2021 Weingut Clüsserath-Weiler, Trittenheimer Apotheke Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2021 Weingut Clüsserath-Weiler, Trittenheimer Apotheke Riesling Feinherb, Mosel, TysklandMed den 3. og sidste Weingut Clüsserath-Weiler er druerne nu fra Trittenheimer Apotheke marken, men vi har skruet en anelse ned for sødmen, for vinen er en 2021 Trittenheimer Apotheke Riesling Feinherb.

På denne blå skiferrige mark er Riesling vinstokkene 35-50 år og høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. liter.  Den berømte Apotheke mark har en stejl skråning med stigning på op til 70%.

Efter høsten er druerne presset blidt og spontangæring er sket i store, gamle egefade alene med druernes egne gærceller. Der er vinen også lagret 5 måneder sur lie og har omkring 23,9 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der atter petroleum, diesel og de tertiære aromaer er langt mere skingre som om Treble knappen på forstærkeren er sat på maksimum. Man fornemmer en flot dybde sammen med en frugt af æbler, pærer og igen kommer der lidt tropisk frugt med fersken, mango og let ananas på en lidt olieret måde.

Smagen sidder lige i skabet … og skabet er fyldt med gule, modne æbler, bløde pærer, mango, ananas og honningmelon. Alt er modent, saftigt og læskende, blød og cremet, mens syren er maskulin, fyldig, småfed med lidt kandiseret lemon og noget stenet mineralitet. Der er en Riesling, der er alvorlig, voksen og dyb, så 93 point.

Forhandles af Vinoble Horsens, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Clüsserath-Weiler, Trittenheimer Altärchen Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

2022 Weingut Clüsserath-Weiler, Trittenheimer Altärchen Riesling Kabinett, Mosel, TysklandMed næste Riesling fra Weingut Clüsserath-Weiler har vi skruet lidt op for sødmen og ned for alkoholen, for det er nemlig enkeltmarksvinen 2022 Trittenheimer Altärchen Riesling Kabinett.

På marken Trittenheimer Altärchen er Riesling stokkene 30 år gammel og står i en jord med sandet muldjord med skifer og druerne høstes med udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Ellers er vinen faktisk lavet som den foregående, hvor mosten efter en blid presning er lavet i ståltanke med spontangæring alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie i ståltankene i 3 måneder. Vi er dog rykket en tak længere op i sødmegraden med 45 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der igen noget petroleum og linolie, men nu virker duften bare federe, mere tæt og sødlig. Nu er der også mere skrald på frugten, der virker småeksotisk med både æblemost, mango samt ananas, grillet lemon og en lidt støvet, stenet mineralitet.

I munden mærker du for alvor de 45 gram restsukker, for det er Riesling for folk med en sød tand. Det har jeg, så der smager ganske fortrinligt og i smagen slår den tropiske frugt for alvor igennem med mango, ananas og fersken … mushy, saftig og læskende som sød most og så alligevel med en syre, som er ren, klar og fin med appelsin, sød lemon og grillet citron med sukker på … jeg fornemmer samtidig en let perlen på tungen. 92 point.

Forhandles af Vinoble Horsens, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Weingut Clüsserath-Weiler, Trittenheimer Riesling HC Trocken, Mosel, Tyskland

2022 Weingut Clüsserath-Weiler, Trittenheimer Riesling HC Trocken, Mosel, TysklandPå Brückenstraße 9 i Trittenheim i Mosel finder vi Weingut Clüsserath-Weiler, der også på stedet driver Gästehaus Clüsserath-Weiler og en lille restaurant. Vi skal derfra smage 3 vine og jeg starter med denne 2022 Trittenheimer Riesling HC Trocken.

Der findes flere grene af Clüsserath familien i Trittenheim … jeg har før smagt vin fra Weingut Clüsserath-Eifel, men derudover er der så også andre huse som Weingut & Gästehaus Christoph Clüsserath, , Weingut Georg Clüsserath, Wein- und Sektgut Günther Clüsserath, Weingut Hubert Clüsserath-Schmitt, Wein – & Gästehaus Dietmar Clüsserath.Weingut Eva Clüsserath-Wittmann og endelig Weingut Clüsserath-Weiler.

Der findes med andre ord masser Clüsserath’er i Trittenheim, men netop Weingut Clüsserath-Weiler har deres vin- og gæstehus lige ved den berømte mark Trittenheimer Apotheke.

