Tag-arkiv: mourvèdre

Mourvèdre er en meget udbredt rød drue, som vokser i hele verdenen, men oprindelig formodes at stamme fra Spanien. Den kendes specielt fra Frankrig, hvor den i det sydlige Rhône er en regelmæssig komponent i blandingerne Côtes du Rhône og Châteauneuf-du-Pape og derudover i Provence, hvor den er hoveddruen i de røde Bandol og krydrede rosévine.

Den spanske oprindelse afsløres bl.a. også ved, at der i Catalonien ligger en by kaldet Mataro, hvilket Mourvèdre også kaldes i både Australien og Californien, mens der også i Valencia ligger en by kaldet Murviedro, hvor druen er meget udbredt, men i Spanien kaldes druen i dag dog primært Monastrell.

I Australien og Californien kaldes Mourvedre ofte Mataro, selvom prestige forbundet med dets franske navn har tilskyndet mange producenter til at opgive betegnelsen Mataro.

Mourvèdre er en meget mørk drue med små bær med tykt skind, hvilket giver vinene masser af farve og et højt indhold af tanniner, hvilket gør druen meget velegnet til at blande med andre druer. Og derfor ses Mourvèdre også ofte sammen med specielt Grenache samt Syrah i det klassiske GSM blend.

Mourvèdre blandes også ofte sammen med andre klassiske sydfranske sorter som Carignan og Cinsaut.

Sorten blev hårdt ramt af phylloxera epidemien i 1880’erne, hvor den stort set blev udryddet fra mange området, men i områder med sandjord – som fgx Bandol – blev vinstokkene ikke ramt. Phylloxera kan simpelthen ikke overleve i den lette jord, men foretrækker tungere jordtyper som fx ler.

Mourvèdre er ikke verdens nemmeste drue for vinproducenterne, da den kræver stor tålmodighed. Det tager således lang tid for en vinstok at give druer af god kvalitet, typisk skal der gå 5 år inden vinstokkene giver deres første høst.

Sorten modner også sent … er faktisk en af ​​de sidste, der plukkes. I Provence omkring Bandol plantes Mourvèdre bevidst på varmere, sydvendte skråninger for at fremskynde modningsprocessen, mens Syrah og Grenache plantes på køligere, nordvendte skråninger.

Duftmæssig har Mourvèdre typisk aromaer som brombær, violer og et strejf af stald. Vinen er rig på tanniner og syre. Typisk har smagen syrlige brombær, søde sveskeblommer, grillet kød, urter og lakrids. Ung Mourvèdre kan være grov i udtrykket, men udvikler kompleksitet med lagring.

2018 Babylonstoren, Mourvèdre Rosé, Western Cape, Sydafrika

2018 Babylonstoren, Mourvèdre Rosé, Western Cape, SydafrikaBabylonstoren laver skam også – helt i tidens ånd – en lille rosévin, nemlig denne Mourvèdre Rosé, som er næste i rækken.

Den er lavet på ren Mourvèdre, hvor druerne i forbindelse med presning får kort skindkontakt inden en kold gæring 3 uger i rustfrie ståltanke. Derefter lagrer vinen så med bærmen i ståltankene 3 måneder inden aftapning på flaske.

Igen en lækker duft … masser af lyserøde bærfrugt, jordbær, hindbær, ribs og rosenblade. Smagen er tør med lyse bær, pænt med citron, virkelig frisk … oppe på tæerne, meget tør og har en snert af lidt tanniner, grape, jern og syrlige bolsjer. Det er en fin rosé, ukompliceret, tør og frisk … godt med syre og nerve.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 123,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Domaine de Saint Siffrein, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2016 Domaine de Saint Siffrein, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigAlle gode gange 3 … og sidste vin i trioen fra Domaine de Saint Siffreinar var denne røde 2016 Châteauneuf-du-Pape.

Vinen er lavet på 65% Grenache, 15% Syrah, 15% Mourvèdre og 5% Cinsault, alle høstet manuelt med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

I vinkælderen har vinen gæret 21 dage med maceration i store betontanke, hvorefter 50% af vinen er lagret 12 måneder i store egetræs foudres og resten i betontankene. Derefter lagrer vinen yderligere 12 måneder i rustfrie ståltanke inden aftapning på flaske.

