Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2015 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, TysklandDen sidste Spätburgunder hos Mr Ruby var ikke årgang 2019, men en ældre 2015 Leistadter Kalkofen Spätburgunder fra det lille vinhus Weingut Hanewald-Schwerdt.

Jeg har også ofte skrevet om samt anmeldt vine fra de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt, men det er dog første gang, at jeg smager denne Leistadter Kalkofen Spätburgunder.

Jeg har smagt deres Leistadter Herzfeld Spätburgunder i flere årgange, men Kalkofen marken ligger faktisk lige nabo til Herzfeld og har også alene vinstokke fra Dijon kloner, men bare med endnu mere alder, da Kalkofen er anlagt på terrasser og beplantet i 1955.

Navnet Kalkofen er heller ikke tilfældigt, for det første er markens terrasser sydvendte og varme og for det andet så består jordbunden af et blot 1 meter tykt lag med løs kalksten og mergel ovenpå massiv kalksten nedenunder.

Druerne er høstet med lavt udbytte og kun lidt afstilket inden en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i store, åbne gæringskar, efterfølgende malolaktisk gæring og lagring 24 måneder på nye barriques.

Stilmæssigt er det en anderledes Spätburgunder end de forrige … varmere i udtrykket med en lidt funky slagside, krudt samt modne kirsebær, saftig og bløde kirsebær, pæn modenhed, omfavnende og sofadyb, comfy og det forstærkes kun af mørke krydderier, mørk chokolade samt en god cafe latte.

Vinen smager også godt, selvom det ikke er en syrlig og let vin, men langt mere rund, moden og komfortabel. Modenheden er rigtig stor og nærmer sig lidt et portvinsniveau, men det er så vildt cremet og voldsomt elegant. Tanninerne er også bløde og samlet giver det en moden og utrolig behagelig vin.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 299 kr., men fås i øjeblikket på tilbud til 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg Spätburgunder, Pfalz, TysklandFra Weingut Jülg smagte vi derefter Johannes’ 4 bedste Spätburgundere og alle i årgang 2019, startende med denne Schweigener Sonnenberg Spätburgunder.

Jülg er jo efterhånden også en gammel kending på Houlbergs Vinblog og vil du vide lidt mere om vinhuset, så læs fx artiklen Mr Rubys online vinsmagning med Johannes Jülg fra Weingut Jülg. Der kan du også læse mere om selve Sonnenberg marken, der løber på begge sider af grænsen mellem Tyskland og Frankrig og giver druer til de helt enestående Spätburgunder vine.

Denne Schweigener Sonnenberg Spätburgunder er også lavet med druer fra begge sider af grænsen. Vinen er gæret spontant og efter endt fermentering lagret 18 måneder på brugte barriques og så tappet ufiltreret.

Duftmæssigt er vinen lidt mindre udtryksfuld end de forrige, har måske en anelse svovl, men den fortager sig nu langsomt, hvor den åbner op for en lidt mørkere frugt og er også mere kødfuld. Der er sorte kirsebær og brombær, en mørkere og mere maskulin syre, en smule eukalyptus og vanilje.

I munden er det virkelig blød og lækker vin … meget saftig og kraftig Spätburgunder med brombær og mørke kirsebær, en koket syre og noget sødme, ristede krydderier … elsker, hvordan de mørke bær spiller sammen med den fine syre og en svag mineralitet.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Brut, Mosel, Tyskland

N.V. Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Brut, Mosel, TysklandDet var lutter kendte producenter, som Mr Ruby havde hentet vine fra til sin præsentation af Spätburgunder 2019 vinene  … og dermed har jeg tidligere skrevet masser om alle producenterne, som nu fx Daniel Twardowski, som jeg skrev en del om, da jeg smagte hans 2017 Pinot Noix Ardoise.

Men først startede vi ballet med hans nye bud på mousserende vin på Pinot Noir … en ny Non Vintage Pinot Noix Brut, som nok mest er et mindre eksperiment og ikke klart til salg endnu. Men vi fik lov at smage den før alle andre.

Twardowski har lavet vinen på Pinot Noir … men ellers er der ikke mange oplysninger om produktionen på nuværende tidspunkt, men mon ikke druerne er fra Dhroner Hofberg og måske endda fra de yngste vinstokke.