Vinhuset er over 300 år gammel, grundlagt i 1670 og ejes i dag af  Hilde og Helmut Clüsserath, som i mange år har dedikeret deres liv og store kærlighed til at lave Riesling vine. I dag er drift og ledelse dog langsomt ved at blive overtaget af deres datter Verena Clüsserath som 10. generation.

Verena har taget sit Weinbaustudium på Geisenheim i Rheingau, men derefter gennemført flere praktikophold på vingårde i både Tyskland, Italien og Australien. Nu viderefører hun så den gamle familietradition med hjælp fra far Helmut.

Huset har 6 hektar vinmarker ved Trittenheim og Mehring og dyrker alene 100% Riesling. Deres 6 hektar er fordelt på markerne Mehringer Zellerberg, Trittenheimer Altärchen, Trittenheimer Apotheke, Trittenheimer Apotheke Fährfels og Neumagener Rosengärtchen.

Weingut Clüsserath-Weiler er særlig kendt for, at de ejer et par parceller på den meget prestigefulde mark Trittenheimer Apotheke Fährfels, hvor den ældste del har vinstokke, der – dokumenterbart – blev plantet allerede tilbage i 1900.

Vinhuset laver årligt omkring 40.000 flasker vin, herunder altså denne 2022 Trittenheimer Riesling HC Trocken, som er en Ortswein, der er lavet med Riesling druer fra 25-30 år gamle vinstokke på både Trittenheimer Apotheke og Trittenheimer Altärchen. Det er et par marker med en jordbund bestående af sandet muldjord med høj andel af fin skifer.

Druerne er høstet med et pænt stort udbytte på 65 hektoliter pr. hektar og derefter er det presset blidt. Så er vinen lavet i ståltanke med spontangæring alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie i ståltankene i 3 måneder. Vinen har 7,6 gram restsukker pr. liter.

IHHH, hvor det dufter godt … virkelig god inderlighed med både snert af petroleum, linolie og søde appelsiner suppleret med nogle ganske aromatiske æbler, æblemost, lidt småtropiske frugter, men mest af alt bare står duften bare knivskarp, bedårende og utrolig imponerende. Jeg er virkelig positiv overrasket.

Smagen er også fin … mere diskret, ren og klar i udtrykket, hvor man omgående mærker en pivskarp og frisk mineralitet. Der er grønne og noget lemon, grape og endda lidt småtropiske frugter af mango samt ananas. Syren er fin, mineralsk og rank med lidt bitterhed fra lemons og citroner, men der kommer også lidt diskret moselsødme og dette giver samlet en utrolig flot Riesling … og flot niveau for en Ortswein, så dermed 93 point.

Forhandles af Vinoble Horsens, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Cantine Paradiso, Mast Negroamaro, Puglia, Italien

2021 Cantine Paradiso, Mast Negroamaro, Puglia, ItalienMed næste vin, som hedder Mast Negroamaro, skal vi en tur til det sydlige Italien, hvor vi finder vinhuset med det dejlige navn Cantine Paradiso og jeg smager vinen i årgang 2021.

Cantine Paradiso hedder måske mere korrekt Vinolea Paradiso og  ligger i det nordlige del af den større by Cerignola i Apulien i Italien.

Paradiso familien har alle været vinavlere siden 1954, hvor Angelo Paradiso – også kendt som Angelo Primo – grundlagde vingården i Cerignola i hjertet af Daunia provinsen i Puglia.

Derefter overtog Angelos 4 sønner driften og gennem de efterfølgende år udvidede de med køb af nye vinmarker, men i dag er det 3. generation – Angelos barnebarn – der også heder Angelo, der har overtaget driften.

Familien har samlet 12 hektar, som primært er tilplantet med druesorter som Nero di Troia, Primitivo og Negroamaro, men også hvide sorter som  Bombino, Fiano di Avellino samt Trebbiano.

Denne Mast Negroamaro årgang 2021 er selvfølgelig lavet på ren Negroamaro og druerne er høstet i slutningen af ​​september, når de er let overmodne … ja faktisk er omkring 15-20% af druerne i klaserne let dehydrerede eller endda let visne.

Vinstokke er omkring 35 år gamle og giver meget lav produktion pr. hektar. Efter høsten er druerne afstilket og knust let, hvorefter der sker macération carbonique som i fx Beaujolais og der er for at øge fornemmelsen af tørret frugt i vinen.

Gæring og maceration sker i temperaturreguleret ståltanke over 10-15 dage med periodisk overpumpning. Efterfølgende sker der så en malolaktisk gæring og vinen lagrer 12 måneder på barriques samt yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duft er solvarm, fed, mørk og dyb … godt med lakrids … både sød finsk og tør engelsk lakrids, bagte blommer, blåbær, brombær samt svesker, gammel og fed balsamico, vaniljetærte og crème brûlée og søde krydderier. Det er intenst, mørkt og mægtigt.

