Vi havde flere steder hørt om – og fået anbefalet – den lille økologiske producent Weingut Hubert Lay. Da Lay også ligger i Ihringen, så slog vi efter besøget hos Dr. Heger et smut forbi netop Hubert Lay i udkanten af byen … godt gemt væk inde i en baggård.

Men et skilt udenfor med teksten Ökologisches Weingut Hubert Lay, et tilsvarende tekst med Weingut Hubert Lay over porten og maleri og tekst indenfor porten afslørede dog – sammen med en ældre bedaget Mercedes 200D fra sidst i 1970’erne samt en endnu ældre traktor beregnet til vinmarkerne – at vi var på rette spor.

Lidt tekst … vistnok om druer og druesaft

Der så både imidlertid både mørkt, lukket og øde ud … og vi var også snart på vej til at luske ud igen, da fruen i huset tonede frem fra privaten. Mægtig, stolt og ganske gæstfri.

Det var Gisela Lay i egen person. Hun bød os velkommen, men snakkede ikke engelsk … alene tysk … og i rigelige mængder. Jeg fik på bedste skoletysk fremstammet, at vi skam næsten var født til at snakke tysk, og så blev vi ledt ned i det lille smagelokale i bunden af gården.

Her står Gisela Lay ved indgangen til smagelokalet

Og der fik vi en overordentlig omgang snak … men ganske vist mest envejs. Vi nikkede nogenlunde på de rigtige tidspunkter, og forsøgte flere gange at lede snakken hen på vinene, men uden større  held. Vi hørte dog også en del om vingården … og forstod dog også det meste … eller i hvert fald noget.

Det ydmyge smagelokale

Vingården drives af Hubert og Gisela Lay, som overtog driften i 1987 efter Adolf og Johanna Lay. Hubert og Gisela er 4. generation, men derudover deltager parrets ene søn Christian Lay også i driften efter endt uddannelse som ønolog fra Weinsberg. Derudover havde Christian også stået i lære hos Karl Heinz Johner … som vi faktisk havde planlagt at besøge efter Lay. Så Gisela bad os hilse hos Johner.

Den anden søn Matthias arbejder imidlertid som maskintekniker med CNC maskiner. Det fik vi også en lang historie om … men den skal jeg undlade at trætte jer med.

Den lille familie har samlet 4,5 hektar vinmarker, som siden 1990 har været drevet økologiske under Ecovin certificering. De bedste marker er Ihringer Fohrenberg og Ihringer Winklerberg.

Vi fik også forevist et flot foto af Corinna Trescher … nu Corinna Lay, Christians kone, som i 2011 var blevet kåret som det års Badischen Weinprinzessin. Jo, det var familien bestemt stolt af og smuk ser den skønne vinprinsesse da også ud på billedet, som prydede det lille bord, som vi havde sat os ved.

Præmier og et foto af 2011 udgaven af Badischen Weinprinzessin

Vi smagte et par vine … alene Spätburgundere. Der var ingen åbne flasker og det virkede ikke, som om der dagligt – endsige ugentligt – var besøg fra nysgerrige vinturister som os. Vi smagte også et par vine – som velvilligt blev åbnet – af meget små glas … tæt på snapseglas størrelse.

Vinene var ikke kolde, og de små glas gjorde dem heller ikke ære. Umiddelbart ikke noget særligt, men vi endte med at dele en kasse med lidt blandet Spätburgunder, bl.a. lidt ufiltreret af slagsen.

En tak til den storsnakkende Frau Lay ;o)

Weingut Dr. Heger stod højt på vores ønskeseddel over producenter, som vi gerne ville besøge, så efter Bercher satte vi kursen fra Burkheim mod Ihringen.

Vingården med den store produktionshal bagved ligger vel nærmest midt i Ihringen. Vi fik strategisk parkeret i skyggen, da temperaturen denne dag efter nåede godt over 35 grader.

Efter at ha’ ringet på døren, så åbnede Birgit Schillinger – som passer Vinotheket slash smagelokalet slash salget – og bød os hjertelig velkommen. Hun havde travlt med mange besøgende, men efter vi havde bænket os, så kom der hurtigt lidt vin på bordet.

Vi efterspurgte at smage lidt Riesling samt Spätburgunder, og startede selvfølgelig med de hvide. Da der var travlt, så overlod Frau Schillinger os med 4 flasker Riesling, som vi selv kunne skænke fra, og vi fik derefter også lov at smage lidt ældre sager, bl.a. en herlig 2007 Achkarrer Schlossberg Riesling GG.

Travlhed i smagelokalet … nok at se til for Birgit Schillinger

Weingut Dr. Hegers er grundlagt i 1935 af landdistrikt lægen Dr. Max Heger. Hans passion for vin kom egentlig fra hans patienter, hvor mange var vinavlere, og da han samtidig lå i et vinmæssigt smørhul i Kaiserstuhl, så opkøbte han nogle af de bedste marker som Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Fra 1949 til slutningen af firserne var det imidlertid Max’s søn Wolfgang Heger, også kaldt “mimus”, som drev vingården, men i 1981 overtog Wolfgangs søn Joachim Heger imidlertid driften.

