Tag-arkiv: Umbrien

2015 Romanelli, Spoletino, Umbrien, Italien

Spoletino kalder Devis fra Azienda Agricola Romanelli sin vin på Trebbiano Spoletino … og sådan burde den egentligt også bare hedde, da druen – som jeg tidligere har skrevet om – slet ikke har noget slægtskab med de nok mere kendte Trebbiano Toscano, Trebbiano Abruzzese, Trebbiano Romagnolo og Trebbiano di Soave.

Hos Romanelli er det en ny vin, og den fremgår da heller ikke endnu af husets hjemmeside eller den fine brochure, som jeg fik udleveret ved smagningen hos Devis.

Druerne kommer dog fra forholdsvis ældre vinstokke, nemlig stokke plantet tilbage i 1996 og så er vinen lavet på rustfrie ståltanke med maceration i hele 40 dage … lidt usædvanligt for en hvidvin, men det giver en herlig og meget gul vin.

Faktisk havde jeg dagen forinden smagt vinen ved det store tasting table with service provided by sommeliers, så jeg havde smagt vinen flere gange under mit besøg i Umbrien.

Uha … jeg er bare vild med den næse, som byder på gule blomster, fersken og melon, smør, svag fedme og vingummi. Den virker nærmest kødfuld med salt, hasselnødder og masser af intensitet samt bundtræk. Yams.

Smagen er virkelig lige Spoletino … meget ren, stålsat med en fin og delikat syre, kridt, citron og grape. Det smager da bare hammergodt og lige min type vin, hvis det skal være hvidvin og ikke Riesling ;o)

Smagt på vingården og har ikke set nogen pris på den.

Rating 5,5/7  

Besøg hos Romanelli … den beskedne, dygtige vinmager

Consorzio Tutela Vini Montefalco havde efter mit besøg hos Antonelli plottet en frokost ind hos Azienda Agricola Romanelli som næste stop inklusiv en lille vertikalsmagning af husets Sagrantino.

Det havde jeg faktisk glædet mig rigtigt meget til, da Romanellis Montefalco Sagrantino netop var en af de vine, som jeg havde smagt og været ganske begejstret for inden mit besøg i Umbrien.

Det er et lille og hyggeligt familievinbrug, som ligger lidt nordøst for Montefalco ved Colle San Clemente med en smuk, smuk udsigt. som I også kan se på billedet nedenunder.


Smuk udsigt fra vingården Azienda Agricola Romanelli.

Vinhuset er grundlagt i 1978 af Amedeo Romanelli samt sønnen Costantino, som – selvfølgelig sammen med deres respektive hustruer Anna Maria og Anna Rita – besluttede, at de på fuld tid ville satse på produktion af vin og oliven.


Her vingården og indgangen til butikken/smagelokalet.

I dag drives stedet fortsat af Costantino, men 3. generation i form af sønnerne Devis og Fabio er langsomt begyndt at overtage driften. De er jo praktisk talt også opvokset med vin og det virker som om, at det er Devis, som i dag leder driften. Men alle 3 generationer bor fortsat på vingården.

Familien har samlet 16 hektar vinmarker, hvor de selvfølgelig primært dyrker Sagrantino, men også druesorterne Sangiovese, Cabernet Sauvignon, Merlot samt de lokale hvide druer Grechetto og Trebbiano Spoletino.

Alle markerne dyrkes ECO venligt, dvs. uden brug af sprøjtemidler af nogen slags og i det hele taget går familien meget op i bæredygtigt landbrug og sikring af naturen. Således har de opsat en lang række fuglehuse rundt om i vinmarkerne … og endda nogle med live-cam og det har medført en højere bestand af bl.a. falke, ugler og mange andre fuglearter.

Romanelli laver 8 forskellige vine, nemlig en Grechetto, en Spoletino, 2 Sagrantino’er og en Passito samt 3 Rosso’er. Derudover selvfølgelig lidt grappa og så olivenolie. Der laves alene vine med druer fra egne marker.

Udover vingården med smagelokalet, så har familien også en vinforretning midt inde i Montefalco … ja faktisk lige over for det hotel, som jeg boede på under mit besøg dernede.

Da jeg ankom til Azienda Agricola Romanelli blev jeg modtaget af Devis Romanelli, som viste mig rundt. Vi satte os dog hurtigt ind i deres smagelokale, for hans  mama havde forberedt til frokost til mig. Og det lød jo ganske fint.


