Kategoriarkiv: Store oplevelser

Andre smagninger

Barolo MGA terroir smagning part 2 … fra kommunerne La Morra, Monforte og Serralunga

Menzione Geografica Aggiuntiva – eller blot MGA – er en slags opdeling af subzoner/kommuner og vinmarker i Piemonte lavet i 2010 af det lokale konsortie Consorzio di Tutela Barolo Barbaresco Alba Langhe e Dogliani og alle kommunerne.

Det kan ingenlunde sammenlignes med inddeling af Cru’er i fx Frankrig, men giver en nogenlunde orden på de mange marker i området, hvor flere og flere producenter gennem de seneste år er begyndt at anvende markbetegnelser på deres vine. Man kan vel sige, at MGA’erne giver forbrugeren en større sikkerhed for de købte Barolo’er.

Jacob aka Mr Ruby havde kigget lidt nærmere disse MGA’er og så taget et godt initiativ til at nørde lidt med det til en ny Barolo terroir smagning, hvor vi kunne dykke ned i nogle af disse MGA områder … og så sammenligne vinene og blive en lille smule klogere … måske?

Sidst jeres flittige vinblogger smagte Barolo vine hos Jacob var til tilbage i maj sidste år, hvor vi smagte vin fra 3 forskellige fine Barolo marker, nemlig Ravera, Bussia og Cannubi. Det var i øvrigt den store Bussia mark, der stik imod forventninger løb med sejren. Du kan da læse om smagningen i mit blogindlæg; Barolo terroir smagning … er bedste Barolo fra Ravera, Bussia eller Cannubi?

Vi var samlet 17 deltagere til smagningen … herunder med et par glædelige gensyn med bl.a. baroloelskeren Jesper Stig samt sødeste Sofie fra VildMedVin … og så ellers en flok dejlige mennesker, som alle også var nysgerrige på aftenens tema  … men hvad var også not to like?

Jeg fik mig placeret ved kaptajnbordet … aka bordet med Mr Ruby, hans barolobuddy Jesper, dennes frue, Sofie samt et par unge fyre, der også var skarpe på Barolo. Derefter var vi – spændte som springfjedrene på en madras i et gammelt bordel – klar til at konsumere lækker Barolo.

Menzione Geografica Aggiuntiva

Der er mange delte meninger om MGA systemet i Barolo … vinbønderne er selv ikke helt tilfredse, for et sådant system har en tendens til at tilgodese de bedste vine og nærmest overse de mere ordinære vine.

Så MGA inddelingen forstærker med andre ord udviklingen med anvendelse af marknavne … bare fra 2011 til 2016 er andelen af vine med marknavn steget fra 39% til 57%.

Der er i alt 181 MGA’er, hvoraf 11 er kommuner … og 170 dermed marker. Og dér kommer også en anke mere, for vinmarkerne i de 11 områder er ikke udvalgt på samme måde, for hver kommune skulle selv udpege hvilke parceller/områder, som skulle have en MGA.

La Morra og Serralunga d’Alba har hver 39 MGA’er skarpt forfulgt af Barolo med 37 MGA’er og Castiglione Falletto med 20 MGA’er, Den største MGA vinmark er Bricco San Pietro, der dækker 380 hektar, mens den mindste er Bricco Rocche, der kun dækker 1,5 hektar.

Dermed kan jordbundsforholdene på de store MGA’er være enormt forskellige. Om selvom Castiglione Falletto fx har hele 20 MGA’er, så dækker de samlet alene 25 hektar. Til sammenligning er Bussia omkring 300 hektar.

Smagningen

Vinskribenten Alessandro Masnaghetti er en af dem, som i alle detaljer har skrevet om MGA’erne i Barolo … og to tykke bøger med titlerne Barolo MGA Vol. 1 og Barolo MGA Vol. 2 vidner om, at det virkelig er et område, som man nørde i … og derfor startede Jacob også smagningen med at vise os de 3 MGA’er La Morra, Monforte samt Serralunga på Masnaghettis 360 grader online Barolo kort.

En virtuel tur, hvor Masnaghetti har kortlagt, hvor de forskellige vinproducenters marker ligger på de forskellige parceller og lavet med 360 grader view, zoom og et fantastisk detaljegrad.

Vi fokuserede kort på de 3 MGA’er, som var i spil denne aften, nemlig La Morra, Monforte og Serralunga. Der var 4 vine fra hvert af disse 3 områder og de repræsenterede samtidig 11 forskellige marker.

Jeg har ledt efter en oversigt, hvor de 170 forskellige MGA marker er listet op i hvert område, men kan ikke finde en sådan på nettet, hvilket pisser mig lidt af. Den er sikkert i Alessandro Masnaghettis bog … men hvorfor er en sådan liste ellers så svær af finde på fx internettet? Når jeg finder en, så skal jeg nok bringe den her på Houlbergs Vinblog. I promise.

Den overordnede opgave for deltagerne denne aften var at spotte, om vinene kom fra enten La Morra, Monforte eller Serralunga, mens vi sekundært selvfølgelig også skulle forsøge at gætte producenten. Alle vinene blev hældt op i glassene, mens vi ikke var i lokalet og inden vi  gik i gang så fortalte Mr Ruby lige kort om nogle af de karakteristika, som hvert område har.

La Morra

Det er områdets højest beliggende by i det nordvestlige hjørne af Barolo området. De syd/sydøst vendte skråninger under La Morra skaber fantastisk Nebbiolo, som er mere let tilgængelig som ung og ofte med et floralt strejf. De mest imødekommende vine i aftenens lineup.

Monforte d´Alba

Monforte ligger i den sydlige del af området, hvor vinmarkerne er langt mere varieret … og hvor Bussia fylder meget på grund af sin størrelse. Vinene fra Monforte har måske lidt mere dybde, mere varme i stilen og måske endda med et strejf af lidt chokolade.

Serralunga

Området ligger i en del mod øst og leverer klart de mest tanninrige vine denne aften. Jordbunden her består af sandsten og er meget fattig, så vinstokkene skal søge megetdybt for at finde næring.

Med disse få rettesnore gik vi så i gang … 3 sæt med 4 vine i hvert sæt og det betød, at aftenens vine dermed kom til at se sådan her ud i den rækkefølge, som vi smagte vinene:

Resultatet og vinderne

Skal vi først kigge på den primære udfordring med at spotte, om vinene kom fra enten La Morra, Monforte eller Serralunga, gik ret godt. Jeg havde selv 10 ud af 12 rigtig og det gjaldt vist hos store dele af deltagerne, selvom en kæk kommentar om, at Conterno Fantino havde flyttet alle sine marker til Serralunga fik hele forsamlingen til at grine.

Vinderen målt på højeste gennemsnit blev måske lidt overraskende Giovanni Manzone, men også Rattis høje placering havde jeg heller ikke selv set komme. Dermed kom top 5 til at se sådan her ud.

  1. 2015 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere – 95,5
  2. 2015 Parusso, Barolo Bussia – 94
  3. 2015 Renato Ratti, Barolo Conca – 93,8
  4. 2015 Michele Chiarlo, Barolo Cerequio – 93,7
  5. 2015 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera – 93,7

Min egen top 5 så selv lidt anderledes ud:

  1. 2015 Parusso, Barolo Bussia – 97
  2. 2015 Voerzio Martini, Barolo La Serra – 97
  3. 2015 Renato Ratti, Barolo Conca – 96
  4. 2015 Michele Chiarlo, Barolo Cerequio – 95
  5. 2015 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere – 95

Det passer meget godt med, at jeg simpelthen elsker Parusso, Voerzio og Chiarlo, men både Manzone og Ratti var simpelthen i topform denne aften. På min egen 6. plads kom Elio Grasso lige efterfulgt af Conterno Fantino.

Ud af de 12 vine, så havde jeg smagt 4 af vinene tidligere, så der har jeg selvfølgelig bare linket til mine gamle smagsnoter og ratings, men hverken smag eller min rating af disse var meget anderledes end første gang. De øvrige anmeldelser og beskrivelser har jeg selvfølgelig også linket til ovenover.

Samlet blev det igen en monstrøs vinaften extraordinaire … så en stor tak til Mr Ruby for at sætte en sådan smagning op. Det var ret enestående at smage 12 top Barolo vine fra 3 områder målt op imod hinanden. I starten virker vinene ens … men hurtigt kommer alle de små, finurlige forskelle op og man finder hurtigt frem til, hvad man bedst kan lide og omvendt.

Vi sluttede som de andre aftener med lidt ost og brød … og dertil selvfølgelig lidt af slanterne fra blindsmagningen. Jeg nåede dog kun et lille glas Chiarlo inden fruen holdte udenfor klar til at hente og høre mine røverhistorier om alle vinene og det herlige Barolo selskab. Tror ingenlunde, at hun hørte efter.

Andre smagninger

Best Riesling Alsace 2020 … og Houlberg smager og vurderer vinderne

For anden gang i Danmark er der afholdt Best Riesling Alsace … en udvælgelse af de 30 bedste Riesling fra Alsace valgt ud mellem ikke mindre end 100 tilmeldte vine. Og jeres flittige vinblogger har selvfølgelig testet vinderne … eller 27 af dem.

Det gjorde jeg også sidste år, hvilket du kan læse mere om mit blogindlæg Houlberg kårer bedste Alsace Riesling … sammen med en lille jury. De 100 tilmeldte vine var i alle prisklasser fra forskellige producenter og ikke mindre end 65 af vinene var fra Grand Cru marker og 58 af de tilmeldte vine var enten økologiske eller biodynamiske.