Sammen med sin kone Silvia fortsatte Joachim Heger den strenge kvalitetsfilosofi, som hans far og farfar havde startet, men kombinerede det med moderne teknologi, en god portion entusiasme og urokkelig vilje til at producere kun de allerbedste vine.

Nogle af de smukke Riesling’er, som vi smagte

For at kunne tilfredsstille den enorme efterspørgsel efter hans vine, grundlagde Joachim Heger i 1986 også Weinhaus Joachim Heger, og han har løbende udviklet produktionen med tilkøb af nye marker, ligesom der købes druer fra andre højt kvalificerede, ambitiøse vinavlere i området.

Og vinene markedsføres altså enten fra Weingut Dr. Heger eller fra Weingut Joachim Heger, selvom de reelt kommer fra samme vinkælder.

I 1997 tilkøbte Heger også vingården Fischer i nabobyen Nimburg-Bottingen. Dermed har Heger i alt omkring 26 hektar vinmarker, som primært består af Riesling, Grauburgunder, Weissburgunder, Silvaner, Spätburgunder, men også andre sorter som fx Muscat, Scheurebe og Gewürztraminer trives fint her. Årsproduktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin.

I 1998 blev Joachim Heger udråbt som “Shooting Star of the Year” på grund af hans højt beundrede hvidvine.

Joachim Heger blev også i 2013 tildelt titlen Winzer des Jahres af Gault Millau og chefredaktøren Joel Payne skrev om Joachim Heger; “Han har fra sin vingård i årtier produceret absolut top kvalitet inden for de hvide vin fra de fantastiske marker Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Vi fik også noteret, hvad vi bedst kunne li’ – og bestilte også lidt

Efter de hvide Riesling’er smagte vi næsten alle husets Spätburgundere, bl.a. også både en Frühburgunder samt Spätburgunder fra Weingut Fischer og selvfølgelig den flotte Mimus og de ganske imponerende Grosses Gewächs, bl.a. deres topvin Ihringer Winklerberg  Spätburgunder GG i flere årgange.

Lageret bagved butikken med vine klar til salg

Vi købte begge lidt forskelligt, både Riesling og godt med Spätburgunder … så Frau Schillinger fik godt travlt, da hun både passede smagelokalet, skulle forestå fakturering og derefter både finde og pakke vinene ude bagved. Vi tilbød dog fluks vores assistance og hjalp med at pakke vores vine i kasser … og det blev kvitteret med en flaske Grauburgunder, som hun mente, at vi kunne nyde om aftenen.

Vi fik ikke set kælderen eller produktionslokalerne, men ville heller ikke spørge den travle dame, som havde rigeligt at se til. Alligevel et herligt besøg … hvor kvaliteten af vinene bare er outstanding.

Weingut Dr. Heger

Efter enhver weinfest kommer der endnu en dag … her skønt suppleret med svag og selvforskyldt hovedpine. Selv en tidlig løbetur op i vinmarkerne over Oberbergen – med et betagende view over byen – kunne ikke helt kurere den infame banken … men dann haben Wir doch anderes Metoden … nemlig flere besøg hos vinproducenter.

Vi havde alene kunnet få 2 overnatninger på Scwarzer Adler – full besetzt – så vi skulle desværre flytte hotel og havde valgt Kreutz-Post i Burkheim til vores sidste overnatning. Derfor var det selvfølgelig helt naturligt at starte dagens besøgsrække med Weingut Bercher, som ligger smukt lige centralt midt i Burkheim.

Weingut Bercher er et lille familiedrevet vinhus, som kan spores helt tilbage til 1457. Oprindeligt kom familien Bercher fra Schweiz, men flyttede efter 30-års krigen i Böhmen til Kaiserstuhl.

I over 300 år har den lille, maleriske by Burkheim været hjem for den lille vinfamilie og siden 1756 har familien haft til huse i den historiske ejendom, hvor man næsten kan mærke historiens vingesus.

Den gamle ejendom tilhørende Weingut Bercher

Franz-Michael Bercher byggede den flotte og imponerende ejendom i 1756 og den er fortsat i dag hovedsæde for vinhuset og familien i flere generationer. Den indeholder bl.a. en imponerende stor vinkælder, hvor alle husets vine bliver produceret og lagret … og den ligger lige under hovedejendommen og er ganske imponerende med virkelig højt til det hvælvede loft.

Vinhuset har samlet 25 hektar vinmarker, og de bedste marker er markerne Burkheimer Feuerberg, Burkheimer Schloßgarten, Jechtinger Eichert og Sasbacher Limburg. Der dyrker familien sorter som Spätburgunder, Grauer Burgunder, Weißer Burgunder, Muskateller, Riesling, Scheurebe, Chenin Blanc, Cabernet Sauvignon, Merlot og Lemberger.

