Tag-arkiv: Ahr

Der har siden det 8. århundrede været dyrket vin i Ahr dalen, der ligger ved den lille vulkanske bjergkæde Eifel og dækker 548 hektar vinmarker. Ahr ligger geografisk lige ovenover Mosel og dermed en af de mindste og nordligste regioner i Tyskland, kun overgået af Saale-Unstrut og Sachsen.

Det meste i Ahr drejer sig om rødvin og specielt Spätburgunder, selvom det samtidig er det område i Tyskland, hvor der forholdsvis findes flest marker med den sårbare diva Frühburgunder. Omkring 87,5% af produktionen i Ahr er rødvin og 342 hektar er med den elskelige Spätburgunder drue.

Området er i dag præget af små og spændende vinproducenter, selvom over halvdelen af produktionen faktisk kommer fra tre store kooperativer, nemlig Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr, Dagernova Weinmanufaktur og Ahrweiler Winzer-Verein.

Kooperativers store omfang er historisk betinget, for allerede tilbage i 1868 blev det første kooperativ i Mayschoß dannet, da en lang række vinavlere var i nød og gik sammen for at stå stærkere og i en periode frem til 1898 blev der i alt dannet 20 kooperativer i Ahr dalen … et usædvanligt højt antal for et sådant lille område.

I dag er mange dog fusioneret eller nedlagt, så der alene er de nævnte 3 kooperativer tilbage og omkring 80% af alle vinavlere I Ahr har helt små marker og leverer deres druer til disse kooperativer.

Kooperativerne fylder dog slet – hverken i indflydelse eller i bevidstheden hos forbrugerne – ikke så meget som fx i Soave, for Ahr er nemlig i stedet mest kendt de mindre selvstændige vinhuse, som producerer Spätburgunder vine i særdeles høj kvalitet anført af bannerfører som fx Jean Stodden og Meyer-Näkel.

Samlet findes der i dag omkring 65 selvstændige producenter, som har vinproduktion som deres hovederhverv. Men det er klart en lille håndfuld, som har markeret sig internationalt, mens de fleste er små producenter, som primært sælger deres vine i Tyskland.

I Ahr er nogle af vinmarker sindsygt stejle og nok nogle af de stejleste marker, som jeg endnu har set. Området er dog forholdsvis overskueligt med de 548 hektar, som er fordelt på 49 marker omkring 16 byer.

Generelt er jorden i Ahr dalen meget klippefyldt, men der er alligevel forskel fra den nedre del til den øvre del. Den nedre del er dalen, som jeg selv ville den øvre del længst mod øst – mellem Walporzheim og  Heimersheim – er det bredeste stykke, og der er siderne heller ikke så stejle som på den midterste eller øverste del.

I den nedre del er jorden mest kraftfuld med mere lidt mere löss, sand og grus, men jorden i den øvre del, altså den mere smalle dal længst mod vest mellem Altenahr und Marienthal, er langt mere mager, vulkansk og præget af skifer.

Mange af vinmarkerne er meget gamle og anlagt i terrasser og nogle terrasser er endda så små, at de kun omfatter 40 vinstokke, men alle næsten utilgængelige på de sindssygt stejle marker.

Man har siden 1960’erne foretaget en såkaldt flurbereinigung, hvilket er et tysk ord for en slags landreform, hvor man bl.a. har renoveret mange af markerne, således de nemmere kan anvendes i produktionen i dag, fx ved anlæg af små veje over nogle af vinmarkerne, hvorved høsten bliver en anelse nemmere.

Den mest plantede druer er – som nævnt – Spätburgunder med samlet 342 hektar marker. Derefter følger Blauer Portugieser og Riesling med hver 43 hektar marker og så kommer ellers i mindre omfang druer som Frühburgunder, Regent, Dornfelder, Müller-Thurgau, Domina, Weißer Burgunder og Kerner.

Det er ubetinget er Spätburgunder, som er vigtigste vin i Ahr, og druen fik yderligere medvind i forbindelse med landreformen – der flurbereinigung – hvor mange vinstokke med Blauer Portugieser blev erstattet med Spätburgunder og generelt har Spätburgunder vundet mere og mere frem i Ahr.

Forholdsmæssigt har Ahr størst andel af Frühburgunder, men mange producenter dropper løbende den sarte drue, idet området næsten er blevet for varmt for druen. Derfor er Frühburgunder i dag også plantet på de dårligste marker … der hvor der er mest skygge og koldeste temperaturer.

2016 Weingut Maibachfarm, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Spätburgunder, Ahr, TysklandDen anden røde Gutswein som vinmageren Alexander Weber skænkede i vores glas, var selvfølgelig søstervinen … Weingut Maibachfarms almindelige Spätburgunder i samme årgang 2016.

Vinen er lavet på næsten samme måde som Frühburgunderen, altså med fermentering i rustfrie ståltanke, men her spontangæret alene med druernes naturlige gærceller. Derefter er vinen lagret 8 måneder i store großen Holz brugte egefade. Vinen har 2,8 gram restsukker pr. liter i denne årgang.

Næsen er klart mere krydret og mere rustik end Frühburgunder søstervinen, og har mere nogle af de klassiske Spätburgunder dyder med en svag animalsk næse, en smule sødme, små klare aftryk fra de store egefade med vanilje, kanel og tobak. Frugten er sød, ikke helt lys, kirsebær, brombær og ribs, lidt mentol, kaffegrums, røg og samtidig lidt nødder.

Smagen er meget ren med en direkte og lys frugt, jernagtige noter og samtidig virkelig tør. Der er igen røg og ristede noter, mellemrøde bær, kul og en rustik sødme. Det smager sgu godt, men søstervinen på Frühburgunder tager imidlertid første runde 1 – 0.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 10,50€ på vingården svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Weingut Maibachfarm, Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Frühburgunder, Ahr, TysklandSå kom vi endelig … efter en lang indflyvning – i gang med de røde vine hos Weingut Maibachfarm og vi startede selvfølgelig med deres Gutsweine, altså deres basisvine. Den første var en 2016 Frühburgunder … og sikke en dejlig start.

Vinen er lavet meget traditionelt med gæring i rustfrie ståltanke. Selvom vinhuset er totalt økologisk, så er gæringen ikke spontan, men efter tilsætning af udvalgte gærtyper. Efter endt fermentering er vinen lagret på brugte fade – vistnok fuders –  i omkring 12 måneder.

Og hvor var det godt at få vaskeægte Frühburgunder i glasset, meget let, luftig og blomstret duft, nærmest parfumeret med syrlige bolsjer, vilde jordbær, sorte kirsebær, ribs, grønne blade og urter, en smule røg og ristede noter, mørk chokolade og en herlig smuk, betagende lethed.

Det er smagsmæssigt også en let og elegant vin, som samtidig er virkelig tør og røget. Frugten virker – på en eller anden måde – en smule mørkere i smagen med jordbær, hindbær, brombær og måske endda lidt solbær, lakrids, tobak, hvid peber samt en dejlig syrlighed, som bærer vinen igennem hele smagsspektret sammen med de ristede og røgede elementer.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 11,50€ på vingården svarende til 86 kr., hvilket er monsterbilligt.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Maibachfarm, Rosé, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Maibachfarm, Rosé, Ahr, TysklandInden vi skulle smage rødvinene fra Weingut Maibachfarm – det vi egentlig var kommet for – så skulle vi også lige smage deres rosé … et hårdt job for jeres nærmest roséoverfølsomme vinblogger.

Roséen fra  Maibachfarm er lavet på 80% Regent samt 20% Spätburgunder – vinificeret helt traditionelt og alene på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret en kortere periode. Vinen har 8,4 gram restsukker pr. liter og dermed altså en kende mere sød end deres Blanc de Noir.

Duftmæssigt har vinen en lidt sjov blomsternote, lidt sæbe og toiletrens eller et Wunderbaum til bilen. Der er samtidig jordbær og kirsebær, pænt med sødme og søde krydderier.

I munden er der pænt med frugt … igen både jordbær og kirsebær, nogle tanniner, som helt overraskende sætter sig på tænderne, mens ellers en del sødme, faktisk lidt som en flydende frugtis.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 9€ på vingården svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2018 Weingut Maibachfarm, Blanc de Noir, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Maibachfarm, Blanc de Noir, Ahr, TysklandBlanc de Noir på Spätburgunder er stille og roligt ved at blive en vin, som alle producenter i Ahr laver og som er deres svar på en egnstypisk hvidvin. Og hos den gode Alexander Weber hos Weingut Maibachfarm skulle vi selvfølgelig også smage deres Blanc de Noir.

Det er en vin, som udelukkende er lavet på Spätburgunder og så alene vinificeret på rustfrie ståltanke. Vinen har et pænt sukkerindhold med 7,8 gram restsukker pr. liter … og så var det vist også én af de bedste Blanc de Noirs, som vi smagte i Ahr.

I glasset har vinen sådan bare lige et snert af rosa laksefarve, men duften byder på friske jordbær, kirsebær suppleret med nogle lette krydderier og tørrede urter.

Smagen er meget frisk, stram og med fin balance, masser af frugt og saftighed, drikkeglade og et svagt citrusbid i eftersmagen.  Blanc de Noirs kan nogle gange godt blive lidt for meget, men denne har en god lethed, som giver en god – om end saftig – elegance. Dermed er vinbloggeren tilfreds og lander lige mellem 4,5 og 5 tomler.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 10€ på vingården svarende til 75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder, Ahr, TysklandNæste vin var søstervinen Ahrweiler Grauburgunder … og det var efter min mening klart den bedste hvidvin hos Weingut Maibachfarm … for pokker den smager godt.

Ja faktisk kalder Alexander Weber ikke vinen for en Ortswein, men i stedet en Schatzkammerwein … altså vine, som har fået lidt ekstra love, kærlighed aka TLC. Vinen har helt sikkert også lagret på egefade efter endt fermentering i rustfrie ståltanke, men hvor lang tid kan jeg ikke se … og jeg kan heller ikke huske, at Alexander fortalte det.

Men hold nu op for en lækker duft, nærmest fed, aromatisk og eksplosiv med sød og tropisk frugt, fersken, abrikos, kvæde, en smule blomster, honning, ristede kastanjer, syltede citroner, salt, kalkede elementer og Bamseline blomsterflor og blødhed.

Smagen tager duften i hånden … blød, rund, cremet og lækker, igen med tropisk frugt, masser af frugt, afbalanceret syre, mild, fed og så samtidig meget elegant. Det er en kraftfuld og smagfuld vin i den tykke ende … men for pokker den smager godt.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 269 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay, Ahr, TysklandMed næste lille smagsprøve af hvidvinene fra Weingut Maibachfarm i glasset er vi kvalitetsmæssigt rykket fra Gutswein op til en Ortswein … nemlig med denne 2018 Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay.

Vinen skulle jf. vinmageren Alexander Weber være lavet nogenlunde som foregående vin, altså med delvis lagring på egefade … og så skulle mixet – som jeg lige husker det – være fitfy/fifty Grauburgunder og Chardonnay.

Næsen er lettere røget, men har derudover lidt karamel, appelsin, rosmarin og nogle lidt nøddede noter. Frugten er slet ikke fed, nærmere lidt stikkelsbæragtig med en snas citrus.

Smagen er rund og blød, en smule flomme, men dog ganske lidt, for det er citrus, lemon og en stringent syre, som dominerer, hvilket dog afrundes af en svag sødme, lidt nødder og mineraler. Det er tæt, fast og fint afbalanceret.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 16€ på vingården svarende til 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Maibachfarm, Grauburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Maibachfarm, Grauburgunder, Ahr, TysklandNæste hvidvin, som Alexander Weber servede for os hos Weingut Maibachfarm var hans helt almindelige tørre Grauburgunder.

Det er en vin, som først er gæret på rustfrie ståltanke, men hvor 20% af vinen derefter har fået en malolaktisk gæring og så lagret en periode på egefade. Der er 6,0 gram restsukker pr. liter i vinen.

Næsen er klart mere grøn og urtet end foregående vin, og der er både æbler, ananas, lindetræ, egetræ, svagt lidt nødder, formaldehyd og en smule estragon samt mineraler … faktisk meget interessant.

Der er også godt med smag i vinen, mere struktur med både grape, en stram syre, salt, en smule sødme, meget frisk og livlig. Samlet er det absolut en god lille vin.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 11€ på vingården svarende til 82 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Maibachfarm, Cuvée Blanc Feinherb, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Maibachfarm, Cuvée Blanc Feinherb, Ahr, TysklandSmagningen hos Weingut Maibachfarm startede med lidt hvidvine og da Alexander Weber virkede meget stolte af sine vine, så ville han vise, så mange af vinene som muligt. Denne Cuvée Blanc Feinherb var første vin i glasset.

Vinen er et blend på 60% Müller-Thurgau samt 40% Riesling og alene lavet i rustfrie ståltanke, gæring ved 11 grader og med en svag sødme … alene 9,6 gram restsukker pr. liter. Men Alexander Weber fortalte, at sødmen egentlig ikke mærkes så meget, så derfor serveres vinen oftest som en tør vin.

Duftmæssigt melon, fersken og friske æbler … med en lille grøn kant. Virker frisk og allerede i næsen virker vinen til den søde side og samtidig nærmest saftig. Smagsmæssigt er den også meget let, omgængelig og ukompliceret.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 8€ på vingården svarende til 60 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Besøg hos Weingut Maibachfarm … økologisk vingut ude på landet

Næste stop på vores roadtrip i Ahr var hos den unge vinmager Alexander Weber hos Weingut Maibachfarm … en stor økologisk drevet vingård, der ligger en smule afsides på adressen Im Maibachtal omkring 2 kilometer syd for Ahrweiler.

Maibachfarm ligger meget idyllisk i en dal med en smuk udsigt til det store, gamle kloster Calvarienberg, som vi også kørte forbi på vejen til vingården. Klosteret er oprindelig bygget i1630 af franciskanske munke, og har også været drevet af Ursulinerne som kloster og pigeskole, men har i dag vistnok begrænset anvendelse.

Den økologiske Maibachfarm er et stort sted, men driften omfatter heller ikke alene vinproduktion, for er også både frugtplantage samt opdræt af får og æsler. Vi fik hurtigt kontakt til Alexander Weber, som først bød os på en rundvisning på stedet.

Vi startede med at se vineriet med ståltankene, masser af egefade og generelt meget rent og ordentligt. Alexander fortalte også, at det er vigtigt, at kunne styre processerne i produktionen nøjagtigt og en af forudsætningerne er, at der er styr på renheden.

Derefter tog vi en runde på hele gården, hvor vi så både maskinhus og staldene. Imens fortalte Alexander om stedet, lidt om ejeren og historien om Maibachfarm.

Historien

Weingut Maibachfarm er grundlagt i 1999 og drives i dag netop af Alexander Weber, som overtog ansvaret for vinproduktionen tilbage i 2013 som en ung 23-årig vinmager efter endt uddannelse på den klassiske vinskole Geisenheim … på Hochschule Geisenheim University og et kort praktikophold hos Meyer-Näkel.

Selve den store gård/farm Maibachfarm stammer egentlig tilbage til første halvdel af 1900-tallet. Dengang var det et blandet landbrug med fokus på opdræt af kvæg samt kyllinger … og stedet blev da også lokalt kaldt Hühnerfarm … hønsefarmen.

I dag er det et økologisk vinbrug på 9,5 hektar vinmarker, hvor 90% af markerne er stejle og ufremkommelige og 85% af produktionen er rødvine, som laves på druesorterne Spätburgunder, Frühburgunder, Blauer Portugieser, Regent og Dornfelder.

Men derudover omfatter driften altså også avl af får, æsler og frugtplantager, som danner baggrund for en række specialiteter, som farmen – sammen med vinene – også sælger i butikken Ahr Gourmet, som de driver inde i Ahrweiler.

Alexander fortalte, at Maibachfarm ejes af en rigere kvinde, der er bosiddende i Bonn. Så vidt jeg kan se, så er det Renate Günther, der også er registreret som geschäftsführer for selskabet Maibachfarm GmbH & Co. KG. Hun har også sit ejet hus på gården.

Den årlige produktion ligger omkring 40.000 flasker vin og Alexander Weber har siden overtagelsen af produktionen sat sit eget præg på vinene. Han har fået fuldstændig frit råderum til at lave vinene efter hans hoved.

Maibachfarm er medlem af den økologiske forening Bioland, som i 1999 certificerede gården. De driver således driften efter Biolands regler og kalder sig også en Biologisches Weingut.

Smagningen

Efter rundvisningen skulle vi selvfølgelig smage nogle af vinene fra Maibachfarm. Alexander havde allerede dækket op i et stort lokale, som både bruges til store smagninger, men også til det, som tyskerne kalder Straußwirtschaft.

En Straußwirtschaft er en slags tilladelse til vinproducenter i en begrænset periode at drive en slags sæsonåben restaurant, hvor de kan servere deres vine sammen med regionale egnsretter. Og hos Maibachfarm driver de således i et kort periode en sådan lille sideforretning, hvor det store lokale er optimalt.

