Kategoriarkiv: Store oplevelser

Besøg hos vinproducenter

Besøg på Tenuta Bellafonte … hos rare Peter Heilbron

Peter Heilbron er en rar og smilende vinbonde … stoisk, stolt og solid som en klippe. Han er født i Milano, men familien stammer egentlig fra Tyskland. Han har en indre ro, et venligt og vindende væsen samt en fast overbevisning om, hvordan vine skal laves og det medfører fremragende vine.

Jeg besøgte Peter på hans vingård Tenuta Bellafonte – som en af mange – under mit besøg i Montefalco. Peters Montefalco Sagrantino Collenottolo  var én af de vine, som jeg havde smagt flere gange inden mit besøg i Umbrien, og derfor var det selvfølgelig meget interessant at besøge den topmoderne vingård.

Tenuta Bellafonte ligger et par kilometer vest for Bevagna i nærheden af den lille charmerende landsby Torre del Colle og vel omkring 10 kilometer nordvest for Montefalco,

Vingården er topmoderne og ligger med en betagende udsigt over bakkerne med skove, velplejede vinmarker og oliventræer med de pjuskede og sølvfarvede kroner.


Her et foto af den flotte, moderne vingård.

Peter grundlagde vingården i 2007 og driver den sammen med hustruen Sabina. Til at hjælpe med vinproduktionen har man dog hyret vinmageren Beppe Caviola.

Peter havde inden etableringen af Tenuta Bellafonte Società Agricola arbejdet nogle år som administrerende direktør for to store firmaer indenfor spiritus og øl, men hans passion for vine og det unikke terroir i Montefalco gjorde, at han tog springet som selvstændig vinbonde.

Peter ejer i alt lidt over 30 hektar jord, hvoraf de 11 hektar i dag er tilplantet med vin … i starten udelukkende Sagrantino, men der er nu også lidt jord med den grønne drue Trebbiano Spoletino, som jeg blev ganske forelsket i under mit besøg i Umbrien.

Resten af jorden er skov, en mindre frugthave og 2.500 oliventræer af sorterne Frantoio, Leccino og især Moraiolo. Vinmarkerne ligger i en højde mellem 260 og 320 meter over havets overflade, og jordbunden er hård, stenet og har godt med ler.


Produktionsfaciliteterne.

I bedste italienske stil drives der selvfølgelig også lidt Bed & Breakfirst med udlejning af 5 værelser. Hele ejendommen drives økologisk og bæredygtigheden er tænkt ind i alle detaljer fra arbejdet i markerne til bygning af de underjordiske kælderfaciliteter.

Faktisk er kælderen rigtig spændende, specielt det store rum, hvor alle vinene lagrer på store egefade. Væggene i den kælder er bygget af store sten, hvor der kan trænge vand ind. Det sikrer, at der hele tiden er høj luftfugtig i kælderen … og så ser det samtidig tæskegodt ud, hvilket du måske kan fornemme på billedet nedenunder.


Den store kælder med de store egefade. Bemærk væggene af sten, som blot er understøttet af jern og er med til at give en god luftfugtighed i kælderen.

Der er selvfølgelig også solceller, som leverer strøm til hele vingården.

Der produceres kun to vine på Tenuta Bellafonte, så på den måde er produktionen ganske simpel. Det er selvfølgelig en Montefalco Sagrantino Collenottolo samt den nyere hvidvin Arnèto, som Peter lavede første gang i 2014.

Vi fik under vort besøg en rundvisning på vingården, mens Peter fortalte lidt om produktionen af vinene. Vi skulle selvfølgelig også smage vinene og smagte:

Vi startede besøget oppe i et lille salgslokale. Jeg ved ikke, om der findes en større smagelokale på vingården, for vinene smagte vi faktisk nede i kælderen ved de store egefade.


Her byder Peter Heilbron os velkommen.

Peter fortalte om produktionen af de to vine. For Spoletino vinen, så laves den alene med druernes naturlige gær, maceration i nogle få dage og en malolaktisk gæring sur lie i 5 måneder og en flaskning uden filtrering.

For Sagrantino vinen vælger Peter at lagre den i mindst 36 måneder på store 30 hektoliter egefade og derefter mindst 10 måneder på flaske … altså længere lagring end appellationens forskrifter. Ligesom hvidvinen anvendes alene druernes naturlige gær i gæringsprocessen og rødvinen filtreres heller ikke.

Vi drøftede med Peter, hvor han så sig selv som producent i Montefalco … hvilken stil, som han efterstræbte. Og han vil gerne lave vinene så naturlige som muligt … uden alt for megen indgriben og min vurdering er, at hans vine hører til blandt de mest frugtrige af Montefalco vinene. Jeg synes, at han laver bragende gode vine.


En dedikeret vinmager.

Mørket havde sænket sig, da besøget sluttede, så vi hastede hjem til hotellet inden aftenens gallamiddag. Tak til Peter Heilbron for et dejligt besøg.

Vinene fra Tenuta Bellafonte forhandles herhjemme af Jysk Vin, som dog pt. alene har Peters Montefalco Sagrantino Collenottolo, så Flemming, HP og co … ta’ for pokker også den herlig Spoletino vin Arnèto hjem ;o)


Peter Heilbron viser glad sin vin frem.


Samling på tropperne inden rundturen.


Produktionsfaciliteterne.


Et af fadene med Sagrantino.


Peter Heilbron er bare en rar mand.


Endnu et foto fra lagringskælderen.


Og såmænd også et fad med Trebbiano Spoletino.


Peter Heinbron fra Tenuta Bellafonte,

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Di Filippo … genert øko- og biobonderøv

En af de mest spændende vingårde i Montefalco området er utvivlsomt Azienda Agraria Di Filippo … en økologisk og biodynamisk vingård drevet af den generte Roberto Di Filippo.

Det er vaske- og lugtægte bonderøv … vi snakker bredrøvsvraltende og skræppende gæs rundt blandt vinstokkene, brug af hestene Olga, Pioggia, Bebè, Diamante, Elliot og Eddy i arbejdet mellem vinstokkene, respekt for miljøet samt naturprodukter af naturens bedste skuffe … og det gælder både vinene og specialiteterne fra gårdens mange dyr.

Passion, respekt og kærlighed er nøgleordene hos Di Filippo.

Det økologiske og biodynamiske foretagende ligger mellem Torgiano og Montefalco med udsigt over Assisi. Vingården er ejet af Roberto og hans søster Emma, men det var deres far Italo Di Filippo, som oprindelig grundlagde vingården, der i dag samlet omfatter 35 hektar vinmarker.

Det er dog alene de 10 hektar, som Roberto driver biodynamisk, mens resten således alene er økologisk. Og på de 10 hektar biodynamisk drevne marker anvendes der heller ingen traktor eller andre maskiner … alene de nævnte heste og så ellers plov, harve og hvad man ellers bruger via en gammel vogn, som elegant holdes nede af nogle store sten.

Jeg besøgte vingården Di Filippo sammen med vinturens eneste anden dansker, nemlig vinskribenten Rolf Madsen, der normalt skriver for Berlingske.

