2005 Tenuta di Argiano, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2005 Tenuta di Argiano, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienTenuta di Argiano er en af Toscanas store, gamle majestætiske vingårde. Selve slottet er bygget i renæssancestil og blev opført fra 1581-1596. Der er har været dyrket vin på slottets marker lige siden. I 1992 overtog grevinde Noémia Marone Cinzano driften og revolutionerede kvaliteten, bl.a. med hjælp fra Sassicaias daværende ønolog. Giacomo Tachis. Sammen forbedrede de kvaliteten i Brunellovinen og skabte supertoscaneren Solengo, i dag en af Italiens ikonvine.

Siden 2003 har troldmanden i kælderen heddet Hans Vinding-Diers. Som søn af de danske winemakeres “Grand Old Man”, Peter Vinding-Diers, lå det i kortene at Hans skulle få en fremtid indenfor vin. Hans er opvokset i Bordeaux, men lige siden 1987 har han være på en uafbrudt ønologisk rejse, som ønolog over det meste af verden. Hans Vinding-Diers har allerede lavet vin i Australien, Sydafrika, Spanien, Portugal, Chile, Uruguay, Ungarn, Argentina og sidst, men ikke mindst i Italien. Erfaringen er således allerede enestående, og Hans Vinding-Diers talenter og evner er enorme.

Argianos vinmarker vokser på meget forskelligartet jordbund (terroir) og det giver nye muligheder for en innovativ winemaker. Således blev de franske druer til Solengi plantet af Noémia og Giacomo Tachis fordi den kølige brise fra Toscanas kystområde ved Maremma kan svale markerne og gøre det muligt at skabe en elangante Supertoscaner. Hans Vinding-Diers så tidligt at der var mulighed for at perfektionere nogle af de bedste Sangiovese Grosso druer og lave Suolo, ligesom Hans er manden bag Single Vineyard Brunelloen Orcaia, hvis druer vokser ikke på en, men 2 vinmarker med terroir af tufsten og limsten, vinen udtrykker således en særlig mineralitet i forholdt til Argianos “almindelige” Brunello.

Argiano er blandt blot 22 italienske vingårde som har fundet gennem nåleøjet hos Robert Parker i dennes bog “The World’s Greatest Wine Estates”. Argiano har også høstet masser af roser hos Wine Spectator gennem tiden og har fået Gambero Rossos eftertragtede 3 glas flere gange.

Vinen her er husets almindelige Brunello di Montalcino. Det er denne vin, som ofte omtales som den “danske Brunello”, selvfølgelig 100% Sangiovese, lagret 24 måneder på eg. 2005 var ikke et stort år for Brunello som årene før og efter, fx 2004 eller 2006, men her fra Argioano virker 2005’eren nu meget fornuftig.

I glasset fremstår den helt perfekt med let brunrøde nuancer i halvt gennemsigtig vin. Duftmæssigt er der træ, kirsebær, balsamico, rabarber, popkorn og svag bondegård. Her på anden dagen er bondegården dog helt væk. Smagen er Sangiovese, god renhed og bløde tanniner, men fortsat den lidt balsamiske syre … måske en anelse flad i udtrykket. Men hvor jeg elsker Sangiovse.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af Philipson Wine. 2005’eren kan jeg ikke finde, men 2008’eren sælges for 379,95 pr. flaske og 139,95 pr. fl. v/12 flasker. Sikke en forskel.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Angelo Gaja, Ca’ Marcanda di Gaja Promis, Toscana, Italien

2011 Angelo Gaja, Ca' Marcanda di Gaja Promis, Toscana, ItalienAngelo Gaja er ikke bare en af Italiens, men en af verdens mest berømte vinproducenter. Angelo Gaja er en levende legende. Han har en stor del af æren for, at kvaliteten i Barbaresco og Italien som helhed, er nået op det niveau det i dag er.

