Tag-arkiv: gamay

Gamay er en fransk rød druesort, som i dag mest kendes fra Beaujolais i Bourgogne og vel nærmest er blevet synonym med området. Men derudover dyrkes Gamay også i Loire og Schweiz.

Gamay druen antages at stamme fra byen Gamay syd for Beaune, hvor den første gang er omtalt i 1360’erne. Dens fulde navn er Gamay Noir à Jus Blanc.

Gamay et lettere at dyrke end Pinot Noir, modner to uger tidligere, har store druer med tynde skaller, vokser ret kraftigt og beskæres derfor ofte til lave busklignende stokke.

Den giver generelt lyse vine i den lette ende af skalaen, med frisk syre og bløde tanniner. Typiske aromaer er hindbær, kirsebær, violer og sort peber. Den i Beaujolais udbredte Maceration Carbonique giver de blødeste vine med aromaer i retning af banan og fersken.

I dag er Beaujolais kommet til ære igen og Gamay har fået en renæssance.

2020 Benjamin Passot, Juliénas Vaux, Bourgogne, Frankrig

2020 Benjamin Passot, Juliénas Vaux, Bourgogne, FrankrigDer var mere godt i vente, for jeg smagte nemlig endnu en vin fra Benjamin Passot og det blev denne 2020 Juliénas Vaux.

Juliénas Vaux var én af Passots første vinmarker og vinen er da også lavet på samme måde som foregående, altså med en 100% afstilkning af Gamay druerne, semi-carbonisk vinificering og efter endt fermentering er vinen lagret en periode på egefade.

Med Juliénas Vaux er vi helt klart i samme balletkompagni, for igen finder man en lidt mørkere frugt med landlig, animalsk samt bondsk charme, kølighed og imponerende dybde. Der er blæk, tørv, lakrids, masser af kirsebær, kirsebærsaft og brombær samt samme diskrete fadpræg som hos Escuissin med sprød bacon, kanel, vanilje og karamel.

Juliénas Vaux har også masser af saftighed … måske lige knap så feminin og burgundisk som Escuissin, men har en bundløs dybde, en levende, spændstig og igen dansende syre, integrerede tanniner, let peber, vild god frugt … smager sindssygt godt. Det er anderledes end Escuissin, men har samme touch og charme.

Forhandles af Blancs.dk, hvor en flaske koster 235 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Benjamin Passot, Juliénas Escuissin, Bourgogne, Frankrig

2020 Benjamin Passot, Juliénas Escuissin, Bourgogne, Frankrig Benjamin er et ungt, lovende talent, som startede sin vingård i 2017, hvor han købte parceller på marken Juliénas les Escuissin og Juliénas Vaux. Nu smager jeg netop 2 vine fra disse marker og starter med denne 2020 Juliénas Escuissin.

Benjamin driver sit lille vinhus Domaine Benjamin Passot, der  ligger ved byen Vauxrenard lidt nordvest for både Fleurie og Chiroubles i Beaujolais.

Den unge vinmager er selv fra Bourgogne og arbejdede også 7 år i Vosne-Romanée inden han i 2017 startede for sig selv med købet af beskedne 1 hektar marker på Juliénas les Escuissin og Juliénas Vaux, som han fra starten dyrkede 100% økologisk. Allerede fra start fik hans nye vinhus hurtigt 2 stjerner Coup de Coeur i medieguiden Guide Hachette 2021.

I dag har Benjamin Passot over 3 hektar fordelt på vinmarker i både Juliénas, Chiroubles, Chénas, Moulin-à-Vent samt Morgon. Bejamin er meget passioneret og ivrig efter at udføre sit arbejde på bedst mulige måde.

De købte vinmarker er nøje udvalgt med respekt af terroir, historie og muligheder … og alle er med det samme omlagt til økologisk drift.

Hver plot vinificeres da også hver for sig og alle druerne høstes ved håndkraft for ikke at beskadige druerne. Der arbejdes også med hel 100% afstilkning, en semi-carbonisk vinificering og gæring alene på de naturlige gærceller og hver cuvée lagres på egefade … helt klart inspireret af vinifikationen i Bourgogne.

Denne Juliénas Escuissin er lavet over samme læst … altså 100% afstilkning af Gamay druerne, semi-carbonisk vinificering og efter endt fermentering er vinen lagret en periode på egefade.

Duftmæssigt er vi godt ude på landet med en herlig landlig, bondsk, animalsk, kølig, luftig og tøjlet vildskab, der både byder på dybde, en urkraft af sorte kirsebær, kirsebærsaft, brombær, blæk og alligevel en svævende, elegante og meget indbydende aroma. Derudover er der let ristet bacon, et svagt drys vanilje samt karamel, der lige så lige giver vinen dette affable, imødekommende ansigt.

Smagen er læskende, kirsebærsaftet med en let dansende syre, som vitterlig har fået nogle rustikke fine, sarte satin balletspringsko på og er kommet godt op på tæerne. Det er smagsmæssigt ikke så bondsk, men har denne sarte, smukke, feminine og burgundiske side, som får en til at falde tilbage i stolen og bare nyde øjeblikket. Hvor smager Passots Juliénas Escuissin imponerende godt.

Forhandles af Blancs.dk, hvor en flaske koster 235 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Robin Goutallier, Y’a Pas Que d’la Pomme, Bourgogne, Frankrig

2021 Robin Goutallier, Y'a Pas Que d'la Pomme, Bourgogne, FrankrigDet er ikke kun æble … betyder Y’a Pas Que d’la Pomme, og det er netop navnet på næste vin fra Robin Goutallier, der jo holder til i Quincié-en-Beaujolais.

Det er selvfølgelig igen ren Gamay, men fra vinstokke, der er en smule ældre end ved fra marken med druer til 60% de Velours og samlet vel omkring 5-10 år ældre. Det betyder at stokkene er 35-40 år gamle.

Vinificering er sket ganske klassisk med carbonic maceration på hele klaser uden svovl i glasfibertanke ved 25-27 grader med druernes naturlige egne gærceller. Efter gæringen er det presset i en gammel trækurvepres og så lagret i tankene en periode.

Duften er bondsk, saftet med lidt banan, grøn peber, godt med kirsebær samt kirsebærsten, kristtjørn, en smule blæk, blyanter og tavlekridt … og så må den skriftlige stil også kunne laves. Virker en anelse mere luftig end 60% de Velours, men har ellers nærmest samme tråd.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor den også har denne virkelig lette, fine syrlige og lidt saftede kant. Det er så rundt og blødt, at der sgu ikke er modstand hele vejen … på ingen som helst måde. Den er måske ikke bedre end 60% de Velours, men har måske endda mere arketypiske Beaujolais karaktertræk.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor du pt kan få en kasse med 6 flasker til 900 kr. og det er kun 150 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Domaine de Colette, Morgon Tradition, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine de Colette, Morgon Tradition, Bourgogne, FrankrigJeg knuselsker bare de fine beaujolaisvine fra Domaine de Colette, herunder altså også denne Morgon Tradition, som jeg før har smagt et par gange, men her er det i årgang 2019.

Den er selvfølgelig lavet på 100% Gamay, som kommer fra 50 år gamle vinstokke fra husets marker i Morgon. Den er lavet med hele drueklaser, som gærer efter macération carbonique metoden i 9-10 dage, hvorefter det hele presses og så lagrer mosten på egefade i 8-9 måneder. Derefter flaskes vinen.

Nam nam for en duft … virkelig arketypisk Beaujolais, masser af bondeballade, virkelig herlig bondsk og animalsk aroma, hvor der kommer lidt banan, grøn peber, blomsterpollen, ensilage samt en frugt, der kan virke lidt tørret med sorte kirsebær, blåbær, søde krydderier, kardemomme, let kanel samt masser af tørt træ.

I munden er der stor saftighed med en tydelig syre … det er lys og lettere frugt, kirsebær, hindbær, ribs og så ellers godt med fennikel, fennikelfrø, lakrids, jern, mineraler, bitterhed, grøn peber, blomster og holder dig virkelig oppe på tæerne. Elsker den.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Jacques Depagneux, Beaujolais Vieilles Vignes Cuvée Louis, Bourgogne, Frankrig

2020 Jacques Depagneux, Beaujolais Vieilles Vignes Cuvée Louis, Bourgogne, FrankrigVi skal have lidt beaujolaisvin i form af denne 2020 Beaujolais Vieilles Vignes Cuvée Louis fra vinhuset Jacques Depagneux, der i dag er ejet af J.M. Aujoux Group.

J.M. Aujoux ligger i Fleurie halvvejs mellem Roche de Solutré, der er fødestedet for den berømte Pouilly-Fuissé og det ikke mindre berømte Mont Brouilly.

Huset er da også specialist i Beaujolais og Mâconnaise-vine. Det er grundlagt i 1938 af den schweiziske forretningsmand Mr. Amann og dengang hed firmaet Beaujolais Wine Company, men senere i 1954 fik det navneændring til Aujoux efter den tidligere CEP Jean Marc Aujoux, der var speciel fremsynet.

I 1996 erhvervede J.M. Aujoux også Domaine Jacques Dépagneux og dets 2,6 hektar store monopolmark Viré-Clessé Clos du Chapitre, der i dag står bag de bedste vine fra huset.

J.M. Aujoux er både vinavler, negociant og producent … opkøber altså også druer fra vinavlere i både Mâconnaise og Beaujolais, men også fra avlere i  Languedoc og Roussillon regionen. Det er et pænt stort foretagende, som årligt over 10 millioner flasker vin, der både sælges i Frankrig og rundt om i verdenen. Foretagendet er i dag ledet af Bruno Mallet.

Vi smager her deres 2020 Beaujolais Vieilles Vignes Cuvée Louis, der  er vinificeret på klassisk vis, hvor halvdelen af alle druerne har gennemgåe semi-carbonic maceration, mens resten så har startet gæringen på almindelig vis ved en lidt højere temperatur i syv dage. Efterfølgende er druerne så blevet presset og lagret i kortere tid i ståltanke inden aftapning på flaske.

Okay lys i glasset og op strømmer klassiske Gamay noter med kirsebær, jordbær, ribs, blæk, lidt bananer samt kogte vingummier, nogle letgrønne noter, violer, god friskhed og man fornemmer sgu næsten også en pæn saftighed.

I munden kommer der også en klassisk Beaujolais saftighed … har denne rustikke og bondske stil, godt med kirsebær, jordbær, ribs og nu tilsat lidt peber. Der er stor frugtintensitet, blide tanniner, en lille mineralitet, men det er mest det læskende og saftige, som virkelig kommer frem i denne lille charmetrold sammen med en syrlig og frisk smag. Til prisen er den proppet med drikkeklar charme.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Robin Goutallier, 60% de Velours, Bourgogne, Frankrig

2021 Robin Goutallier, 60% de Velours, Bourgogne, FrankrigDet er sgu ikke mange dage siden, at jeg smagte denne fine 60% de Velours beaujolaisvin fra Robin Goutallier i årgang 2020 … men nu smager jeg den igen, blot i årgang 2021.

Gamay druerne kommer fra en 30 år gammel parcel på Pierre Bleue, altså en slags blå granit. Vinificering er sket klassisk med carbonic maceration på de hele klaser i glasfibertanke ved 25-27 grader uden svovl alene med druernes naturlige egne gærceller. Efter gæringen er det presset i en gammel trækurvepres og så lagret i tankene en periode.

Igen en fin syrlig, landlig, lunken mødding, en bondsk og behåret dyrisk aroma, men måske ikke så eksplosiv med de landlige noter. Den virker klart mørkere i aromaerne … frugten et notch mørkere end 2020’erne, men fortsat i den maskuline afdeling med blå frugt, blåbær, kirsebær, røget kød, beef-jerky, juicy oksefond, tavlekridt, frugtlakrids og blæk samt lidt banan. Den virker på en eller anden måde en smule rundere og blødere i aromaerne, men fortsat arketypisk Beaujolais.

I munden er der samme syrlig og frem for alt saftighed … er måske endda saftigere end 2020’erne. Igen har vinen en bondsk og meget frugtrig smag med rabarber, kirsebær og blåbær med lidt saftig syre. Det er vildt tiltrækkende, at Goutallier kan få så megen saftighed frem og man sidder næsten og føler, at vinen løber ud af mundvigen og ned af hagen, så man ligner en baby, der har fået sit første glas sodavand. Det glider ned, så hagesmækken bliver våd og kåd, er virkelig elegant, blød og svævende.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor du pt kan få en kasse med 6 flasker til 870 kr. og det er kun 145 kr. pr. flaske, hvilket vist nærmer sig tyveri.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Robin Goutallier, 60% de Velours, Bourgogne, Frankrig

2020 Robin Goutallier, 60% de Velours, Bourgogne, FrankrigElsker Beaujolais, så vi napper endnu en af slagsen … en 60% de Velours fra den unge vinmager Robin Goutallier, der holder til i Quincié-en-Beaujolais.

Robin Goutallier boede er egentlig lærer og boede med sin familie i Villefranche-sur-Saône, men flyttede fra byen til en lille vingård i søgen efter et roligere liv og da gården havde en smule vinmarker, så begyndte han at lave lidt vin.

Der er nu ikke mange marker … alene 1 hektar og 30 bistader og markerne ligger både ved Quincié-en-Beaujolais og Marchampt og lige fra start har Robin omlagt markerne til økologisk og biodynamisk drift.

Han har også fået hjælp til at komme i gang, dels fra Hervé Ravera samt fra Romain des Grottes, som de første år lærte Robin  selv at vinificere vinene. De har begge påvirket hans arbejde i vingården samt i kælderen … og begge laver også selv naturvine.

Med denne 60% de Velours kommer Gamay druerne fra en 30 år gammel parcel på Pierre Bleue, altså en slags blå granit. Vinificering er sket ganske klassisk med carbonic maceration på hele klaser uden svovl i glasfibertanke ved 25-27 grader med druernes naturlige egne gærceller. Efter gæringen er det presset i en gammel trækurvepres og så lagret i tankene en periode.

Dejlig syrlig, landlig, bondsk aroma, vild saftighed og virker næsten behåret og har også blæk, grafit og skolekridt, godt med kirsebær, kirsebærtærte, meget frisk frugt, nogle grønne noter, beef-jerky, oksefond samt frugtlakrids, tørre krydderier … og klart med lidt mørke og mandlige muskler.

I munden har vinen denne bondske, elegante og totalt frugtrige smag med rabarber, kirsebær og blåbær, alt leveres blødt og cremet med en syrlig frugtrigsom … monstergod stil, god smag og svær at slippe. Hvis man kunne graduere saftighed, så er vi her oppe i den høje del af skalaen, væskefyldt, juicet og får safterne i sving.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor du pt kan få en kasse med 6 flasker til 870 kr. og det er kun 145 kr. pr. flaske, hvilket vist nærmer sig tyveri.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Laura Lardy, Morgon Côte du Py, Bourgogne, Frankrig

2019 Laura Lardy, Morgon Côte du Py, Bourgogne, FrankrigMed Laura Lardy smagningens sidste vin kunne jeg så atter sige très très bon samt magnifique, for det er Lauras 2019 Morgon Côte du Py.

Vinen er lavet med Gamay druer fra 60 år gamle vinstokke på den legendariske Côte du Py mark, der har en mere mørk og maskulin jordbund med blå skifer og en perfekt sydlig eksponering,

Vinen er lavet ved, at druerne først er sorteret, hvorefter der sker  helklasse carbonic maceration i betontanke med duernes naturlige gærceller. Derefter er den presset og lagret 6 måneder i gamle fade inden flaskning uden klaring eller filtrering og med et minimum svovl.

Som med forrige Moulin à Vent Le Mont, så har denne Morgon en mere tæt, kompleks og intens duft af frisk frugt, men her er der bare lige lagt et lille lag ovenpå. Det er sådan nærmest våde træ, gammelt træ med en smule dekadence, træolier og en svagt æterisk note. Det er fortsat en frugt med mørke kirsebær, kirsebærlikør og brombær, men fadet er tydligere med lidt vanilje, mælkechokolade, tobak, mynte, timian, lakrids og tørrede blomster.

I munden er Morgon Côte du Py også kraftigere, mere fyldig og så tættere med en større sødme end de 3 forrige vine fra Lardy. Det er tørt, intenst og fyldigt på den lette måde. Der er mørke kirsebær og brombær, lakrids, rund og omfavnende med et imødekommende, høfligt, rart og venligt ansigt. Morgon Côte du Py er nok mere let elskelig end de øvrige vine fra Lardy og alligevel får man noget ekstra, så dermed igen 5,5 store tomler, men nu med pil op.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Laura Lardy, Moulin à Vent Le Mont, Bourgogne, Frankrig

2020 Laura Lardy, Moulin à Vent Le Mont, Bourgogne, FrankrigDet er svært ikke at blive begejstret for Laura Lardys fine Beaujolais vine og det er skam også tilfældet med næste vin, som er en Moulin à Vent Le Mont 2020.

Moulin à Vent Le Mont vinen er lavet med Gamay druer fra 65 år gamle vinstokke på Le Mont marken, der har en jordbund med sand og nærmest lyserød eller pink granit, mens marken har en nordlig  eksponering,

Vinen er lavet ved, at druerne først er sorteret, hvorefter der sker  helklasse carbonic maceration i betontanke med duernes naturlige gærceller. Derefter er den presset og lagret 6 måneder i gamle fade inden flaskning uden klaring eller filtrering og med et minimum svovl.

Duftmæssigt er Moulin à Vent Le Mont en tak mørkere end Fleurie vinen, men der er også skruet op for landligheden, det animalske og dyriske. Der er mere blæk, frugten lidt mere rank og bitter med både tranebær og kirsebær, mens fadpræget også virker lidt tydeligere og giver en anelse vanilje, mælkechokolade og timian. Frugten virker nu mere koncentreret og kompleks, så måske reelt er det en større vin end Fleurie’en, men uden samme lethed i duften.

I munden folder vinen så dog flot ud … meget smooth og smagen kommer sådan nærmest flydende, først lidt forsigtigt, men det bliver bare ved og forstærkes ved tid i munden. Det er klart en kende mere mørk og maskulint, men leverer i stedet på frugtsmag. Tanninerne er ganske blide, så dem kommer man ikke op at slås med, så samlet set absolut en fin Beaujolais vin.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Laura Lardy, Fleurie Les Côtes, Bourgogne, Frankrig

2018 Laura Lardy, Fleurie Les Côtes, Bourgogne, FrankrigDen næste vin fra den unge vinmager Laura Lardy er fra et af mine ynglingsområder i hele Beaujolais, for det er nemlig en Fleurie … en 2018 Fleurie Les Côtes.

Her kommer alle Gamay druerne fra 50 år gamle stokke på marken Les Côtes, der har en jordbund med sand og en sort granit, mens eksponering er sydøst.

Vinen er lavet ved, at druerne først er sorteret, hvorefter der sker  helklasse carbonic maceration i betontanke med druernes naturlige gærceller. Derefter er den presset og lagret 9 måneder i gamle 3.000 liters foudres inden flaskning uden klaring eller filtrering og med et minimum svovl.

Duftmæssigt en herlig let aroma, hvor der både er blæk, ler og så blomster … masser af violer. Frugten er måske ikke helt så lys som forventet, men det er mere kirsebær, rabarber og brombær, grøn peber, rå champignon, let banan samt kandiseret appelsinskal.

Hvor smager det godt … let, silkeblidt, feminint, kvindagtig og forførende med en saftig, læskende smag. Igen er frugten ikke helt lys, men der er lidt bid i smagen med nogen syre, lidt peber, urter og mørk chokolade med svag bitterhed og sødme. Det smager rasende godt, så vild saftig og alligevel med kant og bid.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7