Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2016 La Bioca, Barolo Aculei, Piemonte, Italien

2016 La Bioca, Barolo Aculei, Piemonte, ItalienJeg elsker vinene fra La Bioca … det russisk ejede Barolo vinhus i Serralunga d’Alba. Sidst jeg drak en vin derfra, da var det en 2012 Barolo Aculei og hvorfor så ikke gentage det blot med en nyere årgang 2016?

Vinen er lavet med en kold udblødning af druerne i 2-3 dage inden gæring i rustfrie ståltanke over 7-10 dage. Herefter har vinen hvilet med skallerne i eftermaceration i 20 dage inden lagring i 18 måneder på 500 liters franske tonneaux fade og 300 liters blandede egefade.

Det dufter lækkert og bekræfter måske endda allerede fra første snus, at 2016 er et fantastisk år … også i Barolo. Der er allerede en lidt hengemt kælder, læder, blomster, roser, violer lyse kirsebær med let sødme, nærmest en frugtfrisk bolsjesødme, tydelig trænoter, lidt vanilje endda, lidt sur mælk, fennikel … alt samlet, ordentligt og sat i total orden og nærmest godt undervejs til at være poleret.

Der er masser af ung liv i vinen, som i munden både er spændstig, sprælsk, livlig og syrlig med fin stor tørhed, pænt med tanniner, som sætter sig dybt i ganen og efterlader en lang eftersmag med den lyse og syrlige frugt, ribs, rabarber samt lyse kirsebær. I munden er vinen ikke så poleret, men skarp, rå og lidt en usleben diamant, som måske endda bør ligge og modne i kælderen mange år … hvis man altså kan holde snitterne fra den. Bustet. Jeg kunne ikke.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 399 kr., men pt på tilbud til 299,25 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Riesling Trocken, Mosel, TysklandDet er kun 5 måneder siden, at jeg drak Ürziger Würzgarten Riesling fra Weingut Karl Erbes. Det gør jeg nu igen … blot med en lille forskel, for sidst var det i en Feinherb udgave, men nu er det i en tør Trocken udgave og endda i en stor 1 liter flaske. What’s not to like?

Det er en tør vin, men som altid i Mosel med en lille smule sødme, her vistnok 7,4 gram restsukker pr. liter, men det er selvfølgelig også langt under den halvsøde halvsøster Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, som har 20 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt minder vinen nok en smule om den sødere variant, for det er igen tropisk frugt, fersken, melon, ananas, lemon og sjovt nok også samme noter af lidt råolie, babyfedt på dellerne og nogle salte mineraler. Der fornemmes også sødme, men selvfølgelig slet ikke i samme niveau som Erbes’ Feinherb.

Smagen er klart mere ren, men fortsat med en krydret fylde og selvfølgelig uden samme sødme. Der er pærer, modne gule æbler, lemon, grillede citroner og salte mineraler. Det er bare en rigtig god, venlig og habil Riesling … og så en hel liter af herlighederne.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Castello di Volpaia, Chianti Classico, Toscana, Italien

2018 Castello di Volpaia, Chianti Classico, Toscana, ItalienSidst jeg smagte denne Chianti Classico fra Castello di Volpaia, var det i en årgang 2016 til en winemakers Dinner, som Jysk Vin afholdte. Dengang blev den præsenteret af søde Frederica Mascheroni Stianti fra vinhuset, men nu smager jeg vinen igen … blot i en nyere årgang 2018 og præsenteret af mig selv.

Volpaias Chianti Classico er lavet på 90% Sangiovese og 10% Merlot, som kommer fra flere marker … Campo a Pitti, Casavecchia, Casetto, Castellino, Campo a Prato, Montanino, Pratolino, Santa Caterina, Santa Maria Novella og Vignavecchia.

Markerne ligger i 400 – 570 meters højde og vinstokkene er plantet i periode mellem 1972-2004 i en jord med sandsten og ler. Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de er afstilket og knust let inden gæring alene med druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke ved 26-30 grader med punch down to gange dagligt.

Derefter sker en efterfølgende maceration i 10 dage inden den malolaktiske gæring og lagring 12 måneder i 30 hektoliter store slavonske egetræsfade. Der er alene 0,5 gram restsukker pr. liter.

Vinen har en etiket, som viser én af de 4 kirker, som i 1443 blev tegnet arkitekten Michelozzo di Bartolome og bygget indenfor bymuren af Castello di Volpaia fæstningen.

