Tag-arkiv: Baden

Baden er en af Tysklands 13 vinregioner – Anbaugebiete – og en lang en af slagsen, da den strækker sig hele 400 kilometer parallelt med Alsace og helt ned til den schweiziske grænsen og breddemæssigt over mod Franken i øst som en del af delstaten Baden-Württemberg.

Baden er én af de store vinregioner i Tyskland med knap 15.900 hektar vinmarker og samtidig den varmeste af vinregionerne, da området ligger godt beskyttet af Schwarzwald  skoven og Vogesbjergene mod vest.

Derfor er vinene fra Baden også ofte fyldigere og har mere alkohol end i de andre tyske vinregioner. Underområdet Kaiserstuhl regnes som det varmeste og bedste område i regionen og er yderligere begunstiget med en vulkansk undergrund.

Samlet findes der 9 underområder eller subzoner i Baden, nemlig:

  • Tauberfranken
  • Badische Bergstrasse
  • Kraichgau
  • Ortenau
  • Breisgau
  • Kaiserstuhl
  • Tuniberg
  • Markgräflerland
  • Bodensee

Ses der på vinproduktionen, så er Baden fortsat præget af mange kooperativer … der findes omkring 100 kooperativer, som samlet står for 85% af regionens samlede vinproduktion på i alt 1,1 millioner hektoliter vin.

De mest dyrkede sorter i Baden er primært burgunder sorterne, altså Spätburgunder, Grauburgunder,  Weißburgunder, men derudover fylder Müller-Thurgau godt, mens Riesling ikke spiller helt så stor rolle i Baden.

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandVi skulle til Vinvärkets smagning også ha’ mere Franz Keller og endda med lidt alder i form af denne 2014 Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder Große Gewächs.

Kirchberg marken ligger en smule syd for Oberrotweil og er en mark, der både er mere udsat for vejret og samtidig har større andel af sten, basaltisk vulkansk undergrund og kalksten, hvilket gør, at vinene herfra har et lidt køligere udtryk end vinene fra fx Schlossberg og Eichberg.

Keller har en 0,8 hektar syd/sydvestvendt parcel på Kirchberg marken, hvor Franz Keller tilbage i 1975 plantede franske kloner af Pinot Noir. Derudover dyrker Keller i dag også lidt Chardonnay på marken og disse vinstokke blev plantet i starten af 1990’erne.

Salwey har også parceller på marken. Marken har sit navn efter en klosterkirke i et tidligere nonnekloster fra middelalderen.

Denne Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder Große Gewächs er lavet helt traditionelt med 20-30 dages gæring og maceration, som er efterfulgt af lagring 18 måneder på barriques … både nye fade samt fade, der er brugt 1-2 gange tidligere.

Det er en vin, som jeg har smagt og skrevet om tidligere. Normalt anmelder jeg ikke den samme vin to gange, men det er dog over 3 år siden … og Keller er bare så godt, så derfor giver det totalt mening med en reprise med mine nye smagsnoter.

Herlig klassisk, animalsk næse med hestestald, våde hund, flæsk, våde fade, dyb kanel og vanilje, lidt mælkede aromaer, hindbær, jordbær, røde bolsjer, urter, lidt blomster og vitterlig også knap så let og samtidig mere kølig stål, jern og kul end fx hos Kellers Eichberg. Det er virkelig elegant, subtil og samtidig meget imødekommende med pirrende og lækker vellyst.

I munden er vinen heller ikke helt så rund som hos Eichberg, men virker faktisk mere grøn og endda meget ung endnu. Der er nemlig masser af frisk, syrlig, ren og lys frugt, rabarber, ribs, kirsebær med en lille bitterhed. Den grønne side er lidt mindre, end da jeg smagte vinen i 2017, men den giver fortsat en lidt burgundisk side, hvilket så suppleres med andre tertiære elementer, lidt chokolade, røg, tobak, streng, syrlig, præcis og stjernegodt.

Forhandles herhjemme af Vinvärket, hvor en flaske koster 479 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Weingut am Klotz, Kalk und Löss Spätburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut am Klotz, Kalk und Löss Spätburgunder, Baden, TysklandNæste vin delte vandene en smule til vinsmagningen med Vinvärket, men det er sgu ellers et virkelig spændende projekt, et joint venture mellem Fritz og Friedrich Keller fra Franz Keller Schwarzer Adler samt Herbert og Steffen Reinecker fra det lille Sektkellerei Reinecker i Auggen i Markgräflerland i den sydlige del af Baden. Vi starter med at smage deres 2018 Kalk und Löss Spätburgunder.

