2019 Domaine Mélanie Pfister, Riesling Grand Cru Engelberg, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Mélanie Pfister, Riesling Grand Cru Engelberg, Alsace, FrankrigMélanie Pfisters Riesling Grand Cru Engelberg er hendes topvin, som jeg tidligere har smagt i årgang 2016, men nu smager i en nyere 2019.

Engelberg ligger på en sydvendt skråning og blev allerede nævnt i år 884 for sine gode vine. Det er den 3. nordligste Grand Cru mark i Alsace … kun overgået af Steinklotz i Marlenheim som den nordligste samt Altenberg i Bergbieten.

Engelberg fik fik sin Grand Cru status i 1985 og Pfister familien har alene en parcel på 0,8 hektar på marken, men det er altså derfra druerne til denne Riesling Grand Cru Engelberg kommer fra.

Vinen er – som de øvrige hos Mélanie – alene lavet på rustfrie ståltanke og alene med spontangæring med druernes naturlige gærceller og en lagring sur lie i tankene.

I næsen er der både petroleum, diesel, benzin og terpentinske dampe, som åbner sanserne op og fylder meget, men dog slet ikke skygger for frugten af modne æbler, abrikos, syltede citroner, kalket stenmel, salte mineraler, men også en blødere side med karamel og en let, luftig og rigtig fin, frisk energi.

Smagen er lige så pivfrisk, energisk og levende … det er masser af citroner, lemon og grape, men sjovt nok ikke så luftig, feminin samt let, men bare mere stram, stringent og præcis, dog med en elegance, peber og så dette syrlige bid, hvor man mærker kvaliteterne i vinen, som dermed ender på 93 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske i årgang 2017 koster 359 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Domaine Mélanie Pfister, Berg Riesling, Alsace, Frankrig

2021 Domaine Mélanie Pfister, Berg Riesling, Alsace, FrankrigDen første miniflaske i smagekassen fra Domaine Mélanie Pfister blev denne 2021 Berg Riesling.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med gæring alene på druernes hekt egne naturlige gærceller. Efter endt gæring er vinen er lagret sur lie i ståltankene.

Vinen har Mélanie kaldt Berg, da alle druerne kommer fra parceller på markerne Auf dem Berg og Silberberg, som ligger lige ved siden af hinanden. Markerne har begge en undergrund med en variation af den berømte argile-calcaire … en blanding af ler- og kalksten.

Næsen er varmkrydret med noget landligt med en frugt af både æbler, pærer samt noget eksotisk fersken og abrikos,  meget fin alsacisk varme, fylde, krop og modenhed, lidt sandeltræ og stor portion venlighed.

Smagen er syrlig med en lidt rustik syre. Det et sure citroner, lemon, grape … meget stringent med en skarp og sprød kant, men uden den helt store lethed eller fin elegance. Det er dog en Riesling, der giver dig lidt præcis det, som en Riesling skal … og det kan den i overflod, så dermed 89 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske i årgang 2019 koster 229 kr., men kan fås til 172 kr. på tilbud.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Mélanie Pfister fra Domaine Mélanie Pfister

Jeg fortsatte ufortrødent med Millésimes Alsace DigiTasting® 2023 møderne og mit næste var med Mélanie Pfister herself fra Domaine Mélanie Pfister … et vinhus, som jeg tidligere har smagt 8 forskellige vine fra og generelt været begejstret for.

Hendes vine importeres herhjemme da også af Propperiet Vin Import, som jeg ofte har testet Pfister vine fra, så derfor var det selvfølgelig også spændende at møde Mélanie, selvom det kun var online med mange kilometer imellem os.

Domaine Mélanie Pfister

Mélanie Pfister kaldes en alsacisk bombe, da den franske vigneron er en aktiv kvinde, som hele tiden med 100 kilometer i timen farer rundt mellem traktorer, vineri og vinkælder.

Hun er en af de nye stjerner i Alsace og driver sit vinhus i byen Dahlenheim i det nordlige Alsace, hvor hendes familie da også har været vinbønder siden 1780.

Mélanie er selv uddannet landbrugsingeniør og ønolog i Dijon og arbejdede efterfølgende hos vinhuse som Zind-Humbrecht i Alsace, Méo-Camuze i Bourgogne, Château Cheval Blanc i Saint Emilion, på Château d’Yquem i Sauternes og Craggy Range i New Zealand.

Først derefter vendte hun tilbage til Alsace for at overtage familiens gård, hvor hun er 8. generation og samtidig den første kvinde til at stå for driften.

Hun lavede sin første vin på Domaine Pfister i 2005, hvilket var vinen Mel Quatre Cépages Nobles, som også var blandt de 4 vine, som jeg skulle smage. Hun kaldte oprindelig vinen for Cuvée 8, da hun jo var 8. generation og samtidig med inspiration fra hendes tid på Château Cheval Blanc, hvor hun opdagede mulighederne i vine lavet på blends af forskellige druer.

Hun har siden sin overtagelse – og fortsat med hjælp fra sin far – ændret en række ting i produktionen. Der er fx investeret i moderne vineri og stilen lagt om til langt mere tørre vine.

Hun satte også i 2018 gang i en omlægning af produktionen til økologisk drift og blev certificeret i 2021 på familiens samlede 10 hektar vinmarker, der ligger fordelt på ikke mindre end 40 forskellige parceller.

De bedste marker er klart  Silberberg og Grand Cru marken Engelberg. Samlet laver Mélanie omkring 15 forskellige vin, hvor alle næsten – bortset fra en Pinot Noir og hendes Pinot Gris Silberberg – laves og lagres på ståltanke.

Smagekassen

I kassen med vine fra Domaine Mélanie Pfister var der disse 4 vine;

Undtagen den sidste Pinot Noir, så var det faktisk alle vine, som jeg tidligere har smagt … selvfølgelig blot i andre årgange.

Igen 4 små udvalgte vine. Nedenunder kan I også se, hvordan vinflaskerne  normalt ser ud.

Mine beskrivelser og anmeldelser af vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

Millésimes Alsace DigiTasting® mødet

Jeg havde som til de foregående online-møder forberedt en række spørgsmål om vinhuset, deres økologiske eller biodynamiske tilgang, om vinene laves i ståltanke eller egefade, lidt om klimaændringer og erfaringerne med TDN i vinene … altså hvor der allerede i nye årgange er masser af petroleum i næsen.

Mélanie Pfister fortalte, at der er omkring 15 år siden, at hun startede på familiens vingård, som blev økologisk certificeret i 2021, men også de seneste 3 år har praktiseret biodynamisk drift … og det er næsten som en sekt, fortalte Mélanie.

Hun fortalte også, at familiens vine tidligere var meget kraftige, men hun i stedet har forsøgt at lave mere forskellige vine og samtidig lidt lettere vine … og i kælderen laves alle vinene stort set også kun på rustfrie ståltanke … modsat fx foregående Jean-Baptiste Adam.

Omkring klimaændringerne, så fortalte Mélanie, at det bestemt mærkes, men det lød ikke som en stor udfordring, idet det de i dag slet ikke skal chaptalisere vinene … altså tilføre sukker, som var udbredt i gamle dage.

TDN vidste Mélanie Pfister også en del om … og kun kaldte det oxydativ  stress af vinstokkene, hvilket giver totalt god mening, men ret meget længere kom vi heller ikke om dette emne indenfor den afsatte tidsramme. Vil du læse om TDN, så læs fx min artikel: Hvorfor dufter min Riesling af petroleum?

Inden tiden var helt forbi, så spurgte jeg, om Mélanie ville sende nogle fotos fra vinhuset og det lovede hun at gøre … men også her modtog jeg desværre intet, så det må I undvære i dette indlæg.

2018 Jean-Baptiste Adam, Le Grand K Grand Cru Kaefferkopf Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2018 Jean-Baptiste Adam, Le Grand K Grand Cru Kaefferkopf Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigVi sluttede også smagningen af vine fra Jean-Baptiste Adam med en assamblage aka et blend, men fortsat på Grand Cru niveau i form af denne 2018 Le Grand K Grand Cru Kaefferkopf Vieilles Vignes.

Det er en vin, som kun laves i ekstraordinær gode årgange og den består af en blend på 70% Gewurztraminer samt 30% Riesling fra 60-70 år gamle vinstokke på Kaefferkopf.

Vinen er lavet ved, at man tager druerne fra nogle af de bedste stokke og så er der sket et samlet pres af de to druesorter. Ellers er vinen lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gær på egefade … og der er vinen efter endt fermentering lagret en periode.

Vinen har mere sødme … hele 54 gram restsukker pr. liter, mens produktionen også er beskeden med 1.800 flasker af vinen og altså kun i udvalgte årgange.

I næsen virker vinen herlig let, meget elegant og samtidig afdæmpet, selvom frugten jo egentlig er aromatisk og svulstig med både mango, fersken, abrikos, jordbær og syltede citroner tilsat svage grønne noter og til gengæld pænt med blomster.

Smagen overrasker, for først nu kommer det høje sukkerniveau på 54 gram restsukker frem. Vi har nærmest dessertsødme i vinen med en federe nektarsødme, dåsepærer, søde ferskner, mandarinskrald, fransk nougat og eller kandiseret frugt. Men man kan også mærke, at Rieslingen giver modspil … en lille kerne af syre, som giver vinen noget syre og svag friskhed. 91 point.

Ikke fundet herhjemme, men på vingården koster den 23,10€ … svarende til 172 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Jean-Baptiste Adam, Empreinte Skarabee Orange Assemblage Grand Cru Kaefferkopf, Alsace, Frankrig

2020 Jean-Baptiste Adam, Empreinte Skarabee Orange Assemblage Grand Cru Kaefferkopf, Alsace, FrankrigLaure Adam havde virkelig gjort smagningen meget interessant, for den næste vin blev en rigtig orangevin … en 2020 Empreinte Skarabee Orange Assemblage Grand Cru Kaefferkopf.

Det er en vin, der – som navnet Assemblage betyder – er et mix på forskellige druer og her er det et blend af både Pinot Gris, Riesling samt Gewurztraminer. Den har det lidt sjove navn Empreinte Skarabee, der nærmest kan oversættes til billens fodspor.

Igen kommer alle 3 druesorter fra Kaefferkopf marken i 230 til 350 meters højde og der er sket en gæring sammen med skindet, således det bliver en orangevin … men ellers er der forsvindende lidt info om produktionen af vinen. Der laves dog årligt 2.000 flasker af vinen.

Meget anderledes duft … stikkelsbær, granatæbler, rønnebær, tranebær, ribs, grønne grene samt grønne buske, acetone og noget malerspand, virkelig bio-bio kant suppleret med tørrede blomster og samlet set meget overraskende.

I smagen er vinen også virkelig grøn, urtet og frisk med en lys, bitter frugt, mest tranebær og ribs med en del blomstervand, hvorved den nærmest bliver saftig på en tørbitter facon. Det er sgu ikke helt dumt, men også anderledes … 89 point.

Ikke fundet herhjemme, men på vingården koster den 21,10€ … svarende til 157 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Jean-Baptiste Adam, Riesling Grand Cru Wineck-Schlossberg, Alsace, Frankrig

2019 Jean-Baptiste Adam, Riesling Grand Cru Wineck-Schlossberg, Alsace, FrankrigDen næste vin fra Jean-Baptiste Adam var også på Riesling, men blot fra en anden vinmark i form af denne Riesling Grand Cru Wineck-Schlossberg.

Den er som forrige søstervin lave med spontangæring alene med druernes naturlige gær på egefade … og der er vinen også efter endt fermentering lagret en periode.

Der er svagt mere sødme med 4,7 gram restsukker pr. liter og der laves årligt 2.000 flaske af vinen og dermed kun en 1/3-del af foregående.

Mums for en aroma … har måske lidt af de samme noter som Kaefferkopf, men blot er anstrøget af petroleum større, frugten lidt mere kandiseret og fadpræget mere tydeligt med lakridskonfekt, så dermed fortsat fersken, abrikos og mango … mens blomsternoterne til gengæld fylder mindre.

I munden har vinen både dybde, luftighed og elegance med en vild bærende og vedvarende syre samt en smuk smag, hvor det mest er fersken og gule æbler. Selvom Kaefferkopf burde være bedre, så er denne mindst lige så god … er så blød og smelter nærmest i munden, så dermed 93 point.

Ikke fundet herhjemme, men på vingården koster den 22,60€ … svarende til 168 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Jean-Baptiste Adam, Riesling Grand Cru Kaefferkopf Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2019 Jean-Baptiste Adam, Riesling Grand Cru Kaefferkopf Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigJeg startede smagning af de små flasker fra Jean-Baptiste Adam på et ganske højt niveau med en Riesling Grand Cru Kaefferkopf Vieilles Vignes 2019.

Vinen kommer fra nogle gamle vinstokke på den kendte Grand Cru vinmark Kaefferkopf og er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gær på egefade … og der er vinen også efter endt fermentering lagret en periode.

Det er en vin med 4 gram restsukker pr. liter og der laves årligt 6.000 flaske af vinen, men lad os nu endelig smage vinen.

Næsen er dyb, røget og lidt saltet, landlig og animalsk med havvand, fersken, mango og syltede pærer, våde fade, lidt vanilje samt noget blomster og akaciehonning.

Det smager sgu elegant … vild flot balance mellem en blød frugt samt en dyb syre, men på en energisk måde med en frugtrig struktur. Det er så blødt, kontrolleret og kompleks med en lidt saltet mineralitet, så klart 93 point.

Ikke fundet herhjemme, men på vingården koster den 22,60€ … svarende til 168 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Laure Adam fra Jean-Baptiste Adam

Mit næste møde ved Millésimes Alsace DigiTasting® 2023 vinmessen var med Laure Adam fra vinhuset Jean-Baptiste Adam, der som foregående heller ikke er en producent, som jeg er stødt på tidligere.

Det er dog et af Alsaces ældste vinhuse, som blev etableret i 1614, ligger i Ammerschwihr og i dag drives af den 15. generation i form af Laure Adam, der dog fortsat får lidt hjælp fra hendes far Jean-Baptiste.

Jean-Baptiste Adam

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1614 af Jean-Baptiste Adam, der også blev kaldt gourmet-vinmageren, for på det tidspunkt kom mange lokale restauranter til Ammerschwihr for at smage Jean-Baptiste Adams vine, for at finde det perfekte match til deres måltider.

Dengang var titlen gourmet-vinmager … en titel som dengang var ganske officiel, men alene eksisterede i Alsace. I dag er titlen dog helt forsvundet, men hos mange vinhuse er der i dag fortsat stor fokus på gastronomisk ekspertise til vinene.

Men i over 400 år har Adam familien således uafbrudt lavet vin på vingården i Ammerschwihr, hvor der fortsat lever flere generationer, selvom den 13. generation i form af Jean Adam, jo desværre døde i 2022. Men han drev vingården fra 1957 til omkring 1982 sammen med sin hustru Paulette.

Fra 1990 var det imidlertid Jeans søn Jean-Baptiste Adam, der overtog roret som 14. generation og siden 2012 har det været med Laure Adam ved sin side … og hun er langsomt ved at overtage det meste af driften.

Laure Adam har studeret landbrug og ønologi. Samtidig har hun taget en Master MBA inden for vin, så det forretningsmæssige er også på plads. Hun bragt ekstra finesse og elegance til familiens vine … er lidenskabelig engageret i vindyrkning. Hun er også medlem af Divines d’Alsace og således samlet godt klædt på til at overtage driften af vingården.

Vinhuset ejer selv knap 20 hektar vinmarker, men driver via lejeaftale yderligere 4 hektar … og siden 2004 har vinmarkerne været drevet både økologisk og biodynamisk.

De bedste af vinmarkerne er klart Letzenberg samt de 3 Grand Cru marker Wineck-Schlossberg, Marckrain og Kaefferkopf, hvor den sidstnævnte absolut er perlen i samlingen.

Smagekassen

I kassen med vine fra Jean-Baptiste Adam var der disse 4 vine;

Igen 4 små udvalgte vine. Nedenunder kan I også se, hvordan vinflaskerne  normalt ser ud.

Mine beskrivelser og anmeldelser af vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

Millésimes Alsace DigiTasting® mødet

Med den samme kunne du fornemme, at Laure Adam er en kvinde, der har en kæmpe viden om vin, så vi fik dermed en rigtig god snak om både deres gamle vinhus, deres marker og deres tilgang til produktionen.

Hun fortalte, at de har 20 hektar vinmarker, men også køber lidt druer ved siden af og har i det hele taget en gammel og konservativ tilgang til produktionen. Derfor anvender de fx ingen ståltanke i kælderen, men alene egefade … som du kan se på billedet. De anvender dog i dag en moderne vinpresse

Vi snakkede lidt om økologi og biodynamisk drift og Laure fortalte, at hendes far allerede for 20 år siden startede med dette, men også at klimaforandringer kan mærkes … men at man fortsat oplever stor forskel i de forskellige årgange og forskelle i de forskellige terroirs, som de har på deres forskellige marker.

Meget af deres produktion sælges til restauranter, men ellers er der forhandlere i flere lande. I Danmark er importør vist Gobi Vine, men det er vist mest vinene i den billigere ende.

Som med alle de andre producenter spurgte jeg også, om hun ville sende lidt fotos … og det tog hende ikke lang tid, så derfor er der nu denne gang lidt fotos af fra kælderen samt Laure og hendes far.

2020 Domaine Weinzaepfel, Gewurztraminer Cuvée W, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Weinzaepfel, Gewurztraminer Cuvée W, Alsace, FrankrigVi sluttede smagningen af de 4 små mini-flasker fra Domaine Weinzaepfel med denne 2020 Gewurztraminer Cuvée W.

Her er alle Gewurztraminer druerne høstet meget sent den 24. september. Den sene høst betød en stor koncentration af sukker i druerne.

Ellers er vinen lavet som de forrige, altså uden brug af svovl og alene på rustfrie ståltanke, hvor vinen også efter endt gæring er lagret inden endelig aftapning på flaske. Den har et overraskende sukker indhold på hele 46 gram restsukker pr. liter. Der er kun lavet 1.500 flasker af vinen.

I næsen er sødmen dog ikke vildt udtalt, men er bestemt meget aromastisk og parfumeret med en smule candyfloss, sødbrændte mandler, ananas, mango, blomsterpollen og ristede løg samt en smule mynte.

Smagen overrasker … nu kommer de 46 gram restsukker frem, for vinen er virkelig sød på en parfumeret måde. Det giver en tung, blød og fyldig vin med nektarsødme, der sætter vinen ind i kategorien af dessertvine … men en lille lækkersag. 91 point.

På vingården koster en flaske 24€ … svarende til 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Domaine Weinzaepfel, Pinot Gris Mittelbourg Cuvée W, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Weinzaepfel, Pinot Gris Mittelbourg, Alsace, FrankrigEfter de to Riesling vine, så skulle vi også smage deres 2020 Pinot Gris Mittelbourg Cuvée W og med druer fra 30-50 år gamle vinstokke.

Vinmarken ligger ved Mittelbourg og er høstet den 7. september på en fruit dag ved optimal modenhed.

Vinificering er startet med en kold nedkøling af de pressede druer efterfulgt af en gæring i rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret en periode. Derefter er vinen flasket og har 3,05 restsukker pr. liter. Der laves årligt små 2.000 flasker af vinen.

I næsen virker vinen bare dejlig blød … pærer, ananas, kvæde, muskatnød, safran, hasselnødder, smør, røg, lindetræ samt en lille buket blomster.

Den er også i munden letløbende med en blød og letsød fyldighed, pærer, abrikos samt noget grøntsagsfond. Der kommer også – midt i den bløde sødme – noget peber frem, som dog delvis opsluges af den fyldige syre. 90 point.

På vingården koster en flaske 19€ … svarende til 142 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7