Tag-arkiv: Rías Baixas

2020 Bodegas Martín Códax, Martín Códax Albariño, Rías Baixas, Spanien

2020 Bodegas Martín Códax, Martín Códax Albariño, Rías Baixas, SpanienNår jeg lige har smagt en Albariño vin fra Viñas e Adegas Galegas, der er ejet af Bodegas Martín Códax, hvorfor så ikke også smage en vin fra selve kooperativet … deres Martín Códax Albariño.

Dennne Martín Códax Albariño er selvfølgelig også ren 100% Albariño, hvor druerne er høstet med et udbytte på 58 hektoliter pr. hektar og så er vinen ellers lavet på temperaturstyrede ståltanke uden lagring af nogen slags.

Duftmæssigt er vinen fed, aromatisk, blomstret … har frugt med fersken, melon, modne æbler, stikkelsbær samt lidt muskatnød samt tyggegummi og en jernet mineralitet.

I munden er vinen dog langt mere frisk, syrlig og grøn … pæn syrlighed med citroner, grape, kridt og altså bare masser af syre og en grapeagtig bitterhed. Det er en vin, hvor man liver op og alligevel med et venligt blink i øjet.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Viñas e Adegas Galegas, Los Amantes Albariño, Rías Baixas, Spanien

2020 Adegas Galegas, Los Amantes Albariño, Rías Baixas, SpanienNo muy seco … no muy dulce står der på etiketten af denne spændende vin Los Amantes Albariño fra Viñas e Adegas Galegas. Det betyder ikke særlig tør … ikke særlig sød. Men den lille illustration med manden, der forsøger at plukke månen ned til sin udkårne er da nussersød.

Lad os se, om det også gælder vinen, som kommer fra Viñas e Adegas Galegas, der er et Rías Baixas vinhus, der i 2012 blev opkøbt af Bodegas Martín Códax … og det ringer en klokke, for det vinhus er vi tidligere stødt ind i her på Houlbergs Vinblog.

Bodegas Martín Códax er et kooperativet, som ligger ved byen Vilariño tæt på Cambados i dalen Valle de Salnés i Galicien under appellationen Rías Baixas. Kooperativet er grundlagt i 1986 og tæller 270 medlemmer, som samlet dækker omkring 210 hektar vinmarker og derudover har man aftaler med yderligere 300 vinavlere om levering af druer til kooperativet.

Kooperativet har taget deres navn efter en troubadour, som kom fra byen Vigo i Galicien og levede der i 1300-tallet. Bodegas Martín Códax sponsorerer således præmien til den årlige Martín Códax digteraften og støtter en ældre musikgruppe, som også er opkaldt efter den gamle digter.

På kooperativet laves der udelukkende vine på Albariño druen, og endda hele 10 forskellige af slagsen og herudover en mousserende vin samt 4 forskellige likører. Vinene sælges under to brands, nemlig Bodegas Martín Códax samt Burgáns … hvilket i øvrigt er navnet på den bakke, som kooperativet ejendom i Vilariño ligger på.

Kooperativets vine laves af de to vinmagere Luciano Amoedo og Katia Álvarez. Luciano er 9. generation af vinbønder og han var én af initiativtager til oprettelsen af kooperativet. Derudover har han også spillet en væsentlig rolle i etableringen af appellationen DO Rías Baixas.

Katia Álvarez blev ansvarlig vinmager på kooperativet i 2005 og er uddannet ønolog, men har også studeret jordbrugsteknik med speciale i landbrug og fødevareindustri.

Viñas e Adegas Galegas  – som Bodegas Martín Códax altså købte i 2012 – ligger i Meder i Pontevedra og hører under D.O. Rias Baixas. Det er grundlagt i 1995 af Pepe Rodríguez og har 33 hektar marker, hvorfra der primært laves vine på netop Albariño … præcis som Bodegas Martín Códax.

Denne Albariño vin er lavet med druer, der er høstet med håndkraft og så er vinen ellers vinificeret på rustfrie ståltanke … både gæring og den efterfølgende korte lagring.