Det var et dommerpanel af 8 rutinerede vinfolk, som havde smagt de 100 vine og udvalgt de 30 bedste, bl.a. sommelier Nina Højgaard Jensen, Mads Jordansen, Frederik Kreutzer og andre kyndige, kompetente vinnørder.

Da næsten alle de udvalgte var havnet hos jeres private vinblogger, hvorfor så ikke teste dem blindt for at finde de 3 vine, som kunne indtage podiet som de allerbedste af de allerede bedste?

Som i dommerpanelets kåring af de 30 bedste Alsace Riesling, så blev alle vinene her også smagt blindt uden nogle ydre kendetegn på flaskene … så som halsfolie. Men i stedet for 100 point-skalaen, så skulle vinene blot bedømmes efter Houlbergs helt egen 7 Thumbs Up skala … det skal jeg nok vende tilbage til.

Inden skal vi dog lige kaste et blik på Alsace og jeg vil først kigge generelt på Alsace og områdets store fokus på Riesling. Da hele 58 af de samlede 100 vine enten var økologiske eller biodynamiske, så kigger jeg også nærmere på, hvorfor dette i dag fylder så meget i Alsace. Sidst måske lidt om Alsace som turistmål?

Alsace og Riesling

De fleste – vinkendere eller ej – kender Alsace på grænsen mellem Frankrig og Tyskland og lige mellem bjergkæderne Vogeserne og Schwarzwald … det smukke gamle tysk/franske område med små, bedårende byer med gamle bindingsværkshuse, storkereder og selvfølgelig masser af hvidvin.

Du har måske endda selv kørt på Route des Vins d’Alsace … den 170 kilometer lange og smukke vinrute, som snor sig gennem hele Alsace og forbi nogle af de bedste vinproducenter og områder.

Alsace er perfekt til dyrkning af vin … ligger i læ af Vogeserne og har et tørt, et solskinsrigt klima og en kompleks jordbundsforhold. Der produceres da også årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og heraf er 90% hvidvine på de mest udbredte sorter som Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat d’Alsace, Pinot Gris og Gewurtztraminer.

Der har været dyrket vin i Alsace i hvert fald siden det første årtusinde, og i Middelalderen var vinene fra Alsace blandt de mest anerkendte og siden 1400-tallet har broderskabet Confrérie Saint-Étienne på Château de Kientzheim bestræbt sig på at garantere og promovere Alsace-vinenes omdømme.

Jordbunden i Alsace er meget sammensat, men der er både granit, kalksten, gnejs, skifer, sandsten og andre stenarter. Der er samlet 15.298 hektar vinmarker, som strækker sig over 2 departementer Haut-Rhin og Bas-Rhin. De fleste store producenter befinder sig i det sydligste af Haut-Rhin.

Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning, hvilket bl.a. skyldes regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland.

Instituttet INAO aka Institut National des Appellations d’Origine har lavet 3 klassifikationer i Alsace, altså AOC’er. Disse attesterer, at vinene stammer fra et geografisk defineret produktionsområde, hvorfor AOC er en officiel ægthedsgaranti.

De 3 AOC’er er AOC Alsace, AOC Alsace Grand Cru og AOC Crémant d’Alsace. AOC Alsace klassifikationen stammer fra 1962, mens AOC Crémant d’Alsace fik sin status i 1976.

AOC Alsace Grand Cru appellationen startede i 1983, hvor de første 25 marker fik deres Grand Cru status. Der er senere kommet flere til og i dag findes der 51 Grand Cru marker i Alsace og de står bag omkring 4% af de samlede produktion.

Der må alene dyrkes Riesling, Pinot Gris, Gewurtztraminer og Muskat på Grand Cru markerne … dog er der på en enkelt mark tilladt Sylvaner.

I de bedste årgange bliver AOC Alsace eller AOC Alsace Grand Cru vine tildelt en af betegnelserne Vendanges Tardives eller Sélection de Grain Nobles, som gives til mere sjældne, naturligt rige og søde vine af sent høstede druer.

Ud af alle de tilladte druer, så benævnes Riesling ofte som kongen af Alsace. Duens enestående evne til at kombinere koncentration og fylde med dybde og finesse er berømt verden over, ikke mindst på grund af de sublime resultater der opnås i Alsace.

Generelt er Riesling fra Alsace – og det gælder sådan set alle hvidvinene fra Alsace – mere fyldige og ekstraktrige end deres tyske søstre bl.a. på grund af forholdene i områdets terroir. Vinbønderne i Alsace har heller ikke helt så mange regler, fx er chaptalisering aka tilsætning af sukker i vinen lovligt, men anvendes sjældent i dag og primært noget man gjorde før klimaforandringerne … problemet i dag er nærmest det modsatte- for meget sukker.

Riesling er i dag hoved druen i Alsace … altså den druesort, som er mest udbredt. Den udgør omkring 21,7% af markerne og det tal er endda stigende, da Riesling er meget populær.

En Alsace Riesling har en elegant duft og typisk med noter af citrus, pære, hvide blomster, men også krydderier som anis, spidskommen, lakrids og fennikelfrø.

Når Riesling modner, har den en evne til at give forskelligt udtryk afhængig af den jordbund, den gror på, især når det drejer sig om vin med betegnelserne Grand Cru og Lieu-dit. Alsace Riesling er tør og rank og kan holde sig i årtier. Den bliver kun bedre af at ligge i kælderen.

Økologiske og biodynamiske Alsace

Alsace er et af de vinområder, hvor økologisk og biodynamisk drift i dag er meget udbredt. Det var allerede i begyndelsen af 1970’erne, at denne form for landbrug og vinproduktion begyndte.

Man startede startede med at stille spørgsmål ved brugen af både svovl, pesticider og andre kunstige sprøjtemidler, som førte til både en forringelse forringelse af jord, luft, vand og natur, bl.a. en nedsat balance mellem fauna og flora. Dernæst … er det sundt for menneskerne?

I dag er Alsace den største biodynamiske vinregion i hele Europa med ikke mindre end 880 hektar vinmarker biodynamisk certificeret og det svarer til 5,6% af alle vinmarker i Alsace. Det er simpelthen rekord i Europa.

Omkring 70 producenter er certificeret enten med via Demeter, som er den internationale certificeringsforening, eller via franske Biodyvin. Alle disse producenter er selvfølgelig også certificeret som værende økologiske, hvilket er et krav både med Demeter og med Biodyvin.

Samlet drives 2.550 hektar vinmarker i Alsace økologisk certificeret, hvilket svarer til  16,5% af samlet vinmarker i Alsace … og det er også en hel andel sammenlignet med de fleste andre europæiske vinregioner.

Mange er lidt skeptiske omkring den biodynamiske vinproduktion, bl.a. det med tilrettelæggelse af arbejdet efter en speciel kalender, der angiver månens og stjernernes positioner. Det omfatter mange som totalt hokuspokus og hippiesnak. Det kan du i øvrigt læse mere om i mit blogindlæg Har en yndig månestråle påvirket min vin?

Men én ting er i hvert fald positivt ved den biodynamiske drift i forhold til den økologiske, og det er brugen af kobbersulfat. Det er nemlig et faktum, at de biodynamiske vinproducenter bruger langt mindre kobbersulfat sammenlignet med de fleste af de økologiske avlere.

Grænsen for biodynamiske avlere er sat til kun 3 kg kobber pr. hektar årligt, hvilket er halvdelen af, hvad der i øjeblikket er tilladt i de økologiske regler.

Hvis du undrer dig, så er kobbersulfat er et kemikalie, der blandes med kalk for at blive sprøjtet på vinstokkene. Det modvirker bakterier og svamp … typisk meldug.

I denne smagning var 58 af de oprindelig 100 tilmeldte vine enten økologiske eller biodynamiske, hvilket også vidner om Alsace flotte position på dette vigtige område.

Turist i Alsace

De økologiske og biodynamiske vine kan også nydes som turist i Alsace … fx når man følger vinruten … Route des Vins d’Alsace, der 170 kilometer lang snor sig gennem alle de vinproducerende områder af Alsace og samtidig nogle af de kønneste steder.

Ruten er lagt så den, på dens hovedsageligt nord-sydgående retning, passerer gennem i alt 67 kommuner i regionen. Det er maleriske  landskaber, charmerende byer, dejlig vin og god mad i rigelige mængder.

Den mest berømte by på vinruten er Colmar, der på grund af sine charmerende små kanaler, også bliver kaldt Lille Venedig. Byen er ganske enkelt enestående med sine fine og rige kulturarv, der byder på maleriske bindingsværkshuse, hyggelig byliv og en over 1.000 år gammel historie … en god base for udforskning af Alsace.

Og Alsace er fyldt med små, charmerende byer … fx Ribeauvillé, Eguisheim og Bergheim som nogle af de mest vinøse. Det er smukke, gamle middelalderbyer med brostensgader flankeret af skæve bindingsværkshuse i alverdens farver.

Smagningen af vinene

Og det var også farverige vine, som vi smagte en varm sommeraften i august og i forhold til sidste år, så synes jeg faktisk, at niveauet var endnu højere … masser af af lække Riesling.

Vi holdte smagningen hos Falken … under hans overdækkede terrasse og vi havde alle spyttet lidt i kassen til lidt let tapas til undervejs at følge vinene på vej. 27 vine uden mad kan godt være lidt af en mundfuld, så lidt fast føde efter 3-4 sæt gjorde underværker.

Som nævnt indledningsvis, så var det en blindsmagning, hvor alle vinene var skønsomt blandet, således jeg heller ikke vidste, hvilken vin vi fik i glasset. … med andre ord helt tilfældigt. Herunder har I oversigten over vinene:

Vi smagte vinene i sæt af 3 vine, afgav point og sådan fortsatte vi så hele 9 gange. Ovenover har jeg efter hver vin skrevet både min egen rating og derefter den gennemsnitlige rating. Der var stor variation i vore vurderinger og nogle gav generelt lave karakterer, mens Jan og undertegnede var de mest gavmilde.

Vinderen var der aldrig tvivl om … alle var totalt begejstrede, da de smagte Riesling Grossi Laüe fra Famille Hugel. Dermed kom top 3 til at se sådan her ud:

  1. 2013 Famille Hugel, Riesling Grossi Laüe
  2. 2010 Château d`Orschwir, Riesling Grand Cru Kessler
  3. 2017 Henri Fuchs, Riesling Grand Cru Kirchberg de Ribeauville

Det passer nogenlunde med min egen vurdering … dog ville jeg bytte om på 2. og 3. pladsen. Men Hugel vinen var simpelthen outstanding, men vistnok også den dyreste i feltet … så god smag koster og selv i en blindsmagning står sådan en vin ud.

Jeg har selvfølgelig as usual linket til mine anmeldelser af alle de smagte vine … hele 27 af slagsen og som vanlig med noget om vinhusene, historien, folkene og mine præcise smagsnoter.

Fed oplevelse … stor tak til Falken for lokation og selvfølgelig CIVA samt Dorte Pontoppidan for fremsendelsen af vinene.

Andre smagninger

Julien Guillon smagning … den gode biodynamiske, schweiziske vildmand

Martin fra Extra Brut Vinimport er dansk importør af vinene fra Domaine Julien Guillon og planlagde en spontan sommersmagning af vinene fra den lille kultproducent i Valais i Schweiz.

Jeg sagde omgående ja, for med en ferie næsten kun brugt på renovering af køkken, så savnede mit sociale gen klart menneskelig kontakt og vinsnak over et glas vin. På den måde kom smagningen helt perfekt … og samtidig med et utroligt spændende tema med de schweiziske vine, som vi sjældent smager herhjemme … og endda naturvine.

Julien Guillon er en forholdsvis ny vinproducent i Extra Brut Vinimports sortiment … og Martin har længe haft kig på domænet og kontakt til Julien, men har ikke helt haft modet, for dels er vinene en kende dyre, de er ukendte herhjemme og samtidig er det virkelig syrerige naturvine af bedste skuffe.

Men Martin siger selv, at han aldrig før har oplevet så meget nerve, energi og vildskab pakket i voldsom syre, moden dyb frugt samt et duftunivers som har sin helt egen og nærmest ubeskrivelige karakter.

Med dette var Houlberg selvfølgelig mere end nysgerrig på at prøvesmage ikke bare én vin fra Guillon, men hele 11 af slagsen. Så denne sommeraften skulle bestemt blive interessant.

Julien Guillon

Den unge Julien Guillon er en rigtig øko-bonde, som laver beskidte, vilde og vaskeægte biodynamiske naturvine. Han er næsten kun lige startet med at lave vin, da han i 2017 etablerede sin lille vingård øst for byen Sion i Valais området i Schweiz.

Valais er jo én af Schweiz’ 26 kantoner, altså delområder. Det ligger mod grænsen op til både Italien og Frankrig i en nærmest Rhônedal, hvor Rhônefloden tålmodigt smyger sig igennem, mens Matterhorn fra dens 4.477 meter høje top kigger nysgerrig med.

Julien Guillon er næsten født til at være vinbonde … for han er født i september i den gamle græsk-romerske vingud Bacchus’ tegn og han hjalp allerede som 5-årig sin broder med at høste druer i Gevrey i Bourgogne, hvor han også år senere studerede vinproduktion på Lycée Viticole de Beaune.

Derefter returnerede han til Genève i Schweiz, hvor han arbejdede på Cave 20G … en lille vinkælder i Carouge lidt syd for Genève. Det var dér, at Julien fik øjnene op for naturvin … hvilket også medførte, at han senere ville åbne sin egen vinbar i Valais.

Men i stedet fik han et tilbud om at arbejde hos Marc Balzan på Domaine Chèrouche ved Argnou tæt på Ayent lidt nordøst for Sion i Valais. Dér lærte Julien alt om naturvin og blev endnu mere forelsket i den form for vin og vinfremstilling.

I 2017 fik Julien selv fat i en 1 hektar vinmark i Ayent ikke langt fra Chèrouche og så startede han ellers med at lave naturvin selv. Siden er det gået slag i slag, således han i dag har samlet 5,7 hektar marker i det bjergrige landskab og markerne ligger også højt … en endda i hele 900 meters højde.

Markerne er vildt stejle og kræver stor fysisk indsats af passe, men Julien Guillon er selv gammel bjergklatrer, så derfor passer det ham ganske perfekt … og øger kun hans motivation.

Det er marker med bl.a, en række gamle vinstokke, hvor de ældste med Muscat er over 80 år gamle, mens hans Chasselas stokke er 70 år gamle og de ældste Pinot Noir vinstokke 60 år. Derudover dyrkes druer som Savagnin, Gamaret, Chardonnay, Pinot Gris og Gamay … men sikkert også nogle stykker mere.

Alt dyrkes totalt biodynamisk efter Rudolf Steiners metoder … og i dag er vingården Demeter certificeret som fuld biodynamisk. Julien går også meget op i, at jordens mikrobiologi beskyttes, hvilket i sidste ende vil kunne smages i vinene.

Valais har et fremragende klima for at dyrke vin … hver by sit eget terroir og omkring 300 solskinsdage hvert år. Det kombineret med markerne højde beliggenhed giver mere friskhed i druerne og giver efter Juliens mening vinene mere tiltalende fenolforbindelser, hvilket han tilstræber i sine vine.

Den fenolske modenhed sker, når kernerne i druer går fra at være grønne til at blive brune og når druerne mere gule end grønne.

Allerede efter det første år fik Julien også købt sin egen vingård, hvilket blev finansieret via kapital fra Steward, som vel nærmest er en slags crowdfunding portal, hvor bl.a. en række vininteresserede investorer tilbyder lån målrettet vinbønder. Derfor kalder Steward også selv deres platform for CrowdFarming.

Det gjorde imidlertid, at Julien Guillon kunne købe sin vingård, renovere vinkælderen og endda købe lidt flere vinmarker … i det hele taget komme godt i gang med vinproduktionen inden indtægterne fra de første vine kom i hus.

Det første år som selvstændig vinbonde blev ekstraordinært og Julien producerede 4 forskellige vine og forsøgte sig lidt frem. Året efter gjorde han tingene lidt anderledes, så der blev stor forskel på produktionen i 2017 og 2018. Siden har Julien taget det bedste fra de to årgange og brugt det i de følgende årgange.

I vinkælderen arbejder Julien med både rustfrie ståltanke, egefade, barriques og lerkrukker. I starten var det hans holdning, at der kun skulle anvendes ståltanke og amphora krukker, men så han smagte nogle af vinene, ændrede han mening og bruger nu også egefade … og målet er at få 200 fade i kælderen og måske lade nogle af sine vine lagre 48-60 måneder.

Han arbejder meget med hele klaser, anvender lang macerationstid, bruger flittigt carbonic maceration, men aldrig remontage og er i det hele taget tilhænger af så lidt indgriben som muligt.

Selvom det meste vin fra Schweiz drikkes i landet, så eksporterer Julien normalt 95% af sin samlede produktion. Til sammenligning så eksporterer Schweiz samlet set kun 1% af deres vinproduktion, mens tallet i Valais dog er lidt større med 5% eksport.

Når Julien Guillon så eksporterer så stor del af sin produktion, så skyldes det bl.a. at schweizerne selv ikke endnu er klar til naturvin, så derfor er Julien også selv meget aktiv på de sociale medier og løbende poster indlæg på fx Instagram for at udbrede sine vine.

Som Julien selv siger … I eat Vine, I sleep Vine, I dream Vine, I drink Vine, I dress Vine, I’m a slave to my Vines and I’m happy about it like that.

Men udover vin, så drømmer Julien også om at sælge kød … købe lidt landbrugsjord til græsning af får og så sælge Demeter mærket lam til de schweiziske restauratører.

Smagningen

Vi var en lille håndfuld tilsmagningen … Martin som vært, men ellers var det Bo, Caspar, Bjarne og undertegnede, mens Peter stødte til en smule senere. Vejret kunne vi ikke klage over … faktisk lå Martins terrasse dejligt i skygge. Meget behageligt med i denne sommers sene hedebølge.

Inden vi gik i gang med Julien Guillon smagningen, så skulle vi lige smage en lille særlig vin … en Pét-Nat fra Emil Skytte Pedersen. Det var en vin, som Martin havde fået af Emil for nogle år siden og måske mest et lille eksperiment lavet på Sauvignon Blanc med 2-3 ugers maceration.

Om den er lavet herhjemme eller lavet i Californien står lidt uklart for mig, men i min fiberoptik var den også et stykke fra Emils to fine og fabelagtige kongevine Ætheria og Abscition. Der var godt med gær i flaskehalsen, men det fik Martin ud med et kunstgreb ved åbningen af kapslen.