Jeg havde efter aftenens besøg hos Le Cimate, hvor det meste foregik på italiensk, brug for at snakke om vin, ja hvad snakke om hvad som helst … så da jeg hørte, at Rolf skulle besøge Di Filippo og efterfølgende Tenuta Bellafonte, så sprang jeg fluks med efter hurtig fleksibilitet fra den søde Maruska hos Consorzio Tutela Vini Montefalco.

Jeg skulle egentligt ha’ besøgt Di Filippo 2 dage senere og havde slet ikke Tenuta Bellafonte på mit program, men det blev ændret uden problemer. De havde sgu styr på det hos Consorzio Tutela Vini Montefalco. Respekt.

Benvenuti og welcome stod der på nogle gamle egefade udenfor. Rolf og jeg blev da også vel modtaget af Valeria (tror jeg nok hun hed) hos Di Filippo, da Roberto ikke var kommet hjem endnu fra et ærinde i byen.  Der var endda allerede dækket op til vinsmagning for 2 personer og der kom endda også en lille planke med lidt specialiteter fra vingården på bordet.


Smagelokalet hos Di Filippo.


Lidt showoff af nogle af husets vine … og måske en gaveidé i form af et smykke med brug af en korkprop. Jeg har da et par propper, hvis nogle skulle være interesseret.


Der var gjort klar til Rolf og jeg …


… og her planken med lidt specialiteter fra vingården. Næsten alle produkterne stammer fra Di Filippo.

Nu havde jeg lige forinden været dommer i den store kokkekonkurrence Sagrantino Nel Piatto med 6 amazing gourmetretter, så det var ikke fordi, at sulten var enorm … men godt så det ud og jeg endte også med at spise det hele. Høflig som man nu er.

Vi fik os sat ned, og så gik den store smagning af Di Filippos sindssygt dejlige vine ellers i gang. Valeria fortalte, at huset var et af de bedste til Grechetto vine, men det var imidlertid specielt Robertos Sagrantino vine, som imponerede både Rolf og jeg.

Vi smagte følgende vine hos Di Filippo:

Derudover smagte vi også en tankprøve af en Trebbiano Spoletino vin … ja det den, som I ser i glasset nedenunder. Roberto var ude at hente smagsprøven fra et egefad og selvom den ikke var klar til flaskning endnu, så var den virkelig spændende med fedme og et lækkert cremet udtryk.

Roberto var stødt til midt i smagningen, og han er sgu en fantastisk fyr, meget genert og beskeden, men stolt af sine vine, hvilket er ganske forståeligt. Han fortalte lidt om driften af gården, den økologiske og biodynamiske tilgang og de mange eksperimenter, som han laver i vineriet,

Han har ikke dyrket Trebbiano Spoletino i så lang tid, men er forståelig nok hoppet med på vognen. Det bliver spændende at følge, når han frigiver de første vine på den spændende drue.

Vi smagte faktisk også en Passito lavet på Grechetto druen, men den har jeg ingen smagsnoter på. Det har jeg imidlertid på alle de ovennævnte, og dem skal jeg – om I vil det eller ej – selvfølgelig nok poste i den kommende tid.

Efter smagningen skulle vi selvfølgelig lige rundt og se stedet samt nogle af vinmarkerne. Roberto havde – gæstfri som han er – også sørget for, at et par af hestene var spændt for en vogn, så vi kunne tage et par billeder. Og Roberto stillede også høfligt op foran hestene på vores opfordring.

Det var et super besøg og vinene fra Di Filippo blev nogle af mine favoritter under opholdet i Montefalco … bestemt i top 5 af bedste vinproducenter i området.

Vi slutter lige med et par yderligere billeder fra besøget:


Her har vi Roberto foran heste og vogn.


Et view fra vingården.


Roberto, en flaske 2006 Montefalco Sagrantino, en hest og en sød hjælper.


Mark med Grechetto vinstokke … i baggrunden render gæssene rundt.

Sluttelig endnu et foto af hestespand med Roberto og hjælper.

Besøg hos vinproducenter

Besøg på Le Cimate … med 10 retters middag

Til trods for, at jeg i forbindelse med den store Anteprima Sagrantino 2013 ankom til Montefalco søndag eftermiddag let bombet efter en lang rejse – men selvfølgelig spændt som en fjeder – så var der i min tourplan lagt hele 3 gårdbesøg ind for resten af eftermiddagen og aftenen.

Så efter besøgene hos både Tenuta Castelbuono, Moretti Omero samt et hurtigt stop på hotellet, så gik turen til Catina Le Cimate … dagens sidste stop. Programmet sagde blot “dinner at Le Cimate”, men det skulle vise sig at være mere end blot en let middag. Det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til.

Vi ankom til Le Cimate omkring 19.30 – og mørket havde allerede sænket sig over vingården, men et venligt lys fra smagelokalet – og sikkert også genskin fra de allerede åbne vinflasker – signalerede en varm velkomst. Og navnet Le Cimate på bygningen kundgjorde, at vi var kommet til det rigtige sted.


Le Cimate står der flot og larmende på vingården.

Francesca Bartoloni – ejeren og vinmageren – kom os i møde og bød hjertelig velkommen. Jeg var eneste dansker … ja faktisk den eneste i selskabet, som ikke forstod en tøddel italiensk, hvilket skulle vise sig at være en smule træls … for nu at sige det på jysk.

Le Cimate ligger omkring 5 kilomter sydvest for Montefalco og er én af de nye vingårde i området, etableret i 2011 af Francesca Bartoloni, selvom familien egentlig har været vinavlere gennem flere generationer og har drevet landbrug siden 1800-tallet.

Francescas bedstefar Paolo havde også en stor passion for vin og var bl.a. formand for det lokale kooperativ Cantina Sociale dei Colli Spoletini i Spoleto i mere end 20 år. Og alle 3 generationer har taget del i grundlæggelsen af Le Cimate … specielt Francescas far Giovanni, der både arbejdsmæssigt og økonomisk har støttet investeringen.

Le Cimate har samlet 170 hektar jord, og en del har familien Bartoloni købt fra biskoppen af Spoleto … måske med hjælp fra Paolo, som jo gennem mange år arbejdede i byen.

Ud af den megen jord er alene 28 hektar vinmarker, mens 15 hektar er med oliventræer og resten skov, eng og agerbrug. Af de 28 hektar vinmarker er 20 hektar dedikeret til husets DOCG vine, altså Sagrantino og Sagrantino Passito.

Francesca Bartoloni valgte at navngive vingården Le Cimate, hvilket vel kan oversættes til i retning af “stikker ud” med reference til, at vingården ligger på toppen af en bakke med panoramaudsigt over det kuperede område, Martani bjergene, Montefalco samt den smukkeste natur i hjertet af Umbrien.


Francesca Bartoloni fortæller om vingården og produktionen.

Det er en ny og topmoderne vingård … solceller på taget, separat smagelokale og  strømlinet produktion. Vi startede selvfølgelig med en rundvisning, hvor Francesca fortalte om vingården, produktionen og vinene. Desværre var det mest på italiensk, men en gang imellem forklarede han også nogle af tingene på engelsk … for mig.


Et kig ind i vineriet med de store ståltanke …


… og store egefade.

Efter rundturen skulle vi til bords … og der var linet op til den store smagning. Ved hver plads lå der en seddel; Le Cimate Tasting – Degustazione Trebbiano Spoletino. 5 retter og 5 vine, nemlig husets Spoletino i årgang 2016 og til 2013 samt en Riserva.

Det skulle vise sig, at det alene var 1. halvleg – WTF??? – og at vi efterfølgende fik seddel nummer 2 med de næste 5 retter og 5 vine; Degustazione Montefalco Sagrantino – igen en vertikal smagning af husets Sagrantino fra 2013 til 2009.


Der var styr på vinsmagning og den 10-retters middag på Le Cimate, virkelig forberedte til vort besøg – big Thumbs Up der.

Stedet havde tilsyneladende sin egen kok, som havde forberedt maden. Jeg var vist lidt overvældet og tabt i de italienske gloser, så jeg har ingen noter omkring maden, så I får blot lige fotos og navnene på retterne. Og jeg advarer med det samme … det er 10 retter lige i streg ;o)

Stracciatella di Monzarella


Bruschetta con Fegatini


Insalata di Ceci con Pepe Nero


Uovo della Nonna al Pomodoro

Fagottino di Radicchio e Taleggio


Fagiolo alla Contadina


Cappellacci Ripieni al Formaggio e Tartufo


Tagliatelle al Cicotto


Bocconcini di Cinghiale in Umido

Formaggio Caprino

Sidste ost var sgu en krasbørstig satan. Jeg elsker egentlig stærk ost, men en enkelt stykke af denne var rigelig. Den nærmest lammede munden. Overordnet var det dog en fantastisk række af serveringer … de lever sgu godt de italienere, så den lille, flittige, danske vinblogger var sgu godt mæt bagefter.

Udover de annoncerede 10 vine, så smed Francesca Bartoloni også et par enkelte andre vine ind i programmet, bl.a. en hvid Aragon Bianco Umbria IGT, en Rosso IGT og selvfølgelig en Passito. Det gjorde, at det samlede antal vine røg op på 13 vine og så sådan her ud:

Jeg har selvfølgelig linket til beskrivelser og anmeldelserne af vinene. Skal jeg komme med en overordnet konklusion, så står Le Cimate rigtig stærkt på deres Trebbiano Spoletino vine og specielt lyser deres Trebbiano Spoletino Superiore Riserva Del Cavalier Bartoloni virkelig op. Den var sgu fantastisk. Deres røde var okay … med 2011’eren og 2010’eren som de klart bedste.

Det var egentlig en hyggelig aften, som bød på mange specielle oplevelser, bl.a. underholdte Francescas bror i løbet af aftenen ved at spille på et klaver i smagelokalet og kokken fortalte også om maden ved hver servering.

Men det meste foregik på italiensk … og dermed følte jeg mig en stor del af tiden helt udenfor. Det var sgu ærligt talt lidt en underlig fornemmelse og lidt en mærkelig fornemmelse. Jeg sad under middagen ved siden af Francesca Bartoloni og han oversatte dog enkelte ting en gang imellem. Tak for det.


Barriquekælderen på Le Cimate.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Moretti Omero … og søde Giusy

Azienda Agraria Moretti Omero ligger ved byen San Sabino vel omkring 10 kilometer sydvest for Montefalco og var 2. stop på min rundtur hos vinproducenterne omkring Montefalco.

Og lad mig advare med det samme … det er en sindssyg dejlig vingård.  Det skyldes imidlertid ikke et topmoderne og supertjekket vineri, endsige en italiensk villa udover det sædvanlige, en state-of-the-art vinkælder eller noget i den retning.


Agriturismo og Casa Dei Vini … Bed and Breakfirst samt vinhus. Azienda Agraria Moretti Omero ligger her, og der kan købes vin.


Et kig ind i gården og smagelokalet til højre.

Nej … her emmer alt af et lille familie vinbrug på godt og ondt. Og så alligevel, for to ting bringer Azienda Agraria Moretti Omero helt i top på min alltime favoritliste over vinhuse i Montefalco, nemlig den smukke og totalt storcharmerende vinmager Giusy samt nogle helt fantastiske vine.

Vingården er oprindelig grundlagt efter 1. verdenskrig, da Domenico Moretti i 1920 emigrerede fra Schweiz og brugte hans opsparing på en lille ejendom med oliven. Det var dog sønnen Giuseppe, der  startede med at producere vin på gården, selvom hele produktionen blev solgt bulk til andre producenter og kooperativer.

Det var først, da Omero Moretti – 3. generation – overtog driften, at vinhuset startede med at producere, flaske og sælge vinene under ejet navn. Omero fik sin første traktor i 1972, fik interesse i vinene og med hjælp fra hustruen Daniela besluttede han sig for at flaske deres Sagrantino vin. Det blev starten på Azienda Agraria Moretti Omero.


Her den stille, venlige og ovenud sympatiske Omero Moretti.

I dag produceres vinene på Azienda Agraria Moretti Omero i et samarbejde mellem Omero og datteren Giusy. Siden 2006 har Giusy spillet en større og større rolle i produktionen, selvom hun egentlig er uddannet arkitekt. Hendes lillesøsteren Lucia var også lige forbi for at hilse på under vort besøg.

Vinhuset har samlet 32 hektar jord, heraf er dog alene 13 hektar vinmarker, mens resten er oliventræer. Det giver en årlig produktion på op til 30.000 flasker vin … dog fortalte Giusy, at der for 2016 alene vil komme 10.000 på grund af hagl.

Vinhuset har været certificeret økologisk siden 1992, men har altid været drevet økologisk. Tidligere pralede man imidlertid blot ikke med det … for det var der slet ikke salg i.

Da jeg – sammen med en gruppe øvrige vinjournalister – ankom til Moretti Omero blev vi modtaget af Giusy, Omero samt en ven af familien, som også hjælper i produktionen. Jeg har desværre glemt hans navn.


Her er jeg netop ankommet til Moretti Omero vingården.


Vinmarken Vignalunga ligger lige ved siden af vingården. Vi skulle efter en rundvisning i mark, vineri og vinkælder selvfølgelig også smage vinen.

Vi startede med en kort tur hen til vinmarken Vignalunga, som ligger lige ved vingården og har en smuk udsigt mod Montefalco. Giusy fortalte om vingården, markerne og da vi kom retur så vi også vineri, kælder … og hundene, som de bruger til trøffeljagt.

Det er en virkelig rar familie at besøge. Omero er en stille person, men emmer af venlighed og hygge. Giusy er et livsstykke … glad, energisk, charmerende og fortællende.


Giusy Moretti fortæller om marken og vinhuset.

I smagelokalet havde Giusy forberedt, at vi skulle smage et udvalg af deres vine, bl.a. hendes første vin, Montefalco Sagrantino 2006’eren, som hun selvfølgelig var meget stolt af.

Vi smagte sammenlagt disse vine:


Inde i smagelokalet.

Under vores smagning fik vi – som nævnt – besøg af Lucia – og derudover kom gamle bedstemor Nonna Quinta ned … krumbøjet, en smule gangbesværet og med dybe rynker, furer fra et liv med erfaring samt et glad smil. Sikke en sød, gammel dame … og hun er  samtidig er huset bedste kok, betroede Giusy mig.


Her har vi 3 generationer … Nonna Quinta, Giusy og Omero.

Vinene skal vi selvfølgelig også lige omkring, så derfor har jeg som vanlig linket til mine beskrivelser af hver vin. Jeg smagte vinene fra Moretti Omero flere gange i løbet af mine dage i Montefalco og er slet ikke i tvivl … vinhuset er bestemt i min top-5 af bedste producenter.

Udover al produktionen af vin og olivenolie, så byder Azienda Agraria Moretti Omero også på B&B … agriturismo i form af en lille lejlighed samt 3 værelser, som vinturister kan leje.

Herfra den bedste anbefaling. Og lad os endelig slutte med endnu lidt billeder fra den lille, hyggelige familiedrevne vingård.


Giusy ved Vignalunga marken.


Vinkælderen med de mange egefade i forskellige størrelser.


Omero og hans ven/hjælper.


Endnu et foto fra vineriet.


Omero viser stolt vineriet på Azienda Agraria Moretti Omero frem.


Selvom det var februar måned, så var vejret ret godt … høj sol over Giusy!


Omero forklarede også,


Glad, charmerende og venlige Giusy.


Samlet i smagelokalet.


Der er gjort klart til gæsterne fra pressen … og mig ;o)

Lillesøster Lucia var også lige forbi for at sige HEJ.

Besøg hos vinproducenter

Besøg på Tenuta Castelbuono … det imposante vineri

Tenuta Castelbuono er på alle måder imponerende og vel nok det mest besøgte vinhus i Montefalco området. Castelbuono er i dag lidt af en turistattraktion specielt pga. vinhusets ikoniske bygning. Det moderne og kunstneriske vinhus ligger lidt nord for Bevagna og samlet vel omkring 15 kilomenter fra Montefalco.


Ikonisk … nærmest som en ufo, der lige er landet. Tenuta Castelbuono er virkelig en stor turistattraktion i området.

Castelbuono er grundlagt i 2001 af Lunelli familien … The Lunelli Group, som vi mest kender som ejerne bag Ferrari, de mousserende spumantevine fra Trentino området.

Ferrari i Trento er et gammelt, anerkendt, innovativt og rigt vinhus, som Bruno Lunelli i 1952 overtog efter grundlæggeren Giulio Ferrari. Han havde grundlagt Ferrari tilbage i 1902, men havde ikke havde efterkommende til at overtage det blomstrende spumantehus.


Endnu er foto af den imponerende bygning.

Siden 1980 har Lunelli familien investeret betydelige summer for at udvide deres vinimperium og bl.a. købt det store mineralvandsfirma Surgiva, det historiske grappahus Segnana samt vinhuset Tenuta Podernovo i Toscana og altså også Tenuta Castelbuono i Umbrien. Derudover ejer de i dag også firmaet Locanda Margon, der driver en 2-stjernet Michelin restaurant og en række vinbarer.

Da Lunelli familien i 2001 købte Tenuta Castelbuono, så bestod det alene af 30 hektar jord samt en ældre vingård. De gik omgående i gang med at omlægge produktionen til økologisk, plantede nye vinstokke og ansatte vinmagere til at forestå produktionen, således de allerede i 2003 kunne frigive deres første Montefalco Sagrantino.

Siden er har Lunelli familien investeret massivt i Tenuta Castelbueno. Arealet er i dag udvidet til samlet omkring 50 hektar og derudover har familien opført et nyt, topmoderne og ikonisk vineri, som stod færdig i 2012.


Selv ved vineriet kan man finde en gammel Sagrantino vinstok.

Det nye vineri for Tenuta Castelbueno er tegnet af den gamle, hæderkronede italienske arkitekt Arnaldo Pomodoro, som er en ven af Lunelli familien. Og han har skabt Carapace – som bygningen kaldes – som en slags kæmpe skildpadde med 8 ben. Taget er lavet af kobber og benene er nærmest bronzefarvet. Ved siden af bygningen er der en stor 20 meter høj, rød pil, som indikerer, at her ligger Carapace.

Tenuta Castelbuono var første besøg på min rundtur hos vinproducenterne omkring Montefalco. Og det er ganske imponerende at ankomme til vineriet, som – udover den helt unikke arkitektoniske bygning – byder på en virkelig smuk udsigt udover området.


Udsigten fra Tenuta Castelbuono.

Vi blev gæstfrit modtaget af stedets 2 værtinder og da de øvrige vinjournalister ikke havde lyst til en rundvisning, så var jeg den eneste, som blev vist rundt. De fortalte specielt meget om bygningen, som fylder meget på Tenuta Castelbuono, men jeg fik også set den imponerende barriquekælder, selve vineriet og hørt lidt om vinproduktionen.


Kælderen under Carapace er en oplevelse i sig selv. Nedgangen til kælderen findes i smagelokalets midte … der går der en spindeltrappe ned til barriquekælderen, hvor de mange fade ligger hele vejen rundt i den runde kælder.

Efter rundvisning skulle vi smage en række af husets vine, men et par af vinjournalisterne efterspurgte lidt Ferrari spumante, så derfor startede med et par af disse.


Der var linet op til en lille smagning af nogle af husets vine.

Vi smagte sammenlagt vinene:

Det blev en fin lille smagning … virkelig vellavede vine. Selvom stedet måske er turistet, selvom meget handler om bygningen og selvom stedet producerer rigtigt mange vine, så er det ganske fremragende vine. Absolut et besøg værd.

Jeg fik da også en lille gave efter besøget … et par flasker fra huset samt en stor og massiv bog om Carapace. På forsiden af bogen kan man i øvrigt se kobbertaget af bygningen inden patineringen begyndte.

Vi slutter selvfølgelig lige med lidt flere af mine fotos fra Tenuta Castelbuono … det fortjener stedet bestemt:


Også indenfor Carapace er bygningen imponerende … udelukkende lavet i træ og virkeligt stort, som I måske kan fornemme af billedet.


De mange og store vinduer sikrer fin udsigt udover området.


I midten af smagelokalet findes både nedgangen til kælderen samt vinbaren, hvor værtinderne huserer fra.


Stole til at nyde udsigten … røde og ikoniske.


Barriquekælderen.


Loftet i kælderen er blåt, hvilket skal symbolisere himlen.


Ved siden af barriquekælderen findes produktionslokalerne med ståltanke, egefade …


… og såmænd også emphorakrukker, så der eksperimenteres også på Tenuta Castelbuono. 


Flere emphorakrukker.


Imponerende ser det ud.


