2011 Bruno Rocca, Barbera d’ Asti, Piemonte, Italien

2011 Bruno Rocca, Barbera d' Asti, Piemonte, ItalienEn charmerende italiener af bedste skuffe, nemlig en Barbera d’ Asti fra vinhuset Azienda Agricola Rabaja’ Bruno Rocca, som ligger i den lille bydel Rabaja ved Barberesco, og som har givet navn til den meget berømte mark. Bruno Roccas ejendom ligger helt ude på kanten med den mest fantastiske udsigt.

Bruno Rocca overtog ejendommen i 1978 efter faderens død, og han blev den første i familien, der også producerede vin. Vingården havde dog været i familiens eje siden slutningen af 1950’erne, hvor Bruno Roccas far Francesco og hans kone Maria Adelaide flyttede fra centrum af Barbaresco og købte vingården i Rabaja.

Som modernist skabte Bruno Rocca i starten af 80’erne en helt ny stil i forhold til andre producenter i Barbaresco, nemlig bløde vine med stor elegance. Han bruger små franske egefade, men også arbejdet såvel i marken som i kælderen anskues forskelligt, alt efter hvilken ”skole” man hælder til.

Han ejer i dag 15 hektar, og han har modtaget et væld af priser. Dog er han temmelig sky og undgår helst al offentlig virak. I dag er hans søn Francesco også med i driften af gården.

Denne vin er lavet på 100% Barbera fra en mark, der ligger i kommunen Vaglio Serra. Her er jorden en blanding af sand og rødlig mergel. Høstudbyttet er 40 hl. pr. heltar, hvilket er meget lavt. Det er med til at give vinen dens flotte karakter. Vinifikation og gæring sker i rustfri stålkar under temperaturkontrol og vinen modner 12 måneder på barriques med flere omstikninger, hvorefter vinen lagrer 4 måneder på flasken inden frigivelsen. Alle de anvendte fade har været brugt én gang tidligere.

Duften er nærmest sådan lidt a la kridt … samtidig meget landlig, nærmest animalsk, frugtrig med blåbær, eg, gammel kælder, fugt … meget, meget indbydende. Jeg smagte en vin fra Bruno Rocca for en del år siden, og der var jeg ganske imponeret … og det er jeg faktisk igen. Hvorfor har jeg ikke købt vin herfra siden? Nå, men smagen er elegant, blød, elegant med frugt, solbær, kirsebær. Tanninerne er til stede … og sætter sig rundt i mundhulen, men slet ikke voldsomt. Nam, nam … hvor er det godt.

Købt hos Jysk Vin, hvor vinen pt. fås på tilbud til 99 kr., normalpris 165 kr. Tilbudsprisen er rent tyveri.

Vinanmeldelse 5/7  

2011 The Other Guys, Moobuzz Pinot Noir, Californien, USA

2011 The Other Guys, Moobuzz Pinot Noir, Californien, USAUnder navnet The Other Guys, Laid-Back Guys, Stand-Out Wines laver søskendeparret Mia & August Sebastiani fra den store, traditionsrige amerikanske vinfamilie Sebastiani en række spændende vine, som adskiller sig en smule i mængden. Vinene laves i serierne Hey Mambo, Leese-Fitch, Pennywise, Plungerhead, The White Knight og Moobuzz.

Historien om vinhuset starter helt tilbage i 1895, hvor Samuele Sebastiani, italiensk indvandrer, flyttede til USA og startede med at arbejde i et stenbrud nord for Sonoma. Med sine hårdt optjente penge købte han en lille vingård, hvor han opstartede en mindre vinproduktion.

I 1944 blev driften af vingården overtaget af sønnen August Sebastiani, som solgte vinene over det meste af USA, men det var først i 70’erne og 80’erne, hvor 3. generation i form af Augusts to sønner Sam og Don tog over, at vinhuset fik sit store gennembrud og voksede eksplosivt.

I dag er den oprindelige Sebastiani Vineyards and Winery solgt, og ejes af Foley Family Wines, som ejer en helt række af store vinhuse i USA. Jeg har skrevet lidt om Foley Family Wines og ejeren Bill Foley, da jeg smagte en 2010 Eos Estate Winery, Lost Angel California Cabernet.

Imidlertid er Sebastiani familien fortsat med at lave vine, nu via 4. generation i form af Mia & August Sebastiani og Tog Wines – som The Other Guys kaldes i daglig tale.

I Moobuzz serien laves der to vine, en Chardonnay og så denne Pinot Noir. Ja, helt Rolf ren er den nu ikke, for den består af 86% Pinot Noir, 10% Sangiovese, 3% Tempranillo og 1% Syrah. Sjov blanding! Druerne kommer fra en stor vinmarker i San Bernabe. August siger selv, at Sangiovese er tilføjet for at gøre vinen mere “kødfyldt”, men Tempranillo og Syrah er tilføjet for at give farve og dybde. Den har også fået lidt fransk eg … hvor lang tid ved jeg dog ikke.

Proppen skal vi også lige en tur omkring, for den har jeg ikke set før. Tog Wines kalder den en ZORK og fortæller, at det er en revolutionerende ny type vinprop. Man “skræller” nærmest plastikken rundt om flasken, og så er der en sød lille prop tilbage, som let fjernes. Vi bringer da lige fluks et par billeder af det sindrige system, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal synes om. Det pynter ikke på flasken.

Zork proppen      Zork - sådan virker den

Duften er sød Pinot med kirsebær, jordbær, svage krydderier og sød vanilje. Virker helt klart oversøisk og amerikanersød i næsen, og smagen er lidt i samme boldgade med stor sødme. Derudover er vinen også mere fed end sine europæiske søstre … hvilket vel heller ikke er en overraskelse. Tanninerne er bløde og der er lidt marmelade og svedsker i smagen. Nok en smule for opulent i min smag, men altid dejligt med Pinot Noir … på den måde er jeg jo nem.

Købt hos Smalle Vine, pris

Vinanmeldelse 4/7  

2009 Rippon Winery, Riesling, Otago, New Zealand

2009 Rippon Winery, Riesling, Otago, New ZealandEn tur forbi Gert forleden bød på denne Riesling … som ikke er mindre end fabelagtig … så er det sagt. Vi er igen hos Rippon Winery i New Zealand, en vingård jeg har skrevet om tidligere, men I får da lige historien igen.

Vingården er grundlagt af den erfarne vinmager Rolf Mills og hans hustru Lois. De grundlagde vingården i 1974 efter at have arbejdet en periode på Domaine de la Romanée Conti i Bourgogne. Dér fik Mills inspirationen til at plante Bourgogne-druen Pinot Noir, som på Rippon Winery i dag dyrkes efter biodynamiske principper, altså helt uden kemi og kunstgødning.

Det betyder, at der ikke sprøjtes med gift mod skadedyr, ukrudt eller svampe, dels betyder det, at al arbejdet planlægges efter månens bevægelse. Sprøjtes vinmarken endeligt, sker det med en række hjemmelavede, naturlige præparater, og al domainets affald komposteres og genanvendes.

Rippon Winerys første kommercielle vinmark blev plantet i 1981. Siden fulgte et væld af eksperimenter med forskellige druesorter, før man endelig valgte at satse primært på Pinot Noir, Riesling, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer.

Efter faderens død er det i dag sønnen Nick Mills, som driver vingården sammen med sin mor. Nick har selvfølgelig – som sin far – fået sin vinuddannelse i Bourgogne. Derudover har Nick en fortid som én New Zealands bedste top-skiløbere, og han har deltaget i mange konkurrencer indenfor specielt freestyle skiløb. Nick overtog driften af vingården og de samlede 12 hektar vinmarker i 2002.

Udover vinproduktionen driver familien også Rippon Hall, et gæstehus/selskabslokale med plads til 200 gæster, beregnet til bryllupper og andre selskabeligheder. Til gården hører vistnok også en 9-hullers golfbane, så hvis man har den interesse, så kan vin og golf vel være en ganske munter beskæftigelse.

Hos Rippon laves der vine i 5 serier, nemlig The Voice of Rippon, Limited Release Climats, Varieties of Provenance, Expressions of Youth samt Wines For The Thirsty. Denne Riesling hører til serien The Voice of Rippon, og lavet med presning af druerne  i hele klaser, hvorefter mosten forbliver med bundfaldet, mens vinen gæres ud på rustfrie ståltanke.

Og det er – som jeg nævnte i indledningen – en rigtig lækker sag. Der er kvæde, overmodne æbler med sødme, pærer, abrikos, petroleum, marcipan, svag citrus … fandme meget indbydende. Smagen er også ganske imponerende og vækker minder om tysk GG Riesling, faktisk en smule om den Kühling-Gillot, Riesling GG “Pettenthal”, som jeg smagte en varm sommer for laannnng tid siden. Der er utrolig intensitet, super balance mellem frugt, syre og sødme. Jamen jamen …. klasse. Måske knap så mineralsk, men smager himmelsk.

Gert havde købt vinen hos Vinspecialisten, pris 217 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2011 Renegade Wine Co., Columbia Valley Red Wine, Washington State, USA

2011 Renegade Wine Co., Columbia Valley Red Wine, Washington State, USARenegade Wine Co., et foto af en maskeret mexicaner og 2 stk. krydserede Colt revolvere. Spooky. Ja, men det danner rammen om denne Columbia Valley Red Wine, som er produceret og flasket hos Sleight of Hand Cellars, som holder til i det progressive vinområder Walla Walla Valley i Washington State. Det er samme område, hvor vi bl.a. finder den excentriske Charles Smith og mange andre nye, spændende amerikanske vinhuse.

Renegade Wine Co. er et “sideprojekt” fra Trey Busch fra vinhuset Sleight of Hands Cellars. Trey er både partner og ansvarlig vinmager i det spændende Sleight of Hands Cellars, som laver en række anderledes vine. Vinene har – som denne – sjove og anderledes etiketter samt en række sjove navne som The Funkadelic, Illusionist, Archimage, The Spellbinder, The Conjurer, Levitation og mange andre.

Vinhuset er grundlagt af Jerry og Sandy Solomon sammen med Trey Busch, og de udgav deres første vin i 2007. Allerede kort tid efter blev Sleight of Hand Cellars udråbt som “The Next Generation” af nye, fremadstormende vinhuse af bl.a. Seattle Magazine, mens andre kaldte vinhuset “The Next Cult Winery”. Parker har også været begejstret og givet vinene gode rating, bl.a. fik deres Black Circle Cabernet Sauvignon 95 gode Parker point.

Vinene fra Renegade Wine Co. er et tak billigere end vinene fra Sleight of Hand Cellars, og denne Columbia Valley Red Wine er lavet på købte druer, som er et blend af 95% Cabernet Sauvignon, 4% Malbec og 1% Petit verdot. Det betyder også, at Trey faktisk sagtens kunne have sendt den på markedet som en Wasington State Cab til den dobbelte pris, men her holdes der fast i konceptet.

Duftmæssigt en lidt krydret duft, en anelse skarp med kirsebær, urter, sherry og grøn græsplæne. Smagen er syrlig med tranebær, blåbær … har også lidt sødme, men virker lidt slap eller tynd i koderne. Måske en anelse neutral og ikke lige mig.

Købt hos Smalle Vine, pris 99 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2012 Domaine Clos Romane, Cairanne Pinarius, Rhône, Frankrig

2012 Domaine Clos Romane, Cairanne Pinarius, Rhône, FrankrigOg så lige update med sidste vin fra Domaine Clos Romane … nemlig husets topvin, Cairanne Pinarius. Vinen er opkaldt efter en gammel romersk sølvmønt, som Nadine og Stéphane Charancon fandt på netop den mark, som leverer druerne til denne topvin. På sølvmønten er der afbildet en vinhandler ved navn Pinarius, som for herrens mange år siden drev netop en vingård her.

Siden har sølvmønten med Pinarius’ portræt været afbildet på alle Clos Romanes etiketter. På denne topvin endda i en luksusudgave, helt fuldstændig sort etikette med al skrift også i sort … lige undtaget navnet Pinarius, som fremhæves tydeligt med hvid skrift. Den store etikette indikerer dermed også, at denne – husets flagskib – er fremstillet på den sorte drue, 100% Syrah fra den bedste parcel.

Historien om, at Pinarius skulle have været en vinhandler, tror jeg nu ikke helt på. Tror ikke på, at der blev lavet mønter af dødelige vinhandlere. Vil gætte på, at det mønten i stedet er romersk, men det er selvfølgelig ikke så godt med et italiensk motiv på en fransk vin. Pinarius er i hvert fald en gammel italiensk slægt, hvor navnet stammer fra Pinus, søn af Numa Pompilius. Pinarius var vistnok også nevø til Julius Cæsar, men arghhhh … historie er ikke min stærke side.

Der er kun fremstillet 1.500 flasker af denne imponerende vin, som skulle give påmindelser om stor vin fra det nordlige Rhône ala Côte-Rôtie og Hermitage … som jo også er lavet på ren Syrah. Ja, det må vi så lige teste.

Duftmæssigt helt anderledes end de to øvrige vine fra Domaine Clos Romane, men fortsat meget animalsk i næsen, her med babybræk, tobak, brombær, meget syrlig i næsen og der er også lidt lakrids, kaffe, eg eller egefade. Smagen er god intens med mørke bær, blæk, stor tørhed og lidt sødme. Den har en lang og vedholdende eftersmag … helt sikkert anderledes end husets almindelige Carianne … men ikke nødvendigvis bedre. Men godt er det … og igen en super Rhône vin.

Forhandles hos Strobel Vinimport, pris 349 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2012 Domaine Clos Romane, Cairanne Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2012 Domaine Clos Romane, Cairanne Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigVidere til vingården på Route de Sainte Cécile Les Vignes tæt på byen Cairanne, nemlig Domaine Clos Romane, som vi til Randers Vinlaughs smagning i torsdag smagte 3 vine fra. Den første var – som beskrevet – husets almindelige Côtes du Rhône, som jeg var ret begejstret for.

Her har vi så den næste, husets røde Cairanne, lavet på druer fra vinstokke med en alder på over 50 år. Vinen er lavet på 50% Grenache, 25% Syrah og 25% Mourvedre. Gæringen foregår i betontanke, og vinen lagres derefter 10 måneder i tankene og derefter 12 til 18 måneder i démi-muît (træfade på 600 liter).

Vinen er lavet siden 2011, idet Stéphane Charancon jo – som nævnt i det tidligere blogindlæg – i 2010 udtrådte af det lokale kooperativet, hvortil han tidligere levede druer og hvor han selv var vicepræsident. Kooperativet hedder i øvrigt Cave de Cairanne eller Maison Camille Cayran, og det er vi faktisk også stødt på før her på bloggen, nemlig da vi smagte deres 2010 Maison Camille Cayran, Gigondas.

Derudover ligger kooperativet i øvrigt også på samme vej … Route de Sainte Cécile Les Vignes. Det er et kooperativ med omkring 100 tilknyttede vinavlere, og kooperativet står for ca. 2/3 af den samlede produktion i kommunen … en ganske lille produktion på små 6 millioner liter vin om året.

Nå, men nok snak om kooperativet. Lad os smage på denne Cairanne Côtes du Rhône Villages.

Igen er der denne sindssygt gode duft, som vi også fandt i husets almindelige Côtes du Rhône med stald, solbær, næsten marmelade, jordbær og vanilje. Smagen er endnu mere koncentreret end deres Côtes du Rhône, og det klæder vinen rigtigt godt. Der er solbær, mild peber, tørhed … meget koncentreret og voldsomt behageligt. Smukt, og en super dejlig flaske Rhône.

Forhandles af Strobel Vinimport, pris 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2011 Domaine La Garrigue, Vacqueyras Cuvée de L’Hostellerie, Rhône, Frankrig

2011 Domaine La Garrigue, Vacqueyras Cuvée de L'Hostellerie, Rhône, FrankrigI det sydlige Rhone i Vaucluse ikke så langt fra byen Vacqueyras har familien Bernard dyrket vin siden 1850, hvor domænet blev grundlagt. I dag er det brødrere Maxime og Pierre – 5. generation på ejendommen – der står for driften. Maxime Bernard er “le chef” på domænet. Broderen Pierre Bernard deltager i arbejdet og er medejer, men driver samtidig det udmærkede hotel Les Florets i Gigondas.

Og 6. generation er også på vej ind i familieforetagendet. Maxime har datteren Agnes og en sønnen David, der begge arbejder på domænet samt den 19-årig søn Simon, der er under uddannelse og endnu ikke har besluttet sig for fremtiden.

