinhus i Napa Valley, og som noget unikt for et amerikansk vinhus, har Beringer produceret vin uafbrudt siden 1876, idet man under spiritusforbudet havde tilladelse til at producerede altervin til de lokale kirker. De øvrige californiske vinhuse måtte indstille produktionen i denne periode.

Vinene fra Beringer har været på Wine Spectator’s TOP 100 liste flere gange end noget andet vinhus, og Beringer Vineyards har som det eneste vinhus vundet førstepræmie som ”Wine of the Year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator.

Beringer har modtaget flere 90+ point vinanmeldelser fra Robert Parker end nogen anden californisk vinproducent og har som det eneste vinhus vundet titlen som “Wine of the year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator. Ud over dette er Beringer 11 gange blevet udnævnt til ”Winery of the Year” af Wine & Spirits Magazine.

Den ansvarlige vinmager hos Beringer Vineyards er Laurie Hook. Hun begyndte sin karriere hos Beringer i 1986, hvor hun blev ansat som ønolog. I 1997 blev hun udnævnt til assisterende vinmager til den daværende ansvarlige vinmager Ed Sbragia, og i 2000 blev hun selv hovedansvarlig, mens Ed Sbragia i dag fortsat er tilknyttet Beringer som rådgiver for Laurie.

Nå, men tilbage til vinen, som ikke er ren Cabernet Sauvignon. Der blendes en smule Petite Sirah og Cabernet Franc i den færdige vin for at tilføre yderligere krydderi og struktur og give en mere intens stil. Vinen er lagret på en kombination af franske og amerikanske egetræsfade i over otte måneder. Lagringen bidrager til en velintegreret og harmonisk vin med et strejf af cedertræ og en spicy tone.

Duftmæssigt masser af mørke bær, solbær, sol, salvie, blæk … en smule grønne noter og så desværre også for meget alkohol. Smagsmæssigt ganske okay … uden at være pragende på nogen måder, igen godt med solbær og igen amerikaner-sødmen. En pleaser, som jeg imidlertid ikke falder rigtigt for.

Købt i Vinspecialisten til 100 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

N.V. Bear Flag Wine, Dark Red Wine Blend, Californien, USA

N.V. Bear Flag Wine, Dark Red Wine Blend, Californien, USAArghhhhh, hvor jeg elsker vinetiketter, som udstråler klasse eller som bare skiller sig ud i mængden, og denne vin fra Bear Flag Wine må vist siges at høre til sidstnævnte kategori.

Vinen har jeg fået som en kær gave fra min tidligere boss efter en tur til USA, og da jeg tidligere i Randers Vinlaugh havde lavet en “etikette-smagning“, så synes han at denne vin lige passede til mig. Tusinde tak René.

Bear Flag Winery er et forholdsvis ny vinhus i Medesto i Californien. Navnet “Bear Flag” stammer fra Californiens eget flag (ja, sådan et har de åbenbart), som netop hedder The Bear Flag, har en grizzlybjørn som motiv og faktisk er helt tilbage fra 1846.

Nok historik … Bear Flag Wine ejes og drives at den unge vinmager Beth Cutler, som ved etablerede havde sat sig for at  skabe vine, hun havde lyst til at drikke hver dag. Hun ønskede også at lave vine, der produceres med druersorter, som ikke er så kendte indenfor den “normale” vinverden.

Vinen, som vi har fat i her, hedder Dark Red Wine Blend, og er uden årgang, deraf forkortelse N.V. (Non Vintage). Blendet består af druerne Petite Sirah, Alicante Bouschet, Zinfandel, Petit Verdot, og Tempranillo. Alicante Bouschet er – for mig – en lidt ukendt drue.

Det er en krydsningdrue skabt af Henri Bouschet mellem 1865 og 1885. En krydsning af Petit Bouschet og  Grenache, og druen er kendetegnet ved at have rød saft modsat den klare saft i normale blå druer.

Druen har ry for at kunne gøre selv en hvidvin mørk som natten ved tilsætning af blot en 1/5 del. Tit bruges den til massevin med meget stort udbytte, og giver farve til det meste “vin de table”. Druen bruges mest til blandinger, og giver en forbavsende blød smag.

Til at designe etiketten har Beth Cutler hyret en ung, up-coming kunstner ved navn Eduardo Bertone. Og på denne besynderlige etikette sker der en masse.

Der står selvfølgelig lidt om indhold af alkohol, der er den krævede sundhedsadvarsel, og andre ting er spredt rundt omkring på etiketten, der næsten går hele vejen rundt om flasken.

Også stregkoden ombrydes helt rundt om halsen, hvilket jeg heller ikke har set før. Deres hjemmeside er lidt i samme stil, meget spøjs og underholdende. Når man ser sådan en flaske, så har man da absolut lyst til at prøve den.

I glasset har Alicante Bouschet druen tilsyneladende sat sit fingeraftryk, for den er en mørk fætter. Duften er blommer, sød lakrids og søde, mørke frugter i det hele taget. Smagen er blød og sød … sødmen lidt for meget, men måske er den tilpasset den amerikanske smag, hvor sukkerindholdet ofte er højere. Tanninen dukker dog også op, og smagen hænger fint oppe i ganen.

Det er meget drikkevenligt, og en vin rigtig mange mennesker vil kunne lide. En rigtig cafévin … uden at snakke ondt om caféer forstås. Er måske ikke så sammenhængende og den søde smag en anelse for sød … mangler lidt elegance … men et herligt bekendtskab. Altid sjovt at prøve en vin, som ikke lige kan fås her i lille Danmark.

Pris ukendt, men på nettet kan jeg se, at den står til omkring 9 $

Vinanmeldelse 3,5/7