Ingen anden vinproducent har i de sidste 50 år haft så meget indflydelse på den internationale vinscene som Angelo Gaja i Piemonte. Han kaldes også ofte for ”Kongen af Piemonte”, og han har været krumtappen for kvalitetsproducenter i hele Italien.

I 1994 tog han også hul på vinproduktion i et andet af Italiens store vindistrikter, nemlig i Toscana. Først overtog Gaja ejendommen Pieve Santa Restituta 16 hektar vinmarker i Montalcino, hvor han nu producerer to Brunello-vine Rennina og Sugarille.

I 1996 købte Gaja endnu en toskansk vingård, nemlig Ca’ Marcanda, som ligger mellem Bolgheri og Castagneto Carducci. Her fik Angelo Gaja – efter lange og seje forhandlinger – mulighed for at købe ejendommen og yderligere 80 hektar jord.

Det var imidlertid Gajas hustru Lucia som fandt på navnet Ca’ Marcanda, som på piemontesisk dialekt betyder noget i retning af ”huset hvor man tinger om noget” … inspireret af de svære forhandlinger om købet. Straks blev 60 hektar plantet til med vinstokke og i dag er der omkring 100 hektar hovedsageligt med Merlot, Cabernet  Sauvignon og Syrah.

Efter overtagelsen blev der bygget et state-of-the-art vineri. Arkitekten Giovanni Bo, som havde arbejdet med Gaja i Barbaresco i mange år, stod for tegning og opførelse af de særprægede bygninger som udgør Ca’ Marcanda. Bygningerne smelter ind i det smukke toskanske landskab, og en stor del af byggeriet er derfor ”gravet ned” i jorden.

Angelo Gaja og hans hustru Lucia har tre børn, hvoraf de to døtre, Gaia og Rosanna, nu også har deres daglige gang i vinfirmaet.

Der produceres tre vine fra Ca’ Marcanda og Promis er basisvinen, der laves på 55% Merlot, 35% Syrah og 10% Sangiovese. Merlot og Syrah er hentet fra forskellige parceller i Castagneto Carducci, mens Sangiovese kommer fra Pieve Santa Restituta i Montalcino. Lagres et år på en kombination af nye og brugte barriques. Her i årgang 2011 har vinen fået 93 point af Parker.

Duftmæssigt er der blæk, champignon, jord, lyserøde blommer, jordbær og lette krydderier. Smagen er tæt, skarp og med grønne noter. Det er næsten som jernbaneskinner … vinen er præcis på sporet, og fortsætter derudaf. Der er godt med tanniner, men de er blide og vinen er generelt meget let. Superblød frugt og rund … samtidig præcis og bidende. Sådan skal det være. Skøn vin. Her næste dag er vinen bestemt ikke blevet ringere … hvor er livet dejligt.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Forhandles flere steder, bl.a. Brdr. D’s Vinhandel, hvor vinen koster 299,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2010 Tenuta San Guido, Sassicaia, Toscana, Italien

2010 Tenuta San Guido, Sassicaia, Toscana, ItalienSom aftenens kultvin havde jeg valgt Sassicaia … selvfølgelig kunne man næsten fristes til at sige. Det er måske Italiens mest berømte vin og pionér inden for italiensk vinfremstilling, også kaldet Italiens Latour.

Som den første italienske vin fik Sassicaia høstet 100 point i Robert Parkers Wine Advocate, og vinen har fået de ellers svært opnåelige tre glas i Gambero Rosso ikke færre end 21 gange. Kort sagt er Sassicaia en levende legende.

Sassicaia laves på vingården Tenuta San Guido i Bolgheri ved Toscanas kyst, og her laver man også vingårdens 2 andre vine Guidalberto og Le Difese. Godset har 148 hektar med vin.

Grundlæggeren Mario Incisa della Rochetta begyndte i 1940’erne at plante Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc med Bordeauxs berømte 1. Cru’er som forbilleder, idet han mente at jordbunden på Tenuta San Guido havde mange fælles træk med jordbunden i Bordeaux.

Vinmarkerne er da også beplantet med 85% Cabernet Sauvignon og 15% Cabernet Franc. De oprindelige beplantninger i 1940’erne omfattede podninger købt fra Chateau Lafite Rothschild, og sammenligninger man med de berømte vine i Pauillac, er det svært ikke at smage ligheden.

Mario var også den første i Toscana, der brugte nye franske egefade, hvilket var banebrydende i Italien. Vinen forblev dog en hemmelighed indtil 1968, hvor Mario vurderede, at nu var vinen klar til at blive sendt på markedet. Vinen blev døbt Sassicaia, hvilket på den lokale toskanske dialekt betyder sandet og gruset jordbund.

Den blev fra starten meget omtalt og en omgående succes i Italien og var den første italienske kvalitetsvin, der brød igennem på eksportmarkederne. I dag betragtes Sassicaia som den første Supertoscaner og faderen til alle italienske Cabernetbaserede vine.

I dag er vinen et investeringobjekt på lige fod med Château Latour, Château Lafite-Rothshild og de andre 1. Cru’er i Bordeaux. Succesen er blev også anerkendt af den italienske stat som har tildelt Sassicaia sin egen appellation: Bolgheri Sassicaia D.O.C., hvilket er enestående.

I dag ledes vingården af Niccolò Incisa della Rochetta, som med fuld respekt for traditionerne, har skabt 2 nye vine, nemlig Le Difese og Guidalberto. Sassicaia er lavet med samme fordeling som markerne, dvs. 85% Cabernet Sauvignon og 15% Cabernet Franc, lagret 24 måneder på franske egefade, hvoraf 1/3-del er nye fade.

Årgang 2010’eren her tegner som én af de største årgange … og sammen med 2008’eren bedste årgang siden 1985! Parker – hvis man hælder til hans side – giver 2010’eren 96 point.

Lad os kaste os ud i det. Har knappet vinen op og fyldt på karaffel omkring 3 timer inden smagningen … tænkte at de nok var bedst med så ung en vin. Duften er gamle tjærefyldte togsveller, jordbær, solbær, lette blommer, mynte, grus eller sten. Smagen er frisk frugt … sådan virkelig helt fremme i smagsindtrykket, og det overrasker og begejstrer … skønt. Er stadig meget rank, og det er sikkert for tidligt at drikke den, men det smager virkelig godt. Meget præcis i levering af smagsindtrykket med mineralitet, syre, sten, grafit kombineret med den massive frugtintensitet.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Superiore.de til 129€ … ellers forhandles den herhjemme af Philipson Wine, hvor prisen for en flaske af 2010’eren er 1.729.95 kr., men kun 1.299,95 kr. hvis du køber 12 stk. En pæn udskrivning på 15.559,40 kr. – men se det som en investering. Arhhhh, den hopper min kone vist ikke på. Men det kan betale sig … kan se, at Coop pt. sælger 2008’eren, pris 1.995 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2010 Poggio le Volpi, Tator Primitivo, Puglia, Italien

2010 Poggio le Volpi, Tator Primitivo, Puglia, ItalienSidste vin i 1. runde blev denne Tator Primitivo fra vinhuset Azienda agricola Poggio le Volpi, som faktisk ligger i det mere ukendte vinområde Lazio i byen Monte Porzio Catone tæt ved Rom.

De fleste af husets vine kommer fra marker i området omkring vingården, men derudover laves der et par vine med druer fra andre områder, herunder denne Tator Primitivo fra Puglia området.

Poggio Le Volpi er grundlagt i 1990’erne af den unge ønolig Felice Mergè. Vinproduktion er dog ikke ukendt for ham, da han kommer fra en generation af vinproducenter. Farfaren Mario har været beskæftiget indenfor vinproduktion siden 1920’erne og faderen Armando Mergé driver også vinhuset Femar Vini fra samme adresse som Poggio le Volpi.

Armando Mergé grundlagde Femar Vini i 1970’erne, og de to firmaer har fælles produktionsfaciliteter, bl.a. 6.000 kvadratmeter produktionslokaler, moderne  tappeanlæg og en sofistikeret forsøgslaboratorium, stor underjordisk kælder, der indeholder mere end 800 barriques.

De har selv begrænset areal marker, omkring 40 hektar ved Monte Porzio Catone, men har derudover tilknyttet en række vingårde rundt om i landet, så de kan sikre et stort udvalg af forskellige vine.

Tator Primitivo er lavet på 100% Primitivo druer, faktisk af overmodne druer, der er nænsomt håndplukket og efterfølgende er gæret delvis på egetræsfade og ståltanke. 10 måneder på franske barriques.

Duftmæssigt godt med sol, varme, spidskommen, kanel, solbær, blommer og tonsvis af sødme. Smagen også præget af en enorm sødme med lakridspiber, solbær og marmelade. En overfed, saftig og lækker vin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt i SuperBest, hvor prisen normalt ligger på 149,95 kr. og 99,95 kr. på tilbud.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Tenuta dell’ Ornellaia, Le Serre Nuove dell’ Ornellaia, Toscana, Italien

2011 Tenuta dell' Ornellaia, Le Serre Nuove dell' Ornellaia, Toscana, ItalienNæste vin havde Jan med, nemlig Le Serre Nuove dell’ Ornellaia, 2. vinen fra Tenuta dell’Ornellaia, det berømte vinhus, som blev grundlagt i 1981 af Ludovico Antinori, bror til Piero Antinori, som ejer flere vinhuse i Italien, og bl.a. står bag vine som Solaia, Tignanello og Guado al Tasso.

Det var ingen tilfældighed, at Ludovico valgte vinproduktionen som sin levevej. Hans karriere startede nemlig sammen med broderen Piero. Faktisk løber vinen i blodet hos familien, og de to brødre er også i familie med Mario Incisa della Rocchetta, manden bag Sassicia … som i øvrigt også er naboejendom til Tenuta dell’ Ornellaia.

De to brødre veje skiltes imidlertid i begyndelsen af 1980’erne, og Ludovico påbegyndte derefter beplantningen af et større område på de bedst beliggende marker ved Bolgheri. Det 135 hektar store stykke land havde han fået i arv, og det havde været hans hjemmebane siden barnsben, så lokalkendskabet var derfor særdeles godt.

Markerne blev tilplantet med “bordeaux-druer” som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Petit Verdot. Ludovico fik hjælp af den kendte amerikanske vinekspert André Tchelistcheff, der var overbevist om, at de klassiske bordeaux-druer ville gøre sig bedst i området og at man derfor ikke skulle plante Sangiovese, der ellers dominerer i Toscana. Bolgheri-området minder da også på mange måder om Bordeaux; det er forholdsvist fladt, ligger tæt på vandet og har (næsten) samme mikroklima.

I dag er det den verdensomspændende vinkonsulent Michel Rolland, der rådgiver på stedet – hans oprindelse er jo i øvrigt også Bordeaux. Vinmager på Tenuta dell’ Ornellaia er Axel Heinz.

I 1989 stod et nyt state-of-the-art vineri færdigt. Bygningerne der i sin arkitektur er noget helt unikt, er bygget halvt under jorden ind i bakkerne. Indvendig er vineriet beklædt med den fineste marmor fra lokale forekomster og en større kunstsamling pryder væggene. Absolut intet er overladt til tilfældighederne, og det gælder i sandhed også i kælderen. Det bedste vinifikations udstyr, der kan købes for penge, er blevet installeret, og det ajourføres løbende.

De sidste 5-10 år har ejerskabet af Ornellaia været lidt omskifteligt. I 2003 solgte Ludovico Antinori Tenuta dell’Ornellaia til et partnerskab mellem Robert Mondavi og Frescobaldi. Da Constellation Brands i 2005 overtog Robert Mondavi Winery, købte Frescobaldi de fleste aktier, men Michael Mondavi har stadig en lille aktiepost.

Le Serre Nuove er 2. vin til Ornellaia. Beslutningen om hvilke fade der skal i Ornellaia og hvilke der skal bruges til Le Serre Nuove, tages først umiddelbart inden den endelige blanding. De fade der afspejler ungdom og friskhed går til Le Serre Nuove. Den er her i årgang 2011 lavet på 57% Merlot, 17% Cabernet Sauvignon, 12% Cabernet Franc og 14% Petit Verdot.

Lad os smage vinen. Duftmæssigt er der blæk, lidt muld, sorte morelbær, pizza og lidt mynte. Smagsmæssigt overraskes man af voldsomme tanniner, men samtidig en rund og behagelig smag med blæk, grafit, lidt grønne blade. Her på anden dagen er vinen endnu blødere og virker faktisk en tand bedre end i går aftes. Måske en vin, som bare skal ha’ godt med luft?

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles flere steder, bl.a. Sigurd Müller og Vild med Vin, pris 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2001 Cascina Ebreo, Segreto, Piemonte, Italien

2001 Cascina Ebreo, Segreto, Piemonte, ItalienNæste vin kommer fra Cascina Ebreo eller Azienda Agricola Weimer Gygax, som vinhuset også hedder. Bag huset står nemlig de to ejere, Peter Weimer og Romy Gygax. Peter stammer fra en landbrugsfamilie i Tyskland, og Romy har samme baggrund, men hun er blot fra Schweiz.

De besluttede i starten af 90’erne, at de ville producere vin, så i 1991 købte de en 200 år gammel gård Cascina Ebreo med sydøstlige orienterede vinmarker, og efter lidt renovering, så droppede de i 1993 de begge deres almindelige job indenfor hhv. industri og bank og flyttede til vingården, som ligger i den lille by Novello, blot lidt over en kilometers penge vest for Monforte d’Alba.

Samtidig måtte de genplante vinmarkerne, som ikke var passet i over 7 år, men så fik Peter også lige præcis de vinsorter, som han ville. Han havde nemlig et mål, han ville producere tre vine; en stor Barolo, en meget typisk Barbera for området og så en kraftig hvidvin, hvor han ville eksperimentere med Sauvignon Blanc og Semillon.

I alt har gården 2,1 hektar vinmarker, hvor 1,1 hektar er Nebbiolo og 0,6 hektar Barbera. Og det er lykkedes Peter at få lavet de 3 vine, idet de laver topvinen Torbido på Nebbiolo, en hvid Sinché og denne Segreto.

Segreto betyder “hemmelighed” på italiensk. Den laves på 95% Barbera og omkring 5% af Nebbiolo og fremstilles på samme måde som topvinen Torbido, blot med kortere tid på egetræsfade (18-21 måneder). Ved lagringen anvendes både tonneaux på 600 liter og barriques. Vinen aftappes uden filtrering og lagrer derudover i mindst et år i flasken, før den kom på markedet.

Duftmæssigt lidt lukket … med blæk og syrlige kirsebær. Der fornemmes lidt muld, stald og vanilje … men langt nede i glasset. Smagen er også til den syrlige side, mens tanninerne er bløde … hvilket redder vinen og gør den meget indsmigrende. Samtidig må man imponeres over, at vinen er en årgang 2001. Her er der ingen træthed, intet forfald og syren står stadig benhårdt efter 12 år. Og den kan endda sagtens tåle flere år i kælderen.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles af Anduma Vinimport, hvor en flaske koster 319 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2007 Diesel Farm, Nero di Rosso, Veneto, Italien

2007 Diesel Farm, Nero di Rosso, Veneto, ItalienHan ligner en rockstjerne, er god for tre milliarder … dollars vel at mærke, er gode venner med Kanye West, Dalai Lama og Bono, kører i en guldfarvet Mercedes 4-hjulstrækker, fik sin første tattovering som 50-årig og bærer det vinøse efternavn Rosso.

Navnet er Renzo Rosso, og han kaldes også for “Jeans Genious” eller “Denim Guden”. Han er manden bag jeans mærket Diesel, og laver – udover de kendte jeans – også parfume i samarbejde med l’Oréal. Vi kigger vist alle begge dele, både Diesel jeans og deres parfumer.

Renzo Rosso grundlagde Diesel i 1978, og har siden opbygget et modeimperium, der tæller 3.400 ansatte verden over. Omsætningen lyder på knap 2 mia euro og Diesel forhandles i mere end 80 lande – bl.a. fra 270 egne butikker. Diesel åbnede sin første butik i Danmark i 1994 i Århus og har i dag fire egne butikker herhjemme.

Udover tøjmærket er Diesel involveret i både kunst, musik og design, der har det sigte at støtte og motivere nye, unge talenter, bl.a. gennem Diesel-U-Music, The Diesel Wall og Diesel New Art. Han har arbejdet sammen med andre store firmaer, bl.a. Adidas og bilmærket Fiat i redesignet af Fiat 500.

Derudover laver han også hippe vine specielt målrettet til berømtheder, Hollywoodstjerner og få udvalgte restauranter rundt om fra hans lille vingård, som ligger det bakkede landskab ved Marostica på hans fødeegn Bassano del Grappa i det nordlige Italien. Vingården i Veneto har han selvfølgelig kaldt Diesel Farm.

Vinene bærer også Renzos navn, idet der på gården laves tre vine, en hvid Bianco di Rosso og de to røde Rosso di Rosso og Nero di Rosso, alle produceret på Diesel Farm af druer fra de 100 hektar jord, der omgiver gården. Herudover laves der en Grappa di Rosso, og derudover dyrkes lidt oliven, der presses til hans Olio di Rosso.

Der produceres årligt alene få tusinder af disse eksklusive vine, som er blevet en hip drik … blandt de rige, for dieselmandens sans for markedsføring har gjort vinene efterspurgte trods skyhøje priser. Men indpakningen er også i orden.

Således fremstår vinen også flot med en lækker præsentation i klassiske Maderiaflasker med voksforsegling på toppen, tryk direkte på flasken, alle med Renzos initialer RR, nummeret 55 – som både er hans fødeår og ynglingstal – og alle med Rossos navn og et personligt skrevet “Enjoy”. De særligt gode flasker har Rosso også selv markeret med 3 krydser XXX.

2007 Diesel Farm, Nero di Rosso, Veneto, Italien - bagsiden    2007 Diesel Farm, Nero di Rosso, Veneto, Italien - kassen

Og til denne italienske aften har jeg skaffet netop en af Rossos vine, nemlig denne Nero di Rosso, som er lavet på 100% Pinot Noir. Hvorfor ikke blive en del af de hippe og kendte mennesker … om ikke andet, så for en aften? Tænkte også, at vine gode vinvenner nok ikke ville gætte, at denne Pinot Noir baserede vin kom fra Veneto området … og den antagelse fik jeg ret i. Kan heller ikke selv huske, at jeg tidligere har fået Pinot Noir fra Veneto.

Vinen er fremstillet af nye vinstokke, som første gang blev høstet i 2003. Vinstokkene er placeret på et særligt område på Diesel Farm. Den tekniske vinfremstillings proces der anvendes, respekterer frugtens og druens integritet. Gæringen foregår i stålkar, med en udblødningsproces med lave temperaturer, manuel presning, og derefter bliver den lageret på 1-årige franske barriques i 12 måneder.

Duftmæssigt er der Pinot toner, selvom den ikke er animalsk … så ingen hestestald her. Der er til gengæld et varmt indtryk samtidig med, at duften også har godt med grønne toner og godt med syre. Duften er jordbær, kirsebær, figner og mandler i næsen, og derudover let krydret. Smagen er blød, cremet … meget rund og behagelig i smagen. Igen kommer der et svagt krydret indtryk, men der er også en blid syre, som gør vinen meget balanceret. En meget behagelig vin, som overrasker positivt.

Én af de vine, som der blev drukket mest af denne aften … det plejer at indikerer et eller andet! Der var en enkelt slat tilbage dagen efter … men efter 12 timer i karaffel, så afslører vinen også, at det nok ikke er en gemmevin.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Hos Diesel Farm koster vinen 95€ … på de hippe restauranter endnu mere. Min flaske kom fra et konkursbo efter en dansk forhandler, og jeg betalte derfor en del mindre.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Umani Ronchi, Casal di Serra Vecchie Vigne Verdicchio dei Castelli di Jesi, Marche, Italien

2010 Umani Ronchi, Casal di Serra Vecchie Vigne Verdicchio dei Castelli di Jesi, Marche, ItalienItaliensk aften i Casa Houlberg … sammen med gode venner og de sædvanlige 10 flasker vin, 2 fra hver, en hvidvin og en kultvin. Jeg havde som start valgt denne hvidvin fra Azienda Vinicola Umani Ronchi, som ligger ved byen Osimo i Italiens Marche-provins.

Huset ejer 200 hektar vinmarker, nemlig 110 hektar vinmarker i Verdicchio Classico-appellationen, 60 hektar i Rosso Conero og 30 hektar i naboprovinsen Abruzzo.

Vingården er grundlagt i 1957 som en Azienda Agricola af Gino Umani Ronchi i Cupramontana, lidt vest for Osimo. Gino fik hurtigt hjælp af Roberto Bianchi og hans svigersøn Massimo Bernetti, og det var sidstnævnte, som i 1968 fik ændret gården til en rigtig vingård … en Azienda Vinicola. Gården har da også de seneste 50 år været ejet og drevet af Bianchi-Bernetti familien.

Siden 1990 har Massimos søn Michele Bernetti været gårdens driftsleder, og han satser benhårdt på kvalitet, hvilket vil sige, at der høstes begrænsede udbytter, markerne er velplejede og vinstokkene er af en vis alder.

Samlet ejes i alt 10 vinmarker, nemlig markerne San Lorenzo, San Sebastiano, Busche, Saline, Villa Bianchi, Monteschiavo, Follonica, Torre, Piantate Lunghe og Montipagano.

Umani Ronchi arbejder især med den grønne Verdicchio og den blå Montepulciano-drue, som begge er to er “arbejdshestene” i midten af Italien. Begge druesorter lægger most til store mængder glimrende mellemklassevin, men kun ganske få virkelig store vine.

Det skyldes først og fremmest at begge sorter er meget produktive, og at man skal begrænse udbyttet pr vinstok ganske kraftigt, da vinen ellers bliver tyndbenet og syrlige.

Umani Ronchi høster maksimalt hvad der modsvarer en halv flaske pr. vinstok, og så kan både Verdicchio og Montepulciano-druerne spille med musklerne!

Denne Casal di Serra Vecchie Vigne Verdicchio dei Castelli di Jesi Superiore Classico er en enkeltmarksvin fremstillet af druer fra de ældste vinstokke, selvfølgelig 100% Verdicchio.

Høstudbyttet er begrænset til langt under det halve af hvad loven foreskriver. Druerne håndhøstes når de er maksimalt modne, og vinen lagrer udelukkende i betontanke og på flaske inden frigivelse.

Denne årgang 2010 har fået 3 glas i Gambero Rosso og blev af samme kåret til årets hvidvin i Italien.

Duftmæssigt masser af melon og abrikoser … lidt gæragtig duft også sammen med en svag sødme og en nøddeagtig aroma.

Smagsmæssigt kaldte mine vinvenner smagen lidt trutti frutti … og kan godt følge dem. Der er dog også en god rygrad med syre, friskhed og lyse frugter. Eftersmagen er let krydret og giver en varme i vinen. Måske en anelse “flad” i smagen, men ellers et dejligt glas hvidvin.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Superiore.de til 14,50€. Forhandles herhjemme af Philipson Wine, hvor prisen for 2009’eren er 199,95 kr. for én flaske, og 149,95 kr. hvis du køber 12 stk. 2010’eren er udsolgt.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Clos du Mont-Olivet, Montueil la Levade Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2011 Clos du Mont-Olivet, Montueil la Levade Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigSidder og nyder denne vin til Kira Skov sensuelle stemme på nummeret “I’ll Be Seeing You” … total laid back jazz mens svinekæberne langsomt tilberedes i stegesoen i ovnen med et skvæt af vinen … hmmm, life is hard.

Det er også, som om det franske tema har forfulgt mig på det seneste, for lørdagens vin er også fransk, nemlig denne Montueil la Levade Côtes du Rhône fra det kendte vinhus Clos du Mont-Olivet.

Ikke at det er dårligt, for vinen er i særklasse … og med frøken Skovs stemme bliver den ikke ringere. Huset har jeg vist skrevet om en del gange, senest ved sidste nytårsaften … ja næsten et år siden … da jeg smagte deres 2004 Châteauneuf-du-Pape Cuvée Papet, så det skal jeg selvfølgelig skåne jer for igen.

Clos du Mont-Olivet har nogle marker udenfor kommunegrænsen, nord for Bollène på grænsen mellem Vaucluse og Drôme, med gamle vinstokke. Af disse druer laver de deres Côtes du Rhône, Montueil la Levade, 80% Grenache, 15% Carignan og 5% Syrah. Der er alene lavet 13.176 flasker af vinen i denne årgang 2011.

Vinen minder meget om deres Châteauneuf-du-Pape og nogle kalder den endda for en “baby Châteauneuf-du-Pape”.

Lad os smage vinen, hvor duften er Rhône tilsat lidt blomster, sæbe, engelsk lakrids og solbær. Smagen er varm, fyldig med mørkerøde bær, tobak, vanilje … og også lidt alkohol fra deres oktanhøje 15%. Måske den har godt af en enkelt år mere i kælderen. Tanniner er der også godt med, og generelt en rigtig dejlig vin, specielt til prisen er vinen et super køb.

Købt hos Jysk Vin, pris 69 kr. på tilbud, normalpris 92 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7    

2011 Domaine de la Janasse, Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2011 Domaine de la Janasse, Terre d'Argile Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigSidste vin fra tirsdag var denne Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages fra Domaine de la Janasse. Huset skrev jeg om forleden, da jeg smagte deres 2003 Vin de Pays Principaute d’Orange Terre de Bussière. Dengang skrev jeg også lidt om vinhuset, Sabon familien og historien.

Jeg skal derfor heller ikke igen skrive om huset … men alene denne vin.

Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages laves på tre druesorter, nemlig med 1/3 Syrah 1/3 Grenache og 1/3 Mourvèdre, som kommer fra en mark med rød ler og småsten, beliggende i den nordlige del af Courthézon. På Syrah og Mourvèdre vinstokkene sker der grøn høst, hvor omkring 30 til 40% af druerne fjernes.

I markerne anvedes så få kemiske produkter som muligt, “reasonable culture”, som de kalder det i Frankrig. Der foretages kun afstilkning af druerne, hvis stilkene ikke er helt modne. Normalt afstilkes 50-80%. Macerationen varer i 3-4 uger. Grenache modnes hovedsageligt i cementtank eller foudres, mens Syrah og Mourvedre modnes i barriques

Igen klar Rhône i næsen, blot med mere power. Der er solbær, sort nat, lakrids og blæk. Dufter rigtig skøn, og smagen er også til den kraftfulde sid, godt med fylde, solbær og sødme. En lidt moderne stil med power og sødme … og måske ikke så meget de klassiske Rhône dyder … men godt smager det altså.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 129 kr. på tilbud (normalpris 149 kr.)

Vinanmeldelse 5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger