Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2018 Rhonéa Vignobles, Visan Notre dame des Vignes Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2018 Rhonéa Vignobles, Visan Notre dame des Vignes Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigKooperativet Rhonéa Vignobles har omkring 236 medlemmer og laver masser af vin … som nu fx denne 2018 Visan Notre dame des Vignes Côtes du Rhône Villages.

Kooperativet er egentlig grundlagt i 2014 ved en fusion mellem de 2 ældre kooperativer Les Vignerons de Beaumes de Venise – også kaldet Balma Venitia – samt Vignerons de Caractère i Vacqueyras.

Begge kooperativer var oprindelig grundlagt i 1950’erne … Les Vignerons de Beaumes de Venise i 1956 og Vignerons de Caractère i 1957 og begge for at samle vinavlerne omkring de to byer for at stå stærkere i de svære tider.

I dag har Rhonéas 236 medlemmer samlet omkring 2.100 hektar vinmarker i Dentelles de Montmirail, Vacqueyras, Gigongdas samt Beaumes de Venise. Vinene laves på kooperativets vinerier i både Vacqueyras og Beaumes de Venise.

En lille del af kredsen af kooperativet har også i 2016 skabt ​​SCIC Rhonéa Vignobles med Pascal Duconget i spidsen. Det er et slags  investeringsprojekt, hvor 5.000 investorer i en slags crowdfonding har skudt penge ind i foretagende på skattelempelige vilkår for at redde store dele af vinmarkerne i Dentelles de Montmirail fra at blive solgt til udenlandske investorer.

Rhonéa laver både vine i Rhonéa navnet, men også vine til nogle af medlemmerne … omkring 19 af medlemmerne får lavet deres vine på kooperativet. Derudover laves der vine i alle mulige forskellige navne og jeg har samlet talt 46 serier af vine.

Derudover samarbejder Rhonéa også med andre kooperativer som fx Ortas Cave de Rasteau, Cave de Visan og Cave de Sablet – Le Gravillas. Det er mit indtryk, at der godt på tværs af disse kooperativer kan laves fælles vine.

Nå, men her er det altså en vin i Rhonéa navnet … deres 2018 Visan Notre dame des Vignes Côtes du Rhône Villages, som kommer fra en serie, der kaldes Nos Signatures. Den er lavet på et mix af Grenache, Mourvèdre og Syrah, men fordelingen fremgår ikke. Den har gæret ved 28 grader i små temperaturregulerede betontanke, hvor vinen derefter har lagret en periode.

Dejlig dyb, mørk næse … masser af flæsk, blæk, lidt mejeri, både tør engelsk lakrids og sød lakridskonfekt, blomsterpotpuri, mælket, dyb, mørk frugt, blommer, brombær, violer, urter og krydderier. Det dufter faktisk vildt godt og klart bedre end forventet.

Smagen er lidt tyndere og mere syrlig end næsen lovede, men det gør ikke en bjælde, for det smager faktisk rigtigt godt. Der er noget bitterhed, bitter chokolade, brombær, blåbær, solbær, lidt grønne elementer, nogen tørhed, peber og pæne tanniner, Det er samlet ganske dejlig Rhône vine til lige knap 5 tomler.

Forhandling overvejes pt af Winelovers og jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Maison Pierre Sparr Successeurs, Riesling le Clos Sainte-Odile, Alsace, Frankrig

2014 Maison Pierre Sparr Successeurs, Riesling le Clos Sainte Odile, Alsace, FrankrigTil en skøn fiskeret forleden fik vinbloggeren serveret en 2014 Riesling le Clos Sainte-Odile fra vinhuset Maison Pierre Sparr Successeurs i Beblenheim i det dejlige Alsace.

Vinhuset er grundlagt i starten af 1700-tallet af Jean Sparr og drives i dag af 8. generation ved René og Charles Sparr, men den 9. generation er allerede ved at overtage roret.

Siden etableringen har Sparr familien også grundlagt Maison Charles Sparr i Sigolsheim samt Domaine Amélie & Charles Sparr i Wettolsheim, så Sparr familien har sat sit aftryk i Alsace.

Maison Pierre Sparr Successeurs har selv 15 hektar vinmarker, hvor deres bedste mark uden tvivl er Clos Sainte-Odile ved landsbyen Obernai. Men derudover får vinhuset også druer fra 130 hektar vinmarker tilhørende en række udvalgte, rutinerede vinavlere i området.

Vinproduktionen har Sparr familien lagt i hænderne på den kvindelige vinmager Alexandra Boudrot, der selv kommer fra Bourgogne og havde 12 års erfaring inden hun overtog ansvaret på Maison Pierre Sparr Successeurs.

Dette er netop husets Riesling fra deres topmark … Riesling le Clos Sainte-Odile, som de har en 2,5 hektar parcel på. Druerne er høstet med et udbytte på 65 hektoliter pr. hektar og vinen lavet meget traditionelt med gæring ved kontrolleret temperaturer og efterfølgende lagring sur lie.

Allerede inden første sip strømmer der en lykkelig aroma op med olie og petroleum, inderlig og indbydende, virker nærmest olieret og byder ellers på citrus, lidt nødder og salte mineraler. Duftmæssigt er den ikke slank, men har noget fylde, kraft og svag sødme.

Sådan smager den også … fyldig, olieret og ganske lækker Riesling med citroner, grape og lemon. Der er fennikel, grønne æbler, frisk, fint balanceret … og til fisken leverede den varen.

Ingen forhandler herhjemme. På vingården koster den 11,35€ … hvilket svarer til 85 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 WG Mayschoß-Altenahr, Spätburgunder Auslese Trocken, Ahr, Tyskland

2018 WG Mayschoß-Altenahr, Spätburgunder Auslese Trocken, Ahr, TysklandVi fortsatte med næste vin i det tyske Spätburgunder spor, for det var nemlig en herlig 2018 Spätburgunder Auslese Trocken fra det store kooperativ Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr.

Det gamle kooperativ ligger i byen Mayschoß i Ahr og skulle være det ældste kooperativ i Tyskland. Det er grundlagt den 20. december 1868 af hele 18 fremsynede tyske vinbønder og etableret af nød. Dengang havde vinproduktionen i Ahr-dalen været i dyb krise i næsten 10 år på grund af dårlig høst, angreb af vinlusen Phylloxera samt et stort sammenbrud i vinhandlen mellem de preussiske områder og de øvrige lande i Europa.

Ved at forene kræfterne, så håbede vinproducenter at finde en vej ud af denne situation. Det betød også, at der i slutningen af 1800-tallet blev grundlagt næsten 20 kooperativer i Ahr-dalen. Og i dag er omkring 90 procent af alle vinbønder i Ahr fortsat medlem af nogle af disse kooperativer.

Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahrs første formand var Nikolaus Näkel, og han fik hurtigt kooperativet op at køre. Allerede i 1881 var tilknyttede vinbønder steget fra de oprindelig 18 til 141 medlemmer, så kooperativets produktionslokaler måtte løbende udvides, bl.a. med udgravning af store, hvælvede vinkældre … som fortsat den dag i dag anvendes til lagring af vinene.

I 1982 blev kooperativet fusioneret med et par øvrige kooperativer i Mayschoss og Altenahr, og det var reelt først dér, at kooperativet fik dets nuværende navn Winzergenossenschaft Mayschoss-Altenahr. Seneste sammenlægning er sket i 2009, hvor så det næstældste kooperativ Winzergenossenschaft Walporzheim blev en del af Mayschoß-Altenahr.

Hele historien genfortælles i øvrigt også i kooperativets museum, som man kan finde i kældrene hos WG Mayschoß-Altenahr. Her er der også udstillet alt fra gamle redskaber, cykeltasker og vogne til transport af druer, sakse, en druemølle fra år 1900 og en gammel maskine til at sætte korkpropperne i flaskerne.

I dag er der tilknyttet 452 vinbønder til kooperativet, og der produceres fra omkring 150 hektar vinmarker. Det betyder dermed, at hver vinavler gennemsnitlig har 0,33 hektar vinmarker. Den årlige produktion på kooperativet er 1.200.000 flasker vin. De har en lagerkapacitet i tanke på 1,8 mio. liter og 250.000 liter i fade.

Her smager vi så én af kooperativets utallige vine, nemlig deres Spätburgunder Auslese Trocken, hvor druerne kommer fra mange forskellige marker, men høstet forholdsvis sene. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke med 8 dages gæring og maceration og derefter også lagret på ståltankene inden aftapning på flaske. Vinen har 5,6 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der klart mere power og krop end forrige Spätburgunder, for her er der fedme, brombær, solbær, kirsebær, røg, tobak, mynte, blomster … men er ellers lidt mere lukket og nærig med aromaerne.

Smagsmæssigt har vinen en god syre, nærmest en balsamisk syre, som kombineres med bitre kirsebær, mørk og bitter chokolade, tør jord, lidt jod og er i det hele taget meget tør. Der er ikke masser af finesse, men det er skruet godt sammen.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men vinen er også købt på kooperativet, hvor en flaske koster 16,90€ … svarende til 126 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Juliusspital, Würzburger Abtsleite Riesling Trocken, Franken, Tyskland

2017 Weingut Juliusspital, Würzburger Abtsleite Riesling Trocken, Franken, TysklandFra VDP Erste Lage marken Würzburger Abtsleite lige ved Randersacker smager vi nu Weingut Juliusspitals 2017 tørre Riesling fra en klassisk, historisk, sød og rund bocksbeutel flaske.

Jeg har tidligere skrevet om den over 435 år gamle institution Stiftung Juliusspital Würzburg midt i Würzburg, nemlig da jeg i sommeren 2015 og bla. smagte en 2013 Würzburger Müller-Thurgau Trocken.  I det blogindlæg kan du også læse mere om det historiske, vigtige og store vinhus, der årligt over omkring 1 millioner flasker vin.

Her koncentrerer vi os om at kigge nærmere på denne Würzburger Abtsleite Riesling Trocken Erste Lage vin, hvor druerne som nævnt kommer fra marken Würzburger Abtsleite ved Randersacker … og det er en sydvest til sydøst mark med en hældning på op til 45%, hvor jorden består af muschelkalk, altså skalkalkstenjord.

Den er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i store egefade … helt traditionelt og vinen er også lagret flere måneder sur lie i egefadene inden endelig aftapning.

Duftmæssigt er det frugt med æbler, lidt melon måske også og så sniger der sig en lidt olie og svag petroleum ind, så dermed sporer jeg må omgående ind på lidt Riesling. Det er en duft, som er sådan meget ligeud med grønne æbler, lidt nødder og med luft i glasset, så åbner aromaerne endnu mere op.

I munden er vinen grøn og frisk med grønne umodne æbler, masser af syre, citroner, grape, lemon og meget stram, præcis og konsekvent eksekveret. Det er klart tysk og flasken hjælper selvfølgelig også den del af gættekonkurrencen, for en bockbeutel er nærmest synonym med Franken. Dette er en rigtig god en af slagsen.

Forhandles normalt herhjemme af HJ Hansen / Vinspecialisten, men denne er ikke i sortimentet, men er købt hos vinhuset, hvor prisen er 13,50€ … svarende til 100 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, TysklandDet er nok ikke gået de trofaste læseres næse forbi, at jeres altid flittige vinblogger nok er en af landets førsteelskere af de tyske Spätburgunder vine. Når man så smager denne Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve fra Weingut Rudi Rüttger, så ist alles gut.

Det lille tyske vinhus ligger i byen Neuleiningen i det nordlige Pfalz og stammer tilbage fra 1643, så Rüttger familien har således været vinbønder i en menneskealder … ja faktisk mere 🙂 Men i dag ledes Weingut Rudi Rüttger af den unge og dygtige Rudolph Rüttger.

Han er uddannet på HBLA Klosterneuburg og har efter endt eksamen også arbejdet hos vinproducenter i både Østrig og New Zealand, inden han vendte hjem til familieforetagendet, hvor han fortsat får lidt hjælp af farmand Heinrich.

De har samlet 15 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 marker, nemlig Sonnenberg, Schlossberg og Feuermännchen, der alle ligger tæt på gården og er en del af Großlage Höllenpfad.

Jordbunden er forskellig i de tre marker. På Feuermännchen er jorden rig på sandsten, som er perfekt til Riesling, mens de hvide burgundiske druer Grauburgunder, Weissburgunder og den røde Spätburgunder trives bedst på Sonnenbergs kalksten.

Vinmarken Schlossberg har derimod jord med rød sandsten i den vestlige del og mere grusjord i den østlige del og er samtidig den varmeste af de 3 marker.

Denne Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve er jo netop lavet af druer fra Neuleiniger Sonnenberg, som efter høst gærer på cementtank med hele 20 dages skindkontakt. Efter endt fermentering har vinen lagret 11 måneder på egetræsfade, heraf 60% nye og let ristede.

I næsen er denne Spätburgunder lidt kølig i stilen med blæk, lakrids, fennikel, peber, gran, mynte, salvie, masser af tørt træ, fad, skovbær, søde kirsebær, læder … virkelig herlig aroma, som faktisk på flere parametre – selvom det lyder utroligt – minder lidt om Barolo.

Det smager sgu også ret godt … skal lige ha’ lidt luft i glasset, men så er det også en ren og elegant Spätburgunder med en maskulin råhed, men samtidig også en næsten burgundisk lethed, Frugten er frisk, let og saftig … alles ist immer gut og Houlberg særdeles tilfreds. Det er vitterlig en meget burgundisk Spätburgunder.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 139,95 kr, og det er sgu en god pris.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Ettore Germano, Barolo Prapò, Piemonte, Italien

2015 Ettore Germano, Barolo Prapò, Piemonte, ItalienDet bidende, briliante og bedårende Barolo bal sluttede med en kinddans med en fin 2015 Barolo Prapò fra Azienda Agricola Ettore Germano, der ligger på en smuk plet lige midt på Cerretta højen i Serralunga.

Familien Germano har lavet vin siden 1856 … dengang var det Francesco Germano og sønnen Alberto, der passede den lille gård i Serralunga. Det var dog først i 1975,  at vinhuset Ettore Germano blev grundlagt og Ettore Germano startede med at flaske og sælge husets vine … de første til private kunder og venner.

I dag drives vingården af Ettores søn Sergio Germano og han har 10 hektar vinmarker i Serralunga d’alba og 9 hektar i Cigliè i Alta Langa. Men derudover har Sergio for nylig købt flere parceller på markerne Prapò, Lazzarito, Pradone og Cerretta, mens familien også i 2010 arvede 0,5 hektar på Serralunga d’Alba Vigna Rionda marken fra Sergios moders familie.

Sergio er uddannet ønolog i 1993 fra universitetet i Alba, og han tilhører den nye generation af Barolo vinmagere, som har en meget uddybende videnskabelig forståelse for vinproduktion kombineret med respekt for traditionerne og forgængernes erfaringer.

Sergio har gennem årene været i stand til at nytænke og frembringe en række vine, der ikke er så typiske for Barolo området og det har gjort Germano navnet kendt og respekteret overalt.

Her smager vi Germanos Barolo Prapò. Druerne er fra Prapò marken, der ligger i 330-370 meters højde og har Nebbiolo stokke, der er plantet i 1967, 1999 og 2012. Efter høsten knuses druerne let inden den alkoholiske gæring og maceration i ståltanke over 40-45 dage. Efter en malolaktisk gæring, så lagrer vinen 18-24 måneder i store 2.000-2.500 liters egefade og så lagrer den yderligere et år efter aftapning på flaske.

Næsen er til den grønne side … har også lidt bio noter, nærmest krudt, prut og den sidste raket nytårsaften, en lille smule mus, nogle brændte elementer … bestemt ikke helt mainstream. Der er tørrede blomster, et svagt fadpræg med vanilje og frugten virker ikke sådan superskarp, men har lidt sødme.

Men smagen fejler sgu intet … blød, cremet med finsk lakrids, en stram tannisk syre, virkelig stram i kanterne suppleret med tobak, lidt bitter kakao, karamel og blomster. Dermed godkendt og en rating på 91 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster en flaske omkring 50€ … svarende til 372 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Oddero, Barolo Brunate, Piemonte, Italien

2015 Oddero, Barolo Brunate, Piemonte, ItalienSidste sæt af de 3 sæt Barolo vine startede med denne 2015 Barolo Brunate fra Poderi e Cantine Oddero, der ligger i byen Santa Maria i La Morra … faktisk ganske tæt på Roberto Voerzio.

Navnet Oddero har været synonymt med høj kvalitet i Langhe området siden den sidste del af 1800-tallet. Der startede brødrene Giacomo og Luigi at sælge vine under egen etiket i 1951 … gennem årene var Luigi ansvarlig for marker og vinproduktion, mens Giacomo var ansigtet udadtil.

Senere blev brødrene dog uenige og delte ejendommen … Luigi fortsatte under navnet Figli Luigi Oddero og Giacomo som Poderi e Cantine Oddero. I dag er Giacomo gammel, så vingården drives nu af datteren Mariacristina samt hendes børn Isabella og Pietro Oddero.

Oddero har 35 hektar jord … heraf er 16,5 hektar vinmarker med Nebbiolo, mens der også er fundet plads til 6 hektar med hasselnød træer … og alt drives certificeret økologisk.

Pietro er traditionalist og søger tilbage til traditionerne med lang skindkontakt og lagring på gamle, store fade. Han siger altid, at hans mor siger, at vinene skal være lavet af en søn af vinmageren, ikke af bødkeren, der har lavet fadene.

Her smager vi hans Barolo med druer fra Brunate marken … en lille parcel – plot 11 – på 0,4 hektar med 50-60 år gamle Nebbiolo stokke i 300 meters højde. Druerne afstilkes som regel manuelt og vinen får så gæring og maceration i 25 dage ved 28 grader efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring 30 måneder i store 20 hektoliter egefade samt yderligere 12 måneder på flaske.

Næsen er fennikel, lakrids, violer, roser, læder, lidt appelsin og moden, lys frugt, tranebær, kirserbær og måske endda også en snert af lidt eukalyptus, mint, fugtig jord og svagt brændte noter.

Smagen er virkelig tør … grannåle, tanniner, tjære og syrlig frugt, men måske også lidt mainstream i udtrykket uden de helt store ting, som stikker ud … bare almindelig god. Men det er der jo heller ikke noget galt i, for det smager jo ret godt. 92 point.

Forhandles af Vinomani, men de har ikke denne årgang. Et par ældre årgang 2009 og 2010 koster 999 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Schiavenza, Barolo Prapò, Piemonte, Italien

2015 Schiavenza, Barolo Prapò, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Schiavenza ligger i Serralunga d’Alba og det vinhus stod bag den næste vin i den lille MGA Barolo Terroir smagning. Det var en 2015 Barolo Prapò.

Schiavenza er grundlagt i 1956 af brødrene Vittorio og Ugo Alessandria, men ledes i dag af svigersønnen Luciano Pira med hjælp fra sin hustru Maura Alessandria og svogeren Walter Anselma.

Vingården og det omkringliggende jord var tidligere ejet af Opera Pia Barolo … et af områdets helt store vinerier, som i dag er kendt som Marchesi di Barolo. I gamle dage blev markarbejdet udført af markarbejdere kaldet schiavenza, så det er derfra, at vingården naturligt nok har fået sit navn.

Luciano Pira og Walter Anselma har samlet 10 hektar vinmarker i Serralunga d’Alba området, men ejer derudover også 1,5 hektar ved Monforte d’Alba i landsbyen Perno.

Udover vinproduktionen, så driver familien også restauranten Trattoria Cascina Schiavenza … og der kan du helt sikkert også nyde nogle af husets vine, fx denne 2015 Barolo Prapò.

Vinen er lavet med druerne fra marken Prapò, hvor huset har en parcel på 0,9 hektar. Vinen er lavet med gæring og maceration over 15-20 dage ved 25-30 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 36 måneder på store 3.500-4.000 liters slavonske fade.

I næsen er det moden frugt, hindbær, blommer, roser, violer, lidt grøntsagsfond, øllebrød, et savværk, bestemt ikke lige mainstream Barolo og den har en lidt brovten, maskulin næse. I munden er der godt med tanniner, sødme, kirsebær, grønne jordbær, karklud, en fugtig kælder og fin mineralsk note. Den taber imidlertid ganske hurtigt pusten og bliver lidt flad.

Forhandles af Carlo Merolli, hvor en flaske normalt koster 415 kr., men i øjeblikket er på tilbud til 325 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2009 Mamete Prevostini, Albareda Sforzato di Valtellina, Lombardiet, Italien

2009 Mamete Prevostini, Albareda Sforzato di Valtellina, Lombardiet, ItalienMamete Prevostinis anden Sforzato vin er denne Albareda Sforzato di Valtellina, som også er topvinen. Vi smagte den med lidt alder i en årgang 2009.

Vinen er lavet som lillesøsteren, altså på Nebbiolo druer, som er høstet med et yderst  beskedent udbytte på 16 hektoliter pr. hektar fra husets marker i både Sassella og Grumello området.

Efter høsten i starten af oktober, så lægges alle druerne til tørre i omkring 100 dage frem til midten af januar måned. Derefter sker der en sortering, afstilkning og let presning, hvorefter alkoholiske gæring og maceration med skindet sker ved 25 grader over 21 dage. Efter endt fermentering sker malolaktisk gæring i franske barriques, hvor vinen også lagres 20 måneder før aftapning på flaske og yderligere 10 måneder lagring inden frigivelse.

Alkoholen ligger i denne 2009’er på 15%, mens den rammer 16,5% i årgang 2016, så vi snakker højoktan. Der laves årligt 8.500 flasker af vinen. Selv Luca Maroni har smagt denne 2009’er og giver den 96 point, mens mere seriøse Winespectator har givet den 93 point, Gambero Rosso Tre Bicchieri.

I næsen er vinen en kende mere interessant og moden end forrige, godt med gammel læder, violer, tørrede rosenblade, herlig animalsk stald, tobak, chokolade, kakao, rosiner, blommer, sorte kirsebær og samtidig en fyldig, fed balsamisk syre.

Smagen lever egentlig godt op til duften, men alkoholen er langt mere integreret i denne vin end forrige. Det smager som en rund, moden vin med en okay frugt, som måske dog snerper hen mod at være lidt marmeladeagtig. Modenheden er dog fin, der er lidt læder, varme, fylde, krydderier og samlet godkendt. Forstår måske fortsat ikke, hvorfor man vil tørre de fine Nebbiolo druer? Vi kan lige snige vinen op på 5 houlbergske fingre.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 549 kr., mens prisen er 499 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Rainoldi, Sassella Riserva Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2015 Rainoldi, Sassella Riserva Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienIgen tilbage til Rainoldi 🙂 og nu med hans 2015 Sassella Riserva Valtellina Superiore, igen 100% Nebbiolo fra deres marker ved Castione Andevenno og Sondrio.

Vinen er lavet ved, at den efter endt fermentering er lagret 24 måneder i både store 25 og 56 hektoliter egefade efterfulgt af 2 måneders lagring i ståltanke før aftapning på flaske. Så kan vinen også lige nå at hvile … og det forstærkes med 12 måneders lagring på flaske i husets kølige vinkælder inden endelig frigivelse og markedsføring.

I glasset kan den ekstra fadlagring fornemmes, tør eg, men igen er der fint med blomster, tørrede roser, mentol, kamfer, fennikel samt en frugt med blommer og granatæbler. En veritabel håndgranat af syrlig og lys frugt.

Smagsmæssigt holdes du også i et stramt greb med ren lys frugt og godt med syre, masser af tørhed, stramme tanniner, som lige måske endda har antræk til mere med luft i munden. Der er lidt surhed og bitterhed, men den slutter lidt underlig vandet … fader meget i slutfasen, hvilket trækker noget ned i mit forstørrelsesglas.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7