Tag-arkiv: 4½

2017 M. Chapoutier, Côtes-du-Rhône Belleruche, Rhône, Frankrig

2017 M. Chapoutier, Côtes-du-Rhône Belleruche, Rhône, FrankrigCôtes-du-Rhône Belleruche er søstervin til den foregående Collection Bio fra M. Chapoutier, men hvor den første vinder på duften, så vinder denne på smagen.

Det er også primært Grenache tilsat noget Syrah og druerne kommer fra forskellige marker i Drôme, Vaucluse, Gard og Ardèche. Efter høst, så afstilkes alle klaserne og gæring sker udelukkende i rustfrie ståltanke med en gæringstid på 15 dage. Vinen er også lagret på ståltankene, men hvor lang tid fremgår ikke rigtigt.

Duftmæssigt er det også en lækker vin med nogle af de samme indtryk som foregående søstervin … dog knap som mange af de animalske bio aromaer, men fortsat med flæsk, blæk, blåbær, solbær, lidt lakrids og ganske let peber.

I munden er vinen også dejlig blød, har lidt mere kant end søstervinen, men også lidt mere dybde. Den er mere tør, tanninerne tydeligere, der er mere peber og generelt mere smag, så denne Côtes-du-Rhône Belleruche vinder på smagen, mens Collection Bio vinder på duften.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 M. Chapoutier, Côtes-du-Rhône Collection Bio, Rhône, Frankrig

2016 M. Chapoutier, Côtes-du-Rhône Collection Bio, Rhône, FrankrigHerefter stod Chapoutier smagningen alene på rødvine … og sikke et arsenal af vine, som vi indledte med denne usandsynlige almindelige ualmindelige Côtes-du-Rhône Collection Bio.

Vinen er lavet på 60% Grenache og 40% Syrah, som kommer fra en række marker mellem Papal Palace i Avignon og den kendte, imponerende og berømte romerske akvædukt Le Pont du Gard, hvor terrænet består af terrasser med glatte, runde småsten, der nærmest er den sydlige Rhônedals adelsmærke.

De økologisk dyrkede druer afstilkes ved ankomsten til vingården, og gærer i temperaturregulerede cementtanke, men en blid daglig overpumpning. Efter 3 ugers eftermaceration lagrer vinen 9-10 måneder i cementtankene inden aftapning på flaske.

Og sikke da en bio næse … næsten helt behåret i duften, animalsk, lidt flæsket og mælket med mødding, blæk, blåbær og tonsvis af karakter. Det dufter vildt godt, så bestemt en god start.

I munden er vinen mere tynd og let end lige forventet, men venlig, blød og meget lettilgængelig. Der er en virkelig god frugtig lethed, lidt grafit og tanninerne er også bløde, bøjelige og lette. Det er vitterlig god Rhône, hvor specielt duften bare imponerer.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 M. Chapoutier, Invitare Condrieu, Rhône, Frankrig

2016 M. Chapoutier, Invitare Condrieu, Rhône, FrankrigI en lille sidegade i Tain-l’Hermitage startede et af Nordrhônes største vin- og negocianthuse, nemlig M. Chapoutier, hvorfra jeres trofaste vinskribent nu smager 9 vine … og første er denne hvide Invitare Condrieu.

Chapoutier familien har boet i Tain-l’Hermitage siden 1808, men vinhuset er reelt først grundlagt i 1879, hvor Polydor Chapoutier købte sin første vinmark og startede med at forretningen med vinproduktion. Det blev hurtigt udvidet med negociantforretningen med køb af druer fra andre vinavlere og

Siden den spæde start i den lille sidegade har skiftende generationer af Chapoutier familien siddet ved roret, men omkring 1988 under ledelse af 5. generation Max Charpoutier haltede økonomien.

Max’ sønner Michel og Marc Chapoutier havde hjulpet faderen, men den 25 år unge Michel mente ikke, at faderen kunne drive gården … han havde ingen smag og anede intet om vinproduktion.

Max havde blot fortsat som tidligere generationer med produktion i den lille kælder i sidegaden. Vinen gærede i store åbne trækar, og skallerne blev fodtrådt i mosten. Gamle kastanjefade blev brugt til lagring, og spindelvævene fik lov at vokse sig store.

Når det gik godt, var resultatet fremragende, og det var historiske store vine, men alt for tit gik det imidlertid mindre godt … og den udvikling var blevet forstærket under Max’ ledelse.

Michel Chapoutier fik derfor overtalt sin bedstefar Marc – som rådede over aktiemajoriteten – til at lade aktiemajoriteten overgå til ham. Det betød, at Michel reelt fyrede faderen, hvilket selvfølgelig medførte en familiekrise.

Michel gik derefter omgående i gang med en større omlægning af driften. I kælderen blev de gamle kastanjefade blev skiftet ud med franske barriques.

I markerne blev driften lagt om med fuld respekt for naturen og til noget, som kommer så tæt på det økologiske, at man ikke kan fornemme forskellen.

De dikterede omgående reduktion i hektarudbyttet, der i forvejen var lille, fordi vinstokkenes alder var mellem 30 og 90 år. Samtidig besluttede Michel, at der kun måtte benyttes organisk gødning og ved produktion af vinene skulle de alene anvende druernes naturlige gærceller og flaske alle vinene ufiltreret.

De fik masser af omtale alle relevante steder, og på få år var Chapoutier igen fremme på førersædet og allerede i 1991 fik vinhuset den eftertragtede guldmedalje ved vinolympiaden i Bordeaux.

Senere blev broderen Marc – som også under faderens ledelse havde fået det 4-dobbelte i løn i forhold til Michel – også købt ud, således vingården i 6. generation nu alene drives af Michel Chapoutier.

Michel har også hele tiden været den vinkyndige af de to brødre og den person, der har været den afgørende brik i successen på verdensplan. Han vil først og fremmest lade naturen bestemme vinens karakter. Michel vil have, at hans vine udtrykker terroir, der er samspillet mellem jordbunden og klimaet.

Vinhuset ejer i dag 54 hektar vinmarker i det nordlige Rhône, 90 hektar i det sydlige Rhône samt 69 hektar i Roussillon. Alle marker er i dag certificeret biodynamisk, hvilket gør vinhuset til største biodynamiske producent i Europa.

I den sydlige del har Chapoutier bl.a. i 2008 købt Domaine Bois Dauphin samt Clos des Pontifes i Châteauneuf-du-Pape, men ellers deltager huset også i flere joint-venture projekter, bl.a. i Alsace, Australien, Portugal og USA.

De er også en del af Pic og Chapoutier … endnu et joint-venture med Anne-Sophie Pic, der driver den 3-stjernede restaurant Maison Pic i Valence. De har også et samarbejde med kokken Yannick Alléno … et par af vine fra det samarbejde skal har jeg også smagt, så dem kommer der selvfølgelig også anmeldelse på.

Og så opkøber de altså også fortsat druer op i negociantdelen fra vinavlere i både det nordlige og sydlige Rhône. Det betyder en lang række vine i de 4 serier Découverte, Tradition, Prestige og topserien Fac et Spera … husets gamle slogan, som betyder gør og håb.

Chapoutier var også den første vinproducent til at lave etiketter med blindskrift. Allerede tilbage i 1994 indførte Michel lavede Michel etiketten på husets Monier de la Sizeranne Hermitage med bindskrift, hvilket i 1996 blev udvidet til alle vinene fra gården,

Michel havde fået idéen efter hans ven – den berømte sanger Gilbert Montagné – på TV forklare, at han skulle ha’ venner med, når han i byen skulle købe vin. I dag har flere producenter også indført blindeskrift på deres etiketter.

Nå, men nok snak … lad os kigge nærmere på denne Invitare Condrieu, som selvfølgelig er lavet på 100% Viognier, som efter høst presser og ligger koldt i 48 timer inden gæringen sættes i gang i egetræsfade ved 16-18 grader, Efter endt fermentering lagrer vinen sur lie – altså med bærmen – i 8 måneder … 15% på nye barriques, men de resterende 85% lagrer på 2 år gamle 500 liter demi-muids inden vinen tappes på flaske.

I næsen er det klart en fed, lidt olieret og aromatisk vin. Der er røg, sten, ananas, pærer, syltede citroner, havvand og akaciehonning, men er ellers ikke sådan eksplosiv i sine aromaer, hvilket jeg måske havde forventet.

Smagen er umiskendelig Condrieu … lidt vingummebamser, tropisk frugt, blød, fed, men dog er det overraskende nok ikke ultrafedt, så det bliver aldrig en tung balletdanser, som ikke kan huske trinene, men i stedet finder du en vis mineralitet, lidt citronsyre og en bitterhed, som giver en lille form for friskhed. Jeg kom dog mærkværdigvis aldrig helt op at ringe over vinen, men samlet bliver det dog 4½ af de fede tomler med pil op.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 439 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Deidesheim Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Deidesheim Riesling Trocken, Pfalz, TysklandDet er kun et par uger siden, at jeg drak den tørre 2017 Riesling basisvin fra Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, men denne gang er det storesøsteren 2017 Deidesheim Riesling Trocken.

Vi er således rykket fra en Gutswein til en Ortswein og dermed niveauet lige under Erste Lagen. Denne er således lavet med druer fra markerne omkring Deidesheim … i modsætnng til husets Gutswein, hvor druerne også kommer fra marker ved Ruppertsberg og Forst.

Ved Deidesheim er markerne specielt velegnet til dyrkning af Riesling, hvilket Johann Peter Jordan allerede havde fundet ud af i slutningen af det 18. århundrede, hvor han flyttede vingården til netop Deidesheim.

Markerne der er rige på sandsten, ler, kalksten og Löss og nogle steder også vulkanske klipper. Druerne er høstet manuelt og vinen lavet med 24-timers kold hvile inden gæring på rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret 4-6 måneder. Den har 6,8 gram restsukker pr. liter.

Næsen er klart mere intens og dyb end husets Gutsriesling, frugten er fortsat lidt modne æbler, men derudover tropisk med fersken, abrikos og lidt blomster.

I munden er der fin fylde og en super syrlighed … det er sgu god Riesling. Det er tørt, syrligt og alligevel med en let sødme, mineraler, citroner samt nogle grønne elementer i eftersmagen. Skal du have en god og no nonsens Riesling, så er dette et godt bud.

Forhandles af Vinspecialisten / H.J. Hansen Vin, hvor en flaske normalt koster 150 kr., men fra 1. februar til 30. april er på tilbud til 125 kr. ved køb af 2 flasker

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Laurent Lebled, On est su l’Sable, Loire, Frankrig

2016 Laurent Lebled, On est su l’Sable, Loire, FrankrigDet stod forleden skrevet i sandet, at vi skulle drikke vin fra Laurent Lebled, netop den biodynamiske Cabernet Franc vin On est su l’Sable.

Laurent Lebled holder til ved byen Savigny-en-Véron i Loire og etablerede sig som vinbonde i 2010, men det stod aldrig skrevet i kortene, at han skulle være vinbonde. Han drev nemlig sit eget lille trævarefirma, men i kølvandet på finanskrisen i 2008 blev han nødsaget til at dreje nøglen rundt. Han måtte med sorg i hjertet lukke det firma, som han havde drevet i mere end 30 år og lagt hele sin sjæl i.

Heldigvis havde Laurent et par gode venner, nemlig Sébastien Bobinet og Patrick Corbineau, som både kunne trøste Laurent og komme med gode råd. De foreslog Laurent Lebled, at han skulle blive vinbonde … helt på samme måde, som de havde gjort. Hvor svært kunne det være?

Sébastien havde selv forladt sit job i 2003 og slået sig ned som vinbonde, efter han arvede 2 hektar vinmarker fra hans bedstefar. Patrick Corbineau var oprindelig svejser på det lokale kraftværk, hvor han havde ry for at være en af de bedste svejsere i Frankrig, men han havde også forladt jobbet og overtaget sin bedstefars marker.

Laurent havde ikke selv udsigt til at arve vinmarker og havde aldrig nogensinde arbejdet i hverken vinmarker eller i en vinkælder, men Sébastien insisterede på, at han burde blive vigneron … vinbonde. Laurent var dog i tvivl, men Sébastien lovede han ville vise ham, hvordan man drev en vingård. Så i hele 2009 skulle Laurent assistere Sébastien Bobinet. Og sådan blev det!

Laurent havde altid været vild med vine fra Touraine, og året efter startede han sin søgen efter vinmarker og en vinkælder. Gennem nogle venner fandt han en vinmark på 1,7 hektar samt en velfungerende vinkælder i kommunen Saint-Aignan, men kort tid før underskrivelse af en lejeaftale af vinkælderen, så fortrød udlejeren.

I stedet måtte han improvisere, så fandt han en gammel vingård i Savigny-en-Véron – 10 kilometer fra Bourgueil – og en tilhørende ½ hektar sandet vinmark med Cabernet Franc stokke. Selvom det er over en times kørsel fra den lejede mark i Saint-Aignan, så lejede Laurent det og siden da har han været vinbonde på fuld tid.

Laurents første årgang blev således 2010 … produceret med hjælp fra Sébastien Bobinet og Patrick Corbineau. Opskriften står på økologi i markerne og nul svovl, kulturgær, klaring eller filtrering i kælderen. Laurent arbejder med macération carbonique for sine rødvine, men er jo også oplært af Bobinet, som i Loire kaldes for the master of macération carbonique.

Laurents Lebled adskiller sig dog fra sine kollegaer i området ved typisk at lade macerationen fortsætte helt op til 30 dage (modsat de mere normale 12-15 dage), hvilket tilfører hans vine en god portion maskulinitet og struktur.

I dag driver Laurent samlet 3,4 hektar vinmarker og hans vine er kategoriseret som Vin de France. Det skyldes, at han ønsker at følge sine egne ideer, når han laver vin, og ikke lade sig begrænse af lovkravene for at opnå en bestemt appellation.

Han laver vine på Sauvignon Blanc, Gamay og Cabernet Franc, nemlig vinene La Sauvignonne, On est Su l’Sable, Ça C’est Bon! og Le Gam Cab du Bled. Sidstnævnte er et blend på Gamay og Cabernet Franc.

On est su l’Sable er en ren Cabernet Franc baseret vin, hvor druerne kommer fra en 0,49 hektar stor mark i Chinon og er blandet med druer fra marker i Saint-Aignan. Den er vinificeret på betontanke og med 30 dages macération carbonique. Den er ikke filtreret og der er alene tilsat en smule svovl inden flaskning.

Næsen er klart fyldt med biodynamiske aromaer … det er kål, maskulin armsved, blæk, blyanter, blåbær og kirsebær, men samtidig ganske let i frugten, næsen med Pinot Noirsk lethed samt et let støvet udtryk. Lækker duft, hvis du er til biodynamiske vine.

Smagen er saftig, læskende og let, hvilket gør det til en utrolig drikkevenlig vin med masser af kirsebær, spejderhagl og en utrolig blød og behagelig syre. Det er bondsk, animalsk, let, læskende og smager sgu godt.

Købt hos Vinimperiet, hvor prisen er 130 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Viña Valdivieso, Pinot Noir Single Vineyard, Maule Valley, Chile

2016 Viña Valdivieso, Pinot Noir Single Vineyard, Maule Valley, ChileLad os da bare nappe endnu en vin fra Brett Jackson på Viña Valdivieso og fortsat fra Single Vineyard serien … her er det nemlig deres Pinot Noir.

Druerne til denne Pinot Noir Single Vineyard kommer fra marken Piedra Hermosa i DO Cauquenes i Maule Valley … kun omkring 20 kilometer fra havet, altså perfekt med kølige briser til Pinot Noir stokkene. Druerne afstilkes og ligger i en kold maceration 72 timer inden gæringen sættes i gang i åbne rustfrie ståltanke alene med druernes naturlig gærceller.

Fermentering sker over 7-10 dage, hvor der sker punch-down omkring 3 gange daglig. Derefter ligger vinen efter gæringen 15 dage med skindet inden presning og lagring på franske egefade et sted mellem 9-12 måneder.

I glasset er vinen sådan mellem transparent … ikke helt lys teglfarvet, men mere lys bordeauxrød. Næsen er kirsebær og blåbær, lidt moden og næsten kogt frugt, nelliker, kanel, sol og sødme. Der er klart præg fra egefadene, et nyt hæfteplaster og samlet set er duften lidt grandios, voluminøs og bolsjesød.

Smagsmæssigt er vinen rund, blød og med nogle af Pinot Noir druens herlige og lette kvaliteter. Den er proppet med kirsebær, lyse blommer, lidt jern, lidt jod og godt med sødme samt en ganske svag citronsyre, så det er imødekommende, let og ganske easygoing Pinot Noir. Nogle vinnøder vil helt sikkert efterspørge meget mere syre og dybde, mens andre bare vil en knuselske lækker duft og en let, ukompliceret Pinot Noir smag.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Viña Valdivieso, Chardonnay Single Vineyard, Leyda Valley, Chile

2017 Viña Valdivieso, Chardonnay Single Vineyard, Leyda Valley, ChileI december måned smagte jeg en Sauvignon Blanc Single Vineyard fra Viña Valdivieso … og nu har jeg søstervinen i glasset, nemlig deres Chardonnay Single Vineyard.

Sidst fortalte jeg, at Viña Valdivieso i Lontué i Curicó Valley var grundlagt i 1879 af Alberto Valdivieso. Imidlertid solgte familien Valdivieso i 1950 vinhuset til familien Mitjans, som siden 1910 havde skabt en blomstrende forretning på at lave likør. De beholdte dog Valdiveiso navnet og har siden overtagelsen løbende udvidet og moderniseret Viña Valdivieso.

Det var også Mitjan familien, som stod bag beslutningen i 1980’erne om at udvide produktionen til ikke kun at omfatte mousserende vine, men også almindelige vine uden bobler.

De har også sikret, at produktionen sker optimalt med ansættelse af dygtige vinmagere. Siden 2001 har Brett Jackson fra New Zealand været den ansvarlige vinmager, men denne Chardonnay Single Vineyard er nu lavet af hans assistent Ximena Cristi.

Det er i øvrigt Bree Jackson på billedet ovenover.

Vinen laves ved, at de høstede druer presses direkte og gærer på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller og uden tilsætning af vinen. Der sker ingen malolaktisk gæring, men vinen lagres 9-12 måneder på franske egefade sur lie.

Det er virkelig fed, opulent og faglagret Chardonnay i næsen med melon, honningmelon endda, abrikos, modellervoks samt lidt ristede hasselnødder, røg, en lille pirrende grøn note, vanilje og søde krydderier.

Smagen er også fyldig, fed med en svag grape bitterhed som sikrer, at den solvarme frugt ikke får overtaget. Det er cremet, blødt og fedt … virkelig drikbart og venligt med bred appel til elskere af frugtbomber med pæn sødme.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Château Pierrail, Cuvée Prestige Blanc, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Pierrail, Cuvée Prestige Blanc, Bordeaux, FrankrigDet er ikke så tit, at jeres flittige vinblogger smager hvid Bordeaux. Imidlertid smager denne Cuvée Prestige Blanc fra Château Pierrail ganske godt og fruen var ovenud begejstret.

Château Pierrail ligger lidt nordøst for den lille by  Margueron på Garonne-flodens højre bred sydøst for Saint-Émilion. Slottet blev bygget i det 17. århundrede på fundamenterne af en gammel middelalderborg og har siden 1970 tilhørt Jacques og Alice Demonchaux, som driver det sammen med sønnen Aurélien.

Château Pierrail har samlet 250 hektar jord, men heraf er dog alene 80 hektar vinmarker, som passes efter lutte raisonnée … også kaldet l’agriculture raisonnée, hvilket er en form for semi-økologisk drift, hvor sprøjtning begrænses i størst muligt omfang.

Slottet producerer samlet 5 forskellige vine … 2 rødvine, en rosé og så to forskellige hvidvine, hvor den ene er lavet på ren stål og den anden – altså denne Cuvée Prestige er fadlagret.

Cuvée Prestige Blanc er lavet på 100% Sauvignon gris, som er en lyserød drue og en muteret klon af  Sauvignon Blanc. Den findes primært i Bordeaux og Chile … er lidt mildere og mere parfumeret end Sauvignon Blanc.

Vinen er både fermenteret og lagret på egefade … og lagringen har været 9 måneder inden aftapning på flaske og frigivelse.

Næsen er lidt fed, aromatisk og lettere parfumeret med vingummi, abrikos, mango … lidt gammel og moden i frugten, men egentlig en ganske eksplosiv duft, som også rummer masser af kraft, toast og søde krydderier.