Weingut am Klotz ligger en tak sydligere end Sektkellerei Reinecker i Auggen, nemlig lidt udenfor byen Istein i det sydvestligste hjørne af Baden lige tæt på både Frankrig med vest og Schweiz mod syd. Der er vingården placeret ved bjergryggen Isteiner Klotz mellem landsbyerne Istein og Kleinkems i Lörrach-distriktet.

Terroiren trækker tråde millioner år tilbage og har en undergrund, der er  kendetegnet ved koralkalksten, masser af flint og en natur, der ikke kan findes andre steder. Læg dertil en række pænt gamle vinstokke på de burgundiske sorter Pinot Noir aka Spätburgunder og Chardonnay, den schweiziske Gutedel – også kendt som Chasselas – og endda også lidt Cabernet Sauvignon.

Vinhuset er grundlagt i 2019, hvor begge familier købte vingården og lejede en del eksisterende marker. I starten var det beskedne 1,5 hektar, men målet er et sted mellem 8-10 hektar. Købet er alene sket ud fra de to familiers fælles kærlighed til vin. Det er vinen, der former deres liv og driver dem.

Alt drives naturligt … både i markerne og i vinkælderen, hvor man forsøger med så lidt indgriben som muligt. Det betyder også, at de  begrænser brugen af svovl og undgår filtrering af vinene.

Denne 2018 Kalk und Löss Spätburgunder er husets basisvin aka entrance Pinot Noir, hvor druerne kommer fra en marker bestående af kalksten, da ønsket med vinen er et  klart burgundiske udtryk. I vinificeringen er der blevet brugt en mindre del af helklaser for at skabe en balance mellem frugt og mere komplekse noter. Vinen modnes i brugte barriques i et år.

Der er i næsen lidt svedig bio-prut, krudt … meget landlig animalsk med jordbær, hindbær, appelsinskal, mælkede noter, yoghurt, noget maling, grønne grene, nelliker, lidt eg og samlet syrlig, ekstremt frisk og småvild. Med lidt luft i glasset letter noget af det animalske og dermed står vinen frisk, grøn, let og syrlig.

Sådan smager vinen nærmest også … vild, syrlig og frisk med masser af sten, flint, jern og mineraler, ribs, rabarber, en hård tannisk kant og ellers svagt vandet, så mangler lidt normal Baden dybde. Men for pokker, hvor er der potentiale, men skal bare lidt tøjles lidt. Spændende.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Schlör, Oberer First Weissburgunder GG, Baden, Tyskland

2018 Weingut Schlör, Oberer First Weissburgunder GG, Baden, TysklandDer kom mere tysk Große Gewächs i glasset, for næste vin var nemlig denne Oberer First Weissburgunder GG fra det lille familiedrevne Weingut Schlör i byen Reicholzheim nær floden Tauber i Tauberfranken … i det nordøstligste hjørne af vinregionen Baden.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere … det skal jeg spare jer for denne gang. I stedet dykker vi nærmere ned i denne Oberer First Weissburgunder Große Gewächs, hvor Weissburgunder aka Pinot Blanc druerne selvfølgelig kommer fra Oberer First marken.

Druerne er plukket med håndkraft ved omkring 96° Oechsle og så lavet med kølig spontangæring med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret … heraf en del i ståltankene og en del i brugte 500 liter egefade. Der laves kun 800 flasker af denne vin årligt.

Allerede i næsen fornemmes det, at det er mere tyktflydende Weissburgunder … masser af krop og goddaw. Der er både tropisk frugt med ananas, mango og papaya, en æbletærte, pærer, kvæde, pænt med aftryk fra sødbrændte fade, ristede noter, nødder samt honning og vanilje. Der er skrald på og det er ikke hver dag, at man oplever Pinot Blanc med så megen sul på kroppen.

Smagen følger med i samme spor … cremet, blød med både grønne og søde krydderier, lidt gran, peber, røget og masser af grønne urter, lidt lemon og grape. Vinen er smagsmæssigt også tyktflydende med krydderier, en markant og krydret syre, men virker også en ganske lille smule lukket i nogle af aromaerne.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Blanc de Blancs Brut, Baden, Tyskland

2017 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Blanc de Blancs Brut, Baden, TysklandForleden var jeres flittige vinblogger til vinsmagning med de tre gæve gutter fra Vinvärket og der startede de totalt i god stil med at servere lidt bobler, nemlig denne 2017 Blanc de Blancs Brut fra Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

Dét vinhus har jeg skrevet om utallige gange og endda besøgt tilbage i august 2016. Men det kan du jo eventuelt selv læse om i mit lille blogindlæg; Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

I stedet kigger vi bare lige nærmere på denne Blanc de Blancs Brut, der er lavet på 100% Chardonnay og selvfølgelig lavet efter den helt klassiske champagnemetode med andengæring i flasken. Vinen har lagret i kælderen siden slutningen af 2017 og så frem til juli 2020, hvor den er degorgeret med en dosage på 4 gram pr. liter.