Næsen starter nærmest fuldstændig på samme måde som 2016’eren, altså med en lidt animalsk, gæret, mælket og flæsket aroma, en lille mørk side med tobak, mentol, ristede svampe, sorte kirsebær, tranebær og ribs … meget frisk egentlig og er der samtidig god dybde og der fornemmes en underliggende blomstret eller parfumeret syre. Vildt tiltrækkende næse.

Det er smagsmæssigt pænt tørt, masser af tætte, kraftige og stramme tanniner, masser af bid, bitterhed, ung og ustyrlig syre, masser af tør friskhed i frugten. Der spiller, prikker og driller på tungen, men igen … bare skræmmende højt niveau for en basis Chianti Classico.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 148 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Bodega Trenza, La Orphica Monastrell Iluminada, Murcia, Spanien

2018 Bodega Trenza, La Orphica Monastrell Iluminada, Murcia, SpanienDenne fine blå, småfede La Orphica Monastrell Iluminada er lavet af de to danske brødre David og Jonas Tofterup på Bodega Trenza.

De to brødre laver vine under appellationen DO Yecla i Murcia vinregionen i Spanien og jeg har tidligere smagt nogle af deres vine og skrevet en del om vinhuset.

Vinen er produceret af 100% Monastrell aka Mourvèdre druer, der er høstet midt oktober, hvor de er begyndt at tørre ind og så har tabt en stor del af deres vægt. Den metode passer godt til netop Monastrell druen, da sødmen fra udtørringen hjælper med at afrunde de store tanniner, der normalt findes i denne sort. Vinen har fadlagret 6 måneder i franske og amerikanske egetræsfade.

Våd, krydret … tør engelsk lakrids, tobak, godt med blæk, grafit, tør lerjord, mørk frugt, solbær, blåbær, svesker, lidt sorte blommer og så alligevel en lille friskhed i frugten suppleret med tør træ, sandeltræ, vanilje, svag kanel, allehånde og kaktuspiller.

Smagsmæssigt en tyk matrone … tyk, stærk og sød. Der er sgu smæk for skillingen, meget kraftig, svulstig smag, hvor en højoktan på 15% sparker, mens frugten er intens, mørk og sødmefuld. Det er sgu en rigtig danskervin, som kan give varmen en mørk efterårsdag, men kræver ellers lidt kraftig mad.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 De Grendel, Op die Berg Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2019 De Grendel, Op die Berg Chardonnay, Western Cape, SydafrikaVi tager en smut tilbage til David Pieter Berkeley de Villiers Graaff på den gamle historiske vingård De Grendel i Sydafrika og denne gang med vinen Op die Berg Chardonnay.

Og druerne til vinen kommer vitterlig fra Op die Berg, nemlig fra marker i 960 meters højde ved bjergkæden Witzenberg i Ceres, hvor der om natten kan blive virkelig koldt, hvilket kan medføre langsommere modning af druerne. Det giver langt mere koncentreret frugt og jorden er så samtidig godt drænet med et stor indhold af bl.a. gul skifer, hvilket også sikrer masser af mineralitet.

Druerne er selvfølgelig plukket ved håndkraft og omhyggelig sorteret inden de presses let, hvorved der opnås 65% af vægten i ren druesaft, som først får lov af hvile i to dage inden gæringen, som sker i franske 225 liter barriques, hvor 1/3-del er nye, 1/3-del brugt én gang tidligere og sidste 1/3-del brugt to gange før.

Efter fermentering lagrer vinene 6 måneder sur lie i fadene og undergår løbende bâtonnage med omrøring af bærmen to gange om ugen samt 1 måneds malolaktisk gæring. Der er 1,3 gram restsukker pr. liter.

I næsen er Op die Berg Chardonnay dynamit småeksplosiv … duften er nærmest en syrlig, fyldig tropisk frugt, der er godt krydret. Det er mango, ananas, tørret abrikos, pærer, kokos, litchi og grape samt et aftryk fra fadene med vanilje, karamel, røg og ganske svagt grøn peber. Krydret og elegant med pæn fyldighed.

