Tag-arkiv: Spanien

2011 Bodegas Franco-Españolas, Rioja Bordón Viña Gran Reserva,, Rioja, Spanien

2011 Bodegas Franco-Españolas, Rioja Bordón Viña Gran Reserva,, Rioja, SpanienDen anden vin fra Bodegas Franco-Españolas var også en moden 2011’er, nemlig deres Rioja Bordón Viña Gran Reserva.

Vinen er lavet på 70% Tempranillo, 20% Graciano samt 10% Mazuelo aka Carignan fra marker med forskellig jordbund i de 3 underområder Rioja Alta, Rioja Alavesa og Rioja Oriental.

Efter sortering af druerne, så er de afstillet, knust ganske let  inden både en alkoholisk og malolaktisk gæring . Derefter er vinen så lagret 30 måneder på amerikanske og franske egefade … både nye og fade brugt én gang tidligere.

Hver 6. måned dekanteres vinen og efter de 30 måneder tappes den på flaske og lagrer yderligere 36 måneder inden frigivelse.

Fin moden aroma … sød mørk tobak, mild med en anelse sødme, balsamico, læder, krydderier, grønne oliven, træ og vanilje.  Selvom næsen er moden, så er det ikke så meget, at frugten er forsvundet, for der er pænt med moden frugt, sorte kirsebær, blommer, lidt kandiserede endda suppleret med tørrede blomster, let lakrids, mælkechokolade, skovbund og krydderier.

Smagsmæssigt er det blødt, modent og cremet … der er som med duften en lille frugtsødme, som virker utrolig levende og sammen med en levende syre giver vinen okay friskhed. Det er slet ikke en tung, oaky Rioja, men langt mere slank og elegant med et modent udtryk, en overraskende frisk frugt og smuk balance. Jeg er noget overrasket over vinen … langt bedre end jeg havde forestillet mig, hvorfor jeg er ovenud glad for vinen.

Der er ingen forhandler herhjemme og på vingården koster vinen 23€ … svarende til 171 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2011 Bodegas Franco-Españolas, Bordón Viña Sole Selección Tête de Cuvée, Rioja, Spanien

2011 Bodegas Franco Españolas, Bordón Viña Sole Selección Tête de Cuvée, Rioja, SpanienVia vinbloggens Instagram side @houlberg fik jeg forleden en høflig forespørgsel fra Bodegas Franco-Españolas, om jeg ville teste et par af deres vine? Det spørgsmål kender I formentlig svaret på, så sendt fra Rioja så smager jeg nu to vine fra huset og starter med denne Bordón Viña Sole Selección Tête de Cuvée årgang 2011.

Bodegas Franco-Españolas ligger helt ned til bredden af ​​Ebro-floden midt i Logroño by i La Rioja. Det er et gammelt og spændende vinhus grundlagt helt tilbage i 1890 af franskmanden Frederick Anglade Saurat fra Bordeaux i samarbejde med spanske vinavlere.

I Frankrig var mange vinmarker på det tidspunkt ødelagte af phylloxera og derfor forsøgte mange franske vinbønder at udskifte deres marker med marker i Rioja.

Allerede et par år efter etableringen, så producerede Bodegas Franco-Españolas flere ikoniske vine som vinene Diamante og Estilo Borgoña … omdømt til Rioja Bordón i 1950’erne og re-designet i 2017 som Bordón.

I 1920 – 15 år efter Frederick Anglade Saurats død – solgte den franske familie imidlertid deres andel, hvorefter Bodegas Franco-Españolas blev 100% spanskejet, men forblev et prestigefuld og ikonisk vingård, som bl.a. Kong Alfonso XIII besøgte flere gange, mens gården også kan prale af et besøg fra  Ernest Hemingway i 1956.

Siden 1984 har Bodegas Franco-Españolas været ejet af Eguizábal familien. Det var forretningsmanden Marcos Eguizábal, der købte vingården og i dag ejer Grupo Eguizábal derudover også vinhuset Bodegas Valparaiso i Ribera del Duero og online-vinhandlen Vinogalería.

Marcos Eguizábal døde i 2009, så i dag er det Borja Eguizábal, har driver familieforretningen og i 2017 stod bag en genlanceringen af ​​Rioja Bordón vinene som navnet Bordón som kendetegnet på klassiske Rioja vine.

Bodegas Franco-Españolas har selv 50 hektar vinmarker, men derudover køber de også druer fra andre vinavlere. Det betyder. at vinhuset også er pænt stort og i deres vinkælder er der da også plads til ikke mindre end 15.000 barriques.

Samlet laver vinhuset vine i 3 serier … Diamante, Bordón og derudover en serie Limited Edition og alle laves af huset vinmager Rubén Provedo, der sjovt nok startede sin karriere i laboratorierne hos L’Oreal, men i 2001 dog gik vinvejen og arbejdede for den ikoniske vingård Numanthia i Toro regionen.

Derefter arbejdede han på forskellige projekter i Ribera del Duero inden han fik ansvaret for vinene på Bodegas Tobelos, hvor han har opnået fremragende resultater igennem 13 år. Men derudover har Rubén også arbejdet i Chile, Argentina, Sydafrika og New Zealand inden han fik ansvaret hos Bodegas Franco-Españolas.

Nå, men her smager Houlberg først husets Bordón Viña Sole Selección Tête de Cuvée i årgang 2011 med 10 år på bagen. Den er fra Limited Edition serien og lavet på 100% Viura, der kommer fra en vinmark i Sojuela på resterne af en gammel gletsjer. Marken ligger i 640 meters højde med en eksponering mod nord og har gamle vinstokke, der gennemsnitlig er 80 år.

Vinen er lavet med skindfermentering … med daglig pigeage og efterfølgende en malolaktisk gæring på 225 liter barriques fra det franske Bordeaux. Derefter er vinen lagret 18 måneder på franske og amerikanske egefade med ugentlig omrøring.

I glasset kan skindfermenteringen ses på farven i glasset … masser af intens mørkegul vin og duften får dig til spontant at udbryde WHAT? For der er skrald på aromaerne, fed, aromatisk og et stort fadpræg med vanilje, honning, Nutella, mango, ananas, modne æbler, abrikos, næsten kandiseret i stilen, total svulstig med denne provokerende, tykfede fadnote, lidt harpiks, vingummibamser og varm pollen.

Smagsmæssigt er vinen både og … fedmen, som steg op af glasset, kommer også godt frem, fyldig, stor og mægtig, men vinen har også en fin, intens og syrlig side. Der er abrikos, krydderier … og hele baduljen leveres opulent, cremet og med stilsikker hånd. Nam.

Der er ingen forhandler herhjemme og på vingården koster vinen 22,40€ … svarende til 167 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Vins Nus, SiurAlta Orange, Montsant, Spanien

2020 Vins Nus, SiurAlta Orange, Montsant, SpanienMed næste vin er vi fortsat på orange billet, for det er endnu en skindfermenteret naturvin i form af vinen SiurAlta Orange fra vinhuset Vins Nus.

Vinhuset med det underlige navn – som jo ellers blot betyder nøgne vine – er grundlagt af arkitekten Alfredo Arrinbas i 2001, hvor han købte vingården Clos del Portal i Priorat.

Selvom han har stået bag en række storslående ejendomme i hans egen fødeby Barcelona, så gik han i gang med at lave vin på Clos del Portal, men parallelt startede han også et projekt i Trossos under Montsant appelationen. Her genoprettede han marker gamle vinstokke og derfra laver han naturvin under navnet Vins Nus.

Markerne i Trossos ligger i de højeste lag af Gritella og Collet Blanc i 700 meters højde med forskellige jordarter og orienteringer, drives fuldstændig biodynamisk og i markerne anvender Alfredo hest til at pløje mellem vinstokkene.

Der laves to serier af vine … InStabiles, der er de rød vine fra Priorat og så SiurAlta – bjergvinene – fra Alfredos marker i Montsant, alle er økologiske og biodynamiske vine, der alene laves i meget begrænset antal.

Denne SiurAlta Orange er lavet på et mix af Grenache Blanc, Carignan Blanc og Malvasia fra Alfredos allerhøjeste beliggende marker i 820 meters højde. Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og med mindst mulig indgriben.

Det betyder en gæring i store amfora lerkrukker over 60 dage på skindet. Derefter modner/lagres de også i amforakrukkerne inden vinen så samlet i rustfrie ståltanke inden aftapning på flaske. Der er ikke tilsat det mindste svovl eller andet skidt.

I glasset er vinen lysere orange end forrige, men der er dog langt flere gærrester i bunden af flasken … som et signal om, at her har vi alt gøre med et produkt, der er mere naturligt end det normale, men det stikkes klart af duften.

Nu snakker vi … totalt landlig, animalsk biosved af reneste karat … det er jo røvballesvedigt med både mødding, nytårskrudt, paraffin, stearinlys og bivoks, overgærende æbler, tørrede abrikoser samt appelsinskrald, grillede lemon, lettere oxiderede noter, solcreme samt lidt strandsand. Nøj, hvor er det godt.

I munden er det også næsten kandiserede abrikoser samt en citrusagtig syre, saltkaramel og – mine damer og herrer – så smager det altså forrygende. Der er røg, salte elementer, lemon bitterhed og alt egentlig doseret rigtigt fornuftigt. Det er en vin, der lige får dig til at vippe ud på det yderste af stolen, saftig, syrlig, salt bitter med en lille karamelsødme. Nam. Klart 5,5 store fingre med pil op.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 190 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Lagar de Costa, Rego do Sol Vino Blanco Natural Wine, Rías Baixas, Spanien

2020 Lagar de Costa, Rego do Sol Vino Blanco Natural Wine, Rías Baixas, SpanienMed næste vin fra den unge Sonia Costa på Lagar de Costa udfordrer hun lige en tak mere, fortsat med skindfermenteret, ufiltreret Albariño, men nu helt uden fadlagring og tilsætning af svovl … ren naturvin.

Det er med andre ord 100% nøgen Albariño fra en 1 hektar stor mark. Efter høsten smides druerne i ståltanke og gærer spontant med drueskallerne uden tilsætning af hverken gær eller andet skidt. Der er – som nævnt – heller ingen faglagring, men blot aftappet uden hverken gær eller svovl. Der er alene lavet 800 flasker af vinen.

I glasset er der nu endnu mere farve end hos foregående … og jeg siger intet om natpotter eller andet urinalt. Men vinen er også klart mere orangevinagtig og i næsen har vinen nogle af de samme noter som den forrige … sådan lidt tørret ananas og tørret mango, abrikos og kryokoncentreret æbler, overmodne æbler, noget blomstervand, fennikel, solbærblade, estragon samt salvie. Vinen virker meget dog blød, rund, saftig, men man fornemmer også en vis fladhed uden samme syre som forrige Costa vin.

Og sådan smager den vitterlig også … lidt som en karton æblemost tilsat lidt æbleeddike, masser af tørhed, citroner og lemon. Der er til gengæld masser af røg og salt i smagen. Den er – i mangel af en bedre ord – sådan lidt flad i smagen, men har denne saltede og røgede smag med abrikos, æbler og en svag oxideret bitterhed. Det er sgu en vin, som jeg er lidt splittet over … men karakter har den i metermål.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 130 kr. ved køb af 3 flasker i et særligt tilbud.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Lagar de Costa, Vino Blanco Skin Contact, Rías Baixas, Spanien

2020 Lagar de Costa, Vino Blanco Skin Contact, Rías Baixas, SpanienUfiltreret, skindfermenteret Albariño … uha jeg er allerede spændt som en fjeder. Det er denne 2020 Vino Blanco Skind Contact fra Bodegas Lagar de Costa, som jeg nu har fået i mit vinglas … kold og glasset dugger allerede forventningsfuldt.

Lagar de Costa er et lille familiedrevet vinhus samt B&B beliggende tæt ved Sartaxes i Pontevedra provinsen helt ud til stranden og bugten ved Seiñas i Rías Baixas. Vi er helt oppe i hjørnet i Galicien, hvor klimaet er vådt og gusen vælder ind fra Atlanten

Udover udlejning af 7 værelser, så laver Costa familien også vin, hvilket er lagt i hænderne på den unge Sonia Costa. Hun startede først i 2001 med at lave egne vine, selvom familien egentlig har været vinavlere i over 100 år.

Men det betyder også, at Lagar de Costa har en række marker med meget gamle vinstokke og nogle af vinmarkerne er mere end 50 år gamle og udbyttet holdes langt under det gennemsnit, som appellationen egentlig tillader.

Jorden er overvejende sandet, og havets indflydelse holder temperaturen på et årligt gennemsnit på kun 14 grader, hvilket kan giver masser af syre og friskhed til vinene.

Her smager vi så Sonia Costas Vino Blanco Skin Contact, der er lavet på 100% Albariño, som efter høst egentlig bare smides i ståltanke og gærer færdigt med drueskallerne i op til tre uger.

Under gæringen holdes temperaturen lav, så gæringen foregår langsomt og den maksimale mængde smagsstoffer trækkes ud af skallerne. Vinen er efter endt fermentering så lagret færdigt på halvstore og godt brugte egetræsfade.

I næsen er vinen støvet, aromatisk og starter med nogle grønne noter af solbærblade, salvie, estragon og fennikel samt en frugt med abrikos, fersken, stikkelsbær, overmodne æbler og lidt sødlig varme med lidt tørret ananas, søde krydderier og kalkede mineraler.

Man lad dig ikke snyde, for vinen er smagsmæssigt virkelig syrlig … vild sur med sur på, men det viser også Albariño druens spændvide fx i forhold til den Los Amantes Albariño, som jeg drak forleden. Her er de citroner, der er sure i skaldet, næsten helt ren citronsaft tilsat et skvis lemon. Det er ikke en vin for de syreforstrækkelig, så jeg sender en tanke til min forsvundne emalje, men er fortsat glad.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Bodegas Martín Códax, Martín Códax Albariño, Rías Baixas, Spanien

2020 Bodegas Martín Códax, Martín Códax Albariño, Rías Baixas, SpanienNår jeg lige har smagt en Albariño vin fra Viñas e Adegas Galegas, der er ejet af Bodegas Martín Códax, hvorfor så ikke også smage en vin fra selve kooperativet … deres Martín Códax Albariño.

Dennne Martín Códax Albariño er selvfølgelig også ren 100% Albariño, hvor druerne er høstet med et udbytte på 58 hektoliter pr. hektar og så er vinen ellers lavet på temperaturstyrede ståltanke uden lagring af nogen slags.

Duftmæssigt er vinen fed, aromatisk, blomstret … har frugt med fersken, melon, modne æbler, stikkelsbær samt lidt muskatnød samt tyggegummi og en jernet mineralitet.

I munden er vinen dog langt mere frisk, syrlig og grøn … pæn syrlighed med citroner, grape, kridt og altså bare masser af syre og en grapeagtig bitterhed. Det er en vin, hvor man liver op og alligevel med et venligt blink i øjet.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Viñas e Adegas Galegas, Los Amantes Albariño, Rías Baixas, Spanien

2020 Adegas Galegas, Los Amantes Albariño, Rías Baixas, SpanienNo muy seco … no muy dulce står der på etiketten af denne spændende vin Los Amantes Albariño fra Viñas e Adegas Galegas. Det betyder ikke særlig tør … ikke særlig sød. Men den lille illustration med manden, der forsøger at plukke månen ned til sin udkårne er da nussersød.

Lad os se, om det også gælder vinen, som kommer fra Viñas e Adegas Galegas, der er et Rías Baixas vinhus, der i 2012 blev opkøbt af Bodegas Martín Códax … og det ringer en klokke, for det vinhus er vi tidligere stødt ind i her på Houlbergs Vinblog.

Bodegas Martín Códax er et kooperativet, som ligger ved byen Vilariño tæt på Cambados i dalen Valle de Salnés i Galicien under appellationen Rías Baixas. Kooperativet er grundlagt i 1986 og tæller 270 medlemmer, som samlet dækker omkring 210 hektar vinmarker og derudover har man aftaler med yderligere 300 vinavlere om levering af druer til kooperativet.

Kooperativet har taget deres navn efter en troubadour, som kom fra byen Vigo i Galicien og levede der i 1300-tallet. Bodegas Martín Códax sponsorerer således præmien til den årlige Martín Códax digteraften og støtter en ældre musikgruppe, som også er opkaldt efter den gamle digter.

På kooperativet laves der udelukkende vine på Albariño druen, og endda hele 10 forskellige af slagsen og herudover en mousserende vin samt 4 forskellige likører. Vinene sælges under to brands, nemlig Bodegas Martín Códax samt Burgáns … hvilket i øvrigt er navnet på den bakke, som kooperativet ejendom i Vilariño ligger på.

Kooperativets vine laves af de to vinmagere Luciano Amoedo og Katia Álvarez. Luciano er 9. generation af vinbønder og han var én af initiativtager til oprettelsen af kooperativet. Derudover har han også spillet en væsentlig rolle i etableringen af appellationen DO Rías Baixas.

Katia Álvarez blev ansvarlig vinmager på kooperativet i 2005 og er uddannet ønolog, men har også studeret jordbrugsteknik med speciale i landbrug og fødevareindustri.

Viñas e Adegas Galegas  – som Bodegas Martín Códax altså købte i 2012 – ligger i Meder i Pontevedra og hører under D.O. Rias Baixas. Det er grundlagt i 1995 af Pepe Rodríguez og har 33 hektar marker, hvorfra der primært laves vine på netop Albariño … præcis som Bodegas Martín Códax.

Denne Albariño vin er lavet med druer, der er høstet med håndkraft og så er vinen ellers vinificeret på rustfrie ståltanke … både gæring og den efterfølgende korte lagring.

Los Amantes Albariño er lidt småbuttet i duften, masser af honningmelon og fersken, en frisk pæretærte, småparfumeret med gule blomster, sandeltræ. let muskatnød, symaskineolie samt sød lakridskonfekt.

I munden er det en frisk og smagfuld vin, om end fyldig med saftige æbler, fersken, abrikos og citroner. Syren bliver måske en anelse til den runde side, men det opvejes af den læskende saftige, runde og søde frugt og den umiddelbare drikkevenlighed. Det er en lille prisbasker, som alle vil finde fornøjelig.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 92 kr., mens prisen er 74,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Bodegas Piqueras, El Picoteo Tinto, Valencia, Spanien

2019 Bodegas Piqueras, El Picoteo Tinto, Valencia, SpanienTil vores nemme risotto med ærter kunne vi i Timm Vladimirs Køkken nyde den røde udgave af Bodegas Piqueras’ El Picoteo vin. Jeg synes egentlig ikke, at den passede særligt godt til retten, men måske skyldes det bare, at jeg ikke var særlig vild med vinen.

Vinen er lavet på 70% Monastrell aka Mourvèdre og 30% Syrah. Druerne kommer fra marker i 750-850 meters højde og fra vinstokke, der er omkring 30-35 år gamle. Efter høsten er den lavet med spontangæring med en løbende stigning til 29 grader for at opnå farve … og så sænkes temperaturen igen til 23 grader.

Efter endt fermentering er vinen lagret 3-4 måneder i 300 liter fade af både amerikansk og fransk Allier egefade og medium toastet.

I næsen afsløres det øjeblikkeligt, at det er en sød satan … uha, alt for sød for jeres ellers hærdede vinblogger. Det er sådan på nippet til at blive kvalm. Vinen er sødkrydret, har en lidt kogt frugt med blommer og overmodne kirsebær, en del kanel og tungt fadpræg.

Smagen afviger ikke meget fra duften … vitterlig meget sød med masser af fadnoter som både kanel og kardemomme, blommer, sol, kirsebærmarmelade … argh PAZZZZZZ. Hvis man skulle parre vinen med lidt mad, så ville jeg måske vælge noget kraftigt og stærkt … en gryde med lidt chorizo eller ovre i den kategori … ikke en risotto alene med ærter og fennikelsalat.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 89 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 2/7

2019 Bodegas Piqueras, El Picoteo Blanco, Valencia, Spanien

2019 Bodegas Piqueras, El Picoteo Blanco, Valencia, SpanienTil vor lille forret af rørt tatar smagte vi et glas – eller to – af denne hvide El Picoteo Blanco fra Bodegas Piqueras, som ligger i byen Almansa i den allernederste del af Valancia området tæt på Murcia.

Bodegas Piqueras er grundlagt tilbage i 1915 af Luis Piqueras López. Han havde en vingård og han begyndte at lave vine og sælge dem i store kander.

Senere i 1927 byggede Luis Piqueras en nye vingård på Calle Campanario i Almansa efter han havde brugt 8 pesetas på julelotteriet  … og vandt. Pengene gik til grunden og opførelse af det nye vineri.

Siden år 2000 har det været 3. generation, som har drevet vingården, nemlig de to søskende Juan Pablo Bonete Piqueras og Angel Bonete Piqueras, men siden 2010 har Angels to børn Pablo og Javier også deltaget som 4. generation.

Det er et pænt stort vinhus og de har samlet 3 marker, nemlig La Finca de los Cuchillos, Finca los Timonares og Finca El Vínculo … og bare de to sidstnævnte er på henholdsvis 210 og 280 hektar.

Her er det først deres hvide El Picoteo Blanco, som jeg smager. Den har sit navn El Picoteo fra verbet Picotear, som løst kan oversættes til at nippe eller tage af maden, altså den spanske tapas.

Vinen er lavet på 50% Sauvignon Blanc og 50% Verdejo dyrket på marker i 700-800 meters højde. Druerne er høstet om natten i de sidste to uger af august og så er vinen lavet på ståltanke med en gæring ved lav temperatur over 30 dage, hvorefter den er lagret omkring 3-4 måneder i tankene inden aftapning på flaske.

I næsen virker vinen sådan lidt fed, fyldig og sødkrydret, der er saftige ferskner, papaya, mango, sandeltræ og måske er vinen også lidt olieret. Smagen er blød, rund … igen sødkrydret med elementer af honning, træ og jern. Det er ikke en vin, som blæser dig bagover, men bestemt på et anstændigt niveau.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 89 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

N.V. Grandes Vinos y Viñedos, Ramiro II Cava Ecológico Brut, Aragón, Spanien

N.V. Grandes Vinos y Viñedos, Ramiro II Cava Ecológico Brut, Aragon, SpanienJeg var forleden med et erhvervsnetværk til en hyggelig aften i Timm Vladimirs Køkken, hvor vi sammen skulle hygge os med at lave mad sammen og selvfølgelig drikke lidt vin.

Aftenen startede – som gode aftener skal – med lidt bobler og det blev et glas af denne Ramiro II Cava Ecológico Brut, som er fra kooperativet Grandes Vinos y Viñedos, der ligger i Villanueva de Huerva i Zaragoza under Cariñena appellationen i Aragón vinområdet.

Grandes Vinos y Viñedos er opstået i 1997 ved en fusion af en lang række lokale kooperativer i Cariñena … alle oprindelig grundlagt i en periode fra 1950 til 1967. Det var nemlig kooperativerne Nuestra Señora del Pilar de Villanueva de Huerva, San Roque de Alfamén, San José de Aguarón og San Bernabé de Cosuenda, som i 1997 fusionerede og skabte ét stort kooperativ med mere en 700 vinavlere som medlemmer.

Samlet råder Grandes Vinos y Viñedos således i dag over mere end 4.500 hektar vinmarker, hvilket er over en 1/3 af samtlige vinmarker i hele Cariñenas, Markerne ligger ved foden af bjergene Algairén og Pecos mellem floderne Huerva og Jalón og spredt over alle 14 kommuner i distriktet Campo de Cariñena.

Dermed er Grandes Vinos y Viñedos en mastodont i området og deres vineri i Villanueva de Huervaer også pænt stort … ikke mindre end 60.000 kvadratmeter, hvilket svarer til 12 fodboldbaner. De har ståltanke på til 200.000 liter og en produktionskapacitet på 12.000 flasker i timen. Derudover har de en vinkælder med plads til små 20.000 egefade.

I Timm Vladimirs Køkken sad vi tæt … små hold af to foran et skærebræt og et gasblus … men med masser af hygge.

Inden vi lige kommer til vinen … så lad os da lige få et par indtryk fra aftenen i Timm Vladimirs Køkken. Det var en aften, hvor vi i hold af skulle lave to små retter … intet fancy, men ren hygge. Der var lidt instruktion af et par unge piger, men det var næsten overflødigt, for vi skulle lave en tatar til forret og en risotto til hovedret.

Lidt rørt tatar og lidt chips, radiser og en ældre æggeblomme 🙂 Peace of cake.

Til maden smagte vi også spanske vine … 2 vine fra Bodegas Piqueras i form af en hvid og en rød udgave fra husets El Picoteo serie … ikke noget at skrive hjem om, men dem anmelder jeg selvfølgelig også bagefter.

Risotto med ærter og lidt fennikelsalat, en billig men velsmagende ret.

Nå, men lade os først gøre den mousserende Cava kaldt Ramiro II Cava Ecológico Brut fra Grandes Vinos y Viñedos helt færdig. Den er lavet på druerne Macabeo og Chardonnay … men der står intet om hvordan vinen er fremstillet … med andengæring i flaske eller efter den noget billigere Charmat metode med dannelse af kuldioxiden i tanke. Når man ikke har oplyst noget, så er det formentlig efter Charmat metoden 🙂

Men cavaen har faktisk en dejlig duft … let nøddet, ristede og gærede noter, hvide blomster, æbler og pærer. Der er måske også en snert af lidt citrus … men ellers sådan meget plain uden de store svinkeærinder.

I munden har vinen et vildt brus … ikke noget forsigtigt eller sart der, men har smagsmæssigt et venligt væsen med lemon, grape og citron uden at sætte de store store mærker i sanseindtrykkene. Men det var faktisk bedste vin denne aften i Timm Vladimirs Køkken.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 140 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7