Tenuta Cocci Grifoni ligger lige i hjertet af Ascoli Piceno, nemlig tæt på byen San Savino di Ripatransone. Vi er i vinområdet Marche, som jo nok ellers er én af de mere ukendte vinregioner i Italien, som først i de senere år er begyndt at satse på kvalitet.
Tenuta Cocci Grifoni er grundlagt i 1970 af Guido Cocci Grifoni og hustruen Diana. Grifoni var én af de vinbønder, som virkelig satsede på de lokale vindruer i Marche, selvom markedet dengang primært efterspurgte de internationale sorter.
Grifoni begyndte især at eksperimentere med den hvide drue Pecorino, som er en druesort, der daterer sig tilbage til 1871 og der på det tidspunkt var tæt på udryddelse. Den blomstrede uregelmæssigt og ydede derfor slet ikke lige så gavmildt som fx Trebbiano, der derfor blev den foretrukne grønne drue blandt producenterne i Marche og Abruzzo, der i den periode hovedsagligt koncentrerede sig om kvantitet.
Sådan gik det heldigvis ikke … og det takket være Guido Cocci Grifoni, der jo var en passioneret ambassadør for lokale druesorter. I begyndelsen af firserne ledte han efter lokale grønne druer, der kunne skabe anderledes interessante vine end Trebbiano og samtidigt holde invasionen fra de internationale druesorter nede på et acceptabelt niveau.
Sammen med Giancarlo Moretti fra landbrugsskolen i Cornegliano, Leonardo Seghetti fra Landbrugskontoret i Ascoli Piceno, og Theodore Bugari (som senere blev formand for AIS Sommelierforeningen i Marche) påbegyndte han en systematisk registrering af historiske grønne druesorter med kvalitetspotentiale i Marche og Abruzzo.
En september morgen i 1982 når de frem til en gammel vinmark på højre bredden af Trontofloden i næsten 1.000 meters højde, og den gamle bonde, der passede på vinstokkene fortalte, at der var tale om Pecorino, og at det var hans bedstefar, som havde plantet vinstokkene på stedet.
Næste forår blev der taget stiklinger fra marken, og efterfølgende blev de podet på nye grundstammer på den lokale “Vivai Coopperativi Rauscedo”, hvorefter druesorten Pecorini var genfødt. Og Pecorino druen er én af de druer, som der virkelig satses på hos Tenuta Cocci Grifoni.
Vingården har lidt over 80 hektar vinmarker, hvor der i dag dyrkes de hvide sorter Pecorino, Passerina og Verdicchio samt de røde sorter Montepulciano, Sangiovese samt Merlot og Cabernet Sauvignon. Fra disse druer laves der 11 forskellige vine, lidt grappa og herudover har gården selvfølgelig også produktion af olivenolie.
I dag er det døtrene Marilena Cocci Grifoni og den smukke Paola Cocci Grifoni, som driver vingården … så hele produktionen er lagt i hænderne på kvinderne i familien.
Vi skal nu ikke smage en vin på Pecorino, men derimod en rødvin, nemlig husets topvin, som kaldes Offida Rosso Il Grifone. Den er lavet på 70% Montepulciano og 30% Cabernet Sauvignon. Vinen lagrer 24 måneder I store 30 hl slovenske egetræsfade og herefter 6 måneder I franskje 500 liters tonneaux. Derefter følger 6 måneder på flasken inden frigivelse. Der laves årligt 7.500 flasker af denne vin.
Duftmæssigt lidt af en bandit med tobak, babybræk, lakrids og samtidig dejlig landlig og animalsk. Samtidig er vinen næsten helt sort i glasset. Smagen er varm og fyldig med solbær, mørke kirsebær, jern og blod … eller en lidt mineralsk smag i den retning. Her er der sol og samtidig godt med tanniner og tørhed, som virkelig klæder vinen og giver en god helhed til vinen. Sådan.
Hvem medbragte vinen: Ulrik
Købt hos Veras Vine, pris 200 kr.
Vinanmeldelse 5,5/7