På marken arbejder Twardowski udelukkende med Dijon-kloner samt 30% hele klaser i gæringskarret. Men det er en Non Vintage og jeg ved heller ikke, hvor land tid, som vinen har gennemgået 2. gæring i flasken. Der er heller ingen etiket endnu.

I næsen har vinen ikke den karakteriske Twardowski lethed, men frugten virker mere fed og lidt kandiseret med abrikos, stearinlys, voks og samtidig vild god inderlighed. Smagsmæssigt har vinen så små salte og blide bobler … har godt bid og god syre, lemon, grape, hvor boblerne bliver ved med at rumstere i munden i rigtig, rigtig lang tid.

Twardowski forhandles af Mr Ruby, men denne er endnu ikke frigivet og prisen kendes heller ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, Østrig

2020 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, ØstrigJeg tror, at Weingut Markowitsch var én af de første østrigske vinproducenter, som virkelig imponerede mig og derfor er det altid en fornøjelse af smage vin fra huset … som nu fx deres basis Pinot Noir, som jeg nu smager i årgang 2020.

Jeg har smagt vinen før … sidste i årgang 2019 – hvor jeg også skrev lidt om vinhuset – men også i årgang 2016 og 2012, så på den måde er vinen en god, gammel kending. Det er Markowitschs entry-level Pinot Noir og som vanligt, så har etiketten på flasken også navnet med blindeskrift og det er faktisk tilfældet med alle vinene fra Markowitsch.

Vinen er lavet med druer fra de yngste vinstokke på de to kølige og kalkholdige marker Ried Kirchtal og Ried Scheibner. Druerne høstes manuelt og derefter vinificeres vinen i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på brugte burgundiske 228 liters egetræsfade.

WAUW … fin aroma, lidt blæk’et, maskulin, rank og landlig med en frugt af tranebær, hindbær og lyse kirsebær og i det hele taget virker frugten lidt lysere end i 2019’eren. Der er lidt gran, nelliker, mentol og godt med sten og mineraler, garvet læder. Derudover er der også  ganske svagt en smule søde aromaer fra fadlagringen, let vanilje, en café latte samt en snert blomsterstøv.

I munden er vinen virkelig let, blød og saftig … glider behageligt ned med en svag sød og bitter note, en let og lys frugt, jordbær, hindbær, kirsebær, masser af frugtsødme, let og rund syre, meget blid og alt er doseret meget mere i harmoni end i 2019’eren. Der bliver det en fin, let og meget likeable, easy og drønlækker Pinot Noir og for en basisvin holder den et forrygende højt niveau..

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienBrunello di Montalcino 2016 er den bedste årgang i mands minde, måske nogensinde, har Søren Frank tidligere skrevet, mens der har været noget mere stille om årgang 2017.

Men derfor er der altså også lavet glimragende vine i den lavere ratede årgang 2017 og det tester Houlberg nu i en lille mini-test med 4 x Brunello di Montalcino 2017 og starter med Villa Poggio Salvis.

Villa Poggio Salvi ligger godt ude på landet nær Castiglion del Bosco og vel omkring 30-40 kilometer vest for Montepulciano og er grundlagt i 1979 af den vinglade ingeniør Pierluigi Tagliabue, som købte vingården og omlade markerne for at producere vin.

Samlet var det 21 hektar vinmarker beliggende i en højde på 300-500 meter med en jord rig på ler samt en fin maritim indflydelse fra Det Thyrrenske Hav. Det giver Sangiovese med vidunderlig friskhed, finesse og parfume.

Senere har Pierluigi udvidet sin lille vinimperium ved køb af en yderligere ejendom … vingården Casavecchia  i Chianti-regionen, hvor han produceret Chianti Colli Senesi, Tosco og Lavischio samt IGT-vine baseret på Sangiovese og Merlot.

Vinkælderen på Villa Poggio Salvi er topmoderne og er bygget efter 1990 på baggrund af tegninger fra arkiteten Enric Miralles, der også er Tagliabues svoger. Derudover er der løbende sket forbedringer, som er realiseret via Benedetta Tagliabue – Pierluigis datter – der minsandten også er arkitekt.

I dag varetages driften og produktionen af vinmageren Luca Belingardi, der – udover at være en dygtig vinmager – også er Pierluigi Tagliabues barnebarn.

Han står for produktionen af alle vinene, der er forsynet med husets logo, som forestiller Pomona, der skulle være den romerske gudinde for frugterne … og derfor er afbilledet som en kvindeansigt med hår af druer. Det er da meget passende og faktisk meget smukt.

Deres Brunello di Montalcino har jeg faktisk smagt før … blot i årgang 2016. Nu er det 2017’eren, som er på 100% Sangiovese, som kommer fra 35 år gamle stokke på husets egne, sydvestvendte marker i den mest kystnære del af Montalcino området.

Druerne koldmacererer i 8 dage ved 12 grader, hvorefter mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret 30 måneder på store 30-100 hektoliter slavonske fade efterfulgt af 4 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er vinen først lidt forsigtig … faktisk næsten som 2016’eren, dog mere lukket og måske endda også mere rank, hvilket da bestemt ikke gør noget. Men den skal lige ha’ tid til at lukke op, hvorefter der kommer tørt træ, tobak, lidt småsød samt ret let frugt med kirsebær, hindbær,  brombær, blommer, appelsinskal, roser og kaktuspiller.

Smagsmæssigt er vinen virkelig pænt tør og allerede ved første luftindtag, så melder tanninerne sig også, tørre, stramme og bare så udtørrende, at munden efterlades lige så tør, som den allervarmeste sommerdag i Sahara ørkenen. Vinen er slet ikke så fløjlsblød som 2016’eren, men har denne rene, klare og stringente frugt, men samtidig også mere kant … men absolut slet ikke så ringe.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Parusso, Barbera d’Alba Ornati, Piemonte, Italien

2020 Parusso, Barbera d’Alba Ornati, Piemonte, ItalienNice … igen en vin fra det fabelagtige Barolo vinhus Parusso og denne gang er det deres 2020 Barbera d’Alba Ornati, der er lavet på Barbera druer, der kommer fra lidt forskellige marker i Ornati området i Monforte d’Alba.

Parusso har jeg skrevet om masser af gange … og endda selv besøgt. Mit besøg hos Parusso eller helt præcis Armando di Parusso F.lli Società Agricola kan du læse mere om i blogindlægget; Besøg hos Parusso … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide.

I det blogindlæg fortæller jeg også om vinhuset, historien, familien og alle vinene. Der kan du også se en masse fotos fra vingården bl.a. fra vinkælderen … og selvfølgelig Giulia Parusso.

Parussos marker i Ornati området i Monforte d’Alba ligger i 350-400 højde på soleksponerede skråninger. Vinen her er lavet med spontangæring af Barbera druerne alene med de naturligt forekommende gærstammer.

Marco Parusso laver gæringen i rustfrie ståltanke, men efter endt gæring og maceration, så er vinen lagret sur lie 5-6 måneder på franske barriques.

Duftmæssigt lidt en vamset og fyldig Barbera … sorte kirsebær, modne blåbær, blommer og måske endda lidt rosiner, lidt tør og sødkrydret med våde vaskeklude, våde fade, sødme, konfekt samt sød, gammel og tyktflydende balsamico, kakaopulver, skovbund og læderfedt.

Men jesus, hvor smager det godt … igen basseagtig, fyldig og vamset med mørk frugt, pæn tørhed med grafit, peber, men alligevel leveres både saftig og læskende. Tanniner er der ikke mange af, men i stedet en ren og kølig mørk frugt, der er meget intens med engelsk lakrids, blåbærsyltetøj og sorte kirsebær. Vild dybde og intensitet.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Selva Capuzza, Lugana Selva, Lombardiet, Italien

2013 Selva Capuzza, Lugana Selva, Lombardiet, ItalienSom sidste punktum i Lugana for denne gang, så smagte jeg også Luca Formentinis basis Lugana vin i årgang 2013.

Turbiana druerne til vinen kommer fra Selva marken, der er vinhusets ældste mark. Det er en vin, som man har lavet siden 1983.

Druerne er høstet med et udbytte på 75 hektoliter pr. hektar og er vinificeret alene i rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret en periode. Der laves årligt omkring 10.000 flasker af denne vin, som har 5,2 gram restsukker pr. liter.

Hvor gør alder noget godt for Lugana vine og det nyder denne bestemt godt af, for aromaen er nærmest svævende, så subtil og fin med nødder, lidt fond, pærer, fersken, melon … og så langt mere sødme og sådan duftmæssigt på lidt nektarniveau,

I munden er vinen fortsat totalt levende og med power, men det leveres som blødt og cremet, men syren er fortsat vild og stram. Der er også fortsat klare salte mineraler, hvorved vinen virker frisk med et modent anstrøg. Smukt, så 5 houlbergske tomler med pil op.

Vinene fra Selva Capuzza er ikke fundet herhjemme, men denne i den nyeste årgang 2020 koster 12€ i hjemlandet … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Poggio al Garda, Lugana, Lombardiet, Italien

2019 Poggio al Garda, Lugana, Lombardiet, ItalienJeg skulle også smage Elena Casarinis Lugana i 2019 debut årgangen … og mens jeg gjorde det, så kom bror Raffaele også lige forbi og hilste på mig.

Vinen er lavet som foregående – eller måske nærmere omvendt, altså udelukkende på ståltanke og kun med alkoholisk gæring, mens lagringen er sket i store betontanke. Der er lavet sølle 6.000 flasker af vinen.

I næsen har 2019’erener der selvfølgelig mange af de samme noter, men har mere honning, er mere æterisk og har – nok heller ikke helt unaturligt – mere modenhed. Der er næsten lidt linolie i næsen og egentlig er det en vild udvikling på et år.

Frugten er fortsat ovre i noget med pærer, modne ferskner, tørret abrikos samt lemon og igen koncentreret med et touch af nogle salte mineraler.

Smagen har i 2019’eren også fået et ekstra lille lag, hvor sødmen kommer mere frem sammen med lidt karamel. Der er stadig saftige pærer, grape og lemon, mens det bløde og cremede bare er blevet en tak mere blødt og cremet. Klart 5 tomler med pil op.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 14€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Pasini San Giovanni, Busocaldo Lugana Riserva Biologico, Lombardiet, Italien

2018 Pasini San Giovanni, Busocaldo Lugana Riserva Biologico, Lombardiet, ItalienJeg skulle også smage en af Pasini San Giovannis topvine, som kun laves i de allerbedste år, nemlig en Busocaldo Lugana Riserva Biologico og her i årgang 2018.

Vinen er lavet lidt som forrige … bare med langt længere lagring og med 100% totalt økologisk dyrkede Turbiana druer.

Det betyder altså, at druerne er lagt i kølig premaceration før de  knust og har tilbragt flere timer på skindet inden blid presning.

Derefter er vinen så gæret i rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret sur lie i 12 måneder indtil aftapning på flaske og så yderligere lagret 12 måned inden frigivelse.

Duftmæssigt er her nu langt større bund, kraft, intensitet og endda sådan vild, fortegnet, parfumeret, voldsom og lidt over det hele … lidt som Anders And på epo, men meget lækker duft. Frugten er eksotisk med abrikos samt appelsinskal. grillet lemon og varmkrydret.

I munden er vinen rigtig blød, cremet og kraftfuld med denne lidt varmkrydrede side, virkelig saftig med abrikos, lemon og salt. Det er lige før, at den endda bliver lidt olieret.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Famiglia Olivini, Lugana Demesse Vecchie, Lombardiet, Italien

2019 Famiglia Olivini, Lugana Demesse Vecchie, Lombardiet, ItalienJeg smagte skam endnu en Lugana vin fra Famiglia Olivini, nemlig deres Lugana Demesse Vecchie 2019, hvor der er brugt lidt træ ved lagringen.

Turbiana druerne er til denne vin høstet en anelse senere og således med let overmodning af druerne. Efter en manuel høst er druerne presset og gæring er sket i rustfrie ståltanke med en udvalgt gær ved kontrolleret temperatur.

Derefter er det sket en komplet malolaktisk gæring inden vinen så er lagret sur lie i 12 måneder, heraf 10% på egefade. Derefter er vinen samlet i ståltanke og flasket inden yderligere 6 måneders lagring på flaske. Vinen har 6 gram restsukker pr. liter.

I næsen er vinen dejlig landlig og med gærede noter, en fyldig frugt med bl.a. abrikos, en meget moden frugt, mest tropisk frugt, pærer, citroner og lemon. Der fornemmes langt mere krop og dybde i denne vin end hos den foregående.

Sådan er smagen også … moden frugt, abrikos, grillede citroner samt en fyldigere smag, mere dybde og samtidig mere vild. Derudover er der faktisk også masser af salte noter.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men på vingården koster en flaske 13€ … svarende til 97 kr.

Vinanmeldelse 5/7