Tag-arkiv: Italien

2021 Piero Bussi, Monferrato Nebbiolo Autumnalis, Piemonte, Italien

2021 Piero Bussi, Monferrato Nebbiolo Autumnalis, Piemonte, ItalienTrangen til mer’ Nebbiolo efter Bruno Giacosas Nebbiolo d’Alba var stor, så fluks røg proppen yndefuldt op af en flaske 2021 Monferrato Nebbiolo Autumnalis fra Azienda Vitivinicola Bussi Piero.

Jeg ved fra tidligere årgange, at det er en god og endda – modsat Giacosa – prisbillig Nebbiolo, der byder på masser af kvalitet, kæmpe drikkeglæde og Nebbiolo kvaliteter.

Piero Bussi ligger nord for den lille by Calosso mellem Langhe og Monferrato. Det er grundlagt lige efter den første verdenskrig, hvor Agostino Bussi stoppede med at frasælge sine Barbera og Nebbiolo druer fra familiens 1,5 hektar marker og i stedet selv begyndte at producere vin.

Det var dog sønnen Germano Bussi, der igennem 1960’erne udvidede vinmarkerne til 4 hektar og bl.a. startede med at vinificere den søde og mousserende vin Moscato d’Asti, som var vanskelig at fremstille dengang.

I dag drives vingården af Germanos søn Piero sammen med 4. generation i form af hans søn Federico. Samlet  driver de i dag 12 hektar vinmarker.

Federico kom med i driften i 2012 og laver sammen med faderen 10 forskellige vine, herunder altså også denne Monferrato Rosso Autumnalis.

Derudover har Piero Busso også skrevet bogen Gente di Calosso, der handler om byen Calosso, byens historie og nogle af folkene i byen. Han søgte bl.a. hjælp fra den lokale historiker Vittorio Boido og fik også tilladelse til sit forehavende af den daværende borgmester Demichelis Gualtiero.

Monferrato Rosso Autumnalis er på 100% Nebbiolo fra vinmarker ved Calosso i 350 meters højde, omkring 10-30 år gamle vinstokke og lavet fuldstændig traditionelt med gæring og maceration i store betontanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på franske barriques og tonneaux fade.

I starten virker næsen lidt lukket … skal åbenbart lige have lidt tid til at tø op og jeg har ikke travlt. Men med lidt optøning i vinglasset så dukker der også en lidt tør og støvet aroma op, indtørret læder, lidt knuste og tørrede rosenblade, tørv, sorte te-blade, jod og en frugt, hvor der er godt med tranebær, masser af kirsebær og ellers både granatæbler og ribs … samt en lille snas vanilje.

I munden er der både syre, bitterhed og sødme. Det er måske nok ingen elegantier, men der er masser af tørhed, syrlig frugt med lidt syrlige kirsebær og tranebær, bitter balsamico, bitter lemon most og denne støvede og stenede mineralitet. Syren er tør, direkte og bitter, som forstærkes af tørre og let bløde tanniner samt en lille sødme, som bløder det hele en tak mere op. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Bruno Giacosa, Nebbiolo d’Alba Vigna Valmaggiore, Piemonte, Italien

2019 Bruno Giacosa, Nebbiolo d'Alba Vigna Valmaggiore, Piemonte, ItalienI tirsdagsvinklubben på arbejde kører vi i øjeblikket et Piemonte tema, så sidste tirsdag smagte vi så denne 2019 Nebbiolo d’Alba Vigna Valmaggiore fra Bruno Giacosa.

Vinhuset Bruno Giacosa holder til i byen Neive og er oprindeligt grundlagt tilbage i 1890’erne af Carlo Giacosa og sønnen Mario Giacosa.

Dengang solgte de det meste af den producerede vin til kunder i store 5 liters flasker, som var en helt almindelig praksis i regionen.

Først efter Anden Verdenskrig fik Giacosa almindelig aftapning på vinflasker. På de første etiketter fra stod der også flot Carlo Giacosa & Figli, men det skulle nu imidlertid først blive 3. generation i form af Bruno Giacosa, som virkelig fik sat vingården på det internationale vinkort.

Bruno Giacosa begyndte allerede at arbejde i familieforetagendet fra en alder af 15 år og langsomt begyndte han selv at overtage hele produktionen. Han begyndte at lave vin af indkøbte druer fra flere udvalgte vinmarker, og fik opbygget et netværk af avlere, som han mente havde de bedste druer til rådighed og som var dedikeret til at producere kvalitet. Han fremstillede sin første enkeltmarks Barbaresco i 1964

I løbet af 1960’erne blev Giacosa allerede betragtet som én af ​​de tre væsentlige vinproducenter af Barbaresco, sammen med Gaja og Produttori del Barbaresco.

I 1982 købte familien også Falletto vingården i Barolo, og senere tilkøbte de også yderligere marker i Barolo. Bruno Giacose fik også tilnavnet Genius of Neive … geniet i Neive. Han var også kendt som Il Maestro … mesteren. En mand af få ord, men med en kæmpe viden om og indflydelse på vinproduktionen … han udtrykte sig kun i korte sætninger og foretrak i stedet at lade sine vine tale.

Bruno Giacosa er et af de få italienske vinhuse, som Robert Parker har givet de berømte 100 point. Parker har samtidigt udtalt følgende om Bruno Giacosa; A quiet and dignified winemaking genius in Neive and the least promotion-conscious winemaker in Italy who prefers to let his wines do the talking for him.

Giacosa var særlig berømt for sine Barbaresco og Barolo vine. I  Barbaresco ejes syv enkeltmarker. Det er Asili di Barbaresco, Rabaja di Barbaresco, Santo Stefano di Neive, Gallina de Neive, Montefico di Barbaresco, San Cristoforo di Neive samt Rio Sordo do Barbaresco.

I Barolo ejer Giacosa 6 vinmarker, nemlig Falletto di Serralunga d’Alba, Le Rocche del Falletto di Serralunga d’Alba, Rocche di Castiglione Falletto, Collina Rionda di Serralunga d’Alba, Villero di Castiglione Falletto samt Bussia di Monforte d’Alba.

Herudover ejer Giacosa yderligere to marker Valmaggiore di Vezza d’Alba og Basarin di Neiva, som giver druer til henholdsvis Nebbiolo d’Alba og Dolcetto d’Alba.

Siden 1990 har ønologen Dante Scaglione hjulpet vinhuset, og da Bruno Giacosa fik et slagtilfælde i januar 2006, så begyndte den 4. generation i form af Brunos datter Bruna Giacosa også at tage over, men Bruno blev ved indtil sin død i januar 2018.

Vinene fra Bruno Giacosa produceres ultra traditionelt, hvilket også gør, at der er tale om usædvanligt holdbare vine, der af mange karakteriseres som værende nærmest udødelige.

Deres laves 2 Nebbiolo d’Alba vine… en almindelig og så denne Nebbiolo d’Alba Vigna Valmaggiore, hvor druerne er fra marken Valmaggiore di Vezza d’Alba. Gæringen er sket på ståltanke over 15 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring og så lagring14 måneder i franske egefade.

WAUW for en parfumeret Nebbiolo og svært at tro, at det bare er en Nebbiolo d’Alba og ikke stor Barolo. Tør aroma med tørrede rosenblade, violer, garvet læder, lakrids røg og stor frugtdybde med både solbær, blommer, jordbær og hindbær. Det dufter himmelsk og man fornemmer også en lille diskret fadnote med gammelt egetræ, vanilje og kanel … oprejst, rank og imponerende kompleks og balanceret.

Sikke en cremet, skarp og flot lavet Nebbiolo d’Alba, hvor der er tranebærsaft, hindbær, jordbær samt stramme, tætte og knastørre tanniner med små drops af bitterhed, bitter lemon og balsamico. Det er en Nebbiolo a’Alba, som bare hænger i munden i så lang tid … helt efter du har drukket vinen og nærmest gået i seng. Alt er doseret så fint, smukt og ganske klassisk. 95 point.

Forhandles af Theis Vine, men denne ses ikke i sortimentet, men er købt i Tyskland til 40,97€ … svarende til 305 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2014 Le Due Terre, Merlot, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2014 Le Due Terre, Merlot, Friuli-Venezia Giulia, ItalienBattlens sidste vin blev noget så anderledes som en Merlot fra appellationen Colli Orientali del Friuli i Friuli-Venezia Giulia i det nordøstlige Italien og denne fra et vinhus, der hedder Le Due Terre, der jo betyder de to lande.

Hos Vingutterne gættede vi dog landet, men ikke at der var tale om en Merlot baseret vin.

Azienda Agricola Le Due Terre er der ikke mange oplysninger om, men vinhuset ligger ret tæt ved Prepotto ikke langt fra grænsen til Slovenien, men det er nu ikke derfor, at  vinhuset har kaldt sig for Le Due Terre.

Navnet er i stedet et hyldest til terrioret i dette område på Friulis østlige bakker og det er karakteriseret ved to typer jord, som er ler og mergel … også lokalt kendt som ponca … en slags muddersten, der har tendens til gradvist at smuldre i flager eller små stykker.

Azienda Agricola Le Due Terre er grundlagt i 1984 af parret Silvana Forte og Flavio Basilicata, der efter lang erfaring i andre vinhuse så købte et bondehus med 4 hektar vinmarker og begyndte at lave vin og efterleve deres drøm. Vinhuset har ingen hjemmeside, men på deres Facebook side kan man dog finde lidt informationer.

Alt på Le Due Terre drives efter økologiske principper i samspil med naturen og brug af pesticider og kemikalier er forbudt. I vinkælderen sker vinificeringen også efter en ikke-teknologis og traditionel stil alene med brug af naturlige gærceller.

Sådan er denne 2014 Merlot også lavet … altså alene med spontan gæring med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 22 måneder i barriques.

Duftmæssigt er det en moden vin … har en smule portvinsnoter, fed, fyldig og frugten er mest sorte kirsebær og blommer. Der er lakrids, sød finsk lakrids, kakaopulver, nelliker, sød pibetobak samt nogle søde og nærmest mellemøstlige krydderier.

I munden er vinen også fyldig, saftig, varm og krydret, men samtidig har den mange og vildt tørre tanniner. Den er meget koncentreret og tæt i strukturen med denne modne smag, hvor der også kommer en vis skarp syrlighed frem. Det er en vin, der virkelig kalder på noget mad … 93 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men er set til 37€ i Italien, hvilket svarer til 275 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Animaetnea, Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro, Sicilien, Italien

2019 Animaetnea, Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro, Sicilien, ItalienMed denne årgang 2019 har vinen Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro fået både ny etiket og laves nu  også under det nye navn Animaetnea.

Vi er dog fortsat hos den toskanske vinproducent Antonio Moretti Cuseri, der til dagligt driver Tenuta Sette Ponti tæt på Castiglion Fibocchi tæt ved Arno-floden mellem Firenze og Arezzo.

Han har jo forelsket sig i Sicilien og dér skabt vinhuset Feudo Maccari, der primært laver vine fra den sydøstlige del af øen, men også et projekt på de sorte, vulkanske nordlige skråninger af Etna, hvor de laver to 2 vine – en hvid og en rød – fra vinmarken Contrada Santo Spirito di Passopisciaro.

Tidligere har jeg bare anført, at vinen kom fra Feudo Maccari, men nu har projektet altså fået sit eget navn … Animaetnea. Jeg har før smagt denne vine i både årgang 2014 og 2016.

Vinen er lavet på 100% Nerello Mascalese, som kommer fra marken Contrada Santo Spirito di Passopisciaro i 700 meters højde og fra op til 60 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med gæring og maceration i 15 dage med hyppig overpumpning. Efter endt fermentering er den lagret 18 måneder på store egefade… og efter flaskning yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Som sidst en forholdsvis lys og halvtransparent vin i glasset og den herligste duft, der både er storblomstret, frugtrig og landlig. Der er både blæk, tjære, kul og nogle aromaer, der kan minde en smule om Nebbiolo. Der er kirsebær, brombær, blåbær, tørt træ, tobak, violer, solbærblade, rosenvand samt en smule sød vaniljesukker.

I munden er det både let, syrligt og frugtrigt … lys og læskende med kirsebær, hindbær, jordbær, tranebær og ribs. Der er også lidt lemon bitterhed, Campari, saltlakrids og balsamico, stram, ren og direkte … samtidig har den en lille mineralsk kant. Smager virkelig godt, så dermed 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Giovanni Viberti, Barolo Riserva La Volta, Piemonte, Italien

2016 Giovanni Viberti, Barolo Riserva La Volta, Piemonte, ItalienJorden er den tredje planet i rækken af planeter fra Solen og Barolo Riserva La Volta var 3. vin i rækken af Barolo Riserva vine fra vinhuset Giovanni Viberti i Collezione Vigneto kassen.

Vinen er lavet med gæring og maceration over 14-21 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring i ståltankene ved 20 grader. Efter gæring er vinen lagret i omkring 46 måneder på egetræsfade, så 3 måneder i ståltanke og 12 måneder på flaske inden frigivelse. Der er også lavet 3.070 flasker af vinen og 127 magnumflasker … præcis det samme antal som de foregående.

La Volta er lidt mere hård i filten end de to foregående … selvom der selvfølgelig også er mange ligheder. Der kommer i næsen omgående en smule Campari bitterhed, mentol, virker mere mineralsk, knuste sten og byder ellers på tørrede blomster, violer, læder, tjære, tobak samt noget rå champignon. Frugten er tranebær, ribs og virker også en anelse animalsk og landlig.

Smagen er også grøn og mineralsk … tanninerne er også her bare ultra knastørre, stringente og giver næsten splinter i munden, der er tør grafit og frugten er lys og frisk med ribs og rabarber samt samme lemon og citron bittersyrlighed, som vi jo fandt i en af de foregående vine. 94 point.

Forhandles af Wineboutique, hvor mixkasse med 6 flasker med 2 af hver af de 3 Riserva vine samlet koster 5.850 kr. og det svarer til 975 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Giovanni Viberti, Barolo Riserva San Pietro, Piemonte, Italien

2016 Giovanni Viberti, Barolo Riserva San Pietro, Piemonte, ItalienDen næste vin fra Giovanni Vibertis Collezione Vigneto testkasse blev så denne 2016 Barolo Riserva San Pietro.

Vinen er jo stort set lavet som forrige søstervin, hvor Nebbiolo fermenteres i lodrette ståltanke over 16-24 dage. Vinen flyttes derefter så til ståltanke til en  malolaktisk gæring ved 20 grader og før efterfølgende lagring.

Den er sker på 50 hektoliter koniske egefade over en periode på 46 måneder efterfulgt af yderligere 3 måneder i ståltanke før aftapning. Vinen forbliver i flasken i cirka 12 måneder, før den frigives. Der er lavet 3.070 flasker af vinen og 127 magnumflasker.

Duftmæssigt virker San Pietro en smule mere rund end forrige … har mere kirsebær, jordbær og ribs, men fortsat med tørret rosenblade, violer, tjære, enebær, tobak, saltlakrids, kamfer og marcipan. Det er sgu meget indbydende.

Smagen minder selvfølgelig om foregående … bare sådan lige en spids mere rund og en tak sødere. Det formildner dog ikke vinens tanniner, der er knastørre, stringente og kradsende, men den har også godt med balsamisk syre, en frugt med ribs og rabarber samt lemon og citron bittersyrlighed … men mindre mineralitet end den foregående og på en eller anden måde er den mere tilgængelig, så dermed 95 point.

Forhandles af Wineboutique, hvor mixkasse med 6 flasker med 2 af hver af de 3 Riserva vine samlet koster 5.850 kr. og det svarer til 975 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Giovanni Viberti, Barolo Riserva Bricco delle Viole, Piemonte, Italien

2016 Giovanni Viberti, Barolo Riserva Bricco delle Viole, Piemonte, ItalienDerefter stod den på 3 x Barolo – endda 3 x Barolo Riserva – fra vinhuset Giovanni Viberti og fra en Collezione Vigneto testkasse i årgang 2016, hvor vi startede med denne Barolo Riserva Bricco delle Viole.

Vinhuset Giovanni Viberti ligger på adressen Via delle Viole i byen Vergne et par kilometer vest for Barolo by.

Historien om vingården begyndte i 1923, hvor Antonio Viberti købte kroen Locanda del Buon Padre og startede med at lave vin til gæsterne i kælderen under kroen.

Dengang var det på Dolcetto, Barbera og Nebbiolo … alt salget  foregik næsten udelukkende inden på Buon Padre kroen, men i 1955 begyndte Giovanni også at flaske vinene og sælge dem på de lokale markeder i byerne i området.

I 1968 overtog sønnen, Giovanni og hans kone Maria både kroen og vingården … deraf navnet Giovanni Viberti. Men Giovanni samt hans altid ihærdige hustru, så lavede de mange forbedringer, byggede en ny vinkælder og udviddede også med køb af flere marker.

Det betød også, at vingården i 1970’erne begyndte at eksportere vinene til nabolandene Schweiz, Tyskland og Østrig .. senere også  landene i Sydeuropa og i 1990 også Amerika.

I 1989 kom den ældste søn Gianluca Viberti med i driften, da han havde afsluttet sin eksamen fra Enological School of Alba …. og det er hans fortjeneste, at huset også er startet med at lave enkeltmarks vine fra nogle af huset bedste marker. Han har også indført nye teknikker til vinfremstillingen.

Siden 2004 har det dog været hans lillebror Claudio Viberti, der driver vinhuset og han er også – som storebror Gianluca – uddannet på Enological School of Alba … men det var i starte med hjælp fra hans storebror Gianluca.

Men siden 2008, hvor Gianluca grundlagde sin egen vingård Casina Bric 460, så har Claudia stået for driften alene og han har 21 hektar vinmarker og laver årligt 130.000 flasker vin. Der dyrkes fortsat en del Nebbiolo, Dolcetto og Barbera … , samt en smule Chardonnay.

Det betyder bl.a. at man fortsat producerer den klassiske og historiske cuvée Buon Padre opkaldt efter kroen, de 3 klassiske enkeltmarksvine fra Bricco Delle Viole, San Pietro, og La Volta, men også nye fra markerne San Ponzio, Fossati, Albarella, Perno og Monvigliero.

Vinene fra Collezione Vigneto kassen

Denne aften skulle vi igennem de 3 klassiske Riserva enkeltmarksvin i en lille Collezione Vigneto aka vingårds testkasse og det er disse:

Denne 2016 Barolo Riserva Bricco delle Viole er lavet med Nebbiolo druer fra den lille 0,5 hektar parcel på Bricco delle Viole i Barolo og er fra vinstokke plantet i 1964.

Vinen er lavet med gæring og maceration over 14-21 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring i ståltankene ved 20 grader. Efter gæring er vinen  lagret i 46-50 måneder på egetræsfade, 3 måneder i ståltanke og 12 måneder på flaske inden frigivelse. Der er lavet 3.070 flasker af vinen og 127 magnumflasker.

I næsen er det en stram, skarp og ung Barolo … der er violer, tørrede rosenblade, mentol, rød Lakrisal Salmiak, lakridsrod, balsamico, ribs, hindbær og læderfedt, kamfer, tjære, sadeltræ, enebær, medicinskab … måske en smule til den lukkede og mineralske side.

Uha … smagsmæssigt piver den i alle mundkroge … man ved heller ikke, hvor mange mundkroge, som man har? Der er ribs, rabarber og noget citronsaft, knastørre tanniner, der river og kradser. Det hele slutter med en stor og balsamisk mineralitet. 94 point.

Forhandles af Wineboutique, hvor mixkasse med 6 flasker med 2 af hver af de 3 Riserva vine samlet koster 5.850 kr. og det svarer til 975 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2009 Produttori del Barbaresco, Barbaresco Riserva Rio Sordo, Piemonte, Italien

2009 Produttori del Barbaresco, Barbaresco Riserva Rio Sordo, Piemonte, ItalienMed 2. vin i sæt 5 -og aftenens sidste vin – var der kommet mere skik på Nebbiolo druerne. Det var nemlig en Barbaresco Riserva Rio Sordo 2009 fra kooperativet Produttori del Barbaresco.

Det er et kooperativ, som regnes for at være Italiens bedste vinkooperativ. Succesen skyldes bl.a. at man koncentrerer sig om én druesort og ét vindistrikt.

Produttori del Barbarescos tilknyttede vinavlere dyrker således kun Nebbiolo. Vingården er specialtilpasset til den tanniske druesorts særlige krav og vinmageren har perfektioneret husets raffinerede Barbarescostil gennem en menneskealder.

Historien om kooperativet startede allerede tilbage i 1894, hvor Domizio Cavazza forsøgte at samle bønderne i Barbaresco. Han var rektor for den kongelige landbrugsskole i Alba, boede i Barbaresco og grundlagte kooperativet Cantine Sociali, som bestod af 9 Barbaresco vingårde.

Cavazza havde forstået, at der var forskelle mellem Nebbiolo druer dyrket i Barolo distriktet sammenlignet med de samme druer, som  blev dyrket ved Barbaresco.

Kooperativet Cantine Sociali måtte dog lukke i 1920 på grund af økonomiske problemer i kølvandet på fascismen. Men år senere i 1958 fortsatte en præst i Barbaresco Domizio Cavazzas idé og han startede igen kooperativet … nu med 19 små vinavlere. De kaldte kooperativet Produttori del Barbaresco … eller helt nøjagtigt Cantina Sociale Produttori del Barbaresco.

De første årgange vine fra Produttori del Barbaresco blev lavet i kælderen i den kirke, hvor præsten prædikede, men nogle år senere byggede man det vineri, hvor kooperativet i dag fortsat laver vinene.

Kooperativet er også vokset og tæller i dag 50 medlemmer, som dækker omkring 100 hektar vinmarker i Barbaresco appellation. Det er næsten 17% af de samlede vinmarker i området og giver en årsproduktion på omkring 420.000 flasker vin.

Hver familie/medlem af kooperativet har fuld kontrol over egen jord, men dyrker Nebbiolo druerne efter anvisninger fra kooperativet. De råder over 9 Cru marker og det er markerne Asili, Muncagotta, Pajé, Montefico, Montestefano, Ovello, Pora, Rabaja og Rio Sordo, som hver især har forskellige terroir.

Hos kooperativet forsøger man kompromisløst at bevare disse terroirs særkender i smagen af vinene og disse vine er Produttoris stolthed og flagskibe. De er derfor verdensberømte for at lave nogle af Piemontes bedste vine til prisen.

Hvor andre producenter har benyttet ratings og lav produktion i visse årgange til at skrue priserne op til nye højder, så har Produttori bevaret jordkontakten og tænkt på kunderne, og derved fået en meget stor fanskare verden over.

De sidste 10 år har man ydermere høstet op til 95 point hos Robert Parker flere gange og vinene har fået de 3 glas 11 gange, hvilket gør Produttori til 1-stjernet producent. Man har endda nogle gange fået de 3 glas i Gambero Rosso for husets almindelige Barbaresco, hvilket siger noget om den ualmindeligt høje kvalitet.

Her smager vi en af husets enkeltmarksvine … Barbaresco Riserva Rio Sordo i årgang 2009 og fra 4,5 hektar på marken Rio Sordo ejet af Alutto familien og Sergio Marengo.

Vinen er lavet over 28 dage med gæring og maceration ved 30 grader og afsluttes med en malolaktisk gæring. Efter fermentering er vinen lagret i 36 måneder på store egetræsfade og 12 måneder på flaske. Der er lavet 13.333 flasker af denne årgang og denne flaske er nummer 1.977.

I næsen er der godt med blomster og håndcreme … ganske parfumeret med lidt potpourri, eukalyptusbolsjer, smørristede champignon, læder, lakrids, ristede kastanjer, krydderurter og frugt med kirsebær, blommer og ribs … skinger, syngende, skarp samt lidt gennemtrængende suppleret med lidt cedertræ.

Smagen er tør og præcis … den har tanniner, der også er skingre, vilde og vildt tørre, men samtidig har vinen den lyse, syrlige og lidt saftige frugt af lyse kirsebær, moreller og ribs, der suppleres med peber, lidt citronsaft og lemon bitterhed, der virkelig giver bid. Jeg ligger nok lige på 93 point.

Vinene fra Produttori del Barbaresco forhandles af Philipson Wine, hvor nyere årgange af vinen tidligere har kostet 474,95 kr. for en flaske og 395 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2006 Tenute Costa, Barolo Duecorti, Piemonte, Italien

2006 Tenute Costa, Barolo Duecorti, Piemonte, ItalienVi fik også et 5. sæt på bordet … hvor der faktisk var stor forskel på vinene, men på grund af de tørre tanniner, så mente vi, at der nok var tale om Nebbiolo … denne Barolo Duecorti 2006 fra Tenute Costa var dog noget anderledes og næsten overmoden.

Tenute Costa eller måske rettere Tenute Costa Group er grundlagt i 2008 og ejes af Andrea og Luca Costa, der er far og søn, men har slået sig sammen om vinproduktion.

De arbejdede begge som ingeniører, men var begge fascineret af vinproduktion, så i 2008 startede de deres eventyr og laver nu vin fra 3 forskellige terroirs i Italien. De har således vingården Tenuta Duecorti i Piemonte. Længere sydpå ved den toskanske kyst og den solrige by Maremma ligger deres andet vinhus Terre di Fiori, mens deres sidste vinhus Lahnhof ligger i Alto Adige.

De samarbejder udelukkende med et hold bestående af vinavlere, agronomer, kældermestre og den verdenskendte Carlo Ferrini, som hjælper til med at lave vine med et udtryk af det originale terroir.

På deres vingård Tenuta Duecorti i Piemonte, så ligger deres marker ved Monforte d’Alba på stejle bakker med øst-syd-øst eksponering i en højde mellem 300-450 meter og dyrkes primært Nebbiolo, men de har også en mark i Neive.

Der laves pt. 6 forskellige vine, herunder altså denne Barolo, hvor druerne kommer fra Monforte d’Alba. Gæring og maceration er sket i stålkar over 15-20 dage med pumpovers, skånsom punch-downs og del-stages, efterfølgende malolaktisk og så lagring i 3 år på franske egefade og 6-8 måneder på flaske bagefter. Der produceres årligt 12.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er vinen mørk, virkelig overmoden og lettere oxideret med lakridspiber, søde lakridspoter, blomme i Madeira, kaffelikør og har godt med fad … men virker lidt off.

I munden vågner vinen dog op … er simpelthen voldsom tør og vild med en balsamisk og stærk frugt. Den har ligesom en mælket smag, mørk og syrlig … men tanninerne er i den grad levende og fra første fløjt bemægtiger sig din mund og gnubber tandkødet. Det er ingen elegantier, forfinet eller raffineret Barolo … men smagen er langt bedre end duften, så 90 point.

Nyere årgange ses solgt på Vinspot, hvor en flaske koster 198 kr., mens prisen har været 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Bartolo Mascarello, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2017 Bartolo Mascarello, Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienDen anden Barbera blev en Barbera d’Alba i årgang 2017 og kommer fra vinhuset Bartolo Mascarello.

Vinhuset er grundlagt i 1918 af Bartolomeo Mascarello og hans søn Giulio. Giulio lærte også sin søn Bartolo at lave vin og særlig  traditionel Barolo.

Da Bartolo gik bort i 2005 var han for længst en legende i hele Barolo med årtier af store vine bag sig, i det han stædigt og sikkert – gennem alle tidernes skiftende strømninger – havde holdt fast i den tilgang, som han havde lært af sin far.

Nu er det Bartolos datter Maria Teresa, der med stor kyndighed fremstiller nogle af Langhes største vine, helt i faderens klassiske og traditionelle ånd.

Selvom mange producenter i løbet af 1960’erne startede med at lave enkeltmarks Barolo’er, så har Mascarello familien imidlertid altid holdt fast i, at ejendommen kun fremstiller en Barolo og dette ved, på klassisk vis, at blande druerne fra forskellige marker for at opnå et harmonisk udtryk.

Samlet har vinhuset blot 5,53 hektar vinmarker, hvorfra der produceres fem forskellige vine og samlet omkring 30.000 flasker om året i form af Langhe Freisa, Dolcetto d’Alba, Barbera d’Alba, Langhe Nebbiolo og Barolo.

Denne Barbera d’Alba 2017 er lavet på Barbera druer fra husets 0,6 hektar store parcel på  San Lorenzo marken i Barolo kommune. Man har tidligere set navnet San Lorenzo på etiketten, men lovgivningen med fastlæggelse af MGA markerne betød imidlertid at sådanne
marknavne ikke længere må anføres på etiketten … det må man udelukkende på Barolo vine.

Vinen er lavet med druernes egne gærceller og gæring samt maceration er sket over 10-12 dage i cementtanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på botti af slavonsk eg inden flaskning uden klaring eller filtrering.

Duftmæssigt er den meget anderledes end foregående … denne stinker nærmest animalsk … der er komøg og lort under skoene, meget kødfuld so to speak, har tør engelsk lakrids, kul, tjære og virker endda også varmere i stilen. Der er blommer, kirsebær, jordbær og ribs, nogle violer og lidt mynte.

Smagen er klart federe end næsen … frugtsyltetøj med blommer samt kirsebær, let bitterhed og nærmest ingen tanniner … bare en blød og varm vinøs hygge med en næsten bundløs dybde. Det er fandeme god Barbera … 94 point.

Importør er Adriat Vinimport og prisen ligger omkring 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7