Tag-arkiv: 4½

2014 Weingut Rings, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Rings, Spätburgunder, Pfalz, TysklandDie dänische Spätburgunder geek alias vinbloggeren Houlberg har fundet ud af én ting … es ist Freitag. Og det betyder jo Spätburgunder på bordet i det houlbergske hjem, hvilket nu er løst med denne sene burgundervin fra Weingut Rings.

Weingut Rings ligger i den lille by Freinsheim omkring 15-16 kilometer vest for Mannheim og Rhinen i Pfalz. Vinhuset er grundlagt i 1960 af Friedrich Weinheimer, men blev senere overtaget af datteren Trudi samt hendes mand Willi Rings. Imidlertid begyndte familien først i 1993 at lave vine under eget navn … og det blev den reelle start på Weingut Rings.

I dag er det Willi og Trudis sønner Steffen og Andreas Rings, som driver vingården med samlet 24 hektar vinmarker. Markerne er fordelt på 23 forskellige parceller beliggende omkring Freinsheim, Ungstein og Kallstadt. Det er primært markerne Schwarzes Kreuz, Weilberg, Saumagen, Felsenberg, Steinacker og Nussriegel.

Der dyrker brødrene de hvide sorter Riesling, Silvaner, Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer samt de røde sorter Spätburgunder, St. Laurent, Portugieser, Dornfelder, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Syrah.

Vinene er helt traditionelt opdelt i Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine. Denne almindelige Spätburgunder er selvfølgelig huset entry-level vin … altså en Gutsweine. hvor druerne kommer fra forskellige marker. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men lagret på brugte egetræsfade i 11 måneder. Flaskes ganske ufiltreret.

Og det ufiltrerede kan ses i glasset … ganske transparent, men let uklar væske, hvilket er helt herligt. Uklart herligt. Ganz schön, som man vist siger dernede. I næsen helt klassisk tysk Spätburgunder … sød stald, kirsebær, bolsjer, urter, eg, røg, lidt kanel, vanilje … ja endda en smule chokolade også. Helt straight i duften.

I munden letkrydret, stringent med hindbær, kirsebær … præcis syre med lidt jernagtige, mineralske elementer. Det er dog ikke mineraliteten som præger smagsbilledet, men syre og urter. Meget behagelig og måske en lidt rustik, simpel Spätburgunder, men på en fredag yderst velkommen.

Købt på weine.de til 10,20€ … eller omkring 76 kr. Oxholm Vin er dansk forhandler. Der koster vinen 149 kr.

Rating 4,5/7   

2013 Weingut Karl May, Riesling Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2013 Weingut Karl May, Riesling Trocken, Rheinhessen, TysklandHvorfor ikk’ nuppe noch einer Riesling? Denne kommer fra Karl May … rolig nu, jeg sagde Karl May og ikke Carl-Mar, selvom det såmænd er en lille sexet vin.

Weingut Karl May holder til i byen Osthofen i den sydlige del af Rheinhessen midt i Wonnegau området. Vinhuset stammer tilbage fra 1815, men drives i dag af 7. generation på vingården i form af brødrene Peter og Fritz May.

De er begge uddannede økologer og har inden overtagelse af familiens vingård rejst til vingårde i Østrig, New Zealand og Australien. Derudover har de også arbejdet lidt i Tyskland inden de selv begyndte at lave deres egne vine.

Vinhuset har samlet 20 hektar vinmarker, hvilket brødrene siger svarer præcist til 25 fodboldbaner og 100.000 vinstokke, som siden 2007 har været dyrket økologisk.

Vinene er meget tradtionelt opdelt i Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine, men derudover også to røde Jahrgangsweine på bl.a. Cabernet Sauvignon og de laves kun i de bedste år. Og så laves der brødrenes signaturvine, nemlig de to vine Blutsbruder – blodbrødre – som de to brødre er blevet kendt for.

Ja faktisk kaldes vinhuset nogle gange for Blutsbruder Karl May med reference til brødrene og disse vine.

Nå, men her har vi fat i en af husets Gutsweine … Riesling Trocken lavet på rustfrie ståltanke. Duftmæssigt virker det som om, at denne har lidt mere krop og fylde end forrige Riesling. Den er mere rund med lidt nødder, pinjekerner, pærer, æbler, abrikos …. sådan lidt sødkrydret og med god dybde og mere kompleksitet.

Smagen bevæger sig fint på en syre/sødme balance med lidt krydrede elementer. Okay, men en anelse kantet og unuancieret. Den er dog samlet en tak bedre end forrige vin og en ganske okay Riesling.

Købt på weine.de, pris 7,90€ … eller omkring 59 kr.

Rating 4,5/7   

2011 Quinta do Vale Meâo, Meandro Tinto, Douro, Portugal

2011 Quinta do Vale Meâo, Meandro Tinto, Douro, PortugalFortsat et par vine bagud fra sidste uge … og én af disse er denne Meandro Tinto fra det portugisiske vinhus Quinta do Vale Meâo, som ligger ganske øde omkring 8 kilometer nord for Vila Nova de Foz Côa og med udsigt til Duero floden.

Quinta do Vale Meâo stammer tilbage fra 1877, hvor Antonia Adelaide Ferreira købte 300 hektar uberørt jord på auktion fra kommunen i Vila Nova de Foz Côa.

Hendes drøm var at skabe en vingård fra det bare ingenting, alene med den erfaring hun i forvejen havde som godsejer i Douro området, og i perioden fra 1887 til 1895 begyndte projektet at tage form. Desværre var glæden kortvarig, for allerede i 1896 døde Antonia Adelaide Ferreira.

Siden da er godset altid forblevet i hendes efterkommeres eje. I 1970’erne blev hendes tip-tip-oldebarn, Francisco Javier de Olazabal ansvarlig for vingården, og han begyndte den lange og besværlige proces med at erhverve de aktier, der tilhørte hans slægt og andre medejere af ejendommen. I 1994 blev han og hans børn de eneste ejere af Quinta do Vale Meâo.

Indtil 1998 blev alle druerne fra gården solgt til AA Ferreira SA, et selskab oprettet af den gamle Antonias efterkommere. Hos AA Ferreira SA dannede druerne fra Quinta do Vale Meâo grundlag for nogle af Ferreiras fineste vine.

I 1998 fratrådte Francisco Javier de Olazabal jobbet som administrerende direktør for AA Ferreira SA og kastede – sammen med hans søn Francisco de Olazabal – kræfterne i at lave vine i Quinta do Vale Meâos eget navn.

Hele vingården blev herefter totalrenoveret og fyldt med moderne vinifikationsudstyr samt et antal granitkar til fodtrædning af druerne. Fodtrædningen er ikke et kuriosum fra gammel tid – alle druer på Quinta do Vale Meão gennemgår denne proces, så gamle traditioner og ny teknologi går fint hånd i hånd.

Quinta do Vale Meão kom for alvor på verdens kortet da de i 2004 (som var et fremragende år Portugal) kom Wine Spectators liste med deres 1. vin, som fik hele 97 Point.

Vinen her “Meandro Tinto” er vingårdens 2. vin og er lavet på de lokale druer 30% Touriga Franca, 35% Touriga National, 27% Tinta Roriz, 3% Tinta Barocca, 3% Sousão og 2% Tinta Cao.

Duftmæssigt fornemmes det øjeblikkeligt, at vinen har fået godt med sol, fyldig, mørk, moden med solbær, en smule grønt samt krydderier. Smagsmæssigt masser af sødme, igen sol og varme, mørke og modne bær … nærmest frugtekstrakt og koncentreret frugtsaft og lakrids. Meget venlig og letdrikkelig.

Købt hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., men beskedne 99 kr., såfremt der købes 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2014 Casa Rojo, La Marimorena Albariño, Rias Baixas, Spanien

2014 Casa Rojo, La Marimorena Albariño, Rias Baixas, SpanienEn tradition er en procedure, som gentages igen og igen, fra generation til generation, år efter år. Og proceduren med, at værten starter vore vinaftener med at skænke et glas hvidvin, er gentaget år efter år i vores lille vinklub og dermed pr. definition en tradition.

Selvom jeg har skubbet en smule til traditionen med den irgrønne æble/spinatdrik, så havde jeg – i traditionernes ånd – valgt denne La Marimorena Albariño fra vinhuset Casa Rojo som aftenens første vin. Smuk med et fiskeskellet på etiketten.

La Marimorena Albariño kommer imidlertid ikke fra et “rigtigt” vinhus, men derimod fra firmaet Casa Rojo, som opkøber druer, designer og producerer vine. De kalder sig også Wine Designers samt The Wine Gurus, og de består af sammenlagt 13 mennesker med passion for vin.

De laver 6 vine fra seks forskellige regioner i Spanien, nemlig dene La Marimorena, på ren Albariño fra Riax Baixas, The Invisible Man med Tempranillo og Mazuelo fra Rioja, Maquinon med Grenache fra Priorat, El Gordo del Circo med Verdejo fra Rueda og MMM Macho Man Monastrell selvfølgelig med Monastrell fra Jumilla og så Alexander vs The Ham Factory, som er en Ribera del Duero vin, som jeg tidligere har smagt og skrevet om her på bloggen.

Denne La Marimorena er på 100% Albariño fra marker i O Rosal, Pontevedra … lige mellem Rias Pontevedra, Arosa og floden Umia, hvor jorden er præget af granit og sand. Vinen dyrkes på terrasser og stokkene danner espalier for at holde fugtighed væk fra druerne. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og har alene lagret på flaske i 3 måneder.

I næsen er der abrikos, melon, pærer, blomster, en lille bitte smule krydderier, let sødme og et strejf af citrus. I munden er der først og fremmest frugtsten, mineraler, syrlige pærer, let sødme, citroner, lidt grape og egentlig rigtig, dejlig frisk og tørstslukkende. Der er lidt fylde, saftighed i smagen sammen med en ren mineralitet. De to ting klæder hinanden.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Husted Vin, hvor prisen er 132 kr. ved køb af 1 flaske og 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2007 Domaine du Collier, Saumur La Ripaille, Loire, Frankrig

2007 Domaine du Collier, Saumur La Ripaille, Loire, FrankrigPå det lille torv Place du Collier midt i byen Chacé finder vi Antoine Foucaults lille vinhus Domaine du Collier, som står bag næstsidste Cabernet Franc vin i denne omgang, nemlig vinen Saumur La Ripaille.

Antoine Foucault er født med vin i blodet, da hans far er den legendariske Charly Foucault … og onklen Nady Foucault … fra Clos Rougeard, ja netop det vinhus, hvor den gode Antoine Sanzay tidligere har arbejdet. Ja en lille verden lige dér i Loire!

Som ung 26-årig besluttede Antoine Foucault i 1999, at han ville drive sin egen vingård og sammen med kæresten Caroline Boireau købte parret vingården i Chacé – lige imellem Varrains og Saint-Cyr-en-Bourg – med omkring 7 hektar vinmarker spredt i området, bl.a. på de kalkrige skråninger ved Brézé lidt syd for Saint-Cyr-en-Bourg.

Det er imidlertid ikke Cabernet Franc, som fylder mest hos Domaine du Collier, men derimod hvidvine på Chenin Blanc. Således er 2/3-dele af vinmarkerne da også tilplantet med Chenin Blanc – hvoraf nogle stokke næsten er 100 år gamle – mens resten selvfølgelig er Cabernet Franc, bl.a. fra de bedste marker La Ripaille og La Charpentrie. Og alle markerne drives økologisk.

I kælderen arbejder Antoine også efter helt naturlige principper, dvs. brug af naturlig gær fra druerne, lang lagring af vinene, ofte op til 24-36 måneder, ingen brug af svovl, klarering eller filtrering, som vinene smager så meget af de forskellige terriors som muligt.

Denne Saumur La Ripaille er selvfølgelig lavet af druer fra marken La Ripaille i Brézé og fermentering i egefade med druernes naturlige gær. Vinstokkene er mellem 35 til 65 år gamle. Derefter er vinen lagret i en gammel og kold kælder, som faktisk er en del af Clos Rougeard. Vinen lagrer der i omkring 24 måneder i både barriques og store foudres … helt uden omstikning.

Der er en smule bio-gas-duft … krudt, kål, prut … men ikke meget. Så langt så godt. Der er i stedet grafit, mørke bær, våde fade, dejlig rustik og moden med lidt anis, tobak, lette røde bolsjer og lidt krydderier samt urter. I munden god, lækker og direkte frugt … sådan meget let i det. Fin vin … uden dog at blæse mig bagover.

Forhandles ikke af Vinimperiet, men ellers ville Bjarne prissætte den til 275 kr.

Rating 4,5/7   

2008 Domaine Nicolas Réau, Pompois, Loire, Frankrig

2008 Domaine Nicolas Réau, Pompois, Loire, FrankrigHvor er det fascinerende, spændende, mytisk, sexet … endsige smukt, at årgange og alder har så stor indflydelse på en vin. Det ses bedst i Europa og måske endda tydeligst i Italien og Frankrig … i hvert fald er denne årgang 2008 af Nicolas Réaus Pompois den klart bedste af de 3 årgange Pompois, som vi smagte til Cabernet Franc smagningen.

Måske er det årgangen, bedre vejr det år, måske er det fordi, at vinen har fået lidt alder … eller måske var den gode Nicolas Réau bare heldigere dét år? Eller måske er det bare min dagsform eller måske endda min smag, som bare lige synes 2008’eren er bedst?

Måske er der sket magiske ting i flasken? På den måde er vin jo en herlig ting.

Men forskellige er de … og det gælder ikke kun etiketten, som også har udviklet sig mellem årgang 2008, 2011 og 2014. Her i 2008’eren er den måske lidt mere old school, men hvad gør det, når indholdet er spændstigt, frugtrigt og rent?

Vinen er så vidt jeg ved lavet på samme måde, dvs. af druer fra 50 år gamle stokke med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar. Der sker afstilkning, kort udblødning og vinen lagrer 12 måneder på store 200 og 400 liter fade, som er 2-6 år gamle. Der er ikke brugt svovl overhovedet.

I næsen er der fortsat lidt kål, krudt og prut … men ikke så udtalt, for ellers er næsen sådan mere ligetil. Der er en god ren frugt og i det hele taget ikke så mange dikkedarer. Smagsmæssigt er den også langt mere ren end 2011’eren, dejlig ren frugt med blæk, spændstig syre, tydelige tanniner samt en lille varm og krydret note, som afslutter vinen fint.

Vinimperiet forhandler vine fra Domaine Nicolas Réau, men Bjarne har ikke denne Pompois 2008. Skulle den sælges i butikken, så vil prisen være 128 kr.

Rating 4,5/7   

2005 Vignerons Gourdon, L’affranchi Zéro Pointé, Loire, Frankrig

2005 Vignerons Gourdon, L'affranchi Zéro Pointé, Loire, FrankrigL’affranchi Zéro Pointé er som forrige vin ikke godkendt til AOC og derfor alene klassificeret som en Vin de Table … selvom den på samme måde som både Cuvée Surclassée 253 og 253 Saumur Puy-Notre-Dame kommer fra samme marker.

Vi er selvfølgelig stadigvæk hos Philippe Gourdon, som udgiver sine AOC vine under Château Tour Grise navnet og de øvrige Vin de Table/bordvine under eget navn Vignerons Gourdon.

I denne deklassificerede årgang 2005 har Philippe kaldt vinen L’affranchi Zéro Pointé … hvilket jeg – med mine beskedne Google Translate egenskaber – får til noget i retning af “den frigivne slave med 0 point”.

L’affranchi kommer vel fra ordet “affranchissement”, som netop betyder noget i retning af at frigive. Nå … I kan godt høre, at jeg bestemt ikke er på hjemmebane her, så vi haster skyndsomt videre til mine smagsnoter på denne vin.

Vinen er selvfølgelig biodynamisk, ren Cabernet Franc med udbytte på beskedne 30 hektoliter pr. hektar, og vinen er lavet med streng sortering af de druer, der normalt bliver til Cuvéen 253, nedsænket kvas uden remontage i 50 dage og lagring i et år på ståltank og et år på gamle fade. Sluttelig er vinen flasket uden filtrering.

Og det er bestemt ikke ringe … her begynder man at fornemme alderen … vinen er fortsat animalsk med lidt stald, men ellers har jeg lidt blommer, overmodne bær i kombination med chokolade, en smule syrlighed og grønne urter. I munden en meget præcis og ren syre … meget vedkommende og frugten virker meget mere ung end i duften … nærmest lidt lyse bær, hindbær og samlet fortsat meget stram og præcis vin. Bestemt også bedre end 2011’eren.

Forhandles hos Vinimperiet, hvor prisen er 135 kr.

Rating 4,5/7 

2009 Domaine Guion, Bourgueil Cuvée Prestige, Loire, Frankrig

2009 Domaine Guion, Bourgueil Cuvée Prestige, Loire, FrankrigMed næste to vine bliver vi i området omkring Bourgueil, nemlig med vinen Cuvée Prestige i både årgang 2009 og 2008 fra vinhuset Domaine Guion, som holder til i byen Benais en kilometers penge nord for Domaine de la Chevalerie i Restigné.

Og vi starter med vinen i årgang 2009 fra det lille vinhus, som drives af Stéphane Guion, som overtog driften efter hans far i 1994. Faderen havde selv grundlagt Domaine Guion i 1950’erne og var i det hele taget ganske forud for sin tid … blandt andet startede faderen allerede tilbage i 1965 den økologiske drift på gården.

Inden Stéphane overtog driften havde han selv studeret til vinmager, været på praktikophold i Bordeaux og i en periode også arbejdet som ansvarlig kældermester i Loire. Nu viderefører han arven med husets 8,5 hektar vinmarker, hvor Cabernet Franc vinstokkene er 10-80 år gamle og jorden præget af ler og kalksten.

Alle af Stephanes vinstokke ligge inden for Bourgueil appellation, centreret om landsbyen af samme navn, vest for Tours.

Der laves kun få vine på Domaine Guion, en Vin Rosé Sec samt de tre rødvine, Cuvée Domaine, Cuvée Prestige og Cuvée Des Deux Monts, som er opkaldt efter de to bjerg-/bakketoppe, som findes over hans vinmarker. Det er en vin, som kun laves de allerbedste år. Den samlede årlige produktion på Domaine Guion ligger på 35.000 flasker.

Stéphane Guion bruger kun druernes naturlige gær og bruger ikke nogen tilsætningsstoffer … bortset fra meget små mængder svovl tilføjet under aftapning for bedre at bevare vinen.

Denne Cuvée Prestige er lavet af druer fra de ældste vinstokke, typisk 35-80 år gamle vinstokke, og ellers er vinen lavet med 3 ugers udblødning, 8-10 måneder på ståltanke samt mindst 12 måneder på gamle fade.

Igen er der godt med intensitet i næsen, sådan frisk frugt … men meget ung frugt, boysenbær, umodne brombær, urter, lakrids og der er bestemt også lidt noter af eg og svag røg. I munden er vinen meget rank … med en slags blækket syre, direkte og pågående frugt, ja faktisk godt med frugt, en vis stramhed, som om vinen godt kunne klare et par år mere i kælderen. Meget charmerende vin.

Vinimperiet forhandler vin fra Domaine Guion, men har kun årgang 2008 på lager. Den koster 85 kr., hvilket er uhyrligt billigt.

Rating 4,5/7   

2009 Domaine de la Chevalerie, Bourgueil Bretêche, Loire, Frankrig

2009 Domaine de la Chevalerie, Bourgueil Bretêche, Loire, FrankrigI det røde Loire spor var næste vin denne Bretêche fra et ganske historisk vinhus, nemlig Domaine de la Chevalerie, som ligger ved den lille by Restigné … få kilometer øst for Bourgueile og få kilometer fra Loire floden.

Domaine de la Chevalerie er grundlagt tilbage i 1640 af Caslot familien og drives i dag af 14. generation i form af søskendeparret Stephanie og Emmanuel Caslot med lidt hjælp fra deres far Pierre. Stephanie tager sig af salg og markedsføring, mens Emmanuel står for produktionen.

Vinhuset har samlet 38 hektar vinmarker overvejende på sydvendte terrasser og skråninger, nemlig vinmarkerne Bretêche, Grand-Mont, Peu Muleau, Busardiéres, Chevalerie og Galichets. I 2003 begyndte familien omlægning til økologisk produktion og blev certificeret fra 2009 høsten. Siden er de også begyndte at eksperimentere med biodynamisk produktion.

Familiens filosofi er at understøtte og beskytte vinstokkene og druerne for at give dem de bedste vækstmuligheder med det formål at sikre sig sunde druer og autentiske vine. Vinene skal blot udtrykke deres respektive terroirs og den respektive årgang.

I produktionen begrænses håndteringen derfor til et minimum, så det er begrænset beskæring, lave udbytter, manuel høst og sortering, brug af druernes vilde gær, kold udblødning og brug af 2-4 år gamle demi-muids.

Denne Bourgueil Bretêche er selvfølgelig lavet med druer fra marken Bretêche, og byder i næsen på mere dybde og sjæl end foregående vin. Den har en nærmest dyb animalsk aroma med jordbær, rørsukker, lette blommer, næsten lidt svedsker, sod, røg, peber og kastanjer.

I munden er vinen også mørkere, mere fyldig og kødfuld … selvom vi selvfølgelig fortsat er ovre i det Cabernet Franc baserede univers, hvor vi slet ikke finder deciderede voluminøse vine. Vinen er dejlig rund, blød og blid … stadig med syreangreb, mineralitet, flint og peber, blot blidere og mere imødekommende. Frisk vin … en anelse fladhed, men med mere fylde. Den kan jeg sgu godt li’.

Forhandles ikke af Vinimperiet, men ellers ville Bjarne prissætte den til 185 kr.

Rating 4,5/7   

2006 Ben Glaetzer, Wallace, Barossa Valley, Australien

2006 Ben Glaetzer, Wallace, Barossa Valley, AustralienSidste vin fra bestyrelsesmødet i mandags blev denne Wallace fra den berømte australske vinmager Ben Glaetzer, en Shiraz/Grenache baseret vin opkaldt efter hans hustru Judith, som hed Wallace før hun giftede sig med Ben.

Glaetzer familien har lavet vin i Australien siden 1888, men det var reelt først omkring 1918, at Colin Glaetzer grundlagde vinhuset. Og dermed er Ben bogstavelig talt opvokset med vin og nærmest født til at være vinmager.

Når Bens legekammerater omdelte aviser eller slog græsplænen for at få deres lommepenge, gik den unge Glaetzer til hånde i faderens vingård. I en alder af 14 år kunne han reelt arbejde som fuldbefaren vinmager, selvom han ifølge de australske myndigheder ikke måtte smage på vinen, før han fyldte 18 år.

Ben Glaetzer er den australier, som har scoret flest anmeldelser over 95 point i Robert Parkers vinmagasin, The Wine Advocate. Opskriften på hans succes er ganske simpel; Høst et begrænset udbytte fra exceptionelt gamle vinstokke (op til 120 år), som vokser på de bedste marker. Ved at vinificere vinene meget nænsomt, så bevarer Ben vinenes elegance og friskhed, også selvom de er kolossalt koncentrerede.

Ben er involveret i tre vinprojekter: Han er medejer af Heartland Winery, som fremstiller ”value-for-money” vine på druer fra forskellige distrikter i South Australia. Han er også medejer af Mitolo Wines, hvor han laver ufattelig intense vine på druer fra McLaren Vale og Barossa Valley.

Sidst men ikke mindst leder han Glaetzer Winery, hvor han fremelsker en række vine, der regnes for referencepunkter i Barossa Valley og her på bloggen har jeg tidligere smagt og skrevet om vinene Amon-Ra samt Anaperenna. Og faktisk laver Ben alene 4 forskellige vine på Glaetzer Winery … nemlig de to nævnte, vinen Bishop og denne Wallace.

Både Bishop og Wallace er hustruen Judiths pigenavne, og da hun er af skotsk afstamning, så er etiketten selvfølgelig prydet med et keltisk kors, en tidsel og en mønster med keltiske knuder. I denne årgang 2006 er vinen lavet på 70% Shiraz og 30% Grenache fra 60 år gamle vinstokke i Barossa Valley.

Vinifikationen af Shiraz druerne er sket på egetræsfade og Grenache i rustfrie ståltanke. Efter endt maceration er vinen lagret 14 måneder på brugte, franske og amerikanske fade … typisk fade, som er 3 og 4 år gamle.

Og det er rigtig aussi-power-koncentrat med aromaer af tobak, lidt alder, blommer, solbær, engelsk lakrids, mælkechokolade, vanilje … meget jammy, virkelig frugtbombe. Og det er også lige præcis smagen … næsten overdone … proppet med frugt, peber, chokolade, appelsinskal og lidt støvede tanniner. Blød, powerfuldt og kraftigt. Og virkelig meget.

Forhandles flere steder, bl.a. wine.dk, hvor en nyere årgang 2013 koster 189 kr.

Rating 4,5/7