Lidt umbrisk frokost … her lidt brød med tomat, brød med noget paté og en slags risotto med nogle svampe og selvfølgelig godt med olivenolie.


Derefter lidt gnocchi vendt i sauce og drysset med parmesan.

Vi skulle egentlig ha’ været en person/vinjournalist mere til frokosten og smagningen, men han var tilsyneladende voldsomt forsinket, så det blev til en eksklusiv lille vinsmagning alene for mig. Og jeg brokker mig jo aldrig.


Devis er en rolig og utrolig rar fyr … ingen store armbevægelser, men han laver nogle fantastiske vine.

Devis havde forberedt smageprogrammet, og det var primært med fokus på husets Montefalco Sagrantino, som jeg skulle smage i en vertikal smagning 5 årgange tilbage. Derfor kom ikke omkring alle husets vine, men et godt udsnit. Samlet så programmet sådan her ud:

Vi startede dog heldigvis med husets Trebbiano Spoletino, som under opholdet blev optaget i mit kartotek over yndlingsdruer og som Romanelli også er startet på at lave, men faktisk har dyrket siden de plantede de første stokke med Spoletino i1996.

Jeg måtte også – for første gang på turen – op med 7 fede tommelfingre aka 7 Thumbs Up aka topkarakter for en vin, men det kan I jo læse om i mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Og en enkelt … 2011’eren af Romanellis Montefalco Sagrantino havde jeg smagt tidligere, så der har jeg blot linket til min tidligere beskrivelse.


Her et kig ind i det røde smagelokale, hvor Devis havde linet de vine op, som jeg skulle smage i løbet af frokosten.


Og et udvalg af husets produkter står på alle hylderne.

Et godt stykke inde i vinsmagningen, så arriverede den polske vinjournalist, men der var jeg næsten igennem alle vinene. Men samlet blev det til en masse vinsnak og Devis fortalte om deres vine og deres topmarker, som er meget lerholdige og med til at give nogle ganske bløde Sagrantino vine, specielt specialcuvéen Medeo, som er helt fantastisk, men også en ordentlig mundfuld.


Selvfølgelig også lidt bøger fra den lokale helt … kokken Giorgione, som vi havde mødt aftenen før på hans hypede restaurant Il Ristorante Alla Via di Mezzo.

Grundet den megen snak og forsinkelsen fra den polske vinjournalist, så fik vi desværre ikke set produktionsfaciliteterne, da vores chauffør pludselig holdt udenfor. Der blev dog tid til et par obligatoriske fotos af den beskedne, rare Devis foran vingården.


Masser af snak om vin og godt med flasker på frokostbordet. Jeres flittige vinblogger arbejdede hårdt for sagen.

 


Det obligatoriske foto af vinmageren foran vingården …

… inden vi fløj videre ;o)

2015 Perticaia, Delposto Trebbiano Spoletino, Umbrien, Italien

Denne vin forelskede jeg mig totalt og aldeles i under mit besøg i Umbrien … vinen Delposto Trebbiano Spoletino fra vinhuset Perticaia.

Ja, jeg ved godt, at jeg endnu ikke har skrevet indlægget om mit besøg på vingården, men det skal nok komme. Promise. Der har bare været så mange vine at skrive om, så jeres ellers så flittige vinblogger er fortsat godt bagefter med skrivekrampe, tonsvis af smagsnoter og sved på panden.

Jeg vil derfor heller ikke skrive en helt masse om vingården … det må I ha’ til gode til et større blogindlæg. Men selvfølgelig et par få facts om vingården, der ligger ved Casale, blot omkring et par kilometer vest for Montefalco.

Vingården er ejet af Guido Giardigli, har 15 hektar vinmarker og producerer de sædvanlige vine for området, dvs. Grechetto, Spoletino, Montefalco Rosso, Sagrantino og Passito.

Jeg mødte vinmageren Alessandro Meniconi – som I ser på mit foto ovenfor – og smagte et udvalg af hans vine. Han er utrolig rar og imødekommende og har sammen med Guido virkelig fået Perticaia sat på landkortet, som en af de bedste vingårde i Montefalco. Den er absolut også blandt de allerbedste hos mig.

Og denne vin er bl.a. medvirkende til min vinøse topplacering af vinhuset. Jeg smagte vinen flere gange i Umbrien og har nu også smagt den herhjemme. Jeg fik en af hjem af Alessandro Meniconi, men har været nødsaget til at købe nogle flere hjem direkte fra producenten.

Det er en sellection vin … en speciel vin, som også er ny i sortimentet hos Perticaia og således storesøster til huset almindelige Trebbiano Spoletino. Den er lavet med maceration – dog kun er kort tid – gæring ved 15-16 grader i  rustfrie ståltanke, hvor den også lagrer sur lie i 12 måneder og yderligere 6 måneder efter flaskning.

Og det er absolut topdollar lækker vin, som i næsen byder dig på citrus, karamel, ufattelig lethed og præcision, salt, hvide blomster, acacieblomster, delikate eksotiske frugter, flint, lidt honning og et drys og tydelig friskhed samt syre.

I munden er vinen frisk og sprød … ganske syrerig, meget ren med salt og selvom syren bærer vinen hele vejen igennem, så kombineres det med svage søde elementer, mineraler, flint og en spirende livlighed, lethed og elegance, som jeg finder helt enestående.

Købt på vingården til 17€ … svarende til 127 kr. = tyveri.

Rating 7/7 

2010 Antonelli San Marco, Montefalco Sagrantino Passito, Umbrien, Italien

Sidste vin hos det gamle og historiske vinhus Antonelli San Marco blev selvfølgelig en Passito … dessertvinen Montefalco Sagrantino Passito DOCG her i en årgang 2010.

Det er en vin, som Antonelli lavede første gang i 1979, da vinproduktionen startede på vingården. Druerne er høstet med meget lavt udbytte, alene 15 hektoliter pr. hektar i slutningen af september … altså høstet lidt tidligere og fra de yngre stokke. Det betyder ikke så meget, idet druerne jo tørrer i 2 måneder.

Ved tørringen ligger drueklaserne alene i et lag og der anvendes kun de bedste af de tørrede druer til produktionen af vinen, som sker med en maceration på 10 dage og en fermentering ved 20 grader.

Antonellis Montefalco Sagrantino Passito DOCG lagrer derefter 12 måneder på store 25 hektoliter egefade, 18 måneder i cementtanke og efter flaskning yderligere 12 måneder.

Det er i næsen en af de sødere Passito’er … ikke så syrlig, men har en dejlig krydret sødme, mørk kirsebærmarmelade, tørret appelsinskal samt lidt honningnødder.

I munden fin rød og sød nektar med en lækker og sød syre, som giver en god og vedvarende smag. Smager både sød og aromatisk, men har ikke så tydelige tanniner, som man ellers nogle gange kan finde i områdets dessertvine på Sagrantino.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører, men denne Montefalco Sagrantino Passito DOCG er ikke fundet nogle af stederne.

Rating 5/7 

2009 Antonelli San Marco, Chiusa di Pannone Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Chiusa di Pannone Montefalco Sagrantino DOCG er en enkeltmarks Sagrantino fra Antonellis vinmark Chiusa di Pannone … en 2,7 hektar mark, hvor Sagrantino stokkene er plantet tilbage i 1995.

Det var den sidste af de tørre Sagrantino vine hos Antonelli San Marco. Sjovt nok er udbyttet ved høsten noget lavere end hos de andre Sagrantino vine hos Antonelli, nemlig 30 hektoliter pr. hektar. På Chiusa di Pannone marken er undergrunden præget af kalkholdig ler, grus og aflejringer fra oldtiden.

Lavet med maceration i 3-4 uger, fermentering ved maksimum 28 grader og lavet uden nogen former for klarering eller andet. Vinen lagrer 6 måneder i 500 liters letbrændte tonneaux egefade efterfulgt af 24 måneder i store 25 hektoliter egefade og så yderligere 6 måneder i cementtanke inden flaskning.

Derefter lagrer vinen så yderligere i 24 måneder – altså hele 2 år på flaske – inden den sendes på markedet. Alkoholprocenten er en spids højere end ved den almindelige Sagrantino, nemlig 15%.

Næsen minder en smule om forrige vin … meget blød, moden og balanceret vin. Alderen kan fornemmes med blød frugt, modne blommer, modne kirsebær, lidt mint, læder og lidt sødme.

Smagen er også blød og overmoden … power, peber og tydelige tanniner. Den er rund og megen behagende, så det smager sgu supergodt. Italiensk superkraft pakket i fed, cremet frugt.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 299 kr.

Rating 5/7 

2006 Antonelli San Marco, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Og efter en purung 2013’er, så skulle vi selvfølgelig også smage Antonellis Montefalco Sagrantino DOCG vin med lidt alder og det blev med denne 2006’er, hvor man virkelig får en moden, drikkeklar og afbalanceret vin.

Og det er samtidig et godt tidspunkt at smage vinen, for Antonelli siger selv, at vinen opnår sin optimale modenhed omkring 10-15 år efter høsten og nemt kan klare op til 30 års levetid i kælderen. Her er vinen jo netop lige rundet de 10 år efter høst.

Og det kan smages, at vinen nu er ved at være moden. Næsen dufter af modenhed, blommer, kraft, læder og samtidig med en vis elegance. Den har derudover også en lidt grøn, syrlig og urtet side med en smule eukalyptus og estragon.

Smagsmæssigt er det saft, kraft og modenhed i bløde fløjlshandsker og man mærker straks, at tanninerne er godt integreret og spiller fantastisk sammen med en italiensk syre, som er meget levende og livsgivende. Det er langt mere kompleks og balanceret. Super lækker vin.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 225 kr.

Rating 5,5/7 

2013 Antonelli San Marco, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Anteprima Montefalco Sagrantino … altså en smagsprøve på kommende 2013 Montefalco Sagrantino DOCG fra Antonelli San Marco var næste vin i glasset.

Og vinen er altså endnu ikke helt klar til frigivelse. Det kan også ses på etiketten, hvor årstallet er tilrettet med tusch.

Den er selvfølgelig lavet som 2011’eren, dvs.  druerne høstet med udbytte på 45 hektoliter pr. hektar den anden weekend i oktober, lavet med maceration i 25-40 dage, fermentering ved 25-28 grader og lavet uden nogen former for klarering eller andet.

Vinen lagrer 6 måneder i 500 liters letbrændte tonneaux egefade efterfulgt af 18 måneder i store 25 hektoliter egefade og så yderligere 12 måneder i cementtanke inden flaskning. Derefter lagrer vinen så yderligere i 12 måneder inden den sendes på markedet.

Det betyder med andre ord også, at denne 2013 Montefalco Sagrantino først vil være klar til frigivelse i oktober 2017. Vi smagte således vinen 8 måneder før normal frigivelse. Derfor er vinen selvfølgelig også alene en smagsprøve … anteprima.

Det kan også smages … og lad os starte med duften, som klart er mere ung og frisk. Den er proppet med læder, syrlige kirsebær og tonsvis af mint, eukalyptus og estragon. Grøn, urtet og småvild.

I munden er tanninerne dog ikke så vilde, som man ellers vil kunne forestille sig til trods for, at den er en forsmag på Montefalco Sagrantino 2013. Det er fortsat power samt syre i skøn forening.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 225 kr.

Rating 4/7 

2011 Antonelli San Marco, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Efter IGT vinen på Sagrantino, så kom der vaskeægte DOCG Sagrantini i glasset. Vi startede med at smage Antonellis Montefalco Sagrantino i årgang 2011. Ingen klager fra mig der.

Det skulle vise sig, at vi efterfølgende også skulle smage vinen i både anteprima 2013 udgaven samt en ældre 2006’er. Heller ingen klager der.

Vinen er selvfølgelig – siger sig selv – 100% Sagrantino, høstet med udbytte på 45 hektoliter pr. hektar den anden weekend i oktober.  Lavet med maceration i 25-40 dage, fermentering ved 25-28 grader og lavet uden nogen former for klarering eller andet.

Vinen lagrer 6 måneder i 500 liters letbrændte tonneaux egefade efterfulgt af 18 måneder i store 25 hektoliter egefade og så yderligere 12 måneder i cementtanke inden flaskning. Derefter lagrer vinen så yderligere i 12 måneder inden den sendes på markedet. Alkoholprocenten ligger på 14,5%.

Dufter fandeme godt … pardon my french. Det er power og italiensk syre, hestekræfter og elegance sammen med læder , tør jord, lidt tobak, krydderier og mint. Aromaen med mint fandt jeg i flere Sagrantino vine … måske er det én af de aromaer, som er typiske for Sagaranto?

I munden er vinen sådan meget klassisk Montefalco Sagrantino … og Antonelli er også nærmest sådan en klassisk producent i området. Det er blødt, imødekommende og virkelig lækker. Der er vilde tanniner … specielt hvis du giver den lidt luft, så stikker det sgu helt i vejret. God struktur, god smag og fornuftig Sagrantino.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 225 kr.

Rating 5/7 

2011 Antonelli San Marco, Contrario IGT, Umbrien, Italien

What the FÅÅÅKKK … ren Sagrantino som IGT vin? Filippo Antonelli startede i 2008 med at lave denne Contrario IGT, som er lavet med druer fra de helt unge Sagrantino vinstokke og uden lagring på egefade … overhovedet.

Dermed opfylder vinen selvfølgelig ikke reglerne indenfor appellationen Montefalco Sagrantino DOCG og dermed bliver denne Contrario – som meget passende betyder modsat eller tværtimod – jo i stedet en IGT vin. Dermed også en god chance for at smage Sagrantino druen helt rent … eller i hvert fald næsten. Det betyder i hvert fald en mere ung og friskere vin, som siges at være meget let drikkelig.

Da Filippo skulle markedsføre vinen med introduktionen i 2008 skete det med et markedsføringsstunt, hvor vinen blev fordelt til en række vinbarer og specialbutikker i Italien sammen med CD’en Contrario med musik af pianisten Maurizio Mastrini.

Det er smuk, stille og meditationsagtig musik, som – ifølge Antonelli – kan formidle dybe følelser og nydes til et glas ung Sagrantino. Jeg har fået CD’en på Spotify og faktisk anbefale jer at lytte til den … virkelig smuk musik. Måske lidt hmmmm GAB i længden.

Der er 10 numre på CD’en, nemlig Autunno, Sole, Risvegli, Vento, Meditazione, La Prima Neve, Contrario, L’aurora, Un Minuto samt Cielo.  Og det hjalp på salget af vinen melder historien dog intet om ;o)

Sagrantino druerne kommer – som nævnt – fra de yngste vinstokke, høstet med 50 hektoliter pr. hektar, og lavet med maceration i 15-20 dage, fermentering ved 25 grader og er derefter lagret på rustfrie ståltanke i 18 måneder, hvorefter den lagrer yderligere 3 måneder i cementtanke inden flaskningen. Derefter yderligere 6 måneder i flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er vinen langt mere frist, let og lys end de normale Montefalco Sagrantino’er. Den er også en tak lysere i glasset og byder på blæk, citrus, kirsebær og blommer i skøn forening.

I munden er vinen også meget let af en Sagrantino at være. Selv tanninerne virker lettere og frugten dominerer rigtigt meget … virkelig frugtdrevet smag … lidt speciel og frugten er måske også en tand mere direkte og bitter. Jeg ved sgu ikke, om jeg er vild med denne vin, men sjov at prøve.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 149 kr.

Rating 4/7 

2011 Antonelli San Marco, Montefalco Rosso Riserva, Umbrien, Italien

Antonellís Montefalco Rosso Riserva er næsten lavet på samme blend som den almindelige Montefalco Rosso … blot anvendes her de allerbedste af husets Sangiovese druer.

Det er helt præcis – hvis sådan noget kan være præcist – 70% Sangiovese, 15% Sagrantino og 15% Montepulciano d’Abruzzo, høstet med udbytte på 50 hektoliter pr. hektar og altså en kende mindre end ved den almindelige Montefalco Rosso.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og hver druesort vinificeres separat … også som den almindelige Rosso. Men i vinifikationen opnår den lidt mere af det hele.

Macerationen varer således omkring 3-4 uger og fermenteringen sker ved 28 grader, hvorefter druesorterne blandes og vinen lagrer så 6 måneder i 500 liters letbrændte tonneaux egefade.

Derefter lagrer videre videre 12 måneder i store 25 hektoliter egefade efterfulgt af 6 måneder i betontanke inden flaskning. Derefter lagrer vinen så yderligere i mindst 12 måneder inden den kan sendes på markedet.

Duftmæssigt er denne Riserva langt mere åben og kompleks i duften, mens de grønne urter er mere beskedne. Der er fortsat kirsebær, blommer, italiensk syre, krydderier, lidt tobak og frugten er samtidig mere intens.

I munden fornægter den ekstra lagring sig ikke … godt med tanniner og syren er også tættere og har langt flere hestekræfter. Den sætter sig i munden, på tænderne og kræver din koncentration. Den smager ganske godt, men er samtidig også en vin, som kan tåle lidt alder.

Forhandles herhjemme af Carlo Merolli, hvor en flaske koster 175 kr.

Rating 4,5/7