I næsen er det landlige bobler … vild og lettere nøddet med en let drillende grøn note, kaktus, dåsepærer, friske æbler, gær, rugbrød, blomster og så en snert tropisk frugt, lemon og citroner. Det dufter bare SÅ indbydende.

Det smager samtidig vildt godt med en dejlig blød mousse – blide samt små, fine bobler, som fader hurtigt, men det smager fantastisk, meget cremet og indbydende lækker med en utrolig harmonisk elegant og smagfuld balance. Jammy.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 199 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Peter Wagner, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut Peter Wagner, Spätburgunder, Baden, TysklandWeingut Peter Wagner er en lille familiedrevet vingård, der ligger i den lille by Oberrotweil i Kaiserstuhl. Derfra smager jeres flittige Spätburgunder elskende vinblogger nu husets basis Spätburgunder.

Peter Wagner grundlagde sit vinhus i 2016 efter han havde været kældermester en periode hos det anerkendte Weingut Franz Keller Schwarzer Adler i nabobyen Oberbergen.

Peter Wagner har samlet 7 hektar vinmarker og de fleste har han overtaget fra sin far, men dyrker dem nu biodynamisk, selvom huset ikke er certificeret. Men det betyder, at markerne bl.a. gødes med hestemøg fra egne heste, ligesom der plantes masser grøngødning og jorddække mellem vinstokkene. Dette gør Peter for at undgå udvaskning af næringsstoffer, minimere fordampningen i tørre perioder og ikke mindst for at sikre en høj biodiversitet.

De bedste af markerne er parceller på Henkenberg, Schlossberg, Kirchberg og Eichberg. I de fleste markerne er jorden vulkansk og basaltisk, hvilket er med til at give vinene masser af mineralsk nerve og karakter. Der høstes tidligt med lavt sukkerindhold for at sikre vine med lav alkohol og høj syre.

Dette er med til at fremhæve nerven i vinene og ikke mindst terroiret. I kælderen arbejdes der med spontangæring og minimal indblanding, og der tilsættes blot en lille smule svovl ved aftapning på flaske. Derudover arbejder Peter både med små brugte fade og lang lagring på bærmen.

Vi starter med at smage Peters basis Spätburgunder … en Gutswein, hvor druerne kommer fra de vulkanske marker omkring Oberrotweil og så er vinen lavet med spontangæring og efterfølgende lagring på brugte fade.

Vinen har en meget dejlig og lidt vild aroma … faktisk svag klassisk Spätburgunder med jordbær, kirsebær, måske endda lidt Amarena kirsebær, stor saftighed fornemmes sammen med grønne noter, urter, krudt, egetræ, kanel, nelliker og rosenblade.

Smagen er meget ren og direkte med fin lethed, igen jordbær, kirsebær samt en krydret syre. Der er lidt modenhed over frugten, som virker lys, venlig med lidt kant. Samlet gør det vinen rigtig fin og behagelig og et fint niveau for sådan en Gutswein.

Forhandles af Vinifikant, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2017 Weingut Schlör, Reicholzheimer Oberer First Spætburgunder GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Schlör, Reicholzheimer Oberer First Spætburgunder GG, Baden, TysklandDer kom helt usædvanligt for vor normale byggemøder mer’ Spätburgunder i glassene, for næste var nemlig denne 2017 Reicholzheimer Oberer First Spætburgunder Großes Gewächs med Æ.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere, nemlig da jeg tilbage i april måned smagte deres 2017 Reicholzheimer First Spætburgunder R.

Denne 2017 Reicholzheimer Oberer First Spætburgunder Großes Gewächs, hvor Spätburgunder druerne kommer fra den bedste del af Reicholzheimer First marken … Oberer First med en undergrund bestående af muschelkalk og høstet med en modenhed på 96° Oechsle.

Vinen er lavet med klassisk fermentering og maceration, hvilket er efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 18 måneder på brugte og nye barriques.

I næsen er der sødlig hestestald, grafit, blæk, urter, gran, frugten mørk og moden frugt, jordbær, lyse kirsebær, hindbær, grønne grene og stilke, røg … masser af vildskab og klart Franken karakter.

Det gælder skam også smagsmæssigt, hvor der er grønne, stramme og lyse bær, hindbær, ribs, rabarber … vildt frisk med ung, grøn syre, bitterhed, sten, mineraler og dermed virkelig stringent, ren og direkte i udtrykket. Det smager rasende godt.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 389 kr., men er i øjeblikket på tilbud til 339 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Weingut Laible, Durbacher Plauelrain Am Bühl Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2014 Weingut Laible, Durbacher Plauelrain Am Bühl Spätburgunder GG, Baden, TysklandJeg har tidligere i 2017 smagt en 2015 Durbacher Plauelrain  Spätburgunder fra Weingut Laible og den imponerede mig ingenlunde. Men det gør denne Durbacher Plauelrain Am Bühl Spätburgunder Große Gewächs imidlertid godt og grundigt.

Weingut Laible eller måske rettere Weingut Andreas Laible holder til i Durbach i Baden … og kan nemt blive forvekslet med Andreas’ broders vinhus, som jo hedder Weingut Alexander Laible, hvilket selvfølgelig ikke er helt underligt. De kommer fra samme vinfamilie og har lært at lave vin sammen.

Laible familien har nemlig siden 1672 været vinbønder i 13. generationer, så det var oplagt, at brødrene Andreas og Alexander også skulle være vinproducenter. Og det blev Andreas, der overtog driften af familiens vingård, mens Alexander selv måtte ud at købe en vingård. Alexander på Weingut Alexander Laible er vi faktisk stødt på mange gange her på bloggen med sine vine.

Andreas derimod viderefører Weingut Laible sammen med far senior, der i øvrigt også hedder Andreas for at gøre forvirringen total. Men faktisk hedder den unge winzer Andreas Christian, hvis vi skal være helt korrekte og det gør det måske lidt nemmere.

Andreas Christian og far Andreas ejer samlet omkring 7,5 hektar vinmarker ved Durbach, primært parceller på marken Durbacher Plauelrain … en meget stejl skråning, hvor de bedste parceller er Große Lage markerne  Plauelrain Am Bühl samt Plauelrain-Stollenberg

De laver årligt 45.000 flasker vin, specielt hvidvine på Riesling og Weißerburgunder, men altså også lidt rød, men det er klart de hvide vine, som huset er kendt for. Vinhuset er medlem af VDP, så vinene er helt klassisk opdelt i Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Grosse Lage.

Der er ingen oplysninger om produktionen af vinen … ja faktisk ser det ud til, at de i dag slet ikke laver Große Gewächs Spätburgunder  mere, for prislisten afslører alene Gutsweine og Erste Lage rødvine, mens denne GG vin slet ikke fremgår. Fra Am Bühl marken laver Laible nu kun Riesling, Chardonnay og Grauer Burgunder.

Nevermind … vi springer så direkte på smagsnoterne.

Men det dufter vildt godt … sådan først med en mælket aroma suppleret med flæsk, babyfedme, mørke kirsebær, amaretto bær, brombær, meget ren og luftig i duftene, men også med fadnoter som vanilje og så blomsterpollen, estragon, sten og mineraler. Dermed bliver det bestemt ikke en feminin Spätburgunder, men med en anelse mere tyngde.

Men det hele leveres så blødt og cremet, at du bliver svag i knæene, masser af ren og frisk frugt, kirsebær, brombær med en lille, småsød bitterhed … skaber virkelig et zen øjeblik og smager monstergodt. Det er Spätburgunder, som gør dig afslappet og glad.

Vinene fra Weingut Laible forhandles af Bichel Vine, men denne er ikke i sortimentet og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Baron von Maydell, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Baron von Maydell Spätburgunder, Baden, TysklandBaron von Maydell er et discount mærke fra vinhuset Siegbert Bimmerle i Renchen-Erlach i Baden. De har ikke – som der står på etiketten – lavet vin siden 1693, for Weingut & Privatkellerei Bimmerle er selv grundlagt tilbage i 1936 af Josef Bimmerle. Nå, men vi smager her deres Spätburgunder.

Vinhuset drives i dag af den 3. generation i form af Siegbert Gerold Josef Bimmerle, som dog får hjælp af næste generation, nemlig sønnen Benedikt. De har selv 130 hektar vinmarker, men arbejder derudover sammen med 40 vinavlere, som de har langtidskontrakter med,

De laver over 1 million flasker vin om året … og disse sælges både under eget navn og som fx Baron von Maydell. Det sidstnævnte er et prisbilligt mærke, som bl.a. afsættes gennem Lidl kæden. Men det betyder også, at der aldrig har eksisteret en vingård, der hedder Weingut Baron von Maydell, men vinene sælges fra et særskilt selskab, der hedder Baron von Maydell GmbH.

Jeg har dermed heller ikke kunnet finde oplysninger om produktionen af denne Spätburgunder, men kan dog se, at vinen har 4,6 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der godt med nelliker, virker lidt bondsk eller rustik, frugten lidt mørk, varm og ufokuseret, mest kirsebær suppleret med en lidt grøn og urtet note. I munden er vinen efter min smag alt for sød, klart til den fede, tunge, maskuline, varme side og mangler simpelthen Pinot Noir’ens elegance og syre.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Tyskland kan vinen købes i Lidl for 5,35€ … svarende til 40 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, TysklandJeg har smagt Weingut Franz Keller Bassgeige Spätburgunder et utal af gange og altid været glad. Det blev jeg også, da vores bestyrelsesmøde sluttede med vinen i seneste årgang 2018.

Oberbergener Bassgeige Spätburgunder er en Erste Lage vin, hvor druerne kommer fra en vinmark, som i den grad præger den lille by Oberbergen, nemlig marken Bassgeige, som betyder betyder kontrabas. Det kommer fra, at marken Oberbergener Bassgeige– set fra oven – ligner en kontrabas og derfor har marken fået dette navn.

Vinen er lavet med de bedste druer fra marken og produceret helt traditionelt og lagret på brugte barriques … fade, som har været brugt 2-3 gange tidligere.

Og det dufter sgu ret meget som 2017’eren … animalsk stald, en kølig stil, men med et klart præg fra fadene, kanel, to vaniljekiks, kagecreme, nelliker og så en fin lys og småsyrlig frugt, kirsebær, jordbær, hindbær, granatæbler, virkelig frisk og samtidig med  bolsjesødme, som giver lidt modvægt til syren.

Smagsmæssigt er det en stram, tæt, frisk og præcis Spätburgunder, hvor der er hindbær, meget direkte og ren frugt, jern og mineraler, så derfor smager det tørt, rent, let og elegant. Oberbergener Bassgeige Spätburgunder skuffer ikke … igen bliver Houlberg salig.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Eichberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2012 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Eichberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandHvis forrige vin fik mit hjerte til at foretage en nedsmeltning, så gik det nærmest helt i stå med denne vin … en 2012 Eichberg Spätburgunder Große Gewächs fra Fritz, Friedrich og resten af vinklanen hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler i lille Oberbergen i Kaiserstuhl.

Det er en vin, som jeg har smagt tidligere og sidst var det i en god årgang 2014. Dengang var jeg ovenud begejstret og gav 6,5 houlbergske fingre, men denne er endnu bedre, men alt det skal vinbloggeren nok vende tilbage til lige om lidt 🙂

Weingut Franz Keller Schwarzer Adler er et fabelagtigt vinhus, som derudover også er fantastisk at besøge. De har en utrolig gæstfri imødekommenhed … og så laver de bare lækre vine.

Jeres flittige vinblogger glemmer aldrig besøget hos Fritz og Friedrich i august 2016. Det har jeg beskrevet i blogindlægget Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Jeg har også anmeldt et utal af de mange vine fra Franz Keller her på bloggen.

Denne Eichberg Spätburgunder Große Gewächs er lavet helt traditionelt med 20-30 dages gæring og maceration og derefter lagret på barriques i 16 måneder med en kombination af både nye fade samt fade, der er brugt 1-2 gange tidligere.

Næsen starter med den dejligste klassiske animalske og halvsøde hestestald, et kvart mejeri med mælkede, yoghurtagtige noter, klart fadpræg med kanel, vanilje og frugt som hindbær, jordbær, kul, urter, røg, røde bolsjer, tør jord, svagt lidt blomster og mælkechokolade … virkelig rund og bare så imødekommende, som ind i helvede. Næsen vibrerer af vellyst … hmmmmmm.

Og hvor har alderen dog perfektioneret smagen … mundsmeltende cremet, rund og stønnende perfekt. Der er hindbær, jordbær, ribs og lidt kirsebær, som fortsat er frisk, næsten vild og præcis, men samlet smukt balanceret til højeste zen-niveau. Elsker sgu kombinationen af det cremede, en friskhed i frugten, en okay stram syre, lidt Baden fylde og det modne. Smuk balance. Smuk vin. Sådan skal virkelig fremragende Spätburgunder bare smage.

Forhandles herhjemme af Vinvärket … og de har utroligt nok også denne 2012 Eichberg Spätburgunder GG på lager og tager 549 kr. for en flaske, men det er sgu også smuk, smuk vin.

Vinanmeldelse 7/7