Tag-arkiv: 5½

2015 Lemelson Vineyards, Stermer Vineyard Pinot Noir, Oregon, USA

2015 Lemelson Vineyards, Stermer Vineyard Pinot Noir, Oregon, USADen næste og 3. sidste Pinot Noir vin denne aften blev denne 2015 Stermer Vineyard Pinot Noir fra det Oregon baserede vinhus Lemelson Vineyards.

Der ligger i det område i Oregon, som i dag betragtes som et af de bedste … Yamhill County, ja faktisk ligger det en smule sydøst fir Yamhill by øst for nærliggende Carlton.

Lemelson Vineyards grundlagt i 1995 af Eric Lemelson, som tidligere var en miljø-advokat født i New York. Betaget af Oregons storslåede natur og Yamill Countys mange og fantastiske muligheder for vindyrkning, flyttede han dertil i 1979.

Allerede et par år efter – stadig midt i sine jurastudier – købte han en mindre gård og plantede først frugttræer og senere vinstokke og begyndte så småt at sælge sine druer til et par anerkendte producenter.

Men så i 1999  startede han vinificering af sine egne vine på Pinot Noir, Chardonnay og Pinot Gris. Han fik hjælp af ønolog og vinmager Paul Pujol, som jo driver Prophet’s Rock, som vi jo tidligere denne aften smagte vin fra.

Paul Pujols hjælp gjorde også, at Lemelson Vineyards helt fra starten fik kæmpe opmærksomhed i vinblade som Wine Advocate, Wine Spectator og The Wine Enthusiast.

I dag har Lemelson Vineyards omkring 131 hektar marker spredt ud over flere ejendomme i Willamette Valley. Disse vinmarker er nøje udvalgt for at udtrykke det unikke terroir i regionen og dyrkes med fokus på kvalitet og bæredygtighed.

Denne 2015 Stermer Vineyard Pinot Noir er lavet 61% Wadenswil og 39% Pommard Pinot Noir kloner, der blev plantet tilbage  i 1997 på Stermer Vineyard lige overfor vingården i Yamhill-Carlton. De er dyrket økologisk siden tilplantningen i 1997.

Marken blev købt af Barbara og George Stermer i begyndelsen af 1950’erne hvor navnet også kommer fra. I mange år blev der dyrket pærer og blommer, indtil Eric Lemelson plantede Pinot Noir vinstokke i 1997.

Druerne er høstet med håndkraft og efter en skånsom afstilkning af 60% af høsten, og med 40% hele klaser, foregår gæringen i ståltanke med druernes egne gærceller. Efter endt gæring er vinen lagret 15 måneder på 228 liter burgundiske træfade, hvoraf de 52% er nye og resten 1-4 år gamle.

I næsen er det en meget bred vin … hvis man kan sige det sådan? Der er noget sololie, sandede noter og en lidt mushy samt blød frugt med overmodne jordbær, jordbærtærte, sød kirsebærsauce, blommer og noget mynte og mint, blomster, lavendel, rene skjorter og så nogle fadnoter med lakrids, peber og kanel.

Smagen er klart mere europæisk i stilen, for syren er klar og frisk, der er godt med lyserøde bær, jordbær, hindbær, ribs og lidt lemon, modne tanniner og et mineralsk jern- og stenfyldt bid. Der kommer også nogle krydderier frem … men alt i alt en ganske flot Pinot Noir, så dermed 94 point.

Forhandles af Primavin, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Dutcher Crossing Winery, Chenoweth Vineyard Barrel Selection Pinot Noir, Californien, USA

2016 Dutcher Crossing, Chenoweth Vineyard Barrel Selection Pinot Noir, Californien, USANæste Pinot Noir i rækken blev en 2016 Chenoweth Vineyard Barrel Selection Pinot Noir fra Dutcher Crossing Winery, som ligger i  Dry Creek Valley i Sonoma County.

Vinhusets blev grundlagt tilbage i 2001 af Debra Mathy og Chris Dutcher, men det blev i 2007 overtaget helt af Debra.

Debra Mathy grundlagde huset ud fra en passion for vin samt et ønske om at skabe en vingård, der fremstillede vine af høj kvalitet. Så derfor startede de med at erhverve vinmarker og plantede så forskellige druesorter, herunder Zinfandel, Cabernet Sauvignon, Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Petite Sirah.

Debra Mathy kan betegnes som lidt af en eventyrer, Hun var selv oprindelig udlært pædagog, så lå det ikke i kortene, at hun skulle blive vinproducent. Efter nogle år i Europa udviklede hun dog stor interesse for vinens verden.

Efter yderligere nogle år begyndte hun at forfølge drømmen om at blive vinproducent i Dry Creek Valley. Med hjælp fra sin far, der på det tidspunkt var en succesfuld forretningsmand i Wisconsin, gik Debra på jagt efter et vinhus som havde lige præcis det hun søgte … vin i topklasse og et forretningsmæssigt stort potentiale.

Det blev Dutcher Crossing Winery, som hurtigt blev anerkendt for deres kvalitetsvine og deres engagement i bæredygtighed og stor respekt for miljøet. De producerer et udvalg af vine, der afspejler regionens mangfoldighed og karakter.

De producerer nemlig mere end 30 forskellige vine fra en række vinregioner i Sonoma, Napa og Mendocino amter og ejer i dag 30 hektar vinmarker. Som logo valgte Debra en cykel, da Dabra selv har en passion for cykling og samtidig en gammeldags væltepeter som hyldest til hendes far, som opmuntrede hende til at forfølge sine drømme.

Denne Chenoweth Vineyard Barrel Selection Pinot Noir er husets top Pinot Noir, hvor druerne kommer fra flere marker i det vestlige Russian River, som er kendt for de mest kølige, Pinot Noir vine.

Druerne er fra vinstokke med 4 forskellige  Pinot Noir kloner med hver deres stærke sider. Der er dog – sjovt nok – slet ingen info om, hvordan vinen er lavet … hverken på husets egen hjemmeside eller hos en eneste forhandler, så dermed springer vi da bare videre til smagsnoterne.

I glasset er det en lidt lys og grumset vin, frugten virker meget præget af jordbær suppleret med lyse kirsebær, hindbær, blommer samt lidt peber, mandler, valnødder, svampe og  ristede noter. Det virker til at være en let, luftig og meget let drikbar vin, da der er noget blød sødme, som indikerer saftig bællevin.

Sådan smager den sgu også … det løber lige igennem drænrøret og frugten er klart jordbær, hindbær, syrlige kirsebær og lemon. Vinen har også fine integrerede tanniner og læskende frisk finale, så det bliver dermed meget let, lækkert og lovely. 94 point,

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Cystallum Wines, Peter Max Pinot Noir, Western Cape, Sydafrika

2021 Cystallum Wines, Peter Max Pinot Noir, Western Cape, SydafrikaI Falkens røde snor med Pinot Noir vine, så var den næste fra Sydafrika, for det var denne 2021 Peter Max Pinot Noir, der er lavet af vinhuset Cystallum Wines.

Det er en nyere vingård, som er grundlagt i 2007 af de to brødre Andrew og Peter-Allan Finlayson og vingården ligger i Walker Bay-regionen i Sydafrika.

Brødrene er faktisk begge 3. generation af vinmagere i Finlayson familien og er endda sønner af manden, der var pionerer for Pinot Noir vine i Hemel-en-Aarde-regionen.

De havde dog begge valgt en anden vej i livet, for Andrew er uddannet arkitekt og Peter-Allan studerende i filosofi og økonomi, men det tog ikke lang tid, før livet som vinbønder lokkede de to unge fyre …. og Andrew blev trukket til vinmarkerne og Peter-Allan til kælderen.

I den første årgang producerede Andrew og Peter-Allan små 4.000 flasker Sauvignon Blanc, men i den følgende årgang introducerede de også vine på  Pinot Noir og Chardonnay. I dag er det primært de to burgundiske varianter, som produceres på vingården.

Cystallum Wines er ejer og driver omkring 19 hektar vinmarker er blevet anerkendt for deres fokus på håndværksmæssig tilgang og deres evne til at udtrykke regionens terroir gennem deres vine.

2021 Peter Max Pinot Noir er opkaldt efter fornavnene på de vinavlere, der ledede druerne til  den første årgang af vinen, men i dag kommer druerne dog også fra andre steder.

Filosofien her er at bruge de forskellige batches til at et blend, der er mere end summen af ​​dens dele. 50% af druerne er afstilket mens resten er gæret hele. Efter endt fermentering er vinen lagret 11 måneder på egefade, heraf 25% nye fade.

I næsen er det en meget krydret og grøn aroma, tomatstilke, mynte, champignon, fennikel, tobak samt mørk frugt af sorte kirsebær, søde jordbær samt brombær og derudover kommer fadnoterne frem med let chokolade samt lidt vanilje. Der er noget krop, umami og noget granitagtig mineralitet.

Smagen er ganske tør og kølig, frugten virker her mere skinger, der er grønne jordbær, hindbær, ribs samt granatæbler, lemon og sort te bitterhed og balsamiske elementer. Men samlet set er det en cremet, blød og let sød vin suppleret med stramme og spændte tanniner, Det giver i alt 94 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 211,65 kr. ved 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Domaine Pierre Naigeon, Gevrey Chambertin En Vosne Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Pierre Naigeon, Gevrey Chambertin En Vosne Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigDomaine Pierre Naigeon – som blev solgt i 2019 og samtidig fik ændret navnet til Domaine les Astrelles – står bag denne 2018 Gevrey Chambertin En Vosne Vielles Vignes, som blev næste vin ved byggemødet.

Domaine Pierre Naigeon ligger i i Gevrey-Chambertin, begyndte at producere vin i 1890 og har udviklet sig markant siden.

Familien har været i området siden 1700-tallet og oprindeligt var familien bødkere, men købte en lille plet, jord så de selv kunne producere et par fade vin om året, dog ikke nok til at de kunne leve af det.

I 1950’erne blev jordbesiddelserne udvidet med et parceller på Grand Cru vinmarker i både Côte de Nuits, Charmes-Chambertin og Bonnes-Mares.

Senest var det som 5. generation Pierre Naigeon, som har ledet vingården med dens i alt 11,5 hektar vinmarker, men derudover har man også købt druer fra andre vinavlere. Pierre Naigeon praktiserer bæredygtigt landbrug uden brug af herbicider, insekticider eller syntetiske midler mod råd .

I 2019 solgte Pierre Naigeon imidlertid vingården til Jean Marie Chapier, der ikke selv var vinbonde, men kom fra den medicinske verden. Han har dog aktivt medlem i GAEC (good agricultural and environmental conditions) i Bergerac og delte samme visioner om det rene terroir og bæredygtighed som Pierre Naigeon.

Denne 2018 Gevrey Chambertin En Vosne Vielles Vignes er dog lavet af Pierre Naigeon før salget af vingården. Den er lavet på druer fra en lille østvendt parcel på marken En Vosne lidt ved siden af den gamle kirkegård i  Gevreys i det nordlige Côte de Nuits, hvor jorden er præget af en kombination af kalksten og rød ler.

Marken er drevet økologisk og blev også i 2019 certificeret økologisk. I 2018 høstede Pierre Naigeon 45 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet med gæring i egekar helt uden tilsætning af svovl og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på barriques. hvoraf 20% fornyes hvert år. Vinen er flasket uden klaring eller filtrering.

Duftmæssigt var jeg også selv i Pinot Noir land, men jeg havde ikke lige spottet, at det vor burgundiske dråber. Den har nemlig lille note af tændstikker eller svovl, men derudover er der lidt blomsterbutik, mødding og dermed virker den bondsk og landlig. Der er blommer, sorte kirsebær, tranebær, kristtjørn, laurbærblade og våde fade … men der kommer også små syrlige lemondrops. Herligt.

Smagsmæssigt har den noget fedme og mørke, hvilket vel også er ganske kendetegnede for vinene fra Gevrey Chambertin. Den har en lidt bondsk og landlig smag, men en virkelig frisk syre, der samtidig har noget bitterhed, lemonagtige elementer, peber samt knastørre tanniner … stramme vil de fleste sikkert sige, men de er samtidig ret fine og sammen med dybden i frugten er det temmelig godt. Jeg rammer lige 94 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 West Cape Howe Wines, King Billy Shiraz, Western Australia, Australien

2017 West Cape Howe Wines, King Billy Shiraz, Western Australia, AustralienVi skulle derefter smage den tredje vin fra vinhuset West Cape Howe Wines og det blev endda med lidt alder, for det var deres 2017 King Billy Shiraz.

Vinen er lavet 4 gange før, så den årgang 2017 er blot femte udgave og lavet med Shiraz fra marken Langton Vineyard.

Man har kun valgt de 6 bedste fade til denne King Billy Shiraz 2017. Vinen har gæret på åbne egekar og er efter endt fermentering lagret 22 måneder på franske barriques, hvoraf 5 er helt nye og et brugt én gang tidligere. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 3 år.

Lagringen på de nye barriques kan duftes … der er masser af fadnoter med sødbrændte fade, chokolade, lakridskonfekt, vanilje, sød lakrids og samtidig mærker man modenheden i frugten, som er søde, bagte blommer og sorte kirsebær, masser af dybde og da også noget elegance. Man kan godt fornemme, at det er en vin, der har fået godt med TLC.

I munden er det også blødt og frugtrigt … kirsebær og blommer, der fylder godt i munden … en tyk og fed frugt, i det hele taget pænt tung og fed suppleret med lakridsale elementer og noget syre. Under det fede er der alligevel en vis friskhed i frugten, mens tanninerne virker bløde og slebet runde, så ingen kommer til skade. 93 point.

Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Clandestine Vineyards, Break Free Enfant de Lune Syrah, Western Australia, Australien

2021 Clandestine Vineyards, Break Free Enfant de Lune Syrah, Western Australia, Australien,Slam … næste vin blev en naturvin på Syrah. Vi er nu hos vinhuset Clandestine Vineyards, der ligger i Perth og det er med deres 2021 Break Free Enfant de Lune Syrah.

Clandestine Vineyards er grundlagt i 2015 af Nick Stacy, som driver vinhuset sammen med sin hustru Trudy.

Nick har været vild med vin siden han var 16 år og startede allerede som 23-årig en stor vindistributionsvirksomhed i Perth. Der oparbejdede han en stor portefølje af nogle af de bedste  australske og internationale vinproducenter, men solgt i 2003 så virksomheden til den store franske LVMH koncern.

Derefter sluttede Nick sig til West Cape Howe Wines som salgschef og oprettede senere i 2007 sit eget vinhus Vinaceous Wines. hvor han dels var visionær partner og administrerende direktør.

Men i 2020 solgte han igen Vinaceous Wines og har siden satset 100% på Clandestine Vineyards, som Nick skabte i 2015.  Med en placering midt i Perth by betyder det også, at vinhuset ikke selv ejer vinmarker, men køber deres druer fra forskellige vinavlere.

Det er fra avlere i både Margaret River og Mount Barker i det vestlige Australien, Adelaide Hills og McLaren Vale i South Australia, samt King Valley i Victoria.

På Clandestine Vineyards laver Nick vine med inspiration fra især Frankrig, for Nick elsker vine fra områder som Chablis samt fra det nordlige Rhône.  Alle vinene er veganske og produceret med et minimum af sulfitter og konserveringsmidler.

Break Free er en af serierne på Clandestine Vineyards og her er det naturvine, der laves uden indgriben på ren Lo-Fi facon. Denne skulle efter sigende være tilført en smule Viognier på helt samme måde som i Nordrhône … og her staves Syrah også som i Frankrig.

Syrah druerne er alle høstet fra marker ved Frankland River i måneskin og har gæret 10 dage sammen med drueskallerne fra nogle Viognier druerne. Gæringstid eller lagring kan jeg ikke se noget om, men den er aftappet uden fining eller filtrering med minimalt svovl … minimal indgriben lavet som naturvin.

I glasset er der nu godt med farve, men duften virker umiddelbart meget blød. Der er noget blæk, kul, tørv. røget kød, en ganske lille snert eukalyptus, brombær, blommer og syltet lemon, virker som Saint-Joseph med et solvarmt smil, men har ikke samme hårde og stenede kerne, men dufter sgu godt og let animalsk.

Smagsmæssigt er vinen utrolig blød, cremet og meget behagelig, hvor der kommer noget peber suppleret med en vis frugtsødme og er ellers pænt saftig, læskende og alligevel med dybde og kraft. Det smager sgu godt … solblød og kølig vamset. 94 point.

Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Mount Trio Vineyard, Home Block Pinot Noir, Western Australia, Australien

2021 Mount Trio Vineyard, Home Block Pinot Noir, Western Australia, AustralienDerefter var resten af vinene fra det vestlige Australien rødvine og den første var denne 2021 Home Block Pinot Noir fra Mount Trio Vineyard.

Vingården ligger ved Mount Barker i Porongurups regionen i Great Southern i det vestlige Australien.

Mount Trio Vineyard er grundlagt i 1989 af vinmageren Gavin Berry og hans kone Gill Graham. Gavin er selv født på landet og voksede op på et landbrug med produktion af hvede.

Vingården er opkaldt efter bjergtoppene på de fantastiske Stirling Range bjerge, der ligger tæt på gården og grænser op til Porongurup Nationalpark. Der har Mount Trio Vineyard i alt 8 hektar vinmarker, hvor der dyrkes Pinot Noir, Riesling og Chardonnay, som er de bedste sorter til dette sted med kølende briser og gruset muldjord.

Derudover har de lidt flere marker … mest med Cabernet Sauvignon, Sauvignon Blanc, Sangiovese, Shiraz samt Malbec. Området er kendt for sin helt unikke natur og meget bakkede og bjergrige landskab. Masser af bush landskab og dyreliv gør området til en yndet turistmål.

Gavin Berry laver sine vine med så lav intervention som muligt og det gælder også denne 2021 Home Block Pinot Noir, der er lavet med druer fra husets bedste og ældste vinstokke i Porongurup og kun i gode årgange og i en meget begrænset mængde.

Jeg har ikke fundet mange oplysninger om produktionen, men der er alene lavet et beskedent antal på 1.800 flasker aka til 150 kasser.

I næsen er vinen lidt grøn og krydret, Der er lidt tørt træ og nelliker, en frugt af saftige jordbær, kirsebær, hindbær og lyse blommer, lidt vanilje, mælkechokolade, røg, lejrbål samt noget rust og jern. Vinen har en lys, blød og delikat aroma … meget elegant Pinot Noir.

Uha hvor er det blødt, cremet og smooth, utrolig let og lys med en fabelagtig balance mellem frugt, sødme samt en lidt læskende syre, frugt af jordbær og lyse, søde kirsebær, hindbær og lemon suppleret med en smule peber. Klasse Pinot Noir, så 93 point.

Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Domaine Sorine, Santenay 1’er Cru Rouge Clos Rousseau, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Sorine, Santenay 1'er Cru Rouge Clos Rousseau, Bourgogne, FrankrigVi fortsætter i det burgundiske spor, men skifter blot lige til Pinot Noir, for den næste vin er denne 2021 Santenay 1’er Cru Rouge Clos Rousseau fra Domaine Sorine,

Det er et ældre vinhus, der ligger i Cheilly-lès-Maranges lige mellem Les Maranges og Chassagne-Montrachet og i dag er ejet af Christian Sorine og hans kone Emma.

Sorine familien stammer oprindelig fra Santeney, hvor de var en af de ældste vinfamilier. Christians farfar Charles Sorine var dog den, der efter phylloxera epidemien genoptog vinavlen på den gamle vingård.

Da han døde i 1946 overtog overtog sønnen Jean driften og stod også i 1973 bag opførelsen af en nyere vingård i Santenay le Haut og fik senere i 1987 hjælp fra sønnen Christian Sorine. Det er dog først under Christians ledelse, at familien er begyndt at flaske og sælge vinene under eget navn.

De har også betydet, at Christian og Emma hurtigt fik for lidt plads på vingården i Santeney, hvorfor de i stedet har fundet en ejendom i Cheilly-lès-Maranges med store, gamle vinkældre fra det 15. og 18. århundrede, der tillader lagring af vinene på de mange fade.

Samlet har Domaine Sorine 12 hektar vinmarker mellem Les Maranges og Chassagne-Montrachet og alle markerne dyrkes efter økologiske principper, selvom man dog ikke er certificeret.

Vinificeringen sker efter naturlige principper med fokus på det hårde arbejde i marken. Alle vinmarkerne dyrkes efter økologiske principper, men er vinhuset er dog ikke certificeret.

Denne Santenay 1’er Cru Rouge Clos Rousseau er lavet med Pinot Noir druer fra marken Clos Rousseau i den sydlige del af Santenay og den grænser op til 1er Cru’en af samme navn i Maranges, som staves lidt anderledes … Clos Roussots.

Faktisk har jeg tidligere smagt en 2019 Maranges 1er Cru Clos Roussots fra netop Domaine Sorine. På Clos Rousseau har jorden en større andel jernholdigt, rød ler, som frembringer en lidt fyldigere stil i Bourgogne.

 Al høst foregår ved håndkraft, mens druerne både selekteres i marken og ved ankomsten til vineriet. I kælderen bliver svovl kun tilsat i yderst begrænsede mængder, mens lagringen kun sker med en begrænset mængde nye fade.

Uha det dufter dejligt … dejligt og velkendt, for her er er skruet op for alle Pinot Noir druens sarte herligheder. Der er først en landlig, animalsk kostald, men også en vis rank og stoisk kølighed. Frugten er jordbær, lyse kirsebær, moreller, blæk, aske, kul og så ellers fadnoter af mælkechokolade, lakrids, vanilje og lidt umami noter.

I munden er det en slank, ren og elegant burgundisk Pinot Noir … fortsat ung. frisk og spændstig. Der er rabarber, jordbær, hindbær og en smule ribs, masser af frisk syre, hvor der fornemmes svagt noget bitter lemon, finkornede tanniner og det skaber sammenlagt en fint, frisk og smågrønt bid med lækker Pinot Noir karakter. Det er sgu en tæskelækker vin, så dermed 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 379 kr., mens prisen er 349 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2022 Domaine Sebastien Giroux, Mâcon-Fuissé Les Pelées, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Sebastien Giroux, Mâcon-Fuissé Les Pelées, Bourgogne, FrankrigDomaine Giroux holder til lidt sydøst for Fuissé og nu smager jeg – som tilbage i 2022 – deres Mâcon-Fuissé Les Pelées. Dengang var det i en årgang 2019, men nu smager jeg 2022’eren.

Vinen er lavet med Chardonnay druer fra marken Les Pelees på små 0,53 hektar beliggende i 320 meters højde. Vinstokkene er mere end 30 år gamle og vinen er vinificeres efter traditionelle principper med gæring på stål og efterfølgende lagring med gærresterne på stål, altså slet ingen lagring på fade.

Men sur lie lagringen fornemmes allerede i duften … er ganske eksplosiv, dyb og fyldig med en svulstig frugt af fersken, pærer og gule æbler og faktisk også en smule nødder. Duften er virkelig fin og sart … helt feminin, men det skyldes formentlig, at det jo sket ikke er en fadpumpet hvid burgundisk vin, men langt mere elegant, subtil samt utrolig indbydende.

Smagsmæssigt er 2022’eren også klart bedre end 2019’ere, for vinen har virkelig en cremet og fortsat rank og frisk smag. Lagringen på bærmen har givet noget krop og fylde, men det er heldigvis på en fin, elegant og stringent måde. Det er grønne pærer, masser af lemon og citroner, god saftighed … mums og 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 185 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Bodegas 4kilos Vinícola, Gallinas & Focas, Mallorca, Spanien

2020 Bodegas 4kilos Vinícola, Gallinas & Focas, Mallorca, SpanienFra Sierra de Gredos kassen på jobbet tog vi lige sidste gang en lille afstikker til Mallorca og til Bodegas 4kilos Vinícola, som i samarbejde med det fine projekt Amadip Esment har lavet denne Gallinas & Focas, som vi smagte i en årgang 2020.

Bodegas 4kilos Vinícola er grundlagt i 2006 af Francesc Grimalt og Sergio Caballero på Mallorca. De ville lave et vinhus og vine på de lokale druer på ferieøen. Francesc Grimalt havde tidligere været vinmager, partner samt tekniker på vinhuset Anima Negra og var bl.a. kendt for hans arbejde for at redde den oprindelige druesort Callet.

Sergio Caballero er ikke vinmager, men derimod musiker, partner og meddirektør for SÓNAR musik- og multimediekunstfestival, men i et samarbejde medFrancesc Grimalt startede de i 2006 i en garage med at lave deres første vine.

I 2007 omdannede de sammen med Apolónia Viticultors en gammel fårestald beliggende i udkanten af ​​Felanitx til en lille vingård. Der fik de høstet deres første rigtige vine kalder 4Kilos 2007, der blev frigiver på markedet i 2008.

De arbejder spontant og intuitivt … følger ikke faste regler, som i stedet ændres hvert år afhængig af høsten. Den alkoholiske og den malolaktiske gæring kan udføres i både eg og rustfrit stål, men deres vine typisk lagres på træ …. typen af ​​egetræ, tøndernes kapacitet og tøndens alder kan variere afhængigt af årgangen.

Fra begyndelsen har de haft støtte fra vinbønder, hvilket er meget vigtigt, når man forsøger at drive rationel og miljøvenlig vindyrkning. I mange vinmarker bruger de naturligt plantedækning for at opnå mere koncentrerede druer, bedre jordporøsitet og en større mikrobiologisk population.

Vinmarkerne ligger i forskellige kommuner i den sydlige og nordlige del af Mallorca, hvorfor de ikke tilhører nogen D.O. Vinstokkene er for det meste plantet i Call Vermell jord … et populært navn for lerholdig jord med rigeligt jernoxid.

De dyrker primært sorterne Callet, Cabernet Sauvignon, Fransk Fogoneu, Merlot, Monastrell og Syrah.

De gav deres vinhus navnet Bodegas 4kilos Vinícola, da de to partnere oprindelig netop investerede 4 millioner pesetas i deres foretagende.

I 2009 etablerede de to initiativrige Francesc Grimalt og Sergio Caballero så indgået i et samarbejde med Amadip Esment, der er en organisation for mennesker med psykiske handicap, der sammen med deres familier øger deres livskvalitet.

Projektet har de kaldt Gallinas & Focas, som på spansk betyder Høns & Sæler. I dette projekt laver Bodegas 4kilos Vinícola så årligt en vin med hjælp fra unge mennesker med Down’s Syndrom.

Således har de unge mennesker været med til at høste, sortere og trampe druerne. Navnet Høns & Sæler fandt de selv på, da de synes at høns er sjove og sæler klapper. Etiketten på vinen skifter hver år og er sammensat af tegninger, som de unge selv har lavet.

Som med de andre vine fra Bodegas 4kilos Vinícola arbejdes der i markerne ud fra økologiske forskrifter og med absolut minimal indblanding i vinstokkenes liv.

Vinen Gallinas & Focas er lave på 100% Manto Negro, hvor 80% af vinen er gæret i ståltanke, men de sidste 20% er gæret i henholdsvis 225 og 600 liters egefade. Efterfølgende har vinen så lagret hele15 måneder i nye franske egetræsfade fra Vosges, Allier og Nevers.

Duften er bondsk, rustik og tørkrydret med en mørk frugt. Der er timian, oregano, mynte, blåbær, jordbær, figner, svesker, skovbund, læder, lakridsrod og der dukker skam også lidt fadnoter op med lidt vanilje og sød tobak. Der kommer små prik af grønne stilke. Der er noget, som pirrer, lokker og forfører.

Hvor smager den dog godt … meget saftig og behagelig, men samtidig elegant, slank og utrolig let i stilen … næsten med Pinot Noir lethed og lys bærsmag. Den virker utrolig mild og venlig, mens tanninerne er tørre, men også ganske fint afstemt. Sammen med lidt jordbær og noget hindbær, så kommer der også lidt lemon, citron og grønne stilke. Selvom det er let, så har vinen alligevel god dybde i alle aromaerne, så dermed får du både i pose og sæk. Lidt vaniljesødme, mælkechokolade og frugtrigdom binder det hele kompleks. feminint og frækt smukt sammen. Virkelig let drikkeligt. 94 point.

Forhandles af Laudrup Vine. hvor en flaske koster 339 kr., mens prisen er 250 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7