Næsen er virkelig animalsk … gæret, mælket og flæsket. Der er både drikkeyoghurt, mørke bær, modne marmeladefede blåbær, hindbær, sorte oliven, tobak, bacon, flæsk, peber, våde fade, bagepulver, lidt vanilje og samlet stor, tæt, fed og kraftig Châteauneuf-du-Pape.

Smagen er blød, fed og cremet … en ordentlig mundfuld, men med en nålespids, syrlig nerve. Der er tørt med kul, tjære, jernbanesveller, tydelige og buttede tanniner, som sætter sig rundt i munden med drys fra peberkværnen og måske en smule heat fra alkoholen … dekanter derfor gerne vinen et par timer.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Luddite Wines, Saluez le Saboteur Red, Western Cape, Sydafrika

2015 Luddite Wines, Saluez le Saboteur Red, Western Cape, SydafrikaJeg har tidligere smagt den røde sabotør – Saluez le Saboteur – fra Luddite Wines i en årgang 2016. Dengang var jeg begejstret, og det bliver ikke mindre med denne årgang 2015 af vinen, hvor inspirationen fra Nordrhône er meget tydelig.

Saboteur består i denne årgang af 77% Shiraz, 11% Mourvédre, 9% Cabernet Sauvignon og 3% Cabernet Franc, men blendet varierer lidt fra år til år.

Druerne kommer fra 3 forskellige vinmarker og er høstet over en periode fra 17. februar til 3 marts. Alle druer håndplukket, ingen kunstgødning eller kemikalier.

Vinen er lavet første gang i årgang 2009 og Niels sigter efter en moderne vin med lidt referencer til Rhône … og det må man sige, at han lykkes ret godt med, men mere om det lige om lidt.

Cabernet Sauvignon, Mourvedre og Cabernet Franc druerne har gæret i åbne gæringskar af eg med regelmæssig punch-down, men Shiraz druerne har gæret i rustfrie ståltanke og efterfølgende gennemgået malolaktisk gæring i egetønder.

Vinen er også lagret 12 måneder på barriques, heraf 50% nye fade og først derefter er vinen samlet aka blandet. Det er første år med andel af Cabernet Franc. Der er lavet 30.000 flasker af vinen … de fleste med korkprop, men også en del med kapsel som vi kender fra øl eller sodavand. Denne her er forsynet med en god gammeldags korkprop.

Næsen er dyb, fed, mørk som en kælderskakt, masser af krop, sorte bær, solbær, blåbær, blommer, enebær, masser af fed modenhed, en smule engelsk lakrids, mælkede noter, yoghurt, bacon og flæsk og klare Rhône referencer samt en kæk, lille syrlig nerve.

I munden er der masser af saft og kraft, frugten fed, svulstig, rå og tæt. Der er pænt med sødme, vanilje og mælkechokolade, men det er egentlig uden at miste elegancen. Samtidig er vinen blød som bare fanden med et tørt bid … det smager virkelig godt. Det er klart 5 fede, fedtede fingre med klar pil op.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 215 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Speciale Coralie & Floriane, Rhône, Frankrig

2016 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Speciale Coralie & Floriane, Rhône, FrankrigChâteauneuf-du-Pape Cuvée Speciale Coralie & Floriane er den absolutte topklassevin hos Domaine de Pignan … en sand lille og smuk Châteauneuf-du-Pape perle.

Druerne til vinen kommer fra en lille 1 hektar vinmark, hvor der står nogle tussegamle stokke … 130 år gamle Grenache stokke, 100 år gamle Mourvèdre stokke samt 80 år gamle Syrah stokke. Vinen er lavet med en 1/3-del af hver af disse sorter og med en lang maceration på 25-30 dage samt temperaturstyret gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret omkring 18 måneder i nye barriques..

Sikke en sindssyg duft … sikke en dybde. Det er en fed og kødfuld vin med kraft, og den er langt federe og med flere fadnoter end husets almindelige Châteauneuf-du-Pape Cuvée Traditionelle.

Der er flæsk, røget bacon, kanel, rå-lakrids og lakridskonfekt, jod, blæk, nogle mælkede noter samt lidt vanilje, mens frugten er solbær, blåbær og sorte kirsebær.