Det er en rigtig Orange Pét-Nat, som Emil selv tidligere har tagget på Instagram med #petnasty ;o) Men læs mer’ om den i næste indlæg her på Houlbergs Vinblog.

Derefter satte Martin gang i aftenens smagning … 11 biodynamiske naturvine fra Julien Guillon, som vi smagte i følgende rækkefølge og jeg har efter hver vin skrevet, hvilke druer der er anvendt:

Jeg har som vanligt selvfølgelig linket til mine beskrivelse og smagsnoter på hver vin. De 5 af vinene havde Martin allerede i sit sortiment og de andre 6 var netop lige hjemkommet. Det er dem, som du kan se på billedet nedenunder.

Konklusion

Det var virkelig meget interessant af smage vinene fra Julien Guillon, der – udover at være både biodynamiske, naturvine og endda orangevine – klart ligger i den syrerige ende af skalaen. Den rå, markante og rene syre var måske det gennemgående tema for vinene fra Guillon.

Martin er vild med sådanne syrebasser, og det er også vine, som virkelig har karakter. Som vinblogger er vinene svære at rate, for de ligger simpelthen i en galakse, som er lidt sin egen. Mens enkelte i duften blev for meget for mig, så synes jeg faktisk, at de fleste smagte rigtigt godt … men med vild meget syre.

Vi drøftede vinenes syre ret meget i løbet af aftenen og jeg fik også foræret et nyt niveau i beskrivelse af vinsyre … halsbrandsyre! Et par af vinene var i den kategori, men generelt er Julien Guillons vine rene, friske og … syrerige med masser af karakter.

Priserne på vinene ligger også i en høje ende … vistnok fra 330-500 kr. for en flaske, men sådan er det generelt for schweiziske vine, som altid er i den dyrere ende. Man får også en oplevelse, som er unik og er man specielt vild med syrerige vine, så skal du bestemt prøve vinene fra Julien Guillon.

Restauranter & vinbarer

Houlberg besøger Det Glade Vanvid … for nu er Koch brødrene i Randers

Det er nu 7 år siden, at jeg besøgte Koch brødrenes koncept restaurant Det Glade Vanvid, hvor man for en fast pris, i et fast tidspunkt får en all-inklusive restaurantoplevelse med en allerede fastlagt menu med appetizer, 3-retters gourmetmåltid, fri vinbar og såmænd også efterfølgende kaffe med lidt sødt til.

Dengang var det i Aarhus, men nu har Koch brødrene udvidet med en restaurant i Randers, så den skulle vi jo selvfølgelig forbi og atter indtage et godt måltid … for brødrene kan absolut lave god mad og det skulle denne aften også vise med al tydelighed.

Imidlertid var vinene derimod helt modsat usvigelig ringe, men alt det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Restauranten

Det nye restaurant Det Glade Vanvid i Randers ligger for enden af Østervold … fin placering og lokalerne minder stilmæssigt også om deres Aarhus restaurant holdt i sorte farver.

Til forskel fra mit besøg i Aarhus for 7 år siden, så er der langt mere plads mellem bordene i Randers restauranten, hvilket glædede mig, for dengang sad man simpelt alt for tæt med meget kort afstand til nabobordet.

Vi havde samlet 12 mand m/k fra en lille spiseklub, og da døren åbnede på slaget 18.30, så blev vi vel modtaget og anvist vores plads fordelt ved 2 borde, hvilket vel var okay, selvom vi måske kunne ha’ foretrukket ét bord som et samlet selskab, men det kan man vel absolut ikke forvente er muligt alle steder.

Vi fik vores egen tjener som høfligt præsenterede sig og kort fortalte om konceptet bag Det Glade Vanvid.

Maden

Det Glade Vanvids koncept passer mange rigtigt godt, for det er billigt, overskueligt og nem at forstå. Ved at alle gæster på samme tid får samme forudbestemte ret, så kan Koch holde udgifterne nede og gæsterne få en flot restaurantoplevelse til billige penge … for blot 399 kr. i hverdagene eller 599 kr. fredag/lørdag får du

  • Appetizer & Sprudlende Cava … og du kan endda få alkoholfrie bobler, hvis du er til den slags.
  • 3-retters menu med inspiration fra torvet & naturen omkring os
  • Vine ad libitum fra vinbaren med 7 forskellige vine, men også mulighed for 4 slags alkoholfrie vine eller øl, sodavand eller økologisk saft.
  • Tilbehør med hjemmebagt brød og tilhørende olier
  • Kaffe efter maden, hertil lidt sødt og avec … enten rom, cognac eller calvados.
Appetizer

Vi startede et glas Cava … en Non Vintage Cava Brut fra Bodegas Bonaval og dermed lidt atypisk Cava fra det varme Extremadura i Spanien. Dertil nød vi en lille appetizer, som var en fin canneloni med salat på røget laks, quinoa, urter og grillet agurk på sennepscreme parfumeret med dild.

Flot start … smagte sgu godt. Cava’en var faktisk også fin … men den skulle imidlertid også blive aftenens bedste vin.

Forret

Forretten bestod af dagens sart tilberedte fisk – som i øvrigt var en torsk –  på kold sauce med asparges, purløg og ærter i skøn symbiose med salturt & løvstikke. Hertil sprød blæksprutte croustillant med hyldeblomst-limesorbet, purløgsolie, encrispy sommerfugl og kornblomst

Jeg er nok mest til forretter af alle retter, og denne var simpelthen fantastisk. Faktisk er den så god, at jeg egentlig gerne besøger Det Glade Vanvid igen for at smage retten igen. Kombinationen af den lune torsk, den kolde sauce og limesorbet’en spillede max.

Til forretten kunne man vælge mellem 3 hvidvine og valget stod mellem Sauvignon Blanc fra Chile, Chardonnay fra Australien og en meget sød Gewürztraminer fra Rheinhessen i Tyskland. Ingen af vinene støttede dog retten særlig godt … dertil var kvaliteten simpelthen for ringe.

Hovedret

Til hovedret skulle vi have slow-cooked kalvekam med tomatiseret skysauce, oliven & middelhavets urter hertil tomatkiks med rygeost & confiterede hvidløg. Dertil sæsonens svampe-kartoffelmousseline med blødende dariole, luftig bearnaise og henkogte grønne tomater.

Igen et tårnhøjt niveau, hvor tingene spillede rigtigt godt sammen. Der var masser af velsmag … en tæt og kraftig ret med masser af små og lækre elementer, bl.a. en formidabel luftig bearnaise, den lille søde, syltede, grønne tomat, let mousseline og fint kød.

Igen var der 3 vine at vælge imellem, nemlig 3 rødvine … enten Pinot Noir fra Chile, en tung og sød Puglia vine på et mix af Negroamaro og Primitivo samt endelig en Tempranillo fra Castilla-La Mancha i Spanien. Lidt samme historie som med de hvide.

Dessert

Nu var stemningen omkring vores to borde efterhånden steget et par decibel eller mere, men vi skulle alligevel ha’ lidt dessert, som var en lille karamelmousse med karamelliseret rabarberpure, råsyltede rabarber, saltet karamel, hasselnøddekrokant, jordbærsorbet med rosen peber, danske jordbær, vaffelbrud og sød jord.

Absolut godkendt dessert, som vinmæssigt – fra den høflige selvbetjening fra vinbaren kunne suppleres med lidt Sainte-Croix-du-Mont – også kaldt fattigmands sauterne – fra Château du Mont i Bordeaux, hvilket egentligt var et meget godt match.

Kaffe og sødt

Vi sluttede med en dejlig kop kaffe … og for os moderne mænd, der elsker café-latte, så var det dejligt, at der i baren var varm mælk, som man kunne blande i kaffen. Vi fik også lidt sødt til vor kaffe, nemlig  konditorens mandelkage så en lille skarp, hvor valget stod mellem rom, cognac eller calvados.

Jeg valgte en calvados, men er egentlig ikke så meget til de stærke spiritus drikke. Kaffen var dog god og denne lille søde ting smagte også fint. Dermed blev det et fint punktum for et rigtigt godt måltid mad på Det Glade Vanvid.

Vinene fra vinbaren

Nå, men vi skal også lige kigge lidt nærmere på vinene fra vinbaren på Det Glade Vanvid. For fanden … det er jo en vinblog. Jeg – og alle, der besøger restauranten og konceptet – er selvfølgelig klar over, at det aldrig vil være dyre vine, som findes i ad libitum vinbar med en pris på 399/599 kr. for en all-inklusive restaurantoplevelse.

Men alligevel var jeg overrasket over, hvor ringe vinene faktisk var. I forhold til min oplevelse for 7 år siden på Det Glade Vanvid i Aarhus eller hos det konkurrerende Villa Dining, så er vinene i dag langt billigere og dårligere.

Men måske er jeg også blevet forvænt? Jeg tænkte faktisk forleden, at jeg var inde i en stime, hvor jeg gav mange af de smagte vine pænt høje karakterer. Men omvendt smager jeg bare rigtigt meget godt vin, som enten jeg selv eller andre omhyggeligt har valgt.

Derfor bliver forskellene også bare langt mere tydelige, når man så oplever vine, som ligger ligger flere niveauer under. Og det leverede Det Glade Vanvid i deres vinbar … her kom jeg virkelig ned på jorden.

