Tag-arkiv: Rheingau

2016 Weingut Robert Weil, Kiedrich Gräfenberg Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Robert Weil, Kiedrich Gräfenberg Riesling GG, Rheingau, TysklandNæste sæt startede med denne Kiedrich Gräfenberg Riesling GG fra Weingut Robert Weil, som jeg besøgte for lige omkring et år siden.

Dengang smagte jeg også denne vin, men dog uden tid til mindste fordybelse eller endsige tage smagsnoter. Besøget hos det fantastiske vinhus i Rheingau kan I læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Robert Weil … veldrevet Kiedricher magtfaktor. I indlægget er der også masser af fotos fra vort besøg og rundvisning på den virkelig smukke vingård, der ligger i byen Kiedrich godt nede af en stejl sidevej.

Denne Kiedrich Gräfenberg Riesling GG er selvfølgelig lavet af druer fra marken Kiedrich Gräfenberg, der er en sydvestvendt skråning med en stigning på op mod 60%. Jordbunden består af skifer og grus, og er derfor meget veldrænet.

Sammen med den velventilerede placering giver det ekstremt sunde druer, som håndplukkes i begyndelsen af november. I vineriet starter gæringen spontant med de i kælderen forekommende gærstammer.

Næsen er ikke sådan så eksplosiv eller intens, men en smule mere feminin og let med blomster, tropiske frugter, fersken, abrikos, pærer, svag appelsin, lime, citrus, røg … meget fint, let og blidt. Det er så let, magert og nobelt, at det næsten er neutralt, men også kun næsten, for det er sart, spinkelt og skrøbeligt lækkert.

I munden er der grønne æbler, høj syre og let krydrede elementer … syren er ikke pivskarp, men pæn og flot balanceret uden at blæse mig omkuld. Der er dog en øksehuk skarp bitterhed … masser af grape, som ridser og skrammer gummerne og sammen med mineralsk præcision giver en lang eftersmag.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 465 kr., men i øjeblikket fås på tilbud til 372 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Georg Breuer, Rüdesheimer Berg Schlossberg Riesling, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Georg Breuer, Rüdesheimer Berg Schlossberg Riesling GG, Rheingau, TysklandDa jeg sidste år besøgte vinotheket hos Weingut Georg Breuer midt i Rüdesheim, så kunne vi ikke få lov af smage husets topvine, da de var totalt udsolgte. Heldigvis fik jeg så lov til at smage rigtig god vin fra Breuer ved det uofficielle mesterskab i tør Riesling med denne Rüdesheimer Berg Schlossberg Riesling … endda som første vin.

Weingut Georg Breuer hører efter sigende til blandt de bedste vinproducenter i Rheingau. Nogle påstår endda, at huset hører til blandt de 5 bedste producenter i Tyskland og netop hans bedste vine på Riesling er legendariske og serveres da også på flere af verdens bedste restaurationer.

Vinhuset er grundlagt helt tilbage i 1880 af familierne Scholl og Hillebrand. Dengang bestod det reelt blot af en vinbutik, som imidlertid i starten af 1900-tallet blev købt af Peter Breuer, den første vinmand i Breuer familien.

Det blev dog sønnen Georg Breuer, som kom til at ligge navn til vinhuset, selvom det reelt var Georgs to sønner Bernhard og Heinrich, som for alvor satte vinhuset på landkortet, bl.a. ved betydelige udvidelser af husets vinmarker, høje kvalitetsnormer og en international markedsføring, som specielt blev anført af Bernhard Breuer.

Bernhard & Heinrich Breuer overtog vinhuset fra deres far omkring 1980, og de stod bl.a. også for købet af marken Rauenthaler Nonnenberg samt andre topmarker i området.

I dag har Weingut Georg Breuer samlet 34 hektar vinmarker, svarende til 136 morgen. Morgen er en gammel måleenhed for det område, som en plov med én hest eller én okse kunne pløje på én morgen. Man sagde, at der gik omkring 4 x morgen til en hektar og det passer jo egentligt også spot on godt her.

Huset vinmarker ligger udelukkende i Rüdesheim og Rauenthal im Rheingau og de bedste marker er Rüdesheimer Berg Schlossberg på 3,5 hektar, Rüdesheimer Berg Rottland på 2,9 hektar, Rüdesheimer Berg Roseneck på 2,1 hektar og endelig Rauenthaler Nonnenberg på 5,6 hektar og som de er eneejer af.