Domaine La Garrigue ejer i alt 83 hektar vinmarker, hvilket gør domænet til en af de betydeligste producenter i området – især af Vacqueyras. Her håndplukker man, og man filtrerer heller ikke vinen. Det er i den gamle ånd. Vinen er klar, når den selv har bundfældet sig efter minimum 18 mdr. Her taler vi om vine, som er meget langt levende og har stor gemmepotentiale.

Domaine La Garrigue står for en herlig rustik og landlig stil med masser af power og frugt, som med alderen får selskab af en animalsk og til tider staldpræget tone. Rigtig vinter og efterårs vine.

Domænets 83 hektar fordeler sig således med 59,1 hektar Vacqueyras. 3,1 hektar Gigondas, 11,5 hektar Côtes du Rhône, 1,3 hektar Beaumes de Venise og omkring 8 hektar Vin du Table. Den sidste del bruges bl.a. til lidt Bag-in-a-Box vine.

Denne Vacqueyras Cuvée de l’Hostellerie er lavet på 75% Grenache og 25% Syrah, lagret på cementfade. Philip Cambie er konsulent ved produktion af husets vine … og ham kender vi jo rigtigt godt her på bloggen.

Duftmæssigt svag animalsk med Rhône krydderier,  krydderurter, mørke bær, lidt peber og svedsker eller blommer. En svag sødme fornemmes måske også. Smagen er præget af god blødhed, tørhed, engelsk lakrids. Meget frisk med god frugtrenhed … nærmest lyserøde frugter, som får vinen til at virke lidt ung.

Forhandles af Strobel Vinimport, pris 159 kr.

Vinanmeldelse 4/7    

2010 Mas des Bressades, Les Vignes de Mon Père Cabernet Syrah, Costières de Nîmes, Frankrig

2010 Mas des Bressades, Les Vignes de Mon Père Cabernet Syrah, Costières de Nîmes, FrankrigNæste vin var også fra Cyril Marès på Mas des Bressades, nemlig en vin på både Cabernet Sauvignon og Syrah, og tilegnet hans fader, deraf navnet Les Vignes de Mon Père. Vinen til min far. Cyril valgte dette navn, da det var den cuvée, som hans far startede med at lave, da han plantede Cabernet Sauvignon for mere end 30 år siden i troen på, at den drue, som hans far dyrkede på Château Puy Castéra i Haut Médoc, ville give god kvalitet til vinen … også her i Costières de Nîmes.

Costières de Nîmes hed i øvrigt oprindeligt Costières du Gard, men skiftede navn i 1989. Fra 2004 blev regionen ydermere flyttet, så den i dag rangerer under Rhône, da vinene mere smager af Rhône end af Languedoc.

Og det er lidt af en vinfamilie, som vi her er havnet hos. Farfaren drev Château Puy Castéra, og Cyrils kone har arvet Mas Carlot/Chateau Paul Blanc, en “lille” vingård i Costières de Nîmes på 75 hektar. Men Nathalie Blanc-Marès er heldigvis også uddannet ønolog, og driver således hendes familieforetagende videre. Herudover er Cyrils onkel Paul Marès også vinbonde i Algeriet … ved siden af et job som botaniker. Endelig drev Cyrils farfar også et vinslot, nemlig Château de Launac i nærheden af Montpellier.

Nok om det, lad os kigge nærmere på vinen. I Les Vignes de Mon Père er det Cabernet Sauvignon’en, som dominerer med hele 70%, mens der alene er 30% Syrah. Det må siges at være en smule utraditionelt i Rhône. Fermentering sker i ståltanke og maceration i betontanke, hvorefter vinen lagrer 12 måneder i nye egetræstønder.

Duftmæssigt fik jeg noteret mig lidt sure sokker, peber og spidskommen. Ikke sådan vildt indbydende. Smagen lidt spids, syrlig og ikke umiddelbart lidt skæv og usammenhængende. Vist ikke min kop the.

Forhandles af Strobel Vinimport, pris 119 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2010 Mas des Bressades, Cuvée Excellence, Costières de Nîmes, Frankrig

2010 Mas des Bressades, Cuvée Excellence, Costières de Nîmes, FrankrigI byen Manduel, blot 5 km. øst for Nîmes, finder vi vinhuset Mas des Bressades, som er én af Costières de Nîmes allerbedste vingårde. Det er Cyril Marès, som siden 1996 har drevet gården med dens 25 hektar med fokus på Syrah, Cabernet og Grenache, Der laves dog også lidt hvidvin på de traditionelle hvidvinsdruer fra Rhône.