I midten af barriquekælderen … gemt inde bag en stor rusten jerndør findes det hemmelige rum. Derinde findes et stort, rundt bord … lavet af massiv og rusten jern. Lokalet anvendes til små, intime og eksklusive smagninger.


I den rustne jerndør ind til det hemmelige rum er Tenuta Castelbuonos logo skåret ud. Logoet forestiller Carapace set fra oven … den store skildpadde med sine 8 ben. Logoet går også igen på alle vinene fra Tenuta Castelbuono.


Her et view til barriquekælderen fra spindeltrappen op til smagelokalet.


Og sidste skud fra kælderen.

Andre smagninger

Houlberg går SÅRT med Weingut Willi Schaefer

Jeg fik i midten af januar en herlig invitation fra den gode Jesper fra Vinova i Horsens med ordlyden;

Vi får i starten af februar besøg fra Willi Schaefer i Mosel, og i den forbindelse holder vi en lukket smagning i Århus. Ved du er glad for de tyske ting, så derfor tænker jeg, at du ikke må snyde dig selv for at tage imod denne invitation.

Du kan se flere detaljer i den vedhæftede invitation, men i Århus bliver det torsdag den 9. februar – kl. 13.00 på SÅRT.  Det er godt nok midt på dagen, så det kan koste en 1/2 fridag, men jeg er sikker på, at du ikke vil fortryde at bruge tid på det.

De laver altid virkelig dejlig vin, men i årgang 2015 er det helt elektrisk…!!! Det må du ikke snyde dig selv for at opleve … 😉  Giv et praj hvis du har tid, lyst og kan få det til at passe ind. Ha’ en rigtig god weekend.

Og selvfølgelig havde jeg tid, lyst og tilstrækkelige afspadseringstimer til det, så i torsdags – på en snefyldt, kold vinterdag – fik jeg styret min automobil, karet og øse (selvfølgelig også tysk) til Århus og havde pligtopfyldende indfundet mig på SÅRT … den hippe, kombineret restaurant og deli i Jægergårdsgade lidt før et aka kl. 13.00.

Der ventede Jesper og Kim, to af indehaverne af vinimportfirmaet Vinova sammen med Christoph Schaefer, hustruen Andrea samt en flok unge vininteresseret mennesker, bl.a. den dygtige René Langdahl Jørgensen, der skriver for Gastro og jeg sidst mødte til en Perrin smagning på Fusion i Ålborg.

Derudover var der liv i køkkenet, hvor en af de unge fyre bag SÅRT var i gang med at lave lidt hjemmelavet tagliatelle … på en spøjs og gammeldags manér, hvor de store pastaplader blev lagt på nærmest en ramme med jernstrenge og så rullet i lange strimler.

Nå. nevermind. Jeg fik hilst på Jesper og Kim fra Vinova samt de utroligt søde Christophe og Andrea fra det tyske vinhus … en hjertelig og varm velkomst. Derefter fik jeg bænket mig ved det nærmeste bord, hvor der var disket op med lidt hjemmelavet charcuteri fra SÅRTs eget lille pølsemageri.

Ja formentlig stammede kødet til de herlige sager fra SÅRTs egen bondegård, hvor de bl.a. har en flok dejlige fritgående økogrise af den sortbrogede slags. Måske der dog også var et par importerede lækkerier fra Parma og Siena.

Christoph er søn af den gamle Willi Schaefer, der gik på pension for et par år siden. Både Christoph og Andrea er søde og meget imødekommende mennesker … lidt generte, men med en brændende passion for husets vine.

Lad os starte med at fortælle lidt om huset Weingut Willi Schaefer, der ligger i Graach an der Mosel, blot en halv kilometers penge nord for Bernkastel-Kues i hjertet af Mosel. Ganske traditionel tysk … charmerende etiketter med en vinglad munk, som stolt hæver glasset, mens han samtidig læner sig opad en vintønde. Prost.

Men Schaefer familien har nu også noget at have traditioner i. Deres vinrødder i Graach stammer helt tilbage til 1121, og kan i hvert fald dokumenteres tilbage til 1590, så de har med andre ord været vinbønder i byen i mange, mange generationer.

Christophe fortalte under smagningen lidt om etiketterne på husets vine, idet trenden for år tilbage var, at man søgte en mere moderne stil. Den trend har dog aldrig ramt Weingut Willi Schaefer … og har egentligt aldrig været et tema. Vinhuset værner om traditionerne og har altid haft samme etiket. Christophe fortalte, at mange i dag endda takker dem for at fastholde de gamle etiketter.

Jeg er sgu også selv en sucker for de gamle etiketter, med tyske, svungne bogstaver, lange titler og system i tingene. Og derfor er man totalt på hjemmebane hos Weingut Willi Schaefer.

Andrea fortalte, at hun selv var noget skeptisk, da hun i sin tid mødte Christophe … dels overfor de lange navne på vinene, de gamle og støvede etiketter og derudover den store andel af de søde vine, spätlese og auslese. Kunne det virkelig sælge?

I dag ser Andrea det faktisk som en fordel. Deres vine henvender sig til folk, som ved hvad Weingut Willi Schaefer står for. Og auslese … det falder man enten pladask for med det samme eller også kommer kærligheden bare snigende. De kan bare nogle ting, som andre vine ikke kan. Det vender vi selvfølgelig tilbage til.

Den nuværende vingård er overtaget af Schaefer familien i 1950 og siden 1971 har det været Willi Schaefer, som har drevet vingården og siden 2002 har Christoph og Andrea langsomt overtaget ansvaret og produktionen af vinene.

Willi Schaefer har været medlem af VDP … Großer Ring Verband Deutscher Prädikats-und Qualitätsweingüter siden 1993, og fik i 1997 prisen “Newcomer of the Year” af Gault Millau vinguiden.

Willi Schaefer har små 4 hektar vinmarker, herunder parceller af Graacher Himmelreich, Graacher Domprobst og Wehlener Sonnenuhr, nogle af de ældste og allerbedste marker i området. I dag har gården det største areal vinmarker nogensinde og har således ekspanderet gennem de sidste årtier.

Der dyrkes alene Riesling hos Weingut Willi Schaefer, og specielt marken Graacher Domprobst med de 60-70 årige vinstokke fremhæves som én af området bedste marker overhovedet.

Der laves alene mellem 2.000-3.000 kasser vin årligt hos Weingut Willi Schaefer, hvor vinene gærer og modnes i gamle 1.000 liter foudres, før de tappes på flasker. Helt klassisk og traditionelt … som man har gjort siden 1590.

Vi skulle til smagningen primært smage seneste årgang 2015, som Jesper helt beskedent havde kaldt helt elektrisk, men Christophe og Andrea havde dog også nuppet et par andre vine med på turen til Danmark, bl.a. skulle vi starte med en 1976 Graacher Himmelreich Riesling Auslese … sådan for lige at komme i gang og smage, hvad alder betyder for de ædle vine fra Weingut Willi Schaefer.

Derudover skulle vi også slutte med et par auslese vine med nogle år på bagen, en 2013, en 2012 og en 2006. Det betød sammenlagt et program på ikke mindre end 12 vine, nemlig:

Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Christophe er også selv ganske begejstret for 2015 årgangen, som han allerede inden høst kunne fornemme kunne blive noget helt særligt. Og efter vinifikationen og flaskningen er Christoph ikke mindre begejstret … måske endda nærmere ekstatisk og mener, at 2015 bliver en af de helt store årgange.

Det var specielt den varme og tørre sommer som var perfekt for vinstokkene på markerne ved Grach. Derudover var oktober – tidspunktet for høsten – også optimal, tør, kold og solrig. Det gav en super høst.

Vi startede – som nævnt – med en 1976 Graacher Himmelreich Riesling Auslese, da Christophe og Andrea gerne ville vise, hvad deres vine virkelig kan op, når de får godt med alder. En sandt overflødighedshorn … med modenhed, sødme, saftig bitterhed, syltede citroner og andet godt. Vinen nærmest smeltede i munden … og var fortsat fuldstændig i live. Meget godt af en over 40 år gammel hvidvin.

Jeg har altid bildt mig selv ind, at de bedste tyske hvidvine er de tørre Riesling vine … trocken Riesling. De har herlig syre, tørhed, friskhed, sprødhed, store næse – ofte med petroleum og andre gode sager – samt nerve og mineralitet.

Men vinene fra Weingut Willi Schaefer har åbnet en dør til de sødere Riesling vine. Hos Schaefer er der nemlig fortsat godt med lethed og en vis syre, nerve i selv auslese vinene … som simpelthen bare var sublime.

Så jo … Houlberg gik SÅRT med Weingut Willi Schaefer, men på den allerfedeste måde. Måske har Andrea fat i den lange ende, da hun fortalte, at man enten falder pladask for Riesling Auslese eller også kommer kærligheden bare snigende. No way around that. For mig er det klart det sidste.

Det blev lidt af en monstersmagning … 12 vine på lige omkring 2 timer, så selv jeres udsendte vinblogger var både forpustet, imponeret og veltilfreds. Og samtidig er vinhuset Weingut Willi Schaefer røget adskillige trin op min Mosel rangliste og sat på listen – absolut et besøg værd – næste gang jeg besøger Mosel. Det smager da bare monstergodt.

Andrea fortalte, at de normalt ikke har åbent for uanmeldte besøgende, men at de gerne vil ha’ besøg, hvis vi kommer til Mosel. Giv blot lige et ring forinden.

Et stort tak til Christoph og Andrea for den flotte præsentation af deres vine. Derudover selvfølgelig også et kæmpe tak til de gæve Vinova gutter Jesper og Kim. Vinova har fandme fat i nogle gode producenter i deres portefølje, så jeg skal vist lige fordi deres lager og handle lidt ind en fredag, når det er åbent.

Jeg slutter lige med lidt flere fotos fra SÅRT:


Andrea og Christophe


Christophe får en snak med René Langdahl Jørgensen


Mums … SÅRTs rum med alvorlig lækker charcuteri 


Cool stemningsvæg på SÅRT


Christophe forklarer videre

Andre smagninger

En torsdag hos Paul … med en smule vin

Som det tydeligt fremgår af billedet ovenfor, så er en torsdag aften hos Paul ikke kedelig på nogle måder. Det skyldes bl.a. Pauls altid smittende humør … læg dertil en portion vanvittige vinnørder – 7 af slagsen – 5 deciliter vandede vittigheder og 11 herlige vine.

Det skulle egentlig blot være en lille easygoing og hyggelig vin-kom-sammen, men Paul havde været hos Bistrotekets nye afkom, Bistrobiksen og hentet lidt tapas slash pølsebord.

Han havde derudover også været hos Jysk Vin og allieret sig med Hans Peter, der havde fundet fundet et tema med 10 vine, som vi selvfølgelig skulle smage blindt og sige noget begavet om. Lidt af en svær opgave for en flok rødder, der sjældent siger noget klogt i forvejen.

Inden blindsmagningen skulle vi dog lige bydes behørigt velkommen og det skete rundt om køkkenbordet akkompagneret af en fransk Pinot Gris fra Domaine Bott Geyl, som Paul havde besøgt sidste sommer. Det er et lille spændende vinhus, som i dag drives fuldstændig biodynamisk.

Vi bringer selvfølgelig først et par fotos af maden fra Bistrobiksen. Paul havde suppleret Bistrobiksens tapasudvalg med en hjemmelavet anderilette samt lidt paté. Herlig mad … og mere skal der sgu ikke til. Det kan varmt anbefales.

Vinprogrammet for aftenen var ganske spændende og efter et par vine blev det også afsløret, at det var rent italiensk. Vi smagte således samlet disse vine:

Vi skulle gætte landet på de første 2 rødvine og jeg fik mig sporet ind på, at det var italiensk. Derefter skulle vi gætte vinområdet i Italien og der blev det straks en smule sværere. Vinen fra Abruzzo havde jeg tippet til en Sagrantino fra Umbrien, men ramte ikke plet. Piemonte ramte vi dog alle pivskarpt.

Jeg har som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Et tak til Paul for en hyggelig, sjov og vinøs torsdag aften.

Restauranter & vinbarer

Et besøg på den franske Restaurant ET … igen

I sidste uge var jeg på besøg på den franske Restaurant ET på Åboulevarden i hjertet af Århus … igen. Okay sidste besøg ligger ganske vist et par år tilbage, så det er ikke fordi, at jeg overrender stedet … desværre, for det er et herligt sted. Så at bruge ordet “igen” er derfor vel egentlig lidt af en overdrivelse.

ET har franske aner … køkkenet byder på franske klassikere eller nyfortolkninger af det franske og danske køkken, mens vinkortet er helt og aldeles fransk.Bien sûr. Men vinkortet er stort og meget dækkende for udvalget, hele 21 sider med vin fra Champagne, Alsace, Bourgogne, Bordeaux, Jura, Rhône, Loire og Sydfrankrig.

Jeg var en del af et større selskab – nemlig 65 mand/kvinder høj fra Randers Vinlaugh, og vi havde derfor reserveret hele vinkælderen og bestilt en 4-retters gourmetmenu med tilhørende vine … og flere af retterne endda med 2 forskellige vine til.

Vi blev i vinkælderen mødt af et imødekommende personale, som stod klar med et glas champagne og det blev indledningen på en flot 4-retters gourmetmenu, som bestod af

Jeg har som vanligt linket til mine beskrivelser, kommentarer og anmeldelser af alle vinene, som jeg allerede har lagt ind i løbet af ugen. Her også lige lidt fotos og kommentarer til de lækre retter:

 Snacks

Snacks - rejer
Snack – her dejlige kæmperejer stegt i panko med en eller anden form for aioli til at dyppe dem i

Snacks - tatar
Små hapsere med rørt oksetatar efter inspiration fra Michel Michaud … bestemt ikke ringe, sagt på jysk. De smagte fortryllende. Og til de forskellige snacks fik vi en champagne, non vintage Brut Réserve fra Xavier Leconte, en blød, blid og lækker champagne med noter af ristet toast og andet godt.

Salat af varmrøget torsk med citronconfit, kål, kørvel og “brændt” smør med hasselnødder

Salat af varmrøget torsk med citronconfitForretten blev salat af varmrøget torsk med citronconfit, kål, kørvel og “brændt” smør med hasselnødder. Det var nærmest lidt som en mousse med torsk samt syrlige og søde elementer, som virkelig imponerede. Vinmæssigt fik vi lidt Loire … en 2015 Foucher-Lebrun, Sauvignon Petit Le Mont, Loire, Frankrig – herlig vin proppet med stikkelsbær, grønne noter, bolsjer, flintesten og en vis fedme.

Inderlår af dansk okse med fennikel, grillet hjertesalat, “pastis” og purløg

Dansk okse med fennikelNæste ret bestod af lidt okseinderlår … også en ret, som virkelig imponerede med de mange delikate elementer og derudover godt med dild, fennikel og som modspil bløde fritterede kugler med ost. Vinmæssigt fik vi to forskellige vine til denne ret – en lille battle mellem en Beaujolais og en Rhône … begge økologiske.

Vinene var henholdsvis en 2015 Mathilde & Stephen Durieu, Beaujolais-Villages Lou. Y es-tu?, Bourgogne, Frankrig samt en 2014 Domaine des Carabiniers, Lunar Apogé Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig. I min lille bog, så vandt Bourgogne over Rhône, men det er jo selvfølgelig smag og behag.

Mørbrad og kæbe af gris med 2 gange selleri, trøffelsauce og sort peber

Mørbrad og kæbe af grisHvor jeg dog elsker svinekæbe, og denne sad lige i skabet. Den kom sammen med en svinemørbrad svøbt i en svinefars af en eller anden slags. Igen en dejlig ret, som blev akkompagneret af 2 vine … igen en lille battle, denne gang mellem Loire og Rhône.

Fra Loire blev det en 2014 Château Soucherie, Anjou Rouge, Loire, Frankrig og fra Rhône en 2014 Château Mont-Redon, Lirac, Rhône, Frankrig. Igen synes jeg, at den første, altså Loire vinen, var en tak bedre – og mere spændende – end Rhône vinen.

Generelt må man dog rose restaurantens sommelier for at finde nogle både gode og spændende vine, som havde både personlighed og lidt kant. Respekt for det.

Syltede ferskner med hindbær sorbet, hvid chokolade, marengs og karamel

Syltede ferskner med hindbær sorbetDesserten bestod af lidt syltede ferskner … hindbærsorbet. Det var en ganske okay ret, som blev understøttet af en sød vin fra Loire, en Coteaux du Layon Rochefort fra Domaine de la Motte.

Samlet indtryk af Restaurant ET er et kæmpe Thumbs Up. Maden var fantastisk og vinene overraskede virkelig. Jeg havde forventet et lidt main-stream valg, men det blev det ingenlunde. Vi fik vine med lidt karakter og kant … sådan, mere Thumbs Up

Derfor et stort tak til de gode folk på Restaurant ET … den dygtige sommelier og de venlige, smilende og servicemindede piger, der serverede de mange retter og vine.

Besøg hos vinproducenter, Vinanmeldelser

2012 Winzergenossenschaft Oberbergen, Oberbergener Baßgeige Spätburgunder Edition Terrior, Baden, Tyskland

2012 Winzergenossenschaft Oberbergen, Oberbergener Baßgeige Spätburgunder Edition Terrior, Baden, TysklandUnder vort ophold i Oberbergen i Kaiserstuhl besøgte vi også byens store kooperativ, som hedder Winzergenossenschaft Oberbergen im Kaiserstuhl. Og en mørk mandag aften i sommerhuset åbnede jeg en af vinene, som jeg havde købt på kooperativet … deres topvin Oberbergener Baßgeige Spätburgunder Edition Terrior.

Vi besøgte faktisk stedet på førstedagen i Oberbergen … inden vort fremragende besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Da temperaturen i Kaiserstuhl var over 35 grader, da vi tilfældigt slentrede forbi, så var et besøg i den aircondition kølede butik næsten en frelse og en vinøs oase  … lidt normale temperaturer og masser af vine.

Winzergenossenschaft Oberbergen im Kaíserstuhl eG er grundlagt tilbage i 1924 af 42 vinproducenter, som ønskede at stå sammen omkring produktion af vine fra Oberbergen og skabe økonomisk levedygtighed både på kort og lang sigt.

Siden er kooperativet vokset markant, bl.a. overtog det i 1998 også det nærliggende kooperativ Schelingen Oberbergen, og har i dag ikke mindre end 460 medlemmer, hvis samlede vinareal udgør omkring 350 hektar alles zusammen.

wg-oberbergen-bassgeige
Her ses kontrabassen som logo foran butikken/smagelokalerne

Kooperativet ligger lige nedenfor vinmarken Baßgeige … marken, der har form efter en kontrabas og derfor har fået dette musikalske navn. Den store bas er også blevet et symbol for både kooperativet … ja endda hele Oberbergen.

Kooperativet har således kontrabassen som deres officielle logo og den går igen i både butikken, på flaskernes etiketter … ja endda har de en flaske formet som en kontrabas … den såkaldte Baßgeigen-Formflasche. Kooperativet bruger således kontrabassen i deres markedsføring, bl.a. med sloganet Oberbergener Baßgeige – musik til dine sanser.

wg-oberbergen-bass
En stor kontrabas prydet på bedste vinøse facon

wg-oberbergen-indenfor
Den store butik

wg-oberbergen-indenfor-2
Flot og køligt vinlokale

I dag ledes kooperativet af Erwin Vogel. Han har dog netop overtaget ledelse efter Rolf Hofschneider, som var ansat i kooperativet i 45 år, heraf de sidste 20 år som leder af foretagenet.

Inden Erwin Vogel kom til  Winzergenossenschaft Oberbergen var han i en årrække hos et andet vinhus i Oberbergen, nemlig hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

Det er primært hvide vine, som der laves på Winzergenossenschaft Oberbergen, nemlig Chardonnay, Gewürztraminer, Grauer Burgunder, Thurgau, Muskateller, Riesling, Ruländer, Silvaner og Weißburgunder. Derudover laves der Spätburgunder Weißherbst, et par Spätburgundere samt et par specialiteter og lidt sekt.

wg-oberbergen-flaske
Selv en af flaskerne er formet som en kontrabas … hvem sagde souvenir? Den fås med enten Grauer Burgunder eller Spätburgunder

Denne Oberbergener Baßgeige Spätburgunder Edition Terrior er som nævnt husets bedste og dyreste Spätburgunder. Den er fra serien Edition Terrior, som omfatter to vine … denne Spätburgunder  samt en Grauer Burgunder.

Det er selvfølgelig en enkeltmarksvin, hvor druerne alene kommer fra marken bag kooperativet … den legendariske Oberbergener Baßgeige. Vinen har lagret 2 år på barriques og indeholder 3,3 gram restsukker pr. liter.

I glasset er vinen er vinen knap så transparent som den typiske tyske Spätburgunder … nok en anelse mere lilla i udtrykket, men det er altså alene små nuancer. Men, man er vel kender?

Næsen har heller ikke den typiske søde tyske, animalske stald … mere nogle dominerende grønne, stenede og røgede noter. Der udover er der eg, en svag note af vanilje, svag lakrids samt krydrede elementer.

Smagsmæssigt godt med syre … ribs, tørre og faste tanniner, bitre elementer og syrlig frugt. Syren river lidt, meget stringent med noter af jern, stål og mineraler. Virkelig en streng og formanende overlærer, bitter og slet ikke imødekommende. Med lidt varme i glasset bliver den mere imødekommende … men hvem gør ikke det med lidt varme?

Købt på kooperativet til 25€ … eller omkring 186 kr., hvilket synes i den dyrere end for denne vin.

Rating 4,5/7 

wg-oberbergen-skilt
Winzergenossenschaft Oberbergen im Kaiserstuhl

wg-oberbergen-produktionPå den anden side af hovedvejen ligger selve produktionslokalerne

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen

Sidste besøg på vores roadtrip anno 2016 blev Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen, som Jan tidligere havde besøgt og næsten er et must-visit på en vinøs dannelsesrejse i Kaiserstuhl. Og heldigt for os var både Karl Heinz og hustruen Irene Johner hjemme … ja selv sønnen Patrick Johner stak kort lige hovedet ind i smagelokalet under vort besøg.

johner-indgangen
Indgangen til vingården

I gården blev vi mødt af Irene, som viste os ind i smagelokalet, som  allerede var godt besøgt. Karl Heinz sad der allerede og snakkede med gæsterne og serverede ivrigt vinene og virkede til at være i både hopla og særdeles godt humør,

Weingut Karl H. Johner er grundlagt i 1985, hvor Karl Heinz Johner og konen Irene slog sig ned efter ti år i udlandet. Årsagen til, at det lige blev i Bischoffingen i Kaiserstuhl skyldes, at det var Irenes hjemby, så hvad var mere naturligt end at slå sig ned der?

Karl Heinz havde en idé om at lave vine i stil med Borgogne, fulde af magt og alligevel med enestående elegance. Da han ikke havde arvet en vingård, så gik han i stedet i gang med at opkøbe små parceller, og i dag har vinhuset da også hele 17 hektar i Kaiserstuhl, men fordelt på lidt over 60 forskellige parceller.

Og hans mission må siges at være lykkedes, for i dag er Johner én af de mest berømte vingårde i Tyskland og Karl Heinz en af de mest respekterede vinmagere.

johner-udsigt-fra-smagelokalet
Udsigten fra smagelokaet

De 17 hektar vinmarker – fordelt på lidt over 60 parceller – ligger alle i og omkring Bischoffingen. Vinmarkerne tilplantet med mange forskellige sorter afhængig af jordbunden og placeringen.

De bedste marker er Bischoffinger Steinbuck, Bischoffinger Enselberg og Oberrotweiler Eichberg.

Johner producere sine druer og vine på en meget professionel måde. Alle Johners vinstokke i Tyskland gror i vulkans jordbund og er over 30 år gamle.

Intens optimering af vinplanterne inklusiv reduktion af blade og grøn høst giver druer af høj kvalitet. Til alle røde druesorter benyttes små træfade. Der produceres 80.000 flasker årligt på vingården i Bischoffingen.

I 1998 er Karl Heniz Johner også begyndt at arbejde i Wairarapa regionen i New Zealand. Oprindeligt var det i et partnerskab med tredje partner, men pga. uoverensstemmelse trak Karl Heinz og sønnen sig ud,

I stedet købte de i 2000 Johner Estate med 12 hektar vinmarker i Gladstone sub-regionen i Wairarapa, heraf er de 8 hektar Pinot Noir, hvilket også fortæller lidt om Johners primære interesse. Første udgivelse var 2002.

I dag passer Karl Heniz Johner primært vingården i New Zealand, mens Patrick Johner driver den tyske del.  Irene fortalte under vort besøg, at hun også tager med Karl Heinz til vingården i New Zealand en gang årligt og er med til al arbejdet i marken.

Efter vi blev bænket i smagelokalet fik vi hurtigt stukket et glas vin i hånden. Ikke så meget pjat der. Der var netop én af vinene fra deres vingård i New Zealand, et helt frisk udgiver glas 2016 Sauvignon Blanc Ouvertüre … virkeligt grønt, syrligt og frisk.

Derefter sørgede Irene for, at vi smagte lidt hvidvine, og vi koncentrerede os om deres Weißer Burgunder & Chardonnay, Weißer Burgunder SJ,  Chardonnay SJ samt en Grauer Burgunder.

Derefter gik vi over til de dejlige røde Spätburgundere – og nu begyndte Karl Heinz at tage over – så vi røg vist igennem hele batteriet af deres Spätburgundere, både fra vingården i Bischoffingen og gården i New Zealand.

Vi smagte bl.a. deres topvin Blauer Spätburgunder SJ i både 2011 og 2012 årgangen, men derudover havde Karl Heinz netop i dag åbnet en flaske af den ellers udsolgte Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg i årgang 2011 grundet besøg af en ældre, tidligere nabo. Den skulle vi da også lige ha’ lov af smage.

Det er en enkeltmarksvin, som Johner valgte at lave i netop 2011, hvor druerne var helt perfekte og kvaliteten speciel høj.

Normalt bruges druerne ellers i topvinen Blauer Spätburgunder SJ, men det betød også, at vinen kostede 100€ og faktisk blev revet væk. I Danmark kan du dog fortsat finde et eksemplar hos Vinbutikken til 798 kr.  Jeg gav mig god tid til at nyde vinen og lave smagsnoter, så dem skal jeg selvfølgelig nok smide på bloggen bagefter.

Karl Heinz er en rigtig hyggelig fætter … god med grin, og der spares ikke på vinen, når han hælder op. Han har en fantastisk energi, er utrolig imødekommende og har et smittende humør.

Jan spurgte ham på et tidspunkt, da vi snakkede om en af de mange Spätburgundere; barriques oder foudres. Så kiggede han på sin store mave og slog en kæmpe latter op … og snart skraldgrinene hele smagelokalet.

Vi sluttede – efter de mange Spätburgundere – med at smage et Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec blend var gården i New Zealand og den var faktisk overraskende god. Men sådan er det generelt med vinene fra Johner … fantastisk kvalitet.

johner-produktionstanke
Nogle af tankene til vinproduktionen i kælderen

Vi ende med at købe lidt forskelligt, lidt hvid samt lidt Spätburgundere, og vi fulgte derefter med Irene ned i kælderen.

Karl Heinz var pludseligt røget af sted sammen med den tidligere nabo, som skulle se nogle marker. De nåede dog at snuppe resten af flasken Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg med … og jeg nåede ikke at få et foto af den herlige vinbonde. Men sådan går det jo engang imellem.

johner-der-findes-vine
Her drøner Irene rundt for at finde de vine, som vi bestilte