Og den smager lige sådan … det er bare en monsterlækker vin, dyb og intens. Jeg drikker og glemmer egentlig at skrive. Nyder bare vinen, for ord er egentlig overflødige, for det er bare godt. Det er cremet og silkeblødt, solbær, modne kirsebær og saftige blommer. Det løber nærmest ned af hagen ved mundvigene. Nam.

Vinen er tæt og der er lidt peber, lakrids, vanilje, bløde tanniner og ellers bare total zen. Det er 6 frække fingre fra Houlberg og så endda med pil op. WAOW.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Traditionelle, Rhône, Frankrig

2016 Domaine de Pignan, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Traditionelle, Rhône, FrankrigChâteauneuf-du-Pape Cuvée Traditionelle fra Domaine de Pignan er næste vin i glasset … en ærketypisk og lækker neuf i den absolut bedre ende.

Det er husets mest centrale vin, som kommer fra 80 år gamle vinstokke og i denne årgang 2016 lavet på 64% Grenache, 13% Mourvèdre, 12% Syrah og resten et mix af Cinsault, Counoise, Terret Noir samt Vaccarèse.

Vinen er lavet med 15-21 dages maceration og temperaturstyret gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på en kombination af betontanke og store egetræsfouders.

Sikke en dejlig Rhône næste med sorte og let gærede bær, flæsk, bacon, mælkede mejeri noter, yoghurt … det dufter da for vildt godt. Der er solbær, lidt lakrids, jernbanesveller, vanilje, mælkechokolade, svage og fine krydderier, virker utrolig balanceret, mørk og intens. Det virker ikke som en fed Châteauneuf-du-Pape, men omvendt heller ikke en af de lettere … bare sådan midt i feltet med masser af kvaliteter.

Uha, hvor det smager godt. Det er silkeblød Châteauneuf-du-Pape med sorte bær, solbær, kirsebær og morbær, dyb engelsk lakrids, lakridskonfekt, kul, tjære, vanilje samt virkelig tørre tanniner, som dog samlet set er fint integreret i vinen. Der er en lille koket syrlighed, frisk frugt og sammen med de mørke elementer, så giver det en superfin Châteauneuf-du-Pape. Det er klart 5,5 fingre med pil op.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Gemtree Wines, Small Batch Mataro, McLaren Vale, Australien

2018 Gemtree Wines, Small Batch Mataro, McLaren Vale, AustralienMellem de biodynamiske plovfuger hos Gemtree Wines står der nogle ældre Mataro aka Mourvédre stokke, som har dannet baggrund for denne Small Batch Mataro.

Vi bliver atter ikke forkælet af husets informationer om produktionen af vinen … ja faktisk har jeg slet ikke kunnet finde nogle. Så derfor er der jo intet andet for end at springe hovedkulds ind i smagsnoterne.

Igen kommer de biodynamiske trækninger frem i mundvigene, som dermed vender klart glad opad. Landlig, bondsk, animalsk som bare pokker, tonsvis af mørke, gærede kirsebær, brombær, syrlig nerve, lidt kakao, mælkechokolade, vanilje, men uden marmelade eller syltetøj på nogen måder … bare ren, koncentreret og elegant.

Smagen er blød, frugten klart til den syrlige side med masser af nerve, tanniner, peber. Der er kirsebær, hindbær, brombær, meget ren og direkte frugt, mens det hele leveres blødt, cremet og så alligevel med et frisk og syrligt bid. Def er klare tanniner, der udtørrer munden og sætter sig på fortænderne.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 337,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Gemtree Wines, Phantom Red Blend 9, McLaren Vale, Australien

2018 Gemtree Wines, Phantom Red Blend 9, McLaren Vale, AustralienPhantom Red Blend 9 hedder næste vin fra Gemtree Wines og det er et stort step op … en lille perle lavet på 76% Mataro aka Mourvèdre og 24% Cabernet Sauvignon med masser af biodynamisk karakter.

Gemtrees Phantom Red Blend er der heller ikke de store oplysninger om, men det er også et blend, som varierer fra år til år … og tidligere årgange har bl.a. indeholdt Petit Verdot og Cabernet Franc. Det ser også ud til, at den flotte etiket er forskellig fra år til år. Nå, men igen springer vi fluks til smagsnoterne.

Nååååå, nu begynder Gemtree Wines for alvor at  vise, at det virkelig et et biodynamisk vinhus, for det dufter for sindssygt … masser af bio kant, prut, mødding, nytårskrudt, sure og gærede kirsebær, grafit, lidt lakrids … frisk, landlig, bondsk og for fanden, hvor er det charmerende.

Smagen er også frisk, men har dybde, tyngde og er virkelig blød, cremet og rund. Syren viser samtidig skarpe tænder, vedkommende og præcist. Frugten er frisk og drilsk, fint med bid, tynde tanniner, som udtørrer munden og slutter med lidt bitterhed. Med lidt luft samt varme i glasset kommer også en let sødme.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 337,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Gemtree Wines, Cinnabar Grenache Shiraz Mataro, McLaren Vale, Australien

2018 Gemtree Wines, Cinnabar Grenache Shiraz Mataro, McLaren Vale, AustralienGemtree Wines laver også en vaskeægte GSM vin, altså en vin på Grenache, Syrah og Mourvèdre. Hos de skøre, biodynamiske australiere på Gemtree hedder vinen Cinnabar Grenache Shiraz Mataro.

Igen bliver man ikke overvældet over informationerne om vinen på husets hjemmeside, men blendet består for årgang 2018 af 62% Grenache, 32% Shiraz og 6% Mourvèdre. I 2017 var det 40% Grenache, 33% Shiraz og 27% Mourvèdre, men tallene året før lød på 45-40-15%, så det varierer altså lidt fra år til år. Vi springer så bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Cinnabar GSM er – som forrige vin – en lysere og syrlig vin fra Gemtree, pænt med grønne noter, men er klart mere tilgængelig end forrige Uncut Shiraz. Der er ribs, tranebær, mirabeller, fennikel, lidt vanilje, pænt med urter samt en lille disket sødme.

Smagen er også mere fyldig, men fortsat til den lettere og lysere side, men samtidig med mere tyngde og bedre balance. Der sniger sig lidt sødme ind, blommer, lakrids, spejderhagl, urter, mere krop og det smager rigtigt fint og nærmest europæisk i stilen.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 218,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Domaine de Pignan, A l’Ombre de l’Olivier Rosé, Rhône, Frankrig

2018 Domaine de Pignan, A l'Ombre de l'Olivier Rosé, Rhône, FrankrigI mit vinkøleskab ligger der et par Châteauneuf-du-Pape’er fra Domaine de Pignan og venter på mig … to røde og en hvid, men de har også en afart af en søster, nemlig denne småblege A l’Ombre de l’Olivier Rosé.

Domaine de Pignan hed oprindelig Domain Pécoul og blev grundlagt tilbage i 1855 af Antoine og hans hustru Sophies Pécoul, hvor de købte 5 hektar i ved Châteauneuf-du-Pape, men vinproduktionen var dengang primært til eget brug og salg i flasker var heller ikke normalt dengang.

Deres søn François Pécoul fortsatte i 1920’erne med at lave vin fra vingården og han plantede også flere vinstokke og udvidede med flere marker. Det arbejde fortsatte hans to sønner Louis og René Pécoul i 1950 og et stykke senere i 1960’erne startede brødrene  også med at sælge husets vine i flasker.

I dag er det brødrenes nevø Frédéric Charvin, som driver vingården i Châteauneuf-du-Pape. Han overtog driften i 1989 og navngav også vinhuset Domaine de Pignan

Han driver sammen med sin familie i dag 15 hektar vinmarker med et udvalg af de typiske druesorter i Châteauneuf-du-Pape. Alle Domaine Pignans parceller ligger i det berømte område La Crau, som er har nogle af de absolut bedste marker i Châteauneuf-du-Pape.

Den gennemsnitlige alder på vinstokkene er 60 år, men til deres fantastiske topvin Châteauneuf-du-Pape Cuvée Coralie & Floriane kommer druerne fra en 3 hektar vinmark, hvor stokkene er over 130 år gamle, hvilket er meget exceptionelt.

Her smager vi ikke en ægte Châteauneuf-du-Pape, men derimod en Vin de France rosé med navnet A l’Ombre de l’Olivier Rosé, som er lavet på 40% Carignan, 30% Grenache, 10% Syrah, 10% Mourvedre og 10% Cinsault.