Cyril Marès er 6. generation af en familie af vinbønder. Hans far Roger Marès grundlagde domænet i 1964. Faderen havde sammen med sin far også plantet i vinstokke i Haut Medoc, hvor Cyrils fætter i dag huserer.

Cyril har studeret “Viticulture and Oenology” i Montpellier. Efter endt uddannelse i 1994 arbejdede han i USA ved Chalone Vinyard og i Bordeaux hos Chateau Cos d’ Estournelle og på Chateau Margaux. Herefter aftjente han sin værnepligt og overtog Mas des Bressades i 1996. Cyril er gift med Nathalie Blanc-Marès, som overtog sine forældres ejendom Mas Carlot/Chateau Paul Blanc i 1998.

Cyril Marès laver vine, som kombinerer moderne frugt med klassiske dyder. Lagringsfaciliteterne, som Cyril selv har bygget, er temperaturstyrede og indeholder både rustfrit stål, cementtanke og små barriques.

Vinene har en moden og koncentreret frugt med masser af sødme og krydderi, kombineret med en god struktur og friskhed. Den almindelige Tradition er drikkeklar ved frigivelsen, men vinder en del ved 6-18 måneders yderligere lagring. Mens topvinene Cuvee Excellence og VDP Cabernet/Syrah folder sig rigtig ud efter 4-8 år. Fælles for vinene er, at de byder på utrolig meget vin for pengene, hvilket meget fine ratings hos bl.a. Parker vidner om.

Denne Cuvée Excellence er lavet på ren Syrah, lavet i store cementtanke og lagret 12 måneder på egefade, som er 1, 2 og 3 år gamle.

Denne vin næsten modstykket til forrige vin fra Domaine Clos Romane, idet duften i denne er svag, men smagen langt mere intens. Duftmæssigt lidt solbær, Rhône krydderier og lavendel. Smagen er solbær, næsten marmelade, stor tørhed, godt med garvesyre og tanniner og samtidig også pæn sødme, og det hele i en god fylde.

Forhandles af Strobel Vinimport, pris 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Domaine Clos Romane, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2012 Domaine Clos Romane, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNæste vin i rækken kom fra Domaine Clos Romane, som ligger Cairanne. Vingården på 30 hektar har været i familien Charancons eje i flere generationer, og drives i dag af det meget talentfulde og sympatiske ægtepar Nadine og Stephane Charancon. Indtil 2010 blev druerne leveret til kooperativet i Cairanne, hvor Stephane Charancon også var vicepræsident.

Men efterhånden blev ønsket om at stå for hele produktionen så stort, at han startede for sig selv i 2011. Ambitionerne om at lave områdets bedste vin resulterede i at de gjorde alle nødvendige tiltag for at følge dette mål, bl.a. ved at bygge topmoderne kælderfaciliteter og investere i det sidst nye og bedste vinifikationsudstyr og frasælge de parceller, som ikke levede op til deres høje kvalitetskrav.

Årgang 2011 blev den første under eget navn og vinene herfra blev lynhurtigt kendte for deres meget høje kvalitetsniveau. Indtil nu laver man 4 vine, denne charmerende Côtes-du-Rhône, en Cairanne Rosé, og huset røde Cairanne, lavet på druer fra vinstokke med en alder på over 50 år og sluttelig husets topvin, Cairanne “Pinarius”.

Gæringen af vinene foregår i betontanke, og vinene lagres derefter i tanke efterfulgt af 12 til 18 måneder i démi-muît (træfade på 600 liter). Denne Côtes du Rhône er lavet på 60% Grenache, 25% Syrah og 15% Carignan, hvoraf sidstnævnte stokke er mere end 80 år gamle.

Duften i denne vin er ganske fantastisk … og for mig en stor del af nydelsen. Den er udpræget animalsk med stald, våd hund, mørke bær, lakrids og kaffe. Smagen er typisk Rhône præget med krydderier, peber, solbær, god balance og stor tørhed. Ikke de store tanniner og vinen er umiddelbart lidt tynd/let i smagen og mangler en smule fylde og kompleksitet. Men dufter herligt, og giver et godt samlet indtryk … og til prisen et super godt køb.

Forhandles af Strobel Vinimport, pris 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger