Tag-arkiv: Baden

Baden er en af Tysklands 13 vinregioner – Anbaugebiete – og en lang en af slagsen, da den strækker sig hele 400 kilometer parallelt med Alsace og helt ned til den schweiziske grænsen og breddemæssigt over mod Franken i øst som en del af delstaten Baden-Württemberg.

Baden er én af de store vinregioner i Tyskland med knap 15.900 hektar vinmarker og samtidig den varmeste af vinregionerne, da området ligger godt beskyttet af Schwarzwald  skoven og Vogesbjergene mod vest.

Derfor er vinene fra Baden også ofte fyldigere og har mere alkohol end i de andre tyske vinregioner. Underområdet Kaiserstuhl regnes som det varmeste og bedste område i regionen og er yderligere begunstiget med en vulkansk undergrund.

Samlet findes der 9 underområder eller subzoner i Baden, nemlig:

  • Tauberfranken
  • Badische Bergstrasse
  • Kraichgau
  • Ortenau
  • Breisgau
  • Kaiserstuhl
  • Tuniberg
  • Markgräflerland
  • Bodensee

Ses der på vinproduktionen, så er Baden fortsat præget af mange kooperativer … der findes omkring 100 kooperativer, som samlet står for 85% af regionens samlede vinproduktion på i alt 1,1 millioner hektoliter vin.

De mest dyrkede sorter i Baden er primært burgunder sorterne, altså Spätburgunder, Grauburgunder,  Weißburgunder, men derudover fylder Müller-Thurgau godt, mens Riesling ikke spiller helt så stor rolle i Baden.

2017 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandVor formand i vinlaughet havde til et bestyrelsesmøde forleden  dag fundet en række store tyske kanoner frem … og efter Riesling fra Franken, så stod den på en fin 2017 Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG … Großes Gewächs fra Weingut Bercher i Burkheim i Kaiserstuhl i Baden.

Det er én af de vingårde, som jeg selv har besøgt. Det var vist tilbage i 2016, men det kan du læse mere om i indlægget Besøg hos Weingut Bercher i Burkheim. Vi besøgte stedet med tømmermænd, men endte med at få en vitterlig god smagning med Martin Bercher.

Vinen er en af husets topvine og lavet med druer fra marken Burkheimer Feuerberg Kesselberg, hvor  Feuerberg refererer til Kaiserstuhls fortid som vulkansk område og Kesselberg er en lille parcel på bjerget. Efter høst gærer druerne på skind i 14 dage, hvorefter vinen modnes i barriques midst 18 måneder.

Duften er sødlig, landlig og rund … klart Spätburgunder med kirsebær, jordbær, et klart fadpræg med kanel, vanilje, nelliker, blæk, kamfer og frugten virker egentlig ret moden. Det er lidt en maskulin Spätburgunder næse, sten, krydderier og nogen tyngde.

Og lad mig afsløre med det samme, at det smager fortryllende, ret intens frugt med kirsebær, jordbær suppleret med bitter chokolade, tonsvis af sten, grus, granitskærver og jernholdige mineraler. Dertil skal lægges en virkelig lang eftersmag. Der er endnu en teenager, ung, ubekymret, fræk og bumset, men med stor fremtid.

Forhandles herhjemme af Crime Vine, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Weissburgunder, Baden, Tyskland

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Weissburgunder, Baden, TysklandFra Weingut Wöhrles parcel på den 43 hektar store VDP Erste Lage Lahrer Kronenbühl mark smager jeg deres 2019 Lahrer Kronenbühl Weissburgunder, der atter beviser Markus Wöhrles talent.

Det er i øvrigt første gang, at jeg ser betegnelsen 1G på en etiket. Vi kender betegnelsen GG fra de mægtige Großes Gewächs vine og tidligere har Wöhrle da heller ikke anvendt 1G tegnet, så jeg vil gætte på, at det er nyt her i 2019 årgangen, hvilket Mr Ruby også har bekræftet. Men det giver egentlig god mening, da det virker en kende eksklusivt … altså med mindre man er telefonselskab, for der er man vist nået til 5G 🙂

På Lahrer Kronenbühl marken dyrker Markus både Spätburgunder, Riesling, Chardonnay, Rieslaner, Grauburgunder og altså også lidt Weißburgunder … og alt drevet fuldstændig økologisk.

