Tag-arkiv: grenache

Grenache er en rød druesort, som stammer fra Aragón i Nordspanien, hvor den er kendt som Garnacha. Den er én af verdens mest udbredte røde druesorter … i 1990’erne faktisk den 2. mest udbredte rødvinssort og findes i stort set alle vinlande.

Oprindeligt var Grenache mest udbredt i Spanien, men store dele af vinstokkene blev revet op gennem 1980’erne, så der er i dag 82.300 hektar i Spanien, mens der er 95.700 hektar i Frankrig, der har flest plantede Grenache vinstokke, specielt i det sydlige Rhône.

Grenache er også mest kendt for sin rolle i Provence og Rhône, hvor den tager afgørende del i områdets rødvine og rosévine. Der spiller druen også rollen som hoveddruen i Châteauneuf-du-Pape. Den indgår i det hele taget oftest i blandinger med andre druer.

Grenache er karakteriseret ved en usædvanlig kombination af lys frave og høj alkohol. De har sød og frugtig smag med modne jordbær og hindbær samt urtepræg. Vine på Grenache varierer lige fra pænt kraftige til helt lyse og lette rødvine.

Sorten foretrækker sol og varme. Den modner sent og yder godt. Udbytterne skal dog holdes nede for at opnå acceptabel kvalitet og er samtidig vanskelig at vinificere. Den har let ved at opnå meget høje alkoholprocenter på grund af dens naturligt høje indhold af sukker.

2012 Vinos de Benjamín Romeo, Predicador Tinto, Rioja, Spanien

2012 Vinos de Benjamín Romeo, Predicador Tinto, Rioja, SpanienNæste vin er høj i hatten … det er nemlig vinen Predicador, som kommer fra Vinos de Benjamín Romeo, også kaldet Bodega Contador.

Vinhuset ligger få hundrede meter øst for byen San Vicente de la Sonsierra og er grundlagt i 1995 af Benjamín Romeo, da han købte en købte en hundrede år gammel hule hugget ind i klippen under slottet i byen San Vicente de la Sonsierra. Han begyndte samtidig at købe vinmarker for at blive rigtig vinproducent … eller bodeguero som man siger i Rioja.

I 1996 lavede han sin første årgang af vinen La Cueva del Contador, produceret i sine forældres garage i San Vicente de la Sonsierra.

Inden købet af de gamle kældre havde Benjamín Romeo arbejdet som vinmager på Bodegas y Vinedos Artadi. Det vinhus gik i øvrigt senere hen og fik 100 Parker point, nemlig for vinen Viña el Pisón, men det var nu et godt stykke tid efter Benjamín Romeo havde forladt Artadi.

I de efterfølgende år opkøbte Benjamín Romeo yderligere vinmarker, og i 1999 lavede han sin første årgang af vinen Contador … husets nye topvin. Produktionen var dog begrænset af både de ydmyge faciliteter i forældrenes garage samt kapaciteten i den gamle kælder.

Gennembruddet for Benjamin Romeo kom i år 2000, hvor Contador scorede 98 point af Robert Parker … en score, som Benjamin dog tog med ophøjet ro og kommentaren; var det alt?

Efterfølgende har Benjamín Romeo da også høstet såvel 98 point i 2001 som 99 point i 2003, indtil det hele kulminerede i 2004 med 100 point. Efterfølgende år 2005 af Contador opnåede også imponerende 98 Parker point.

Dermed findes der i dag kun to bodegaer i Rioja, som har modtaget de berømte 100 points af Robert Parker, Bodegas y Vinedos Artadi og Vinos de Benjamín Romeo.

Successen gjorde det også muligt for Benjamín Romeo at flytte fra garagen. Sammen med arkitekt Hector Herrera tegnede Benjamin en topmoderne vingård, som blev bygget i 2006-2008, lige mellem alle vinmarkerne, eller i hvert fald nogle af dem, for Vinos de Benjamín Romeo har i alt 50 små parceller.

Samlet ejer bodegaen omkring 30 hektar vinmarker, som alle dyrkes og passes biodynamisk. Og det giver basis for 8 forskellige vine på Vinos de Benjamín Romeo … selvfølgelig topvinen Contador så fx også denne Predicador, der laves i både en hvid og en rød.