For nogle er det selvfølgelig vigtigt, at man til små penge får vine efter kvantitet, men når maden nu bare er så fremragende, som det faktisk er tilfældet på Det Glade Vanvid, så er det bare en skam, at kvaliteten ligger så lavt, hvilket ikke bidrager voldsomt til den samlede oplevelse.

Jeg vil vove den påstand, at restauranten ved fx en egen import fra udvalgte producenter vil kunne holde en lav indkøbspris, men så øge niveauet betragtelig … men det kræver selvfølgelig lidt mere benarbejde og ressourcer.

Nå, men lad os lige line alle vinene op, som jeg kæmpede mig igennem. Altså en mousserende, 3 hvidvine, 3 rødvine samt en enkelt dessertvin, samlet 8 forskellige vine:

Som du måske kan se, så er vinene af meget forskellig herkomst … nogle er vel nærmest designervine, altså vine hentet til Danmark i store tanke, derefter flasket og så forsynet med fiktivt navn og etiket, andre er fra store vinkoncerner og andre fra vinhuse.

Jeg har selvfølgelig ovenover linket til alle de forskellige vine og mine beskrivelser og anmeldelser.

Konklusion

Det Glade Vanvid laver vanvittig god mad og det var bedre end min forventning, som ellers var ret høj. Jeg synes, at deres niveau endda er højere end fra mit besøg i Aarhus for 7 år siden. Dermed den varmeste anbefaling af stedet.

Men vinene er ikke noget at skrive om, så derfor skal du være ligeglad med vin eller bare ude på, at blive hamrende beruset … og dem er der altid til sådanne aftener. Skulle jeg – med den viden jeg nu har efter besøget – igen på Det Glade Vanvid, så ville jeg nok vælge at besøge stedet en hverdagsaften og så måske vælge noget økologisk saft, måske en enkelt øl, så jeg kan køre hjem.

Selvfølgelig har man en time ekstra fredag/lørdag, hvor lukketid er 22.30 mod 21.30 i hverdagen. Den time kan bruges på mer’ vin fra vinbaren, men det er mest for dem, som skal ha’ en festlig aften eller ikke er vinnørder. Vi var lidt af begge dele denne aften.

Vi havde i hvert fald ikke fået helt nok, så vi sluttede derfor meget passende denne smukke og varme sommeraften med en stor fadøl udenfor en lille café, mens mørket langsomt sænkede sig. Derefter luskede vi veltilfredse hjem.

Skal jeg rate den samlede oplevelse på Det Glade Vanvid, så bliver jeg nødsaget til at dele det op i to … maden for sig og vinene generelt set.

Maden 6/7 
Vinene 2/7
Andre smagninger

Houlberg tester en serie vine fra Weingut Krämer … fra det store Rheinhessen

Med hele 26.758 hektar vinmarker er Rheinhessen Tysklands største vinområde … og det betyder også, at man i Rheinhessen ofte finder masser af gode vine til fornuftige penge.

I det er netop midt i Rheinhessen og midt i den lille by Gau-Weinheim ved Wißberg, at vi finder Weingut Krämer. Det er et lille familieforetagende, der drives af den unge Tobias Krämer sammen med sin far Hans-Bernhard.

Tobias overtog i 2013 ansvaret for driften fra sin fader efter han havde afsluttet sin uddannelse til vinmager på Geisenheim lidt nord for vingården, men havde allerede forinden været godt involveret i produktionen på familiens vingård.

Han havde allerede forinden lavet sin egne serie af vine under navnet Straight … som fortolker Tobias’ filosofi om, at hans vine skal være ligetil, ægte og direkte. Og allerede i 2011 blev Tobias hædret som en af de bedste unge vinproducenter af landmandsforeningen Deutschen Bauernverband.

Familien Krämer har samlet 19 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Uffhofener La Roche samt Gau-Weinheimer Kaisergarten og Wißberg. Det er særligt det store hvide kalkstens bjerg Wißberg, som danner basen for vinene fra Weingut Krämer. Det kan I se på billedet nedenunder … okay ikke et voldsomt højt bjerg.

Wißberg rejser sig stoisk 270 meter højt nordvest for byen Gau-Weinheim i et ellers overvejende fladt kuperet landskab med den store Gau-Bickelheimer Kreuzkapelle på toppen. Der er samlet omkring 59 hektar vinmarker på skrænterne af Wißberg, som derudover har et tilhørende naturreservat.

Jordbunden på markerne ved Wißberg er kendetegnet ved at være meget rig på hvid kalksten, hvilket jo selvfølgelig også har været med til at give det hvide bjerg Wißberg sit navn. Men det er nu sjovt nok Uffhofener La Roche, der regnes som Krämers bedste mark. Den ligger omkring 10 kilometer længere mod vest ved Uffhofen og dermed altså et stykke fra vingården.

Weingut Krämer har 2 stjerner hos Eichelmann og 1 rød drue hos Gault Millau, så der er allerede opmærksomhed på vingården. Og så er jungwinzer Tobias Krämer også medlem af Generation Riesling, hvis formål netop er at højde kvaliteten af Riesling i Tyskland.

Jeg tester nu 7 af Tobias Krämers vine, et bredt udsnit af hans vine, og kigger på, om man også – som påstået indledningsvis – får masser af god vin til fornuftige penge. De 7 rheinhessiske missiler fordeler sig på 6 hvidvine – primært Riesling- og så en enkelt rød cuvée.

Jeg har smagt alle vinene, og mine anmeldelser og beskrivelser af vinene har jeg linket til ovenover.

Den første vin er en cuveée med navnet Pudelwohl, der måske meget passende betyder munter, lystig eller veltilpas … og vistnok også har en eller anden sammenhæng med en puddelhund, der meget passende er illustreret på etiketten.

Men jeg kan godt allerede nu afsløre, at der altså er noget om snakken, altså at man får masser af god kvalitet for pengene i netop Rheinhessen. Krämer laver rigtig fine vine … hans enkelte rødvin er måske ikke weltklasse, men ganske interessant.

Det er i stedet hvidvinene, som Tobias Krämer slipper rigtigt godt afsted med. Det er selvfølgelig heller ikke underligt, da Tobias’ fokus jo primært ligger på de hvide vine og specielt Riesling, Men niveauet er højt og det gælder faktisk allerede for hans helt almindelige basisvine.

Det var dog de to vine i “mellemklassen” … altså hans Ortsweine, som specielt imponerede mig. Både Gau-Weinheimer Riesling og Uffhofer Riesling har allerede fra første fløjt masser af skøn, dejlig petroleum og masser af herlige Riesling kvaliteter. Det kan du selvfølgelig læse mere om i de kommende indlæg.

Alle billederne fra vingården har jeg i øvrigt fået fra Tobias selv, og da han sendte dem, så skrev han også, at han var glad for, at jeg ville skrive om hans vine … og roste vinbloggen. Lidt stolt bliver man da.

Andre smagninger

Houlberg møder Barologirl Giulia Negri … i virtuel onlinesmagning

Cammino per la mia città, ed il vento soffia forte, mi son lasciato tutto indietro e il sole all’orizzonte … åhhh jeg elsker det italienske sprog, både i sange eller når nogle snakker det hurtigt. Når det så også er en smuk kvinde og hun samtidig er vinmager, så kan man godt blive lidt blød i knæene.

Når hun som Giulia Negri samtidig laver fabelagtige vine, så smelter mit følsomme hjerte øjeblikkeligt. Og det var nærmest tilfældet, da jeg forleden aften i knap 2 timer deltog i Distintos online smagning med Barolo producenten Giulia Negri.

Heldigvis var det ikke på italiensk, for så havde jeg ikke fattet en bjælde, men på engelsk med dejlig italiensk accept, men det er skam også gelé-i-knæene-forførende. Men mest af alt, var det absolut drønspændende at høre om vinhuset og Giulias tilgang til vinproduktionen.

Jeg havde fået en venlig invitation til smagningen fra Philip fra Distinto, og det havde jeg omgående takket pænt ja tak til for jeg havde stødt på Giulias vine et par gange før … først til netop en lille branchesmagning, som Distinto afholdte i marts – hvor jeg smagte hendes 2013 Serradenari – og siden via et par ældre flasker, som vinbloggeren faldt over lidt tilfældigt.

Allerede fra første fløjt var jeg duperet af Giulias vine, som har en særlig lethed. Mads fra Højbjerg Vine – som i øvrigt også var med i den virtuelle smagning – havde ved branchesmagningen anbefalet mig at smage hendes Pinot Nero. Da jeg smagte den, slog den helt benene væk under mig … nærmest som en gensplejsning eller et vellykket gadekryds mellem Bourgogne og Barolo.

Og den tråd går faktisk igennem alle Giulias vine fra entry til top, hvilket Distinto gerne ville vise ved denne smagning. Så jeg var fyr og flamme, da jeg blev inviteret til at kigge med … og endda modtog en kasse med de 6 vine, som Giulia ville præsentere denne aften.

Lidt om Giulia Negri & historien

Giulia Negri er en ung, køn og fremadstormende kvinde og vinmager, der driver vingården Serradenari Società Agricola en en kilometers penge sydvest for La Morra by.

Hun kommer fra en initiativrig familie, der i over 150 år har drevet vingården i La Morra, men ellers har sat sit fodaftryk i den italienske historie. Således har nogle af Giulias forfædre været indblandet i produktionen af Diatto bilen … den første bil i Turin.

En af hendes forældre opfandt Bodoni skrifttypen og så har flere endda også været indblandet i politik, bl.a. hendes egne far Giovanni Negri, der startede som ung dynamisk aktivist og senere hen blev medlem af Europa-Parlamentet, hvor han var fortaler for miljøet, folkesundhed og forbrugerbeskyttelse.

Senere forlod han dog politik for at hellige sig vinproduktionen på Serradenari Società Agricola, men har også løbende skrevet mange bøger, bl.a. en detektivromaner og bøger om vin med titler som Il Sangue di Montalcino, Il Mistero del Barolo, Il Gioco delle Castle, Roma Caput Vini og mange mere. Samlet er det vist blevet 12 bogudgivelser indtil videre.

Giulia er selv uddannet i både ledelse og biologi og hun tilbragte en del af hendes læretid i Bourgogne … og det har haft en indflydelse på hendes smag og tilgang til vinproduktionen. Hun havde i Bourgogne stiftet bekendskab med nogle af verdens fornemmeste vine, og mødt producenterne, så nu ville hun fremstille absolutte topvine på faderens gård i La Morra.

Så da hun returnerede til La Morra, så var hun motiveret og hun begyndte at forme sin egen stil med en produktion med små mikro-batches under hendes eget navn … en lille garageproducent, hvor vinene dog blev lavet i vineriet på Serradenari og med druer fra faderens mange tilhørende marker.

Hendes første vin i eget navn var Barolo La Tartufaia i årgang 2007 og den røg direkte ind på Wine Enthusiasts Top 100 liste og fik også fremragende anmeldelser. Meget godt gået af en garageproducent under 20 år … og lige siden er det kun gået frem.

Giulia overtog som 24-årig i 2014 driften af Serradenari Società Agricola og har siden overtagelsen ændret en del, for den beskedne kælder var fyldt med små barriques fra Bourgogne, men hun havde efter flere studier fundet ud af, at hun skulle anvende store fade for at bevare Nebbiolo druens reneste udtryk, nerve og energi.

Hun begyndte derfor straks en gradvis udskiftning fra barriques til botti grandi  aka store fade med det mål for øje at maksimere et ærligt udtryk og en mere terroir-drevet stil.

Hendes håndværksmæssige tilgang og anvendelse af traditionelle produktionsmetoder strækker sig desuden til bæredygtig dyrkning og Giulia har også været økologisk certificeret siden årgang 2016 og derudover anvender hun ingen brug af gær og tilsætningsstoffer, men alene manuel høst, spontangæring, ingen filtrering og lang, skånsom maceration i kælderen.

Man kan sige, at Giulia Negri vender tingene på hovedet. Hun går sine helt egne veje. Hun er ikke en modernist, fordi hun masererer i lang tid, omkring halvanden måned i store 60 hektoliter store fade og lagrer sine vine i lang tid. Hendes 3 forskellige Barolo vine modnes op til 30 måneder i 2.500 liter egefade.

Men hun er heller ikke traditionalist, da Giulia til Pinot Nero og hendes Chardonnay anvender franske barriques, men dog ikke de normale typiske barriques, men 350 liters fade og 500 liters tonneaux … endda med meget lille procentandel nye fade.

Måske er det også derfor, at Giulia har fået tilnavnet Barologirl … et navn hun netop fik, fordi hun går sine egne veje. Det har selvfølgelig en reference til Baroloboys … betegnelsen for de modernister, der opstod i 1980’erne og 1990’erne anført af producenter som bl.a. Voerzio, Boschis, Altare og Manzone. Men Giulia er dog nok mest traditionalist … men kaldes altså Barologirl.

Og barolopigen har samlet 6,5 hektar vinmarker omgivet af 12 hektar skov, hvilket Guilia fortæller er vigtigt, for det er med til at skabe et særligt terrior for hendes vine. Og i dag laver Giulia 7 forskellige vine, heraf alene en enkelt hvidvin, og samlet er produktionen omkring 50.000 flasker årligt.

Distintio forhandler alle vinene … dog lige undtagen Giulias Chardonnay, som de dog regner med at ha’ i sortimentet i den kommende sæson.

Serradenari

Serradenari Società Agricola er opkaldt efter marken Serradenari, der ligger lige syd for La Morra by. Den er den højeste beliggende cru i hele Barolo, hvor parcellen Marassio ligger allerøverst i 536 meters højde og falder ned til Pian delle Mole neden ved skoven, hvor man en gammel gristmølle … mola på italiensk. Nogle mener faktisk, at navnet på La Morra stammer fra den gamle mølle.

På Serradenari har Giulia flere parceller, både selve Serradenari, som ligger i 520 meters højde kun overgået af Marassio lidt længere oppe, mens parcellen La Tartufaia ligger mellem Serradenari og Pian delle Mole længst nede. La Vetta … en af de Barolo’er, som tidligere er lavet på vingården er en lille del af La Tartufaia.

Den øverst del af markerne er kølige og mere vindblæste med en jord, der er rig på kalksten, silt, ler og loam, mens den laveste del er klart varmere med en mere sandrig jord rig på fossiler.

Det er samtidig et område, som er rig på … trøfler, og Giulias bedstefar Franco Negri var en særdeles dygtig Trifolao aka trøffel jæger sammen med sin hund. Derfor fylder trøfler også fortsat en del på Serradenari Società Agricola, hvor der arrangeres ture efter trøfler og to af Giulia vine kommer også fra den del af Serradenari, som kaldes La Tartufaia efter netop de hvide Alba trøfler … og den lille trøffelhund var samtidig også logo på de første Giulia vine.

Hmmmmm … forstil dig en smagning i kælderen på Serradenari Società Agricola med lidt gode italienske retter, trøfler og de lækre vine fra Giulia Negri. Det lyder som et sted, der burde komme på ens buketlist over steder, som bør besøges.

Serradenari betyder noget i retning af “spar pengene” eller Sara D’né på italiensk. Navnet går mange hundrede år tilbage, hvor den sorte pest fik vinavlerne i La Morra til at søge langt op i bjergene til det højeste punkt. Og siden 1450 har bjerget således haft navnet Serradenari og er nu en af de mange subzoner/marker i Barolo DOCG appellationen.

Vinene i den virtuelle online-smagning

Jeg havde op til smagningen allieret mig med sønnike, således teknikken med brug af Zoom virkede. Han havde et webcam, som kunne plug’es ind i min computer, således jeg ikke skulle bruge den bærbare eller min iPhone, og dermed kunne jeg gøre mig klar.

Distinto og Guilia havde planlagt, at vi skulle igennem alle Giulias vine, dog undtagen den hvide Chardonnay, som endnu ikke er med i sortimentet hos Distinto. Dermed kom smageprogrammet til at se således ud:

Op til smagningen havde jeg forventningsfuld og spændt med Coravin skænket vinene i 6 glas. En enkelt af vinene havde jeg smagt tidligere, nemlig den 2013 Barolo Serradenari, som jo kick-startede min fascination af Guilia Negris vine. Derfor har jeg på den vin blot linket til min tidligere anmeldelse, mens de andre er til mine noter fra aftenen og fra nogle endda også et par dage efter, bl.a. specielt topvinen Barolo Marassio, som lige skuffende på aftenen, men virkelig åbnede sig et par dage efter.

Vi startede præcis klokken 18.30, hvor Philip fra Distinto indledte med en kort præsentation og så derefter overlod dirigentstokken til Giulia fra hendes vineri i La Morra. Deltagerkredsen bestod af flere kendte navne … Mads fra Højbjerg Vine og René Langdahl Jørgensen fra bl.a. Gastro og selvfølgelig både Philip og Jonas fra Distinto.

Indtrykket

Og hvor gjorde Giulia det godt … meget faglig og velforberedt med et powerpoint-show med info om både Barolo, Serradenari Società Agricola og vinene … og vi kunne afbryde og spørge undervejs.

Vi kom ind på mange områder. Giulia fortalte bl.a. at hun afstilker druerne på alle hendes vine, da hun ikke føler, at man med stilkene i gæringen får det lokale terrior rigtigt frem. Hun fortalte, at de fleste af hendes Nebbiolo druer er Nebbiolo  Lampia, at hun forsøger at begrænset den løbende punch-down, da det altid sætter turbo i gæringen, mens hun ønsker en meget langsom og reduktiv fermentering.

Og så fik vi ikke mindst smagt alle vinene med Giulias kommentarer til produktionen undervejs. Jeg blev igen totalt begejstret for Pinot Nero’en, selvom den endnu i denne årgang 2017 er alt for ung og vil kunne udvikle sig med flere år i kælderen. Derudover blev jeg totalt blæst helt væk af hendes Langhe Nebbiolo Pian delle Mole, der har samme burgundiske lethed, som hendes Pinot Nero. WAUW.

Jeg fornemmede en smule prop i hendes Barbera d’Alba, men da jeg åbnede flasken helt næste dag, var der ingen tegn herpå og fremstod i stedet frisk, syrlig og streng … den skulle måske bare ha’ tid at åbne sig noget mere.

De 3 Barolo’er er alle syet med samme lette tråd, friske, ren og meget frugtrige med lys frugt og raffinerede tanniner. Topvinen Marassio skildte sig ud ved at være markant anderledes … mere neutral og tilbageholdende i sine aromaer, mere salt, stenet og mineralsk, mens tanninerne også var langt blidere.

Giulia fortalte også selv, at Marassio er anderledes og måske ikke arketypisk Barolo, mere kalket og mere stenet.

Jeg snakkede efterfølgende med Mads fra Højbjerg Vine og han havde samme oplevelse og i smagningen stod som den svageste af Barolo’erne. Heldigvis har jeg efterfølgende smagt Marassio igen … og er totalt vendt rundt på en tallerken. Den er klart mere afdæmpet end Giulias øvrige Barolo’er … men så sart og så elegant, men det er også – indrømmet – en vin, som kræver fordybelse, god tid og samtidig stiller krav til den, som drikker den.

Og så skal den også lige ha’  tid til at åbne sig. Sådan er det jo nogle gange med de bedste vine.

Giulia laver ikke hverken Dolcetto vine eller Arneis … faktisk er hun slet ikke vild med Arneis. Der var en fin spørgelyst og jeg havde også et par afklarende spørgsmål, bl.a. omkring nogle af de vine, som er lavet førend Giulia overtog produktionen.

Konklusion

Fuck en lækker smagning, så først en stor tak til Distinto … og selvfølgelig til aftenens forførerinde Giulia, som på smuk gebrokken italiensk-engelsk bevidste, at hendes vine har en særlig x-faktor med lys, burgundisk virus. Og selv hendes Langhe Nebbiolo og Pinot Nero er intet mindre end out-standing.

Jeg skrev efter til Giulia, om hun måske havde lidt fotos fra hendes vingård og fik en sød mail retur med masser af fotos, så I kan få nogle indtryk fra vingården i Piemonte. En del af disse har jeg spredt i dette indlæg … både af søde Giulia, området og vinkælderen.

Houlberg blev denne aften yderligere Giulia Negri fan … hva’ fan’ sku’ man ellers være?

Andre smagninger

Europamesterskab i tør Riesling … volume II med afstand

Tilbage i september 2018 stod det første store slag, et regulært og autentisk slagsmål og indbydes styrkeprøve i det, som vel bedst kan betegnes som striden om den europæiske trone for bedste tørre vin på Riesling … druernes ukronede dronning.

Jacob aka Mr Ruby var igen In-game Leader .., han stod bag både første runde i 2018 og nu denne revanche, hvor nogle af de tidligere slagne krigere ville ha’ deres ære tilbage.

Der havde modsat andre ridderturneringer ikke været nogle indledende gruppespil eller andet vederstyggelig pjat, for Mr Ruby havde via grundig research fundet frem til de kombattanter, som han formodede ville udgøre en størst trussel mod de vinhus, som i 2018 besteg de 3 øverste trin på sejrsskamlen. De fleste af krigerne var fra samme ædle huse som sidste gang.

Slaget var denne gang reduceret til 12 vellystne amazoner, der – som sidst – kom fra henholdsvis Mosel, Rheingau – de to største Riesling højborge i Tyskland – men derudover også en flok weinbundeswehr-krigere fra Rheinhessen, Pfalz og Nahe og 3 choucroute-slagsbrødre fra Alsace i Frankrig samt 3 alpe-gladiatorer fra Østrig.

Smagepanelet denne aften bestod udover undertegnede, min vinbuddy Jan, Mr Ruby himself samt vennen Jesper Stig også af en række kunder i Rubys vinforretning, nemlig Peter, Rasmus, Brian, Per, Nikolaj og frue … en masse smukke og vininteresserede mennesker. Samlet var vi 10 personer … helt præcis.

Arenaen for det store slag var Mr Rubys nye lokaler … fantastisk sted, hvor fruen vistnok havde haft en afgørende indflydelse på den sikre stil med et råt og alligevel varmt look.

Mr Ruby havde sørget for, at smagningen kunne ske efter de regler, som sundhedsmyndighederne havde udstukket grundet corona situationen, der også flere gange havde truet afholdelse af blindsmagningen. Det skete heldigvis ikke.

Smagningen

Vi startede aftenen med et glas velkomstbobler … den dejlige 2010 Riesling Cremant Brut fra Weingut Reverchon, som jeg anmeldte for 2-3 uger siden. Herlig start … og vi fik alle hilst på hinanden … sådan lidt på afstand med spark og nik med hovedet. Sjovt.

Derefter gik vi ovenpå, hvor Mr Ruby smukt havde dækket op til blindsmagningen ved 2 borde og store afstande mellem hver plads. Vi satte os til bords … eller rettere sagt, så gik vi nedenunder, mens Jakob med de tildækkede flasker så hældte 1. sæt i vores glas og hidkaldte os fluks han havde klaret denne første del. Og efter en velkomst fra selvsamme, så gik vi i gang.

Vinene blev serveret blindt i 4 sæt … med 4 vine i hvert sæt. På en liste kunne vi se, hvilke vine vi skulle igennem, men spørgsmålet var blot, hvilke vine smagte vi hvornår?

Vi var generelt meget enige om niveauet og ratingen af de fleste af vinene med små variationer, dog måske lige undtagen Peter, som havde større diversitet i sine bedømmelser. Men alle havde klare meninger om vinene, selvom ping-pong’en mellem os alle måske blev lidt mindre med den større afstand, men det blev bedre i løbet af aftenen … faktisk synkron med, at der kom flere og flere vine i glasset. Sådan skal det være.

Først da vi var igennem alle 4 sæt, så blev flaskerne afsløret én efter én. Der var overraskelser for alle omkring bordet, for alle deltagere havde optimistisk forsøgt at pin-pointe, hvilke vine de smagte i rækkefølgen af de 12 vine.

Det blev helt klart 2017 Forster Pechstein Riesling GG fra Weingut Von Winning i Pfalz, der blev Europamester i tør Riesling. Den havde alle også givet deres bedste karakter, så der var slet ingen slinger i valsen omkring den bedømmelse. Jeg havde også selv givet vinen højeste score denne aften. Som sidst får vinen – der Meister – en fanfare, en krummelure, en klapsalve samt et applaus.

På andenpladsen kom den østrigske storvin Riesling Unendlich Smaragd fra Weingut F.X. Pichler … kun lige et mulehår fra franske Riesling Clos Häuserer fra Domaine Zind-Humbrecht. Og i det hele taget klare de 3 alsaciske vine sig ret godt og Frankrig blev – målt på lande – bedste land målt på gennemsnitlig score med 93,4 point efterfulgt af Østrig med 92,8 og Tyskland med 92,4 point.

Her ser i lige vinene i den rækkefølge, som de blev smagt. Jeg har efter hver vin skrevet vinens gennemsnitlige score og derefter min score efter 100 point skalaen.

Helt ude af sync med de andre vinnørder var jeg generelt ikke, men skal selvfølgelig nok i den kommende uge linke op til mine nærmere beskrivelse af hver vinhus samt mine nøjagtige, ultrapræcise, punktlige og syreskarpe smagsnoter for de enkelte vine.

Samlet blev igen en rigtig fin aften … og selvom – eller måske netop fordi – det var i en corona-tid, så var det rart at mødes og drikke god vine med andre vinnørder i real life. Og så er det altid enestående at smage 12 topvine på Riesling i streg, så stor tak til Jacob for initiativet og arbejdet med rammerne til aftenen.

Vi sluttede aftenen med lidt ost, pølser og brød … og dertil selvfølgelig lidt af slanterne fra blindsmagningen.

Andre smagninger

Houlberg til Languedoc smagning … i Frankrigs største vinområde

Vinimperiet afholdte forleden en ren Languedoc vinsmagning som en reaktion på en smagning afholdt af Jyllandsposten, hvor vinene i mange forskellige prisklasser blev sammenlignet. Nu havde Bjarne fra Vinimperiet besluttet at lave en tilsvarende smagning med Languedoc vine i nogenlunde samme prisklasse … selvfølgelig serveret blindt.

Jeres flittige vinblogger var selvfølgelig på pletten … klar til at blindsmage og rate 14 forskellige Languedoc vine, hvor de fleste var enten økologiske eller biodynamiske og halvdelen fra Vinimperiets eget sortiment indenfor denne gruppe.

Lidt om Languedoc

Languedoc-Roussillon er reelt 2 vinregioner, som i slutningen af 1980’erne blev en samlet administrativ region. Det er også en stor en af slagsen, da det samlet er Frankrigs allerstørste vinregion med omkring 224.000 hektar vinmarker og over 1/3 del af Frankrigs samlede vinproduktion.

Det er også – som med dele af Provence – et af de ældste vinområder i Frankrig. Languedoc har tilhørt Frankrig siden det 13. århundrede, mens Roussillon området blev erhvervet fra Spanien i midten af det 17. århundrede. De første vinmarker i Languedoc blev plantet af de tidligere grækere langs kysten nær Narbonne i det 5. århundrede.

Der er samlet 21.373 vinavlere og knap 2.500 vinhuse, der producerer vine. Omkring 2/3-dele af vinene fra Languedoc-Roussillon sælges i Frankrig og 1/3-del eksporteres.

Det er også det område, hvor der er flest økologiske vinavlere …. hele 21.910 hektar vinmarker med økologisk drift og det tal er bare stigende, da flere hele tiden er under konvertering til økologisk drift.

Selvom Languedoc-Roussillon betegnes som én vinregion, så er de to områder meget forskellige, hvorfor det giver mest mening – som her på Houlbergs Vinblog – at opdele dem i to.

Languedoc er en meget fransk region beliggende på kystsletterne, mens Roussillon området er langt mere bjergrig med markerne ved foden af Pyrenæerne samt en meget større spansk og katalansk indflydelse på grund af områdets historie.

Her kigger vi alene på Languedoc, som ligger det lige ovenfor Roussillon og grænser op til Rhône. Appellationen Costières de Nîmes har fx tidligere tilhørt Languedoc, men er i dag en del af Rhône regionen.

Languedoc er opdelt i et østlig og et vestligt område med følgende appellationer:

Østlige Languedoc
  • Berlou
  • Clairette de Bellegarde
  • Clairette de Languedoc
  • Coteaux du Languedoc
  • Coteaux du Languedoc Pic Saint Loup
  • Faugères
  • Muscat de Frontignan
  • Muscat de Lunel
  • Muscat de Mireval
  • Roquebrun
  • Saint-Chinian
Vestlige Languedoc
  • Muscat de Rivesaltes AOC
  • Cabardès
  • Côtes de Malepère
  • Corbières
  • Coteaux du Languedoc
  • Fitou
  • La Clape
  • Limoux AOC
  • Minervois
  • Minervois La Liviniere
  • Muscat de St-Jean-de-Minervois
  • Rivesaltes

Derudover laves der rigtigt meget Vin de Pays vine i området … her hedder det blot Vin de Pays d’Oc. Men generelt er Languedoc gået fra i 1970’erne primært at producere billige rødvine til i dag at være en af landets vinøse legepladser, hvor gamle, højtydende vinstokke rives op og erstattes af nye sorter, nytænkning og unge vinmagere, som ønsker højere kvalitet.

Languedoc blindsmagningen

Aftenens vinsmagning omfattede alene vine fra Languedoc – og altså ikke Roussillon – fordelt på områder som Fitou, Minervois, Minervois La Liviniere, Corbières, Faugères samt Coteaux du Languedoc Pic Saint Loup … og i helt tilfældig rækkefølge.

Jeg havde – som altid fornuftigt – taget bussen ind til Underværket, hvor Vinimperiet holder til og arriverede nærmest på slaget 19.00 Bjarne havde gjort klar til smagningen med respekt af Covid-19 reglerne om afstand til hinanden mm. Alt i skønneste orden.

Vi var samlet beskedne 8 deltagere, som – med afstand – hilste på hinanden og gjorde klar til smagningen. Men inden vi lagde fra land med Languedoc vinene, så skulle vi lige ha’ renset munden og varmet smagsløgene op. Det skulle ikke ske med Languedoc vin, men lidt vin fra Sydvestfrankrig … en 2018 Domaine de Lafage, Le Petit, som er en sjov lille blanding på Syrah og Gamay.

Men derefter gik det afsted i raske skridt med de 14 vine i denne rækkefølge, som dog først blev afsløret efter den sidste vin:

Som vanlig har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Men hvor var det et interessant felt … det er ikke hver dag, at man smager så mange Languedoc vine på én gang og endda med så mange økologiske og biodynamiske.

De 14 vine havde mange lighedstræk … dog med store variationer, men de var også gennemgående på nogle af de samme druesorter som Syrah, Grenache, Mourvédre, Carignan og Cinsault.

Konklusion

Jeg ved ikke, hvordan det samlede resultat endte, men i min bog var de bedste vine klart de to vine fra Domaine Zélige-Caravent samt en Fitou 20 de Terre fra Domaine La Garrigo, mens en Pif Not Dead Nouveau fra Les Sabots d’Hélène var et glædelig gensyn … og samtidig eneste vin, jeg havde smagt tidligere.

En af de vine, som Jyllandsposten havde givet 92 point eller 5/6 i deres test … en Minervois L’O de la Vie fra Domaine Anne Gros & Jean-Paul Tollot havde jeg som aftenens svageste vin pga. alt for megen bamsefar, marmelade og frugtbombe, mens andre af de deltagende elskede vinen … men sådan er vi alle forskellige.

Et stort tak til Bjarne aka Vinimperiet for en dejlig smagning … på en ellers dødsyg tirsdag midt i en Corona-tid.

Andre smagninger

Houlberg til Distinto branchesmagning … en eftermiddag med alt for lækker vin

Jeres flittige vinblogger var forleden som et wildcard inviteret til Distintos store branchesmagning på Restaurant Domestic i Aarhus … et lille eksklusivt arrangement for folk i vinbranchen.

Jeg havde ikke kunnet sige nej … og gud ske tak og lov for det, for Distinto havde taget ikke mindre end 73 forskellige lækre vine med til smagningen. For Houlberg føltes det som at være 10 år og være sluppet løs i en legetøjforretning … så meget at se og smage … men alt for lidt tid … og så på en mandag eftermiddag.

Der var ikke overcrowded, men jeg rendte fluks ind i Mads Thorlann fra Højbjerg Vine. Vi har drukket vin sammen ved flere lejligheder og han elsker – som mig og en bunke andre vinnørder – specielt de italienske vine fra Barolo. Vi fik en hyggelig snak om vin.

Det svære var at vælge, hvilke vine jeg skulle smage. Jeg var kørende, og skulle jo spytte ud, men det ryger jo altid et par dråber ned, så derfor var det vigtigt at vælge omhyggeligt. Jeg tog den lidt afslappet og valgte de vine, som jeg bare helst ville smage … sådan en smule nonchalant af en ellers normalt jordbunden jysk vinblogger.

Men det gjorde, at jeg samlet smagte 17 vine eller blot beskedne 23% af samtlige vine. Men sikke nogle vine jeg smagte, nemlig disse:

WAUW sikke en felt, hvor ikke én eneste vin ikke imponerede, selvom der selvfølgelig var nogle, som bare var bedre end andre. Det absolutte toppunkt for mig var klart en 2006 Barolo Cerequio fra Michele Chiarlo med en 2010 Camerano, Barolo Cannubi San Lorenzo i haserne tæt efter.

Jeg har som sædvanligt linket til mine beskrivelser af vinhusene og anmeldelser af vinene. Det var en seriøs, sej, konge walkaround smagning med masser af perler. Det var fedt at få lov at smage vine fra sådan et felt.

Så stor tak til Jonas og Philip fra Distinto … You Guys Rock.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Adeneuer … roadtrippets sidste stop i Ahr

Weingut Adeneuer var vores sidste besøg inden vi senere på aftenen drak hjernen ud ved den festlige winzerfest på torvet i Ahrweiler. Absolut sjovt. Besøget hos Paul Schumacher havde kun varet en times tid, så vi ankom til Adeneuer i Ahrweiler lidt tidligere end aftalt på forkant med Marc Adeneuer.

Men vi entrede med nærmest kyndig erfaring vinhuset, og døren med skiltet Probierstube & Verkauf fortalte med tydelige Algerian gamle og tydelige skrifttyper, at her var det nok et godt sted at starte. Det gjorde vi så.

Vi blev mødt af Frank Adeneuer, som passede smagestuen denne dag, mens Marc tilsyneladende var optaget andetsteds. Det var fint for os og vi satte os ved et af bordene i smagestuen … og så fik vi ellers en supersmagning, selvom der egentlig var pænt travlt.

Historien

Weingut Adeneuer kalder sig også en rotweingut, for Adeneur laver primært vine på Früh- og Spätburgunder og kun et par enkelte hvide vine på Weißburgunder og en enkelt Blanc de Noir – selvfølgelig også på Spätburgunder – samt lidt Sekt.

Vinhuset ligger i den lille by Ahrweiler og drives af de to brødre Marc og Frank Adeneuer, som nu viderefører familiens gamle, stolte traditioner, idet vingården har været i familiens eje i omkring 500 år.

Da Marc og Frank Adeneuer overtog driften af vin gården i 1984, var alt temmelig nedslidt, men siden da er der sket meget. Gården er renoveret og vinkælderen er bragt op til moderne standarder.

Siden overtagelsen har brødrene også forøget markerne, således de i dag har 12,5 hektar, som bl.a. omfatter parceller på topmarkerne Ahrweiler, Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg, Walporzheimer Kräuterberg og specielt 0,64 hektar på den ultimative perle Walporzheimer Gärkammer.

Vinene hos fermenteres spontant og med så kold maceration som muligt. De bedste af vinene lagres på barriques i 18-20 måneder og lagring sker altid separat for hvert enkelt parcel.

Den samlede produktion ligger årligt på omkring 100.000 liter, svarende til cirka 130.000 flasker vin.

Vinsmagningen

Frank Adeneuer havde travlt i smagestuen, men han serverede løbende et bredt udsnit af husets vine og havde også tid til en snak med os omkring vinhuset, historien og vinene. Samlet kom vi til at smage disse vine:

Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Vinene fra Adeneuer hører til blandt toppen af poppen i Ahr og bare deres billige J.J. Adeneuer basisvin er toplækker, mens specielt Grosses Gewächs vinene i den grad imponerede med 2015 Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder GG som den allerbedste gudedrik.

Vi fik ikke en rundvisning i vinkælderen, for der så ud til at være travlt, men måtte nøjes med nogle fotos ind i det allerhelligste, men så købte vi i stedet lidt af de forskellige vine.

Mange producenter i Ahr har ingen dansk importør, hvilket også  gælder også Adeneuer … i hvert fald indtil nu, hvor Vinvärket er ved at slå dørene op, og de får netop også nogle af vinene fra Weingut Adeneuer med i sortimentet. Godt gået guys.

Det er Morten fra Vinvärket, som har sendt mig de to nederste billeder af Marc og Frank Adeneuer.