Tag-arkiv: Italien

2015 Forteto della Luja, Forteto Pian dei Sogni Brachetto Passito, Piemonte, Italien

2015 Forteto della Luja, Forteto Pian dei Sogni Brachetto Passito, Piemonte, ItalienDet var specielt de to søde dessertvine fra Forteto della Luja som imponerede mig … og den første var denne 2015 Forteto Pian dei Sogni Brachetto Passito.

Vinen er lavet på tørrede Brachetto druer, som både er høstet meget sent og derudover også får lov at tørre i vineriet en kort periode inden de presses. Så gærer vinen og efter endt gæring lagres vinen 12 måneder på små egefade. Den sene høst og tørringen giver vinen masser af sødme og restsukkeret ligger også på 130 gram pr. liter.

I glasset meget lysere end forventet … nærmest en lys, transparent teglfarve med svagt brunligt skær, mens næsen er er meget liflig. Det er sødt, men sødmen virker ikke overvældende og i stedet en fræk lille og moden frugt, sødgærede kirsebær, jordbær, søde blommer, svage sherrynoter, visne roser og sirup.

Hvor smager det dog herligt … lys, moden og dessertsød, men igen uden det bliver for sødt, for der er også en moden friskhed over vinen. Det er let, forfriskende sødt, og Houlberg bliver bare vaklende blød i knæene. Virkelig indbydende. WAUW

Import overvejes af Winelovers.dk, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Forteto della Luja, Mon Ross Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

2018 Forteto della Luja, Mon Ross Barbera d'Asti, Piemonte, ItalienMon Ross Barbera d’Asti er den ene af de to rødvine hos Azienda Agricola Forteto della Luja. Og hvorfor ikke lige plaske lidt af vinen op i mit glas?

Det er selvfølgelig 100% Barbera fra husets egne marker. Efter høsten knuses druerne straks og gæringen sættes i gang med vingårdens egne gærsorter. Gæringen sker i ståltanke, men overføres til egefade for malolaktisk gæring og derefter lagring på egefade i 4 måneder inden vinen er klar til aftapning på flaske,

Duften har pænt med eg, er en kende lysere end den gennemsnitlige Barbera og har samtidig også en frisk og ren frugt, syrlige kirsebær, ribs og dermed også lidt stram end forventet. Det virker måske en anelse tør og lukket i udtrykket.

Smagen er noget anderledes end forventet … mere fyldig og skarp, en del stærk peber, meget syrlige kirsebær, solbær, lidt varm, bondsk og saftig med en nogen bitterhed. Det er ikke verdens mest venlige Barbera d’Asti. Med lidt luft i glasset bliver vinen lidt venligere, og dermed også lidt mere balanceret.

Import overvejes af Winelovers.dk, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2018 Forteto della Luja, Piasa Sanmaurizio Moscato d’Asti Canelli, Piemonte, Italien

2018 Forteto della Luja, Piasa Sanmaurizio Moscato d'Asti Canelli, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Forteto della Luja ligger forenden af en blind vej lidt nord for landsbyen Loazzolo med 200 indbyggere omkring 20 kilometer øst for Alba og 25-30 kilometer syd for Asti i Piemonte.

Vinhuset er fra 1926, mens vinkælderen og en del af bygningerne stammer tilbage fra 1700-tallet. I dag ejes og drives vinhuset af Giancarlo Scaglione, hvis familie tidligere overtog vingården fra den oprindelige familie, der startede med dyrke druer på markerne, men lavede kun vine til eget brug

Scaglione familien solgte i starten også selv blot druerne, men i 1985 ændrede Giancarlo Scaglione dette og begyndte også selv at lave og sælge sine vine. Giancalo var uddannet vinmager fra Alba i 1962, men i dag er det Giancarlo Scagliones datter Silvia, som står for driften.

Samlet har familien 13,5 hektar vinmarker, som ligger i 500-600 meters højde, hvor de primært dyrker Barbera, Moscato samt lidt Pinot Nero … certificeret økologisk, men drives reelt også efter biodynamiske regler bl.a. med en manuel presse, to heste og solceller på taget.

Der laves også alene 5 vine, hvilket omfatter en hvid, to røde samt endelig to søde dessertvine. Det er – i samme rækkefølge – vinene Piasa San Maurizio Moscato d’Asti. Mon Ross Barbera d’Asti, Le Grive Monferrato Rosso, Pian dei Sogni Piemonte Brachetto og Piasa Rischei Loazzolo

Denne Piasa Sanmaurizio Moscato d’Asti Canelli er lavet på Moscato aka Muscat, som høstes lidt efter lidt, og så vinificeres vinen på små fade med udvalgte gærtyper. Det er en sød vin og alkoholprocenten alene beskedne 5,5%.

Duftmæssigt nærmest lidt pærecider, æblemost, abrikos, fersken, krydderurter, honning, bivoks, nødder i sirup og med en lidt sur/sød aroma, nærmest med lidt snert af den herlige ædle råd.

I munden er vinen meget sød … og langt sødere end jeg havde forventet, selvom Asti jo oftest er sød. Her er det dog kombineret med en sukkersød opulent fylde og fedme, så vi nærmest snakker sød dessertvin. Smagen stikker ikke vildt dybt, men det opvejer fedmen til fulde … og har du en sød tand, så er dette bare ren sukkervand for dig.

Import overvejes af Winelovers.dk, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Bruno Giacosa, Roero Arneis, Piemonte, Italien

2017 Bruno Giacosa, Roero Arneis, Piemonte, ItalienArneis er en fabelagtig drue, og jeg blev betaget af druen, da jeg første gang smagte en vin på den. Nu smager jeg igen en vin på Arneis og endda fra en af de gode vinproducenter i Piemonte, nemlig Bruno Giacosa.

Vinhuset holder til i byen Neive og er oprindeligt grundlagt tilbage i 1890’erne af Carlo Giacosa og sønnen Mario Giacosa. Dengang solgte de det meste af den producerede vin til kunder i store 5 liters flasker, som var almindelig praksis i regionen.

Først efter Anden Verdenskrig fik Giacosa almindelig aftapning på vinflasker. På de første etiketter fra stod der også flot Carlo Giacosa & Figli, men det skulle nu imidlertid først blive 3. generation i form af Bruno Giacosa, som virkelig fik sat vingården på det internationale vinkort.

Bruno Giacosa begyndte allerede at arbejde i familieforetagendet fra en alder af 15 år og langsomt begyndte han at overtage produktionen.

Han begyndte at lave vin af indkøbte druer fra udvalgte vinmarker, og fik opbygget et netværk af avlere, som han mente havde de bedste druer til rådighed og som var dedikeret til at producere kvalitet. Han fremstillede sin første enkeltmarks Barbaresco i 1964

I løbet af 1960’erne blev Giacosa allerede betragtet som én af ​​de tre væsentlige vinproducenter af Barbaresco, sammen med Gaja og Produttori del Barbaresco.

I 1982 købte familien også Falletto vingården i Barolo, og senere tilkøbte de også yderligere marker. Bruno Giacose fik også tilnavnet Genius of Neive … geniet i Neive. Han var også kendt som Il Maestro … mesteren. En mand af få ord, men med en kæmpe viden om og indflydelse på vinproduktionen … han udtrykte sig kun i korte sætninger og foretrak i stedet at lade sine vine tale.

Bruno Giacosa er et af de få italienske vinhuse, som Robert Parker har givet de berømte 100 point. Parker har samtidigt udtalt følgende om Bruno Giacosa; A quiet and dignified winemaking genius in Neive and the least promotion-conscious winemaker in Italy who prefers to let his wines do the talking for him.

Giacosa var særlig berømt for sine Barbaresco og Barolo vine. I  Barbaresco ejes syv enkeltmarker. Det er Asili di Barbaresco, Rabaja di Barbaresco, Santo Stefano di Neive, Gallina de Neive, Montefico di Barbaresco, San Cristoforo di Neive samt Rio Sordo do Barbaresco.

I Barolo ejer Giacosa seks marker, nemlig Falletto di Serralunga d’Alba, Le Rocche del Falletto di Serralunga d’Alba, Rocche di Castiglione Falletto, Collina Rionda di Serralunga d’Alba, Villero di Castiglione Falletto, Bussia di Monforte d’Alba.

Herudover ejer Giacosa yderligere to marker, Valmaggiore di Vezza d’Alba og Basarin di Neiva, som giver druer til henholdsvis Nebbiolo d’Alba og Dolcetto d’Alba.

Siden 1990 har ønologen Dante Scaglione hjulpet vinhuset, og da Bruno Giacosa fik et slagtilfælde i januar 2006, så begyndte den 4. generation i form af Brunos datter Bruna Giacosa også at tage over, men Bruno blev ved indtil sin død i januar 2018.

Vinene fra Bruno Giacosa produceres ultra traditionelt, hvilket også gør, at der er tale om usædvanligt holdbare vine, der af mange karakteriseres som værende nærmest udødelige.

Der laves vine i 2 serier/labels, nemlig vine under navnet Bruno Giacosa, hvor druerne købes hos lokale producenter, og så vine under navnet Azienda Agricola Falletto – di Bruno Giacosa, som er vinene lavet med druer fra egne marker.

Opdelingen af produktionen i 2 forskellige labels startede i 1996 og er ret typisk i Piemonte. Det har  nemlig noget at gøre med skattelettelser for Azienda Agricola, dvs. flasker som produceres med druer fra egne marker.

Vinene fra egne marker laves endda i 2 niveauer med henholdsvis hvid eller rød etikette. De røde er Giacosas bedste vine og ekstremt sjældne, idet de kun produceres i endog meget små mængder blot to-tre gange på et årti.

Nå, men her smager vi altså en af Bruno sidste vine … en 2017 Roero Arneis, hvor druerne kommer fra marker omkring forskellige landsbyer i Roero-distriktet. Vinstokkene er mellem 15 og 22 år gamle og fra en række vinavlere, som i årevis har samarbejdet med Giacosa.

Vinificeringen sker i temperaturregulerede ståltanke, og vinen lagres efterfølgende i 4 måneder – ligeledes på stål – efterfulgt af en måned på flaske inden frigivelse.

Næsen er utroligt indbydende med fersken, melon, kvæde, citrus, urter, blomsterblade, kiks, vanilje, saltkaramel, bivoks, afbarkede grene, sandeltræ, en rulle Polo pastiller, tyggegummi, honning og mandler. Nice.

Smagen er langt mere afdæmpet end duften, meget blød og rund, ingen vild syre, medium surhed, har en vis fyldighed og mineralsk nerve, pænt med frugt, fersken, abrikos og man kan også nærmest smage lidt blomster. En rigtigt charmerende hvidvin, som slutter med pæn lang eftersmag.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 239,95 kr., mens prisen er 189,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Angelo Rocca & Figli, La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT, Sicilien, Italien

2017 Angelo Rocca & Figli, La Famiglia Blend 22, Sicilien, ItalienNæste vin i glasset er lavet hos det store italienske vinhus Angelo Rocca & Figli, men med vor gode danske vinmager Peter Vinding-Diers som ansvarlig vinmager. Det er vel oss’ meget passende, da vinen La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT kommer fra den skønne syditalienske ø, hvor Peter selv bor og laver vin på Montecarrubo.

Angelo Rocca & Figli har jeg skrevet om tidligere. De laver vine fra det meste af Italien … dog primært fra Puglia aka Apulien. Vinhuset er er grundlagt tilbage i slutningen af det 19. århundrede, hvor Francesco Rocca begyndte med at producere vin.

I 1936 trådte hans søn Angelo ind i familieforetagendet, forbedrede vinproduktionen og opbyggede en kælder i Nardò i Apulien. I 1960 blev den første aftapningslinje købt, og dermed begyndte huset med at sælge vine under eget navn og i 1999 købte Angelo også yderligere en vingård i Apulien ved Leverano i Salento.

I dag er det ​​stifterens barnebarn Ernesto Rocca, som sammen med sine sønner Paolo, Marco, Luca og Matteo kører den efterhånden store familievirksomhed, som også omfatter et byggefirma og et større hestestutteri.

Udover de to vinerier i Apulien, så har vinhuset bygget et stort, topmoderne tappeanlæg og lager i Agrate Brianza i Lombardiet. Der har vinhuset i dag deres hovedsæde og det er også derfra, at man i dag distribuerer vinene.

Det er noget af det mest prestigefyldte byggeri indenfor vinbranchen. Hovedsædet er udelukkende bygget i marmor og granit , hvilket bl.a. sikrer nogle vinkældre, som er optimale for lagring af vin i både fade og tanke.

Med en årlig produktion på 4,5 millioner flasker vin, så er Angelo Rocca & Figli også en større historie. Husets vine sælges da også til mere end 40 forskellige lande over hele verdenen.

Men denne vin er altså ikke fra Puglia, men fra Vinding-Diers hjemmebane på Sicilien. Den er formentlig lavet med opkøbte druer fra en række vinavlere på øen og er et blend af Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot, men forholdet mellem druerne kender jeg ikke.

Angelo Rocca & Figli laver i forvejen 2 vine fra Sicilien … en på Sangiovese og en på Cabernet Sauvignon og Merlot. Denne La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT er lavet i samarbejde med Peter Vinding-Diers, som har stukket vinen sammen … og måske målrettet det danske marked.

Peter har også tidligere lavet/stukket vin sammen hos andre vinhuse, bl.a. samarbejder han også med det store kooperativ Cantine Settesoli på Silcilien.

Der er ikke rigtigt nogle oplysninger om selve produktionen af denne La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT, så derfor springer vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Næsen starter med lidt mørk frugt, ikke sådan overmoden og voldsomt solrig frugt, men fyldig, pænt frisk med solbær, blommer, næsten tørrede frugter eller dadler, lakrids, svagt lidt mentol eller kamfer, en sjov lille parfumeret blomstersødme, blomstervand og vanilje. Det dufter faktisk ret godt.

Smagen er frisk, meget ren, jernrig og frugten er langt mere pågående end forventet, og der er på ingen måder tale om en overfed marmeladevin fra det sydlige Italien, men en ren, frisk vin med god syre, masser af bid, en del tanniner. Frugten er meget ren og direkte, smager lysere end duften lovede, mere kirsebæragtig, stram og syrlig. Bevares, der er lidt rustikke kanter, men sammenlagt er det en rigtig fornuftig vin, som hurtigt trækker 4,5 fede fingre med pil op.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos Kvickly Odder samt på megavin.dk med en vejledende udsalgspris på 149,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Gianni Brunelli, Amor Costante IGT, Toscana, Italien

2013 Gianni Brunelli, Amor Costante IGT, Toscana, ItalienMinsandten om der ikke kom endnu en vin fra Gianni Brunelli … og denne gang uden Elvira med en hat, nemlig husets Amor Costante IGT, hvor Sangiovese druen nu dansker sammen med Merlot i skøn Amor forening.

Forholdet mellem Sangiovese og Merlot kan jeg ikke se nogle steder, men druerne er høstet med håndkraft. Gæring er sket ved 25-26 grader og den efterfølgende maceration over 22 dage for Sangiovese druerne og 18 dage for Merlot druer. Så er vinen lagret 13 måneder på franske barriques. Vinen har 1,5 gram restsukker pr. liter og der er lavet beskedne 1.940 flasker af vinen.

Duftmæssigt garvet læder, syrlig frugt, blommer, ribs, granatæbler og måske endda også lidt mørkere frugt som solbær og frugten med lidt gæret sødme og dybde. Der er håndsæbe, blomster, rosenblade, babybræk, medicinskab, mynte, cigarkasser samt en klar, stram italiensk syre.

Smagen følger lidt samme mønster med pæn syrlighed, meget frisk frugt, masser af tanniner, så det rykker virkeligt i gummerne. Der er også mørk chokolade, noget bitterhed, men det bliver godt nok meget skarpt, kantet og strengt.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 35€ … svarende til 260 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2014 Gianni Brunelli, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2014 Gianni Brunelli, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienVi fortsætter med endnu en Elvira med en hat vin aka en vin fra vinhuset Azienda Agricola Gianni Brunelli og denne gang er det deres 2014 Brunello di Montalcino.

Druerne er selvfølgelig 100% Sangiovese, som kommer fra 4 forskellige parceller og alle vinificeres separat. Druerne er høstet med håndkraft og er gæret ved 28 grader i 5-6 dage inden maceration over 12-16 dage ved 32 grader. Lagring er sket i store 25-30 hektoliter egefade af slavonsk eg over 24-30 måneder. Der er i denne årgang 2014 produceret 7.880 flasker af vinen.

I glasset har vinen ikke den lyse, småbrune kant, som man ellers finder i mange Brunello’er og duftmæssigt er det bestemt heller ikke ærketypisk Brunello, for der er en mørk og dyb aroma, lidt mælket med våde fade, engelsk lakrids, moden gæret frugt, Amaretto kirsebær, blæk, røg, tobak, appelsinskal og røg.

I munden er der mørk peber, gæret og syrlig frugt … meget stærk og det er som om, at alkoholen kan mærkes. Det hele er meget stramt, tæt, mørkt, gæret, krydret og tørt, men måske er vinen blot alt, alt for ung, for den savner den sædvanlige Brunello elegance.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 55€ … svarende til 410 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Gianni Brunelli, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Gianni Brunelli, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienFlemming havde haft lidt vine med hjem fra en ferie i Italien, nemlig fra vinhuset Gianni Brunelli og derfra startede vi med at smage deres 2017 Rosso di Montalcino.

Vinhuset er grundlagt i 1987, hvor Gianni Brunelli returnede til Montalcino fra Sienna for at forfølge sin drøm om købe sin fars gamle vingård Le Chiuse di Sotto tilbage til familien. Gianni havde tidligere drevet en lille og  gammeldags restaurant Osteria delle Logge på Piazza del Campo i Sienna med hjælp fra sin mor Elvira.

Den havde han drevet, siden han som helt ung, uden en eneste mønt på lommen startede med hjælp fra to gamle butiksejere på Via del Porrione, som troede på ham.

Le Chiuse di Sotto købte Gianni sammen med sin hustru Laura og siden har de også opkøbt flere vinmarker, således familien i dag har sammenlagt 9,5 hektar vinmarker, hvoraf en parcel stammer tilbage fra faderens tid … altså med vinstokkke plantet af Giannis far i 1947.

Markerne ligger ved to ejendomme … altså omkring 5 hektar omkring Le Chiuse di Sotto ejendommen og yderligere 4,5 hektar ved ejendommen Podernovone, hvor parret har parceller på de 4 marker Olmo, Oliva, Quercia og Gelso.

Imidlertid døde Gianni i 2008, så siden har vinhuset været drevet af Laura Brunelli, som med hjælp fra familien og et hold ansatte er fortsat med at lave vin og lidt olivenolie.

Det er også Laura, som har stået bag byggeriet af et helt nyt vineri på Podernovone ejendomme … et byggeri, der stod færdigt i 2015 og som i dag anvendes i produktionen af alle husets vine.

Vi smager her husets Rosso di Montalcino, som er lavet på 100% Sangiove, som kommer fra marken Canalicchio, de ligger i 250 meters højde ved Podernovone. Druerne er høstet med håndkraft og har gennemgået maceration og gæring over 18 dage inden en lagring  10 måneder på ege af forskellig størrelse … fra 5 til 25 hektoliter. Vinen  har 0,4 gram restsukker pr. liter.

Billedet på etiketten er lavet en Richard M. Goodwin. Han var både økonom fra Harvard samt maler og var tilbage i tiden en hyppig gæst hos Gianni og Laura på restauranten Osteria Le logge i Sienna. Han beundrede Giannis mor Elvira og lod sig derfor inspirere til at lave et maleri af hende … og det hedder passende Elvira med en hat.

Næsen byder på en moden, våd og lys frugt, solcreme, lakrids, mynte, læder, meget ren frugt, saftige kirsebær, animalsk babybræk, blomster og blomsterpollen, brændte og røgede elementer.

Smagen er meget direkte og klar frugt. egentlig mørkere end duften lovede, men en god syre … masser af syre, lyse og strenge tanniner, men de bliver aldrig helt vilde. Fin lille Rosso.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 23,90€ … svarende til 178 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Sartori, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2015 Sartori, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienFør jul sidste år testede jeg denne Amarone della Valpolicella fra Casa Vinicola Sartori fra 2014 årgangen. Nu banker højtiden for alvor på døren igen, så jeg tester derfor vinen igen … nu blot i den nyere årgang 2015.

Sartoris Amarone della Valpolicella er lavet på druer fra forskellige marker nordøst for Verona. Det er 50% Corvina, 30% Corvinone, 15% Rondinella samt 5% Cabernet Sauvignon, som efter høst er tørret 3-4 måneder. Derefter er de knust og gærer så i store temperaturstyrede ståltanke med 30 dages fermentering.

Derefter hviler vinen en periode i betontanke, hvilket efterfølges af lagring 2 år i mellemstore og store egetræsfade og efter aftapning yderligere 6  måneder på flaske.

Næsen minder på flere måder om 2014’eren, men er måske en anelse mere mørk i aromaerne. Der er blommer, sorte kirsebær, solbær, dyb mørk frugt, våde fade, kanel, vanilje samt en smule mentol.

Der er smagsmæssigt lidt kant over vinen, peber, masser af alkohol, som brænder lidt i munden, mens frugten er tæt solbær, blommer, en lille syrlighed, men også godt med sol og lidt sødme. Med luft i glasset bliver det langt mere rundt og sammenhængende, så giv vinen godt med luft eller allerbedst … dekantér den.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 167,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2012 Corteforte, Amarone della Valpolicella Classico Terre di San Zeno, Veneto, Italien

2012 Corteforte, Amarone della Valpolicella Classico Terre di San Zeno, Veneto, ItalienSidste vin i trioen fra Corteforte var selvfølgelig en Amarone, nemlig husets Amarone della Valpolicella Classico Terre di San Zeno.

Vinen er selvfølgelig et blend af de traditionelle Valpolicella druer, altså 65% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella, 10% Molinara samt 5% andre forskellige druer.

Først afventer druerne høsten indtil de er optimalt modne, og så tørrer druerne efter appassimento metoden over 4 måneder, hvorefter de knuses ved en fermentering over 25-30 dage.

Derefter er vinen lagret 24-36 måneder i rustfrie ståltanke, 12 måneder i 25 hektoliter franske egefade, 12 måneder i barriques og så til sidst yderligere 12 måneder på flaske.

I glasset er vinen overraskende meget lysere end forventet af en Amarone, men den dufter dog langt kraftigere end farven indikerer, fed, dyb og blommeagtig med lakrids, stor comfort behagelighed og mere kompleks. Det er mørk frugt og udover blommerne, så er der brombær, syrlige kirsebær, er egentlig god frisk i frugten, har svag vanilje, grafit og søde krydderier.

Smagen er meget ren og let drikbar uden flommefedme og rosiner, men i stedet er vinen – so to speak – fed på den lette måde, nærmest lidt stringent, tør og med tydelige tanniner, en passende sødme, lidt nelliker og stjerneanis.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 300 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7