Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2015 Weingut Meier, Hainfelder Letten Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Meier, Hainfelder Letten Spätburgunder, Pfalz, TysklandDet er vist alene lidt over en måned siden, at jeg drak et glas 2015 Hainfeld Spätburgunder fra Weingut Meier. Nu går jeg skridtet videre, tager et trin op og har skænket et glas af Meiers fine 2015 Hainfelder Letten Spätburgunder.

Det er en Lagenwein, hvilket man omgående kan spotte ved, at toppen på den lange flaske er guldfarvet. Druerne kommer da også fra en enkeltmark, nemlig  Große Lage marken Hainfelder Letten … en mark, som bl.a. også den gode vinproducent Bernhard Koch har parceller på.

Hainfelder Letten er dog – efter VDP klassifikation – ikke en af de 52 officielle Große Lage marker i Pfalz og  marken er faktisk heller ikke med blandt de 83 nævnte Erste Lage marker. Men nu er Weingut Meier jo heller ikke med i VDP, men derfor kan det bestemt godt være en fremragende mark.

Vinen er lavet helt traditionelt i egefade og er så efter endt fermentering lagret på franske barriques, men jeg kan ikke se, hvor lang tid, at vinen er lagret.

I glasset er vinen – som den Ortswein lillesøster – nogenlunde transparent i glasser med let brune kanter. Duften er egentlig meget fin og rund, sådan lidt med nogle modne bær, jordbær, hindbær, lyse kirsebær, en kende animalsk, sød kostald, kamfer, nelliker, kommen og så også noter fra egefadene med vanilje, ristede sesamfrø, tør jord, mælkechokolade, kommen og kakao. Minder i duften vildt meget om lillesøsteren.

Det er smagsmæssigt, at Hainfelder Letten Spätburgunder trækker fra søsteren, for vinen er virkelig blød, cremet og rund, en balanceret og fin frugtsyre, hvor der også kommer lidt peber, sort te, bitterhed, grapefrugt … silkefine tanniner, meget ren frugt, beskeden sødme, virkelig lang, let og syrlig eftersmag. Dejlig. Det bliver 5 store houlbergske fingre med pil op.

Vinen forhandles af Winefly, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Julia Bertram, Handwerk Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Julia Bertram, Handwerk Spätburgunder, Ahr, TysklandSidst jeg drak vin fra Julia Bertram, da var det hendes 2018 Handwerk Blanc de Noir, men nu smager jeg lidt flere vine fra 2018 årgangen og den første er denne 2018 Handwerk Spätburgunder.

Årgang 2018 er speciel hos Julia, for det er nemlig første år, at hendes mand Benedikt Baltes fremgår af etiketterne efter han solgte sit vinhus Weingut Stadt Klingenberg i Franken. Nu er han i stedet en del af Julias vinhus, som samtidig har fået det nye navn Weingut Bertram Baltes.

Undtagelsen er så lige Handwerk vinene, som er tappet før de øvrige vine, så der nåede Baltes altså ikke lige at komme med, men på de to kommende vin, som jeg tester, der står det nye navn på etiketterne.

Julia havde allerede tilbage i august sidste år, da jeg besøgte hende, fortalt at Benedikt havde indgået aftale om salg af Stadt Klingenberg i Churfranken og dermed skulle flytte tilbage til Ahr. De var derfor gået i gang med en plan om at bygge et nyt og moderne vineri lige udenfor Dernau tæt på Meyer-Näkels nye vineri.

Julia forventede, at vineriet vil stå færdigt i 2021. Du kan i øvrigt læse om mit besøg hos Julia i blogindlægget; Besøg hos Weingut Julia Bertram … den sødeste og dygtigste Ahr-winzerin.

Men 2018 årgangen er altså – som de foregående – lavet i det gamle vinhus midt i Dernau, og så lagret og flasket på Klingenberg. Hendes Handwerk. Vinen er lavet af druer fra mange af Julias marker, først med en kold maceration og så med spontangæring.

Efter endt fermentering har vinen lagret nogen tid på brugte tyske egefade fra Küferei Assmann, men hvor lang tid ved jeg ikke. Julia bruger altid fade med træ fra de lokale skove, da dette efter hendes mening passer bedst til vinene. Så er vinen flasket unden klaring eller filtrering og alene med tilsætning af en lille smule svovl.

I næsen er der vel noget, som jeg mest af alt vil kalde lidt animalsk vildskab kombineret med blomster, rabarber, tranebær, røg samt et koldt bålsted eller en skorsten, grønne grene, nogle solbærblade, håndsprit fra Netto, gran, nelliker samt en småsvulstig krydret sødme. Der er Ahr karakter og det dufter sgu vildt godt.

Smagsmæssigt er Handwerk meget frugtrig … noget mørkere i smagen end jeg egentlig husker vinen, men det skyldes måske den kraftige årgang 2018. Det er dog uden at miste det lette og feminine touch med en tør syre, men vinen bliver næsten en smule kødfuld og bondsk i udtrykket, surhed med granatæbler, friskhed og energi. Det slutter med en meget lang eftersmag og en kold mineralitet på tungen. Jeg bliver sgu bare i godt humør.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 175 kr., men i forsalg hele juli til 130 kr,

Vinanmeldelse 5/7   

2017 Weingut Nelles, Riesling Deutscher Sekt Brut, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Nelles, Riesling Deutscher Sekt Brut, Ahr, TysklandI troede måske, at jeg var igennem vinene fra Weingut Nelles i Ahr? Næ … slet ikke, for jeg mangler endnu nogle af de store Spätburgunder Grosses Gewächs kanoner, men inden vi kommer dertil, så bobler vi lige over af glæde på grund af Nelles 2017 Riesling Deutscher Sekt Brut.

Det en skam en Sekt, som er lavet efter den klassiske gamle metode med andengæring i flasken. Men først er basisvinen lavet med 2 dages kølig udblødning med drueskallerne, herefter sker presning og så 4 dages alkoholisk gæring ved lave temperaturer.

Derefter er vinen flasket og lagret 9 måneder med andengæring indtil degorgering og så lige 3 måneder ekstra lagring inden vinen frigives til salg.

I næsen er det en sprød, rank Deutscher Sekt, virkelig nice, svag animalsk og med aromaer af lidt hvide asparges, fersken og anden eksotisk frugt, ananas og mango. I munden kommer der med det samme et vildt og frisk brus, herligt med små og søde bobler. Men derudover er der citrus, grape, lettere nødddede elementer, umami, grønne urter, et lille jernagtigt eller mineralsk element … men for pokker, hvor er det god mousserende vin. Tilgængelig, venlig og alligevel med raffineret finesse.

Forhandles af Højbjerg Vine, hvor en flaske koster 189 kr,  mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 David Sterza, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, Italien

2017 David Sterza, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, ItalienSteffen snød os med denne Valpolicella Ripasso Classico Superiore fra Azienda Agricola David Sterza … vi var langtfra at gætte, at der var tale om en vin fra Veneto i Italien, men det er sgu virkelig godkendt.

David Sterza holder til i den lille by Casterna ved foden af Lessini bjergene i Fumane kommune og er grundlagt i 1995 af David Sterza, Familien har dog været vinavlere igennem generationer, men solgte blot deres druer til andre producenter, men det ændrede David i et partnerskab med sin fætter Paolo Mascanzoni, som i forvejen var en uddannet ønolog.

Da David overtog driften, så havde vingården samlet 5 hektar vinmarker, mens tørringen af druerne til Amarone vinene skete på loftet på 4. etage af Sterza familiens privatbolig og de skulle hejses op via håndkraft. Der startede David og fætter Paolo også med at bygge et moderne vineri og i 1998 kunne de frifgive deres første vine fra Azienda Agricola David Sterza.

I dag har David fortsat de 5 hektar marker og laver 6 forskellige vine, herunder altså denne Valpolicella Ripasso Classico Superiore, der er lavet på  58% Corvina Veronese, 17% Corvinone, 20% Rondinella og 5% Oseleta. Vinen er selvfølgelig lavet som Ripasso, altså med en ekstra gæring med kvaset fra Amarone produktionen og så er den derefter lagret 12 måneder på franske barriques og 2 måneder i flasken inden frigivelse.

Der er skrald på i duften … tør engelsk lakrids, blæk, kul, fed og klar på lidt epo eller steroider, kirsebær, blåbær, stikkelsbær, animalsk og behåret, alligevel med en rank ryg, tørt træ, svagt lidt nelliker, kakao, pæn sødme og samtidig en lille frisk syrlighed.

I munden er der en saftig og krydret vin, fed, voluminøs med lidt marmelade i frugten, solbær og sorte kirsebær, pænt med tanniner, mellemøstlige krydderier … virkelig godt krydret. Det er en svulstig og fed vin, men det smager sgu fremragende.

Forhandles fx af Bagsværd Vinhandel, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Champagne A. Robert, Charles Dhuys Brut Reserve, Champagne, Frankrig

N.V. Charles Dhuys, Champagne Brut Reserve, Champagne, FrankrigEn herlig vinaften forleden hos vinbuddy Gert blev indledt med et lille glas champagne … en Brut Reserve fra Charles Dhuys. Der findes dog intet champagnehus med det navn og i det hele taget er champagnen lidt af et mysterium.

Men i den nederste sorte kant på etiketten foran på flasken, næsten helt ulæselig, fremgår det dog alligevel, at der er tale om champagnehuset A. Robert i Fossoy. Det passer med godt med, at den lille flod La Dhuys – der er en biflod til Marne – ligger tæt på champagnehuset og måske har givet inspiration til navnet Charles Dhuys.

Champagnehuset A. Robert er ellers et traditionelt og gammelt hus, der siden 1722 har været drevet af Robert familie og de fleste med et fornavn, som starter med A … Andre, Alain og i dag et det Arnaud Robert, som driver vinhuset.

A. Robert har samlet 14 hektar vinmarker fordelt på 68 parceller, hvor de selvfølgelig dyrker de sædvanlige sorter Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay.

De laver samlet 9 forskellige champagner med en klassisk serie, en special serie og så 2 eksklusive topchampagner. Denne lille Charles Dhuys Brut Reserve er ikke en del af A. Roberts sortiment og – som nævnt – umulig at finde oplysninger om.

Jeg vil gætte på, at det er en champagne, som champagnehuset A. Robert har lavet på opkøbte druer. Den ser ud til, at være lavet på et mix af både Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay, men ellers har jeg slet ingen oplysninger om vinen.

Duften er imidlertid ret lækker … måske ikke sådan fuldstændig arketypisk champagne, men i stedet et sandt overflod af brændte og ristede noter, primært ristede pinjekerner, ristede hasselnødder, lidt mandler, rugbrød på toastristeren, tørrede abrikoser og frugten i det hele taget sådan lidt sekundær og moden i det. Jeg kan faktisk rigtig godt lide den meget ristede duft, som denne champagne har.

Smagsmæssigt er vinen måske lidt mere mainstream … rund, blød med søde, tætte og modne bobler, moden frugt, æbler, pærer med et strejf af mere tropiske frugter. Den er ikke på nogen måder en ultra tør eller småsur champagne, men derimod en sød lækker, moden champagne, som alle vil kunne lide.

Ikke fundet vinen nogle steder og prisen er også ukendt.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Krämer, La Roche Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2017 Weingut Krämer, La Roche Riesling, Rheinhessen, TysklandVi kravler endnu et step op af den bundsolide tyske Bauhaus stige til Krämers Lagenriesling … en 2017 La Roche Riesling, hvor druerne kommer fra marken Uffhofer La Roche rig på rød skifer og vulkansk klippe.

Denne 2017 er kun anden årgang af La Roche Riesling fra Tobias Krämer. Den er lavet som de foregående to Riesling vine med spontangæring i rustfrie ståltanke og så derefter lagret  sur lie på Stückfass … store egefade på 1.200 liter. Vinen har 4,5 gram restsukker pr. liter.

Næsen er ikke så eksplosiv … klart mindre skraldebang og mindre petroleum end de to foregående Ortsriesling vine. Ja faktisk er det svært at finde petroleum, selvom der bestemt er tertiære noter. La Roche er mere afdæmpet i sine aromaer, blidere, rundere med gule æbler, bivoks, kvæde, meloner, lemon, grillede citroner, meget stoflig, tæt og med salt, kalk samt flintsten.

Smagen er også sådan lidt fortættet og passer spot on til duften, mere flad, ikke så skarp og ren, men klart mere til den lidt fluffy side, men ganske intens, elegant, glat og med en krydret syre, pæn fedme, olieret, saftig og tæt. Det er ikke en syrlig og stram Riesling, men det smager altså ganske godt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse  5/7

2018 Weingut Krämer, Gau-Weinheimer Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Krämer, Gau-Weinheimer Riesling, Rheinhessen, TysklandDenne Gau-Weinheimer Riesling er søstervin til forrige vin. Her kommer druerne dog i stedet fra Krämers marker på skrænterne af det hvide bjerg Wißberg tæt på vingården i Gau-Weinheim.

Der er ikke sindsygt mange oplysninger om vinen, men jeg vil gætte på, at den er lavet på samme måde som søstervinen, altså med spontangæring på rustfrie ståltanke samt lagring sur lie på 1.200 liter store egefade på 1.200 liter. Vinen er imidlertid markant mere tør end søstervinen med kun 0,7 gram restsukker pr. liter.

Gau-Weinheimer Riesling har samme flotte start som forrige søstervin, masser af petroleum, spildolie, benzin, men på én aller anden måde på en lettere og mere luftig måde, frugten lidt længere fremme i næsen, æbler, fersken, grøntsagsfond, lidt nødder, salte mineraler, kalk og skolekridt. Virker duftmæssigt meget feminin, æterisk, luftig og fin.

I munden har vinen lidt af samme elementer som søstervinen, fin blød og cremet med en lidt rustik kant med citroner, nærmest grillet citron, svag grape og saltede mineraler. Der er en god og streng syre, masser af syrlighed, citronsyre … ikke helt så fyldig som Uffhofer, men i stedet lidt mere slank, stålsat, ren og elegant. Igen 5 fede fingre med jættestor pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Krämer, Uffhofer Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Krämer, Uffhofer Riesling, Rheinhessen, TysklandMed denne Uffhofer Riesling er vi rykket et niveau op til det, der svarer til en Ortsriesling … 2019 Uffhofer Riesling fra Weingut Krämer.

Vinmarkerne i Uffhofen har en rød skiferjord, der er perfekt til  Riesling og kan være med til at give vinene en fin mineralitet.

2018 er første år, at Krämer har lavet de to Ortsweine Uffhofer Riesling samt Gau-Weinheimer Riesling, Ortswein, som i vinkælderen også er lavet med større omhu med spontangæring på rustfrie ståltanke samt efterfølgende lagring sur lie på Stückfass, også kendt som Fuders … altså store egefade på 1.200 liter. Vinen har 7,1 gram restsukker pr. liter

Duftmæssigt tabte vinbloggeren sgu lige underkæben … det er lige præcis dette, som Rheinhessen kan gøre til beskedne penge, for her er der virkelig Riesling kvalitet til billige penge. Der er petroleum, et stykke olievædet tvist tabt på gulvet i autoværkstedet, noget luftigt, noget sart og inderligt, røgede og brændte noter. Frugten spiller her en birolle, lidt pærer og måske endda lidt tropisk, men uden den bliver for fyldig, for en svag mineralitet blander sig også.

Med lidt mere luft i glasset fortager nogle af de herlige olie- og petroleumprægede noter … så skynd dig endelig at hælde op, snus … snus igen og drik.

Smagen er dyb … måske ikke helt på højde med duften, men den opgave er også svær at udfylde. Det er en cremet, blød og fyldig vin med en lidt rustik kant, masser af citroner, grape og mineraler, men restsukkeren er godt gemt, for det er egentlig en syrebasse … dog en fyldig syrebasse. Duften vinder klart over smagen, men samlet er det jættegodt, så 5 klare houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse  5/7

2017 Giulia Negri, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2017 Giulia Negri, Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienSelvom det er Nebbiolo og Pinot Nero, som er de vigtigste druer hos Giulia Negri på Serradenari Società Agricola, så laver barolopigen også en enkelt Barbara d’Alba vin.

Giulia har dog ikke selv Barbera på sine marker, så druerne til vinen køber hun hos en god kollega i Barolo kommunen Monteforte d’Alba og den samlede produktion er ganske beskeden med 2.600 flasker.

Vinen er lavet med spontangæring i ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering samt en periode med  stabilisering, så har vinen lagret 16 måneder på 500 liters tonneaux af fransk eg indtil aftapning.

Duftmæssigt har vinen masser af eg, blåbær, en tør balsamisk note og på ingen måder en fed, tung Barbera. I stedet er der nogle lettere noter, som minder lidt om Nebbiolo … læder, roser og samlet en dejlig, syrlig nerve.

Smagsmæssigt var min første tanke, at det var en fed og tyk vin, men med luft i glasset afsløres dens sande karakter. Og den er langt mere ren, syrlig og frugtrig med kirsebær, blommer og fennikel. Der er saft og kraft i vinen, en vis saftighed samt balsamisk syre. Der er sgu fin Barbera med Giulias gennemgående lethed.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Calmel & Joseph, Les Effervescents Crémant de Limoux Brut, Languedoc, Frankrig

N.V. Calmel & Joseph, Les Effervescents Crémant de Limoux Brut, Languedoc, FrankrigLad os endelig snuppe endnu en mousserende vin fra Calmel & Joseph, nemlig den 3. i rækken i form af deres Les Effervescents Crémant de Limoux Brut.

Den er – surprise – også lavet som de to foregående vine, altså efter Méthode Traditionnelle også kaldet champagnemetoden med andengæring i flasken.

Først er basisvinen er lavet på 60% Chardonnay, 30% Chenin Blanc og 10% Pinot Noir, som først har gæret i temperaturstyrede rustfrie ståltanke ved 15 grader. Vinen blandes derefter og tappes på flaske med udvalgte gær, hvorefter den så lagrer i kælderen i 15 måneder inden degorgering med tilsætning af en smule basisvin og lidt sød likør.

Duften har klart en landlig side, masser af gærnoter, melede æbler, fersken, havtorn, granatæbler, stikkelsbær, lidt kalkede aromaer og rugbrød. Det hele er meget let, fint og der fornemmes allerede i næsen en tør syre, meget kølig og frisk.

Smagsmæssigt er der blide bobler og masser af citronsyre, umodne æbler, grape og lemon. Den lille grapeagtige bitterhed sætter sig tørt og bestemmende i overmunden, hvilket giver vinen en pænt lang eftersmag. Der blander sig en lille diskret sødme, som gør vinen balanceret med et lille sidetip til den søde side … men også kun ganske lidt.

Men hvor laves der dog mostergod mousserende vin i netop Limoux!

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7