I munden er det en fyldig, solvarm, kraftig og sødlig vin … en rigtig dansker-vintervin, der kan give varme helt ind i knoglerne. Den er en rigtig syditaliensk basse- og bamsevin, men selvom den er alt for sød for mig, så er det skruet ganske fornuftigt sammen, for du får masser frugt, søde krydderier, lidt peber og tykfed saftighed. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset Duesoli, Piemonte, Italien

2019 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset Duesoli, Piemonte, ItalienSom sidste gang jeg smagte vin fra Piercarlo Culasso, så blev Barbaresco Faset efterfulgt af den endnu bedre Barbaresco Faset Duesoli. Det var også tilfældet denne gang, hvor jeg smagte Duesoli årgang 2019.

Druerne til denne vin kommer fra et særlig område på Faset marken med sit helt eget mikroklima nær Tanaro floden i 250 meters højde, for når solen går ned over floden, så genspejler solen sig helt op på det område, hvor vinstokkene til Duesoli står … deraf også det unikke navn Duesoli, som betyder to sole.

Selve gæring og maceration er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur. Så er vinen bagefter lagret et par måneder på egefade efterfulgt af 24 måneder på franske barriques samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen endnu lysere end forrige Barbaresco Faset … helt transparent med en farve som røde mursten med nogle småbrunlige nuancer og en herlig aroma, der både har noget gammelt træ, som i husene i den gamle by suppleret med tørrede rosenblade, violer og et gammelt læderbælte, champignon og tjære. Frugten virker både lys, moden og saftig med skovjordbær, hindbær, granatæbler, lidt fennikel, lakrids og sød vanilje. Det dufter vandvittigt godt og den har en elegance, som ville gøre mange bourgognevine grønne af misundelse. Det er parfume for sjælen.

UHHHHHHH … sådan smager den sgu også. Det er som en blid massage af svælg, sjæl og legeme. Overbevisende blødt, cremet, lyst, sart og feminint. Som med 2018’eren har vinen denne lyse og pænt modne frugt, som nærmest bare smelter i munden og gør dig glad i låget.

Frugten er lys med en lille koket sødme … jordbær og hindbær med nogle lemonbitre fine noter, hvormed der bliver en rank, præcis samt meget livlig vin, hvor syren elegant danser i samme takt som hjertet, mens stramme og fine tanniner giver tonsvis af tørhed, kant og viser Nebbiolo druens bedste sider. Det er sgu ganske formidabelt og jeg falder igen på halen og tager mig til hjertet, som jeg lige har mistet, men sådan er det jo at blive forelsket … 97 point. Smukt.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 349 kr., hvilket faktisk er temmelig billigt for denne vin.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2020 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset, Piemonte, Italien

2020 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset, Piemonte, ItalienI februar måned sidste år stiftede jeg bekendtskab med Azienda Agricola Piercarlo Culasso via 3 forskellige vine. En af disse var denne Barbaresco Faset, som jeg smagte i årgang 2019, men nu smager jeg så 2020’eren.

Da jeg smagte Culassos 2021 Langhe Nebbiolo skrev jeg en masse om vinhuset, så det gør jeg ikke igen. I stedet ser jeg blot nærmere på denne Barbaresco Faset, hvpr Nebbiolo druerne kommer fra en række vinstokke, der er 23 til 60 år gamle på Faset marken i 250 meters højde.

Selve gæring og maceration er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur. Så er vinen bagefter lagret 12 måneder på store 4.200 liter fade samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duften minder fabelagtigt meget om 2019’eren, for de første noter, som rammer mig er igen kamfer og nøddeolie, som følges op moden frugt med moreller, hindbær og ribs, men virker pt. lidt lukket. Der er også lidt violer og appelsinskal, en smule fond, men har fortsat denne lyse og elegante side.

Smagen er let, lys og balanceret med en sødlig Campari bitterhed og i det hele taget ganske levende og frisk i stilen. Det er nærmest sart, fint og feminint i stilen med lyse kirsebær, moreller, ribs og tranebær, noget lys balsamico, mens tanninerne er tørre, finkornede og ganske medgørlige, hvilket gør vinen meget imødekommende og aldrig vild som Nebbiolo virkelig kan være i stand til. 94 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Domaine du Clos des Poulettes, Côte de Nuits Vierville, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine du Clos des Poulettes, Côte de Nuits Vierville, Bourgogne, FrankrigTilbage i maj 2022 mødte jeg Hélène Michaut fra vinhuset Domaine du Clos des Poulettes til Bourgogne Branchesmagning arrangeret af Vinmonopolet.dk. Nu smager jeg igen en vin derfra, nemlig denne 2020 Côte de Nuits Vierville.

