Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2015 Domin & Kušický, Chardonnay, Stredoslovenská, Slovakiet

2015 Domin & Kušický, Chardonnay, Stredoslovenská, SlovakietDet er sjældent, at jeg smager vine fra Slovakiet, men for lidt over en måned siden smagte jeg vel omkring 20 prøver fra et nye projekt Dom Vinique, hvor 12 danske familier sammen har købt en vingård i Slovakiet og er i den spæde start med at lave deres egne vine.

Det skal I helt sikkert nok komme til at høre mere om på et tidspunkt og mange af vinene viste lovende takter. Jeg deltog sammen med Hans Peter fra Jysk Vin som et lille testpanel for at give input til en lang række forskellige prøver … og det var virkelig sjovt, spændende … og sikke en flok rigtig søde mennesker.

Som tak fik jeg et par flasker slovakisk vin … herunder altså denne Chardonnay fra vinhuset Domin & Kušický, der ligger i byen Veľký Krtíš i området Stredoslovenská i den sydlige del af det centrale Slovakiet ikke så langt fra grænsen til Ungarn.

Domin & Kušický – helt korrekt Víno Natural Domin & Kušický – er grundlagt til age i 1996 af den entusiastiske vinmager og ingeniør Ján Domin under navnet Natural Alimentaria.

Ján Domin havde inden etableringen mange års erfaring med produktion af vine, bl.a, havde han i mange år arbejdet som leder af den tidligere JRD Neninec, der var et af landets første vinhuse til at lave produktion af rosévine.

Siden er hans svigersøn Tibor Kušický kommet med i driften og siden 2010 har vinhuset heddet Víno Natural Domin & Kušický og drives nu af Tibor og Diana Kušický, mens Michaela Dominová er medejer af vinbruget. Men næste generation i form af Róbert, Dávid samt Adriana Kušický ser også ud til at være med i driften.

Róbert er henholdsvis salgsdirektør understøttet af Adriana, mens Dávid netop har færdiggjort sine studier som vinmager med speciel interesse i økologisk og biodynamisk vinbrug.

Vinhuset drives som et familiebrug – men oplysningerne omkring ejerne er dog sparsomme. Men de har samlet 40 hektar vinmarker, som ligger i distrikterne Modrokamenský og Vinický og dyrkes i dag fuldstændig økologisk certificeret efter 3 års indkøring efter etableringen.

Denne Chardonnay er én af husets vine … og druerne kommer fra marken Katovka, der faktisk var den første vinmark, som Ján Domin købte ved etableringen. Marken ligger i 350 meters højde mellem de to byer Modrý Kameň og Horné Strhár og den dyrkes selvfølgelig fuldstændig økologisk. Vinen kalder de selv den slovakiske Chablis, men jeg har ingen oplysninger om selve produktionen … udover vinen er lagret sur lie, altså på bærmen.

Det er duftmæssigt ved første snif en slank Chardonnay, men med mere luft i glasset lukker den mere op for sluserne og lukker også en smule fedme med, masser af tropisk frugt som både ananas, abrikos, melon, fersken, grape, lemon og en lidt kalket mineralsk note … så jo lidt Chablis drys er der faktiske over duften.

Smagen er også meget ren … langtfra overfed eller voluminøs, men ganske elegant med krydderier, grønne æbler, fersken, abrikos samt grapefrugt, en rustik syre … tør, krydret samt skarp med mineralitet i eftersmagen og faktisk er flot niveau, hvor man aldrig havde gættet, at dette er fra Slovakiet.

Vinen koster omkring 10,40€ i hjemlandet … svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Jakob Jung, Riesling Classic, Rheingau, Tyskland

2019 Weingut Jakob Jung, Riesling Classic, Rheingau, TysklandDet gamle vinhus Weingut Jakob Jung ligger i  byen Erbach ved Eltville am Rheinden i den østlige del af Rheingau … én af Riesling druens højborge. Huset drives af jungwinzer Alexander Johannes Jung og nu smager jeg igen hans Gutsriesling … hans 2019 Riesling Classic.

Jeg har tidligere skrevet hele historien om vinhuset, nemlig da jeg for næsten 1 år siden smagte denne samme vin, blot i årgang 2018. I det blogindlæg kan I også læse om den unge Alexander Johannes Jung og mere om produktionen fra huset.

Her kigger vi alene på hans basis Riesling, der er vinificeret på rustfrie ståltanke uden lagring på egefade. Indholdet af restsukker er et niveau under 2018’eren, for denne årgang 2019 har nemlig blot 7,7 gram pr. liter og holder sig dermed indenfor grænsen for tørre vine, er normalt ligger under 9 gram.

Duftmæssigt er det en fyldig og kraftig Riesling, hvor frugten er en kombo af både eksotisk frugt, abrikos, tørret abrikos, saft fra ananas, æblemost, grillede citroner og lemon. Den er måske knap så svulstig og fed som 2018, der jo også var et meget varmt år, men det er bestemt en Riesling med kraftig, krydret syre og dybde.

I munden er vinen meget let perlende på tungen … bare svagt, men har en frugt smag, selvom den – som duften – klart er fyldig, krydret og næsten olieret. Der er godt med lemon, syltede salte citroner, lidt bitter grape, mineraler og samtidig lidt sødme. Det hænger sgu fint sammen og det er en vin, som midt i det fyldige også vinder ind på en og bare er rigtig smagfuld og småtyk. Et godt eksempel på, at god Riesling fra Rheingau ikke behøver at koste mange penge.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 C. Da Silva, Dalva 30 Years Tawny Port, Douro, Portugal

2017 C. Da Silva, Dalva 30 Years Tawny Port, Duoro, PortugalNår man smager denne Dalva 30 Years Tawny Port fra Vinhos C. da Silva i Vila Nova de Gaia helt nede ved Douro floden, så får man omgående lyst til at blive portvinsdranker. Føj det smager godt.

Vinhos C. Da Silva er et helt traditionelt portvinhus, som oprindelig blev grundlagt i 1862 under navnet Corrêa Ribeiro e Filhos. Det fik sit nuværende navn efter 1933, hvor den unge Clemente da Silva kom fra Brasilien på udkig efter en forretning og endte med at opkøbe portvinshuset, der dengang var ejet af hans hustrus familie.

Portvinshuset havde ved Clementes overtagelse primært solgt deres portvine i landet, blandt til kongehuset i Portugal, men det sluttede i 1910, hvor monarkiet jo blev afskaffet i landet.

Da Silva genopbyggede firmaet fra bunden, bl.a. med opbygning af nye lagre samt en opstart af en eksport af portvinene, hvilket først var til Brasilien og det nordlige Amerika og senere til andre nye markeder som Europa samt Asien, hvilket skete med et helt nyt brand, som han kaldte Dalva.

I starten havde portvinshuset købt deres ulagrede vine hos andre producenter, men det ændrede Clemente da Silva i 1970’erne, hvor han på opkøbte vinmarker begyndte selv at dyrke egne druer og samtidig byggede et stort vineri. Allerede i 1978 kan vinhuset så præsentere sin første egen Vintage Port og i dag er Vinhos C. Da Silva og brandet Dalva højt respekteret.

I dag er portvinshuset dog ejet af Porto Cruz, der også er et portvinshus i Vila Nova de Gaia, men det er ejet af de større vin, øl og spirituskæde La Martiniquaise, der også ejer en lang, lang række brands.

Porto Cruz ejer udover Vinhos C. Da Silva også portvinshuset Ventozelo og samlet laver de over 11 millioner flasker portvin om året, så det er en motherfucker stor historie. La Martiniquaise har således også en omsætning på over 1 milliard euro årligt.

Men tilbage til denne Dalva 30 Years Tawny Port, der er flasket tilbage i 2017, men er lavet på et mix af sorterne Touriga Nacional, Tinta Francisca  Tinta Barroca, Tinto Cao og Tinta Roriz. Det er vinmageren José Manuel Sousa Soares, som har lavet vinen.

Tawny portvin lagres jo lang tid på mindre egetræsfade, hvorved vinen iltes langsomt inden den tappes på flaske. Denne har været lagret hele 30 år og har 110 gram restsukker pr. liter.

I glasset er portvinen brun-/rødlig … ikke dyb farve, faktisk tværtimod en smule transparent. Op af glasset oser det med brændte mandler, tørret frugt, karamel, dadler, svesker, rosiner, appelsinskal, en snert cognac og det er nærmest som en tyk eliksir med våde fade, chokolade, sød tobak, hasselnødder, tørret bark og samtidig moden og småoxideret. Duften er lokkende, forførisk og sukkersød sirupslækker … med en lille alkoholisk fin nerve.

Uha … det smelter nærmest i munden som den bedste karamel, som du kan finde … bare med lidt alkohol i. Der er godt med karamelsmag, sød tobak, chokolade, rosiner, dadler, blommekompot, kaffe, en lille smule alkohol, der lige varmer mund, halsrør krop og sjæl blidt, men slet ikke dominerer eller forstyrrer … tværtimod. Der er dog også lidt rene og friske smage, som sammen med alkoholen gør, at det aldrig bliver for oversødt. Jeg læner mig tilbage … synker dybere ned i min sofa sammen med glasset med portvinen i den ene hånd og en stor café latte i den anden, men på en eller anden måde blegner latten. Det er flydende soulfood for voksne … så godt. Det er klart 6 store houlbergske fingre med pil op og endda tæt på 6,5.

Fået fra Lund Vine, hvor sådan en flaske koster 585 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Ziereisen, Schulen Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2017 Weingut Ziereisen, Schulen Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandVi slutter besøget af den lille trio af vine fra Hanspeter på Weingut Ziereisen med endnu en rød af slagsen … én af hans røde Premium Weine, nemlig en 2017 Schulen Blauer Spätburgunder.

Her kommer Spätburgunder druerne fra en mark, hvor alle vinstokkene er plantet fra 1970 og frem til 1995. Jordbunden er nogenlunde som foregående med kalksten som i Jura og så er vinen jo ellers lavet med spontangæring/maceration over omkring hele 6 uger. Efter end fermentering er vinen så lagret sur lie i 24 måneder på 225 liters barriques, heraf 5% nye. Først derefter aftappes vinen ufiltreret på flaske og frigives.

Duftmæssigt har Schulen Blauer Spätburgunder lidt af samme elementer som de forrige basisvin, dyb landlig og animalsk, nærmest pelsforet og har også nogle beaujolaisagtige karaktertræk, men er klart mere ren, mineralsk, kalket og slankere. Frugtmæssigt er det fortsat godt med røde kirsebær, ribs og dermed lysere i frugten, hvilket er suppleret med mentol. Nam.

Smagen følger samme mønster … klart mere syrlig, mere frisk i frugten, hvilket suppleres med peber, kirsebær, hindbær, jern, kalk, mineraler, rosenblade og grønne elementer. Det beaujolais-rustikke er derfor mere afdæmpet, smagen mere ren, syrlig og direkte.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Weingut Ziereisen, Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Weingut Ziereisen, Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandDe to andre vin fra Hanspeter på Weingut Ziereisen Efringen Kirchen er begge rødvine på min elskede Spätburgunder drue og første er en 2016 Blauer Spätburgunder.

Det er Hanspeters basis Spätburgunder med druer fra vinstokke plantet i perioden fra 1990 til 2010 på nogle af hans vinmarker med en jordbund af kalksten og löss. Vinen er lavet med spontangæring/maceration over omkring 4 uger. Efter end fermentering er vinen så lagret sur lie på store egefade i 22 måneder inden ufiltreret aftapning på flaske. Så er der bare tilbage at se, om vinen også har burgundisk præg, ligesom første Chardonnay fra Ziereisen.

Duftmæssigt er der faktisk noget, som minder ufattelig meget om noget burgundisk, for vinen har en beaujolaisagtig rustik landlighed og hvor er det godt! Den er sådan nærmest saftig, sød, animalsk med både babybræk – på den gode måde – masser af røde, søde og modne kirsebær, røg, gran, mint og sten. Rustik, animalsk og saftig som bare pokker … meget fin.

Smagen byder også på masser af saftige røde kirsebær, brombær, jordbær, jod, peber … rund og fyldig smag med jernagtige elementer samt mineralsk syre, satans rustik, let og charmerende. Igen får man omgående tanke på Beaujolais … men det er Blauer Spätburgunder med stor karakter. Til prisen lidt et fund.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Ziereisen, Hard Chardonnay, Baden, Tyskland

2018 Weingut Ziereisen, Hard Chardonnay, Baden, TysklandDet siges, at Hanspeter Ziereisen på Weingut Ziereisen er en af ​​de største originaler i tysk vinavl. Hans vingård ligger på adressen Markgrafenstrasse i Efringen Kirchen … i trekanten mellem Tyskland, Schweiz og Frankrig. Derfra smager jeres altid trofaste vinblogger nu 3 vine og starter hårdt med en 2018 Hard Chardonnay.

Hanspeter skulle egentlig slet ikke ha’ været vinbonde og er i stedet uddannet tømrer. Men da hans forældre i 1991 pludselig opgav at drive deres lille gård – og hans to søstre heller ikke vil overtage – så besluttede han selv at tage affære.

Han overtog driften på gården, som udover drift med svin, køer og markdrift omfattede en halv hektar med vinstokke. Tidligere havde forældrene egentlig blot givet druerne til det lokale kooperativ, men Hanspeter anvendte i stedet druerne til at lave sine egne vine.

Så begyndte han at langsomt at opkøbe og lease yderligere vinmarker i Markgräflerland … og i dag har Hanspeter Ziereisen samlet 21 hektar marker, hvor han dyrker sorterne Gutedel, Grauen Burgunder, Weißen Burgunder, Chardonnay, Spätburgunder og Syrah.

Fra første fløjt har Hanspeter gået sine helt egne veje og ville lave vine i sin helt egen stil, hvorfor han vinene ikke fulgte reglerne, blev beskrevet som ikke typisk tyske og derfor ikke godkendte. Det slog dog ikke Hanspeter ud, for i stedet har han lige siden blot solgt sine vin som Badischer Landwein … og måske er det også grunden til, at han er blevet kaldt både stædig og lidt en original.

Hanspeters filosofi er, at markerne skal drives på en naturlig og bæredygtig måde, uden han dog er certificeret på nogle måder, og så en individuel vinificering … altid med spontangæring med druernes naturlige gærceller, lange macerationstider, en minimal indgriben i produktionen og så give vinene den modningstid, som de har brug for … og de fleste vine flaskes også uden filtrering.

Lagringen sker primært i nye og brugte barriques samt store, hundrede år gamle 4.000 liter egefade … efter stilsikker burgundisk forbillede og mange sammenligner også ofte vine fra Ziereisen med vinene fra netop Bourgogne.

Hanspeter er specielt kendt for sine vine på druen Gutedel … den som i Schweiz og Frankring mest er kendt under navnet Chasselas. Han dyrker Gutedel på hans bedste marker, bl.a. Efringer Ölberg og reducerer udbyttet kraftigt. Han forsøger at få alle de gamle dyder frem i druen … og det siges, at hans laver Gutedel vine, som minder af bidende koncentrerede Meursault vine fra Bourgogne.

Og hele familien er med i vinbruget … idet hustruen Edeltraud hjælper til med både pakning, faktuering og beskrivelserne på deres hjemmeside … og efterhånden er deres to børn Johanna og Ida Paulina også kommet med i arbejdet … mens også Hanspeters forældre Hansjörg og Verena går engang imellem til hånde.

Nå, men her er det altså første vin fra Hanspeter … hans 2018 Hard Chardonnay, der er lavet med druer fra nogle af husets marker med en jordbund af kalksten og vinstokke plantet i 1996. Vinen er lavet efter de nævnte principper, altså spontangæring alene på druernes naturlige gærceller og lagring 20 måneder sur lie/på gærresterne på barriques, heraf 10% nye fade. Vinen er derefter tappet fuldstændig ufiltreret.

Uha for en lækkermås … høj fadpræg med lakridskonfekt, vanilje, smørfedme, brunet smør samt eksotisk frugt, men det er en slank eksotisk frugt med både melon, fersken, mango, ananas, appelsiner, kvæde, dugfriske grønne æbler, pærer og lemon, total kompleks og byder derudover på røg, eg, mineraler … godt med landlighed og smuk, burgundisk slagside.

Smagen er cremet og blød med en krydret og mineralsk syre, som vitterlig holder smagen i balance i forhold til den modne, eksotiske frugt. Dermed får vinen en syrlig rygrad, slank, mineralsk og elegant med lemon, æblesaft, buttet fedme, salt … og det er som om, at den bare flyder over tungen igennem munden med en rindende kold flod med stoisk ro og betagende kølighed. Det er ikke bare Hard Chardonnay, men hardcore burgundisk Chardonnay.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Mélanie Pfister, Pinot Noir Rahn, Alsace, Frankrig

2016 Mélanie Pfister, Pinot Noir Rahn, Alsace, FrankrigBare først snif af Mélanie Pfisters 2016 Pinot Noir Rahn afslører omgående, at vi nu er kravlet en liga op … fra Ligue 2 til Logue 1, hvor vi spiller om det franske mesterskab.

Vinen er selvfølgelig 100% Pinot Noir, som kommer fra marken Rahn … en enkeltmark med en undergrund af kalksten. Vinen er lavet helt traditionelt med først alkoholisk gæring og derefter en malolaktisk gæring efterfulgt af lagring 14 måneder på brugte fade, hvorefter vinen er aftappet og klar til frigivelse.

Vinen er duftmæssigt bestemt nogle af de samme aromaer som foregående Pinot Noir Weg, men her er det hele altså bare varmere, mere rundt og har langt mere dybde, mere kompleksitet og samtidig også meget mere kirsebær. Ellers er der fortsat mirabeller, hindbær samt fennikel … her måske endda decideret lakrids, som suppleres med tobak, læder, medicinskab, blomster og en parfumeret kant.

Smagsmæssigt er der også langt mere kraft og saft … igen dette varmere og mere cosy udtryk, hvor frugten virker lidt mørkere med kirsebær, tranebær og ribs. Den er slet ikke så grøn, syrlig og stram som Weg og har langt mere smag. Selvom den måske i duften kan virke moden, kogt eller svagt marmeladeagtig, så her den fortsat grøn og stram syre, hvilket giver en sammenhængende fin samt intens alsacisk Pinot Noir.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Mélanie Pfister, Pinot Noir Weg, Alsace, Frankrig

2018 Mélanie Pfister, Pinot Noir Weg, Alsace, FrankrigI har måske før her på Houlbergs Vinblog læst om den søde alsacisk bombe Mélanie Pfister, der er en aktiv, franske vinbonde. Hun farer med 100 kilometer i timen rundt mellem traktorer, vineri samt vinkælder … og nu smager jeg igen to vine fra hende, hvor den første er en 2018 Pinot Noir Weg.

Hele historien om den friske winzerin aka vinmager kan du læse i mit tidligere blogindlæg, hvor jeg anmeldte hendes Mel Quatre Cépages Nobles. Der fortalte jeg lidt om historien, selve vinhuset og de samlede 10 hektar vinmarker fordelt på over 40 parceller.

Pinot Noir Weg er lavet på Pinot Noir druer fra marken Grasweg, som Mélanies far André plantede tilbage i 1980 … og derfor har den også navnet Weg … en forkortelse af markens navn. Der er dog ikke så mange oplysninger om produktionen … men så springer vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Det er – helt arketypisk – en meget ren, let, luftig, lettere syrlig og grøn Pinot Noir duft … og så har den en koket lille sødme. Det er lyse kirsebær, mirabeller, hindbær, ribs og grape, fennikel, grønne grene, diskrete krydderier … stram, syrlig, grøn og rank.

Smagen er i samme boldgade med ren lys, frugt, umodne kirsebær, mirabeller og godt med æblesyre, grape, violer, ren og frisk. Det er vitterlig en streng, ren vin med syrlig elegance. Vinen er klart til den lyse, syrlige side … meget alsacisk, sommerlig og frisk. Jeg ligger mig sådan lige i den øvre kant af 4,5 og tæt ved 5 houlbergske fingre.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 15% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Martin Conrad, Conradus Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Martin Conrad, Conradus Riesling Trocken, Mosel, TysklandNu er vi igen atter på adressen Moselweinstraße i Brauneberg, hvor Conrad familien har lavet vin siden 1558 og denne gang er det med deres 2017 Conradus Riesling Trocken.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg smagte en 2017 Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Großes Gewächs og 2018 Brauneberger Juffer Riesling Goldkapsel Trocken. Begge gange var jeg totalt imponeret over kvaliteten fra dette lille 5,5 hektar vinbrug, der siden 1999 har været drevet af Martin Conrad og nu må vi så teste, om det også er tilfældet med denne Conradus Riesling Trocken, der er en mere ydmyg Gutswein aka basisvin.

Vinen er lavet med druer fra forskellige marker ved Mülheim og Veldenz sydøst for Brauneberg, høstet med håndkraft og derefter presset, mens gæringen er sket spontant med druernes naturlige gærceller. Der er intet om lagringen, men vinen har 5.5 gram restsukker pr. liter.

Jesus … aromaerne pirrer, leger og driller fra første sekund dine perplekse, forbløffede og fimrende små næsehår med sådan en fin sød/sur note, landlig, animalsk, salte mineraler, blomstret, krydret, smørdybde, balsam- eller sandeltræ og en svag snert af petroleum, som dog klart overskygges af en dyb frugt, der nærmest opfører sig eksotisk med en dans mellem både abrikos, dåsepærer, mango og Vinvärket siger selv kogt frugt, hvilket giver total god mening.  Og selvom aromaen nok er buttet, trind og plump, så fornemmes der også en syrlig, krydret og landlig nerve.

Den nerve er smagsmæssigt virkelig levende … for i munden træder syrehovedet i karakter med masser af skarphed, stenet mineralitet, grønne umodne æbler, citroner, bitterhed, grape, lemon og skarp syre, vild renhed … ikke vild dyb, men vild syrlig og nærværende … strenghed, mineralitet og en syl i dit ansigt. Smertefuld dejligt. Det smager saftsuseme godt. Vild niveau for sådan en basisvin.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Zuschmann Schöfmann, Rosé Brut Reserve, Niederösterreich, Østrig

2017 Weingut Zuschmann Schöfmann, Rosé Brut Reserve, Niederösterreich, ØstrigEfter den drønlækre 2016 Pinot Noir Muschelkalk Selektion fra vinhuset Weingut Zuschmann Schöfmann får man da lyst til mer’ vin fra Else Zuschmann og Peter Schöfmann … og det blev så denne mousserende 2017 Rosé Brut Reserve.

Vinen er lavet på et blend af druerne Pinot Noir og Zweigelt, som er udblødt ganske kort og så presset og overført til store ståltanke til først en alkoholisk gæring og siden en malolaktisk gæring. Der efter er vinen aftappet på flaske til andengæringen, som er sket sur lie over 27 måneder inden degorgering, som er sket i juli 2020. Der er 6,5 gram restsukker pr. liter.

I glasset har vinen den sødeste softporn lyserøde farve … og næsen byder også på dejlig, rød og frisk frugt, kirsebær, jordbær, grape samt lidt grønne grene. Den har en bolsjesødme aroma, en let kalket eller leret mineralitet samt tørre hasselnødder.

Smagen er også fin … boblerne er små, tætte og blide … meget cremet mousse med citron, grape samt let lys frugt, jordbær og lyse kirsebær … virkelig god smag og et lille festlig vin, som vil gøre lykke til både fest og hverdag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske normalt koster 249 kr., men pt er på tilbud til 186,75 kr.

Vinanmeldelse 5/7