Et kig ind til gården bag ejendommen

I dag er det den 9. og 10. generation Bercher, som driver vingården, nemlig i form af Eckhardt Bercher og hans søn Martin, som står for dyrkning af vinmarkerne, samt Rainer Bercher og hans søn Arne, som forestår vinfremstillingen.

Det ene smagelokale hos Bercher

Vi ringede på udenfor hoveddøren og blev vist ind i et af husets gamle smagerum … solid, ældre tysk stil med masser af træmøbler fra en svunden tid. Da gårsdagens vinfest stadig boblede i kroppen, så holdt vi os til smagning af husets Spätburgundere.

Vor vært præsentere os ganske kort for vinene – en efter en – men da den værste travlhed var taget af, så satte han sig ned ved vort bord og gav sig god tid til at fortælle om vinene.  Det viste sig, at det netop var Martin Bercher … en af husets ejere.

Da han fandt ud af, at vi havde taget den lange vej fra Danmark til Kaiserstuhl alene for at smage deres vine, så åbnede han virkelig op og vi fik et herligt indblik i vinene og produktionen hos Bercher. Vi var specielt betaget af deres Spätburgunder Sasbacher Limburg … en Erste Lage vin, som vi købte en kasse af.

Her nogle af de herlige sager, som vi smagte

Da temperaturen igen nærmede sig de 35 grader anbefalede Martin, at vi skulle leje et par cykler og alene bevæbnet med badeshort og et håndklæde cykle en tur til Burkheimer Baggersee for et kold dukkert … et sted, hvor de lokale tyskere valfarter til om sommeren.

Et godt råd … men vi havde nu i stedet planer om flere besøg hos vinproducenter, selvom en kold dukkert lød som frelse for både de høje temperaturer og det fortsat værkende hoved.

Vi fik efter smagningen en stor rundvisning i kælderen … både det imponerende rum til lagring af vinen på store, gamle egefade og nye barriques samt produktionslokalerne længere inde i kælderen. Specielt det store lagringsrum med 5-6 meter til det hvælvede loft er helt fantastisk … og en total overraskelse, når man går ned af den stejle trappe under ejendommen.

Gamle egefade og nye barriques i kælderen

Efter rundvisningen fandt Martin vores vin … og en ekstra flaske vin som gave … en Weissburgunder, som han mente, at vi skulle drikke om aftenen.

Martin Bercher fortæller om produktionen

Sammenlagt et helt fantastisk besøg … og stor tak til Martin Bercher for at give sig tid til at fortælle om vinene og vise ejendommen frem for os. Vi slutter selvfølgelig lige med et par turistbilleder fra kælderen.

Her får man lidt fornemmelsen af størrelse af vinkælderen

Martin Bercher og Houlberg

Endnu et view fra kælderen

Efter 2 x vinbesøg hos henholdsvis Weingut Franz Keller Schwarzer Adler samt Weingut Salwey havde feststemningen ramt de to randrusianere i Oberbergen … og hvad er så mere naturligt at feste videre til en vaskeægte sydtysk vinfest?

Vi havde inden vores ankomst til Kaiserstuhl kort snakket om, at der i weekenden 26.-29. august blev afholdt den årlige Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg i Breisach-am-Rhein … men blot som én mulighed ud af mange.

Men nu virkede et besøg på vinfestivalen som det mest naturlige i verdenen og så var der ikke langt fra tanke til handling. Vi sprang på en af de mange busser, som fragtede vinglade tyskere og andet godtfolk til Breisach … og vi to var således dermed en officiel del af dette godtfolk af anden herkomst, to skandinaviske vikinger i Rheinland til vinfest.

En stor og hyggelig plads – Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg

Det var mit første besøg på en vinfestival, som bød på en lang række boder med fortrinsvis vin, men også alskinds mad som currywurts, flammkuchen, Jägerschnitzel mit Spätzle samt specialiteter fra Baden området. Et rent slaraffenland for vinelskere, gourmeter og godtfolk. Og vinfesten er da også et rent tilløbsstykke.

Det er primært kooperativer, som viser deres vine frem på Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg, bl.a. kooperativer som Winzergenossenschaft
Oberbergen, som vi havde passeret tidligere på dagen på vej til Salwey, Kaiserstühler Winzerverein Oberrotweil, som jeg for et knap et par år siden stødte på i kælderen på Nimb, da jeg smagte deres lille undseelig Blauer Spätburgunder Riserva, som jeg fandt ganske spændende.

Samlet var der omkring 16 store vinkooperativer samt 8 private, selvstændige vinproducenter, nemlig Weingut Abril, Weingut Bercher-Schmidt, Weingut Peter Briem, Weingut Engist, Friedrich Kiefer, Weingut Hiss, Staatsweingut Freiburg og Weingut Rudolf Zimmerlin … eller sagt på en anden måde … rigtig stor mulighed for at smage vin fra Kaiserstuhl og omegn.

Og da hvert vinhus vel havde omkring 20-25 forskellige vine, som kunne købes by-the-glass til mellem 1,50-5,00 €, så bød vinfesten således på ikke mindre end rundt regnet 400-500 forskellige vine … lidt af en opgave at komme igennem.

Vi gjorde dog et hæderligt forsøg. Først skulle vi købe det obligatoriske vinglas og så var det ellers bare at gå i gang. Og folk var i god stemning, glade og meget imødekommende.

Die Bremer Stadtmusikanten

Der var underholdning i form af hornorkesteret Die Bremer Stadtmusikanten samt dans til et ældre, bedaget med stadig fungerende populærorkester kaldet Big Daddies. En sand folkefest … og vi var midt i orkanens øje. Herligt. Man havde også kåret en lokal Weinprinzessin, men hende så vi nu ikke, da kåringen sket, mens vi sad i bussen på vej til vinfesten.

Her får I dog et foto af årets weinprinzessin

Okay, så et mere … og prinsessen har naturligvis et glas vin i hånden

Og selvfølgelig også et foto af Big Daddies

Hornmusik for fuld udblæsning

Vi fik smagt meget forskelligt og der var bestemt rigtigt mange gode vine blandt dem, som vi valgte ud. Vi skiftedes til at købe to glas for derefter at udfordre hinanden på, hvilken druesort vinene var lavet på. Vi fik smagt os igennem nogle druesorter.

Underligt nok var en del af de røde Spätburgunder vine ikke kolde i mange boder, hvilket var lidt en skam. Alligevel imponerede en Spätburgunder Oberbergener Baßgeige Edition Terrior fra netop kooperativet Winzergenossenschaft Oberbergen samt en Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Vini Grande fra Burkheimer Winzer.

Da temperaturerne imidlertid lå lige under 30 grader, så holdt vi os dog mest til de kølige hvidvine, dvs. masser af Weisser Burgunder, Grauer Burgunder, men også andre druesorter som Scheurebe, Chardonnay, Riesling, Rivaner fik vi smagt.

Striebele – en specialitet i Baden

Også de fristende madboder blev besøgt, bl.a. fik vi en Striebele … en specialitet fra Baden. Det er slags vaffel, hvor dejen langtsomt hældes i frituren, således den danner en sjov kugle, som serveres med puddersukker ovenpå.

Masser af mennesker til vinfesten

Vi havde egentlig snakket om at tage første bus hjem … men hyggede os, så vi snuppede en langt senere bus, da fyrværkeriet for længst havde oplyst nathimmelen til alle store tilfredshed. Er man til fest, så er man til fest.

Vejret var fantastisk, og da vi ankom til hotellet ved 01.30-tiden var der fortsat 28 grader. Vi kunne lige nå et sidste glas Spätburgunder … og det blev et glas Franz Anton Selection, som vi nød på bænken udenfor hotellet.

Vi var begge en smule opstemte efter besøget hos Franz Keller Schwarzer Adler, men havde selvfølgelig mod på mere vin … som de moderne vikinger vi nu engang er. Vi trængte dog til at røre benene lidt, så derfor traskede vin langs landevejen mod nabobyen Oberrotweil … destination Weingut Salwey omkring 2-3 kilometer fra vores base i Oberbergen.

Termometeret stod på 36 grader, men barometeret stod på mere vin … nu da vi havde startet dagen med et ordentligt brag. Efter en hurtig sandwich hos det lokale Aldi i Oberrotweil troppede vi op hos Weingut Salwey, som vel nærmest ligger midt i byen.

Indenfor porten på adressen Hauptstraße 2 ligger Weingut Salwey

Vi fik os bænket i smagelokalet, men da der allerede var godt med gæster fik vi også hurtigt selskab ved vores bord. Det var to tyskere fra Mainz, der – som os – var på roadtrip rundt til vinproducenter i Kaiserstuhl, og Salwey var deres første stop.

Det var far og søn … et par rigtig hyggelige mennesker, og efter en lidt tøvende indledning, så fik vi en snak med dem, selvfølgelig specielt om vin, roadtrip og området.

Her sidder jeres flittige vinblogger med de to tyske vinelskere

Vores vært var husets salgschef Philipp Hettich, som præsenterede os for et bredt udsnit af vinene fra Salwey og fortalte om vinhuset.

Her fortæller Philipp lidt om vinene

Vingården er etableret i 1950 af Benno Salwey, selvom Salwey familien havde boet i Oberrotweil siden 1790. I starten omfattede driften på gården en blandet landbrugsdrift, bl.a. også med husdyr. I løbet af 1960′erne og 1970′erne omlagde Benno og sønnen Wolf Dietrich Salwey imidlertid driften til ren vinproduktion.