Denne vin er lavet med 12 timers skindkontakt, spontangæring i 2-3 år gamle egefade alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 6 måneder sur lie på de 2-3 år gamle egefade inden aftapning på flaske. Vinens restsukker ligger på små 1,5 gram pr. liter.

Hvor er duften dog ren … ikke et hår vender forkert, ikke en dråbe løber den forkerte vej og alt er er velkomponeret med lige linjer på nodepapiret. Vinen har en kalket renhed, som sammen med en lille og elegant smøragtig fylde, pærer, æbler, lime samt grønne bananer giver både pondus og stor friskhed … rank, stoisk og stolt.

I munden er der antræk til fyldig vellyst, uterlig sanselighed og frodighed, men syren har grebet spankingpisken og giver sammen med en lille disket grapebitterhed dig små irettesættende slag, som føles helt rigtig. Det giver en rank, smagfuld og frisk vin, mineralsk, saltet, bitter og skøn … ren, rank og dominant. Sådan skal det bare gøres.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Bernhard Huber, Alte Reben Spätburgunder, Baden, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Huber, Alte Reben Spätburgunder, Baden, TysklandNår vi lige har smagt Julian Hubers Spätburgunder med druer fra de yngste vinstokke, så lad os også smage hans udgave på de ældste stokke, nemlig denne 2017 Alte Reben Spätburgunder.

Det er fortsat en Ortswein, men druerne er fra nogle af Hubers ældste vinstokke på en række af hans Große Gewächs marker … Dijon-kloner, som blev plantet på firmaets marker i 50´erne. De gamle vinstokke har et dybt rodsystem, som er med til at give vinene stor mineralitet. Udbyttet ligger på 37 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet med 20% hele klaser, en helt tradtionel spontangæring samt maceration, hvorefter vinen er lagret 18 måneders på 2-3 år gamle barriques.

Duftmæssigt er der klart ligheder fra Malterdinger Spätburgunder, men her er det hele bare lettere, mere elegant og selvom det er Alte Reben, så er den klart lettere til fods end den unge. Der er fad … men afdæmpet og subtil, svagt lidt vanilje, bitterchokolade, godt med røg, jordbær, hindbær, grønne burgundiske træk, salmiak, bolsjer og omgående velvære. Det dufter med andre ord vildt godt.

I munden er det så smooth … cremet lækkerhed, blød rød frugt, jordbær og hindbær igen, måske et dash brombær, igen meget let, slank, elegant med en rund syre, som dog er rank, poleret og totalt smukt balanceret. Der er en svag bitterhed, som danser sammen med syren, samlet er resultatet nærmest bulls eye og jeg havner præcis samme sted, som da jeg smagte vinen i årgang 2011 samt 2012, nemlig med 6,5 af de fedeste fingre. Huber er konge.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr., men pt er på tilbud til 349 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2017 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder, Baden, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder, Baden, TysklandHvis du spørger Julian Huber om, hvilken vin han vil anbefale til nogen, som ikke tidligere har smagt nogle vine fra Weingut Bernhard Huber, så vil han klart pege på denne Malterdinger Spätburgunder … og når du smager den fine Ortswein forstår du hvorfor.

Og Julian laver slet ikke en Gutswein på Spätburgunder, så denne vin er således hans entry level Spätburgunder, som jo er lavet med druer fra husets marker i Malterdingen, hvor de bedste marker er Bienenberg samt Bienenberg Wildenstein. Det siger bestemt også noget om husets høje kvalitetsnormer for deres Spätburgunder vine.

Malterdinger Spätburgunder er lavet på druer fra vinstokke, der er mellem 12 og 20 år gamle, altså de yngste stokke på markerne, hvor Huber har 60% franske og 40% tyske kloner. Druerne er høstet med et udbytte på omkring 55 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet traditionelt med spontangæring og maceration på eg, hvoraf 30% af egefade var nye. Derefter er vinen lagret 12 måneder på barriques, som har været anvendt 1 eller 2 gange tidligere.

Uha sikke en duft … WAUW. Det er sød, animalsk hestestald og selvom der er godt med fadpræg – kanel, vanilje, mælkechokolade, sød tobak og røg – så er stilen kølig og rank med blæk, grafit, lidt hvid peber, jord, kaffegrums og vild skovbund. Frugten er mest hindbær, jordbær samt lidt brombær. Derudover er der noget tørt træ … violer samt en fin syre.

I munden er vinen også både stringent og rank, masser af rene, småsyrlige bær, kirsebær, jordbær, rabarber, peber …præcis leveret på en fin, smooth, cremet og frisk facon med koket lille bitterhed. Og selv Baden er et varmt område, så har vinen en så fin kølighed, smuk elegance og renhed, at man blot imponeres. Og fuck samt hold nu op, hvor smager denne babe bare godt … og så er det endda blot Hubers entry level Spätburgunder, da han slet ikke laver Gutswein Spätburgunder. Ærefrygt. Respekt.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 219 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Bernhard Huber, Müller-Thurgau, Baden, Tyskland

2018 Weingut Bernhard Huber, Müller-Thurgau, Baden, TysklandAllerede tilbage i september 2016, hvor vi besøgte Weingut Bernhard Huber fandt vi ud af, at selvom vingården er kendt for deres fabelagtig Spätburgunder vine, så laver de også fantastiske hvidvine, hvilket denne Müller-Thurgau er et godt vidnesbyrd og evidens på.

Under vort besøg – som du i øvrigt kan læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen – var det faktisk også en hvidvin, som vi faldt for, en fed og voluminøse Weißer Burgunder, men det skyldes også, at vinhuset Spätburgundere næsten alle var udsolgte.

Som jeg skrev efter mit besøg, så døde Bernhard Huber i 2014 efter en kort periode med kræft. I dag er det hans enke Barbara Huber vinhuset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn … her specielt sønnen Julian Huber.

Julian har videreført og endda også sammen med vinproducenter som Friedrich Keller og Tobias Knewitz startet en erfa-gruppe, der fokuser på Pinot Noir og Chardonnay vine inspireret af Bourgogne og anvender disse erfaringer i sine vine … og de to druer er da også vinhusets primære fokus.

Selvom Spätburgunder fylder omkring 65% af Hubers marker – og Chardonnay 15% – så dyrkerJulian også en række andre druer som fx Weißburgunder, Grauburgunder, Auxerrois, Freisamer, Müller-Thurgau og Muskateller … ja faktisk satser Julian en del mere på hvidvinene end hans far gjorde.

Hans mål er at få hvidvinene op på samme niveau som husets rødvine, hvilket bl.a. sker ved at lave vinene slankere og derfor laves de fleste af hvidvinene – som fx denne Müller-Thurgau – alene på rustfrie ståltanke, selvom de store burgundervine også lagrer i egetræsfade som de franske forbilleder.

Nu smager Houlberg så netop Hubers Müller-Thurgau … og lad os lige kigge lidt nærmere på den lidt uglesete, men meget udbredte tyske druesort. Den blev fremavlet i  perioden fra 1882 til 1890 af den schweiziske forsker Hermann Müller på Geisenheims forskningsinstitut i Rheingau.

Müller-Thurgau er en krydsning mellem Riesling og Madeleine Royale, … og da Hermann Müller kom fra delstaten Thurgau i sit hjemland Schweiz, så fik druesorten navnet Müller-Thurgau.

Druesorten blev forfinet med nye rodstokke i 1901-1903 og derefter dyrket mest som test inden Müller-Thurgau nogle år senere blev plantet  Schweiz og i 1913 også i Tyskland.

Det var dog først efter anden verdenskrig, at druesorten fik vind i sejlene, selvom en række dyrkningsresultater allerede i 1938 blev fremvist på en Müller-Thurgau konference i Alzey. Og siden 1945 er druen blevet plantet massivt i Tyskland og specielt efter 1970, hvor Müller-Thurgau blev officielt klassificeret.

I dag er der 12.730 hektar vinmarker med Müller-Thurgau i Tyskland og de fleste i Rheinhesssen. Derudover findes druen også i mange andre lande som fx Østrig, Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet, Italien og selvfølgelig Schweiz. På verdensplan er der omkring 22.900 hektar vinmarker med Müller-Thurgau.