Vi skulle dog sidde i en lille hyggelig krog med rokokosofaer, en opbygget stenvæg med gamle malerier og et standerur i hjørnet … men mere vigtigt vinglas parate på bordet. Vi sank dybt ned i de tunge stole, men var hurtigt parate til vin.

Alexander spurgte, om vi ville smage alle vine eller blot nogle udvalgte, og vi blev enige om, at vi ville fokusere på de røde, dog måske lige starte med et par glas hvidvine.  Og det fik vi lov til … og mere til, så samlet kom vores smageprogram til at se sådan ud:

Jeg fik faktisk lavet smagsnoter på alle vinene, så dem har jeg selvfølgelig linket til ovenover. En enkelt vin – nemlig deres 2015 Fruhburgunder R – havde jeg smagt før, så der har jeg selvfølgelig bare linket til min tidligere anmeldelse.

Smagningen endte også en smule stresset og forjaget, da både rundvisning og de mange vine tog tid. Vi måtte derfor springe det traditionelle indkøb under, men Alexander fortalte, at der også var mulighed for indkøb af vinene i deres butik i Ahrweiler.

Der blev dog lige tid til det obligatoriske foto af den unge vinmager … og jeres flittige vinblogger i forening. Men samlet en stor tak til Alexander Weber for en herlig imødekommenhed og en fin vinsmagning.

Besøg hos Weingut Julia Bertram … den sødeste og dygtigste Ahr-Winzerin

Vi startede vores Ahr roadtrip med manér … nemlig hos den søde Julia Bertram, vort broderlands weinkönigin aka vindronning tilbage i 2012/13, hele områdets stolthed og i dag samtidig også én af Ahrs dygtigste vinmagere, hvis vine i mange år har imponeret den flittige jyske vinblogger.

Weingut Julia Bertram holder til på adressen Hardtbergstraße 5 i  Dernau, lige nedenfor marken Dernauer Pfarrwingert, sammen med familiens gamle vinhus Weingut Ernst Sebastian, som fortsat drives af Julias mor og tante … Andrea Bertram og Ricarda Sebastian.

Vi havde en aftale om at mødes med Julia kl. 10.00 om torsdagen … eneste mulige tidspunkt under vort korte ophold, da Julia til dagligt bor i Churfranken hos hendes mand/kæreste Benedikt Baltes på Weingut Stadt Klingenberg sammen med deres barn.

Vi ankom til tiden – spot-on – og inde i gården gik Julia og fejede, men hun smed omgående kosten, da vi stak hovederne ind, og bød os velkommen med et stort smil.

Hun havde allerede dækket bord til os i gården … helt perfekt, for sensommeren havde begunstiget os med en lun dag i Ahr, og fra den lille gårdsplads var der direkte udsigt til vinmarkerne over Dernau.

Og hvor er Julia Bertram bare en sød, glad, smilende og autentisk kvinde … og meget fortællende, men alt det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til. Lad os i stedet starte med at se lidt nærmere på vinhuset i Dernau.

Historien

Julia Bertram er født en juleaften i 1989 i en familie af vinbønder i Dernau. Hun er faktisk 5. generation, da hendes tipoldefar Gottfried Sebastian allerede i 1910 grundlagde familiens vingård, og startede med at lave egne vine fra sine marker.

Gården fortsatte herefter med den ældste søn Anton Robert Sebastian ved roret indtil hans død i 1966, hvor Julias bedstefar Ernst Sebastian overtog driften. Den gode Ernst giftede sig godt, idet bedstemor Rosemarie allerede nogle år forinden var valgt som regional vindronning – weinkönigin – i Dernau.

Den stolte vinbonde og hans yndige vindronning drev sammen vinhuset Weingut Ernst Sebastian helt frem til 1998, hvor driften blev overtaget af 4. generation, nemlig Ernst og Rosemaries to døtre Andrea Bertram og Ricarda Sebastian.

De to søstre drifter vingården videre med deres samlede 2,5 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorter som Spätburgunder, Dornfelder, Portugieser og Frühburgunder samt de hvide sorter Rivaner og Riesling.

Det primært Julias mor, som står for markarbejdet, mens tante Ricarda står for produktionen i kælderen … med lidt hjælp fra forældrene, altså gamle Ernst og Rosemarie, som stadigvæk er aktive i driften … og lidt hjælp fra Julia en gang imellem.

Julia Bertram

Julia er således bogstavelig talt vokset op med vin … og hun kom allerede efter endt eksamen fra gymnasiet Kloster Kalvarienberg i Bad Neuenahr-Ahrweiler som ung 20-årig i lære hos Weingut Meyer-Näkel, som jo også ligger i byen Dernau.

I dag er Julia også bedste veninde med Meike Näkel, og da Julia startede sit eget vinhus, så fik hun også nogle gamle egefade fra Meike til sine vine.

Efter opholdet hos Meyer-Näkel uddannede Julia sig til ønolog i Geisenheim, helt traditionelt, og hun fik der sin Bachelor of Science i vindyrkning og ønologi.

I 2011 blev hun udvalgt som vindronning for Ahr vinområdet, og som repræsentant vandt hun også i 2012 titlen for hele landet, altså Deutsche Weinkönigin.

Og det er sgu en titel, som tyskerne tager meget alvorligt, og det er da også en jury bestående af 70-80 branchefolk, som hver år vælger denne dronning. Og det har man gjort siden 1949.

En vindronning har først og fremmest repræsentative opgaver i forbindelse med promoveringen af tysk vin i ind- og udland. For at blive vindronning skal hun være datter af en vinbonde, være over atten år, må hverken være gift eller forlovet og så hun skal have en god faglig viden om tysk vin.

Og det med den faglige viden testes kandidaterne på, mens udseendet ikke er så afgørende … om end det sikkert også hjælper. Under vort besøg fortalte Peter Kriechel, at kandidaterne til titlen faktisk skal igennem en lang række spørgsmål om vin og samtidig også skal blindsmage en række vine, som skal identificeres på druesorter og matches op imod mad.

Der findes i Tyskland en officiel side for Deutsche Weinkönigin, ja endda en Facebook side. I konkurrencen mellem de forskellige tyske vindistrikter er det ikke Ahr, som flest gange har leveret den tyske vindronning, for den sejr tilhører Mosel.

Fem gange er hun kommet fra Ahr … og seneste var det således den flotte – og dygtige – Julia Bertram, nemlig i perioden fra oktober 2012 til september 2013.

Men Julia ville mere end være blot den 64. vindronning i rækken og hjælpe på familiegården samt hos kæresten Benedikt Baltes på hans vingård Weingut Stadt Klingenberg i Franken. Hun ville selv lave vin efter hendes helt egne idéer.

Allerede i 2013 lavede Julia Bertram sin første vin Spätburgunder Fass 1, hvor druerne kom fra nogle af hendes far Walter Josef Bertrams 1,5 hektar vinmark i Ahr.

Far Walter havde hidtil havde drevet marken som et deltidsjob ved siden at jobbet som landmåler, og leveret druerne til et af de lokale kooperativer. Julia overtog marken og købte – eller lånte – også enkelte parceller fra moderen og tanten hos Weingut Ernst Sebastian.

Og siden 2014 har hun været kørende med hendes eget vinhus … Weingut Julia Bertram, hvor hun laver vine fra de små parceller i Ahr, som hun har samlet sammen.

Siden 2017 har hun reelt også overtaget Weingut Ernst Sebastian, men indtil videre kører driften af dette vinhus videre med moderen og tanten ved roret og så lidt hjælp fra Julia.

Markerne

Samlet har Julia Bertram 6,8 hektar, hvoraf de 2,2 hektar er under Weingut Ernst Sebastian og de resterende 4,6 hektar går til vinene hos Julia selv. Det er alle marker med stejle skrænter, hvor alt må foregå med håndkraft. Det er også derfor, at hendes entry-level Spätburgunder hedder Handwerk.

Markerne ligger spredt mellem Mayschoß og Bad Neuenahr, og omfatter markerne Mayschoßer Mönchberg, Dernauer Burggarten, Schieferlay, Pfarrwingert, Hardtberg, Jesuitengarten og Goldkaul, Marienthaler Trotzenberg, Ahrweiler Rosenthal, Forstberg, Daubhaus, Kirchtürmchen samt Neuenahrer Sonnenberg.

Alle markerne drives økologisk og Julia er i gang med at opnå økologisk certificering.

Vinene og produktionen

Sortimentet omfatter pt. 10 forskellige vine, fordelt på 2 Gutsweine, 2 Ortsweine og 6 Lagenweine fra enkeltmarker. Alle vinene laves i vingården i Ahr, hvor pladsen dog er meget begrænset. Derfor sker lagringen og påfyldning på flasker sker hos Baltes på Klingenberg.

Der har Julia også hendes egne tanke og egetønder. På etiketterne på Julias vine står der da også; Abgefüllt in Klingenberg. Det første år fik Julia i øvrigt nogle brugte egefade fra hendes veninde Meike Näkel, da Julia vine jo lagres på en kombination af brugte og nye tyske fade … for Julia sværger til tyske egefade.

Men så er det jo godt at ha’ en god veninde. Julia og Meike har også det til fælles, at de begge har fundet en vinmager som kæreste/mand og Meike er nemlig gift med Markus Klumpp og Julia som tidligere nævnt med Benedict Baltes.

I 2015 eksperimenterede Julia med 4 forskellige typer egefade, men fandt den tyske, som værende den bedste. Og Julia bruger nu alene fade fra bødkere, som hun kender.

På etiketterne af alle Julias vine, så er der en lille reference til familiens gamle vinhus Weingut Ernst Sebastian, idet logoet fra det gamle vinhus kan ses i det lille røde stempel, som findes på alle Julia Bertrams vine. Det fortalte Julia under vort besøg … og det havde jeg ikke selv tidligere tænkt over.

Julia fortalte videre, at målet er at bygge et nyt og moderne vineri i Ahr, og at de faktisk er forholdsvis langt med dette projekt. De har fået tegnet et moderne vineri, som skal ligge tæt på Meyer-Näkels nye vineri lige udenfor Dernau.

Hvis alt går som forventet, som skal vineriet stå færdigt i 2021 og vi hørte hos nogle af de andre producenter, at Benedict Baltes allerede har indgået aftale om salg af Stadt Klingenberg i Churfranken og dermed flytter tilbage til Ahr for at lave vin sammen med Julia.

Benedict Baltes kommer jo også oprindeligt fra Mayschoß, hvor hans forældre også var indenfor vinbranchen. Benedikt har faktisk været i lære som vinmager hos brødrene Marc og Frank Adeneuer på Weingut J.J. Adeneuer i Ahrweiler … et vinhus, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen og jeg også besøgte under vores roadtrip .. men det skal I nok høre mere om.

Smagningen hos Julia Bertram

I gården sammen med Julia fik vi et godt indblik i vinene fra Julia Bertram og Julia fortalte også en masse om vinhuset, familien og de forskellige vine, som jeg dog slet ikke – helt bevidst – fik noteret en eneste smagsnote på.

Vi smagte alle vinene … dog undtagen de 3 topvine fra markerne Mönchberg, Trotzenberg og Goldkaul, som alle var udsolgt, så dem kunne vi desværre ikke smage. Jeg havde dog et par dage tidligere smagt netop Marienthaler Trotzenberg, blot i årgang 2016, så på den måde var jeg nogenlunde up-to-date.

Dermed fik vi smagt:

Jeg købte dog flere af vinene, så smagsnoter følger, når jeg får smagt dem, men ellers må I nøjes med mine tidligere anmeldelser af nogle af de ældre årgange … tror der indtil nu ligger omkring 14 anmeldelser på Houlbergs Vinblog af Julias vine.

Jeg havde ikke tidligere smagt Julias Handwerk Blanc de Noir og heller ikke den udsolgte Dernauer Goldkaul, hvor druerne kommer fra en nyere parcel, som Julia næsten lige har købt. Det er en enkelt lille parcel lige syd for Dernau … sydvestvendt og med mere sandholdig jord.

Besøget hos Julia Bertram blev en rigtig fin start på vores ophold i Ahr, for Julia er bare så autentisk og nærværende. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men blev kun meget positiv overrasket, for Julia var både meget imødekommende og utrolig venlig.

Julia ville egentlig gerne ha’ vist os nogle af markerne ved en køretur op over Dernau, men vi afslog høfligt, da vi kunne fornemme, at Julia var lidt presset på tiden og skulle hente barn, så vi nøjedes blot med at købe nogle kasser vin, som Julia hjælpsomt transporterede til vores bil på en sækkevogn. Winzerin’er er stærke kvinder.

Jeg fik dog taget et obligatorisk foto oppe i marken lige ovenfor vingården og derefter tog vi selv et tur op i vinmarkerne … og på billedet nedenunder kan du se markerne ned mod Dernau.