Domaine de la Poulette er en meget gammel ejendom, der er beliggende i Corgoloin i Nuits-Saint-Georges. Vinhuset har egentlig været i familiens eje i 7 generationer. Det var reelt  Lucien Audidier, der startede Domaine du Clos des Poulettes, da han blev gift med en helt ung kvinde, hvis familie havde ejet vingården i Corgoloin siden det 17. århundrede.

Siden gik ejerskabet i 1994 i arv til datteren Françoise Michaut-Audidier og hendes mand François, som allerede på det tidspunkt var stærkt involveret i vinproduktionen og i dag er det deres datter Hélène Michaut, der står for driften … og siden 2009 alene efter hendes søster Carolines dødsfald.

Vingården hedder både Domaine Audidier, Domaine de la Poulette samt Clos des Poulettes og har sit navn efter den monopolmark, som familien ejer, nemlig den 1 hektar store mark Clos des Poulettes, der er omkranset af 3 mure og anlagt i terrasser.  Den udgør en af de 16 hektar vinmarker, som godset har ved byerne Corgoloin, Nuits-Saint-Georges og Vosne-Romanée.

Til Bourgogne Branchesmagningen i 2022 smagte jeg også denne Côte de Nuits Vierville, men dengang var det i en årgang 2019, men nu er det altså årgangen nyere.

Vinen er som alle rødvinene hos Domaine du Clos des Poulettes lavet i små termoregulerede gæringskar. Efter fermentering ligger vinen så i kold maceration i 4-6 dage, hvorefter der sker malolaktisk gæring og lagring 18 måneder i 228 liter egefade, heraf op til 20% nye fade. Aftapning udført efter let klaring, men uden filtrering.

Hold da op … hvor er duften ung, grøn og urtet. Der er grønne blade, ligusterhæk, afbarkede grene samt et medicinskab, fennikel, selleri og en frugt med syrlige kirsebær, lyse blommer, boysenbær … og man kan næsten ud fra duften fornemme den våde vinkælder, hvor vinen laves, suppleret med lidt nelliker og let kanel.

Smagen er langt bedre end duften … langt mere blød og cremet, mere sammenhængende og har også bedre balance mellem en lidt mørk, småopulent og intens frugt samt noget frugtsødme. I munden er der violer, tobak, lakrids, lidt sød mentol, karamel samt tanniner, der er markante, rustikke og lidt brovten, men suppleret med lidt peber, nelliker og en stenet mineralitet, så er vinen så klart bedre end 2019’eren, så dermed lige knap 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Monchiero Carbone, Regret Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2022 Monchiero Carbone, Regret Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienFrancesco Monchiero fra det piemontiske vinhus Monchiero Carbone står bag denne Regret Langhe Nebbiolo, som jeg nu smager i årgang 2022.

Jeg har før stiftet bekendtskab med Monchiero Carbone da jeg i august måned sidste år smagte denne vin i årgang 2021 og en  2022 Pelisa Barbera d’Alba.

Dengang skrev jeg også lidt om vinhuset, historien, markerne og deres forskellige vine, så nu kigger jeg bare nærmere på denne 2022 Regret Langhe Nebbiolo.

Vinen er lavet med gæring og  maceration over mindst 15 dage og efter endt fermentering er der sket malolaktisk gærring. Derefter er vinen så lagret 6 måneder med 30% af vinen i barriques, som er brugt to eller tre gange før, mens de resterende 70% blot lagres i ståltanke inden sammenstikning og aftapning på flaske.

Duftmæssigt minder 2022’eren meget om den tidligere årgang, hvor der er godt med blomster i form af violer, roser og tulipaner, en frugt med jordbær, hindbær, ribs og atter denne aroma af tør jord, egetræ, cedertræ, medicinskab ,,, virker tør, støvet og frisk, men har sjovt nok ikke denne lille vaniljesødme, som 2021’eren.

Smagen er tør, elegant og har denne frisk, lyse og strenge frugt med tranebær, moreller, hindbær og ribs. Der er også tørre tanniner, men selvom de er markant, tørre og stramme, så de sætter dig på tungen og i overmunden, så er de aldrig helt vilde. Smagsmæssigt kommer sødmen en smule frem, men samlet tørt, stramt og en frisk vin, så dermed 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Domaine de la Motte, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine de la Motte, Chablis, Bourgogne, FrankrigSå skiftede vi lige spor, for den næste vin i glasset er denne 2022 Chablis fra Domaine de la Motte, der ligger i byen Beine i Chablis og drives af Michaut familien.

Domaine de la Motte er grundlagt i 1960’erne og er siden gået i arv fra far til søn. Oprindelig var det Henri Michaut, der startede med at lave lidt vin fra 2 hektar vinmarker og ved siden af også passede lidt køer og almindelig agerbrug.

Hans 3 sønner Jean, Christian & Bernard sluttede sig løbende til vingården startende med Jean i 1970 efterfulgt af Bernard i 1974 og Christian i 1990. Samtidig kom Claude Robin også med i eventyret og drev sammen med Michaut-brødrene vingården i 1980’erne.

I starten blev hele høsten blot solgt til kooperativet La Chablisienne, som ejes af en  gruppe vinbønder, der producerer og sælger vine fra medlemmernes druer. Men det ændrede sig i 1990’erne, hvor man selv begyndte at lave, flaske og sælge husets vine.

I 2005 kom Chrisians søn Guillaume Michaut og med i driften, men siden 2010 har det været Bernards søn Adrien, som er ansvarlig for hele driften af vingården.

Han har også udvidet med køb af nye marker, så i dag har Michaut familien sammenlagt 53 hektar marker i Chablis med vinstokke i kimmeridgiansk kalkrig jord og laver årligt 350.000 flasker vin.

Druerne er kommer fra en 22 hektar stor mark tæt ved Beine, hvor vinstokkene er 6 til 50 år. Druerne er maskinhøstede for at bevare smagens friskhed og renhed. De er høstyet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten er der sket pneumatisk presning, hvorefter vinen har lagt køligt i 24 timer i rustfrie stålkar. Gæring er så sket i store samt termoregulerende ståltanke i over 15 dage ved 28 grader og så har den gennemgået en malolaktisk gæring.

Efter gæring er vinen så lagret 8-12 måneder med 90% i rustfri ståltanke og 10% på egefade. Huset laver årligt 100.000 flasker af denne vin.

Næsen er vildt kridtet og kalket … nærmest samme aroma, som opleves i en drypstenshule. Det er samtidig lidt landligt, animalsk og har en lidt olieret grøn side med stikkelsbær, piegon madæbler,  nogle lidt oxyderede noter, pærer og mælkebøtter.

I munden har vinen en fin og  tynd balance mellem en ren, klar og spinkel saft og nogle lidt federe olierede smage. Der er godt med en frisk og saftet frugt, masser af æblemost fra småsyrlige æbler, noget pærecider og læskende venlighed. Hele tiden mærker man også en hvid, sart og mineralsk kalket side, som giver struktur, rygrad, kant samt forfriskende renhed. Det smager rigtigt godt, så 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske koster 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Weingut Schmitges, Riesling vom Haus, Mosel, Tyskland

2023 Weingut Schmitges, Riesling vom Haus, Mosel, TysklandWeingut Schmitges er også et vinhus, som er velkendt her på Houlbergs Vinblog og denne Riesling vom Haus har jeg da også smagt før, men nu smager jeg 2023’eren.

Det er en vin, som Andreas Schmitges har lavet specielt for importøren Propperiet til det danske marked. Og druerne til Riesling vom Haus kommer ikke fra Schmitges’ egne marker, men er opkøbt hos andre vinavlere i området og kommer fra  det flade stykke i Erden.

Men ellers er vinen lavet præcis som de øvrige vine hos Schmitges, altså i rustfrie ståltanke med lang og kølig gæring for at give den færdige vin blomst, lethed og mineralitet.

Riesling vom Haus er en tør aka trocken vin, men der er alligevel uændret 8,8 gram restsukker pr. liter og i vinen og dermed ikke så langt fra halbtrocken, der normalt starter ved 9 gram restsukker.

Hvor dufter det godt … klare med både moselsødme, en blød frugt med melon, fersken, mandariner, grønne æbler, blomster, nødder og alt virker let, luftigt og fint balanceret. Der kommer også – som sidst en smule astronaut-is og lidt søde krydderurter.

Smagen er ren, let, sød, saftig læskende og har pænt med pæn mosesødme suppleret med lemon og grape, grønne æbler samt en fin citron- og æblesyre. Vinen har denne flotte balance mellem lidt sødme, bitterhed, frisk og let frugt. Det er vildt flot niveau for en Gutsriesling. 91 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 89,25 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger