Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2018 Weingut Egert, Oestricher Doosberg Traditionelle Flaschengärung Riesling Sekt Brut Nature, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Egert, Oestricher Doosberg Traditionelle Flaschengärung Riesling Sekt Brut Nature, Rheingau, TysklandI november tog en 2015 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs fra Weingut Egert røven på mig. Nu smager jeg igen en vin fra huset … en 2018 Oestricher Doosberg Traditionelle Flaschengärung Riesling Sekt Brut Nature og den overrasker ligeledes vinbloggeren.

Vinhuset, der drives af Manfred Egert og hans danske hustru Bettina, laver 4 forskellige mousserende vine og denne Schwarze Linie Oestricher Doosberg Traditionelle Flaschengärung Riesling Sekt Brut laves endda i 2 udgaver … en Brut og så danne Brut Nature.

Riesling druerne til vinen kommer fra Erstes Gewächs marken Oestricher Doosberg. Først er vinen lavet i rustfrie ståltanke og derefter sker aftapning på flaske til 2. gæringen, så sker helt efter den traditionelle metode, hvor vinen så gærer sur lie  i mere end 14 måneder inden endelig degorgering.

What … atter overraskes jeg totalt af Weingut Egert, hvor denne Riesling Sekt har masser af petroleum, diesel og olie, hvilket så er kombineret med noget gær, pærer, æbler, svag honningsødme, men frugten står klart i baggrunden af de æteriske og terpentinske dampe, men for fanden, hvor det dufter godt.

I munden er der til gengæld masser af syre, masser af sure citroner og umodne grønne æbler. De aggressive små, tætte bobler bidrager til en mundrensende, frisk fornemmelse med både lemon og grape bitterhed, stenet … virkelig mineralsk og stram. Det er så præcis, rent og surt, virkelig herlig Riesling Sekt.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 189 kr., men er i øjeblikket på tilbud til 159 kr., hvilket er en vild god pris for denne lille Schaumwein perle.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Weingut Brüder Dr. Becker, Riesling Trocken, Rhienhessen, Tyskland

2015 Weingut Brüder Dr. Becker, Riesling Trocken, Rhienhessen, TysklandNæste tyske vinhus er også biodynamisk, nemlig Weingut Brüder Dr. Becker, der ligger i Ludwigshöhe et par kilometer syd for Oppenheim i det store og dejlige Rheinhessen. Det er husets almindelige Riesling Trocken vi smager.

Weingut Brüder Dr. Becker drives i dag af ægteparret Hans Müller og Lotte Pfeffer-Müller, men vinhuset er dog grundlagt i midten af det 19. århundrede af mureren Franz Becker og hans broder Johann Becker. De startede vingården, mens Franz samtidig arbejdede på Katharinen kirken i Oppenheim og broder Johann arbejdede som advokat for administrationen af storhertugdømmet Hesse.

Det var dog Franz to sønner – og dermed igen to brødre – Dr. Johann Becker og Dr. Jakob Becker, som dannede baggrunden for vingården ved opkøb af marker og en større produktion af vin. Imidlertid var det nu først efter 2. verdenskrig, at Becker familien sådan rigtigt fokuserede 100% på vinproduktion på den gamle gård midt i Ludwigshöhe.

Selve vingården, der ligger på adressen Mainzer Straße 3-7 i Ludwigshöhe, er en flot gammel ejendom opført i 1830 og senere ombygget i 1896. Der er  klassificeret som kulturminde for det lokale samfund i Rheinland-Pfalz.

I dag drives vingården fortsat af familien, hvor Lotte Pfeffer-Müller er direktør, mens Hans Müller står for vinproduktionen fra deres i alt 11 hektar vinmarker, der allerede siden 1970’erne har været drevet økologisk og siden 2008 også biodynamisk, så vinhuset er således både certificeret af Ecovin samt Demeter.

Derudover besluttede de for nogle år tilbage også, at de ville fjerne brugen af svovl i en lang række af deres vine, så fx er nyere årgange af denne Gutsriesling således lavet uden brug af sulfitter.

Vinhusets bedste marker er de to Erste Lage marker Gundheim og Guntersblum samt de to Grosse Lage marker Dienheimer Tafelstein  og Falkenberg. Derudover tæller det også gode marker som Dienheimer Paterhof og Ludwigshöher Teufelskopf.

Den samlede produktion ligger årligt på 70.000 flasker vin. Siden 1971 har Weingut Brüder Dr. Becker og været medlem af VDP aka Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter.

Vi smager her deres Gutsriesling i en årgang 2015, hvor vinhuset dog fortsat anvendte svovl i vinen. Der er ikke så mange oplysninger som selve produktionen, men restsukkerniveauet ligger på under 4 gram pr. liter.

Næsen afslører med det samme den biodynamiske drift med en urtet og meget landlig aroma. Der er grøntsagsfond, masser af lyse, grønne noter, krudt, brændenælder, en grønthøster i fart samt en lys syre, meget frisk og duften næsten strutter af naturlige vitaminer. Det er frugt med æbler, stikkelsbær og fersken.

I munden er vinen også både frisk, grøn og meget saftig … der er faktisk rigtigt meget saft over vinen, men samtidig ført an af en grøn, syrlig syre, masser af grønne urter og estragon. I forhold til den forrige Alsace Riesling, så har denne et meget lettere og mere umiddelbar udtryk, men stikker heller ikke så dybt.

Forhandles hos Rosforth & Rosforth, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Catherine Riss, Schieferberg Riesling, Alsace, Frankrig

2016 Catherine Riss, Schieferberg Riesling, Alsace, FrankrigCatherine The Waitress synger færøske Teitur … men Catherine Riss er ikke Waitress, men en fin alsacienne og vinmager. Hun har sit vinhus i Mittelbergheim i det nordlige Alsace og her smager vi hendes 2016 Schieferberg Riesling.

Catherine er som først nævnt alsacienne og således født og opvokset i Alsace, hvor hendes forældre drev en restaurant  og ad den vej kom Catherines store interesse for vin. Derfor forfulgte hun også den passion og tog en uddannelse som vinmager og ønolog i Beaune og Dijon.

Undervejs har hun haft praktikophold hos biodynamiske Domaine Trapet i Gevrey-Chambertin og har efterfølgende også arbejdet som vinmager i både Saint-Emilion, Sydafrika og New Zealand samt ikke mindst 3 år hos navnkundige Michel Chapoutier i Rhône.

Efter hendes rejse, så vendte hun i 2009 tilbage til Alsace, hvor hun blandt andet  fik job hos Domaine Rieffel. Hun lavede – sideløbende med arbejdet hos Lucas Rieffel – i 2012 de første vine under eget navn, godt hjulpet af netop Lucas Rieffel, som hjalp hendes med kælderarbejdet og gav hende lov at bruge deres vinkælder.

Hun fik også sparring fra en anden god ven, nemlig Antoine Kreydenweiss … en af pionerene indenfor biodynamisk drift i Alsace. Da Catherine købte sine marker, så omlagde hun da også straks hele driften til økologisk drift og året efter også til biodynamisk drift. På markerne dyrker hun Riesling, Pinot Noir, Pinot Blanc, Sylvaner, Auxerrois og Gewurztraminer.

Catherine har beskedne 3,5 hektar fordelt på 10 små parceller, hvor jorden består af sandsten og skifer. Hun passer i dag sit lille domæne og er fortsat ansat hos Rieffel. Hendes bedste parcel, der logger ved Reichsfeld, blev funder af hendes ven Michel Chapoutier og har en undergrund med udpræget blåskifer. Og det er faktisk derfra, at druerne til denne Schieferberg Riesling kommer.

Vinen er spontangæret alene med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret på gamle barriques og er så flasket uden filtrering eller brug af svovl.

Vinen blev smagt blindt, men der var ingen tvivl om, at vi for en stund var standset på Riesling tankstationen, hvor der stinker herligt af diesel, petroleum og shellak. Aromaerne er noget mørkere end forventet, nærmest lidt varmkrydrede, småoxiderede og lidt røget i glasset og vinen er faktisk også mere gul end normalt for Riesling. Nogle lidt kærnemælksagtige noter blander sig i festen, mens frugten vel nærmest er overmodne æbler suppleret med faste mineraler, knust sten og svagt lidt nytårskrudt.

Smagsmæssigt er det også smøreolie for sjælen og vinen glider smooth og cremet gennem det menneskelige drænrør, mens den fine halsmuskulatur takker. Vinen har en lidt krydret, landlig, relax smag og syren er egentlig meget afdæmpet. Vinen har samtidig tæthed, virker kompakt og koncentreret med masser af smag. Rustik og alligevel kompleks.

Forhandles af Krone Vin, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 St. Pauls Kellerei, Riesling, Alto Adige, Italien

2017 St. Pauls Kellerei, Riesling, Alto Adige, ItalienKært barn har mange navne … og da St. Pauls Kellerei ligger i byen St. Pauls aka San Paolo i den nordlige del af kommunen Appiano i Alto Adige regionen i Sydtyrol i Italien på grænsen mellem de to lande, så hedder det både St. Pauls Kellerei samt Cantina Produttori San Paolo. Men det er altså derfra, at vi nu smager denne 2017 Riesling.

St. Pauls Kellerei  er et lille kooperativ, som minder meget om Kellerei St. Michael-Eppan, for det er også grundlagt i 1907, hvor 36 driftige vinbønder fra St. Pauls, Missian, Eppan-Berg og Unterrain slog sig sammen. I dag har kooperativet 215 medlemmer, som til sammen har 180 hektar vinmarker. De bedste marker er Eppan Berg, Gfill, Huberfeld, Justina, Missian og Plötzner.

I Italien er kooperativet kendt for at levere vellavet vin til en meget gunstig pris. Gambero Rosso skriver bl.a. … one of the brightest stars in Alto Adige viticulture and winemaking. Prices across the range are exemplary in their fairness.

Kooperativet har siden de i 1908 byggede deres vineri også løbende investeret i deres faciliteter til vinproduktionen, bl.a. med et stort og moderne tappeanlæg i 1968. Under vineriet har de også en kælder, hvor vinene bliver lagret.

Det suppleres også med, at kooperativet lige uden for landsbyen Paulsner Feld ejer en gammel bunker fra anden verdenskrig, Den er bygget i 1937, men kom heldigvis aldrig i brug. Siden 1979 har den i stedet været anvendt til at lagret 70.000 flasker mousserende vine, da bunkeren har en konstant lav temperatur og fugtighed.

Nå, men denne Riesling fra St. Pauls Kellerei er lavet med druer fra marker ved Appiano Monte, Monticolo og Fiè allo Sciliar i 400-900 meters højde. Den er lavet med langsom gæring ved kontrolleret temperatur i rustfri ståltanke.

Næsen er fin, let og spændstig med lys frugt … lidt tropisk frugt, fersken, melon, pærer, lidt citrus og stikkelsbær. Der er også noget, som minder om stearinlys, men ellers meget ren, blid med lidt kalkede mineraler.

Smagen er frisk med fin syre … ikke sådan sylespids, men med en smule varme. Det er en lidt krydret og rar syre, som suppleres med lemon, citroner, grønne æbler og svag grape. Vinen er vel nærmest blid, sagte og stille … karaktermæssigt lige mellem 4,5 og 5 af de houlbergske tomler.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i årgang 2019 koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Weingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef, Bernkasteler Riesling Kabinett Fruchtig, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef, Bernkasteler Riesling Kabinett Fruchtig, Mosel, TysklandWeingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef ligger i Bernkastel-Kues og er opstået i 1988 ved en deling af vinhuset Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch efter arvestridigheder. Nu har jeg fået en frisk Bernkasteler Riesling Kabinett Fruchtig i glasset i årgang 2019.

Der er vist altid lidt forvirring om de to vinhuse, som der kom ud af arvestridighederne, men ved delingen af Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch opstod der to vinhuse, nemlig både Weingut Wwe. Dr. Thanisch Erben Thanisch og Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef.

Begge vinhuse har dog en tussegammel arv, for de stammer helt tilbage fra 1636, hvor Franz Taners – der kom fra byen Taners aka Thanisch – stoppede ved  Bernkastel på vej til Traben-Tarbach. Der slog han sig ned, plantede vinstokke og begyndte af dyrke vin.

I 1654 var Franz Thanisch registreret som vinbonde med en formue på 776 Rigsdaler og en årlig produktion på 3 fudern, altså 3 store egetræsfade.

I de følgende generationer voksede vingården, først med Franz og Apollonias søn Helias ved roret. Senere udvidede barnebarnet Jakob Thanisch huset til hele 14.500 vinstokke, hvilket var ganske meget i 1791.

Jakobs to sønner Jakob og Johann Thanisch udvidede huset yderligere ved at købe vinmarker fra Prüm dynastiet samt en del marker fra klosteret St. Matthias i Zeltingen og sådan fortsatte generation efter generation med at udvide vinhuset. Den egentlig grundlæggelse af vinhuset skete dog reelt først i 1884, da Dr. Hugo Thanisch byggede Villa Thanisch … en stor, prægtig renæssance ejendom i Kues beliggende helt ned til Mosel floden.

Både Hugo og hans broder Peter Anton var medlemmer af det preussiske parlament, og fik gjort vinhuset berømt. Mellem 1893 og 1908 opnåede vinene fra Dr. Hugo Thanisch de højeste priser på auktionerne i området, og i dag er vinhuset da også opkaldt efter den gode Dr. Hugo Thanisch. Der er nemlig dér, at H’et i Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch kommer fra.

Det var også Hugo, som udvidede med køb af parceller på den berømte Bernkasteler Doctor mark. Han købte næsten 6.000 kvadratmeter vinmark for 17 guldmark pr. vinstok, hvilket var et svimlende beløb dengang. For jordstykke vil det i dagens priser svare til mere end 1 mio. euro. I dag er de to delte vinhuse fortsat blandt de få ejere af parceller på Bernkasteler Doctor.

Dr. Hugo Thanisch døde i 1895 af et hjerteanfald og herefter måtte den 42-årige enke Katharina overtage driften, hvorfor vinhuset også ændrede navn til Wwe. Dr. H. Thanisch, hvor Wwe. er en forkortelse for Witwe, som betyder enke. Og siden har kvinderne i Thanisch familien spillet en stor rolle i det store vinhus i Mosel.

I dag drives Weingut Wwe. Dr. Thanisch Erben Thanisch således af Hugos barnebarn og 11. generation i form af Sofia Thanisch, mens Weingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef ejes af et andet barnebarn, nemlig Barbara Rundquist-Müller. Hun driver nu vinhuset sammen med manden Erik Rundquist samt vinmageren Maximilian F. W. Ferger.

Maximilian har siden 2008 stået for produktionen af vinene fra vinhuset med de gamle rødder. Den imponerende Villa Thanisch på Saarallee 31 i Kues tilhører nu Weingut Wwe. Dr. Thanisch Erben Thanisch.

I stedet holder Weingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef i dag til i et moderne vineri, som blev bygget i 2015 lidt vest for Bernkastel-Kues midt ude i vinmarkerne. Vinhuset har så også forøget deres marker, således de nu har 16 hektar vinmarker, herunder selvfølgelig en del af den bedste Bernkasteler Doctor, men også parceller på andre kendte marker som Bernkasteler Badstube, Graben og Lay, Brauneberger Juffer Sonnenuhr, Graacher Himmelreich samt Wehlener Sonnenuhr.

Druerne til denne Bernkasteler Riesling Kabinett Fruchtig kommer fra 2 af husets marker, nemlig Bernkasteler Johannesbrünnchens og Bernkasteler Schlossberg. Druerne er efter høsten presset langsom over 6 timer, hvilket er efterfulgt af spontangæring i ståltanke, hvor vinen også er lagret nogle måneder efter endt fermentering. Den indeholder hele 54,3 gram restsukker pr. liter.

Det er en tyk og sød næse … masser tropisk frugt, papaya, abrikos, fersken, honnigmelon, astronaut-is og så nødder, hasselnødder … og måske virker frugten endda lidt tørret i udtrykket. I munden er der godt med sødme, tyk, rund og venlig, stor dybde, rund, svag syre, men absolut fornøjelig og sød Riesling.

Købt i Tyskland, hvor prisen er 8€ … svarende til 60 kr.

 Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Joh. Jos Prüm, Wehlener Sonnenuhr Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Joh. Jos Prüm, Wehlener Sonnenuhr Riesling Kabinett, Mosel, TysklandSidst jeg smagte Wehlener Sonnenuhr Riesling Kabinett fra Weingut Joh. Jos Prüm var det i en årgang 2008. Nu opdaterer vi og smager vinen igen … blot i en årgang 2016.

Weingut Joh. Jos. Prüm ligger i Bernkastel-Wehlen ved Mosel og er et vinhus som i mere end hundrede år har været regnet som et af Mosels absolutte top vinhuse. Weingut Joh. Jos Prüms vine er berømte for deres elegance, komplekse karakter og for deres holdbarhed.

Prüm familien kan dokumenteres helt tilbage til 1156, hvor familien havde – og stadig har – sine vinmarker liggende i forskellige landsbyer som Bernkastel, Graach, Wehlen og Zeltingen.

Selve vinhuset, som nogle også kendes som J. J. Prüm, blev grundlagt i 1911, da Johann Josef Prüm arvede 7 hektar vinmarker, som hans del af en arv fordelt på 7 søskende efter faderen Mathias Prüm. Vinhuset kaldte han Joh. Jos. Prüm … en nem forkortelse af hans eget navn og det drev han med hustruen Franziska Prüm.

Johanns broder Sebastian Alois Prüm arvede ligeledes 1/7-del af markerne og grundlagde efterfølgende et andet Prüm vinhus, nemlig Weingut S. A. Prüm, som ligger i Bernkastel-Kues.

De andre søskende til Johann Josef og Sebastian Alois grundlagde også vinhuse med deres andele af vinmarkerne, og de vinhuse er i dag kendt under navne som Studert-Prüm, Pauly-Bergweiler, Dr. F. Weins-Prüm, Dr. Loosen samt Jos. Christoffel jun.

For at gøre det endnu mere indviklet, så navngav Johann Josef og Franziska Prüm deres ældste dreng Sebastian Alois Prüm – ligesom onklen – og da Sebastian Alois Prüm overtog driften af Weingut Joh. Jos Prüm, så ændrede Sebastian sit navn til Sebastian Alois Prüm-Erz for at undgå forviklinger eller misforståelser mellem de to vinhuse.

I dag drives Weingut Joh. Jos Prüm af de næste generationer, nemlig Dr. Manfred & hans datter Dr. Katharina Prüm. Manfred er søn af Sebastian Alois Prüm-Erz. Sammen ejer far og datter i alt 14 hektar vinmarker fordelt på så fornemme parceller som f.eks. Wehlener Sonnenuhr, Zeltinger Sonnenuhr, Bernkasteler Badstube og Graacher Himmelreich.

Her har vi en Wehlener Sonnenuhr Riesling Kabinett, hvor druerne netop kommer fra den berømte mark Wehlener Sonnenuhr. Den har navnet Sonnenuhr efter det solur, som er bygget på toppen af vinbjerget.

I dette tilfælde er soluret faktisk bygget af én af de gamle Prüm forfædre, nemlig den gamle Mathias Prüms bror Jodocus Prüm, som i 1842 byggede et solur i hver af de bedste vinmarker i Wehlen og Zeltingen, således vinavlerne kunne se, hvad klokken var. Deraf fik vinmarkerne også navne Wehlener Sonnenuhr og Zeltingen Sonnenuhr.

Vinen er lavet på store egefade – Großes Holzfaß – med spontangæring og efter endt fermentering er vinen også lagret en periode på det store fade. Der er alene 9% alkohol, men jeg har ikke kunnet finde niveauet for restsukker, men ligger formentlig et sted mellem 10-15 gram og en Oechle grad på minimum 75.

I næsen er der allerede både petroleum samt et effektivt tysk autoværksted, en utæt donkraft, hyld, fersken, æbler, dåsepærer, lys tropisk frugt, ananas, sødme, vanilje, lette nødder, grønne urter, lidt salvie, pæn saftighed og en trillebøre med sten.

I munden er vinen sød og alligevel frisk. Den nærmest smelter på ganen, er blød, forførende … måske ikke helt så dyb endnu, men har en beskeden fladhed, gule æbler, fersken, ananas, karamel samt lidt salte mineraler og grape. Det er så cremet og blødt … smuk Riesling, som vil vinde med yderligere år i kælderen.

Forhandles herhjemme af Theis Vine, hvor vinen i årgang 2018 kan købes til 299,95 kr., mens prisen er 239,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Weingut Dr. Loosen, Graacher Himmelreich Riesling GG Alte Reben, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Dr. Loosen, Graacher Himmelreich Riesling GG Alte Reben, Mosel, TysklandTil lidt kartoffel- og porresuppe fik vi en battle mellem 2 Riesling vine, hvor denne 2018 Graacher Himmelreich Riesling Großes Gewächs Alte Reben fra det legendariske vinhus Weingut Dr. Loosen skulle duellere med den rheingauske Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs fra Weingut Egert i årgang 2015.

Weingut Dr. Loosen har været drevet af Loosen familien i mere end 200 år. Siden 1988 har det været Ernst Loosen, som har stået for driften. Da Ernst overtog tøjlerne, så indså han hurtigt, at han havde basis for at lave vine i verdensklasse.

Gamle lavtydende vinstokke, hvoraf nogle er upodede pre-phylloxera Riesling med mere end 120 år på bagen, samt ikke mindst store besiddelser på seks af Mosels bedste marker, alt Bernkasteler Lay, Erdener Treppchen, Ürziger Würzgarten, Wehlener Sonnenuhr, Erdener Prälat og Graacher Himmelreich … navne, som får mundvandet til at løbe over på enhver feinschmecker.

Som ung interesserede Ernst Loosen sig dog ikke så meget for vin, men mere for de mange romerske oldtidsmonumenter og han begyndte derfor efter endt studentereksamen at læse arkæologi.

I midten af 1980’erne blev hans far syg, men da ingen af hans fem brødre og søstre ville overtage vinhuset, så ville hans mor sælge det. Ernst Loosen tog derfor den store beslutning at bytte arkæolog-drømmene ud med ønologi-studier ved den berømte vinskole i Geisenheim med henblik på at føre familiens vinhus videre.

Han supplerede sine studier med rejser til vinhuse i blandt andet Bourgogne, Alsace og Californien og sugede til sig af den viden, han fik fra nogle af verdens dygtigste vinmagere og fik en række idéer til, hvordan kvaliteten af vinene kunne forbedres.

Efter overtagelse af driften af familiens vingård begyndte han således straks med foretage grøn høst, altså drastisk reducere og forbedre udbyttet i markerne. Han standsede brugen  af kemiske sprøjtemidler og indførte organisk gødning.

Denne grønne og bæredygtige tankegang fik han også overført til andre områder, brug af materialer, mere genbrug, energi effektivitet og vandbesparelser.

Ved høst startede han en meget mere selektiv sortering og i kælderen blev der også indført nye metoder, hvor vinen fik en blidere behandling. Og resultaterne udeblev heller ikke. De store internationale vinskribenter har nu i mange år anerkendt Dr. Loosens talenter og kvaliteter.

Blandt andet kårede Gault Millaus tyske vinguide ham som Winemaker of the Year i 2001. Decanter kårede ham som Man of the Year i 2005, samme år som Wine & Spirits placerede ham blandt The World’s 50 Most Influential Winemakers og Wine International kårede ham som Whitewine Maker of the Year.

Ernst Loosen er måske den person som de seneste tyve år har gjort den største indsats for at bringe den tyske Riesling tilbage til fordums ære og værdighed.

I dag driver Ernst Loosen også vingården J.L. Wolf i Pfalz, ejer firmaet Loosen Bros. USA, som står for import og salget af alle hans vine til det amerikanske marked.

Han er også med i et andet joint venture i USA, nemlig J. Christopher Wines i Oregon, hvor han laver vine sammen med vinmagere Jay Somers. Med andre ord, så er Ernst Loosen en ihærdig mand.

Denne Graacher Himmelreich Riesling Großes Gewächs Alte Reben er en vin, som Loosen har lavet siden 2011 og selvfølgelig med druer, der er høstet og sorteret manuelt fra den gamle mark. Vinen er lavet med gæring i gamle egefade på 1.000-3.000 liter og der har vinen også lagret sur lie 12 måneder efter endt gæring.

I næsen er der ikke vild petroleum, men lige en fin antydning kombineret med lidt neglelak, bløde pærer, fersken, svag appelsin, tropisk frugt, ananas, mango, mirabeller, citron og en halv pose nødder samt godt med salte mineraler.

Smagsmæssigt adskilte vinen sig markant fra den rheingauske Riesling ved at være langt mere fin og delikat i smagen, virkelig blid, let og blød, let perlende og byder ellers på masser af citroner, grape og en snas moselsødme. Det mineralske er ikke så tydelig i smagen som ventet, meget fint afdæmpet, men sidder så ellers bare i eftersmagen i monsterlang tid. Stor – men ung – Riesling.

Vinen er købt i Mosel, hvor en flaske koster 21€ … svarende til 156 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Ravines Wine Cellars, Dry Riesling Finger Lakes, New York State, USA

2017 Ravines Wine Cellars, Dry Riesling Finger Lakes, New York, USADanskfødte Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars laver også Riesling på sin vingård i Finger Lakes området i New York området i det østlige USA … endda god Riesling.

Denne Dry Riesling Finger Lakes er lavet med druer fra 2 forskellige marker, nemlig med  52% fra White Springs Vineyard og 48% fra 16 Falls Vineyard.

White Springs Vineyard og 16 Falls Vineyard ligger på hver sin side af Seneca søen. Østvendte White Springs er en af de få marker med masser af kalksten i Finger Lakes, mens vestvendte 16 Falls har en jordbund af ler, lehm og skifer.

Efter høst presses de håndplukkede drueklaser hele, så kun den mest friske og delikate druemost finder vej til den færdige vin.  Den maskinhøstede del af druerne udblødes med skindkontakt inden presningen, for at opnå en færdig vin med ekstra aromatisk intensitet og kompleksitet.

Vinen gærer køligt på ståltank, hvorefter vinen så omstikkes, inden den overvintrer i kontakt med de fine gærrester frem til aftapningen i april. Vinen har i denne årgang 4 gram restsukker pr. liter, hvilket er lidt mere end tidligere år.

Sikke da en fin og lidt kølig næse, meget hvid og sart med svag antydning af lidt petroleum, men ellers masser af hvid frugt som fx fersken, pærer, svag ananas … hvide blomster, astronaut-is, lemon, nogen sødme, milde krydderier, vanilje og en smule brunet smør.

I munden er der en del sødme, selvom det er en Dry Riesling. Der er moden og småfed frugt, lemon, citrus, pærer, svag grape … samtidig meget cremet, blød, rund og behagelig. Det er sgu Riesling, som alle vil blive begejstret for.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigRiesling Vieilles Vignes fra Jacques og datteren Carolyn på Domaine Sipp Mack i Alsace er en vin, der bare leverer varen … år efter år, flaske efter flaske og tår efter tår.

Druerne til Riesling Vieilles Vignes kommer fra vinstokke omkring 40 år gamle. Druerne er håndplukket i begyndelsen af oktober.

Efter sortering placeres druerne i en pneumatisk presse, hvor de forsigtigt presses i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma.

Mosten overføres herefter til temperaturkontrollerede ståltanke, hvor den endelige gæring finder sted. Aftapning på flaske sker i august efter høståret.

Duftmæssigt er denne 2017 Riesling Vieilles Vignes lige så skøn og dejlig som 2016’eren … mindst. Der er atter masser herlige noter af petroleum, symaskineolie, fersken, pærer, svag tropisk aftryk og så skal fra en appelson, timian og knap så varm i udtrykket som den foregående årgang, men fortsat meget alsacisk. For at sige det ligeud, så dufter det røvgodt.

Øjjj, hvor den også smager godt … en svag cremethed, men mindre blød og langt mere syrlig end 2016’eren. Det er skarpt med citroner, grape, grøn/gule æbler, pærer, fersken, klare kalkede mineraler samt igen stor saftighed. Sødmen er mindre end i 2016, men det er sgu skruet fint sammen og igen bare super kvalitet til en superfin pris, hvorfor vinbloggeren tager endnu en tår … og én mer’.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., men prisen i øjeblikket er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker. Det er sgu fortsat et godt tilbud.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut Peter Burens, Auf Schonfels Riesling Kabinett Fruchtig, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Peter Burens, Auf Schonfels Riesling Fruchtig, Mosel, TysklandSå er vi atter tilbage hos SaarWeinGut Peter Burens på Graf-Siegfried-Straße i byen Saarburg og denne gang med en 2019 Auf Schonfels Riesling Kabinett Fruchtig.

Som med den tørre udgave af vinen er også denne Fruchtig lavet med druer fra Saarburger Auf Schonfels parcellen, der har en jordbund af skifer, kalk og så nogle meget gamle Alte Reben vinstokke.

Druerne er høstet ved 84° Oechsle og derefter spontangæret alene med druernes naturlige gærceller. Gæringen er dog stoppet tidligere og dermed har vinen alene en alkohol på 8%, men også hele 50 gram restsukker pr. liter. Men som med den tørre udgave, så bliver det imidlertid aldrig en alt for sød vin.

For selvom det er en Fruchtig Riesling, så dufter den i glasset bestemt ikke sød, men har en nærmest olieret duft … svag benzin, linolie og samtidig fornemmer man også en rank syre, lidt hyld, lidt tropisk frugt med fersken, mango, abrikos, grillede citroner, pærer, lemon og sådan en lidt legende, fin og aromatisk note.

I munden kommer sødmen dog frem med fuld pedal, men heldigvis uden at miste en eller anden form for syre. Der er en herlig smag af grønne æbler, lemon, afdæmpet citron og god nerve. Det betyder, at vinen således aldrig bliver oversød trods 50 gram restsukker pr. liter, for det hænger virkelig godt sammen frisk grøn frugt, syre, citron, koncentration og direkte elegance.

Forhandles af Vinifikant, hvor en flaske koster 155 kr.

Vinanmeldelse 5/7