Müller-Thurgau er kendt for at modne tidligt og give stort udbytte på helt op til 150 hektoliter pr. hektar og er samtidig nem at dyrke. Formålet med fremavling af druen i 1882 var netop også at lave en moderne udgave af Riesling, men som var mere stabil at dyrke.

Derfor blev druen også så populær, at den udviklede sig til den mest dyrkede drue indtil 1990’erne, hvor Riesling imidlertid atter erobrede førstepladsen.

Derefter er mange Müller-Thurgau vinstokke rykket op igen og erstattet med sorter af højere kvalitet som Riesling og Silvaner. Det skyldes bl.a. at druen i sin absolutte storhedstid i 1970’erne var i næsten alle de mest solgte vine som fx de berygtede Liebfraumilch og Morio-Muscat … begge vintyper, som senere blev massivt upopulære, hvilket gjorde Müller-Thurgau til en lidt ugleset druesort.

Müller-Thurgau giver lette, milde, bløde og runde vine med lavt syreindhold. De fleste vine på druen er vinificeret hurtigt og skal derfor også drikkes unge. Vinene kan have et strejf af noget fersken i duften og kan være medicinsk i smagen. Druen kaldes også markedsføringsmæssigt for Rivaner.

Som nævnt er Julian Hubers Müller-Thurgau alene lavet på rustfrie ståltanke og dermed helt uden brug af egefade. For at sikre en vinen god kvalitet, så beskærer Julian den højtydende druesort hårdt, så de færre druer får både mere aroma og mere syre. Lad os smage vinen.

Næsen byder på masser af velduft … eksotisk frugt, mango, ananas, fersken, modne og bløde pærer, lemon, sødme, lidt støvede noter og samtidig aromatisk, næsten sommerblomstrende.

Det er smagsmæssigt også en rigtig sommervin, frisk, masser af lemon, æbler, pærer, grape og samtidig med en vis fylde, fedme og masser af velsmag. Det er sød, sommerlig og alligevel med en bitter syre, frisk med et let kalket element. tørhed fra grapen og det gør vinen rigtig interessant. Müller-Thurgau kan bestemt noget og denne fra Bernhard Huber har sgu charme og karakter.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2015 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder, Baden, TysklandLad os dvæle ved Baden et øjeblik, for næste vin er en lidt bedaget 2015 Spätburgunder 1 liter fra Weingut Franz Keller Schwarzer Adler … en vin, der sikkert burde være drukket for et par år siden.

Men nu har den imidlertid ligget et godt stykke tid i mit køleskab ude i værkstedet … der ligger nu ellers mest kolde bajere og lidt hvidvine, der ikke var plads til i de finere vinkøleskabe.

Men nu har jeg skruet hatten af for at se, om vinen er færdig eller måske byder på nogle af de kvaliteter, som Franz Keller normalt vil byde dig på … og lad mig afsløre med det samme, at det blev det sidste, for trods 5 år til en billig 1 liters vin, så holder det.

Jeg har ingen oplysninger om produktionen, men jeg vil gætte på, at den kortvarig har været lagret på store, gamle egefade … men det er altså udelukkende et gæt. Den har 1,9 gram restsukker pr. liter.

I glasset er vinen ganske vist ganske lys og transparent med en gennemgående brunlig teglfarve. Men duften fejler intet, for der er en sød, animalsk kostald, søde kirsebær, jordbær, brombær og der fornemmes også lidt vanilje, nelliker, mælkechokolade og kaffe.

Smagen er byder på meget lyse, modne bær, lyse kirsebær, hindbær, nogen sødme og selvom der måske er stor dybde, så er balancen dog ganske god mellem de lyse modne frugter, en rund syre og stor saftighed. Den er letbenet, men den smager sgu ret fint.

Herhjemme er Vinvärket forhandler af Franz Keller, men denne er ikke i sortimentet. Jeg købte min flaske i Tyskland for nogle år siden til 8,50€ … svarende til 63 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Liaison, Baden, Tyskland

2018 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Liaison, Baden, TysklandSidste jeg smagte en Pinot Noir Liaison fra Weingut Enderle & Moll havde den prop. Bummer. Nu har jeg dog igen Liaison i mit vinglas og nu i en spritny årgang 2018 uden fejl.

Ja, det skulle da lige være, at der er for lidt i flasken, for der er sgu bare vild lækker vin … men den del vender jeg tilbage til lige om lidt.

Denne Pinot Noir Liaison er vinen lige mellem basisvinen husets store topvine Muschelkalk og Buntsandstein. Liaison er lavet med druer fra en en blanding af de to forskellige terroir typer Buntsandstein og Muschelkalk og efter en spontangæring er vinen lagret 12 måneder på brugte barriques.

I glasset har Liaison lidt mere farve end husets basisvin, altså ikke helt så lys og teglfarvet og i duften også mere tilknappet. Liaison har dog en vildt pirende duft, noget mere urtet, grøn og så med herlige og fine animalske noter, nogle mælkede eller yoghurtagtige noter, men vinen virker også mere alvorlig og mere kompleks end forrige Pinot Noir. Der er lidt medicinkasse, plaster, tranebær, rabarber, lakridsrod, fennikel og funky bio bio kant.

Der er klart mere dybde i Liaison end i basisvinen, og alle smagene hænger også i markant længere tid i munde. Det er frugtmæssigt hindbær, rabarber, tranebær, tonsvis af syrlig, småbitter frugt, en fyldig mineralsk syre og du føler som om, at vinen simpelthen har flere lag, som bare skrælles af, et efter et ved hver tår. Der er flot syre, masser af velsmag, lang eftersmag og en smuk, frugtrig elegance.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 245 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir, Baden, Tyskland

2018 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir, Baden, TysklandSå er vi igen hos Sven og Florian, de to vinøse vildmænd fra deres fælles vinhus Weingut Enderle & Moll og vi starter nu med at smage deres basisvin, som de blot kalder Pinot Noir.

Det er næsten ved at være to år siden, at jeg sidst smagte denne vin – fuck tiden går alt for hurtigt for mig – og dengang var det i en årgang 2016. Dengang skrev jeg også lidt om de to herrer, deres historie og lidt om vinhuset. Nu vil jeg blot læne mig tilbage og kigge nærmere på denne Pinot Noir basisvin fra Weingut Enderle & Moll … og jeg advarer med det samme, for det smager astronomisk godt.

Denne Pinot Noir er Enderle & Molls almindelige basisvin, deres entry level Pinot Noir, hvor druerne kommer fra forskellige marker, hvor vinstokkene er 20-30 år gamle. Vinen er lavet fuldstændigt traditionelt alene med druernes naturlige gærceller.

Vinen har lagret 17 måneder i brugte egetræsfade med bærmen og den er hverken klaret eller filtreret. Der laves årligt 7.000 flasker af denne vin.

I glasset er vinen utrolig transparent … et veritabel møde mellem rosé og teglfarver, men samtidig herlig grumset samt ufiltreret. Men stikker du næsen nærmere glasset, så er du slet ikke i tvivl, for det er klart animalsk, kølig Spätburgunder med lys, moden frugt, rabarber, hindbær, tranebærjuice og så nogle noter fra fadene, svag kanel, vanilje, lettere funky og bio bio samtidig med, at vinen er så svævende og utrolig let.

Smagsmæssigt er det 1-2-3 drik … virkelig let, indbydende og nærmest læskende på en lys og feminin facon. Det kan godt være, at både Enderle & Moll er et par store, stoiske vildmænd, men de har blide hjerter, når de laver deres vine. Det er silkeblidt, fint og sart med en klar, småsød og mineralsk syre. Det er vildt skræmmende højt niveau for en basisvin og smager igen rasende godt.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 180 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Chardonnay, Baden, Tyskland

2018 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Chardonnay, Baden, TysklandEn god nyhed. Weingut Franz Keller Schwarzer Adler har – hurra – igen en dansk importør. Det virker utroligt, at det først sker nu … men hellere sent end aldrig. For at fejre dette, så smager jeg én af vinene fra Vinvärkets Schwarzer Adler sortiment, en lækker 2018 Oberbergener Bassgeige Chardonnay.

Weingut Franz Keller Schwarzer Adler har jeg skrevet om flere gange, bl.a. sidste år, hvor den førende tyske vinguide Gault & Millau i deres Weinguide 2019 kårede Weingut Franz Keller Schwarzer Adler som årets vinbonde aka Winzer des Jahres.

I kan også læse om mit besøg på vingården i blogindlægget; Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Det var simpelthen et fabelagtigt besøg med rundvisning, smagning mit weiter.

Det er mest de røde Spätburgunder vine, som jeg har smagt fra Franz Keller og ikke så meget de hvide, men nu smager jeg altså en 2018 Oberbergener Bassgeige Chardonnay, som er en Erste Lage vin produceret med druer fra den mark, som i den grad præger den lille by Oberbergen, nemlig marken Bassgeige.

Bassgeige betyder kontrabas og skyldes, at marken Oberbergener Bassgeige– set fra oven – ligner en kontrabas og derfor har den simpelthen fået dette navn.

Og det smukke store musikinstrument er blevet nærmest logo for hele byen Oberbergen, hvilket betyder, at kontrabassen kan ses alle steder i byen, ved skulpturer ved indgangen til byen, i smedelåger foran ejendomme og selv kooperativet Winzergenossenschaft Oberbergen har kontrabassen som deres logo.

Franz Kellers Oberbergener Bassgeige Chardonnay er lavet med spontangæring, efterfølgende malolaktisk gæring og er lagret 12 måneder på  store egefade … aka großen Holzfässer. Og det kan i den grad også duftes i vinen.

Uhhh, lækker næse, smørfed cremet med masser af pærer, bananer, kvæde, melon, pænt med eg, vanilje, valnødder … ren fløjl i næsen og virkelig aromatisk og intens, dyb samt ren syre med syltede citroner, svagt en smule peber, men samlet rund, varm, liflig, en snert mynte og voldsomt tiltrækkende i aromaerne.

Men der er noget Dr. Jekyll og Mr. Hyde over vinen, for i munden er det langt fra en overfed Chardonnay med alt for megen fad. I stedet er der en stram lille syrebasse, stringent, småsur som en forsmået kvinde, men samtidig forførende med citroner, lemon, grape og meget lang eftersmag.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 169 kr., men den er i øjeblikket på tilbud til 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 Weingut Otto & Martin Frey, Glottertaler Eichberg Spätburgunder Alte Rebe, Baden, Tyskland

2013 Weingut Otto & Martin Frey, Glottertaler Eichberg Spätburgunder Alte Rebe, Baden, TysklandGlottertaler Eichberg Spätburgunder Alte Rebe fra Weingut Otto & Martin Frey er egentlig en lillesøster til den forrige Gneis – deraf den ene stjerne på etiketten mod to på Gneis – men lad mig komme med en lille hemmelighed … den er ikke kun billigere, men også bedre.

Martin Frey har opdelt sine vine i serierne Literware, Gutsweine, Holzfass, Alte Rebe, Gneis med 2 stjerner, Aigi og Steinhalde med 3 stjerner og Eichberg Limiteret. Denne vin er altså fra Alte Rebe serien og har dermed 1 stjerne.

Vinen er som med lillesøsteren lavet med druer fra Glottertaler Eichberg, men her altså fra de ældste vinstokke. Efter høsten ved håndkraft er druerne afstilket og ligger så i koldmaceration 4-5 dage, hvorefter fermenteringen er sket over 14 dage efterfulgt af en post maceration i 12-15 dage. Derefter er vinen lagret i barriques med malolaktisk gæring i 12-15 måneder inden ufiltreret aftapning på flaske.

I glasset er det igen en lys, transparent og teglfarvet Spätburgunder, duftmæssigt meget rank, slank, mager, adræt og spændstig. Det er lyse, syrlige bær, ribs, tranebær, granatæbler, lidt flæsk, røg, blæk, masser af tørt træ, lakrids og fennikel.

Smagen er lys, syrlig og hænger rigtig fint sammen med duften, langt mere sammenhængende end hos Gneis. Det er fortsat granatæbler, ribs og syrlige kirsebær, men vinen har trods den styrende syre samt store mineralitet også en kæk lille sødme, som sikrer en superfin balance. Mindre syrehoved … mere venlighed.

Købt i Berlin, pris 11,90€ … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7