Smagen er lettere, renene og mere syrlig end man lige forventer. Den har en vitterlig krydret syre, masser af lemon, grape … men det leveres på en blød og cremet facon. Det giver dels både en frisk vin, men også en meget behagelig vin, hvor tingene harmonerer godt samtidig med, at det også er pænt krydret. Stilmæssigt bliver det således aldrig tung Chardonnay, men frisk og velsmagende. Vi rammer dermed lige mellem 5 og 5,5 friske tomler.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Weingut Laible, Durbacher Plauelrain Am Bühl Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2014 Weingut Laible, Durbacher Plauelrain Am Bühl Spätburgunder GG, Baden, TysklandJeg har tidligere i 2017 smagt en 2015 Durbacher Plauelrain  Spätburgunder fra Weingut Laible og den imponerede mig ingenlunde. Men det gør denne Durbacher Plauelrain Am Bühl Spätburgunder Große Gewächs imidlertid godt og grundigt.

Weingut Laible eller måske rettere Weingut Andreas Laible holder til i Durbach i Baden … og kan nemt blive forvekslet med Andreas’ broders vinhus, som jo hedder Weingut Alexander Laible, hvilket selvfølgelig ikke er helt underligt. De kommer fra samme vinfamilie og har lært at lave vin sammen.

Laible familien har nemlig siden 1672 været vinbønder i 13. generationer, så det var oplagt, at brødrene Andreas og Alexander også skulle være vinproducenter. Og det blev Andreas, der overtog driften af familiens vingård, mens Alexander selv måtte ud at købe en vingård. Alexander på Weingut Alexander Laible er vi faktisk stødt på mange gange her på bloggen med sine vine.

Andreas derimod viderefører Weingut Laible sammen med far senior, der i øvrigt også hedder Andreas for at gøre forvirringen total. Men faktisk hedder den unge winzer Andreas Christian, hvis vi skal være helt korrekte og det gør det måske lidt nemmere.

Andreas Christian og far Andreas ejer samlet omkring 7,5 hektar vinmarker ved Durbach, primært parceller på marken Durbacher Plauelrain … en meget stejl skråning, hvor de bedste parceller er Große Lage markerne  Plauelrain Am Bühl samt Plauelrain-Stollenberg

De laver årligt 45.000 flasker vin, specielt hvidvine på Riesling og Weißerburgunder, men altså også lidt rød, men det er klart de hvide vine, som huset er kendt for. Vinhuset er medlem af VDP, så vinene er helt klassisk opdelt i Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Grosse Lage.

Der er ingen oplysninger om produktionen af vinen … ja faktisk ser det ud til, at de i dag slet ikke laver Große Gewächs Spätburgunder  mere, for prislisten afslører alene Gutsweine og Erste Lage rødvine, mens denne GG vin slet ikke fremgår. Fra Am Bühl marken laver Laible nu kun Riesling, Chardonnay og Grauer Burgunder.

Nevermind … vi springer så direkte på smagsnoterne.

Men det dufter vildt godt … sådan først med en mælket aroma suppleret med flæsk, babyfedme, mørke kirsebær, amaretto bær, brombær, meget ren og luftig i duftene, men også med fadnoter som vanilje og så blomsterpollen, estragon, sten og mineraler. Dermed bliver det bestemt ikke en feminin Spätburgunder, men med en anelse mere tyngde.

Men det hele leveres så blødt og cremet, at du bliver svag i knæene, masser af ren og frisk frugt, kirsebær, brombær med en lille, småsød bitterhed … skaber virkelig et zen øjeblik og smager monstergodt. Det er Spätburgunder, som gør dig afslappet og glad.

Vinene fra Weingut Laible forhandles af Bichel Vine, men denne er ikke i sortimentet og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Ernst Sebastian, Dernauer Hardtberg Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Ernst Sebastian, Dernauer Hardtberg Frühburgunder, Ahr, TysklandHerligt … nu smager jeg en vin fra Julia Bertrams familievinhus Weingut Ernst Sebastian og det er vinen Dernauer Hardtberg Frühburgunder, som er lavet af Julias tante Ricarda Sebastian med hjælp fra Julia.

Det var egentlig Julia Bertrams tipoldefar Gottfried Sebastian, der allerede i 1910 grundlagde familiens vingård, og startede med at lave egne vine fra sine marker. Det fortsatte ældste søn Anton Robert Sebastian med indtil sin død i 1966, hvorefter Julias bedstefar Ernst Sebastian overtog driften. Det er også ham, som vingården oprindelig er opkaldt efter.

Den gode Ernst giftede sig godt, idet Julias bedstemor Rosemarie allerede nogle år forinden var valgt som regional  weinkönigin for Dernau, så det ligger måske i generne, at Julia også skulle opnå samme titel.

Den stolte vinbonde og hans yndige vindronning drev sammen vinhuset Weingut Ernst Sebastian helt frem til 1998, hvor driften blev overtaget af 4. generation, nemlig Ernst og Rosemaries to døtre Andrea Bertram og Ricarda Sebastian.

De to søstre drifter vingården videre med deres samlede 2,5 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorter som Spätburgunder, Dornfelder, Portugieser og Frühburgunder samt de hvide sorter Rivaner og Riesling.

Det primært Julias mor, som står for markarbejdet, mens tante Ricarda står for produktionen i kælderen … i dag med lidt hjælp fra Julia Bertram. På flasken står der da også Abfüller Weingut Julia Bertram!

Men ellers er der faktisk ikke mange oplysninger om vinen … hverken omkring gæring eller lagring. Den er dog lavet med druer fra marken Dernauer Hardtberg, der ligger lige ovenfor Pfarrwingert … og vingården ligger jo faktisk omkring på Hardtbergstraße.

Næsen er dejlig animalsk … hestehår, måske endda ponyhentehår, forslog én omkring bordet, men i hvert fald stald, mælket, yoghurt, kærnemælk, røg, fin lethed som i Julias egne vine, oksefond, et shot blomstervand, smørblomster, jordbær, blæk og samtidig god friskhed.

Smagsmæssigt kommer jeg automatisk til at tænke på Julias vine, for denne Ernst Sebastian Dernauer Hardtberg Frühburgunder har lidt af samme feminine lethed, streng, lys, let med sure kirsebær, jordbær samt flagrende gevandter. Dejlig Frühburgunder.

Gert havde købt vinen på vingården, hvor en flaske vistnok koster 15€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Markus Molitor, Haus Klosterberg Riesling, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Markus Molitor, Haus Klosterberg Riesling, Mosel, TysklandSidst jeg drak Riesling fra Weingut Markus Molitor var hos Gert E. Nu har jeg atter fået Riesling hos min vinbuddy og det var så denne 2018 Haus Klosterberg Riesling.

Marlkus Molitor har jeg vist skrevet om mange gange her på bloggen, men Haus Klosterberg Riesling har jeg – tro det eller ej – ikke smagt før. Retfærdigvis har jeg dog smagt den i en halvtør udgave, men her er den altså i tørreste udgave med lige under 10 gram restsukker per liter … og altså ikke helt så tør endda.

Druerne kommer fra Markus Molitors marker langs med floden … alle meget stejle med op til 50 år gamle vinstokke. Druerne høstes i hånden og gæringen foregår naturligt, kun med druernes egen gær. Efter gæringen på store egetræsfade, ligger vinen i en periode på ståltanke med bundfaldet, for at få yderligere kompleksitet.

Hvor dufter det dog godt, lidt nødder sammen med lys tropisk frugt, fersken, æbler, citronsyre, sten, mineraler og en skøn inderlighed og masser af dybde. I munden er der klart Mosel sødme, men smagen er fin, elegant med blid syre, mineraler, saftighed og imponerende balance. Det er vildt højt niveau for sådan en basisvin.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Weingut Huber, Vision Grüner Veltliner Organic, Niederösterreich, Østrig

2019 Weingut Huber, Vision Grüner Veltliner Organic, Niederösterreich, ØstrigHere’s looking at you, kid … sagde Rick Blaine – spillet af Humphrey Bogart – i den fine, gamle klassiske Casablanca film fra 1942. Og nu kigger en flaske næsten anklagende på mig med sit stirrende øje. Det er Vision Grüner Veltliner Organic fra Weingut Huber.

Weingut Huber holder til midt i den lille by Reichersdorf i Traisental … en dal med kalkrig terroir i Niederösterreich. Det ligger ikke langt fra Donau floden og vel omkring 50 kilometer vest for Wien.

Weingut Huber drives af den unge Markus Huber, som I kan se på billedet ovenover. Han overtog i år 2000 driften af vingården, som har været i familiens eje i mere end 250 år, så gennem hele 10 generationer har familien lavet vin på den lille vingård i Reichersdorf.

Markus er selv uddannet ønolog fra Klosterneuburg og har ellers arbejdet som vinmager i Sydafrika, inden han vendte hjem til familiens vingård. Og det er Markus, som har satset på kvalitet og fået vingården gjort internationalt kendt.

I forvejen ligger Hubers marker rigtig godt med de beskyttende Alper tæt på. Traisental er samtidig den kommune med det gennemsnitlige højeste udsving mellem dag- og nattemperaturer, hvilket er med til at give vinene et naturligt højt indhold af syre.

Samlet har Markus omkring 50 hektar vinmarker og de bedste marker er de 3 Erste Lage marker Zwirch, Berg og Alte Setzen. Alle vinene laves indenfor appellationen DAC Traisental.

Weingut Huber arbejder meget selektivt i vinmarken, og foretager en meget streng, grøn høst for at sikre optimalt modne druer og derudover undergår samtlige vine en kontrolleret kold macaration inden druerne presses.

Markus er siden overtagelse af familiens vingård blevet én af Østrigs spændende og meget roste producenter.  Han har bl.a. opnået titler som Landessieger, 4 x Falstaff Grüner Veltliner Grand Prix vinder, guld ved London International Wine and Spirit Competition og har også fået anerkendelse af Decanter.

Her smager vi Markus’ 2019 Vision Grüner Veltliner Organic, som er lavet med druer fra forskellige vinmarker. Efter høst så udblødes alle druerne først køligt i 2 timer inden presning og temperaturstyret gæring ved 18 grader i rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer omkring 3 måneder inden aftapning på flaske.

I næsen er der blomstermark … man får næsten varmen. Der er blomsterbuketter, sæbe, marcipan, tropisk frugt, lakridskonfekt, mango, fersken, grillet lime og så fornemmes der er vis krop og fylde sammen med nogle søde, mellemøstlige krydderier.

Smagsmæssigt er der ingen fylde … nærmest slet ikke, for der er i stedet masser af lemon, citronsyre, mojito og nogle lidt jernagtige mineraler, men det stikker ikke helt dybt, for den har også en lidt vandet karakter … spinkel kan man vel sige.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Herzfeld Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Herzfeld Spätburgunder, Pfalz, TysklandNår vi nu er ved de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt, så lad os kravle op af den tyske bauhaus wienerstige og smage deres Leistadter Herzfeld Spätburgunder.

Vinen er en ny vin i fætrenes sortiment, hvor druerne er fra marken Leistadter Herzfeld, der ligger nabo til Kalkofen. Det er en vinmark med en sydvendt hældning og tilplantet med Dijon kloner.

Vinen er lavet med spontangæring i åbne kar og under gæringen er der tre gange dagligt rørt rundt i gryden for at udvinde mest mulig farve og aroma af skallerne. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på lige dele nye og brugte egetræsfade.

Både i næsen og glasset fornemmes det igen, at 2018 var et pænt varmt år, for der er slet ikke noget transparent eller let over vinen, som først farvemæssigt er klart til the dark side. Det er en tæt, tyk aroma med masser af kirsebær, amaretto, kirsebærlikør, lidt sagte aftryk fra fadene med træ, vanilje, kakao og chokolade, men meget svagt. Dertil er der nogle grønne, småurtede noter … super god intensitet.

Smagen er urtet, grøn med jern, mineraler, stør tørhed og pænt mange tanniner. Der er peber, endda godt med peber, grønne urter, blæk, jordbær, kirsebær, pænt med syre og vildt mange krydderier. Der er også pænt med surhed og en pænt vedkommende syre … grøn og svag burgundisk. Houlberg bliver glad og ligger et sted mellem 5 og 5,5 glade tommelfingre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr., men pt kan fås på tilbud til 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Houlberg har 31. oktober 2020 gensmagt vinen og denne gang – efter et råd fra Mr. Ruby – med en kraftig dekantering 2-3 timer i en skål. Duftmæssigt er det dog nogenlunde samme noter som første gang, men smagsmæssigt åbner vinen rigtig nok noget mere op og afslører en stor og brønddyb intensitet, nogle klart mere markante tanniner, men fortsat på en grøn og lidt burgundisk, megastor og næsten lammende tørhed, kompleks og så med en monsterlang eftersmag. Dermed bevæger pilen sig netop op op 6 pilfingre.

Derfor … dekanter denne vin … og hellere for lang tid end for kort.

Vinanmeldelse 6/7