I munden er det også en sød, fed og næsten olieret vin med masser af smag. Det er abrikos, tropisk frugt … tæt, fyldig, rund og med en let bitterhed i smagen. Fruen er vældig begejstret, men ganske forståeligt, for det smager faktisk rigtig godt.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2015 Bodegas Malacuera, Malacuera Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2015 Bodegas Malacuera, Malacuera Crianza, Ribera del Duero, SpanienBodegas & Canallas Malacuera ligger lige udenfor den lille by Castrillo de Duero i den vestlige del af Ribera del Duero … og derfra smager vi denne Malacuera Crianza.

Canallas betyder slyngler … og Bodegas & Canallas Malacuera er netop grundlagt af 3 vinbanditter, nemlig de gode venner Carlos, Cesar og David, som i 25 år fremstillede vin udelukkende til eget forbrug i nogle underjordiske vinkældre fra det 17. århundrede.  Kældrene havde arvet fra deres familie og de havde lært at lave vin fra deres gamle og nu afdøde lærermester Gerardo del Pico.

I 2013 allierede de sig med vinmager Álgel Luis Margüello for at øge kvaliteten, kvantiteten og begynde at sælge deres vine Ribera del Duero vine. For de har nemlig alle kvaliteterne til, at deres vine kan blive en succes, bl.a. marker med  gamle vinstokke med en gennemsnitsalder på 50 år.

Vennernes filosofi er at turde være anderledes og en smule frække, men med respekt for traditionerne. Bodega Malacuera fremstiller moderne Tempranillo med et tvist og masser af attitude. Deres slogan er, at deres vine frække og slyngelagtige. Den helt rigtige måde at synde på! Festlige vinproducenter kan sagtens lave seriøse vine. Vinen er djævelsk god!

Lad os se, om det holder. Denne Crianza er 100% Tempranillo fra vinmarker med vinstokke omkring 30-40 år gamle. Druerne høstes manuelt og lagrer efter endt fermentering i 14 måneder på amerikanske og europæiske medium brændte egefade.

I næsen byder Malacuera Crianza på kirsebær, blåbær, grafit, blyanter, engelsk lakrids, virkelig stor tørhed, masser af træ, grønne blade og derudover nogle sødkrydrede elementer. Det hænger sgu meget godt sammen.

Smagen er også tør og krydret, masser af mørk frugt, kælder, sødme og flot intensiv i smagen. Tanninerne bider en smule, men det passer også meget godt i det samlede billede. Frugten er god, kødfuld og intens, vinen blød og cremet. Fin Ribera del Duero.

Forhandles herhjemme bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske i øjeblikket kan købes på bud til 149 kr. mod en normalpris på 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Bodega y Viñedos Martín Berdugo, Martin Berdugo Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodega y Viñedos Martín Berdugo, Martin Berdugo Crianza, Ribera del Duero, SpanienBodega y Viñedos Martín Berdugo var også i det spanske ræs repræsenteret med to vine og den anden var deres Martin Berdugo Crianza … lige et nøk op i forhold til deres Barrica.

Det er selvfølgelig fortsat 100% Tempranillo, håndplukket og puttet i små kasser á 15 kg, hvorefter druerne sorteres manuelt af to omgange, inden den udvalgte høst gæres i ståltanke i 25 dage alene med druernes naturlige gærceller. Dette efterfølges af en malolaktisk gæring i ståltankene i 15-20 dage … altså fuldstændig på samme vis som Barrica, men denne Martin Berdugo Crianza lagres så lidt længere tid, nemlig 12 måneder i nye egefade … 90% amerikanske og 10% franske.

I forhold til deres Barrica er Martin Berdugo Crianza en tak mørkere og mere intens i både duft og smag. Det er også venlig, mørk, fed og gæret frugt med lakrids, kanel, vanilje og godt med sødbrændte fade. Der er også blæk, blyanter, nødder, kakao og ganske sødkrydret.

Igen smager det også lidt, som det dufter. Det er mørk og fed frugt, som er meget behagelig, venlig, blød og rund, men med et lille peberbid, som klæder vinen. Lidt mere streng og irettesættende end lillesøsteren, men også en tak mere dyb.

Forhandles af SpainFlavor, hvor en flaske koster 113,17 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7