Los Amantes Albariño er lidt småbuttet i duften, masser af honningmelon og fersken, en frisk pæretærte, småparfumeret med gule blomster, sandeltræ. let muskatnød, symaskineolie samt sød lakridskonfekt.

I munden er det en frisk og smagfuld vin, om end fyldig med saftige æbler, fersken, abrikos og citroner. Syren bliver måske en anelse til den runde side, men det opvejes af den læskende saftige, runde og søde frugt og den umiddelbare drikkevenlighed. Det er en lille prisbasker, som alle vil finde fornøjelig.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 92 kr., mens prisen er 74,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 El Escocés Volante, The Cup and Rings Albariño Selección Sobre Lias, Rías Baixas, Spanien

2016 El Escocés Volante, The Cup and Rings Albariño, Rías Baixas, SpanienEl Escocés Volante ligger i byen Calatayud i vinområdet Aragon og navnet betyder den flyvende skotte og refererer til den vilde ejer skotten Norrel Robertson. Denne vin … The Cup and Rings Albariño Selección Sobre Lias er dog fra vinområdet Rías Baixas, men lavet af den fabelagtige dygtige skotte.

Norrel er egentlig uddannet som kandidat indenfor politik og internationale forbindelser, men det fangede aldrig helt, men det gjorde vinen i stedet. For under sine studier arbejdede han i en vinbutik i Aberdeen og det var her, at han for alvor tabte sit hjerte.

Så derfor startede han i stedet i vinbranchen … først som sælger og senere indkøber. Gennem arbejdet som indkøber rejste Norrel hele verden rundt for at finde vin til en række britiske supermarkeder og det var der, at han i 1990 bestemte sig for, at han selv ville være vinmager.

Norrel besluttede sig for at lære vinverdenen at kende fra arbejdet som kælderrotte og op. Det betød at han begyndte som hjælper og så vinmagerassistent i Chianti, Portugal, Australien og Chile. Oftest fik han det timet således, at han bare kunne rejse fra høst til høst.

I 1998 tilmeldte han sig Master of Wine Studiet og blev et par år efter færdiguddannet. Men ikke nok med at han bestod – hvilket er noget de færreste formår – så vandt han prisen for bedste teoretiske værk og bestod med højeste score nogensinde.

Derefter arbejdede Norrel for International Wine Services, som er en kæmpe international kæde, som laver vin i hele verdenen, men sideløbende med dette tog han også lige en Masters i Winemaking på Christchurch universitet i New Zealand.

Norrels arbejde ledte ham bl.a. til Calatayud  regionen i Spanien, hvor han øjeblikkeligt forelskede sig i de oldgamle Grenache stokke og den storslåede natur. I 2003 flyttede han derfor til Spanien hvor han lavede sit vinhus El Escoses Volante – den flyvende skotte.

I 2004 havde Norrel fået stablet sin egen produktion på benene og sidenhen er projektet kun vokset. Det betyder blandt andet også, at den flyvende skotte også producerer vin i andre områder i Spanien, altså både Calatayud, Bullas og Galicien. Derudover fungerer han også som rådgiver på flere andre vinhuse.

Filosofien bag hans vinhus El Escocés Volante er altid at maksimere udbyttet af de fantastiske råmaterialer, der er tilgængelige i Spanien. Norrel ønsker, at fremstille vine, som beholder dele  af Spanien i sig. Han ejer ikke selv vinmarker, men køber druer og lejer sig ind hos forskellige producenter.

Dette har han nu gjort i over 10 år, hvor hans vine kun er blevet bedre og bedre. Bl.a. omtales Norrel Robertson som quality leader  indenfor Calatayud af Robert Parkers Wine Advocate.

Her har vi Norrel Robertsons hvidvin The Cup and Rings Albariño Selección Sobre Lias fra vinområdet Rías Baixas i det nordvestlige hjørne af Spanien. Vinen er på 100% Albariño, en drue jeg tidligere har smagt og altid været ganske begejstret for.

Albariño er efter min mening nok en af Spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier.

Det med Riesling er nok det mest sandsynlige, idet navnet Alba-Riño betyder den hvide (vvi) fra Rhinen. Efter sigende skulle tyske munke have haft druen med til Galicien i 1200-tallet … og Rías Baixas ligger jo lige præcis i Galicien.

Sikkert er det dog, at Albariño er en aromatisk sort, der er lys og samtidig meget lettere end andre aromatiske sorter som Viognier og Gewürztraminer. Albariño er også rigere på syre, hvilket får den til at virke frisk.

Denne The Cup and Rings Albariño Selección Sobre Lias er ved, at druerne efter høstet først ligger 7 timer i køling udblødning, hvilket så er efterfulgt af presning og gæring i rustfrie ståltanke ved kølige temperaturer omkring 17-18 grader. Derefter har halvdelen af vinen så gennemgået malolaktisk gæring. Vinen er så lagret sur lie i 30 måneder inden filtrering og aftapning på flaske.

Duftmæssigt har vinen en frisk, grøn og aromatisk duft, suppleret med lidt altheabolsjer, lakrids, ananas, fersken, grillede citroner, en omgang mariekiks og linolie. Der fornemmes en smule fylde i vinen.

I munden er det en frisk vin, pænt med citroner, lemon, småbitter grape, lidt grønne umodne æbler, stikkelsbær og med en lidt olieret, småfyldig krop med et frisk bid.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Bodegas Forjas del Salnés, Goliardo Tinto, Rías Baixas, Spanien

2018 Bodegas Forjas del Salnés, Goliardo Tinto, Rías Baixas, SpanienJeg har nu 2 gange smagt Albariño hvidvinen Leirana fra Bodegas Forjas del Salnés i Rías Baixas. Lækker vin. Nu smager jeg en rødvin fra det lille vinhus, der ligger 20 kilometer nordvest for havnebyen Pontevedra, nemlig vinen Goliardo.

Vinen er lavet på et skønt mix af lokale druesorter …  40% Caíño, 20% Espadeiro, 20% Loureiro og 20% Sousón aka Sousão. Det er således druen Caíño, der er den styrende drue i dette mix og Bodegas Forjas del Salnés laver endda også en vin udelukkende på druen … Goliardo Caíño.

Caíño er en rød frue, som findes på den iberiske halvø, altså Spanien og Portugal. Den dyrkes mest i Galicien og især Rías Baixas og Ribeiro, hvor Caíño overvejende bruges i rødvinsblandinger,

I Portugal er Caíño kendt som Borraçal og bruges også dér som blandingsdrue i de røde vine i Vinho Verde.

Caiño er en druesort med et mørk, tykt skind, der giver dyb farve og kraftige tanniner til vinene. Derfor laves vine på Caíño ofte med en carbonic maceration for at dæmpe tørheden og tanninerne.

Derudover er vine på Caiño ofte en del parfumerede, medium fyldige og ofte meget sure. Caiño er vanskelig at dyrke i markerne, da druen er let modtagelig for mange sygdomme som fx meldug, solskoldning og råd. Udbyttet er også uregelmæssigt, men synes bedst kontrolleret i Spanien.

Her hos Bodegas Forjas del Salnés kommer Caíño druerne til denne Goliardo Tinto fra op til 90 år gamle Caíño, som vokser i nogle af de sandede og granitholdige jorder tilhørende vinhuset. Den er i denne vin som suppleret med Espadeiro, Sousão og den hvide Loureiro.

 Al høst foretages i hånden med en efterfølgende nænsom sortering efterfulgt af gæring, som sker i både ståltanke og egefade. Efter endt fermentering er vinen så lagret 1 år på egetræsfade, både barriques og 500 liter tonneaux samt 1.500 liter foudres.

Næsen er meget blomsterrig, parfumeret og ganske frisk. Der er blomsternektar, lynghonning, pænt med dugfriske kirsebær og lidt lysere bær, grøntsagsfond og fennikel. Det er absolut en vin til den friske og lyse side … med en charmende bondsk side.

I munden er Goliardo Tinto også bondsk … og langt mere syrlig end forventet. Det er sgu en frisk, lys og let lille syrebasse, som spræller i munden og giver dig både syre, lidt bitterhed, tørhed, tørre sten, jern og andre hårde mineraler. Det er et forfriskende syretrip … ikke med finesse eller elegance, men i stedet med stram citronsyre, lys, stram balsamisk eddike og kant … men charmerende er det sgu.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, Spanien

2019 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, SpanienJeg smagte i starten af året første gang denne Albariño baserede Leirana fra Bodegas Forjas del Salnés i Rías Baixas i en årgang 2018. Nu smager jeg den igen … blot i en årgang nyere.

Dengang skrev jeg en masse om selve vinhuset og vinmageren Rodrigo Rodri Méndez, som første gange lavede denne Leirana i 2005.

Han har opkaldt den efter sin bedstemor Leirana María Luisa Lázaro og vinen er lavet på Albariño druer fra 40-50 år gamle vinstokke fra veldrænende vinmarker omkring Salnés.

Druerne fra hver parcel er vinificeret separat, druerne afstilkes inden presning, gæring sker spontant over 20 dage med druernes naturlige gærceller og så er vinen lavet uden malolaktisk gæring samt lagret 60% stål og 40% fade af ældre dato.

Sjovt nok er denne 2019 Leirana slet ikke så gul i glasset som 2018’eren, men passer farvemæssigt mere til normale Albariño vine, men duften har samme kalkede mineralitet, nogen fylde, meget sart og med lidt varm frugt, melon, syltede citroner, tørrede abrikoser og en lille krydret sødme. Det virker umiddelbart ikke som en streng, sur eller stram Albariño, men meget indbydende og venlig.

I munden er det en fyldig Albariño med ananas, grillede citroner og samtidig noget mer’ syrlig end 2018’eren. Der er grønne æbler, klart bitter grape, røgede elementer, urhed og en stenet mineralitet. Det gør vinen utrolig frisk, hvilket spiller godt sammen med en fyldig eller måske nærmere svag olieret fornemmelse. Yammy det er frydefuld lækker hvidvin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 143 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, Spanien

2018 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, SpanienNu er vi der igen … altså i Rías Baixas i den i nordvestlige del af Spanien og atter med en vin på Albariño, nemlig vinen Leirana fra Bodegas Forjas del Salnés.

Vingården drives af Rodrigo Rodri Méndez, som grundlagde Bodegas Forjas del Salnés i midten af 2000’erne og navngav vingården efter den forretning indenfor stålindustrien, som hans gamle bedstefar Francisco Méndez drev. Rodrigo kom dog selv fra en familie, som har vinproduktion i blodet og er nevø af Do Ferreiros Gerardo Méndez … en anerkendt producent af Albariño i Rías Baixas.

Men Rodrigo Rodri Méndez besluttede sig for at producere rødvine i  Rías Baixas, som jo ellers næsten udelukkende er viet til hvidvine, og søgte hjælp fra vennen Raúl Pérez, der selv producerer vin i Bierzo og andre af de galiciske regioner.

Raúl rådede dog Rodrigo til ikke at droppe de gamle Albariño vinstokke, så derfor producerer Bodegas Forjas del Salnés i dag 15 forskellige vine fra husets 7,5 hektar vinmarker, som ligger ved landsbyerne Meaño, Sanxenxo og Barro. Den årlige produktion ligger på omkring 45.000 flasker årligt.

Derudover er Rodrigo Rodri Méndez også involveret i projektet Castro Candaz sammen med Raúl Pérez i Ribeira Sacra … et nok lidt mere ukendt område omkring Chantada i Galicien.

Denne Leirana, som første gang er lavet i 2005,  er opkaldt efter Rodrigos bedstemor Leirana María Luisa Lázaro og er lavet Albariño druer fra med 40-50 år gamle vinstokke fra veldrænende vinmarker omkring Salnés.

Druerne fra hver parcel er vinificeret separat, druerne afstilkes inden presning, gæring sker spontant over 20 dage med druernes naturlige gærceller og så er vinen lavet uden malolaktisk gæring samt lagret 90% stål og 10% fade af ældre dato.

I glasset er vinen mere gul end lige forventet … og jeg har ellers drukket mange Albariño vine. Duftmæssigt har vinen kraftige og varme overarme, syltede citroner, tørrede abrikoser, grape og giver en meget liflig duft med en nærmest kalket mineralitet. Det er ikke en streng, stram Albariño, men klart mere kropslig, røget med fuld skrald på aromaerne.

I munden er det en fyldig Albariño med ananas, grillede citroner, mælkede noter og hvor smager den egentlig godt. Balancen mellem sødme, syre og bitterhed er fabelagtig, hvor den bløde syre er den mest fremtrædende, mens en lille grape bitterhed er beskeden og sødmen nærmest eftertænksom. Vinen har røget fyldighed, men samtidig tilstrækkelig surhed og en stenet mineralitet til, at det aldrig bliver for fedt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 143 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Benito Santos, Albariño, Rías Baixas, Spanien

2017 Benito Santos, Albariño, Rias Baixas, SpanienAdega Benito Santos ligger næsten helt ud til havet i den lille by Currás nord for havnebyen Pontevedra i Rías Baixas … det nordvestlige hjørne af Spanien. Derfra smager jeg en Albariño vin med en sjov etiket, der ser ud som om, at havet har påvirket vinhuset.

Benito Santos arbejdede som ung dreng i 1930’erne i vinmarkerne hos sin bedstefar, som lavede lidt vin på Albariño … vine, som blev serveret i bedstefarens egen bar og vandt priser næsten årligt til festivalen Fiesta de Albariño i Cambado.

Allerede dengang drømte Benito om selv af blive vinproducent, men først i 1979 grundlagde han sit eget vinhus. Han fik dog hurtigt et godt navn og var med til at grundlægge appellationen DO Rías Baixas i 1980 og blev således en betydende vinmager.

I dag er vinhuset ejet af Miguel Angel García, som laver vinene sammen med vinmageren José Antonio Porto. Miguel har foretaget en større renovering af vingården, som samlet dækker 12 hektar vinmarker, hvor de 3 bedste marker er Saiar, Bemil og Xoan … opkaldt efter nogle gamle, lokale kirker.

Druerne fra egne marker dækker omkring 60% af produktionen, mens resten opkøbes hos vinavlere via langtidskontrakter, men fælles for alle markerne er, at de i dag drives økologisk og i kælderen arbejder José også så naturligt som muligt og anvender fx alene druernes naturlig gærceller i gæringen af vinene.

Denne Albariño er lavet med druer fra 30 år gamle vinstokke, hvor druerne efter høst og presning gærer spontant i rustfrie ståltanke under temperaturkontrol. Vinen lagres efterfølgende sur lie 6 måneder i tankene inden aftapning på flaske og frigivelse.

Næsen er fin, ren og stringent, stålsat med frisk frugt, kvæde, æbler, fersken, lemon, en smule krydderier og lidt våde vaskeklude, sæbe,  blomster og samtidig en smule luftighed.

Smagen er rank, frisk og sprød, der er god syre, masser af citron, lemon, grøn peber, lidt grape, salte mineraler, pæn tørhed … i det hele taget masser af gode kvaliteter. Jeg er vild med Albariño fra Rías Baixas og denne er et fint eksemplar.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 130 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Bodegas La Val, Orballo Albariño, Rías Baixas, Spanien

2017 Bodegas La Val, Orballo Albariño, Rías Baixas, SpanienTil vor 4 retters menu, som var inkluderet i det kulinariske ophold skulle vi ha’ lidt vin og da fruen havde en hvidvin tilgode, så valgte vi en 2017 Orballo Albariño fra vinhuset Bodegas La Val, som ligger lidt nord for den lille by Agrela i Salvaterra de Miño ved Pontevedra i Rías Baixas.

Bodegas La Val er etableret i 1985 af José Limeres Guille i O Rosal ved udmundingen af Miño floden. En af markerne var marken La Val, som kom til at lægge navn til vinhuset. Senere tilplantede man også flere marker bl.a. Arantei, Taboexa og Porto … de tre vinmarker, som i dag udgør grundstenen i husets samlede 53 hektar vinmarker.

Derudover byggede Bodegas La Val i 2003 det store, topmoderne vineri midt i marken Arantei i Salvaterra de Miño. Det kan I se på billedet ovenover.

I dag ejes vinhuset dog af en række investorer med den nuværende direktør Fernando Bandeira og administratoren Antonio Ruiloba i spidsen.

Denne Orballo Albariño har sit navn efter det galiciske ord Orballo, som betyder stille regn. Det regner nemlig ofte i Rías Baxias, som også ofte kaldes det grønne Spanien.

Det er selvfølgelig 100% Albariño, som er gæret og lagret på temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke. Ingen fad … her skal nemlig fremelskes den fine rene frugt, den friske frugtsyre samt den spændstige og mineralske stil … i hvert fald ifølge vinhuset selv.

Imidlertid er det nu ikke – som jeg også selv havde forventet – en sprød og frisk vin. I stedet har vinen sådan en lidt sød, varm og lidt kluntet aroma. Det er astronaut-is, søde frugter, abrikos, passionsfrugt, hyld og virker faktisk en smule fed i udtrykket.

Smagsmæssigt er der også fedme og sødme, arhhhh det står sgu ikke helt skarpt og smagsmæssigt heller ikke som forventet, men lidt slap, lidt for varm og lidt for sødkrydret. Der mangler både syre, sprødhed og mineraler, selvom den da slutter med lidt grape i eftersmagen.

Forhandles af Vinslottet, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2008 Pazo Señorans, Selección de Añada, Rías Baixas, Spanien

2008 Pazo Señorans, Selección de Añada, Rías Baixas, SpanienNæste vin ved den lille sommersmagning hos vinbuddy Jan blev denne Selección de Añada fra det spanske vinhus Pazo Señorans … selvfølgelig smagt blindt som de øvrige, men vi var ikke engang tætte på at gætte, hvorfra vinen kom.

Pazo Señorans ligger ved Pontevedra i Rias Baixas i det nordvestligste hjørne af Spanien. Det er et vinhus, som er grundlagt i 1979, da Marisol Bueno og hendes mand Javier Mareque købte en landejendom og et stykke land ved byen Pontevedra. De skulle egentlig ikke være vinbønder, men markerne var tilplantet med kiwitræer samt Albarino vinstokke og ejendommen havde også udstyr til vinproduktion.

Marisol Bueno havde tidligere studeret biologi, og hun satte sig for, at hun ville producere sin egen vin. I 1990 begyndte Marisol at sælge vinene, som hun producerer i samarbejde med vinmageren Ana Quintela.

Der er streng disciplin i produktionen af husets vine. Hver eneste parcel bliver behandlet separat og bliver holdt adskilt indtil den endelige udvælgelse. Alle druer høstes manuelt og sorteres separat i små kurve, inden de bliver bragt ind til selve presningen.

Pazo Señorans har samlet 19 hektar vinmarker, som Marisol i dag driver sammen med hendes 4 børn Marisol, Vicky, Javier og Santiago. Og de laver samlet 3 forskellige hvidvine på Albariño druen samt 2 Aguardiente. Denne Selección de Añada er husets roste topvin.

Alle årgange har opnået høje point af Parker og 2007-årgangen blev kåret af The Wine Advocate som kandidat til den bedste vin på Albarino druen dette år. Selección de Añada er generelt en af de mest roste hvidvine i hele Spanien.

Druerne til vinen kommer fra vinstokke, som gennemsnitlig er omkring 45 år. Vinen er lavet med en kort maceration og er efter endt fermentering lagret sur lie – med bærmen – i ståltanke i 30 måneder efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det en ganske aromatisk vin, som byder på tonsvis af blomster og virker blød, blid og meget feminin i udtrykket. Det hele er meget fint og forsigtigt med et lidt støvet udtryk med modne, gule æbler, abrikos, tropisk vellyst, mandler, timian og måske lidt mineraler.

Smagsmæssigt er der – trods 10 år på bagen – masser af liv og syre, ja faktisk er syren virkelig godt fremme i smagsbilledet. Der er æbler, citrus, jern, sten og mineraler samt et grønt bid, men alligevel leveres det hele på en meget sagte og feminin facon, hvilket gør vinen både delikat, elegant og raffineret.

Forhandles af Kjær Sommerfelt, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Señorío de Rubiós, Condado do Tea Blanco, Rías Baixas, Spanien

2016 Señorio de Rubios, Condada do Tea Blanco, Rías Baixas, SpanienKooperativet Señorío de Rubiós alias Bodegas Coto Redondo ligger på siden af San Nomedio bjerget, tæt på floden Miño i det lille område Rubiós i Rías Baixas. Og de står bag næste vin … en Condado do Tea Blanco.

Det lille kooperativ er faktisk forholdsvis nyt. Det er nemlig grundlagt i 2003 som Bodegas Coto Redondo af 57 vinavlere i Rubiós. De var naboer og havde brug for at samle kræfterne omkring produktion, salg og markedsføring af deres vine.

I dag tæller kooperativet 105 medlemmer, som alle leverer deres druer til fællesskabet, men også et andet kooperativ Viticultores de Rubiós Sociedad Cooperativa Gallega, stiftet omkring samme tidspunkt, leverer også deres druer til Bodegas Coto Redondo.

Señorío de Rubiós søger at fremstille vine i en kombination af tradition og modernitet – mellem flere års erfaring og den nye moderne teknologi.

Det vigtigste for Señorío de Rubiós er at beholde den naturlige smag, som kommer fra den bedste behandling af druerne under både høsten og bearbejdningen. Derudover ligger Señorío de Rubiós i et unikt klima til dyrkning af vinstokke, som også er med til at give vinene fra Señorío de Rubiós deres høje kvalitet.

Rías Baixas er opdelt i 5 mindre DO appellationer, nemlig Val do Salnés, O Rosal, Soutomaior, Ribera de Ulla og Condado do Tea. Det er frem sidstnævnte område, at Señorío de Rubiós laver deres vine.

Og Señorío de Rubiós har haft en speciel betydning for specielt Condado do Tea og hele vinregionen Rías Baixas, fordi kooperativet har været med til at udvikle og sprede produktionen af de røde vine i området.

Normalt er Rías Baixas jo den hvide drue Albariños’ hjemmebane, og inden etableringen af Señorío de Rubiós var produktionen af røde vine næsten lig nul. Men vinhuset har bestemt sig for at være med til at forbedre og forny fremstillingen af rødvine.

Men her er det altså en hvidvin, og ikke alene på Albariño. Denne Condado do Tea Blanco er nemlig lavet på et skønt mix af 70% Treixadura, 10% Loureiro, 15% Albariño, 3% Godello og 2% Torrontés. Druerne afstilkes, presses og fermenteres i rustfrie ståltanke ved 18 grader.

Treixadura har vi vist ikke stødt på her på bloggen tidligere. Den kende også under navnet Trajadura og er en hvid/grøn portugisisk drue, som primært findes i den nordvestlige del af Portugal i Vinho Verde området.

Men derudover findes den også i Galicien i Spanien, primært i Ribeiro og Rías Baixas. Druen anvendes mest i blends og giver krop og let lemon til vinene. Den blandes oftest med Loureiro og Albariño i Rías Baixas.

Næsen byder på friske, grønne æbler, stikkelsbær og er faktisk også ganske aromatisk. Det er en ganske lækker duft, let lemon og samtidig fornemmes også en let fedme eller fylde.

I munden er det frisk grape, meget ren og stålsat frugt. Syren er grøn og markant, men ikke voldsom, hvorfor vinen kan føles en smule flad med grønne elementer, salt, lemon og peber.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7