Predicador ligger sådan nærmest midt i feltet af vinene, og er lavet med druer fra yngre vinstokke, typisk mellem 20 og 35 år. Druerne kommer fra forskellige marker.

Det er markerne Murmurón, Ábalos, Cuba Negra, Canoca, Sacramento, Guiasol, Chulato, San Francisco, Paulejas, La Rad, Emparrado, Bardallo, Hoyo, Maltabaja, Mangada og Concova y Valseca. Vinstokkene gennemgår en nærmest fanatisk grønthøst, hvor der kun efterlades en klase druer pr. gren.

Denne 2012’er Predicador er lavet på 94% Tempranillo og 6% Grenache. Vinen er vinificeret på både store egefade og i rustfrie ståltanke, hvorefter den er lagret 15 måneder på ét år gamle franske egetræsfade. Der laves årligt omkring 90.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det mørke frugter … næsten lidt gærede i udtrykket, solbær, modne kirsebær, masser af krydderier, brændte fade, eg, blyanter og cigaræsker. Der kommer lidt salt og mineraler, men samlet set en krydret powervin.

I munden er der masser af blåbær … vildt meget faktisk, men er også ganske voldsom på krydderierne, også lidt for meget for min smag, selvom det egentlig er en blød, cremet og fyldig vin.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 245 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Xavier Vignon, Lirac, Rhône, Frankrig

2016 Xavier Vignon, Lirac, Rhône, FrankrigHan er sgu produktiv den gode Xavier Vignon, vinbonde og negociant. Nu smager jeres flittige vinblogger endnu en vin fra Xavier, nemlig hans 2016 Lirac på 80% Grenache og 20% Syrah.

Xavier Vignon har jeg skrevet om et utal af gange her på Houlbergs Vinblog, så det skal jeg ikke gentage. Lad os i stedet kigge nærmere på denne Lirac … et område som vel er et af de mindst kendte områder i Rhône, selvom det har potentialet til at frembringe store vine. Det er der imidlertid ikke så mange, som forsøger og i stedet laves det meste vin derfor af de lokale kooperativer.

Vinen er lavet ved, at de håndhøstede druer gærer sammen, hvilket giver ekstra kompleksitet til den færdige vin. Omkring 70% modner på ståltank for ekstra renhed i frugten, mens 30% af vinen er modnet på egetræsfade, heraf 1/3 nye fade.

Næsen er en kende indelukket, diskret og lettere neutral, men meget ren og direkte i frugten og har godt med krydderier. Frugten er ikke fed og mørk, men mere mellemrød, kirsebær, brombær, lidt læder, lavendel samt laurbærblade.

Smagen er frisk med en vis lethed, dejlig smag i frugten med en smule sødme, jernholdige elementer og lidt peber. Det er blåbær, brombær, violer og samtidig en vis tørhed, selvom vinen er yderst drikbar og nærmest lidt cremet i munden. Det er virkelig godt lavet Rhône.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 114,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Calmel & Joseph, Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, Frankrig

2015 Calmel & Joseph, Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, FrankrigVed Val de Dagne lidt syd for byen Montirat for foden af bjerget Alaric og en kende vest for Narbonne og Middelhavet ved Lion bugten finder vi vinhuset Domaine Calmel & Joseph, som står bag denne Côtes du Roussillon Villages.

Calmel & Joseph er grundlagt i 1995 som et negociantfirma, som har specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området. Det er de to ønologer Laurent Calmel og Jerome Joseph, som står bag vinhuset og de har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

Selvom Domaine Calmel & Joseph er et negociantfirma, så ejer de også selv en gammel vingård, der kan spores tilbage til 1577, hvor den tilhørte adelsmanden Jehan de Calmès.

Til ejendommen hører der 200 hektar jord, hvor 160 hektar er sammenhængende marker. Det er dog alene 20 hektar, som består af vinmarker, mens resten er olivenlunde, kornmarker og derudover dyrkes der også lavendler samt mandler.

De to ihærdige vinmagere producerer forskellige vine fra forskellige steder i hele Languedoc-Roussillon regionen. Denne Côtes du Roussillon Villages tilhører en serie af vine, som de to herrer kalder Les Terroirs … forskellige vine fra forskellige områder i det sydfranske.

Vinen er lavet på 40% Syrah, 30% Grenache, 20% Carignan samt 10% Mourvèdre, som er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar fra marker med højt indhold af ler, kalksten, skifer og sandsten.

Druerne er høstet manuelt, sorteret og afstilket inden den alkoholiske gæring, som sker ved 28 grader over 20 dage, hvorefter vinen lagrer en periode i betontanke.

Frugten virker duftmæssigt en anelse træt eller moden, hvilket er kombineret med gammelt træ … lidt som et hus i den gamle by, nogle sødbrændte elementer, blåbær, solbær, sandeltræsolie, lidt arabiske krydderier, lavendel og en smule eg.

Smagen er blød, harmonisk og det er en meget drikkevenlig vin, der bare glider ned. Frugten er mørk, men vinen er lidt syrefattig og har et lille peberbid i enden.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2014 Comando G, Rozas 1er Cru, Madrid, Spanien

2014 Comando G, Rozas 1er Cru, Madrid, SpanienDet er ufattelig hvor stor forskel, der kan være mellem 2 vine på samme drue. Det fik vi beviset på med vinaftenen sidste to vine, for efter den imponerende – men kraftige, tætte og tunge – Tourán Garnacha fra Bodegas Morca, så serverede Jan denne florlette Rozas 1er Cru fra vinhuset Comando G. Samme drue, samme land, men totalt i en anden verden.

Comando G holder til ved Sierra de Gredos godt 80 kilomter vest for Madrid og drives af Fernando García og Dani Landi, der betegnes som et par banebrydere og to af Spaniens helt store vintalenter. I kan se de to fyre på billedet ovenfor … for enden af sorteringsbordet.

Dani Landi kommer fra en familie af vinbønder og forlod familiens vingård Jiménez-Landi i Méntrida for dette projekt, mens Fernando García til dagligt arbejder som vinmager for Bodega Marañones.

De har i Sierra de Gredos fundet flere gamle vinmarker med minimum 50 år gamle vinstokke på Garnacha og beliggende højt i 900-1.150 meters højde. Samtidig er jordbunden rig på granit, mens de varme dage og meget kolde nætter har vist sig optimalt for Fernando Garcías jagt på det renest mulige udtryk af Grenache.

De har samlet 10 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 dale, som to vinområder, nemlig både Vinos de Madrid og Castilla y León. De kaldte deres vinhuset for Comando G … en reference til de tegneserier, som de to fyre elskede som børn.

Der skulle 5 unge under navnet Comando G forsvare planeten jorden fra udefrakommende trusler, men her passerede G’et også på Fernando García og Dani Landis mission … fremme Garnacha vine fra Gredos. Gennemtænkt, grundigt og genialt.

I markerne arbejdes der biodynamisk, udelukkende ved håndkraft og tankegangen går igen i kælderen, hvor der udelukkende arbejdes med det naturlige gær, ingen filtrering og generelt en meget forsigtig tilgang, hvor vinene får lov til at udvikle sig uden indblanding.

Fermenteringen sker således med hele klaser, altså med stilke, og med lagring sker altid sur lie – altså med bærmen – i enten barriques eller foudres med et burgundisk forbillede og søgen efter stor mineralitet i deres vine.

Druerne til denne Rozas 1er Cru stammer fra et samlet areal på små 5 hektar fordelt over mange små sand- og granitholdige parceller 900 meter oppe i de kølige Gredos-bjerge nær byen Rozas de Puerto Real.

De 100% Garnacha kommer fra 50 og 60 år gamle vinstokke og dyrkes biodynamisk på de ofte uvejsomme skråninger mellem klipper og træer, og at arbejdet i markerne foregår ved håndkraft er dermed den største selvfølge.

Vinen er lavet med spontangæring på druernes egne gærceller, hvilket sker i store 30-40 hektoliter åbne tanke afløst af 12 måneders lagring i gamle egetræsfade. Til sidst er vinen aftappet uden stabilisering eller filtrering og med minimal svovl.

Og WAUW samt mere WAUW … sikke en næse med en klar bio bio kant, blomsterflora, amaretto kirsebær, granatæbler, gylp, syrlig krudt, røg, mineraler, lakrids, mødding, gæret i frugten, let, svævende med en lys og hengemt modenhed i frugten.

I munden er vinen saftig, let og kølig -igen WAUW – med bio kant, lethed, virkelig vedkommende, utæmmet, læskende saft. Det er let, mineralsk med let frugt, jordbær, ribs og kirsebær, totalt cremet og smelter nærmest i munden. Jeg er vildt begejstret. Dette er sgu en overraskende og totalt fabelagtig vin … Grenache med burgundiske træk fra Spanien. Mums og mere mums.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 359 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 279,50 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 Domaine Didier Charavin, Rasteau les Parpaïouns, Rhône, Frankrig

2016 Domaine Didier Charavin, Rasteau les Parpaïouns, Rhône, FrankrigDomaine Didier Charavin ligger lige udenfor Rasteau by … og derfra smager vi denne Rasteau les Parpaïouns … klassisk Rhône vin.

Vinhuset drives af Didier Charavin, som er 4. generation af vinavlere i Rasteau. Han overtog driften af vingården i 1985 , og indtil da havde familien ikke lavet egne vine, men solgt hele produktionen til naboer og det lokale kooperativ. Han besluttede sig for selv af lave, flaske og sælge vinene fra gården og opkaldte vinhuset efter sig selv Domaine Didier Charavin

Derefter blev gårdens kældre udbygget, og derfra laver Didier i dag sine vine, selvom han fortsat sælger en lille del af druerne til kooperativet. Men han har også hele 50 hektar vinmarker, hvor 44 ligger i Rasteau, mens de sidste 6 hektar er i Roquemaure.

Her smager vi Didier Charavins Rasteau les Parpaïouns, som er lavet på 50% Grenache, 40% Syrah og 10% Mourvedre fra 60-100 år gamle vinstokke fra de 3 marker  Quartiers de Villeneuve, Le Fournas og Les Chabertes.

Vinen er kaldt Parpaïouns som en hyldest til hans far, som fik øgenavnet Parpaïouns, der betyder sommerfugl på provencalsk. Vinen er produceret helt efter de gamle, klassiske metoder, bl.a. tramper Didier selv druerne og den er lagret i egetræsfade, men hvor lang tid fremgår ikke.

I næsen er ganske pæn tørhed, Rhône krydderier, grafit, syrlig og mørk frugt, tørret kød, sorte oliven og virkelig klassisk Rhône vin på alle måder. Smagen er læskende, saftig, ren og faktisk meget easygoing med et drys peber i eftersmagen.

Forhandles af Rasteauvin.dk, hvor prisen er 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Vignoble Vellas, La Force de l’Age, Roussillon, Frankrig

2017 Vignoble Vellas, La Force de l'Age, Roussillon, FrankrigLa Force de l’Age betyder alderens styrke … og med højoktan 17% er der bestemt styrke i druesaften. Vinen er lavet af Nicolas Vellas, men på kooperativet Les Vignerons de Maury under netop appellationen Maury i Roussillon.

Nicolas Vellas driver familiefirmaet Vignoble Vellas, som både er producent, negociant og handelsfirma. De laver således deres egne vine og vine på druer købt hos vinavlere rundt om i regionen. Mange af vinene laves også lokalt, som fx denne La Force de l’Age, der er lavet i samarbejde med folkene på kooperativet i Maury.

Nicolas Vellas overtog for 20 år siden driften af Vignoble Vellas fra sin fader, der også grundlagde firmaet, selvom familien faktisk har været vinbønder i fire generationer.

De har egentlig ikke selv ret mange marker, alene 120 hektar omkring Montpellier fordelt på 5 ejendomme, Domaine Mas du Pont, Le Domaine Valinière, Mas de Gachon, Domaine Léo Vareille og Domaine Garoloup.

I stedet har de langtidsaftaler med en lang række vinavlere  i både Languedoc, Sud-Ouest, Rhône og Provence. Samlet har de aftaler med over 60 vinavlere og laver over 300 forskellige vine.

Denne La Force de l’Age er – som sagt – lavet i samarbejde med kooperativet Les Vignerons de Maury, som er grundlagt tilbage i 1910 og ligger midt i Maury.

Vinen er på Grenache og Syrah, men fordelingen kender jeg ikke. Druerne kommer fra den forholdsvis nye appellation Maury Sec i Roussillon og nogle mindre marker med lidt over 100 år gamle vinstokkeplantet i skifferholdig jord.

Druerne har fået lov til at hænge til helt frem til midten af oktober, så de naturligt er tørret ind på vinstokkene. Kun de bedste af de resterende druer udvælges og håndplukkes. Vinen har lagret 11 måneder i nye franske egetræsfade.

Men hvordan smager sådan en 17% fætter så? Ja, duftmæssigt er det en kraftig vin med masser af krydderier, peber og så sindssygt megen eg … virkelig oaky. Frugten er solbær, brombær, blommer, figner og det suppleres lige med en lille fin syrlighed i frugten.

Smagsmæssigt er vinen meget tør … men der er slet ikke så megen bulder, som jeg havde frygtet med de 17%. Dermed bliver det aldrig en marmeladevin, men en dyb, peberet, fed, kraftig og tør vin med kraft og bestemt også et alkoholbid.

Det kan måske stilmæssigt minde om aussi Shiraz, men er en brølstærk og muskuløs herrevin, men den har også kakao, chokolade, sød tobak, der leveres blødt og cremet.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Xavier Vignon, 100% Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2015 Xavier Vignon, 100% Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigFra den altfavnende og produktive franske vinbonde og negociant Xavier Vignon smager vi nu hans 100% Côtes-du-Rhône med selvbestaltet kongekrone på og i den fremragende årgang 2015.

Xavier Vignon har jeg skrevet om et utal af gange her på Houlbergs Vinblog, så det skal jeg ikke gentage. Lad os i stedet kigge nærmere på denne 100% Côtes-du-Rhône.

Det er 40% Grenache, 20% Syrah, 15% Mourvèdre og resten er en blanding af Carignan og Marselan … alle fra gamle vinstokke, Syrah stokkene 45 år gamle, Mourvèdre 60 år gamle og Grenache over 100 år gamle.

Vinen er vinificeret på betontanke, og 80% af vinen er også lagret på betontankene og de sidste 20% er lagret 12 måneder på store egefade inden sammenstikning og aftapning på flaske.

Næsen er klassisk Rhône … endda lidt flæsket med røget kød, blåbær, tørrede mørke bær, egefade, sten, mineraler, sorte oliven, krydderier, læder og lidt støvet i udtrykket.

Det er en Rhônevin, som bare smager godt … ikke så mange dikkedarer og meget straight-forward, en smule peber uden det bliver for meget, jern og mineraler, lakridsrod, et tanninsk bid og varm, venlig, fyldig og rar i udtrykket.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 110 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Bodegas Morca, Tourán Garnacha, Aragon, Spanien

2016 Bodegas Morca, Tourán Garnacha, Aragon, SpanienSmack … den eksklusive topvin Tourán Garnacha hos Gil familiens seneste projekt Bodegas Morca er på alle måder en helt sindssyg vin. Intens, dyb, fed, vild og en knytnæve lige i sylten … men det skal jeg nok vende tilbage til.

Jeg har tidligere skrevet om Juan Gil Bodegas Familiares, nemlig da jeg tilbage i august måned smagte en 2014 Rejón fra en af familiens mange vinhuse, nemlig Bodegas Tridente. Ja faktisk ejer familien en lang række vinhuse i flere områder af Spanien.

Familien Gil har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil. Siden 2002 har familien med 4. generation ved roret udvidet deres aktiviteter og opkøbt en række vingårde rundt om i Spanien.

Juan Gil Bodegas Familiares ejer således i dag samlet ikke mindre end 10 vinhuse og jeg nævner i flæng; Orowines i både Rías Baixas og Jumilla, Lagar Da Condesa i Rías Baixas, Shaya i Rueda, Ateca i Calatayud, Can Blau i Montsant, Atalaya i Almansa, El Nino og Juan Gil i Jumilla, Bodegas Tridente i Castilla y León … og senest altså også Bodegas Morca, der ligger i appellationen Campo de Borja i Aragon vinregionen.

Seneste skud er netop Bodegas Morca, som er tilkøbt i 2014 … et projekt til samlet 5 millioner euro. Købet er anført af familiens direktør Jordi Flos og omfatter i dag 30 hektar vinmarker, men planen er at ekspandere til 120 hektar.

I starten var der fokus på at lave 2 Garnacha vine og første årgang blev 2015, der blev sendt på markedet i 2016 med en samlet produktion på 5-6.000 flasker.  I dag laves der 3 vine … Godina, Morca og denne Tourán.

Tourán Garnacha er den absolutte topvin fra Bodegas Morca, lavet på 100% Garnacha fra små vinmarker med gamle vinstokke, og druerne er omhyggeligt håndplukket … kun de absolut bedste anvendes til Tourán.

De nøje udvalgte druer er gæret i små rustfri ståltanke, inden vinen modnes på delvis nye franske egetræsfade i 22 måneder. Herefter er kun få udvalgte fade valgt til den endelige vin. En yderst eksklusiv produktion på få tusinde flaske og her alene i den 2. årgang fra Morca.

Duftmæssigt er Tourán Garnacha sammenpresset drueekstrakt i yderste potens med en duft, der er tæt, fed, opulent med sort frugt, blåblær, flamberede svedser og sødbrændte fade. Der er både vanilje, kanel, kafef, chokolade samt sød og blød lakrids.

Smagsmæssigt er det sindssygt blødt og cremet … og sindssygt kompakt. Den fede dame nærmest smelter i munden med en vild eksplosion af tung, tæt mørk frugt. Det en tung, tyggetung, lækker og smækker koncentrat, hvor alkoholen på de 16% også mærkes, men det er egentligt meget passende her, for de holder styr på vinens opulente kraft og vil styre selv en juleand.

Det er en tung vin … og selv flasken er sgu tung. Det er klart en ordentlig mundfuld, men på en god måde.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 899,95 kr., mens prisen er 799 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Didier Mouton, Terres & Mer Albera i Marenda, Sud-Ouest, Frankrig

2014 Didier Mouton, Terres & Mer Albera i Marenda, Sud-Ouest, FrankrigVi nupper lige sidste vin fra den lille biodynamiske vinbonde Didier Mouton … og denne gang vinen Terres & Mer Albera i Marenda … ren Grenache fra gamle vinstokke på 3 forskellige parceller.

Terres & Mer Albera i Marenda er en Vin de France, men som alle vinene hos Didier Mouton alene lavet i beskedent antal … denne alene i 354 eksemplarer med – som nævnt – druer fra 3 parceller, som ligger tæt ved Banyuls og har vinstokke plantet tilbage i 1950’erne i sandet og skiferrig jord.

Vinen er lavet med maceration på hele klaser og efter endt fermentering er vinen lagret 2 år på gamle fade. Derefter er vinen lagret 6 måneder i kar inden vinen tappes på flaske uden tilsætninger af nogen slags.

Duften er kandiserede kirsebær, bio, krudt, brun farin, opulent med masser af fedme, sødme, blødhed, men også en vis syrlighed. Smagen er til den sødere side … faktisk næsten let perlende, dog med et vist tanninbid. Men samlet bliver det en sød og kirsebærdrevet vin.

Ingen forhandler herhjemme, men i Frankrig koster en flaske 32€ … svarende til 238 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2013 Didier Mouton, Terres de Paulilles Tramontane, Sud-Ouest, Frankrig

2013 Didier Mouton, Terres de Paulilles Tramontane, Sud-Ouest, FrankrigSå er vi atter tilbage hos Didier Mouton og det lille mikro vinhus, nemlig med vinen Terres de Paulilles Tramontane … Sydvestfrankrig smagningens første rødvin.

Terres de Paulilles Tramontane er en Vin de France og lavet på druesorterne Grenache samt Carignan. Den er som de øvrige vine i det lille vinhus lavet næsten uden tilsætninger af nogen slags. Inden da er vinen dog lagret 24 måneder på barriques samt 6 måneder i tank og så derefter flasket tilsat en lille, bitte smule sulfitter. Der er lavet beskedne 300 flasker af denne vin.

Duften er let og frugten lys med en fin modenhed … overmodne kirsebær, mælket babygylp, fed blæk og nogle nærmest rhôneagtige krydderier, lidt svævende lethed, tørhed samt en lille bio-kant.

I munden er det en moden, blid vin … smelter næsten i munden, og det er jeres flittige vinblogger jo altid vild med. Det er både tæt, let og luftigt med blæk, fennikel og har masser af frugt. Syren er bare delikat, styret og alligevel let, fin og harmonisk.

Ingen forhandler herhjemme og har heller ikke fundet en pris.

Vinanmeldelse 5/7