Og specielt Wolf Dietrich Salwey var meget interesseret i vinproduktion. I en alder af 23 år købte han sin første vinmark, Rinzberghof im Glottertal nord for Freiburg.

I 1985 overtog Wolf Dietrich også faderens gård 100%, og den er siden udvidet og er i dag på 40 hektar. En del af vinmarkerne ligger dog en stenkast fra Oberrotweil, nemlig i Niederrotweil.

Et lille ekstra smagelokale på vej ind mod produktionslokalerne

Der dyrkes primært Riesling og Pinot Noir (Spätburgunder), men der ejes også små jordlodder med Silvaner, Rivaner, Chardonnay, Auxerrois, Muscat og Gewurztraminer. De bedste af vinmarker er  markerne Oberrotweiler Henkenberg, Eichberg, Kirchberg, Käsleberg og Glottertal Eichberg.

I 2011 døde Wolf Dietrich Salwey imidlertid, hvorfor driften i dag i stedet er overtaget af hans søn Konrad Salwey. Konrad hustru Stephanie og mor Karin hjælper dog også i driften.

Ifølge deres brochure står hunden med navnet Pinot for sikkerheden, selvom den ser ret fredelig ud.

På vej ind i den gamle vinkælder

Godt med barriques i den kolde kælder

Philipp Hettich fortalte, at vinene fra Salwey hører til blandt de mest tørre i Baden. De foretager altid høsten før alle andre vinbønder for at sikre, at der er godt med syrlighed i vinene og alle vinene har stort set ingen restsukker … og maksimalt op mod 1 gram pr. liter.

En undersøgelse blandt sommeliers i bl.a. Sverige havde vist, at de foretrak, at de tyske vine var mere tørre og syrlige, og derfor holder Salwey også fast i den stil.

Her viser Philipp Hettich den imponerende kælder frem

Houlberg fanget i et uopmærksomt øjeblik

I smagelokalet smagte vi både Weissburgunder, Grauburgunder og selvfølgelig deres dejlige Spätburgundere i forskellige afskygninger, først deres almindelig Gutswein Spätburgunder, deres Ortswein Oberrotweiler Spätburgunder RS, som vi blev ret forelsket i samt deres Grosse Lage topvine, Henkenberg Spätburgunder GG, Eichberg Spätburgunder GG og Kirchberg Spätburgunder GG.

Som et specielt treat fik vi også lov af smage en ældre Spätburgunder, en 1999 Oberrotweiler Spätburgunder, som jeg fluks vil bringe en beskrivelse af i kommende blogindlæg.

Virkelig stemningsfyldt kælder

Vi sluttede med en rundvisning nede i kælderen … en lang og kølig tunnel, hvor der løbende er sprøjtes forstøvet vand for at sikre en tilstrækkelig luftfugtighed.

Da vi var til fods – og temperaturen udenfor i den modsatte ende end nede i vinkælderen – så aftalte vi med Philipp Hettich, at vi dagen efter ville komme forbi i bil og købe lidt vin.

Men lidt pinligt, så nåede vi det simpelthen ikke dagen efter, så vi må købe lidt Salwey vin andre steder … fx fra nogle af de danske importører … eller endnu bedre ta’ et smut til Oberrotweil igen.

Et stort tak til Philipp Hettich hos Weingut Salwey … vi skylder vist en omgang.

Her kan du se, hvordan der forstøves med vand

Fritz er en af de mest imødekommende mænd i Kaiserstuhl, utrolig gæstfri, rar, smilende, grinede og bød os velkommen med nogle danske gloser, da han fandt ud af, at vi var de to vinnørder fra Danmark. Et energibundt … og farverig, næsten flamboyant. Læg dertil også en fremragende forretningsmand samt indflydelsesrig og respekteret vinbonde.

Det er selvfølgelig Fritz Keller fra Weingut Franz Keller, som jeg snakker om og besøget på netop dét vinhus blev et af højdepunkterne på den kække vinblogger Houlbergs roadtrip til Kaiserstuhl … et vinøst hotspot for mine højtelskede vine på den tyske vidunderdrue Spätburgunder.

Imponerende vineri

Vi besøgte Fritz Keller hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler i Oberbergen som første vinhus på 2. dagen i det sydtyske efter besøg hos Gunderloch, Guntrum, Huff og Huber dagen forinden. Vi havde i Kaiserstuhl indlogeret os på netop Hotel Schwarzer Adler – en del af Fritz’ store imperium – og havde fået anbefalet et besøg i det store, topmoderne vineri, som ligger omkring 600 meter fra vores Hotel Schwarzer Adler.

Og det ligger i herlige omgivelser

Indgangen til vinotheket

Ja faktisk var det tilsyneladende mere end blot end anbefaling, for da vi ankom på det foreslåede tidspunkt kl. 11.00 – efter først at ha’ slentret lidt rundt i vinmarkerne udenfor og nydt et view over det imponerende vineri – så var vi helt klart ventet. Fritz sad i et møde … men kom fluks farende ud fra glasburet og bød os hjertelig velkommen – som nævnt – med et par danske gloser, som på en god dag lød som noget i retning af goddag goddag. Vi fik også hurtigt stukket et glas hvidvin i hånden, og så var stemningen jo allerede løftet flere niveauer.

Fritz Keller fortalte, at deres sommerlier Jannick først ville vise os rundt i vineri og kælder. Derefter ville hans søn Friedrich tilslutte sig os i vinkælderen, således vi kunne smage nogle fadprøver.

Sådan, fedt og juhuuu … tænkte vi overrasket og måske endda synligt imponeret. Hvilken imponerende gæstfrihed … måske grundet, at vi boede på deres hotel, men måske mere sandsynligt forbi vi aftenen før havde spist på vinhusets restaurant Winzerhaus Rebstock og snakket med nogle af de ansatte i Franz Keller koncernen, som jo netop havde anbefalet besøget og formentligt sat aftalen på plads.

Vi havde faktisk set den gode Fritz Keller om aftenen på Rebstock, hvor han besøgte en flok kvindelige ansatte, som fejerede en fødselsdag ved et bord bagved os. De manglende ikke vin ved bordet, hyggede sig og havde en glad aften. Da de fandt ud af, at vi var danskere og alene kom til Kaiserstuhl for at smage vin, så steg vi bestemt i anseelse.

Winzerhaus Rebstock, hvor vi spiste første aften

Hyggelig stemning

Jeg tror også – indbildske som vi er – at de fandt os ret charmerende … i hvert fald blev vi budt på lidt Edelbrände fra vinhuset. Og det var selvfølgelig slet ikke fordi, at pigerne var påvirket af den gode vin. En af pigerne, den yndige Nina Ringwald både anbefalede og insisterede på, at vi skulle besøge det nye vineri dagen efter på det nævnte tidspunkt. Og det var godt, at vi lystrede Nina, for besøget hos Franz Keller blev virkelig en stor oplevelse.

Vinbuddy Jan … og i baggrunden fejres en fødselsdag

Det kommer jeg til lige om lidt. Lad os dog først kigge nærmere på Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, som måske er et af de største og mest respekterede vinhuse i hele Tyskland.

Vinhuset er grundlagt til et sted mellem 1895 og 1900. Dengang drev familien Keller både hotel, restaurant i Oberbergen og lavede også en smule vin. Det var dog Franz Keller, som i 1945 – efter anden verdenskrig – lagde grundstenen til det nuværende vinhus.

Under krigen havde han smagt en flaske 1928 Château Lafitte … og det startede en kæmpe passion for vine fra Bordeaux. Efter krigen startede han derfor – til stor modstand fra de lokale vinbønder i Baden – import af Bordeaux vine, som blev opbevaret i de 112 meter dybe, gamle hvælvede vinkældre/-tunneler bygget ind i klippen overfor hotellet og restauranten, som blev drevet af hans hustru Irma.

Indgangen til den gamle vinkælder/-tunnel overfor hotellet

Franz Keller endte med at få succes som den største importør af Bordeaux vine i Tyskland og hustruen havde også succes, da restauranten på Schwarzer Adler i 1969 opnåede en Michelin stjerne.

Restauranten fik under sønnen Franz Keller Junior i starten af 1970’erne endda sin 2. Michelin stjerne og har lige siden 1969 – uden ophold – haft mindst 1 Michelin stjerne. I dag har restauranten fortsat 1 Michelin stjerne … helt fantastisk i en lille by som Oberbergen.

Det smukke gamle hotel og restaurant Schwarzer Adler

Siden 1990 har det imidlertid været Fritz Keller – søn af Franz Keller Junior – som har drevet vinhuset, og det er netop Fritz, som kan tilskrives den store succes. Han blev oprindelig kaldt rebellen fra Kaiserstuhl, idet han – stik med traditionerne i området – begyndte han – at beskære vinstokkene, reducerede udbyttet, stoppede med sødning af vinene og i stedet lavede tørre vine, hvor han anvendte barriques ved lagringen.

Siden er Fritz blevet anerkendt for hans arbejde og indflydelse som vinproducent i Kaiserstuhl, en virkelig ambassadør for vin fra Baden. Han har således opnået stor anerkendelse for sine vine og har også selv siddet 20 år som vicepræsident for sommelierforeningen og faghøjskolen for uddannelse af sommerlier.

Han er også tildelt Brilliant-Savarin udmærkelsen som en personlighed med afgørende indflydelse på vinindustrien i Tyskland samt en særlige pris for gæstfrihed og gastronomi. Derudover har han modtaget et trofæ fra Falstaff for hans livsværk som vinproducent. Rundt hos de andre vinproducenter i området kunne vi også høre, at der er stor respekt for Fritz Keller. Han har virkelig en stor del af æren for, at Kaiserstuhl i dag er et af de førende vinområder i landet.

Med baggrund i både gastronomien og vinkulturen har Fritz’ vennekreds da også omfattet personligheder som kokkene Paul Bocuse og Vincent Klink. Derudover har han i restauranten haft besøg af personligheder som den gamle tyske fodbold landstræner Sepp Herberger, politikere og ministre som Thomas Schäuble, Wolfgang og Walter Scheel.

Derudover har den gode Fritz siden 2010 været bestyrelsesformand for 2. Bundesliga klubben SC Freiburg … en passion, som han har arvet fra sin fader.

I dag omfatter Franz Keller Schwarzer Adler fortsat en importforretning med eksklusive vine fra Bordeaux og Bourgogne, hotel, topmoderne vineri med fremstilling af flotte vine fra omkring 49 hektar vinmarker samt 3 restauranter, nemlig den et stjernede Michelin restaurant på Schwarzer Adler, Winzerhaus Rebstock samt en moderne restaurant i det nye vineri. Michelin restauranten skulle efter sigende have et af de største vinkort i hele Tyskland … vi så det ligge i receptionen … og det er stort!

De 49 hektar vinmarker omfatter markerne Oberbergener Bassgeige, Oberbergener Bassgeige Vum Kähner, Oberbergener Pulverbuck, Oberbergener Bassgeige Vum Schäfacker, Schlossberg, Eichberg, Kirchberg og Im Leh.

Vinmarkerne bag vineriet

Siden 2014 har vinhuset været medlem af VDP … Verband Deutscher Prädikats – und qualitätsweingüter. Friedrich Keller fortalte under vort besøg, at det egentlig ikke skyldes et ønske fra deres side, men at VDP gerne ville ha’ Franz Keller Schwarzer Adler med i deres sammenslutning. Så i dag er huset således medlem af VDP.

Det nye vineri er også lidt af en historie … nærmest bygget ind i bjergsiden. Al produktionsudstyr er topmoderne og vinen kan vinificeres uden brug af pumper, blot via tyngdekraften. Vi drøftede, hvad opførelsen havde kostet … 50 eller 100 millioner, men billigt ser det bestemt ikke ud … men ganske imponerende.

Og vi fik fremvist vineriet, hvor alt er toptunet … lidt som på hotellet. Og overalt med Franz Kellers logo med den germanske ørn. Det er indstøbt i betonvægge, på mintpastiller, tøflerne på badeværelset …ja overalt. Gennemført. Jannick fremviste hele vinhuset, hvorefter Fritz’ søn Friedrich tilsluttede sig os i kælderen.

Imponerende state-of-the-art vineri

Rummet til modtagelse af druerne

Udsigten fra produktionslokalerne er betagende

Her viser Jannick vinpressen til Houlberg

Ståltankene i kælderen

Store fade lige foran Vinotheket

Der smagte vi først lidt hvidvin, men gik derefter over til nogle af husets fremragende Spätburgundere. Friedrich var både imødekommende, hjemmevant i kælderen og den bedste vært.

Han fortalte om de mange herlige vine, kravlede rundt på egetræsfadene og fandt nogle af de vine, som han mente vi skulle smage. Herlig oplevelse. Han inviterede os endda også på frokost på Rebstock, men det var vi nok en smule for beskedne til at tage imod … men sikke en gæstfrihed.

Vinkælderen med fade og barriques

To glade danske vinnørder sammen med Friedrich Keller

Friedrich finder spændende fadprøver

Og Houlberg smager selvfølgelig gerne varerne

Efter smagningen i kælderen foreslog han, at vi oppe i vinotheket smagte samme vine, som vi havde smagt i kælderen … blot fra den tidligere årgange, som var flasket et eller to år tidligere. WTF … den var vi selvfølgelig friske på, høflige som vi er.

Smagningen oppe i vinotheket overlod han til Jannick, som fandt nogenlunde samme vine , som vi havde smagt nedenunder. Vi koncentrerede os dog om husets Spätburgunderne, men smagte også deres Franz Anton blend på Merlot og Cabernet Sauvignon. Vi fik også en god snak med Jannick, bl.a. om vore øvrige planlagte besøg, anbefalelsesværdige vinproducenter i området og vinfesten i Breisach am Rhein, som vi havde drøftet om at besøge samme aften.

Lineup i Vinotheket under kælderbesøget

Vi nåede ikke at få et foto af Fritz … men fik et foto af hans flotte, gamle Mercedes cabriolet, som var parkeret udenfor vinhuset. Den var selvfølgelig bordeauxfarvet og passede som fod i hose til farverige Fritz Keller … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl.

Vi giver vores bedste anbefaling af vinhuset, som virkelig er et besøg værd.

Fritz’ fede, gamle Mercer

Jannick og Friedrich kæmper for fadprøverne

Og vi nyder det bare

Totalt i orden

Vi kom godt omkring de forskellige vine

Hvilket herligt besøg

Stemning fra kælderen

Et gammelt jubilæumsfad

Efter vores besøg hos Weingut Louis Guntrum i Nierstein – og er hurtigt splash and dash hos Weingut Georg Gustav Huff – satte vi kursen mod Kaiserstuhl … vores reelle destination for vores roadtrip.

Da Weingut Bernhard Huber imidlertid stod på vores ønskeliste over mulige vinproducenter, som skulle besøges under turen, og da Huber ikke ligger i Kaiserstuhl, men derimod Malterdingen i området Breisgau – lige øst for Kaiserstuhl på den anden side af motorvejen E35 – så kunne vi jo lige nappe et besøg der inden Kaiserstuhl. Praktiske er vi jo.

Temperaturen var ikke blevet mindre, så da vi nåede vingården i Malterdingen stod temperaturen på 35 grader og sol fra en skyfri himmel.

Her lige et par fotos udenfor Weingut Bernhard Huber.

Huset har været ejet af familien Huber i flere generationer, men det var Bernhard Huber, som i 1987 sammen med hustruen Barbara begyndte at producere egne vine.

Weingut Huber var oprindelig ligesom de fleste andre familiebrug medlem af det lokale kooperativ, men Bernhard indledte et langsomt tilbagetog, da han overtog styret efter forældrene.

Bernhard plantede 10-15 Pinot Noir kloner fra Jean Luc Pascal i Puligny i Bourgogne, og sammen med de omkring 15 tyske kloner, som hans far tidligere havde plantet, så begyndte Bernhard at lave vin på samme måde som i netop Bourgogne. Dengang havde Bernhard alene 10 hektar vinmarker, en gammel vinpresse og 3 egetræsfade.

Men Bernhard Huber opnåede fantastiske resultater med sine vine og det var ikke tilfældigt, at han i branchen blev kendt som den tyske godfather af Pinot Noir, en af de helt store. Bernhard Huber blev bl.a. i 2008 udråbt som årets vinmager af Gault Millau. I 1990 blev han også af vinmagasinet Vinum kåret som nr. 1 i kategorien rødvin.

Da vingården fejrede sit 25 års jubilæum i 2012, havde Bernhard Huber vundet næsten alle de priser, som findes i Tyskland indenfor vin.

Her et foto fra smagelokalet … ikke fancy på nogen måder. På væggen er der et foto til minde af Bernard Huber.

Her mindevæggen for afdøde Bernhard Huber.

Og de røde vine fylder også godt på vingården, idet omkring 65% af husets i dag 26 hektar vinmarker er tilplantet med Pinot Noir a.k.a. Spätburgunder.

Derudover er markerne tilplantet med Chardonnay, Weiß- und Grauburgunder, Auxerrois, Muskateller og Müller-Thurgau. De bedste marker er Malterdinger Bienenberg, Hecklinger Schlossberg og Bombacher Sonnhalde.

Vingården producerer årligt omkring 180.000 flasker vin.

Desværre gik Bernhard bort i juni 2014 efter et kort sygdomsforløb, idet han et halvt år forinden havde fået konstateret kræft. Men umiddelbart inden han døde, optog han en masse videoklip, hvori han gav sin viden og tanker videre til sin familie.

I dag driver hustruen Barbara Huber vinhuset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn. Og hun forsøger på bedste vis at leve op til husets status … som vel næsten nærmer sig lidt kult.

Bernhard omtales da også ofte som “godfather of Spätburgunder” i Kaiserstuhl. Han var i øvrigt lidt af en ildsjæl, bl.a. meget aktiv i lokalsamfundet, og så tjente han 10 år i bestyrelse af det lokale Røde Kors.

Vi havde et herligt besøg på vingården, hvor vores værtinde fortalte om både vingården, men også meget om området og hvilke restauranter, som kunne anbefales. Hun havde 20 års erfaring indenfor restaurantbranchen og kendte alt til området.

Vi fik en kongelig behandling. Vi efterspurgte reelt blot at smage deres Spätburgunder, men endte med at smage det mest af sortimentet. Mange af Hubers Spätburgunder var udsolgt bl.a. samtlige Grosses Gewächs, men vi fik lov af smage prøver fra 2014 årgangen, som først frigives i november måned.

Vi havde nok egentlig regnet med, at skulle ha’ lidt Spätburgunder med hjem, men endte med at købe en Weisser Burgunder, som vi fandt ret charmerende.  Vi smagte også en mousserende vin … en 2010’er Blanc de Blanc Brut Nature, som jeg aldrig havde hørt om, men som også smagte ret fantastisk.

Vi gik i fra vingården med godt humør, vin og en liste om anbefalelsesværdige restauranter i området. Bedre bevæbnet kunne vi vel næppe være.