Druerne er efter høst presset i pneumatisk presse, hvorefter vinen gærer ved 14-16 grader i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen også lagret i tankene en periode sur lie for at give en smule fedme.

I glasset er vinen pænt bleg laksefarvet, mens næsen byder på jordbær, masser af jordbærgrød, boysenbær, granatæbler, tranebær og er en snert parfumeret. Det er samtidig både bolsjer og engelsk Basset vingummi og en lidt sjov krydret note.

I munden er der pænt med grape samt lidt sødme, godt med røde bær, mest jordbær. Det er en okay frisk vin, fin balance og niveauet over mange kønsløse rosévine.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske normalt koster 89 kr., men pt kan fås på tilbud til 63,95 kr.

 Vinanmeldelse 4/7

2012 Bodega Trenza, Trenza Family Collection, Murcia, Spanien

2012 Bodega Trenza, Trenza Family Collection, Murcia, SpanienUnder appellationen DO Yecla i Murcia vinregionen i Spanien … og med base i ferieparadiset Fuengirola i Malaga går der to ærkedanske brødre rundt og laver vin. Det er brødrene David og Jonas Tofterup, som driver Bodega Trenza og derfra smager vi denne Trenza Family Collection.

De stammer begge fra Esbjerg, men emigrerede til Spanien som teenagere sammen med deres forældre. Deres far Kurt skulle nemlig være med til at åbne en bankfilial for Varde Bank i Malaga.

Senere kom David som 19-årig i lære som vinkyper, og det fik også lillebror Jonas til at gå i broderens fodspor. I dag er Jonas Master of Wine, mens David er uddannet vinmager og har arbejdet hos vinhuse i både Spanien, Frankrig, Chile og USA.

Jonas arbejder i dag også eksportchef for det chilenske vinfirma Viña Valdivieso, underviser på Iberian Wine Academy og er flying winemaker på Frederiksdal på Lolland.

David startede sin vinkarriere i Danmark på vinkyper uddannelsen hos Taster Wine. I 1998 rejste han ud i verden og har arbejdet hos Nicholas Hammeken, Mont Marçal  i Penedés, Lestage-Simon i Bordeaux og Viña Tarapaca i Chile og Foley Vineyards i Californien.

De to brødre startede Bodega Trenza i 2004. Det var David, der som den ældste var foregangsmanden, for Jonas gik fortsat i skole på det tidspunkt, men kunne tage fri fra skolen i de perioder, hvor der var mest travlt på vingården.

Siden 2004 har de sammen lavet vine fra appellationen DO Yecla, men jeg kan ikke se, om det sker med opkøbte druer eller med druer fra egne marker. Umiddelbart gætter jeg på det første … men det er med specielt fokus på Monastrell,  Cabernet Sauvignon, Shiraz og Garnacha.

Under navnet Bodegas Trenza laver brødrene 3 forskellige vine, nemlig La Nymphina, Z Strand og denne Family Collection, som er lavet på 56% Monastrell, 26% Cabernet Sauvignon, 14% Shiraz samt 4% Garnacha.

Druerne kommer fra 45-50 år gamle vinstokke på marker i Campo Arriba i DO Yecla. Shiraz og Garnacha druerne er høstet i slutningen af september, og Monastrell og Cabernet er først høstet i anden uge af oktober. Efter afstilkning blev 25% af mosten fjernet, så de resterende druer har givet mest mulig farve og aroma.

Der er herefter sket en kold maceration i 4-5 dage, hvorefter vinen har gæret 16-25 dage efterfulgt af en lagring i 28 måneder på en blanding af 228 liter og 500 liter franske egetræsfade. Vinen er kun filtreret let inden aftapning på flaske.

Hvor dufter vinen dejligt … fed, mørk og sødkrydret med jordbær, solbær og modne blommer, mælkechokolade, kakao, vanilje, kanel, allehånde, lidt mælkede noter, pæn sødme, lakridskonfekt, tør eg og en lille bitte syrlighed og ganske svagt en smule trøffel.

Smagen er også fyldig, kraftig, fed, rund, cremet og har masser af krydderier, blæk, jern og nogle bitre noter. Smagen også klart nogle blomstrede elementer og masser af tanniner, der som kampklædte soldater angriber mundhulen med en helt bataljon. Det er frugtrigt, krydret, lidt pebret og med en tør sødme.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7