Udbyttet på vinmarkerne ligger i gennemsnit på 45 hektoliter pr. hektar og på de bedste parceller er det helt nede på 15-25 hektoliter pr. hektar … altså langt mindre en de lovmæssige krav. De bedste vine kalder huset for deres spitzengewächse, da de ikke er medlem af VDP og derfor ikke må bruge betegnelsen Grosse Gewächse.

De primære druer er selvfølgelig Riesling, som dækker omkring 26,8 hektar af husets marker, mens Spätburgunder er plantet på omkring 3,8 hektar. De sidste sorter er Grauer Burgunder, Weißer Burgunder samt mere eksperimenterende druesorter Orleans og Heunisch.

I dag ligger driften af vingården hos 4. generation i form af Bernhard Breuers datter Theresa Breuer, idet Bernhard desværre døde i en tidlig alder i 2004. Datteren får dog hjælp fra onkel Heinrich, den ansatte betriebsleiter Hermann Schmoranz og vinmageren Markus Lundén.

Denne Spitzengewächse Rüdesheimer Berg Schlossberg Riesling er lavet med druer fra den nævnte mark, der ligger øverst i Rüdesheim med en undergrund bestående af skifer, ler og kvarts.

Siden 1980 har vinen haft en kunstneretiket, som hvert år lavet af en kendt kunstner. For denne årgang 2016 er etiketten laves af den lokale maler Michael Apitz … en kunstner, som er født i Eltville im Rheingau og kendt i hele området.

Han er egentlig tegneseriekunstner og tegneserietegner og står bl.a. bag en tegneserie med navnet Karl. Han har til Breuer malet et smukt motiv med et view fra Rüdesheim udover Rhinen og alle vinmarkerne.

Rüdesheimer Berg Schlossberg er med sin 70% stigning den stejleste vinmarker i Rheingau og Weingut Georg Breuer har altså en 3,5 hektar parcel på marken. Druerne er høstet med et ganske lille udbytte på 15 hektoliter pr. hektar og vinen er vinificeret helt klassisk og modnet på egefade. Der er 3,9 gram restsukker pr. liter.

Næsen luftig, slank med herlig meget petroleum, lidt støvet og kandiseret abrikos, æbler, mirabeller, grape, lidt varme, bivoks, flint, mineraler, blomster og virker lidt som en buttet teenager.

I munden er der en elegant vin med masser af citron … noget anderledes end duften, syrlighed med nyplukkede æbler, grønne og umodne æbler, en levende syre, grape bitterhed, salt, høj intensitet og lang finish, men mangler lidt sjæl og kompleksitet. Vi er dog på et flot højt niveau og samlet en drønlækker vin.

Importør er Barrique Vin, men denne vin er ikke fundet. I Tyskland koster en flaske omkring 59,99€, svarende til 447 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

Europamesterskab i tør Riesling … der meister ist?

Blåskimmelrøv, babybræk, petroleum, svævende auberginer, syrebananer, bundtræk og døde håndklæder var blot nogle af de mange ord, som en flok vinnørder forleden anvendte, da de skulle beskrive 20 tørre Riesling topvine fra øverste hylde i det, som helt passende kunne kaldes det uofficielle europamesterskab i tør Riesling.

Det var Jacob fra Propperiet Vin Import, der havde fået den brillante idé at holde sådan en mesterskabsaften. Bare nogle af de bedste producenter af Riesling i Europa og deres topvine, smagt blindt for slutteligt at kåre en vinder. Kåre simpelt, enkelt … men på ingen måder banalt, snarere dødalvorligt. Og som de jo siger i den germanske forbundsrepublik; Germans dont make jokes.

Til at stå i ringhjørnet havde Jacob fundet 20 kombattanter fra henholdsvis Mosel, Rheingau – altså de to største Riesling højborge i Tyskland – men derudover en flok weinbundeswehr-krigere fra Rheinhessen, Pfalz og Nahe samt 4 choucroute-slagsbrødre fra Alsace i Frankrig og 2 alpe-gladiatorer fra Østrig.

Skulle jeg inden smagningen agerer betting site eller en lurvet, lumpen og afdanket bookmaker, så havde jeg nok satset mine spinkle lommepenge på vinene fra Mosel og Rheingau med Østrig som en joker. I de områder ligger mine præferencer generelt, hvis man generelt skal generalisere.

I kampe mellem Alsace og de tyske vine foretrækker jeg altid de tyske. I vores sydlige bruderland er vinene fra både Rheinhessen, Pfalz og Nahe generelt – efter min erfaring – ikke helt så skarpe, som dem fra Mosel og Rheingau, hvis vi igen skal generalisere. Men der findes jo fremragende producenter i alle områder.

Og til en blindsmagning er der netop ikke plads til generaliseringer … for dels bestod feltet denne aften nogle af de bedste Riesling saftpressere fra de respektive områder og samtidig pilles alle fordomme væk, når vinene smages blindt. Derudover skal det med i ligningen, at de fleste af vinene var helt unge … og dermed måske et stykke fra deres potentielle storhed.

Smagepanelet denne aften – de smukke mennesker som ses rundt om bordet – bestod af flere branchefolk, Jacob og Claus fra Propperiet, den navnkundige René Langdahl Jørgensen, Sofie fra VildMedVin, Mads fra Højbjerg Vine, sommelieren Alex fra Gastromé, den bekendte med navnet Madsen og så det tynde øl i form af jeres flittige vinblogger samt min legendariske vinbuddy Gert E.

Det er en flok søde, dejlige mennesker og med klare holdninger til de smagte vine, og med deres store erfaringer i vinbranchen var de fantastiske at drikke vin sammen med. Vi var enige om mange af vinene – næsten i sync – og nogle gange også uenige på kryds og tværs af bordet, men altid med klare meninger om vinene samt fremragende smagssanser.

Der var overraskelser for alle omkring bordet, da producenterne til sidst blev afsløret. Det var dog samlet set en vin fra Mosel – Winninger Uhlen R Rotlay Riesling GG fra Weingut Heymann-Löwenstein – som vandt prisen som bedste europæiske tørre Riesling. Sådan … og så lige en fanfare, en krummelure, en klapsalve samt et applaus  für der Meister.

Selvom det områdemæssigt ganske fornuftigt var Mosel, Rheingau og Østrig, som vandt som værende de tre bedste områder, så var rækkefølgen lidt overraskende, idet Østrig helt uimponeret satte sig på 1. pladsen efterfulgt af Rheingau og så Mosel på 3. pladsen. Keine ordnung der, selvom vi har lært, at Ordnung muss sein.

Jeg blev også selv overrasket over mine egne vindere, idet jeg faktisk havde Forster Pechstein Riesling GG fra Weingut Reichsrat von Buhl fra Pfalz som min bedste vin. Den fik dog også generelt pæne ratings, mens Alex’s overraskende 85 point på denne trak gennemsnittet markant ned.

Den blev i min blog dog tæt efterfulgt af Nackenheim Rothenberg Wurzelecht Riesling GG fra Weingut Kühling-Gillot i Rheinhessen på min 2. plads og dermed var mine to bedste vine netop fra to af de områder, som jeg normalt vil rangere lavest blandt de repræsenterede. Et par vine fra Alsace lå endda også højt på mine ratings. Men sikke nogle vine.

Områdemæssigt havde jeg følgende rækkefølge; Pfalz, Østrig, Alsace, Rheingau, Mosel, Rheinhessen og Nahe. Generelt var niveauet dog sindssygt højt og der var ingen Prügelknabe, dårlige plattyske vine … blot forskellige smag og holdninger. Herligt.

René Langdahl Jørgensen og jeg var dem, som samlet set gav vinene fleste point og havde også begge Pfalz samt Østrig højt på samlet score set områdemæssigt, mens jeg – selvfølgelig ubevidst – var en tak mere nærig med scoren på vinene fra Mosel, selvom det dog er nuancer, som vi snakker om.

Her ser i lige vinene i den rækkefølge, som de blev smagt. De kom i sæt af 4 vine, samlet 5 sæt … altså 20 Riesling GG vine. Jeg har efter hver vin skrevet vinens gennemsnitlige score og derefter min score efter 100 point skalaen.

Helt ude af sync med de andre vinnørder var jeg generelt ikke. Jeg har selvfølgelig linket til mine nærmere beskrivelse af hver vinhus samt mine nøjagtige, ultrapræcise, punktlige og syreskarpe smagsnoter for de enkelte vine.

Samlet blev det en night to remember … så stor tak til Jacob for initiativet og invitationen til smagningen. Det var enestående at smage 20 topvine på Riesling i streg. Det er noget, som man ikke oplever hver dag og man kan leve højt på i lang tid.

Glæder mig til, hvad du kan finde på næste gang og begræder fortsat, at jeg ikke kunne deltage i den tidligere Spätburgunder smagning tilbage i maj måned. Men som min gamle chef altid sagde; man kan ikke både blæse og ha’ ål i strømperne.

Vi sluttede aftenen med lidt ost, pølser og brød … og dertil selvfølgelig lidt af slanterne fra blindsmagningen. Jeg var til sidst også godt træt efter en lang dag, som havde startet kl. 05.00 med bagning af boller til brug efter morgentræning i Fitness med puls netværket kl. 07.00 efterfulgt af en lang arbejdsdag … og så lige 20 x Riesling som fint punktum denne dag. Sådan … game over.

Lineup fra aftenens 20 x Riesling.

2015 Weingut Schloss Vollrads, Riesling Alte Reben, Rheingau, Tyskland

2015 Weingut Schloss Vollrads, Riesling Alte Reben, Rheingau, TysklandVed byen Oestrich-Winkel i herlige Rheingau finder vi det gammelt slot Schloss Vollrads med det karakteristiske 8 kantede tårn fra 1471 og omgivende voldgrav. Denne lille fæstning huser Weingut Schloss Vollrads, der står bag denne Riesling Alte Reben, der selvfølgelig kommer i en flot, irgrøn Rheingauer Flöte flaske.

Slottets historie er tæt knyttet sammen med familien Greiffenclau, som selv kan spores tilbage til 1097. Men der har faktisk været dyrket vin på stedet i endnu længere tid, og ejendommen blev oprindeligt i 983 givet af ærkebiskoppen i Mainz til ridderen Vollradus fra Winkel. Så siden dengang har den lille fæstning heddet Schloss Vollradus … i dag Schloss Vollrads, selvom der ikke eksisterer bygninger tilbage fra den tid.

Familien Greiffenclau var efterkommere af den gamle ridder Vollradus, og de har gennem tiden sat deres præg på Schloss Vollrads, som nærmest altid har været deres residens.

Det var således Georg Phillip Greiffenclau von Vollrads, som i 1684 stod bag opførelsen af de tilhørende bygninger og vinkælderen på gården samt det specielle … nærmest ikoniske baroktag på det gamle, 8-kantede tårn, som i 1471 blev opført på fundamentet til et romersk tårn fra det første eller andet århundrede

Og det har altid været lavet vin på Schloss Vollrads, som menes at være en af de ældste vingårde i hele Tyskland. Der er dokumenteret vinproduktion på stedet tilbage til 1211. Schloss Vollrads har derfor også en speciel betydning i tysk vinhistorie og har således – som Schloss Johannisberg – sin egen appellation.

Den hedder selvfølgelig Schloss Vollrads efter marken, som vingården er eneejer af sammen med markerne Winkeler Dachsberg, Gutenberg og Schlossberg. Samlet har vingården omkring 80 hektar vinmarker, som ligger omkring Oestrich-Winkel, Hallgarten, Hattenheim og Geisenheim.

Og helt fra til 1997 har Weingut Schloss Vollrads været drevet af familien Greiffenclau, generation efter generation. Da Erwein Graf Matuschka-Greiffenclau i 1975 overtog driften fra sin fader Richard Graf Matuschka-Greiffenclau, så var ejendommen dog stærkt forgældet.

Erwein Graf Matuschka-Greiffenclau formåede ikke at få vendt økonomien, så i 1997 blev der indgivet konkursbegæring og Erwein endte med at tage sit eget liv. Siden 1997 har ejerskabet således ligget hos Nassau Sparkasse, som har forvaltet vinslottet og en tilhørende restaurant på stedet.

Sparekassen har også sørget for en større restaurering af ejendommen, som i dag delvis er åben for besøgende og om sommeren afholder en masse begivenheder med slotskoncerter, vinsmagninger og store bryllupper.

Nok historie … lad os se nærmere på denne Riesling Alte Reben, hvor druerne kommer fra vinstokke, der mindst er 15 år gamle. Vinen er lavet på store egefade med en kort, kold macerering og efter fermentering er vinen flasket helt ufiltreret. Der er 4,3 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt helt klart Riesling med lidt diesel eller petroleum, abrikos, fersken, god dybde i frugten, en gammel kælder og nærmest våde, gamle egefade.

I munden har vinen en let sødme, lidt krydderier, citron … sådan nærmest fin og elegant citronsyre med mineralitet og samlet set virker vinen meget klar og præcis. Det er god Riesling.

Ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster den 15,88€, svarende til 118 kr.

Vinanmeldelse 5/7  thumbthumbthumbthumbthumb

2016 Weingut Kloster Eberbach, Steinberger Crescentia Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Kloster Eberbach, Steinberger Crescentia Riesling Trocken, Rheingau, TysklandDann sind wir wieder … hos Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach og denne gang med deres 2016 Steinberger Crescentia Riesling Trocken.

Kloster Eberbach har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg besøgte vingården sidste under … i blogindlægget Besøg på Weingut Kloster Eberbach … historiske hessische Staatsweingüter. Derudover har jeg også skrevet lidt om Steinberg marken, nemlig da jeg drak den imponerende 2009’er Steinberger Riesling Gutsabfüllung aus dem Cabinetkeller.

Vi nøjes derfor nu alene med at se nærmere på denne 2016 Steinberger Crescentia Riesling Trocken, som er købt på mit besøg på vingården.

Druerne til vinen kommer fra marken Steinberg, som er den ældste, største og mest værdifulde vinmark for Kloster Eberbach og ligger lige ved det nye vineri, som I kan se på billedet ovenfor.

Det omfatter både produktionslokaler, kælder samt det moderne vinothek i glas med en forrygende udsigt udover bl.a. Steinberg marken. Høstudbyttet er på omkring 60 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet helt traditionelt, men jeg kan ikke finde andre oplysninger om produktionen i øvrigt. Vinen har dog omkring 5,5 gram restsukker pr. liter.

Den virker ikke helt så præcis, som da jeg smagte vinen på vingården, men den burde nok også ligge nogle år. Næsen er friske grønne æbler, pærer, abrikos, noget røget, blomster og virker lidt støvet, blid og tilbagelænet i aromaerne. Det bliver aldrig helt dybt eller med nogle af de helt spændende noter, som Riesling kan give.

I munden er vinen faktisk også lidt tilbagelænet, men byder på en tør mineralitet, citrus, lemon og blid syre. Vinen er meget blid og i øjeblikket måske en kende anonym, selvom sådan en flaske i det houlbergske hjem ikke holder lang tid.

Købt på vingården til 11,40€ … svarende til 85 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Weingut Solveigs, Koloss Pinot Noir Précoce, Rheingau, Tyskland

2011 Weingut Solveigs, Koloss Pinot Noir Précoce, Rheingau, TysklandVi nærmer os med denne Koloss Pinot Noir Précoce fra Weingut Solveigs snart enden af Frühburgunder stregen. Men inden vi kapper den helt over, så lad os kigge nærmere på smagningens eneste vin fra Rheingau.

Weingut Solveigs driver af Jens Heinemeyer og han laver alene naturewine på Pinot Noir ved byen Geisenheim i Rheingau … dog med den korrektion, at han jo så altså også laver vine på Pinot Noir Précoce aka Frühburgunder.

Jens Heinemeyer er 4. generation i en familie af vinavlere og er selv uddannet ønolog fra Geisenheim. Efter endt uddannelse videreførte han i 1987 familiens vingård under navnet Jens Heinemeyer Weine & Sekt.

Men i 1995 gik han sammen med Dieter Schufried samt Markus Haas og dannede Weingut Johanninger … en lille sammenslutning af 3 vingårde i henholdsvis Nahe, Rheinhessen og Rheingau med samlet 21 hektar vinmarker og med Jens Heinemeyer som fællesskabets vinmager.

I december 2012 trådte Jens Heinemeyer imidlertid ud af det fælles projekt og dannede sig eget lille projekt, som han har kaldt Weingut Solveigs. Her ville han koncentrere sig om at lave naturlige, enkle, ufiltrerede og ubehandlede vine alene på Pinot Noir.

Han havde gennem årene udviklet en særlig kærlighed for Pinot Noir bl.a. med produktion uden brug af tilsætningsstoffer, økologisk tilgang, ingen indgriben i naturens gang og et had til brugen af nye egefade ved lagringen, men derimod stor tilhænger af en lang og tålmodig modning af vinene.

Hans vingård ligger i Biebelsheim syd for Geisenheim … jep, det område, hvor alle byerne slutter med heim. Han havde allerede i flere år arbejdet efter samme metoder og havde også et lager af producerede vine på både flasker og fade, således projektet var kørende allerede fra første fløjt.

Det er et ganske lille vinhus … alene omkring 2 hektar vinmarker, som bl.a, omfatter centrale parceller på den historiske Assmannshauser Steil og enkeltmarker som Presenteberg, Mickelberg og Koloss. Det er marker med skiferholdig jord … det som lokalt kaldes Phyllit, som er en rosafarvet skiferart.

Jens Heinemeyer laver de 4 Pinot Noir vine Phyllit, Steil, Micke, Present og Koloss på Frühburgunder samt en rosé på Pinot Noir og såmænd også en Trockenbeerenauslese på Pinot Noir.

Produktionstilgangen kalder han doven vinificering eller kontrolleret inaktivitet, hvilket principielt betyder, at vinen fremstilles med så lidt indgriben som overhovedet muligt. Vinene er derfor udelukkende resultat af naturen og i udtalt grad super terroir-drevne.

Denne Koloss Pinot Noir Précoce er lavet med druer med Solveigs lille parcel med Frühburgunder på marken Lorcher Bodenthal-Steinberg, der ligger mellem Assmannshausen og Lorch. Marken har en undergrund med den nævnte Phyllit skifter og dyrkes fuldstændig økologisk.

Vinstokkene er omkring 20 år gamle og Jens Heinemeyer lader druerne sidde så lang tid på stokkene som muligt … næsten til de begynder at tørre til rosiner. Det giver et ganske beskedent udbytte på alene 20 hektoliter pr. hektar … men til gengæld en Oechsle i druerne på 125 … altså på niveau med en beerenauslese … Jesus Christ !!!

Vinen er produceret med minimal indgriben … uden brug af hverken gær, vinsyre, bøder, enzymer eller andet skidt, men gærer helt ud, så den er helt tør. Der er alene tilsat en smule sulfit og vinen flaskes også ufiltreret. Den har lagret omkring 2 år på nye egefade og 18 måneder på flaske … og så trækker banditten en alkoholprocent på højoktan 15,5%. Ingen feminin let diva Frühburgunder her.

Og det er på mange måder en stor mundfuld og en særegen Frühburgunder, hvor næsen både giver dig kandiseret og mørk frugt, slidbaner og  lavprofildæk, elastikker, sødme, eg, grønne urter og en våd, klam knytnæve lige i sylten. BAM.

I munden kan det virke lidt skævt, men du må ikke sammenligne vinen med Stodden eller Julia Bertram, for det er noget helt andet. Det er peber, overmodne bær, mørkere end den mørkeste vinternat og kraftig, fed og næsten opulent med alkohol og styrke. Jeg ved sgu ikke helt hvad jeg skal sige … og det er jo også en præstation.

Importeres af Distinto, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2012 Weingut Fritz Allendorf, Winkeler Hasensprung Riesling Großes Gewächs, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Fritz Allendorf, Winkeler Hasensprung Riesling Großes Gewächs, Rheingau, Tyskland Selvom denne Rheingau Winkeler Hasensprung Riesling Großes Gewächs fra Weingut Fritz Allendorf ikke kommer i den smukke Rheingauer Flöte flaske, så er flasken lige så eksklusiv med navnet på vinhuset præget i flasken samt en smuk, elegant etiket med skrift i guld.

Vinen købte jeg tilbage i oktober i Weingut Fritz Allendorfs lille butik, der ligger i smukke Rüdesheim, selvom selve vinhuset selv holder til i Oestrich-Winkel små 5 kilometer nordøst for Rüdesheim. Det nåede jeg desværre ikke at besøge.

Weingut Fritz Allendorf er grundlagt tilbage i 1773 af Philipp Anton Allendorf, og drives i dag fortsat af Allendorf familien, nemlig af søskendeparret Ulrich Allendorf og Christine Schönleber og deres respektive familier.

Ulrich – kaldet Uli – står for vinproduktionen sammen med Christines mand Josef Schönleber samt Christines og Josefs ældste søn Max Schönleber,

Max blev i 2012 uddannet ønolog fra Geisenheim og har derudover arbejdet hos Bernhard Huber i Malterdingen i Baden og der lært en del om produktion af specielt Spätburgunder vine.

Christine Schönleber – som så kaldes Christel – står for beværtningen på deres ejendom Georgshof, som familien byggede i 1963 ude midt i vinmarkerne.

Der kan man både nyde vinene fra Allendorf, bestille småretter og komme ind i husets Weinerlebniswelt … hvor besøgende kan lære lidt om de forskellige marker, jordarter og endda nyde vinene i forskelligt farvet lys for at fremhæve elementer eller detaljer i vinene.

Herudover driver familien også den lille butik i Rüdesheim samt bistroen/restauranten/vinbaren Brentanohaus i Oestrich-Winkel i en gammel historisk bygning opført i 1751.

Ejendommen var oprindelig sommerresidens for familien Brentano og familiens venner, bl.a. Johann Wolfgang von Goethe, brødrene Grimm og Freiherr vom Stein. Efter sigende skulle Goethes soveværelse stadig stå fuldstændigt originalt for bevis for den glorværdige fortid.

Sammenlagt er Allendorf i dag et større familieforetagende og et af de største huse i byen. Uli og Christels mor Lotte lever fortsat og er således ældste generation for 4 børn, 9 børnebørn og 1 oldebarn. Dermed en ganske stor familie. Og flere af de unge børnebørn regner også med at gå vinvejen.

Familien har sammenlagt 75 hektar vinmarker og er dermed et af de største familie drevne vinhuse i Rheingau. De vigtigste marker er Winkeler Hasensprung og Jesuitengarten, Oestricher Lenchen, Geisenheimer Mäuerchen, Rüdesheimer Berg Rottland og Berg Roseneck samt Assmannshäuser Höllenberg og Hinterkirch … alle dejlige navne for vinelskere.

Her har vi netop en Großes Gewächs Riesling fra marken Winkeler Hasensprung. Marken ligger tæt på Schloss Johannisberg og har sit navn fra dyreverdenen, idet hasen betyder hare … og var symbol på frugtbarhed. Dermed var planterne så store, at kun en hare kunne springe over dem … deraf navnet Hasensprung, altså harespring. Vinen er lavet i store egefade,

Næsen er parfumeret … petroleum, benzin og diesel i en skøn brændstofblanding. Det er klart før hybrid og elmotorens tid. Der er godt med melon, lidt salt, blomster, honning og vinen er nærmest lidt omklamrende i aromaen … og det er lige før det bliver for hyggeligt. Der fornemmes en vis fedme i vinen.

I munden er det også en fyldigere Riesling med et lille bittert bid, citron, syre, salt, mineraler og en vis sødme. Det er cremet med honning, så vinen fremstår fed og fuldmoden. Det smager godt uden at vi rammer Rieslingloftet, Men sådan en Riesling kan man altid drikke.

Købt i hos producenten til 25€ ,,, svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Sohns, Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Sohns, Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken, Rheingau, TysklandHvor er flasketypen Rheingauer Flöte dog smuk … mørkegrøn, slank, 35 cm høj med lodrette kanter på flaskehalsen. Og når den omklamrer lækker Lorchhäuser Seligmacher Riesling væske fra Weingut Sohns, så flasker tingene sig sgu … so to speak.

Selv hustruen min er vild med både flasken og indholdet, så jeg har meget passende placeret den sexede Rheingauer Flöte foran et af hustruens mange malerier, som vort hjem nærmest flyder over med. Og det er såmænd sagt på den allerpæneste måde, Hun er efterhånden blevet ret skrap til at fabrikere smuk kunst.

Nå, men vi er jo igen hos Weingut Sohns, som jeg sammen med et par stykker fra byggesjakket besøgte på vores roadtrip til Rheingau i oktober sidste år. Det besøg hos Weingut Sohns kan du læse om i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Sohns … ukendt, beskeden, billig og fremragende.

Lorchhäuser Seligmacher er en mark, som jo ligger lidt væk fra selve vinhuset og de øvrige af Sohns’ marker, der jo primært ligger ved Rüdesheim, Geisenheim og Oestrich-Winkel.

Lorchhäuser Seligmacher ligger derimod et stykke nordvest for vinhuset, nemlig ved byen Lorchhäusen tæt ved Lorch am Rhein. Det er en voldsom stejl mark … hælder omkring 60 grader og Sohns købte en parcel på den skifer- og kalkholdige mark i 2014.

Det er måske ikke en af de mest kendte marker, men alene navnet salig-mager refererer til, at gennem tiderne er kommet masser af god vin fra denne mark, hvor druerne typisk modner meget tidligt og har en fin surhedsgrad samt smuk frugt.

Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken er lavet alene på rustfrie ståltanke, men ellers er der ikke så mange informationer om vinen udover restsukker på 5,2 gram pr. liter, hvilket dermed gør vinen lidt mere tør end søstervinen Winkeler Hasensprung Riesling Trocken, som jeg sidst drak fra Sohns.

Fra denne Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken Rheingauer Flöte fløjter det ud med god Riesling aroma … æbler, ingen petroleum endnu, men måske alligevel en lille antydning, hvilket lover god for udviklingen. Derudover lidt estragon, kørvel, et svag nøddet element, krydderier og der er en vis friskhed over vinen. Derudover nogle mineralske aftryk … og det er samlet set en næse, som ikk’ er umiddelbar, men løbende åbner sig for den tålmodige.

I munden har vinen en sød, lille og delikat fedme, godt med æbler og fersken samt både syre, sødme og bitterhed i god balance. Ved første sip tænkte jeg, at den måske have et knappenål for megen sødme, men den tanke fortager sig hurtigt. Imidlertid er vinen blid, rund og meget behagelig. Der fornemmes også lidt kalk og sten, som lige titter frem og jeg synes overordnet, at den er bedre end søstervinen Winkeler Hasensprung Riesling Trocken.

Købt på vingården til 11,50€ … svarende til 86 kr. Det er faktisk vildt billigt.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Weingut Schloss Schönborn, Rüdesheimer Riesling, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Schloss Schönborn, Rüdesheimer Riesling, Rheingau, TysklandSå er vi der sgu igen … hos Domänenweingut Schloss Schönborn aka Graf von Schönborn og her med en frisk 2016’er Rüdesheimer Riesling.

Vinen er hjembragt fra et besøg på vingården sidste efterår … det besøg kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Schloß Schönborn … i et adeligt spor. Der kan du også læse lidt om historien om vinhuset, som ejes af familien Graf von Schönborn, der laver vin i både Rheingau, Franken samt Portugal.

Rüdesheimer Riesling er en Ortswein, hvor druerne kommer fra 3 forskellige marker i Rüdesheim, nemlig markerne Rüdesheimer Berg Schlossberg, Bischofsberg og Berg Rottland … selvom de fleste dog kommer fra Bischofsberg.

Vinen er lavet på temperaturstyrede rustfrie ståltanke med en kold fermentering. Lagret sur lie i tankene i 8 måneder. Der er 6,2 gram restsukker pr. liter og alkoholprocenten ligger på 12%.

Du overraskes først af farven på vinen, som er glasset er meget, meget lys. Duften er gule Golden Delicious æbler, mirabeller, kiwi, fersken og kvæde med en fin, rund og letkrydret aroma. Der er en sød intensitet med et lille animalsk islæt. Der er ingen petroleum … men det er jo også helt ung, frisk Riesling.

I munden er vinen blød, behagelig … fortsat hvalpet med god fylde med fin balance mellem syre, sødme og bitterhed. Der er saftighed, sødme og smager ganske fin.

Købt på vingården til 11,50€ … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Klosterweingut Abtei St. Hildegard, Pilgertrunk Riesling Feinherb, Rheingau, Tyskland

2015 Klosterweingut Abtei St. Hildegard, Pilgertrunk Riesling Feinherb, Rheingau, TysklandVi har tidligere slået fast, at nonnerne på Klosterweingut Abtei St. Hildegard drikker. Men de er sgu ikke de eneste på klosteret, som går og småpimper af de producerede vine, for det gør pilgrimmene også. I hvert fald er denne vin Pilgertrunk Riesling Feinherb en rigtig pilgrims drik … Pilgertrunk.

Vinen er sidste religiøse souvenir fra et køb hos nonnerne i Klosterladen der Abtei St. Hildegard under vores besøg hos Klosterweingut Abtei St. Hildegard på vores roadtrip til Rheingau sidst i oktober.

Pilgrims drik … altså Pilgertrunk forbindes oftest med øl, men nonnerne på Klosterweingut Abtei St. Hildegard laver altså en Riesling med dette navn.

Det er en Feinherb, hvilket jo beskriver tørhedsniveauet i vinen og det er sådan set lige mellem halvtør og mild. Der vil typisk være omkring 14-18 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt en sødkrydret vin med kvæde, fedme, sødme, bagepulver og vanilje. Virker en smule indelukket i duften, men ellers godkendt.

Smagen er sød, let perlende og det virker også, som om, at der er et meget svagt tryk i flasken, hvilket letter med en svag hvislen, når låget skrues af.  Smagen er beskeden, fersken, pap og det bliver aldrig hverken kompleks eller spændende. Indtil nu formentlig den svageste vin fra nonnerne. Den kan pilgrimmene godt beholde.

Købt på vingården til 8€ … svarende til 60 kr.

Vinanmeldelse 3/7